torsdag, december 28, 2006

Det er Jesus, der har fødselsdag!

Dette års jul blev igen en dejlig og hyggelig tid. Det blev til mange adventsfester og julefrokoster sammen med familie og venner. Juleaften fejrede jeg sammen med min mand og mine børn, og Mormor og Oldemor og Oldefar var med som gæster. Juleferien bliver lige nu holdt hos Farmor og farfar – der er skruet helt op for julehyggen, god mad efter traditionerne, præcis som jeg ønsker mig det hvert år til jul. Børnene er i centrum, og vi nyder dem - deres savl og støj og sjov - i fulde drag.

Midt i julehyggen er der god grund til at skænke omverden en tanke. Julen er den bedste tid på året - for mig - fordi jeg hører til de privilegerede, der er født et sted i verden, hvor de fleste har rigeligt og ikke behøver at kæmpe for at overleve. Men der følger et ansvar med vores rigdom! Andre steder på kloden er der kolossal forskel på fattig og rig. Vi har et fælles globalt ansvar for at alle mennesker kan få en bedre tilværelse.

Så i år bestemte Rasmus og jeg os for at revolutionere det årlige julegaveræs. Selve ideen med at udveksle gaver til jul er jo dejlig: At glæde og overraske sine kære. Men trylleriet og spændingen er forsvundet lidt for os: Vi ønsker os jo ikke noget! Når vi har brug for noget, så køber vi det. Plus, vi har svært ved rigtigt at engagere os i de gaver, vi køber fra en ønskeseddel... en ny mikrobølgeovn, en kniv og en gaffel til samlingen er hverken særlig personligt eller kreativt. Det bliver nemt et udmattende ræs - og dyrt.

Så i år bestemte vi os for at sætte verdens fattigste øverst på vores gaveliste. Det beløb, vi brugte på jul, gaver og godter, alt inklusiv, puttede vi også i en kuvert og gav væk til et godt formål. Ideen opstod, da jeg i sommer på kirkens årskonference hørte om en menighed i USA (the crasy americans), der er engageret i et hjælpeprojekt i Sudan. Mennesker i den kirke har 3 år i træk givet det samme beløb væk som de brugte på deres familie til jul. Det er ikke størrelsen af beløbet, der betyder noget, men princippet.. at det er Jesus, der har fødselsdag og ikke dig selv. Det betød rigtig meget for mig at høre, at det projekt gjorde en forskel for nogle mennesker i Sudan fordi de fik nødhjælp, men også for de mennesker, der gav. Deres liv blev også forvandlet af at gøre noget for andre. De kom tættere på Gud ved at gøre noget, som Jesus ville have gjort. Deres engagement i kirken blev større ved at få pengene op af lommen og være med til et projekt, der virkelig gjorde en forskel. At være kirke skal være noget, der gør en forskel i mit liv og i andres liv. Ellers kan det være lige meget. Så kan jeg ligeså godt gå i biffen, eller til fodbold eller noget andet sjovt. Hvor fantastisk ville det ikke være, hvis jeg kunne være med til at gøre en forskel... mere retfærdighed, mere barmhjertighed, mere ydmyghed i verden.

Vores julegave gik til et bespisningsprogram for fejl- og underernærede børn i Mulungwishi i DR Congo, der ledes af lokale sygeplejersker og jordemødre. Til programmet kommer der kvinder med deres fejl- og underernærede børn fra landsbyer i en radius op til 35 km. De får et måltid mad og mad med hjem til barnet de næste par dage. Børnene måles og vejes. Kvinderne undervises i kost og ernæring og henvises evt. til lokale klinikker for lægebehandling. Et fejl- og underernæret barn risikerer, hvis det ikke får hjælp i tide, at blive skadet for livstid på de indre organer, vækst og hjerne. Pigerne vokser op og bliver dårligt i stand til at gennemføre en normal graviditet. Dette medfører at de får dårlige eller dødfødte børn.

Vi omdelte ingen ønskesedler i år, men bad vores familie give pengene væk til bedre formål, hvis de ikke kunne finde på noget til to originaler som os. Jeg blev så glad for alle mine julegaver, men særlig rørt blev jeg over at få en gris, der nu går rundt i Malawi. Ude på landet i Afrika kan en fattig familie, der lever med truslen om sult, hjælpes et vigtigt skridt videre, hvis de får en håndsrækning i form af et lille husdyr. En so kan være starten til en hel lille forretning, hvor smågrisene fra soen opfedes og sælges. Selv en meget lille indtægt kan gøre en kæmpe forskel. Pengene kan gøre forskellen på om børnene kommer i skole eller ej, og pengene fra smågrisene kan udgøre forskellen mellem hungersnød og et normalt liv. Herudover fik vi også som en gave del i et af børnefondens udviklingsprojekter, hvor der skal etableres en børnehave i Benin.

Glædelig Jul

søndag, december 24, 2006

Velsignet juletid

Siddende ved brændeovnen med et væld af stearinlys stukket i mos og gran omkring mig på juleaften, svæver mine tanker omkring denne årstid. Med mine kære samlet omkring mig, med julekager og konfekt inden for rækkevidde og stille julesange i ørerne. Her er hvad der gemmer sig i mit hjerte, som jeg kan mærke, er sandt:

At fejre jul er en af de bedste tider på året for mig. Der ligger meget mere i det end øjeblikkets spænding og overraskelse, julemænd, godter og legetøj.

Over land og by går julens glade bud: At Jesus Kristus er født, vor frelser og vor Gud.
Du stjerne over Betlehem oplys hvert et hus og hjem med håb og fred. Send en stråle af Guds kærlighed.
Juleevangeliet er en historie om den største kærlighed, der findes. En kærlighed, der sletter alt, der gik galt, og som gør ting gode igen.

Lena Bergstrøm skriver noget meget vigtigt i sin bog ”At give plads til en anden”. Hun siger, at Gud møder os på 1000 forskellige måder. Han viser sig for os som barn og som voksen, og vi kan møde Gud med det barnlige i os og med det voksne. Vi er fuldstændige afhængige af ham og alligevel ansvarlige for vores liv. Oftest hører vi om Gud som faderen, som en forælder. Dermed bliver det for nogen af os, svært at elske Gud. Vores billede af hvad en forælder er, kan være billedet af nogen, som ikke magtede at elske os. Det kan tage lang tid at erfare og forstå, at Gud er den far, der overgår alle andre forældre. Den far, som vi altid har længtes efter. For nogen kan det være en hjælp i stedet at tage imod og elske Gud som en baby, der bliver lagt i vores arme. Et barn, som får hjertet til at flyde over og ansvaret til at vågne i os. Derfor blev Gud et barn, som sov i Marias arme og kravlede op på Josefs skød. Vi kan tage imod Gud på den måde, i vores arme, i vores skød.

Et lille barn er født! Det er et mirakel! Det ligner ikke noget andet barn i verden. Se det lille Jesusbarn, som han ligger der - blødt på strå i en krybbe. Se alle hans små tykke fingre. Der er fem på hver hånd. Neglene er mikroskopiske. Se de små sorte dun og krøller på hans lille hoved. Hør de små øffe-lyde, der kommer fra krybben. Se på hans forældre. Aldrig kommer de tættere på hinanden, end de er nu. En helt særlig intim stund mellem far, mor og barn. Varm hudkontakt og intense blikke, der mødes for første gang. Øjeblikke man aldrig glemmer, så længe man lever. Den lille ny verdensborger kaster allerede fra begyndelsen stråleglans af håb, forsoning og fortrøstning. Man kan skimte de store linjer i livet, tværs gennem hverdagene. Det er en gave, der vil blive givet i endnu mange år til hver eneste omkring barnet, der har øjne at se med. Hvert barn fødes med en tryllestav i hånden og fremkalder straks en mirakuløs virkning på sine omgivelser. En fantastisk følelse af munter højtid breder sig på hver eneste fødestue, når en fødsel er overstået. Portører og sygeplejersker ønsker tillykke. Far åbner en flaske champagne. Den bryske jordmoder bliver mild og ømt smilende. Farfar kvitter cigaretterne - noget som selv de mest standhaftige og stædige i familien ikke formåede at få ham til. Mormor lægger stilen om til en frisk ny start med fornyet livslyst. Ethvert nyt lille menneske, hilses som det det er: et vidunder. Et levende liv.

Du lille barn, som vi har ventet på. Jeg beskytter dig i nat. Jeg vil ikke høre dig græde. Jeg vil bringe dig lidt håb. Hvem har tændt den stjerne, som spejles i dit øje? Hvem kan reparere en verden, der er gået i stykker? Hvem kan vaske tårer bort? Er du selve himlen som jeg har i min favn?

Mennesket er skabt i Guds billede. Det betyder, at vi alle bærer på noget, som ligner Gud. Noget stort, noget kærligt, noget godt. Det er noget, som bor i blikket, i evnen til kommunikation og samspil og tilknytning. Båndet mellem mennesker er på en gang både skrøbeligt og stærkt. Det er her vi er mest sårbare og mest stærke. Når du sidder med et lille barn i armene, møder du et blik, der virker både urgammelt og splinternyt, noget oprindeligt og helligt. Et barn er skabt med noget stort inden i sig. Gud vil, at vi skal ligne ham. Det gode, som vi har inden i os, får os til at gøre gode gerninger. Vi tager hånd om hinanden, vi kan føle medlidenhed og sætte os ind i andres situation, vi trøster og opmuntrer. Hvis det derimod ikke tages alvorligt, forvrænges og ødelægges det, skades til ukendelighed, og vi mister modet til at se hinanden i øjnene. Gud vil, at vi skal elske. Det største bud lyder: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Og du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden forudsætter at kunne give sig selv til en anden, at kunne sætte den andens bedste foran sit eget bedste.

Men hvordan er en sådan kærlighed mulig – den kræver alt af os, følelserne, viljen og tanken. Måske er det nærmeste vi kommer på en sådan kærlighed, netop den kærlighed vi har til vores børn. Den lægger beslag på os, tvinger os til handling og varmer vore hjerter. Kærlighed til et barn forøger vores evne til at elske og give plads til andre, også Gud. Følelsen af at blive taget i besiddelse følger med ind i forholdet til Gud. Længslen efter at blive et helstøbt og helhjertet menneske i forhold til barnet og i forhold til andre mennesker kan også føre os til Gud. Der er en vekselvirkning og et samspil mellem forholdet til disse små og til ham som er altings ophav; ”Den der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.”

Det er jul. Der er født et barn. Han er noget særligt. Han vil vokse op og blive til noget stort. Lad os juble og fryde os. Lad os beundre ham og tilbede ham af hele hjertet.

Ind imellem kvæles glæden i travlhed, stress og jag, glimmer og gaveræs, men der findes en sand juleglæde. For Gud er i blandt os. Han sendte sit lys til jorden. Dette lys er Jesus. Han vandt over død og mørke i kærlighed til dig og mig

Jesus
En stjerne skinner på himmelen i nat og det betyder for mig, at verden aldrig var helt forladt.
Englene synger højt i kor, synger om fred på vor jord. På en aften som denne, ønsker jeg det bedste for mennesker i verden. Jeg vil gemme en bøn til dig. Jeg vil vise dig, at det du gjorde, stadig har betydning. Jeg vil vise dig, at det ikke var ligegyldigt, at du kom. Jeg gemmer dig i mit hjerte her i aften. Hver eneste stjerne skinner stadig for dig.

fredag, december 15, 2006

I Dianas hellige lund


I efteråret har jeg arbejdet med et spændende og ambitiøst projekt. Jeg har undersøgt romersk religion med særligt fokus på gudinden Diana og arbejdet med kilder, der har kunnet fortælle mig hvordan hun er blevet tilbedt i Romerriget som jagtgudinde og gammel måne- og fødselsgudinde og hvilken betydning og udbredelse hendes kult har haft. I religionsundervisningens forskningshistorie kommer man ikke uden om antropologen Sir James George Frazer og hans skelsættende religionshistoriske værk The golden Bough. Heri bliver efterfølgelsesritualet for Dianas præsteskab behandlet og antropologisk materiale fra alle verdenshjørner bliver draget ind for at komme med en forklaring på ritualets betydning og eksistens. I Dianas hellige lund ved Nemisøen og den antikke by Aricia nær Rom blev et særligt træ bevogtet af Dianas præst, der også kaldtes lundens konge. Han var bevæbnet med et sværd og altid på vagt overfor at forsvare sig mod alle, der ville udfordre ham til kamp. Lykkedes det en modstander at brække en gren af det hellige træ og slå præsten ihjel, modtog han titlen som Dianas præst, så længe han selv var i stand til at forsvare sin post. Frazer bruger kildemateriale om Dianakult som afsæt for at belyse religionernes oprindelse og menneskets primitive mentalitet og behov for religion. Han kommer omkring opfattelsen af det guddommelige i naturen. Døende og genopstående guddomme i vegetationen. Sakrale konger, der menes at være guder. Menneskeofringer og syndebukke.

