Hvem skal sidde på tronen?

Temaprædiken i Strandby Metodistkirke: Game of thrones - Hvem skal sidde på tronen? Salmernes Bog 40

Mange af salmerne fra Salmernes bog er tillagt kong David, Salme 40 er en af dem. Dem, der har redigeret salmernes bog i sin tid, synes, at teksterne afspejler scener fra kong Davids liv og har derfor anført ham som forfatteren. Her får vi en lovsang, der meget tydeligt svarer på det konkrete spørgsmål: Hvem skal sidde på tronen?

Davids svar er: Det skal Gud Herren!
Det er Ham, der har skabt himmel og jord!
Det er ham, der redder os fra undergang!
Det er ham, der trækker os op af slam og dynd og sætter vores fødder på klippegrund,
så vi kan stå fast ved troen på ham!
Det er ham, der frelser os fra vores fjender og sikrer os lykken, når vi holder os til Ham!

Kong David er det store ideal i hele Bibelen på hvad en god konge er. En god konge sværger troskab til Ham, der fortjener æren og magten, nemlig Gud. En god konge er ydmyg i sin inderste kerne, deltager ikke i et spil om magtbegær, hvor der handler om at sætte sig selv først og dyrke sin egne interesser på andres bekostning. En god konge ved, at han er indsat af Gud, salvet af Gud (Messias), og sat på tronen for at varetage Guds interesser: retfærdighed, barmhjertighed og fred.

At David er det store ideal på hvad en god konge er, betyder ikke, at han var fejlfri – Davids livshistorie er historien om Guds store nåde mod ham og tro på ham, PÅ TRODS af alt det rod og ballade og drama, som han fik skabt omkring sig.

Vi skal dykke ned i en af scenerne fra kong Davids liv, hvor vi møder et spil om kongemagten, der får alvor får hårene til at rejse sig og spændingen nå uanede højder. Det er ikke nogen pæn historie. Der er ikke noget blankpoleret budskab eller nogen from morale at hente her. Det er gru og rædsel og inkarneret ondskab, vold og incest, stor sorg, i det hele taget rå og voldsomme handlinger og følelser, der er på spil her i bedste game of thrones stil, nemlig historien om hvordan Absalom, Davids egen søn, forsøgte at komme sin far til livs og sætte sig på tronen.

Kong David fik mange sønner, det virker som om at hver gang han vandt et slag og føjede et nyt folkeslag ind under kongeriget Israel, så giftede han sig med endnu en kvinde fra det folk, han havde besejret for at forsejle en fredsaftale med det folk, han havde trynet og tromlet, og skaffe sig allierede.

Absalom var nr. 2 i arverækkefølgen til tronen, og det virker som om, at tingene kørte rigtig godt for ham og at alle kunne lide ham.. Der står i Bibelen, at han var gudesmuk, ingen mand i kongeriget var smukkere end ham. Ingen skønhedspletter. Fra isse til fod var der ingen fejl ved ham. Han havde langt hår, som blev klippet en gang om året, men kun fordi det ellers blev for tungt (?) Underlig oplysning, men bare vent, det lange tunge hår får en afgørende betydning for historien.

Absalom havde en ligeså smuk søster, der hed Tamar. Hende blev Davids søn Amnon (nr. 1 i tronfølgen) forelsket i. Kan I allerede fornemme at dramaet bygges op? Amnon var syg af begær efter Tamar, som jo af natur var hans halvsøster, selvom de havde forskellige mødre, havde de begge David som far. Fordi de var i familie, så Amnon ingen mulighed for at få sin vilje med Tamar og han blev mere og mere elendig som tiden gik, indtil han til sidst lagde en plan (et rænkespil) som gik ud på at lade som om han var syg og gik i seng. Han kaldte Tamar til sit kammer, så hun kunne passe ham og sørge for ham, og hun kom med alverdens lækre sager og serverede det for ham. Men da hun satte det hele fra sig ved kanten af hans sygeseng, greb han fat i hende, overmandede hende og voldtog hende, selvom hun tiggede og bad sin bror om at lade være. Bagefter væmmede Amnon sig over hende (og sikkert også over sig selv og det han havde gjort…) Han afviste hende koldt og sendte hende bort, velvidende hvilken skam og smerte han havde bragt over hende og hele hendes fremtid, for hvem ville gifte sig med en pige dengang, som ikke længere var jomfru.. ingen. Den stakkels pige søgte tilflugt hos sin bror Absalom i al sin vanære… tøjet revet i stykker og blod ned ad benene.. I kan sikkert se det for jer...

