Ord med historie og evighedsværdi

Juleprædiken 25. december

Strandby Metodistkirke

Johannesevangeliet 1:1-15

Ord der skal dø i 2020 – udvalgte punkter fra liste i avisen Information

Vino · »Skal vi lige ha’ et glas vino?« Ja, selvfølgelig skal vi det. Men dit hverdagsdrikkeri bliver ikke mere uskyldigt af, at du siger vin på italiensk.

Skilsmisseaftale · Skal stoppes, men kun i forbindelse med Brexit. Hvis man rent faktisk skal skilles og har lavet en nedskreven aftale om vilkårene, kan man fortsat bruge ordet. Nederst på formularen

Billige priser · Det er ikke forkert, men det lyder stadig dumt.

Brunch · Brunchen er død. Morgenmad er en bred betegnelse, som sagtens kan rumme lidt tør skinke og en cocktailpølse.

Bobler · Den billige cava, som følger med din brunch, bliver ikke bedre af den grund.

(J) unik · Der er opstået en tendens til at sætte et ’j’ foran ordet unik, så det udtales mere amerikansk. Det er en af dem, der skal tages i opløbet.

120 procent · Hvis noget er mere end 100 procent sikkert, må man nødvendigvis forholde sig kritisk til afsenderen. Dermed lander vi omkring de 80 procent.

Nej, bare nej · Til den er der kun én ting at sige: Nej, bare nej.

Arhemenaltså · Det var meget fint i starten, men det er også mange år siden.

»Ding ding« · Hvis du kan bruge 10.000 kroner på en racercykel, så må der også være råd til en lillebitte ringeklokke, så du ikke skal råbe efter normale cyklister med normale ringeklokker.

Preach · En anelse bedre end ’godt brølt’, men vi er ude i marginalerne.

Jeg er ikke sikker på at alle disse udtryk er kommet til Nordjylland endnu eller om de kommer. Det kan også være det samme, for nu er de altså stendøde.

Ord, som ikke er døde… Ord, som har evighedsværdi – som bringer liv og lys… er ordene fra Johannesevangeliet

Her får vi skabelsesberetning og juleevangelium i en og samme tekst
Her fødes Jesus ikke som en lille baby i Betlehem
nej, han springer fuldvoksen ind i verden, som når nogen trykker på en lyskontakt
han kommer til verden for at oplyse verden, for at drive mørket på flugt, så vi kan se Guds herlighed

Han kommer som Guds ord, der var dynamolygten i skabelsen, dengang da himmel og jord og alt midt imellem blev til, da Gud skabte verden bare ved at sige noget højt og kalde ting ved navn

Lys – mørke
Dag – nat

Himmel – hav
Vand – land

Oase – Ørken

Dyr – mennesker

Fugle – Fisk

Begyndelse, skabelse, liv og lys er ord, som Johannes kæder sammen med Jesus i en uløselig enhed

Evangeliet, de gode nyheder om Guds kærlighed, nåde, barmhjertighed, fred og glæde er for evigt bundet sammen med en person – en mand, der både var Gud og menneske

Gud blev menneske. Så klart og enkelt kan det siges! Med tre små ord kan det største mysterium i verdenshistorien udtrykkes!

Ordet blev kød. Så filosofisk og indviklet kan det samme siges.

Men hvad skal man mene om store ord som lys? Liv? sandhed? nåde? Ordet - med stort O?

Forstår vi de ord vi hører? Har man ingen referenceramme at putte de store ord ind i, så er det bare tomme og uforståelige ord.

For at gribe eller begribe et Ord, så må man kende dets modsætning. Hvordan skulle vi vide hvad godhed er, hvis vi ikke kender ondskab?

Selv om vi godt kender forskel på lys og mørke, så er det ikke sikkert, at vi ved hvordan det er at leve i mørke og længes efter lyset og bedre dage. Selvom vi kender forskel på sandhed og løgn, så er det ikke sikkert, at vi har mærket konsekvenserne på egen krop, hvad det gør ved os og vore relationer, når vi blander to ting sammen som sandhed og løgn.

De store ord forbliver kun begreber eller floskler, indtil de pludselig vækker genklang i et eller andet i os og i vort eget liv.

Når Jesus kaldes for Ordet så tænker vi på hans skaberkraft og hans frelsermagt. Vi tænker på Guds ord som er mægtigt til at skabe verden og til at skabe historie. Vi tænker på de ord Gud lod tale ved profeterne om løfter der gav håb om en bedre fremtid. Vi tænker på fortællingerne om Jesu liv, lidelse, død og opstandelse. Vi tænker på endetiden, hvor skabelsen fuldendes og sejrer over kaosmagterne og frelser os fra død og mørke, sygdom og sorg.

Begyndelsen og enden – tiden, der kører i cirkler og lader det blive jul år efter år, gør Ordet lyslevende for os, evangeliet er ikke som ord og vendinger, vi bliver trætte af og stryger fra en liste ved årsskiftet.

Det er Juledag – evangeliet og Ordet er kommet igen - og vi fejrer, at Gud selv er kommet til verden for at tage del i vores liv og give liv til vores hverdage og vores festdage og nærvær i vores glæder og sorger

Lad os smage på ordene – lad dem blive levende i vores hoveder og hjerter. Lys. Liv. Nåde. Sandhed. 

Lad os gøre Ordene til kød og blod i det liv, vi lever med hinanden.

Glædelig jul. Amen

It’s beginning to look a lot like Christmas

Prædiken 1. december 2019 i Strandby Metodistkirke Matt. 24: 32-42 – Lignelsen om figentræet

Det begynder jo at ligne jul:
- julebelysning på lygtepæle – lyser i det grå, blåsorte mørke
- juletræskæder kommer frem fra lofter og kældre og vikles rundt om novembers nøgne træer og buske
- Kristtjørnen får røde bær, der sidder på planten vinteren over
- pebernødder og brunkager dukker frem i butikkerne (nå ja! allerede i oktober)
- kalenderen bliver hurtigt overbooket med juleafslutninger og arrangementer i firmaet, i klubben, på skolen, i familien
- hygge med varm gløgg i sofaen foran julebagedysten i fjerneren bliver svaret på livets store spørgsmål

Der er en ny tid på vej… juletiden, den travle og traditionsrige december måned som for mange ER julen og som mange holder rigtig meget af… hvor alt vi gør på en måde er ritualiseret, vi pynter op, klippe-klistrer, bager kager, hører julemusik, ser julekalender, vi laver forskellige ting, hvor vi mødes og er meget sammen. Det ER meget meget hyggeligt.

Det er som om, at der er en anden type bevidsthed på færde i december... Vi er mere opmærksomme på, hvad vi foretager os. Vi skriver julehilsner til mennesker, vi holder af. Vi sætter børnene i centrum. Vi køber gaver. Vi giver penge til nødhjælp. Vi er meget vågne i den mørke tid… det er på mange måder rigtig dejligt, synes jeg.