Han drager paralleller mellem mytologi fra alle verdensdele og kommer også med antydninger om hvordan Kristusfiguren passer ind i billedet. Frazers pointe er på linje med den tid han lever i at vise hvordan menneskets mentalitet har udviklet sig fra primitive stadier, gennem religionernes tidsalder og ind i videnskabens tidsalder, hvor logikken råder.
Vældig interessante ideer og teorier, der desværre ikke kan underbygges i det materiale, han trækker frem. Legenden om Dianas præst som fungerer som Frazers bevismateriale har han selv sat sammen og hentet fra digte, legender og gamle folkesagn ikke bare fra Dianahelligdommen men mange steder fra. En komparativ metode med springende konklusioner, der ikke godkendes i dag som videnskab og logik.
Læs mere her:

fredag, december 01, 2006

Filippinerne – where the days begins and ends with the whispering of the waves and the sweet smell of the coconut trees.

Ja til livet. Himmel og Jord december 2006

En dykkeroplevelse. Af Louise Aaen

I en lille jolle ankom vi til én af Filippinernes 7000 øer. Kaskader af vand havde stået ind over os i de 3 kvarter vi havde sejlet, så selv ikke pengesedlerne i tegnedrengen var tørre. Øen var et beskyttet marineområde, så første stop på øen var toldboden, hvor vi betalte for vores ophold på øen til bevarelsen af koralrevene og fortsat forskning og for at snorkle og dykke. Min mand og jeg fik os installeret i en lille bungalow, stor nok til to, der godt kan li´ hinanden. Elektricitet og rindende vand var skiftet ud med stearinlys og spande. Vi fandt hurtigt en indre rolig rytme: Sov længe, tussede rundt på øen, læste, dykkede, fik seafood til aften og brugte tid på at være sammen.

Her er en doven atmosfære. Fiskere padler væk i solopgangen i deres outriggerbåde. Dykkere dukker op til overfladen nede fra det blå dyb. Trænger til en kop kaffe og planter sig i en liggestol i strandhaven og ser ud over havet på fiskerne, bølgerne, børnene eller solnedgangen. En gruppe lokale hunde slapper af i skyggen. Mørket falder på efter en fantastisk solnedgang. Vi er ved at vende os til at solen farver himlen orange, violet og rød 2 gange i døgnet.

I vandet fik vi et indblik i, hvordan koralrev kan udvikle sig og vokse i fred for dynamitfiskeri, storme og tyfoner. Det klare lys og himmelblå vand gjorde det hele perfekt. Jeg blev overvældet den ene gang efter den anden. Korallerne havde de flotteste farver og formationer. Der er hårde koraller og der er bløde koraller. Nogle minder om søgræs eller tang andre minder om svampe. Nogle ligner hjerner, andre bordplader, nøgle rør, andre tråde eller spindelsvæv. Vi så fisk i regnbuens farver, muræner og slanger og oplevede mødet med havets ældste og klogeste beboer: havskildpadden.

Vi dykkede ned under overfladen til et vrag fra tiden hvor stedet var en amerikansk flådebase. Vi fulgte rebet fra en bøje langsomt nedad mod dybet. Ingen problemer med trykudligningen. Det gik som en drøm. Hovedet op og benene nedad og ikke flasken og numsen først som plejer at være min stil. Vi fulgte vragets dæk hele vejen rundt og betragtede livet omkring os. Lige over skibet så vi en stime barracudaer og mellem trådkoraller og søanemoner fik vi øje på 2 kæmpe flagermus-fisk; Alt liv hernede på 30 m er dobbelt så stort i forhold til fiskene på revet på 3 meters dybde. Vi så tun på 1-2 meter, kæmpe barser og kæmpe sommerfuglefisk. Og dér! 10 meter fra os gled en manta rokke gennem vandet. En flagermusefisk fulgte os nysgerrigt rundt om vraget og det var ligesom at sige farvel til en god ven, da vi måtte afslutte dykket og søge mod overfladen igen.

Verden føles god, når man kommer op fra et dyk. Tænk at få del i sådan et univers. Skabt ved verdens begyndelse fra Guds fingerspids. At padle af sted i lyset fra oven, der oplyser havet i alle mulige blå nuancer. At vende sig om og se det hele lidt fra oven. At være vægtløs. Strømmen, der leger med ens krop. Det er som at blive ledt af en usynlig hånd. Det er som at stole på en kraft, jeg ikke selv er herre over.

Præcis sådan er det med min tro; Da tiden var inde sendte Gud sin søn til verden og skabte mulighed for, at han og jeg kunne blive ét. Nu forstår jeg, at Gud er i Kristus og Kristus er i mig og gennem troen bliver jeg i stand til at se det, der ikke kan ses. Jeg kan overgive mig og lade Gud være Herre i mit liv.

tirsdag, november 28, 2006

Vesterhavshytten


Du tændte i mørket en gnistrende ild
og lyset sprang frem imod natten.
Du piskede havet i hvirvler af storm
til stjerner og sole og kloder tog form
og fandt deres vej i det vigende rum
uendelig krum.
Du blæste din ånd i det sitrende ler
og mennesket rejste sig roligt
og så, at din jord var ufattelig skøn
Du satte din engel ved barndommens port
da frugten på træet var plukket.
Og bøjet vi sled for det daglige brød
vi led under krige og sygdom og død
for paradishaven var lukket og stængt
og livet blev strengt.
Du sendte din søn og blev synlig på jord
og Himlen var nær, når han talte.
På syge han lagde sin lægende hånd
og indgød de vaklende livsmod og ånd.
Han mætted sultne og kaldte det tro,
når børnene lo.

- Udvalgte vers af en Holger Lissner-salme

Hjemvendt fra en forrygende familieferie ved Vesterhavet. Det sorte og udpinte under øjnene er væk. (Helt uden Ole Henriksens agurke og youghurt maske) Vi var afsted uden internet og tegnefilm og var på den måde tvangsindlagt til at være sammen 24 timer i døgnet rundt uden eksterne stimulanser. Vi havde lejet et sommerhus med pool og spa og havde det herligt såvel ovenvande som i blød. I weekenden stødte Farmor og farfar, onkler og tanter og fætre til:



snik snak snik snak, whiiiiiiiiiiiiiiii-lyde. Vræl. Skrååååål. Plask. Donk. Snork. Vov. Bøh. Ga da gung. Ga da gung. Bang. Krash. Piv. La la la. Ga ga gak. Sikke en larm, vi ku' lave.

fredag, november 10, 2006

Frejas 3-års fødselsdag

Freja har fantaseret om sin fødselsdag i 2 måneder, og da dagen endelig kom og hun blev vækket med flag og sang, gik der små gys af glæde igennem hendes lille krop og hun havde plakatsmil fra øre til øre hele dagen.


Børnehaven kom til bålfest hjemme i haven. Til popkorn og pølser og snobrød og pandekager og troldebryg og en troldekage med sort og rødt troldehår.


Der var en trold, der havde gemt en skat i sandkassen og den vilde jagt gik for at finde balloner med spor. Der blev gynget og løbet og leget i det fantastisk godt planlagte solskinsvejr. Drengene kravlede op i klatrestativet, hvor der var frit udsyn til lastbiler og traktorer ude på vejen: "Århh et sejt sted Freja bor!"



Til eftermiddag kom familien til lagkage og boller og kakao og alle måtte få lov at smage et stykke af Frejas lagkage. Til aften fik vi pandekager - kan det blive meget bedre.

Hvor smiler hun, hvor er hun glad. Hurra! Hurra! Hurra! Men denne dag er også rar, for hjemme venter mor og far med dejlig chokolade og kager til.



Der blev sat et hak ude ved køleskabet.
Og sikke mange dejlige pakker: Et sværd og en drage. En uzi-gun. En tegnekuffert. Prop og Bertamusik. Et eventyrslot. Perleplader. Mini-Minnie. En krusedullepony. Fint tøj. Et fødselsdagsbakke-sæt med te og lagkage.

mandag, oktober 23, 2006

Status quo

Nu med en lille ny i udsigt, synes jeg (mit overjeg) at jeg bør gøre en lille smule status over mit forældreskab. Så her kommer mine tanker, i ingen særlig orden, om de ting, jeg skammer mig over, at jeg har gjort, stadig gør og formodentligt vil fortsætte med:

En gang gik der to uger mellem børnene kom i bad. Det er kun sket en gang, vil jeg lige nævne. Det var efter Vrissendatter for første gang fik vasket hår med sæbe, og min stakkels lille pige fik sæbe i øjnene. De næste par gange, vi prøvede at bade hende, udløste det en reaktion, der bedst beskrives som dødsangst. Ingen lokkemidler, legetøj eller forsikringer hjalp. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at tvinge hende. Og hos Vrissenfar var der ingen hjælp at hente. Han var selv lige ved at tude. (Vi er kommet over det siden).

Vi begyndte først at børste tænder på Vrissenbaby, da hun havde fået 4 tænder. Vrissenbaby er nemlig imod tandbørstning. Hun skriger som om vi rev en arm af hende. Vi har prøvet at børste under leg... under sang akompaneret med dans... stående... siddende... liggende... Vi har prøvet med babytandpasta... almindelig tandpasta.. ingen tandpasta...babytandbørste....el-tandbørste... ingen tandbørste... nårh nej. Før i tiden indebar vores godnat-ritual en flaske mælk. Og det var tit efter tandbørstningen. Jeg behøver nok ikke at nævne, at en tandlæge ikke engang ville forsøge at skjule sin fordømmelse... Hvis hun skal i fuld narkose og have ryddet munden som tre-årig, er det min skyld. Og Vrissenfars. Jeg er ikke sikker på, om der i nogen trosretning kan findes tilgivelse for det.

Vi kan ikke finde ud af at holde bordskik hjemme hos os. Alle undtagen Vrissenbaby, der er fikseret i Tripp-Trapp’en, forlader måltidet flere gange, for at hente noget, eller slukke for noget, eller tænde for noget eller noget-andet-noget. Det er jo intet under, at Vrissenbaby kravler op og ned af sin stol 27 gange, når vi spiser.