Hele miseren kom naturligvis hele kongehuset for øre og kong David og Tamars bror Absalom blev ramt af en voldsom vrede, men til Absaloms store fortrydelse ville David ikke straffe voldtægtsmanden, fordi det var hans førstefødte søn, som han selvfølgelig elskede højt. Lidt opdragelse havde måske ikke været for meget og det bliver meget værre endnu. For selvom David ikke tog Tamars skæbne så tungt, så gjorde hendes rigtige fuldblods bror Absalom det. Absalom går rundt i lang tid og opbygger et indædt had og hævngerrighed, mens han venter på at hans far skal gøre noget. Til sidst bliver han så forblændet af raseri, at han beslutter sig for selv at tage affære. Han får sin chance til en fåreklipningsfest, (hver sin fornøjelse) et slags gæstebud, hvor alle kongesønnerne bliver inviteret, får noget godt at spise og klipper får (?) Da Amnon har taget godt for sig af mad og vin og er blevet så beruset, at han ikke kan se for sig, sanse eller samle eller forsvare sig, slår Absalom til og han og hans folk hugger Amnon ned med koldt blod. Slut med ham!

Absalom tog straks flugten inden rygtet nåede hans far. Klogt nok fortrak han ud fra Davids rækkevidde, og kongen har derved mistet ikke bare én men to sønner. Det er næsten mere, end David kan tage, sorgen overmander ham og da følelserne er ved at tage overhånd, sender han bud efter sin søn for at hente ham hjem til Jerusalem og forsones med ham. Absalom vender tilbage til byen, men nægter at opsøge sin far. Der går flere år, før det onde blod mellem dem, er faldet så meget til ro, at de kan være i samme stue.

Imellemtiden begynder Absalom i al hemmelighed at skaffe sig krigsmateriel, vogn og heste, våben og livvagter. Han bagtaler sin far til mennesker der kommer til byen for at få råd og hjælp i stridsspørgsmål og forsøger at vinde menneskers gunst ved at foreslå sig selv som dommer i deres retssager og på den måde vinder han sig mange tilhængere. Absalom gjorde i det hele taget alt hvad han kunne for at underminere sin fars autoritet og vinde kongeværdigheden. Han optrådte i kongelig pragt, leflede for folket, søgte at vække had til sin fader, og da alt var forberedt, rejste han en opstand.

David må hovedkulds forlade sin hovedstad med sit hof og fulgt af trofaste venner, og Absalom tager Jerusalem i besiddelse. Dog undlader David at tage sine 10 hustruer med, som han noget overraskende lader blive tilbage for at ’tage vare på paladset’. Det skal fedt hjælpe for noget af det første, Absalom gør, da han indtager byen, er at have sex med de 10 koner for at ydmyge sin far.

Men gengældelsen rammer ham snart. 

Absalom søgte råd blandt sine mænd om hvordan han bedst kunne besejre sin fars hær, men følger selvfølgelig desværre det forkerte krigsråd og så bliver der krig mellem far og søn. De to hære ramler sammen ved Efraim, en stor skov med store egetræer og her lider Absalom nederlag. 20 tusind mand faldt i krigen den dag. Før slaget havde David givet sine folk ordre på ikke at krumme et hår på hans søns hoved, men Absalom bliver dræbt på stedet af Davids hærfører.

Det er nok et af bibelhistoriens mest uværdige dødsfald. Der står om Absaloms død, at han kommer ridende ind under grenene på et stort terebinte egetræ. Han formår på utrolig klodset vis at få sit lange hår viklet fast i træet, hans hoved hænger fast i grenene og han bliver hængende og dingler og spjætter ynkeligt og hjælpeløst med arme og ben, mens dyret han red på fortsætter og forsvinder. Straks blev han omringet af sine fjender som jog tre spyd i brystet på ham lige gennem hjertet og kastede ham i en sort grav i en grube (en slags fordybning) i skoven. 

På den måde blev den oprørske søn, der forsøgte at styrte sin far fra tronen, selv til sin faders store sorg og begrædt af sin ulykkelige fader.