En stemning af stille nærvær… En forventning om, at noget godt er på vej… Små gnister af varme i hjertet, der minder os om hvad der er vigtigt, betydningsfuldt, måske endda helligt for os (midt i al den hektiske travlhed og jule-hurlumhej, som unægtelig også er del af forberedelsestiden).

Det er 1. søndag i advent – det er hermed officielt tilladt at gå amok med juleriet, dog vil jeg påberåbe mig retten til at være den sure præst, der siger: Husk nu lige hvad advent handler om!!!

Advent er en forberedelse til julen, men det er ikke flæskesteg og and vi venter på… (og dog?) vi venter på at møde Jesus ansigt til ansigt.

Julen står for døren, når Kristus kommer igen og fuldender det, som han satte i gang, da han kom første gang. Etablerer det gudsrige, han forkyndte, skulle komme.

Advent betyder ”komme” – 3 aspekter i adventstiden:

1.       Kristus ER kommet (for længst engang i Betlehem)

2.       Kristus VIL komme igen på et tidspunkt som konge på himlens skyer

3.       Kristus kommer ALTID til os i vores hjerter, fx når vi fejrer gudstjeneste på en dag som i dag med dåb, nadver og medlemsoptagelse (hele pakken)

Advent handler om nærforventning til det Gud vil gøre i os og i verden – NU og ALTD

Det er nærliggende at tro, at julen alene handler om at mindes noget, som skete i en stald for 2000 år siden og som vi fejrer med gamle traditioner: At højtiden alene ser tilbage, og at kristne dermed ikke befinder sig i nutiden for slet ikke at tale om at beskæftige sig med fremtiden. Men det er langt fra hele historien…

Hos Matthæus får vi en opfordring til at være vågen – til at gøre sig parat – lægge mærke til tidens tegn

Jesus fortæller lignelsen om figentræet. Lige inden har han talt om 2 store begivenheder, som hans disciple gerne vil vide lidt mere om, måske i et organisatorisk forsøg på at planlægge det pludselige og uventede. (Kan man det? dømt til at mislykkes?)

1.       Jerusalems ødelæggelse, som Jesus siger vil ske i deres levetid (indtraf i år 70, kejser Titus, kulminationen på den jødiske krig)

2.       Dommedag eller endetiden, som ingen ved hvornår vil indtræde, undtagen den alvidende Gud.

Til Ny testamentes tanker om dommedag knytter sig et hav af forestillinger. Inden Jesus kommer igen, så skal en række tegn vise, at enden er nær. Ifølge Matthæusevangeliet er tegnene for eksempel falsk lære, krige, naturkatastrofer, hungersnød, forfølgelser og lovløshed. Uhyggeligt at fortabe sig i at sammenligne med det, man hører i nyhederne… klimakrise, skovbrand i Australien, funktionelt uddød koalabjørn, sultende isbjørne i aktis, flygtninge, splittet politisk verden.

Bag bibelens apokalyptiske forestillinger om, at verden skal gå under, ligger frygten for, at Gud skulle have fortrudt at skabe jorden. Præcis som i beretningen om Noa og syndfloden, hvor Gud beslutter sig for at lade menneskeheden og dens ondskab udslette fra jordens overflade. Som Noa, repræsentant for godhed og gudsfrygt, der gik ombord i arken på katastrofens dag med et par eksemplarer af alle verdens dyrearter, sådan vil Jesus samle sine særligt udvalgte og lade andre blive tilbage. Som det var i begyndelsen, sådan skal det også blive i endetiden. Hvis Gud opgiver os og holder op med at engagere sig i sit skaberværk, så vil verden forsvinde i kaos og intethed.

Nu blev det pludselig meget dystert, hvor blev julehyggen af? Måske hjælper det at tænke på, at Bibelens apokalyptiske forestillinger bygger på billedsprog og måske ikke skal forstås alt for bogstaveligt. Der tegnes et billede - sådan, at vi bliver klar over hvad det vil sige at leve et liv i nærforventning om Kristi genkomst.

En motivation til at gøre os umage...  Martin Luther er kendt for at sige: Hvis Jesus kom i morgen, ville jeg alligevel plante et æbletræ i dag.

Tegnene må ikke gøre os passive og paralyserede. Vi må ikke blive for tilbagelænede og lade hverdagen lulle os i søvn, men forventningen skal hjælpe os til at være på tæerne, vågne, aktive… Give os en levende tro. Forventningen skal præge vores liv. Livet skal leves i dag, ikke i morgen. Hver dag skal leves som om det var den sidste…

Hvis dagen i dag virkelig var den sidste, tror jeg nok, der var et par punkter på min to-do-liste, som jeg ville slette, fordi de i det lys er ligegyldige, i stedet ville jeg indsætte sådan noget som nærvær, opmærksomhed, leg, latter, venlighed, tid til bare at være… måske flette et julehjerte eller to. Dagen i dag kan selvfølgelig ikke leves uden at tage hensyn til hverdagens pligter og hamsterhjul, men behøver det at betyde, at de mere vigtige ting og alt det sjove, der giver livet værdi, skal i bagerste række? Nej vel?

Lær denne lignelse af figentræet, siger Jesus. Når træets grønne blade bryder frem, så ved I, at sommeren er nær. På samme måde skal I være opmærksomme på tidens tegn, og leve i forventning om, at jeg snart kommer igen.

Læg mærke til, at Jesus giver os et forårstegn, et signal om, at der er håb forude, ikke et tomt hvidt lys som i slutningen af en dommedagsfilm, men en ende med en ny begyndelse. Ikke en undergang, men en overgang, en fremtid, der har betydning for nutiden, og for hvordan vi prioriterer vores tid og lever vores liv fuldt ud.

Lad advent være en tid, med opmærksomhed mod det nære og hyggelige, det betydningsfulde og måske endda det hellige, sådan at du lægger mærke til tegnene, når Kristus kommer – nu og altid.

Det begynder at ligne jul.

Amen

Livets mysterium

Kornet gemmer på et mysterium. Hvis et frø bliver liggende på jorden, sker der ingenting. Men hvis kornet plantes i jorden, vil det begynde at spire med en livskraft, der er uforklarlig og uden lige. Selv det mindste frø, kan vokse op og blive til en kæmpe plante, hvor himlens fugle kommer for at bygge rede og finde skygge. Selve frøet går til grunde i jorden, men nyt liv opstår fra det til glæde for andre. Hvad der kommer ud af vores liv er i sidste ende ikke op til os selv, men afgøres af vores efterkommere og vores eftermæle. Livets hemmelighed er, at vi skal miste os selv, til fordel for det der giver livet værdi, i tillid til, at Livets Gud vil gøre, hvad han vil med os og gennem os.

Foto: Linda Suhr til Kornets Hus

 

Hvem skal sidde på tronen?