Jeg synes ikke, at en to-årig skal se tv. Jeg synes, at den to-åriges forældre, dvs. Vrissenfar og jeg, burde sætte os og læse en bog med den to-årige. Også selvom hun kun vil høre ”Prinsessen vasker hænder” om og om og om og om og om igen. Ikke desto mindre placeres Vrissendatter foran Pingu eller Jungledyret eller Den lille Havfrue, (Traktor Tom og Teletubbies er taget ud af rotation, fordi de gør mig sindsyg), når hun kommer hjem om eftermiddagen. Der sidder hun så og stener i en halv times tid. Og æder bananer. Desværre stopper det jo ikke her. Jeg kan købe mig omkring et kvarter om morgenen, hvis jeg er heldig at ramme noget, der hedder noget i retning af Olie-kugle-Ole. (Det kan ikke være den rigtige titel, men noget i den stil...) Jeg har ikke selv kastet mange blikke på skærmen, så jeg ved ikke engang, hvad jeg udsætter hende for. Men når hun hører kendingsmelodien, smider hun hvad hun har i hænderne, og er klistret til skærmen i, ja, på en god dag, helt op til et kvarter. (Fy. Fy).

tirsdag, oktober 10, 2006

Stakkels Vrissenfar

Det er faktisk meget, meget, meget uretfærdigt, at jeg kalder min mand for Vrissenfar. For hvis der er noget han ikke er, så er det vrissen. Udover at være manden i mit liv, far til mine børn, mit livs kærlighed, min bedste ven osv. er han stort set altid i godt humør.

Og han bærer over med mig, og mine forrykte ideer, mine humørsvingninger, og mine urimeligheder i en grad, så han burde tildeles en medalje. (Tro nu ikke, at han ikke driver mig til vanvid in a million little ways.) Jeg prøver at huske at fortælle ham, hvor meget jeg elsker ham hver dag, også selvom jeg har teet mig. (Det gør jeg en del for tiden. Et biprodukt af en barsel, der har varet en evighed, og for lidt voksen-kontakt, og en on-going hormonel rutchebanetur).

Manden sidder stort set aldrig ned. Men når han kommer hjem i stuen (til sin vrisne kone) efter en 60 timers arbejdsuge, lægger han sig alligevel på gulvet og leger og læser og snakker med sine børn, der som tak hælder en kubikmeter duplo ud over ham, og lykkeligt savler og kradser ham i ansigtet, hvorefter han laver mad til os. Han tager gerne på storkøb med familien og har ikke noget imod at bruge en halv time på at finde informationen, hvor man kan få fat i de der dimser, man skal bruge til de der plastik-indkøbsvogns-ting, så Vrissendatter kan blive kørt rundt i den. Heller ikke selv om vi erfaringsmæssigt ved, at ungen kun vil sidde i den i 2 minutter, og at vi så skal manøvrere rundt med den, (og de kører altså ikke særlig godt). Vrissenbaby i en alm. indkøbsvogn og Vrissendatter i fri dressur. Det havde min egen far ALDRIG gjort.

fredag, oktober 06, 2006

Fjederen

Mine unger sover godt om natten, men åh... Jeg kender de perioder, hvor de vækker os på skift natten igennem - Når de sover uroligt, snakker, piver og roterer i deres senge, og også vågner engang imellem. Det er træls, når de er kede af det og skal have sut eller trøstes, men hvis de er i strålende humør og parat til at starte dagen kl. 4.30, så er det faktisk værre..!

Hertil aften muntrede jeg mig med at putte Vrissenbaby: Godnat lille skat... jeg elsker dig... sov godt... vi ses i morgen... hov der var bamse... godnat med dig bamse... og sutten... ja sådan ned i seng... Der lå hun så i et nanosekund, hvorefter SPROING! Hun sad oppe igen. Hun fik lov at mase rundt en rum tid, før jeg lagde hende ned igen, og så startede det forfra. Vrissenbaby er i stand til at vride sig rundt og sætte sig op på så lidt plads, at det trodser fysikkens love. Det ville også være ok, hvis det ikke endte med, at hun bliver totalt overtræt og skriger i vilden sky. Jeg har prøvet at lægge puder omkring hende for at hæmme hendes bevægelsesfrihed, og holde hende nede fysisk, men hun er glat som en ål! Sengelægningen var en trættende kamp (for mig, ikke for hende øjensynligt)

Senere på natten startede projekt Vrissendatter-i-egen-seng. Det er med tungt hjerte, at jeg må flytte hende ud af dobbeltsengen, for det er nu så hyggeligt, når hun kommer trippende og kravler ned under min dyne. Lige indtil man får en fod i ribbenet. Og det er nu også dejligt ikke at skulle sove på sengekanten.

søndag, september 24, 2006

Hvor luset


Vrissendatter og jeg selv har været under luseangreb i snart en måned. Jeg er f..¤%&# bare så træt af det og har lyst til at kapitulere med det hvide flag fra skyttegraven. Jeg har kæmmet og kæmmet, vasket og vasket sengetøjet, tøjet og utøjet, myrdet alle krammedyrene ved -18 grader i fryseren, hvorefter de en efter en har lidt kvæledøden i plasticposer langt fra børneværelset. Jeg har gået aggressivt til værks flere gange med pesticidebaseret luseshampoo (i øvrigt forbudt for gravide og børn under 2 år), og vores stakkels hovedbunde er ømme og ødelagte, men de ækle kryb er der stadigvæk. Dog har jeg ikke panikket, som et andet forældrepar i legestuen der en morgen sendte deres lille pige i dagpleje kronraget. Meget kan man mene om det, men effektivt forsvar, det var det.

Vrissendatter er totalt upåvirket af situationen: Hun finder sig i behandlingen og synes egentligt, at de usle kryb er vældig interessante på linje med Søren snegl og Peter Edderkop. Hun er ikke indfødt københavner som Vrissenmor. Måske skulle jeg foreslå hende at blive mikro-biolog, når hun bliver stor.

Der har dog været våbenhvile herhjemme i en god uges tid, hvor jeg har behandlet os begge med balsam og tættekam uden at støde på fjenden, og der var efterhånden ved at forplante sig lidt sjælefred i familien, indtil i aften: uuuh adr – Et bagholdsangreb igen-igen! Hvor luset!

lørdag, september 16, 2006

Julies 1-års fødselsdag
















Det var en festlig dag. Julie blev målt og der blev sat et hak ude ved køleskabet 1 cm lavere end Frejas 1- års hak.

Vi havde en masse gæster til kaffe og kage-fest. Til aften fik vi bryster med gode nødder og store blommer.















Julie fik sin egen kage med lys i.
Vi sang fødselsdagssang















Og sikke mange gaver: En dukke. Bedstemors broderede julekalender. Bodil Kjær-elefant på trækvogn. Et køkken. En safaribil. En hafferlaf. Små bøjler med Peter Plys. Fint tøj. En xylofon og marakkas.















Freja fik også gaver. Som søstre vi dele: "Jeg ta'r det hele!"

Julie havde det allersjovest med at lege med gavepapiret oppe i de tomme kasser.






tirsdag, september 12, 2006

11 September 2001


I går oprandt 5 års-dagen for terrorangrebene i New York. I TV blev danskerne spurgt, om de kunne huske, hvad de foretog sig på denne skrækkelige dag. Alle mennesker på denne klode må da bestemt have denne begivenhed indprintet i hjernebarken - det var jo "dage, der ændrede verden". Vi ved, at mennesket langt bedre husker de situationer, hvor vi oplever stærke følelser, enten glæde, sorg eller rædsel end de neutrale oplevelser, og selve øjeblikket kan affotografere sig i hjernen i en blitz-hukommelse.

Jeg husker nu også, hvad jeg lavede den 11. september 2001. Jeg var til keramik, dybt optaget af at modellere en krukke, som jeg havde arbejdet på i flere måneder. En pige i værkstedet spredte nyheden, som hun havde hørt på vej derhen. "Et kapret fly er styrtet ind i World Trade center". Vi small-talkede om emnet resten af eftermiddagen og holdt øje med den amerikanske Ambassade, som ligger på den anden side af gaden. Så vidt jeg husker foregik der intet usædvanligt derovre. Det var først da jeg kom hjem og tændte for fjernsynet, hvor alle kanaler var på kogepunktet og sveden drev af Michael Kamper på TV2, at det begyndte at gå op for mig, at den var helt gal i New York. Det var nogle urealistiske billeder af Manhattan Skyline indhyllet i røg. Det føltes som at se en film. Det føltes afskyeligt at være tilskuer på første række, da jeg opdagede, at mennesker sprang ud af vinduerne og 400 m ned i døden og omfanget af katastrofen gik op for mig. Der var så mange mennesker, der døde i det øjeblik.

Jeg tror, at grunden til jeg kan huske, hvad jeg lavde denne dag skyldes mediernes ophidselse, snarere end fænomenet blitzhukommelse. Jeg har svært ved at føle nogen personlig sorg over det der skete. Jeg ved ikke om verden blev forandret herefter. Der fulgte en masse skrækkelige ting i kølvandet på denne begivenhed: krig i Afganistan og Irak, flystyrt, bombeangreb, trusler om miltbrand og andre biologiske våben. Men der foregik også skrækkelige ting før 11. september med døden til følge for tusindvis af mennesker.

Det jeg føler mest er afmagt. Man bliver tosset, når tankerne i for lang tid kredser om disse volsomme temaer. Det er mere end jeg kan rumme - både for meget virkelighed og for lidt. Gennem medierne bliver vi alt vidende om verdens rædsler- på en måde er det os tilskuere, der hænger ud af vinduerne og råber på hjælp, for hvad kan man gøre? Ens medfølelse og ansvarlighed bliver amputeret. Jeg er ikke almægtig. Jeg er stadig det samme begrænsede menneske som 10. september.

Men Gud er almægtig! Det er Gud, der frelser verden. Det er Gud, der gav sin søn, fordi verden er nøjagtig ligeså rædselsfuld som vi fik indtryk af 11. september. Det er gud, der elsker hele verden. Det bliver mennesket aldrig bedt om. han bliver bedt om at elske sin næste - dvs. det menneske, der falder på hans vej. På den måde kan du være en brik i Guds større puslespil og der kommer ikke rod i rollefordelingen mellem Gud og menneske. Det udgangspunkt giver mig mulighed for at glæde mig over et barns smil og en meningsfuld hverdag og stadig se i øjnene, at der sker grufulde ting.

Verden bliver aldrig den samme, når den ene nød er større end den næste. Men din vigtigste opgave ligger stadig ved siden af dig. Giv din mand et kys. Gå på arbejde. Begræns de ulykker du kan. Vis den godhed, der står i din magt. Hold dig til evangeliet og vis andre hen til det.

Mika 6.8
Menneske! Du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig. Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.

mandag, august 28, 2006

Bigfoot

Inspireret af et debatindlæg i min babyklub, kom jeg til at tænke på indkøb af børnesko.

Jeg bekender mig blindt og ukritisk til den overbevisning, at sko (til børn) skal indkøbes i specielle børneskosbutikker, hvor personalet er uddannet til bedømme barnets helt unikke sko-behov, og kunne anvise den optimale sko, støvle eller sandal for netop dette barn. (Det er formodentlig sådan noget barnelærdom, jeg ikke har fået sorteret ud af min mentale bagage endnu, lidt ligesom ”Du må først gå i vandet efter en time, når du har spist”. En Hallgreen-rest!)

Sidste gang jeg fornemmede, at Vrissendatters sko ikke passede rigtigt mere, det var vist i det tidlige forår, så besluttede jeg mig for at medbringe hende i netop sådan en børneskobutik, med det specialtrænede personale, og et udvalg af børnesko, der spænder fra spiffy træningssko-agtige sager til supernuttede bittesmå tullesko.

Der var mange mennesker i SKOFUS, så det tog lidt tid at blive ekspederet. Eller vejledt ud i det perfekte skovalg. Vrissenpigen udnyttede ventetiden til at flytte rundt på så mange sko som muligt. Jeg har efterhånden så meget hård hud på min mor-og-barn-indkøb-i-fællesskab-personlighed, at jeg er blevet en af de slags kunder, der bare siger ”det er sørme fint, skat, kan du sætte dem på plads igen?”, hvergang hun kommer med en ny babydrengesko eller gummistøvle i camouflagefarver, velvidende at det gør hun nok ikke.