Er der nogen, der har set game of thrones, så ved I, at sådan en historie som Absalom om hævn, mord, voldtægt og incest nærmst er drejebog for et helt almindeligt afsnit i TV-serien.

Måske husker I Tv-serien om Arn af Jan Guillo, der også handler om kampen mellem de adelige familier Eriksson og Sverkerson, som alle forsøger at sætte sig på tronen til den unge nation, som snart vil blive Kongeriget Sverige. En ting er sikkert, bliver man udnævnt til konge i den forbindelse, så må man af med hovedet før eller siden.

Forfatteren til Game of thrones: George RR Martin siger I et interview at: "the true horrors of human history derive not from magic, fantasy, dragons, orcs and Dark Lords, but from ourselves."

Game of thrones handler om det grimme spil om ego og magt, som bor i os alle sammen. Hvem har mest is i maven, størst kløgt og snedighed og kynisme til at indtage jerntronen.

Hvem skal sidde på tronen?

Meget kan man sige om Kong David i denne scene af hans liv, som jeg lige har genfortalt. Konflikten mellem far og søn kunne måske være undgået, hvis David havde handlet anderledes… hans personlige fejl og mangler bliver udstillet i denne historie som ganske enkelt er en frygtelig unødvendig tragedie og en hver fars mareridt, at ens eget barn vil stræbe en efter livet og stjæle tronen af den grund, at sønnen anser Faderen for at være en fiasko som leder, som mand, som far. (Ødipuskomplekset om igen)

Det vigtigste der måske er at sige om David og om hvorfor han er idealet på hvad det vil sige at være en god konge er, at han ikke ønskede at slå Absalom ihjel, selvom der var krig imellem dem. 

Ironisk nok betyder Navnet Absalom på hebraisk '(min) fader er fred'.

David stræbte efter fred, Guds fred, den fred, der opstår når mennesker søger forsoning og begraver stridsøksen, den fred, der opstår når vi går til Gud, når vi føler os uretfærdigt behandlet med al vores vrede, knuste hjerter, nye sår og gamle ar. Det eneste sted at finde fred og heling er hos Gud, som sætter fri.

Absalom er en tragisk figur, der forsøgte at tage, hvad der ikke var hans. Han havde nok karisma, der nemt kunne påvirke folk og vinde indflydelse, men han havde ikke den karakter, der skulle til for at blive konge i Israel.  Han tillod sit ego og hævngerrighed at bestemme over hans handlinger og det fik konsekvenser ikke bare for ham selv, men for hans familie og for hele nationen. Han tog sagen i sin egen hånd i stedet for at stole på Gud, som han burde have gjort.

Måske vækker det genklang i ens eget liv, når man hører sådan en historie. Hvor mange gange har man ikke følt sig uretfærdigt behandlet og været styret af vrede? Hvor mange gange har vi ikke set magthavere, i små og store sammenhænge, der mister fornemmelsen for at lede og i stedet pleje deres egne interesser og blive mere optaget af at blive siddende på taburetten fremfor at løse virkelige problemer.

Salme 40 er en bøn, som David har bedt, når han var under pres. Når han var bange for at miste fokus og fornemmelsen af sikker grund under fødderne. Det er en bøn om at give Gud æren og magten, i stedet for at søge hæder og ære for sig selv. En sammenligning af hvad Gud er i forhold til hvad et menneske er. Det er et råb om hjælp i svære tider. Et råb om at Gud må vise en bedre vej og lede os af hans vej. 

Salme 40 er et vidnesbyrd om, at Gud gør noget i os, når vi tålmodigt og vedholdende vender os til ham, han styrker os og langsomt former og forvandler vores karakter, så vi kommer til at ligne Jesus, Messias… Davids søn… Den retmæssige konge… mere og mere og giver os en dybere forståelse af Guds nåde over vores liv og alt det rod, der undertiden opstår og samler sig her.

Drama, på TV eller i det virkelige liv, fortæller os nogle gange sandheder om os selv. Vi kan spejle vores liv i bibelske personer eller fiktive personer fra bøger og film og blive klogere på os selv og vores menneskelige natur.

Måske kan vi tage ved lære af game of thrones eller Absaloms tragiske livshistorie og uværdige død og lade Jesus indtage tronen, i stedet for selv at sætte os på den?

Amen