Temaprædiken i Strandby Metodistkirke: Game of thrones - Hvem skal sidde på tronen? Salmernes Bog 40

Mange af salmerne fra Salmernes bog er tillagt kong David, Salme 40 er en af dem. Dem, der har redigeret salmernes bog i sin tid, synes, at teksterne afspejler scener fra kong Davids liv og har derfor anført ham som forfatteren. Her får vi en lovsang, der meget tydeligt svarer på det konkrete spørgsmål: Hvem skal sidde på tronen?

Davids svar er: Det skal Gud Herren!
Det er Ham, der har skabt himmel og jord!
Det er ham, der redder os fra undergang!
Det er ham, der trækker os op af slam og dynd og sætter vores fødder på klippegrund,
så vi kan stå fast ved troen på ham!
Det er ham, der frelser os fra vores fjender og sikrer os lykken, når vi holder os til Ham!

Kong David er det store ideal i hele Bibelen på hvad en god konge er. En god konge sværger troskab til Ham, der fortjener æren og magten, nemlig Gud. En god konge er ydmyg i sin inderste kerne, deltager ikke i et spil om magtbegær, hvor der handler om at sætte sig selv først og dyrke sin egne interesser på andres bekostning. En god konge ved, at han er indsat af Gud, salvet af Gud (Messias), og sat på tronen for at varetage Guds interesser: retfærdighed, barmhjertighed og fred.

At David er det store ideal på hvad en god konge er, betyder ikke, at han var fejlfri – Davids livshistorie er historien om Guds store nåde mod ham og tro på ham, PÅ TRODS af alt det rod og ballade og drama, som han fik skabt omkring sig.

Vi skal dykke ned i en af scenerne fra kong Davids liv, hvor vi møder et spil om kongemagten, der får alvor får hårene til at rejse sig og spændingen nå uanede højder. Det er ikke nogen pæn historie. Der er ikke noget blankpoleret budskab eller nogen from morale at hente her. Det er gru og rædsel og inkarneret ondskab, vold og incest, stor sorg, i det hele taget rå og voldsomme handlinger og følelser, der er på spil her i bedste game of thrones stil, nemlig historien om hvordan Absalom, Davids egen søn, forsøgte at komme sin far til livs og sætte sig på tronen.

Kong David fik mange sønner, det virker som om at hver gang han vandt et slag og føjede et nyt folkeslag ind under kongeriget Israel, så giftede han sig med endnu en kvinde fra det folk, han havde besejret for at forsejle en fredsaftale med det folk, han havde trynet og tromlet, og skaffe sig allierede.

Absalom var nr. 2 i arverækkefølgen til tronen, og det virker som om, at tingene kørte rigtig godt for ham og at alle kunne lide ham.. Der står i Bibelen, at han var gudesmuk, ingen mand i kongeriget var smukkere end ham. Ingen skønhedspletter. Fra isse til fod var der ingen fejl ved ham. Han havde langt hår, som blev klippet en gang om året, men kun fordi det ellers blev for tungt (?) Underlig oplysning, men bare vent, det lange tunge hår får en afgørende betydning for historien.

Absalom havde en ligeså smuk søster, der hed Tamar. Hende blev Davids søn Amnon (nr. 1 i tronfølgen) forelsket i. Kan I allerede fornemme at dramaet bygges op? Amnon var syg af begær efter Tamar, som jo af natur var hans halvsøster, selvom de havde forskellige mødre, havde de begge David som far. Fordi de var i familie, så Amnon ingen mulighed for at få sin vilje med Tamar og han blev mere og mere elendig som tiden gik, indtil han til sidst lagde en plan (et rænkespil) som gik ud på at lade som om han var syg og gik i seng. Han kaldte Tamar til sit kammer, så hun kunne passe ham og sørge for ham, og hun kom med alverdens lækre sager og serverede det for ham. Men da hun satte det hele fra sig ved kanten af hans sygeseng, greb han fat i hende, overmandede hende og voldtog hende, selvom hun tiggede og bad sin bror om at lade være. Bagefter væmmede Amnon sig over hende (og sikkert også over sig selv og det han havde gjort…) Han afviste hende koldt og sendte hende bort, velvidende hvilken skam og smerte han havde bragt over hende og hele hendes fremtid, for hvem ville gifte sig med en pige dengang, som ikke længere var jomfru.. ingen. Den stakkels pige søgte tilflugt hos sin bror Absalom i al sin vanære… tøjet revet i stykker og blod ned ad benene.. I kan sikkert se det for jer...

Hele miseren kom naturligvis hele kongehuset for øre og kong David og Tamars bror Absalom blev ramt af en voldsom vrede, men til Absaloms store fortrydelse ville David ikke straffe voldtægtsmanden, fordi det var hans førstefødte søn, som han selvfølgelig elskede højt. Lidt opdragelse havde måske ikke været for meget og det bliver meget værre endnu. For selvom David ikke tog Tamars skæbne så tungt, så gjorde hendes rigtige fuldblods bror Absalom det. Absalom går rundt i lang tid og opbygger et indædt had og hævngerrighed, mens han venter på at hans far skal gøre noget. Til sidst bliver han så forblændet af raseri, at han beslutter sig for selv at tage affære. Han får sin chance til en fåreklipningsfest, (hver sin fornøjelse) et slags gæstebud, hvor alle kongesønnerne bliver inviteret, får noget godt at spise og klipper får (?) Da Amnon har taget godt for sig af mad og vin og er blevet så beruset, at han ikke kan se for sig, sanse eller samle eller forsvare sig, slår Absalom til og han og hans folk hugger Amnon ned med koldt blod. Slut med ham!

Absalom tog straks flugten inden rygtet nåede hans far. Klogt nok fortrak han ud fra Davids rækkevidde, og kongen har derved mistet ikke bare én men to sønner. Det er næsten mere, end David kan tage, sorgen overmander ham og da følelserne er ved at tage overhånd, sender han bud efter sin søn for at hente ham hjem til Jerusalem og forsones med ham. Absalom vender tilbage til byen, men nægter at opsøge sin far. Der går flere år, før det onde blod mellem dem, er faldet så meget til ro, at de kan være i samme stue.

Imellemtiden begynder Absalom i al hemmelighed at skaffe sig krigsmateriel, vogn og heste, våben og livvagter. Han bagtaler sin far til mennesker der kommer til byen for at få råd og hjælp i stridsspørgsmål og forsøger at vinde menneskers gunst ved at foreslå sig selv som dommer i deres retssager og på den måde vinder han sig mange tilhængere. Absalom gjorde i det hele taget alt hvad han kunne for at underminere sin fars autoritet og vinde kongeværdigheden. Han optrådte i kongelig pragt, leflede for folket, søgte at vække had til sin fader, og da alt var forberedt, rejste han en opstand.

David må hovedkulds forlade sin hovedstad med sit hof og fulgt af trofaste venner, og Absalom tager Jerusalem i besiddelse. Dog undlader David at tage sine 10 hustruer med, som han noget overraskende lader blive tilbage for at ’tage vare på paladset’. Det skal fedt hjælpe for noget af det første, Absalom gør, da han indtager byen, er at have sex med de 10 koner for at ydmyge sin far.