Da der blev en ekspedient ledig, havde jeg besluttet mig for et par røde gummisko med et bredt velcrobånd over vristen, der så ud som om de var nemme at få af og på. (Det skulle senere vise sig, at det var de også. Alt for nemme). Men ekspedienten bifaldt mit valg, og hentede den der dims, man måler børnenes fødder med for at finde ud af størrelsen. Vrissenpigen var bemærkelsesværdigt samarbejdsvillig, og lod ekspedienten måle begge fødder flere gange uden at gøre ophævelser. Ekspedienten spurgte så til hendes alder og forlod os så med et ildevarslende ”Et øjeblik”. Hun afbrød en kollegas ekspedition, og trak hende til siden og pegede over på Vrissenpigen, mens de lavmælt talte sammen, og jeg fornemmede at den der zen-ness, der havde tilladt mig, at lade mit barn manisk flytte om på det meste af butikkens sortiment, fordampede, og blev erstattet af en voksende uro. Endelig kom ekspedienten tilbage, og med en beklagende stemme, og i en tone som skulle hun overbringe mig nyheden om en kær vens nylige død, sagde hun:”Jeg tror altså, at vi skal op i en størrelse 26...” Jeg var nu bragt så meget ud af fatning, at jeg med et lignende bedrøvet udtryk, samtykkede, ”at hvis det var det bedste... ja, så måtte det jo være sådan.”

Det skokøb hører til top-10 over latterlige indkøb, jeg har gjort. Dvs. skoene passede perfekt bortset fra, at ungen tog dem af i tide og utide og løb rundt på strømpesokker i sandkassen, og at vi ugen efter måtte købe et nyt par sko, der ikke lod sig afmontere sådan uden videre. Det var den forventning, ekspedienten tilsyneladende havde om, at jeg ville blive deprimeret over min datters usædvanligt store fødder...

onsdag, august 23, 2006

Den tomme grav - missionens udgangspunkt

I min bibelgruppe har vi læst Markusevangeliet kap. 16 sammen.
Det er et tekststykke, der handler om opstandelsen.

Det er en nøgen og ærlig fortælling. Bidende skarp. Den handler om facts og virkeligheden er ikke sminket med fromme historier og Hollywood-forklaringer.

Det var påskemorgen. 3 af de kvinder, der havde været tæt på Jesus havde købt dyre parfumer og salver for at vise den døde en sidste ære. De var bekymrede over hvordan, de skulle komme ind i graven. Men de kunne have sparet sig deres bekymringer - for stenen var væltet bort fra graven, og de kunne gå ind uden videre. Derinde ventede en fremmed hvidklædt skikkelse på dem og de opdagede, at den døde var forsvundet. De blev bange. De var så skræmte, at den fremmedes ord prellede af på dem. Han sagde: "Vær ikke bange. Den korsfæstede, Jesus fra Nazaret, er opstået fra de døde. Gå ud og fortæl, hvad der er sket. " De flygtede fra graven og sagde ikke noget til nogen. De turde ikke tro på det, de havde hørt og set. Først da Jesus viste sig for dem: Maria Magdalene og de 11 disciple - en efter en - begyndte det at gå op for dem hvad, der var sket. Hele Jesu liv var fuldbragt i hans død og opstandelse og det projekt, som de havde været en del af var ikke en fiasko.

Vi tror på Jesu Kristi opstandelse. Men opstandelse er ikke logisk. Det er absurd. Kæden til virkeligheden springer af. Selv opstandelsens vidner tvivlede på det, de så og hørte. Vi står overfor Gud som dem, vi er - tvivlere og syndere, der ikke kan rumme historiens største under. Men Gud bruger tvivlere som vidner. Vi bliver ikke først sendt i skole, hvor vi skal lære en masse om teologi og forbedre os moralsk. Jesus bebrejder os vores vantro, men sender os alligevel ud. Jesus lever - trods vores tvivl. I tvivlen opstår en spinkel tillid til det, man ikke kan vide med sikkerhed og det bliver forvandlet til tro og håb p.g.a Guds kraft.

Døden er ikke afslutningen, men begyndelsen til noget nyt. Gråd og klage og bekymring bliver forvandlet til glæde. Det er denne glæde, som kvinderne blev sendt ind til Jerusalem for at dele med disciplene. Det er denne glæde, der bærer kristendommen.

Mission er at dele glæden med andre. Mission er at gå over grænser. Påskemorgen gik Jesus over dødens grænse. Herfra sender han mennesker ud over grænser. Både i forhold til sig selv og til andre mennesker. Mission er en vandring mellem 2 poler: Fordybelsen - vandringen mod den tomme grav. Og nærværet - vandringen med et andet menneske for at dele glæden med dette menneske.

Jeg forstår ikke opstandelsen. Men i glimt erfarer jeg den fra tid til anden som første påskemorgen. Og opstandelsen sprænger min forstand, så jeg med hjertet kan tro på det evige liv og få mod til at gå ud og bringe bud om Jesus Kristus.

tirsdag, august 22, 2006

Husmoderligt dødvande

Selvom jeg har en fornemmelse af, at det ikke er noget at stræbe efter, misunder jeg alligevel Bree van de Kamp en lille smule en gang imellem. Uden at overdrive ville sundhedsmyndighederne, hvis de lagde vejen forbi og så på tingenes tilstand, brænde hytten af og strø salt udover brandtomten. Vi har verdens mest snavsede gulve. Og køkkenet vil jeg slet ikke nævne. Det ”sjove” er, at da Vrissenbaby kom til verden, udforskede jeg nye og helt ukendte sider af mig selv. Jeg havde enorme mængder energi, så jeg ryddede op, tørrede af, vaskede tøj, støvsugede og gjorde rent i en uendelighed. Og jeg havde lyst til det! Det føltes meget... tilfredsstillende?! Vrissenbaby var en meget, meget nem baby. Hvis hun ikke sov eller spiste, var hun ganske tilfreds med at iagttage rengøringsvanviddet fra skråstolen. Nu, 11 måneder gammel, bidrager hun selv til roderiet. F. eks. har hun lige nu travlt med at flå alle DVD’erne ud af de nederste hylder. Når hun er færdig med det, vil hun formodentligt fortsætte med at prøve at hive selve pladerne ud af kassetterne. Men min lyst til at opretholde om end ikke ro, så dog renlighed og orden er pist forsvundet. Faktisk sidder jeg her og udskyder at gøre noget ved de 4 kubikmeter vasketøj, der skal vaskes, betragtelige mængder halvstørknet havregrød, der skal fjernes fra spisebordet og gulvet, og jeg burde nok også gøre badeværelset rent. Og det burde være en overkommelig opgave, da det kun er 1 m2. Men jeg giiiiiiiiiider ikke. Måske er det et graviditetssyndrom?

tirsdag, august 15, 2006

Hus og hjem

I dag vil jeg gerne fortælle dig om det næste led, der sidder i mit armbånd. Det er et symbol på mit hus og hjem. Vi flyttede på landet fra Nørrebronx for 2½ år siden. Det føles godt at få sit eget hus med have. De fleste af vores flyttekasser er dog ikke pakket ud endnu... Vi startede med at rive alt ned og er siden begyndt at bygge op igen. Tingene fungerer herhjemme, men det meste er stadig midlertidigt og fyldt af støv og der er ingen faste pladser. Jeg flytter rundt på vores happengut i tide og utide og min stakkels mand kan aldrig finde noget. Det får vi meget sjov ud af. Min jordemoder kommenterede engang, at det er ufatteligt så mange børnefamilier, der står med de rå ydervægge, når der kommer småfolk...


Vi har moderniseret hele hytten. Ny el, nyt vand, nye kloakker, nye badeværelser, køkken, gulve, lofter og vægge. Ny skorsten, ny indkørsel, hegn og espalier rundt om haven. Vi har fugtisoleret kælderen, flyttet vægge og fået gulvvarme overalt. Her følger en billedserie af huset før... undervejs... og nu.





















Huset udgør hjemmet for min familie, der består af Vrissenfar, Vrissenmor, Vrissendatter og Vrissenbaby. "Familien Vrissen" er et udtryk, jeg har lånt fra en dagbogsforfatter i min babyklub. Hun skriver virkelig morsomt og rammende om sit familieliv, der til forveksling ligner mit. "Familien vrissen" er rigtig beskrivende for vores familieliv netop nu - grundet søvnmangel og travlhed og trodsalder og nye tænder og graviditetssyndromer. Det udtryk vil jeg adoptere for en tid. Vi elsker frikadeller og sodavand med brus og vi er glade for at bo i vores lille gule hus.

søndag, august 13, 2006

Midt i byen. Midt i livet

I søndags havde jeg den fornøjelse at være på besøg i Odense Metodistkirke. (Undskyld Søs! At jeg ikke var forbi jer.)

Et utroligt dejligt sted med familiær atmosfære, og med en livsbekræftende åbenhed og imødekommenhed. Læs mere på kirkens hjemmeside: http://www.metodistkirken-odense.dk

Det var en lille forsamling, der var mødt op til gudstjeneste, men der var en intim stemning og masser af ånd til stede. God musik. Plads til bøn og eftertanke. Plads til at røre sig og være sig selv.

Præsten gav os ord med på vejen om, hvem Jesus er, når han selv skal sige det!

Der findes ingen standard præsentation af Jesus, men i Johannesevangeliet findes forskellige udtryk, hvor Jesus indleder med at sige: Jeg er…. Parallelt med den form Gud bruger om sig selv i gammelt testamente.

Hverken Gud eller Jesus (2 sider af samme sag) kan holdes fast med en bestemt karakteristik. Guds kærlighed kan ikke beskrives i en smart punchline. Han er ikke entydig og forudsigelig. Jesus siger ikke; "Goddag jeg er Kristus, Guds søn." Han er uhåndgribelig. Umulig at danne sig billeder af, hverken i ord, træ eller metal.

Men Guds navn (hvordan det så end udtales) er knyttet til verbet "at være". Han giver sig til kende for os. Han åbenbarer sig for os og siger "Jeg er", og så er det bare om at slå ørerne ud og lytte.

Jeg er livets brød (Joh 6,35)
Gud er så tæt på dig og sånærværende, som brødet i din dagligdag. Han stiller din sult.

Jeg er verdens lys. (Joh 8, 12)
Alle har brug for lys og Gud tilbyder en vej ud af mørket og giver dig håb, tryghed og fred.

Jeg er den gode hyrde. (Joh 10, 11)
Gud beskytter dig og bevarer dig. Han sætter sit liv til for dig, så du ikke lider nød

Jeg er opstandelsen og livet. (Joh 11, 25-26)
Gud vil, at du skal leve. Livet er stærkere end døden.

Jeg er vejen, sandheden og livet. (Joh 14, 6)
Jesus gik vejen. Han satte sit liv til for dig. Han besejrede døden og beviste, at Guds løfter er sande og skabte derved håb for alle mennesker om at komme tæt på Gud

Jeg er den sande vintræ. (Joh 15, 1)
Det er gennem frugten på vintræet, at vinen kan presses og dukan drikke vinen. Det sande vintræ er et billede på det helt nære forhold mellemmennesker og Jesus. Vi er grenene på vintræet. Gud er vingårdmanden, der driver frugten frem. Skilt fra ham kan vi slet intet gøre. Han giver os, hvad vi behøver.

Hvem er så Jesus, hvis han selv skal sige det: Den som var og som er og som kommer.
Alfa og Omega (Johs åb. 22,13)

onsdag, august 02, 2006

Embarazada?

Jeg er tilbage på min blog efter familieferien. Vi har haft 3 uger sammen. Det har været hæsblæsende, men også dejligt at være så tæt på hinanden.

Mens computeren har været slukket, lagde jeg vejen forbi Matas for at købe nogle småting, og af en eller anden grund, mest for sjov og fordi jeg ikke kunne knappe mine bukser, kunne jeg ikke lade være med at købe en graviditetstest.