Men gengældelsen rammer ham snart. 

Absalom søgte råd blandt sine mænd om hvordan han bedst kunne besejre sin fars hær, men følger selvfølgelig desværre det forkerte krigsråd og så bliver der krig mellem far og søn. De to hære ramler sammen ved Efraim, en stor skov med store egetræer og her lider Absalom nederlag. 20 tusind mand faldt i krigen den dag. Før slaget havde David givet sine folk ordre på ikke at krumme et hår på hans søns hoved, men Absalom bliver dræbt på stedet af Davids hærfører.

Det er nok et af bibelhistoriens mest uværdige dødsfald. Der står om Absaloms død, at han kommer ridende ind under grenene på et stort terebinte egetræ. Han formår på utrolig klodset vis at få sit lange hår viklet fast i træet, hans hoved hænger fast i grenene og han bliver hængende og dingler og spjætter ynkeligt og hjælpeløst med arme og ben, mens dyret han red på fortsætter og forsvinder. Straks blev han omringet af sine fjender som jog tre spyd i brystet på ham lige gennem hjertet og kastede ham i en sort grav i en grube (en slags fordybning) i skoven. 

På den måde blev den oprørske søn, der forsøgte at styrte sin far fra tronen, selv til sin faders store sorg og begrædt af sin ulykkelige fader.

Er der nogen, der har set game of thrones, så ved I, at sådan en historie som Absalom om hævn, mord, voldtægt og incest nærmst er drejebog for et helt almindeligt afsnit i TV-serien.

Måske husker I Tv-serien om Arn af Jan Guillo, der også handler om kampen mellem de adelige familier Eriksson og Sverkerson, som alle forsøger at sætte sig på tronen til den unge nation, som snart vil blive Kongeriget Sverige. En ting er sikkert, bliver man udnævnt til konge i den forbindelse, så må man af med hovedet før eller siden.

Forfatteren til Game of thrones: George RR Martin siger I et interview at: "the true horrors of human history derive not from magic, fantasy, dragons, orcs and Dark Lords, but from ourselves."

Game of thrones handler om det grimme spil om ego og magt, som bor i os alle sammen. Hvem har mest is i maven, størst kløgt og snedighed og kynisme til at indtage jerntronen.

Hvem skal sidde på tronen?

Meget kan man sige om Kong David i denne scene af hans liv, som jeg lige har genfortalt. Konflikten mellem far og søn kunne måske være undgået, hvis David havde handlet anderledes… hans personlige fejl og mangler bliver udstillet i denne historie som ganske enkelt er en frygtelig unødvendig tragedie og en hver fars mareridt, at ens eget barn vil stræbe en efter livet og stjæle tronen af den grund, at sønnen anser Faderen for at være en fiasko som leder, som mand, som far. (Ødipuskomplekset om igen)

Det vigtigste der måske er at sige om David og om hvorfor han er idealet på hvad det vil sige at være en god konge er, at han ikke ønskede at slå Absalom ihjel, selvom der var krig imellem dem. 

Ironisk nok betyder Navnet Absalom på hebraisk '(min) fader er fred'.

David stræbte efter fred, Guds fred, den fred, der opstår når mennesker søger forsoning og begraver stridsøksen, den fred, der opstår når vi går til Gud, når vi føler os uretfærdigt behandlet med al vores vrede, knuste hjerter, nye sår og gamle ar. Det eneste sted at finde fred og heling er hos Gud, som sætter fri.

Absalom er en tragisk figur, der forsøgte at tage, hvad der ikke var hans. Han havde nok karisma, der nemt kunne påvirke folk og vinde indflydelse, men han havde ikke den karakter, der skulle til for at blive konge i Israel.  Han tillod sit ego og hævngerrighed at bestemme over hans handlinger og det fik konsekvenser ikke bare for ham selv, men for hans familie og for hele nationen. Han tog sagen i sin egen hånd i stedet for at stole på Gud, som han burde have gjort.

Måske vækker det genklang i ens eget liv, når man hører sådan en historie. Hvor mange gange har man ikke følt sig uretfærdigt behandlet og været styret af vrede? Hvor mange gange har vi ikke set magthavere, i små og store sammenhænge, der mister fornemmelsen for at lede og i stedet pleje deres egne interesser og blive mere optaget af at blive siddende på taburetten fremfor at løse virkelige problemer.

Salme 40 er en bøn, som David har bedt, når han var under pres. Når han var bange for at miste fokus og fornemmelsen af sikker grund under fødderne. Det er en bøn om at give Gud æren og magten, i stedet for at søge hæder og ære for sig selv. En sammenligning af hvad Gud er i forhold til hvad et menneske er. Det er et råb om hjælp i svære tider. Et råb om at Gud må vise en bedre vej og lede os af hans vej. 

Salme 40 er et vidnesbyrd om, at Gud gør noget i os, når vi tålmodigt og vedholdende vender os til ham, han styrker os og langsomt former og forvandler vores karakter, så vi kommer til at ligne Jesus, Messias… Davids søn… Den retmæssige konge… mere og mere og giver os en dybere forståelse af Guds nåde over vores liv og alt det rod, der undertiden opstår og samler sig her.

Drama, på TV eller i det virkelige liv, fortæller os nogle gange sandheder om os selv. Vi kan spejle vores liv i bibelske personer eller fiktive personer fra bøger og film og blive klogere på os selv og vores menneskelige natur.

Måske kan vi tage ved lære af game of thrones eller Absaloms tragiske livshistorie og uværdige død og lade Jesus indtage tronen, i stedet for selv at sætte os på den?

Amen

Forklædt som voksen

Juleprædiken i Strandby Metodistkirke - Lukasevangeliet 2:1-20

I år har vi sagt farvel til Kim Larsen, Danmarks national skjald, der har givet os så mange mindeværdige sange, alt inden for genren af hverdagspoesi og samfundskritik. Sangen forklædt som voksen er en længsel efter ungdommens uskyld og ubekymrethed, ligesom i øvrigt Benny Andersens vuggevise: Barndommens land, hvor der alligevel sniger sig en kritisk strofe ind, der siger: barndommens land, nu er jeg en mand. Tit har jeg lyst til at love solskin og dejlige skove. Men der er lang vej igen. Sov, min ven.

Mange kan måske genkende eller vil måske endda indrømme, at de har det barnlige i sig, men blot er blevet forklædt som voksne. Engang imellem kan man føle sig som en 5årig og måske opføre sig som en 5 årig og det er ikke altid lige godt. Selvom man ligner en 100 årig mand udvendigt, kan der godt gemme sig en 25 årig dreng indvendigt. Jeg er selv gift med et dejligt legebarn, der tror, at han er fuldstændig udødelig. 

Det kan altså være et alvorligt chok at komme op i min alder og vende sig til tanken, at forældregenerationen begynder at falde fra og at man selv står i yderste række. Jeg har gået i klasse med børn, der er er vokset op til at blive museumsinspektører, journalister, psykologer, arkitekter, sygeplejersker, skuespillere, en reality stjerne og endda en generalsekretær i Red barnet og jeg undrer mig over hvornår er de nogensinde blevet så veltalende, kloge og dygtige. Sådan var det ikke dengang i skolegården.

Det korte af det lange er, at barnet gerne forbindes med det uspolerede, dengang hvor der ikke var noget som var uigenkaldeligt forbi. Barnet og erindringen om barndommen eller ungdommen har også en tendens til at gøre os sentimentale. Vi mindes på godt og ondt, hvad der hørte den særlige tid til, inden vi blev dem, vi er i dag.

Vejret. Lyset. Lugtene. Lydene. Sanserne påvirker følelserne. Kan I huske sangen: ”der er noget i luften, jeg ved ikke hvad” En duft kan på et øjeblik tage dig tilbage til barndommen, til småkagerne som din mor bagte til jul. En sang kan minde dig om en bestemt person eller dit første kys. Én sang vækker måske glade minder, og en anden gør ikke. Det er sådan, sanser påvirker følelser. Dit humør om morgenen, farverne du tager på, minderne du har, den måde du opfører dig på… Alt er relateret til det der foregår inden i.

Og jeg tror, at det bl.a. er nogle af disse stemninger, der vækkes til live, når vi fejrer jul og det lille barn fra Betlehem. Vi bliver mindet om, at vi selv har en historie, der begyndte med, at vi blev født og modtaget et sted og at vi siden bevægede os langt langt væk derfra, som Kim Larsen synger. Englenes sang forstummede, også Jesus voksede ud af sin krybbe i stalden og måtte forlade barndommens land i Nazaret. Og hans tilhængere faldt fra, da det virkelig gjaldt, fordi de ikke kunne se noget guddommeligt over den mand, der var søn af en tømrer og døde som en forbryder på et kors. En Gud forklædt som menneske - hvad skulle det til for?

Det skulle blandt andet til for at tydeliggøre, at evangeliet har et ægte menneske i centrum. Ikke en sirlig prins eller en smart levemand, men et menneske, der som vi, selv var barn engang, fyldt med glæde og håb og med forventninger til hver eneste dag.

Det er også påmindelsen om, at mennesker ikke blot må reduceres til et flokdyr, der er fremmedgjort, umyndiggjort, total anonym og forvokset. Hvert enkelt menneske har en ukrænkelig værdi, livet er stort og smukt og hver dag er en gave fra Gud som skal gribes med al den alvor og al den passionerede livsglæde, som vi kan mønstre. Hver gang en lille nyfødt ser dagens lys bliver verden er mere vidunderligt sted og når vi beundrer det lille væsen er det tydeligt at få øje på, at Gud er stor.

Selvom vi er skabt unikke, er vi som mennesker godt nok forbundet med hinanden og forankret i fællesskaber, ingen sejler rundt i sin egen sø med livet som sit eget lille soloprojekt. Som kristne er vi godt nok flokdyr, men dog betragtet som et fællesskab, hvor bestræbelserne går ud på at værne om menneskelivet og den medmenneskelige kærlighed, som det fineste vi har.

Og selvfølgelig kan vi alle risikere at bevæge os langt langt væk fra flokken. Det glædelige i den forbindelse er, at Julen og det lille Jesusbarn hvert eneste år i december ansporer os til at finde tilbage. Måske med et glimt af dem vi var, før vi blev forklædt som voksne. Når vi genfinder evnen i os selv til at vise tillid, til at undres, til at håbe, til at elske, så vækker Gud barnet til live inden i os.

Vi må ikke lade individet blive udvisket i massen af flokdyr, men vi må heller ikke lade individualismen kamme over og blive en overdreven insisteren på at blive hørt og set på bekostning af flertallet, som den umulige 5 årige, der vil have sin vilje, men ikke altid kan få det.

Selvom vi udtrykker os anderledes end man gjorde i 1924, så kan den danske sang godt være som en ung blond pige. Når vi åbner højskolesangbogen eller salmebogen for den sags skyld, så åbner vi muligheden for billedsprog, der gør verden større,

Den krænkelseskultur, vi er ved at opbygge gør jo verden mindre, snart er det jo umuligt at sige noget som helst. Det er mærkeligt at leve i en verden hvor sangen ”Jeg så julemanden” måske er den næste sang, der bliver strøget af censuren som den mest diskriminerende sang nogensinde. Hvorfor julemand og ikke juleperson? Hvorfor jule- og ikke hanuka eller eid? Hvorfor skal det være ham der kysser hende og ikke omvendt, vil feministerne og me too korstoget måske spørge? Hvor stopper det? Hvornår stopper det?

Det er klart, at der skal være plads til forskellighed.  Vi skal beskytte de svageste rettigheder og sætte ind overfor alle former for undertrykkelse, det er derfor vi har staten

Jeg elsker Kim Larsen for at sige:  ”Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage.

Det samme kan man sige om kirken – den er til for at hjælpe de svage

men måske trænger vi også til (både som samfund og som individer) at komme på plads med hvem vi selv er – der bor et barn dybt inde i hvert menneskehjerte, som er grundlæggende elsket som den han, hun, hen eller høn er, helt uafhængigt af alle de ydre ting, som vi ikke må hænge vores identitet op på. Det bliver for skrøbeligt og for besværligt, hvis vi glemmer hvem vi er og hvor vi hører til. 

Julen minder os om vores egen historie og om at vi engang selv var børn og stadig bærer barnet indeni os. Som Maria bar Jesus, er også vi båret af Gud og kan hvile i Gud og hans kærlighed

Vi skal blive ved med at synge gamle og nye sange om hvem vi er og hvem vi var, hvor vi har været og hvor vi er på vej hen. Både Rasmus Sebach med hans åh di åh og Grundsvig med hans halleluja kan løfte stemningen og fortælle os hvad der er særligt ved december og juletiden, hvor vi fejrer at Kristus er kommet til verden som et lille barn, der gør verden ny og vidunderlig igen.

Amen.

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys

2. Sam 7:1-11,16 Rom 16: 25-27 Lukas 1: 26-38, 47-55

Det tredie lys skal sige, en helt almindelig pige i Nazareth fik englebud: At alt er muligt for vor Gud.

Og så bli’r der julefest. (Nr. 87 i Metodistkirkens sange og salmer)

Gospelroots fortolkning af Marias lovsang

3. søndag i advent, synger vi julen ind i kirken med Luciaoptog og flere andre gode ting på programmet, som kirkens forskellige kor og musikere har foreberedt. Det gir' gåsehud og julestemning i hele kroppen, når børn og unge bærer lys ind, som bryder mørket og med lyse stemmer forkynder, at det folk der vandrer i mørket, skal se et stort lys. Et barn er født os. En søn er givet os og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfulde rådgiver, Vældige Gud, Evighedsfader, Fredsfyrste. (Esajas Bog 9:1,5)

Jeg bliver endnu engang slået over, hvor meget adventteksterne handler om håb. Ikke ønsketænkning om en forandring i en fjern fremtid, men lige midt i stuen, midt i livet, her og nu, i en engels skikkelse med det gode budskab om, at intet er umuligt for Gud. Det håb, der tændes, når Gud kalder og mennesker svarer, når Gud taler, mennesker lytter og handler på hans ord. Når Gud handler og mennesker bryder ud i takke- og lovsang. 