Da jeg kom til at kigge på folieindpakningen stod der ”GRAVIDITET-? / PREGNANT-? / EMBARAZADA-?” med store sorte bogstaver. Og det, jeg så i min spansk-uvidenhed, syntes var lidt sjovt var, at hvis jeg havde læst ordet ”embarazada”, (det er da spansk, ikke?), ude af den forhåndenværende kontekst, ville jeg oppe i mit træge hoved, have oversat til det engelske ”embarrased”. (Ja, man skal nok have været på barsel på 3. år for at synes, at det er sjovt...) Og testen var – surprise!! – positiv.

På trods af spiral og hel ude af trit med al planlægning, venter vi nu vores 3. barn til marts. Det synes jeg selv er meget embarazada, og man må gerne drille, selvom vi ikke kan gøre for det. En spiral er 98-99% sikker, ikke destomindre ville det da have være rart at få et vink, inden man blev flyttet over i 1-2%-gruppen. Der har vi aldrig været før. Vi er så småt ved at vende os til tanken om familieforøgelse. Spiralen er fjernet, så barnet kommer ikke til verden med krøller og et T aftegnet i panden.

Graviditetssyndromerne har så småt meldt deres ankomst. Sult. Kvalme. Træthed. Energiforladthed. Hormoninduceret sindssyge. Det er næsten umenneskeligt hårdt at holde sig vågen, når ungerne er blevet lagt i seng, så voksen-tid er der intet af for tiden. Oven i al den jammer, har jeg mest af alt lyst til at krølle mig sammen under sofabordet og vente på foråret.

søndag, juli 16, 2006

Krig er uforenelig med Kristi lære og eksempel

På metodistkirkens årskonference i år var jeg med til at vedtage en resolution imod krig. Det gør mig så stolt, at min kirke taler politisk om den verden og det samfund, vi lever i.

Det er så vigtigt, at kirken taler ind i den tid, vi lever i, hvis den skal bevare sin troværdighed og relevans for mennesker. Man kan ikke spalte menneskelivet i en religiøs og en politisk sfære, og påstå at kirken kun har lov til at tale om det religiøse. Kristendom handler om hele mennesket og hele livet. I et åbent og demokratisk samfund har vi alle frihed til at tænke, tale og tro efter vores samvittighed. Tro er ikke en privatsag.

Her kan du læse resolutionen i sin helhed:

"Han skal skifte ret mellem talrige folk, fælde dom blandt mægtige folkeslag i det fjerne.
De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive.
Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.
Men de skal sidde hver under sin vinstok og sit figentræ, uden at nogen jager dem bort.”
Mika 4:3-4

“Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd!”
Matt 26:52

“Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.”
Rom 12:21

Rundt omkring i verden udkæmpes krige, som ikke har nogen vinder, og hvor
verdenssamfundet accepterer, at tilstanden af krig efterhånden bliver permanent. Til disse
områder hører Irak, Mellemøsten, Congo, Tjetjenien, Sri Lanka og Afghanistan.
Truslen om krig anvendes oftere og oftere som argument i den politiske diskussion nationerne
imellem. Globaliseringen gør, at det bliver mere og mere kompliceret at genkende venner og
fjender. Uklarheden forværres når konfliktområder er sammenfaldende med økonomiske
interesser og religiøse og etniske forskelligheder.
Vi er bekymrede over, at Danmark involverer sig i krige og krigshandlinger i verden uden at
gøre sig klart, hvilke konsekvenser det medfører, dels for befolkningen i de lande, krigene
udkæmpes i, dels for de soldater, som udsendes, og deres familier. Endvidere tvivler vi på, at
Danmark er klar over, hvilke fjender vi skaber os i hele verden, efter at vi i moderne tid igen
er blevet en krigsførende nation.
Metodistkirken bygger sin forståelse på bibelens ord, som lærer os, at det onde skal
overvindes med det gode. Det opfatter vi er gældende i personlige relationer og i relationer
folkene imellem.
Metodistkirkens internationale tradition har også betydning for danske metodisters holdning.
Det er vores overbevisning, “at krig er uforenelig med Kristi lære og eksempel. Derfor afviser
vi krig som middel i den nationale udenrigspolitik og insisterer på, at alle nationers første
moralske pligt er med fredelige midler at løse alle meningsforskelle, som opstår mellem dem,
at menneskelige værdier må veje tungere end militære krav, når regeringer fastlægger deres
prioriteter.”*

Derfor foreslår Metodistkirkens Årskonference:

a) at alle menigheder holder forbøns- og temagudstjeneste om fred i verden på søndagen forud
for FN-dagen 24. oktober 2006,

b) at alle menigheder i deres nærområde undersøger, hvad menigheden kan gøre for at hjælpe
mennesker, som har oplevet krigshandlinger, det gælder flygtninge, soldater og deres familier,

c) at regeringen og Folketinget tilskrives direkte og gennem pressen med budskabet, at
Metodistkirken tager afstand fra Danmarks deltagelse i krigshandlinger udenfor landets
grænser, og at alle danske soldater bør tages ud af krigsførende tjeneste, samt at regeringen
skal fremme nødhjælp og udviklingsarbejde i krigshærgede og krigstruede områder.

* The Book of Discipline of the United Methodist Church, 2004, § 165.C.

søndag, juni 25, 2006

Børn i kirken - en velsignelse?

Han har sagt det tydeligt, Jesus – så tydeligt, at forældre til børn, der er med i kirke, ikke behøver at hæve stemmen og ikke behøver at løfte hverken bryn eller pegefingre. Vi ved det alt for godt… dem må ingen hindre.

Det er påskesmerte at diskutere det. Ingen vil lytte. Allermindst præsterne, selvom mangen en velforberedt og strålende prædiken er blevet terroriseret af flyvende legetøj, raslende slikposer og øredøvende vræl. Børn er velkomne i kirken – også når de er urolige!

Nu er jeg blevet mor og har altid været af den holdning, at børn gerne må være med til gudstjenesten så længe, de ikke generer nogen. Det gør de bare ofte, for en time er lang tid. Så det var med bævende sind, at jeg troppede op i kirken med mit yngel: Min førstefødte blev døbt og velsignet i kirken. Vi takkede for Freja, for at fødslen var vel overstået og især takkede vi for underet: Et barn er en velsignelse. To uger gammel lå hun i mine arme på anden række tv og hørte prædiken og salmesang. Gyste af fryd, når orglet spillede, nød glæden ved at være og høre til. Hun var stille søndag efter søndag. Gik der en trækning over ansigtet, blev hun ammet og slumrede kort efter sødt ind på anden række tv. Et halvt år gammel sad hun tilfreds på gulv med sut i mund og legede med sine gode polstrede legesager. Et år gammel spankulerede min lille engel rundt langs kirkebænkene og hviskede ”hej” og sendte sarte smil og små vink til enhver kirkegænger. Ja ja hvor yndigt var det ikke med dette glade lille Guds barn. Aftenbøn i den lille seng var livets omdrejningspunkt, og den trygge afslutning på en lang dag altid fuld af nye indtryk.

Så fyldte hun to år og lærte selvstændige skridt. Mange skridt i løb kunne hun magte. Kun et ord, kendte hun betydningen og brugen af: NEJ.
” Så! nu skal du have tøj på, min skat, vi skal skynde os, vi skal være i kirken om fem minutter. …” ”NEJ”
Solen gik ned, fuglene i træerne sang deres sidste sang: ”Skal vi bede aftenbøn…” ”NEJ”
Nejet gentog sig gennem den lange bøn, der var et spejl af dagen, alt det der var at takke for og bede for, nejet flængede gennem søndagsgudstjenesternes ”Hil dig frelser og forsoner” og ”I din nærhed er der glæde og fred”. Ak hvor kan et nej slå meget i stykker.

Hvem drømmer ikke tilbage til den tid, hvor det var muligt at få fred til at lytte og lære og glide ind i en anden verden sammen med Gud. Blive holdt fast i en time, som ingen andre kan holde os og gå efter gudstjenesten fulde af kærlighed til Gud og livet. Og med fornyet håb og renselse efter, at man har lagt alt frem og er blevet velsignet trods alt. Hvis der ikke er fred til at mærke og studere, at der er en kærlighed som holder på trods af alt, er man heller ikke i stand til at samle sit barn op når NEJ eller andre former for afmagt sætter ind hos ens børn.

Freja blev storesøster og lillesøster blev døbt og velsignet og lå fredeligt i sin sovepose på anden række tv. Men kirkefreden blev kortvarig. Måske skulle vi have døbt hende Elvis? Eller på indiansk: stærk-vilje-og-umådelig-kraft-i-krop-og-stemme. Hendes stemme har gjaldet gennem adskillelige gudstjenester. Jeg sukker: En time om ugen må man da kunne forlange RO og total fordybelse og forklarelse. Ro til at glæde sig og takke over, at man er elsket af Gud og tid til rigtig at kunne mærke det. I fred. Men nej: Vi prøvede glasburet på 1. pulpitur, hvor de små kan synge uden at forstyrre andre. Det var deprimerende. Der er ingen lyd, foruden selvfølgelig lyden af børn, der leger og forældre, der sludrer. Der er ingen her, der holder gudstjeneste. Det er ren børnepasning. Vi prøver børnekirken, der er henvist til kryptlokalerne. Her er der gudstjeneste og forkyndelse. Men børnearbejdet er i krise og mangler ledere til at drive arbejdet.. Det er vældig ustabilt, hvornår der er noget. Er der ingen børnekirke, så står vi der igen. Med kiks, ponyheste, bøger, 2000 sutter og en ekstra ble. Ansigt til ansigt med en time, der for alle vil føles som fem. Børnene er blevet skældt ud og båret ud med vrede skridt midt i prædiken og sang. Efterfulgt af hidsige forbandelser i bilen på vej hjem; aldrig mere! Aldrig mere! Næste søndag står vi der igen. Hvad man dog ikke byder sin næste.

Klokkerne ringer, menigheden samler sig i forventning på bænkene. Så sætter orglet ind med en orkan af indtonering, nu er det nu. Julie hopper vildt. Halløj, nu skal der festes. Musik, hvor skønt. Freja er parat til at stikke af under indgangsbønnen. Det vil mor ikke høre tale om, barnet skal sidde pænt og får en pandekage, som mor har været tidligt oppe og bage, da det nu er barnets yndlingsspise og plejer at installere ro i ungen. Freja sidder på bænken nøjagtigt 1½ minut, så er hun klar til at forlade syvende række yderst i højre side med pandekage i hånd. Af sted spæner min lille pige viftende med pandekagen. Hun piler op til alteret og står og danser til orglet og kegler rundt med pandekagen. Mens mor samler forkastede dukker, biler og pixibøger med manglende sider op langs kirkebænkene er barnet mere målrettet på vej hen mod bandets musikinstrumenter. Nu må mor gribe ind, hvad hun også gør i fuldt firspring. Jeg får vristet ungen fri af mikrofonernes ledningshelvede. Desværre sætter barnet i et brøl, der overdøver, hold jer fast, Jerusalemskirkens fine orgel og kompetente organist. Da jeg går ned igennem kirken ser folk skiftevis lettede og medlidende på mig. Barnet brøler stadig og slår mig i ansigtet med den iturevne pandekage. Langt fra alle bænke er besat hvilket for en aktiv lille pige er en gave. Hun samler nu alle de flotte røde puder på kirkebænkene i en uordentlig stak på kirkegulvet. Nej, hvor er de gode at hoppe i. Mor vinker fortvivlet med en pose vingummi – ingen interesse. Vi når igennem prædikenen i et tempo der føles som otte måneder og femten indlæggelser på Sct. Hans. Julie hygger sig højlydt og spytter sutten ud hver gang den stoppes ind. Langt om længe er det tid til nadver. Børnene er med og levende interesseret. Freja får brødet og gnasker betuttet på mel og vand, Helligånd og gamle ord. Så kommer vinen, der er saftevand og det var lige hvad lillepigen trængte til: "MER" brøler hun og løfter glasset i en voldsom vikingeskål. Under salmerne kan jeg slappe af. Jeg tumler med ungerne og tvivler på om det her skulle være godt for nogen.