Min sjæl ophøjer Herren, sådan begynder Maria lovsang - MAGNIFICAT, som den hedder på latin.

Sådan lyder Marias svar til Gud efter, at verdenshistoriens største mirakel er sket midt i hendes stue, lige midt i hendes liv… en engel har besøgt hende med budskabet om, at hun skal være mor til Guds søn. Overvældet af tanken, højst sandsynligt skræmt fra vid og sans, har Maria besluttet sig for at rejse for at besøge Elisabeth i et stykke tid. Maria er ikke mere end 13 år gammel. Piger blev dengang normalt forlovet med en mand, når de fik deres første menstruation og et år senere blev de gift, så hun er en ganske ung kvinde – en teenager, som bliver gravid uden for ægteskabet er i risiko for at blive udstødt af sin familie, forkastet af sin forlovede og dermed uden økonomisk sikkerhedsnet overhovedet. Hun risikerer endda at blive stenet til døde på torvet, hvis nogen anmelder hende – straffen for utugt er døden, så Maria gør nok klogt i at komme væk. Hun rejser til den eneste trygge havn hun kan forestille sig, sin slægtning Elisabeth, som også ganske mirakuløst venter et barn, selvom hun er langt over den fødedygtige alder. Elisabeth ved instinktivt hvad der er sket med Maria, da hun dukker op på hendes dørtærskel og hun udbryder glædestrålende: Du er velsignet, du venter et ganske særligt barn. Og alt falder på plads for Maria, pludselig er hun ikke længere fyldt af frygt, men kan ånde lettet op og lade glæden nå hendes hjerte… og hvad gør hun.. som alle Disneyprinsesser med respekt for sig selv… hun bryder ud i sang! Det er sound of music, Storslåede musicals hører julen til.

Store navne som Monteverdi, Bach, Mozart, Purcell og mange andre har komponeret melodier til Maria lovsang gennem tiden og den er lige så smuk, som når Lise Hjørne for os. Sangen udtrykker Marias undren, ydmyghed, taknemmelighed, hengivelse, glæde og håb. Rent og klart og skarpt som et sværd – en stemme, der kan fylde hele rummet og trænge dybt ind og røre ved vores sjæl.

Det er det musik kan. Musik kan noget særligt. Melodier appellerer til vores følelser og tekstens poesi bringer os budskaber, der får os til at reflektere og acceptere. Når lovsangen er rigtig god, så er der noget, der griber ind og rører ved vores hjerter, giver os håb og glæde og tillid til Gud igen. Lige så smuk den er, lige så sprængfuld af dynamit, nytårskrudt er den for den har nemlig et stærkt socialt perspektiv. Der er intet nuttet eller sentimentalt over den sang. Den er trodsig og profetisk omvæltende revolutionær. Maria drømmer ikke om at strikke blå babysokker, men om en verden, hvor Gud vil gribe ind og vende alting på hovedet.

De undertrykte, de fattige, de nødlidende skal ophøjes og de overlegne, de rige og ressourcestærke skal nedgøres, hvor foruroligende det lyder for os, der udgør de 20 % der sidder på 80 % af verdens rigdom. At Gud har udvalgt en kvinde - en teenager - en fattig - et helt almindeligt ukendt menneske til at bringe Guds søn til verden, betyder for Maria, at en ny verdensorden er på vej, at der er håb om bedre tider for alle som kæmper, at der er hjælp på vej.

Maria er en furie, stærk og fyldt med retfærdighedens harme. Det er noget af et teenageoprør, hun har gang i. Hun erklærer, at Gud har valgt side. Man kan diskutere politik og finanslov i en uendelighed, også selvom det bliver den 24. og 25. december, vi kan være uenige om hvilke mål og midler vi mener er det rigtige for vores land og for verdenssamfundet og det kan være svært at når til enighed, men det er aldrig til debat, at Gud altid holder med den svage, at han altid bekymrer sig om dem, der ikke har noget at spise eller tag over deres hoved. Det er ikke til debat, at vi har et ansvar over for dem der har mindre end os selv.

I går var vi inviteret til Mark og Nina til Julefrokost og de bød på mexicansk – en masse mad i små skåle, som man kunne vælge og vrage imellem. I en af skålene var der bønnemos, nok en af de ting, som jeg kunne finde på at vrage til fordel for oksekød eller kylling, men jeg sad med skålen i hånden og kom i tanke om at lidt bønnemos og et varmt tæppe betyder forskellen på liv og død i Syrien, hvor det er vinter og endeløs krig. Så jeg spiste bønnemos med taknemmelighed og det smagte dejligt – bagefter gik jeg hjem og donerede julehjælp gennem unicef, der redder liv ved at dele netop bønnemos og tæpper ud i Syrien.

Maria, som har hørt efter i biologiundervisningen, spørger englen hvordan skal det gå til, at hun skal blive med barn, når hun ikke har nogen mand? Englen svarer, at Helligånden skal komme over hende og hans kraft skal gøre et under i hende. Helligånden er en kraft, der bevæger sig usynligt i os og iblandt os, og som gør det virkeligt, at ingenting er umuligt for Gud. Jeg hørte engang vores biskop sige i en prædiken, at vi ikke behøver at bekymre os om at blive gravide, hver gang Helligånden kommer over os, det kan godt gå mindre radikalt til værks.

Hvordan skal det gå til i dag – at et nyt kongerrige skal bryde frem, der vil stå i stærk kontrast til ethvert andet kongerige i fortiden, nutiden eller fremtiden På samme måde som det altid foregår – vi er Kristi krop i verden, vi er Guds hænder og fødder. Guds kraft virker sådan, at den påvirker uden at pådutte nogen til at høre Guds stemme og handle på hans ord.

Forestil jer 3 unge mænd på forretningsrejse i Indien. Det er en sand historie, fortalt i en prædiken af Adam Hamilton. De løber igennem lufthavnen for at nå deres fly inden gaten lukker. De har fart på og stopper ikke for nogen eller noget. Pludselig løber de ind i et lille minimarked, hvor nogle handlende har sat boder med souvinirs og frugt og grønt og snacks, der fylder hele korridoren. En af mændene banker lige ind i en vogn med æbler og frugten flyver til alle sider, de undgår at skride i det meste af det, der triller rundt på gulvet, råber hurtigt undskyld og haster videre. De er så tæt på at nå deres fly. Men dårlig samvittighed rammer den mand, der stødte ind i vognen og mens han løber videre vender han sig om og ser en ung kvinde kravle rundt på gulvet, mens hun famlende forsøger at redde sine æbler. Han stopper, råber til sine venner at de skal løbe videre og at de ses derhjemme. Han løber tilbage fuld af undskyldninger bøjer han sig ned for at hjælpe kvinden med at samle op. Da han ser ind i hendes ansigt, opdager han, at hun er blind og han bliver endnu mere ked af det, mens de får styr på æblerne. Men manden kan se, at æblerne er blevet stødt og han tilbyder at købe dem alle sammen, for han kan nemt få øje på, at hun ikke bare er blind men også fattig. Æblerne er forskellen på liv og død den dag. Hun takker, men stiller ham et spørgsmål: Er du Jesus? Han bliver helt forvirret og svarer selvfølgelig nej, han er bare en mand på gennemrejse, klodset og med alt for meget fart på og han spørger hende, hvorfor hun spørger. Fordi, svarer hun, da jeg lå på mine knæ for at samle æbler op, bad jeg til Gud om, at Jesus måtte komme og hjælpe mig og så sendte han dig!

Det er sådan Helligånden virker i os og iblandt os og det er sådan at Gudsriget kommer med kraft her og nu, og ikke i en fjern fremtid. Mother Teresa sagde, at små handlinger gjort med stor kærlighed kan forandre verden. Maria synger om sådan en verdens forvandling, hvor hensynsløshed, undertrykkelse og udnyttelse er et overstået kapitel. Når vi lytter til den i en kirke pyntet op til advent med lys og julesange som baggrundsstemning, så kan Marias lovsang opfattes som smukke symbolske ord, men de indeholder kraft til en verdensomvæltning, når vi erfarer at intet er umuligt for Gud.

Der hvor troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden

Esajas 40:1-11; Salme 85:1-2,8-13; 2 Petersbrev 3:8-15; Markus 1:1-8

"Det andet lys, som tændes, er præstens søn Johannes. Snart solopgang og morgenskær vil vise os, at Gud er nær. Og så bliver der julefest" (Nr. 87 i Metodistkirkens Salmer og Sange)

Isabella Hønnicke: Begyndelsen er nær
Mads Langer: I en stjerneregn af sne

På 2. søndag i advent skal vi en tur i ørkenen. Et landskab, hvor det er svært at orientere sig og finde vej. Hver retning man kigger i består af endeløse sanddynger, ufremkommeligt krat eller klippemure, der tårner sig op. Hvad skal vi her, når vi kan sidde hjemme i vores julepyntede stuer og drikke gløgg og spise jødekager og se kvindelandsholdet spille håndbold på TV2 i bedste sendetid? Det virker som meningsløst tidsspilde at begive sig helt herud!

Vi skal stifte bekendtskab med Johannes Døberen, der holder til ude i vildmarken og ødelægger julestemningen. Vi skal besøge en særling, en enspænder i mærkeligt tøj, der råber skøre beskeder fra Gud: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne, vrøvler han med henvisning til profeten Esajas fra gammel tid. Sådan begynder evangeliet om Jesus Kristus ifølge Markus. Johannes Døberen er forgænger for Jesus og med til at forberede hans komme og virke. Folk strømmer til for at omvende sig og modtage deres synders forladelse. De tager på ørkenvandring for at forholde sig til deres indre menneske og bede Gud om tilgivelse for det, de måtte have gjort forkert. Hvad er mest mærkeligt? Budskabet eller det, at ørkenen pludselig er blevet et fluepapir som stranden om sommeren?

Johannes Døberen mener, at vi skal forberede os i adventstiden, dengang som nu, og det handler ikke om at dele småkageopskrifter og købe julegaver. Johannes døberen pakker ikke sit budskab ind i gitterpapir med bånd og sløjfe. Han prøver ikke at sweet talke os til noget som helst. Han siger det som det er: Øgle-yngel! Omvend jer! I bund og grund siger han noget, som vi ikke bryder os om at høre, nemlig, at der er noget galt med os og at vi bør rette op på vores fejl og mangler. Det lyder ikke som gode nyheder i mine ører og ikke et emne, der umiddelbart egner sig til at blive råbt fra hustage, taget op på en prædikestol eller postet på en blog. Hvem vil lytte til den slags?

Hvordan kan man tale om omvendelse fra synd i dag - uden at være moraliserende og fordømmende? Hvorfor er det gode nyheder, at Jesus kommer? Hvordan skal vi forberede os på Herrens komme? Hvad er det for en vej, der skal banes i vores livs terræn sådan, at Gudsriget kan komme os nær?

Et nøgleord her er den tidsløse længsel efter retfærdighed og fred, som jeg tror er nedlagt i alle mennesker uanset alder eller kulturforskelle. Salme 85 består af vers med det skønneste ordguf: fx troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden. Det er dér vi skal hen! Det er dét vi forbereder os på! - en tid hvor verden igen bliver Guds og hvor al nød, ufred og uretfærdighed vil få en ende, sådan som han har lovet det.

Det kan virke som om, der er lang vej der hen. Som om vejen hele tiden sander til, så det synes umuligt at komme frem. Onsdag i denne uge blev erklæret som Vredens Dag af Mahmoud Abbas, Palæstinas politiske leder, efter at præsident Trump erklærede, at USA nu vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og flytte den amerikanske ambassade dertil som en "storslået hyldest til fred."

En udmelding, som vakte stor opsigt og fik flere ledere i hele verden til at gå i alarmberedskab. Beslutningen er et brud på årtiers amerikansk politik på området. Det er en anerkendelse af Israels "ret" til at gøre krav på Jerusalem og dermed en underkendelse af Palæstinenserne ret til at gøre det samme, hvilket nok skyder fredsprocessen helt i sænk, hvis den ikke var det i forvejen.

Jerusalem er vigtig, fordi både israelske jøder og palæstinensiske muslimer anser byen som hellig. De har begge gjort krav på byen og det har ført til blodige konflikter gennem årene. Trump mener, at det vil være tåbeligt at tro, at vi kan komme tættere på en holdbar fredsaftale mellem Israel og Palæstina, hvis vi bliver ved med at gentage det vi har gjort i årtier uden et bedre resultat. Det kan han jo godt have ret i, men det internationale samfund fastholder, at byens status skal fastlægges gennem forhandlinger, hvor der bliver taget hensyn til begge parter. Alle lande har derfor deres ambassader i storbyen Tel Aviv.

Tusinder af vrede mennesker har været på gaden i Israel-Palæstina for at protestere mod USA's beslutning med voldelige sammenstød og ødelæggelser som følge. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den oplevelse, vi havde for et par år siden her i Strandby, da vi sammen med Folkekirken fik besøg af organisationen Musalaha, der betyder forsoning på arabisk. To unge, en jødisk mand og en palæstinensisk kvinde fortalte om hvordan de tror og håber på fred ved at arbejde for at børn og unge kan vokse op og lege sammen, spille fodbold, tegne og male og tage på lejr og udvikle venskaber. Dét er en storslået vision og hyldest til fred! Kvinden Noora, som besøgte os dengang, skrev på facebook i løbet af ugen, at Trumps udmelding er lige så fjollet, som hvis Hamas udråbte Texas som hovedstad i Mexico. Ja, man kan undre sig over hvorfor Trump har taget dette skridt ud i ukendt territorium, men mon ikke det har noget at gøre med hans bagland, der består af mange evangelikale kristne, der venter på Dommedag og i deres optik, kommer Jesus ikke igen før Jerusalem er hovedstad i Staten Israel.