Jeg kan berette om mange flere fortrædeligheder. Jeg kender alt til at sidde med billedbøger, sutteflasker og rosiner i ørerne for at få mine børn til at være stille.

”Børn er velkomne i kirken. Også når de er urolige.” Ja tak, men fred og fordybelse er ikke de små børns sag, så børnefamilierne bliver hjemme. Tilbage er der sådan en som mig, der vil det hele. Have børn og høre prædiken. Jeg tror, vi er mange.

Når nu mor gerne vil søge en stille stund ved søndagsgudstjenesten som andre voksne mennesker, støder hun på vital modstand fra hendes små døtre. Hvad skal jeg gøre? Blive hjemme?

torsdag, juni 22, 2006

Fedtmule er mit andet jeg!

Tine du er bare skøn!
På Tines blog fandt jeg dette link.
Her kan du teste dig selv og finde ud af hvaffor en Disney-figur, du er...
Her er mit resultat:

You scored as Goofy. Your alter ego is Goofy! You are fun and great to be around, and you are always willing to help others. You arn't worried about embarrassing yourself, so you are one who is more willing to try new things.

Goofy

94%

Peter Pan

88%

Donald Duck

75%

Cinderella

69%

The Beast

63%

Sleeping Beauty

56%

Snow White

50%

Ariel

50%

Pinocchio

38%

Cruella De Ville

19%


Which Disney Character is your Alter Ego?
created with QuizFarm.com

onsdag, juni 21, 2006

Forbrydelser


Den anden aften gjorde jeg noget, jeg ikke har gjort længe. Jeg smed mig på sofaen og gloede fjernsyn, mens Rasmus ordnede køkkenet og ryddede legetøj og vasketøj op fra gulvet. (Jeg så en film, som han ikke gad se…)

Det var dogmefilmen ”Forbrydelser”, fra 2004, instrueret af Annette K. Olesen, som er en skildring af livet bag tremmerne i et kvindefængsel. Hvis du vil se filmen og ikke kende handling og slutning på forhånd, så stop med at læse nu, for jeg afslører det hele og fortæller dig om min oplevelse af filmen.

Det er en god film, med et seriøst emne og en stærk handling. Men åååh – Endnu en af disse lige-på-og-hårdt-film, som jeg bagefter så brændende ønsker, at jeg ikke havde set, fordi den er så dræbende følelsesmæssigt at se på. Sådan har jeg det med alle dogmefilmene: De skitserer et vaskeægte drama mellem nogle personer, der fremstår hudløst ærligt. Handlingen foregår her og nu, nøgent og ubeskyttet - uden kosmetik, effekter og filtre. Der tegnes et scenarium op af, hvor godt det kunne blive… så kommer klimaks… og det ender altid fatalt for filmens karakterer. Jeg sidder tilbage fuld af skuffelse og ærgrelse - med følelsen af at være blevet snydt for glæden ved, at livet er stort og kærligheden stærkest. Men sådan er livet jo også - Sel a vie?

Filmen handler om de synder, der er blevet begået og som begås mellem de indsatte og ansatte i fængslet. Den handler om et møde mellem to kvinder: Den ene er fængselspræst, den anden afsoner straffen for den forbrydelse, hun har begået.

Den nyuddannede teolog, Anna (Ann Eleonora Jørgensen) søger stillingen som fængselspræst og går ind i jobbet med noble forhåbninger om at kunne udøve sjælesorg på kvindeafdelingen. Dvs. afhjælpe de indsatte med den skyld, hun forestiller sig, at de bærer rundt på og tilbyde dem en form for tilgivelse. Det viser sig, at hendes forventninger er naive og hun må pludselig til at gøre op med sig selv, hvad hun tror på.

I fængslet fascineres hun af Kate (Trine Dyrholm), som er en sammenbidt, stiv og tillukket kvinde. Der går rygter om, at hun har overnaturlige evner og kan helbrede folk ved at røre ved dem. De indsatte siger om hende, at hun stoppede med at være stofmisbruger fra den ene dag til den anden uden abstinenser. Marion (Sonja Richter) beslutter sig at kvitte stofferne og går til Kate efter hjælp med at blive clean. Det lykkedes og herefter er det Marion, der spreder de gode nyheder om Kates evner: ”Gud og Kate har noget sammen.” Da Anna forsøger at komme i snak med Kate første gang i hendes celle, bliver hun afvist og overrumplet med bemærkningen: ”Bare se at få din gravide mave ud herfra.” Anna har forgæves forsøgt at få et barn med sin kæreste og har opgivet drømmen for længst. Men hun tager en graviditetstest og opdager, at hun er gravid. Anna undrer sig og bliver nysgerrig efter at få mere at vide om Kate:

”Har du haft en stor oplevelse af en art?”
”Hvorfor? Har du hørt rygter?”
”Hvis du har, så vil jeg bare gerne høre om det?”
”Har du?”
”Nej, ikke på den måde. Det er mere kommet hen af vejen.”
”Jeg er ikke skør, hvis det er det, du tror?”
”Dét tror, jeg ikke… Jeg var gravid, viste det sig!”
”Det var jo det, jeg sagde!”
”Ku’ du se det?”
”Eller også er jeg bare go’ til at gætte?”

Er Kate blot en stor tryllekunstner eller kan det være sandt, at Kate og hun selv er i samme branche? Anna finder ind på fængselsbetjenten Henriks kontor og læser Kates journal og hun læser Kates afskyelige historie: Kate efterlod sin nyfødte datter alene i lejligheden i 4 dage og barnet døde af tørst. Derefter smed hun babyen i containeren. Henrik (Nikolaj Kopernikus) forsvarer hende:

”Hun var narkoman. Du og jeg ville også blive utilregnelige, hvis vi var på stoffer. Hun troede sikkert, at hun kom tilbage et øjeblik efter, men så har hun glemt, hvad hun skulle. Anna… Det er meget vigtigt, at de andre ikke får noget at vide om det her. Folk, der har slået børn ihjel får en hård medfart herinde og sidder som regel i frivillig isolation i deres celle.”

Anna er rystet. En kvinde, der er i stand til den slags kan ikke være Guds talerør. Hun stiller sig tilfreds med den forklaring, hun får fra Carsten (Jens Albinus), der også er ansat i fængslet:

”Vi kalder det speed-psykoser. Når de kommer langt nok ud på dope, så begynder de at ku’ se engle og den slags ting. ”

Derhjemme i dobbeltsengen snakker hun med sin kæreste Frank (Lars Ranthe) om det:

”I afdelingen går snakken om mirakler. De tror, der er én, der kan noget med håndspålæggelse derovre. Det er trist, synes jeg.”
”Hvorfor?”
”De har det så hårdt og så går de rundt og tror, en eller anden kan komme med en tryllestav og så har de pludselig ingen problemer.”
”Det lyder da meget dejligt!”
”Ja! Det nok bare mig… det lyder faktisk ret dejligt.”

Anna og Franks barnløshed er naturligvis en stor sorg og skuffelse for dem. En sorg, som de fortrænger ved ikke at snakke om det og har slået sig til tåls med, at sådan er livet bare. Deres forsvarsværker er så stærke, at de ikke engang tør tro på det, da Anna står med den positive graviditetstest i hånden. Men da de lykkelige omstændigheder for alvor går op for dem, forandrer det alt og bringer nyt liv til deres forhold. De fniser og fjoller og elsker som to nyforelskede. Et inderligt ønske er blevet opfyldt for Anna, og hun retter sin tak mod Gud.

Det er imidlertid hverken Gud eller Frank hun vender sig mod, da parret får besked om, at deres ufødte barn har en kromosomfejl, hvilket kan være et tegn på, at noget er galt med fosteret. De kastes ud i en alvorlig krise hvor de skal afgøre, om graviditeten skal afbrydes eller fuldføres. De falder tilbage til deres gamle verdensbillede og selvforståelse, hvor de ikke tør tro på, at der er lykke og held afmålt til dem og de vælger at fokusere på det værst tænkelige, hvilket er, at der er 10% chance, for at deres barn er åndssvagt og har et påfaldende udseende. De kryber ind i sig selv og kæmper alene med deres sorg. Især følelsen af vrede og misundelse fylder Anna: ”Hvor er retfærdigheden eller logikken i, at mordere og narkomaner i fængslet føder sunde og friske børn, som de svigter på det groveste.”

Mens Anna kæmper med meningsløsheden, vender Kate langsomt tilbage til livet. Hun finder trøst og støtte i fængselsbetjenten Henrik, som giver hende et fri-rum fra sin skyld og skam, da han skal ledsage hende til et familiearrangement. Her viser hun for første gang et ærligt følelsesudbrud, da hun bryder sammen ved tanken om, at skulle stå ansigt til ansigt med de mennesker – hendes kære, der ved, hvad hun har gjort. De ender på en cafe, hvor Kate får lejlighed til at tale om almindelige ting og drikke kaffe et sted som et almindeligt menneske. Hun begynder at kunne holde synet ud, når hun ser sig selv i et spejl. Hun begynder at deltage i det sociale fællesskab med de andre piger i fængslet. Marion har erklæret hende sit venskab efter episoden, hvor Marion blev clean. Hun kommer nu til Kate for at få hjælp til at gemme noget narko, som fængslets pusher Jossi (Sarah Boberg) har tvunget hende til at holde. De gemmer det sammen på toilettet. Kate bliver flere gange truet af Jossi, der leder efter noget, der kan fælde Kate:

”Jeg har en buisness kørende her. Hold op med at gå rundt og lege Jesus og bilde mine kunder ind, at de er clean. Jeg har 2 skønne unger, der ikke skal lide under, at jeg sidder her. Og de skal have, hvad de skal have, derfor skal min buisness køre. Jeg er ikke rar at blive uvenner med. Er du med?”

Kate rækker også ud mod Anna i sin fornyede livslyst og begynder at komme i kirken. Men Anna tager ikke imod hende. Hun kan ikke sætte sig ud over sine egne følelser og formidle Guds nåde og tilgivelse, når det gælder Kate. Det kommer stærkest til udtryk i scenen, hvor Kate opsøger Anna for at lære at bede. Da de kommer til ”Forlad os vor skyld…”, afbryder Anna, hun bryder i gråd og beder Kate om at gå.

Filmens store dynamo er temaerne synd, skyld og tilgivelse. Filmen belyser tro og etik på en tankevækkende måde. Hvem er en forbryder? Hvad er synd? Kan man gradbøje synd? Er det muligt at tilgive sig selv, hvis man har begået så grusom en forbrydelse? Kan man som menneske undgå at dømme andre? Kan man komme i en situation, hvor man ikke selv kan tilgive et andet menneske? Er man skyldfri, når man har afsonet en dom i fængsel? Filmen byder på gribende og hjerteskærende scener, som får mere styrke via de pragtfulde gode skuespillere, der medvirker. I fængslet bliver der begået forbrydelser, store som små, ulovlige, som forkerte beslutninger:

Der er Carsten, som modtager anonyme breve med dødstrusler mod hans kone og to små børn. Han er bange og reagerer ved at være aggressiv og kritisk på sine omgivelser: ”Det’ et fremragende job. Når man komme hjem om aftenen, har man ikke lavet andet hele dagen, end at tørre op efter ludere og junkier. De er alle sammen nogle svin”

Der er Jossi, der får besøg af sine to børn og sin mor. En lille dreng er begravet i et bib-bib- spil. En lille pige sidder apatisk, tavs og sammenknyttet i en stol og stirrer på sin mor. ”Hvorfor er du sur? Du skal ikke være sur, når du kommer og besøger mig. Det s’gu da ikke sjovt.” Man opdager, at det er moderen, der smugler Jossis stoffer ind i fængslet med børnene som vidne og medskyldige.