Undskyld for denne lille detour til Konfliktland, blot et eksempel på hvorfor det føles som ørkenvandring at tale om retfærdighed og fred og hvorfor vi længes efter, at Herren må komme og bane en vej, hvor vi selv kommer til kort, går vild og begår fejlslutninger.

Johannes råber: ban Herrens vej - og med det mener han, at vi skal omvende os. Den bedste forklaring, jeg nogensinde har hørt på hvad det vil sige at omvende sig er, at hvis vi ikke kan se nogen løsninger, hvis alt er mørkt og håbløst, så kan det være nødvendigt at flytte sig - sådan helt fysisk at vende sig om for at se lyset, for at se en sag fra flere sider og få den belyst fra flere perspektiver. Efter en mørk nat kommer altid en solopgang, nye muligheder kommer med den nye dag. At vende vores ansigt mod Guds, så hans lys kan ramme vores hjerter i stedet for vores rygge, så vi kan se at en ny begyndelse er på vej. En ny begyndelse kommer med omvendelsen.

Der er et ordsprog, der siger, at den der ønsker fred i verden kan begynde med sig selv. Vær den forandring, du ønsker at se i din verden. Ønsker du mere fred, ro, frihed og glæde, er der sikkert små eller store indsatser, du kan gøre i forhold til hvordan du bruger din tid og hvordan du har det i dine nærmeste relationer i familien, vennekredsen, på arbejdet eller i kirken.

I en bibelsk sprogbrug taler man om det samme, som at gøre op med sin synd. Og nej synd handler ikke så meget om vi kom til at spise et ekstra stykke chokolade, som lå der foran os og fristede os over evne. Min morfar havde sukkersyge og sagde altid med stolthed ved kagebordet: Jeg har karakter. Det er rigtigt, at han holdt sig fra kagerne, mest fordi han ikke kunne lide dem, men jeg har da ikke kendt et menneske, der spiste så mange Kongen af Danmark bolsjer, når han kørte bil. Det er altså ikke nemt at styre sådan noget blodsukker.

Nej at gøre op med sin synd, betyder først og fremmest, at erkende, at der er noget i ens liv, der ikke er som det skal være. Ordet synd betyder at ramme ved siden af målet og vi kan se målskiven for os og pilen der flyver lige forbi og misser den røde plet i midten. Nogle gange rammer den pil slet ikke skiven. Som altid når vi snakker om Gud, så handler det om kærlighed. Prøv at se tilbage på dine samtaler i løbet af ugen - de mennesker som du har haft noget med at gøre. Tænk på dine tanker og handlinger. Kunne de have været mere præget af kærlighed? Tænk på din prioritering af din tid. Hvad kom du til at bruge mest tid på? Familien, der altid har brug for dig. Dig selv og dit forhold til Gud, som giver dig styrke til at klare vejen og dagen? Var det dit arbejde, der fik al opmærksomheden, eller fjernsynet eller almindelig juletravlhed. Det er så let at blive revet med af traditioner, og andre hyggelige ting og glemme, at formålet med det alt sammen er at føre os nærmere Gud. Vi skal tage kloge og kærlige beslutninger mht. hvordan vi bruger vores tid – for tid er kærlighed.

Når vi først har erkendt, at ikke det hele var som det skulle være, så har vi muligheden for at gøre noget ved det. Første skridt er at bede Gud om tilgivelse, for vi står ikke kun til ansvar overfor os selv og vores nærmeste, men også overfor Gud, fordi alting, ja selve livet, er en gave fra Gud og betroet til os med ansvar for at få det bedste ud af det. Når vi lægger skyld og skam, fortrydelser og bekymringer over til Gud, hvor alt sådan noget hører til, så sætter han os fri, til at viske tavlen ren og begynde på en frisk. Der bliver banet en vej i vores hjerter, ligesom når sneploven kører ude på vejen for vores skyld eller når vi selv griber skovlen og rydder fortovet, for at vores naboer ikke skal falde og slå sig. Jeg vil gerne udfordre dig til at tage imod Guds tilgivelse og tro på den. På grund af Kristus så er alle dine synder fjernet for længe siden, Gud holder ikke regnskab og han bærer ikke nag og han vil så gerne løfte den byrde, du bærer af dine skuldre. Gå til ham med alt det der tynger og er træls. Det gør en forskel.

Johannes siger, at efter ham vil der komme en, der er stærkere end ham og Johannes er ikke engang værdig til at bøje sig ned og løse hans skorem. Efter Johannes kommer Jesus, som har beføjelse til ikke bare at døbe med vand, men med Helligånd. Guds ånd, som arbejder inden i os og skaber et nyt menneske i os, så du gradvist bliver mere og mere i stand til at finde tålmodighed, når du er blevet tilgivet for at være ultålmodig. I stand til at opdage mildhed i dig selv, når du er blevet tilgivet for at være hidsig og opfarende. I stand til at udvise gavmildhed, når du er blevet tilgivet for at være for grådig. Når du er blevet tilgivet for at være ulydig mod Gud eller at ramme ved siden af målet eller at gå dine egne veje, så vil du begynde at være mere lydig, ramme plet lidt oftere og søge Guds veje, ikke fordi du skal eller bør, men fordi du gerne vil og kan se formålet med det.

Vi forbereder os I adventstiden på at åbne os for den vej, som Kristus vil bane ikke bare for os, men i os og igennem os. Det med omvendelse og syndernes forladelse er hård kost, når vi hellere vil julehygge og dele bageopskrifter. Jeg tror ikke, at Johannes Døberen ligger inde med mange opskrifter, vi vil være interesseret i op til jul, med mindre vi har lyst til at prøve den med græshopper og honning? Men han har noget at byde på og noget at sige om at forberede sig til jul. Ingredienserne er omvendelsen og syndernes forladelse, som gør os klar til at tage imod en ny begyndelse.

Det har sneet i nat og skabt et smukt harmonisk landskab, der skjuler alle buler og kløfter nedenunder. Men det grimme og svære er der stadig, hvis vi ikke forholder os til det og gør op med det. Under overfladen, hvor der er hygge og julestemning og juleslagere på anlægget, er der noget dybere og vigtigere at forholde os til, noget som kræver vores opmærksomhed. Vi er skabt med en stærk retfærdighedssans fra barns ben, dén, krydret med samvittighed, hvis vi har fået en god opdragelse og ikke mindst Helligåndens trylledrys, vil bane Herrens vej.

Amen.