Der er Henrik, - god som dagen er lang - men konfliktsky, der skal gøre op med sig selv om han skal beholde sit job eller følge de voksende følelser han har for Kate og sige op. Han går også rundt med skyld og dårlig samvittighed over at bryde fængslets reglement og skrive usande rapporter om sin og Kates udgang fra fængslet.

Jalousien viser sit grimme ansigt hos Åse, Henriks kollega, som er varm på ham, men som ikke kan få ham: ” Har du set hendes journal? Hun er en rigtig charmetrold!”

Der er lægen, repræsentant for behandlingssystemets vanvittige racehygiejne, der i folkesundhedens navn stiller kommende forældre overfor den urimelige overvejelse at vælge at slå deres foster ihjel, der måske… måske ikke har nogen medfødte skavanker. Annas reaktion er voldsom:

”Hvordan slår I vores barn ihjel?”
”Jeg vil gerne vide det. Det er vores barn og det er min krop.”
”Vi fører en stikpille op i skeden, der får livmoderen til at trække sig sammen. Og så kommer fosteret ud.”
”Lever det så?”
”Nej.”
”Hvorfor ikke?”
”Sammentrækningerne er så kraftige, at fosteret bliver kvalt.”


Anna og Frank begår en forbrydelse. De kan ikke træffe valget. De kan ikke overskue konsekvenserne for hverken det ene eller det andet, så de vælger det, ”folk plejer at gøre”. De vælger at afbryde graviditeten og få det overstået hurtigt. Anna lyver for sig selv: ”Jeg vil have, at vi siger til alle, at det var en uprovokeret abort. At barnet døde og så kom det ud. Det vil jeg have, at du siger, det´ i orden.”

Og så når vi til afslutningen: den sidste skæbnesvangre nat, inden aborten. Det er nogle rædselsfulde scener med mange paralleller til beretningen om Jesu henrettelse. Blot uden bøn og uden ”happy ending.”

Anna er alene i dobbeltsengen med sine tanker og sine følelser af tvivl. Frank har forladt hende for at gå på arbejde. Alt i hende er kaos. Hun kan ikke holde ud at være i sin krop og dulmer nerverne med druk. Henrik har nattevagt på afdelingen og skal træffe et valg mellem jobbet eller Kate. Alle er vågne og venter på morgenen. Tiden snegler sig af sted. I de sene nattetimer eller tidlige morgentimer, tager Anna en taxa ind til fængslet for at opsøge Kate:

”Hvad er det du kan med dine hænder?” hvæser hun
”Jeg ved det ikke?”
”Det ved jeg heller ikke. Jeg ved ingenting. Mit barn er sygt. Jeg tænkte, om du kunne hjælpe mig… Vil du ikke godt hjælpe mig?”
Ordene forsvinder i en hulken.

Kate lægger hænderne på den gravide mave, men modet svigter Anna og hun føler lede ved situationen og skubber Kate væk. På trods af, at hun selv har bedt Kate om hjælp, stoler hun ikke på, at barnet er helbredt.

”Hvad er det du tror du kan?” skriger hun.
”Tror du, Gud er skide ligeglad med, hvad du har gjort. Jeg ved godt, hvad du har gjort. Du skred fra din datter, så hun døde af tørst.”

Anna flygter. Henrik, der er ved at låse cellerne op efter natten, står nu i Kates celle:

”Hvad skete der? Hvad var det, hun råbte?”
Kate står helt perpleks og femstammer: ”Der var noget med hendes barn. Det var en lille pige….”
”Men hvad råbte hun?”

Kate svarer ikke.
”Nå, men så er der noget andet… Jeg har bedt ledelsen om at finde en ny kontaktperson til dig. Vi to vi kommer ikke på udgang sammen mere”

Kate finder ned i køkkenet, hvor alle pigerne er samlet. Alle har hørt, hvad Anna råbte og Jossi har endelig noget, hun kan knalde Kate på og kvæle den indflydelse, hun har haft:

”Godmorgen Kate! Barnemordere kommer ikke i køkkenet. Det er et alt for farligt sted for barnemordere. Man kommer alt for let til skade.”

Kate ser rundt i lokalet. Der er ingen, der kommer hende til hjælp. Hun bakker ud af køkkenet. Fattet og bleg. Alt er stille. Alt venter på en afgørelse. Der vælter en kop på gulvet i betjentstuen. En indsat henter Henrik og beder ham om at låse døren op på toilettet, som er blokeret. Der finder de Kate, som har taget en overdosis. Henrik overfalder rasende Anna, der er dejset om i sin brandert ved alteret i kirken med armene rundt om sin mave. Da Anna erfarer, at Kate er død, tager hun af sted til hospitalet – helt modløs - for at få overstået aborten.

Det er en væmmelig film. Alle svigter hinanden og deres håb og drømme til sidst. Alle svigter troen og kærligheden. Filmen slutter uforløst. Ingen snakker sammen for alvor. Alle trækker sig, når ting bliver for ubehagelige. Sel a vie? Er livet virkelig sådan?

Anna misrøgter sin tjeneste som præst. Hun henter ikke sin styrke og kurs fra Gud. Hendes forestillinger om de indsatte er naive. De har ingen skyldfølelse, for de er selv ofre for grufulde forbrydelser. Deres ansvarsfølelse for konsekvenserne af deres handlinger er meget lille. Nok prædiker Anna tilgivelse og Guds nåde, men hun tror ikke på det, når alt kommer til alt. Nok prædiker Anna, at alt er muligt for Gud, men hun tror ikke selv på, at Jesus gik på vandet. Hun tror ikke, at Gud vil velsigne hende med et sundt barn. Hun tror ikke, at Gud har udrustet Kate –en gemen barnemorder - med evner til at helbrede hendes barn. Det er ikke menneskets opgave at dømme andre, men Anna stiller Kate til regnskab for hendes forbrydelse på den grusomste måde. Nok prædiker hun, at alt liv er en gave fra Gud. Alligevel går hun med til at slå sit barn ihjel. Hun mister alt, hvad hun tror på. Hun mister lysten til at sætte et barn i verden.

Hvad er forskellen på Kates og Annas forbrydelse? Er det det samme at slå et foster ihjel som at slå et barn ihjel? Anna er helt klar over, at hun slår sit barn ihjel; det var Kate ikke. Alligevel er det Kate, der bliver dømt for det og Anna, der går fri! Forskellen er, at Kate har begået en lovmæssig forbrydelse, som vækker gru i os alle, og Anna træffer et valg, som hun har lov til og som samfundet mener, er det rigtige. Men fælles for dem er, at skylden lever i dem begge. Hvorfor vil de ikke gå gennem ild og vand for deres børn og tilsidesætte alle deres egne behov for barnet? Det er påtrængende spørgsmål til både tanker, tro og følelser. Er livet virkelig sådan?

Nej! Det behøver det ikke at være. Livet kan være smukt. Gud har planer for vores liv om lykke, ikke ulykke. Alle mennesker er skyldige overfor Gud. Det bliver man, når man går imod Guds vilje og rammer ved siden af, når det gælder kærlighed, selvom det ikke var hensigten. En hver synd er en katastrofe. Du har ikke mulighed for at komme ud af din skyld, heller ikke selvom du har siddet 10 år i fængsel. Men Gud er barmhjertig. Han har han en gang for alle slået en streg over vores skyld ved at lade Jesus dø og opstå for menneskers skyld. Ingen synd er større, end at Gud ikke kan tilgive den. Guds kærlighed til mennesker er en realitet. Mirakler er mulige. Gud gør alting nyt: Sel a vie.

torsdag, juni 08, 2006

Fuglene på Himlen

På vej hjem fra dagplejen, så Freja en fugl i vejkanten uden hoved. "Hvad er det?" udbrød hun overrasket. "Det en fugl, der er død" sagde jeg og var glad for, at hun ikke føjede kræet til sin samling af sten og blomster og pinde, som hun havde hænder og lommer fulde af. "Er fuglen død moar?" gentog hun og stoppede op. "Nååååerh. Hvad sker der så?" spurgte hun bekymret. "Jaaeh" sagde jeg, mens jeg som en rasende grublede over, hvad jeg skulle sige til hende. "Joooh, så kan den ikke flyve mere eller hoppe rundt." "Nå!" sagde Freja betuttet. "Hvad ska' den så?" "Nu skal fuglen være sammen med Gud - hele tiden - i stedet for kun noget af tiden" sagde jeg og begyndte at gå videre hen af fortovet. "Så kan man grave et hul i jorden", sagde jeg; "og putte fuglen derned i og lægge en lille blomst ovenpå." Nu kørte det bare for mig. "Og så kan man be' en bøn til Gud og sige tak for dengang, at fuglen var levende og sige tak for, at han passer på den nu!" sagde jeg. "Nå" sagde min lille pige. Og så begyndte vi forfra: "Er fuglen død Moar?".... "Hvad sker der så?"..... "Er fuglen død Moar?".... "Hvad sker der så?".....

onsdag, juni 07, 2006

Må Gud velsigne dig!

I min mailbox lå der en dag et brev fra en ven. Brevet var en bøn til Gud for mig og min dag. Det var et kædebrev og senere samme dag lå der 5 andre breve til mig fra flere venner, der havde bedt for mig. Det blev jeg utrolig rørt over, så her vil jeg sende brevet videre med en bøn til Gud om, at du må have en god dag.

Father! God bless all my friends in whatever it is that You know they may be
needing this day! And may their life be full of your peace, prosperity and
power as they seek to have a closer relationship with you. Amen.

Det er pragtfuldt med venskaber.
God determines who walks into your life....it's up to you to decide who you let walk away, who you let stay, and who you refuse to let go.

onsdag, maj 31, 2006

Småbørnsfamilie

Nu er jeg mor til 2 små piger. Jeg er snotforelsket i mine unger. Jeg kan blive helt høj, når jeg sidder og putter med dem - én under hver arm... Jeg snuser til dem.. Nyder deres dufte... Kan ikke lade være med at rode lidt i Frejas hår. At lade en finger glide over Julies lille næse. Jeg elsker mine unger for det, de hver især indeholder... Freja er elsket pga. hendes charme. Hun er så ufattelig rørende...Smelter hjerter med hendes smil, kram og skøre indfald. Jeg elsker hende for hendes humor og klovnerier...Hendes hjælpsomhed og krav om at blive inddraget i det er foregår omkring hende... Jeg elsker hende for hendes evne og lyst til at lære. Hendes evne til at vise følelser... Hun er så kærlig i ord og handling. Hendes dybde i tanker. Måden hun betragter verden på og indtager livet på. Min kærlighed til Julie vokser op omkring hendes afhængighed af os, hendes forældre. Hendes krav om at blive elsket og passet. Hendes tillid til at nogle vil varetage hendes interesser. Hendes hengivenhed og tryghed overfor os. Hendes fredfyldthed, når hun sover. Hendes tålmodighed overfor Freja. Hendes nysgerrighed overfor verden med store vågne øjne. Hendes styrke. Hun vil frem i verden, det er tydeligt: Hun hopper, sparker, laver flitsbue, går i bro og snor sig som en orm. Jeg elsker hende for hendes evne til at gøre opmærksom på sig selv. Hendes høje bestemte skrig, når hun vil tages op og være med eller have mad eller redes fra storesøster.

Det er noget af et cirkus at have små børn. Det er en komisk udfordring at komme ud af døren. Når jeg har fået 2 børn i tøjet om morgenen, står jeg selv i tilbage i undertøj. Det er hårdt at have små børn. Jeg drøner rundt fra morgen til aften og står overfor en 2-årig, der ikke hører efter og er fræk og vil noget hele tiden. Gør det modsatte, vælter koppen med vilje, tegner i sofaen, tømmer skuffer og skabe.

Ind imellem har jeg sådanne dage, hvor jeg render mellem børnene, børnene, børnene, indkøb, vasketøj, opvask, madlavning og rengøring, min mand og så måske til sidst mig selv, hvis ikke jeg kunne starte forfra igen med børnene... Nogle dage er jeg på sammenbruddets rand, især hvis jeg har været alene med begge børn i et par dage. En 2-årig, der er grænsesøgende. En baby, som skal have tryghed og vaner. En mand, der river huset ned om ørerne på os og bygger det op igen - non stop. Jeg gør alt jeg kan. Nogle gange ønsker jeg dem hen hvor peberet gror og bliver overvældet af følelsen af, at det er min skyld den ene græder og den anden er fræk… Vupti, så må jeg ned og bide i græsset.

Heldigvis er der flere gode dage end dårlige. Overskudsmødre findes vist ikke. Det er en myte eller måske bare den måde, nogle kvinder – også jeg – vælger at præsentere sig selv på. Jeg elsker min familie, mit ægteskab, men nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke skulle præstere hele tiden og at jeg ikke var så bundet – at jeg bare kunne koble af uden dårlig samvittighed eller angst for, at børnene vil græde fordi de er sultne eller fordi, jeg ikke er der. Gu' er det hårdt at være mor, lige meget om det så er til 1,2,3 eller 4 børn. Man går 9 måneder med den lille i maven, klarer selve fødslen og hormonerne i galoperende kaos, samtidig med, at der er en lille ny at lære at kende og tage sig af. Det er et fuldtidsjob 24 timer i døgnet, hvor man både skal pleje ægteskabet, forældreskabet og familieskabet.

"Hvorfor er børn så besværlige?" Det er de heller ikke – men det føles indimellem sådan fordi deres forældre er forkælede. Vi vælger hele tiden til: Så skal vi have hus, ny bil, karriere og også børn. Men vi vælger ikke noget fra, når vi vælger at få børn. Så derfor har vi ikke så meget tid til dem, som vi måske burde have. Vi er vant til at få det hele, uden at give afkald på noget andet, og sådan én forældre er jeg. Derfor skal jeg begynde at tænke anderledes. Jeg er stolt af at være mor, kone og karrierekvinde. Jeg har selv valgt det, og jeg gør det så godt, som jeg kan. Og det er godt nok! Børnene vokser og trives i bedste velgående. Hjemmet står stadig, omend det er møg beskidt og vasketøj i store bunker. Min mand siger, han elsker mig. Jeg har masser af drømme og ambitioner. Jeg tager mine tudeture og ønsker ofte at løbe skrigende hjemmefra - væk fra ansvaret og pligterne, men jeg er her stadig, og her bliver jeg.

Jeg tænker lidt, at det er så kort en periode af mit liv, at jeg har små børn, så derfor er det bare med at nyde det og sætte mig selv lidt i baggrunden. Jeg sørger for at sove, når jeg har muligheden for det, for en lur hist og her giver overskud. Min mand er suveræn – vi deles om at have børnene. Og når Freja slår sine buttede arme om min hals og siger ”pyyyyyys moar”, så er det bare det hele værd!

tirsdag, maj 30, 2006

Julie

Min yngste datter er ved at runde de 9 mdr. Jeg går hjemme på barsel med hende og vi har opbygget en fantastisk hverdag sammen med faste rutiner: med lige dele arbejde og snak, kæl og leg. Livet bliver trygt og godt, når man kan forudsige sin hverdag og vi har fået et godt tillidsforhold, efterhånden som vi har lært hinanden at kende og Julie har fået en plads i familien: Som baby og lillesøster og charmetrold.

Hun har et højt humør og jubler og pludrer dagen lang. Hun elsker sig selv og hele verden og hviner af fryd, når hun opdager det lille smukke barn inde i spejlet. Denne overordentlige pragtfulde indtagende lille person, som er hende selv. Hun smiler til verden og verden smiler tilbage. Hun er strålende i selskabslivet. Det dejligste ved at elske er ”at mødes”. Og hun bliver ude af sig selv af lykke, når man gemmer sig og titter frem, gemmer sig og titter frem, flirter og laver skøre ansigter.

Det er den store udforsknings tid. Folk og fæ, skal undersøges, ting og steder, mad og bopæl. Hun er besat af ting og ville sikkert kunne sælge sin kærlige mor for en skuffe med bestik. En sand forsker, nægter at lade sig styre. Hun går sine egne veje. Hun er nyskabende. Hun undersøger og kortlægger. Hun er opslugt af sin forskning. Hun drives af en længsel efter at forstå, at vide, at opdage noget ukendt. Man forsøger som bekendt ikke at styre en lille forsker: så er det jo ikke forskning, der bliver bedrevet, men et bestillingsarbejde – og så sælger man sin videnskab og sin sjæl. (Jeg er glad for at hun endnu ikke kravler. Til den tid bliver der travlt.) Heldigvis beskæftiger hun sig også med andet end forskningsarbejdet. Der er jo arbejde, der skal gøres her i huset. Vi støvsuger, vasker op, laver mad og vasker tøj i fællesskab.

Hun sover godt (12 timer om natten og 3 timer om dagen). Hun er nem at putte. Hun ved, at man skal sove, når man bliver lagt og, at man skal sove, inden man bliver over-træt. Hun sætter pris på sit eget selskab og er god til at lege for sig selv. Hun er fortrolig, med det liv, der gælder for de voksne - fordi hun får lov at være med og bliver taget i brug. Hun keder sig aldrig og skriger ikke af kedsomhed. Hun ved, at jeg altid kommer tilbage og græder ikke, når jeg går. Hun ved, at man får mad uden at skrige på den. Og rigeligt mad. Hun spiser os ud af huset i øjeblikket. Hun har en fantastisk stemme. Der er kolossalt tryk på den. Når hun græder eller griner, så måber folk, fordi der kommer så meget lyd ud af hende. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun skal være gospel-sanger.

Så let og morsomt bliver livet aldrig, som det er nu.
Så vidunderlig er verden aldrig, som den er nu.
Så lys og god er kærligheden aldrig, som den er nu.
Hverdagen med Julie er skøn.

torsdag, maj 25, 2006

Freja

I mit armbånd har jeg 2 bamser, der symboliserer mine børn. Ja! Det er bamser! De ligner til forveksling små grise, men det passer egentlig nok også meget godt på mine børn. De er både putte-gøjer og grisebasser. Lad mig starte med at fortælle dig om Freja:

Min lille pige på 3 år er som alle børn et lille mirakel. Hun er uendelig værdifuld - så meget, at hun fortjener at blive set på, hørt på og krammet hele dagen lang. Når jeg ser på hende, bliver jeg fyldt af stolthed og ømhed. Hun har langt gyldent hår og de flotteste blå øjne. Gode tykke kinder og lår og en mave, hvor tøjet skiller på midten.

Freja er meget åben overfor verden: Er med på det meste og følger gerne med, hvis det lyder rart og hyggeligt. Hun uddeler knus og kram til de fleste. Hun kan hjælpe til og gøre nytte. Hun er altid god for en lille sang eller en historie fra de varme lande. Hun elsker mad og er kendt for sine nyde-lyde og mad-motor, der starter til ethvert måltid. Hun har et godt sovehjerte og vågner frisk og udhvilet om morgenen.

Hun gør god brug af hele følelsesregistret fra den største fryd til absolut eksplosionsfare. I lange perioder her omkring 2-årsalderen har det især været den letantændelige del af følelserne, der har været i brug hos Freja. Hun gennemgår som alle andre børn, den plagsomme periode: Trodsalderen! Man kan se og mærke på hende, at hun har det svært. Der foregår en masse indeni hende og hun reagerer med utilfredshed og fortvivlelse. Hun angriber sine omgivelser og udsteder ordrer og krav. Ind imellem bliver hun tyrannisk, urimelig, voldsom og utålelig. ”Du må ikke sige NEEEEEEJ” skriger hun op i mit ansigt. Det er hårdt! Ordet ”jeg” dukker op sammen med ”jeg vil selv!” og ”jeg vil ikke!” Hun kan bedst markere overfor sig selv og os andre, at hun selv KAN og VIL, når hun sætter sig op mod krav fra hendes forældre. For det meste betragter hun ethvert forslag fra os som en trussel mod hendes egen vilje, og hun råber ”NEEEJ” også, når hun faktisk mener ja. På denne måde beskytter hun sin selv-hævdelse. Men hvor er det belastende at være sammen med en lille tøs, der altid er imod. Hvorfor gør hun det, når vi nu kunne have det så hyggeligt? Hun vil ikke have tøj på. Hun vil ikke med hjem, når legen er slut. Hun vil ikke børste tænder. Hun vil ikke komme, når vi kalder. Hun bliver rasende, når hun møder modstand. Hun skriger og spræller og bliver helt lilla i ansigtet. Under et raserianfald hjælper det ikke at ville trøste og tage hende op. Det gør raseriet større. Det hjælper ikke at prøve at behage hende, bøje sig og udslette sig selv. Det gør hendes krav endnu mere absurde. Hendes indre er et kaos – og det er den voksnes opgave at bringe orden i kaos. Der skal modstand, vejledning og en ende på det ulidelige til. En vej ud af afmagten. Hun skal have hjælp til at komme til rette med sig selv.
”vær nu rolig.”
”Så er det nok.”
”Nu stopper du.”
”Sådan skal det være”
”Gør sådan”
”Nej – jeg vil ikke flytte mig. Jeg sidder her. Du kan sidde der, hvis du har lyst”
”Godnat. Læg dig i din seng. Du skal sove nu. Det er nat. Og om natten sover vi her i huset”
”Lad være med at slå. Det gør ondt. Sådan gør man ikke. Man aer. Er du med”
Kammer det hele over og gør ungen noget forbudt med fuldt overlæg, siger jeg vredt: ”Det gør du ikke en anden gang” Jeg tager hende forsigtigt op, sætter hende i børneværelset, går ud og lukker døren. Stort hyl. Så venter jeg lidt: ”Er du færdig?” Nyt vræl. Jeg lukker døren og venter lidt igen. ”Vil du ud? Er du færdig?” ”Godt, så går vi ind og gør skaden god igen. Når man slår noget i stykker, samler man op efter sig. Når man slår, siger man undskyld og giver en krammer.” Hvorpå man vender tilbage til det, man lavede, da balladen begyndte. Rolig, almindelig, venlig. Som om ingenting var sket. Det hjælper: Hun kan ikke fordrage at blive udelukket fra fællesskabet. Jeg håber, at hun finder ud af, at hendes far og mor, står for det, de siger. At hun kan stole på os og behøver ikke betvivle alt. Vi ved hvordan tingene skal være. Og vi kan li’ hende. Derimod synes vi ikke om visse ting, hun gør.

Og hun er skøn. En stor humorist. Kærlig og til tider hjerteskærende sentimental. ”Ihhh hvor er du sød…” Klap klap. ”Det smager vel nok DAJLI”… uhhm. Hun er en stor skuespiller: spiller pjanket og pjattet eller farlig tiger eller klynkende lille baby. Så havner hun i centrum og nyder det. Hun er god til at trøste og er meget opmærksom og omsorgsfuld. ”nåå lillesøster. Har du det godt?” ”Ti stille Julie!” ”Spis nu den mad”. Hun kan sidde længe og pusle med sine egne gode små ting. Hun kan gå rundt derhjemme med helt ubeskrivelige kærlige øjne og se ud som om hun er virkelig taknemmelig for at have et sted at bo. Hvis man går på en skør måde eller laver en sjov grimasse eller børster sig med den forkerte ende af børsten eller griber ved siden af dørhåndtaget 8 gange, så falder der en sten fra Frejas hjerte og hun ler, så hun næsten taber vejret. Slipper man derefter tilfældigt en lille vind og siger ”Hov! en PRUT” så er hun ude af sig selv af fryd. Verden kan være så besværlig og indviklet den vil, man kan stadig grine af den!