søndag, december 10, 2017

Der hvor troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden



Esajas 40:1-11; Salme 85:1-2,8-13; 2 Petersbrev 3:8-15; Markus 1:1-8

"Det andet lys, som tændes, er præstens søn Johannes. Snart solopgang og morgenskær vil vise os, at Gud er nær. Og så bliver der julefest" (Nr. 87 i Metodistkirkens Salmer og Sange)

Isabella Hønnicke: Begyndelsen er nær
Mads Langer: I en stjerneregn af sne

På 2. søndag i advent skal vi en tur i ørkenen. Et landskab, hvor det er svært at orientere sig og finde vej. Hver retning man kigger i består af endeløse sanddynger, ufremkommeligt krat eller klippemure, der tårner sig op. Hvad skal vi her, når vi kan sidde hjemme i vores julepyntede stuer og drikke gløgg og spise jødekager og se kvindelandsholdet spille håndbold på TV2 i bedste sendetid? Det virker som meningsløst tidsspilde at begive sig helt herud!

Vi skal stifte bekendtskab med Johannes Døberen, der holder til ude i vildmarken og ødelægger julestemningen. Vi skal besøge en særling, en enspænder i mærkeligt tøj, der råber skøre beskeder fra Gud: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne, vrøvler han med henvisning til profeten Esajas fra gammel tid. Sådan begynder evangeliet om Jesus Kristus ifølge Markus. Johannes Døberen er forgænger for Jesus og med til at forberede hans komme og virke. Folk strømmer til for at omvende sig og modtage deres synders forladelse. De tager på ørkenvandring for at forholde sig til deres indre menneske og bede Gud om tilgivelse for det, de måtte have gjort forkert. Hvad er mest mærkeligt? Budskabet eller det, at ørkenen pludselig er blevet et fluepapir som stranden om sommeren?

Johannes Døberen mener, at vi skal forberede os i adventstiden, dengang som nu, og det handler ikke om at dele småkageopskrifter og købe julegaver. Johannes døberen pakker ikke sit budskab ind i gitterpapir med bånd og sløjfe. Han prøver ikke at sweet talke os til noget som helst. Han siger det som det er: Øgle-yngel! Omvend jer! I bund og grund siger han noget, som vi ikke bryder os om at høre, nemlig, at der er noget galt med os og at vi bør rette op på vores fejl og mangler. Det lyder ikke som gode nyheder i mine ører og ikke et emne, der umiddelbart egner sig til at blive råbt fra hustage, taget op på en prædikestol eller postet på en blog. Hvem vil lytte til den slags?

Hvordan kan man tale om omvendelse fra synd i dag - uden at være moraliserende og fordømmende? Hvorfor er det gode nyheder, at Jesus kommer? Hvordan skal vi forberede os på Herrens komme? Hvad er det for en vej, der skal banes i vores livs terræn sådan, at Gudsriget kan komme os nær?

Et nøgleord her er den tidsløse længsel efter retfærdighed og fred, som jeg tror er nedlagt i alle mennesker uanset alder eller kulturforskelle. Salme 85 består af vers med det skønneste ordguf: fx troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden. Det er dér vi skal hen! Det er dét vi forbereder os på! - en tid hvor verden igen bliver Guds og hvor al nød, ufred og uretfærdighed vil få en ende, sådan som han har lovet det.

Det kan virke som om, der er lang vej der hen. Som om vejen hele tiden sander til, så det synes umuligt at komme frem. Onsdag i denne uge blev erklæret som Vredens Dag af Mahmoud Abbas, Palæstinas politiske leder, efter at præsident Trump erklærede, at USA nu vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og flytte den amerikanske ambassade dertil som en "storslået hyldest til fred."

En udmelding, som vakte stor opsigt og fik flere ledere i hele verden til at gå i alarmberedskab. Beslutningen er et brud på årtiers amerikansk politik på området. Det er en anerkendelse af Israels "ret" til at gøre krav på Jerusalem og dermed en underkendelse af Palæstinenserne ret til at gøre det samme, hvilket nok skyder fredsprocessen helt i sænk, hvis den ikke var det i forvejen.

Jerusalem er vigtig, fordi både israelske jøder og palæstinensiske muslimer anser byen som hellig. De har begge gjort krav på byen og det har ført til blodige konflikter gennem årene. Trump mener, at det vil være tåbeligt at tro, at vi kan komme tættere på en holdbar fredsaftale mellem Israel og Palæstina, hvis vi bliver ved med at gentage det vi har gjort i årtier uden et bedre resultat. Det kan han jo godt have ret i, men det internationale samfund fastholder, at byens status skal fastlægges gennem forhandlinger, hvor der bliver taget hensyn til begge parter. Alle lande har derfor deres ambassader i storbyen Tel Aviv.

Tusinder af vrede mennesker har været på gaden i Israel-Palæstina for at protestere mod USA's beslutning med voldelige sammenstød og ødelæggelser som følge. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den oplevelse, vi havde for et par år siden her i Strandby, da vi sammen med Folkekirken fik besøg af organisationen Musalaha, der betyder forsoning på arabisk. To unge, en jødisk mand og en palæstinensisk kvinde fortalte om hvordan de tror og håber på fred ved at arbejde for at børn og unge kan vokse op og lege sammen, spille fodbold, tegne og male og tage på lejr og udvikle venskaber. Dét er en storslået vision og hyldest til fred! Kvinden Noora, som besøgte os dengang, skrev på facebook i løbet af ugen, at Trumps udmelding er lige så fjollet, som hvis Hamas udråbte Texas som hovedstad i Mexico. Ja, man kan undre sig over hvorfor Trump har taget dette skridt ud i ukendt territorium, men mon ikke det har noget at gøre med hans bagland, der består af mange evangelikale kristne, der venter på Dommedag og i deres optik, kommer Jesus ikke igen før Jerusalem er hovedstad i Staten Israel.

Undskyld for denne lille detour til Konfliktland, blot et eksempel på hvorfor det føles som ørkenvandring at tale om retfærdighed og fred og hvorfor vi længes efter, at Herren må komme og bane en vej, hvor vi selv kommer til kort, går vild og begår fejlslutninger.

Johannes råber: ban Herrens vej - og med det mener han, at vi skal omvende os. Den bedste forklaring, jeg nogensinde har hørt på hvad det vil sige at omvende sig er, at hvis vi ikke kan se nogen løsninger, hvis alt er mørkt og håbløst, så kan det være nødvendigt at flytte sig - sådan helt fysisk at vende sig om for at se lyset, for at se en sag fra flere sider og få den belyst fra flere perspektiver. Efter en mørk nat kommer altid en solopgang, nye muligheder kommer med den nye dag. At vende vores ansigt mod Guds, så hans lys kan ramme vores hjerter i stedet for vores rygge, så vi kan se at en ny begyndelse er på vej. En ny begyndelse kommer med omvendelsen.

Der er et ordsprog, der siger, at den der ønsker fred i verden kan begynde med sig selv. Vær den forandring, du ønsker at se i din verden. Ønsker du mere fred, ro, frihed og glæde, er der sikkert små eller store indsatser, du kan gøre i forhold til hvordan du bruger din tid og hvordan du har det i dine nærmeste relationer i familien, vennekredsen, på arbejdet eller i kirken.

I en bibelsk sprogbrug taler man om det samme, som at gøre op med sin synd. Og nej synd handler ikke så meget om vi kom til at spise et ekstra stykke chokolade, som lå der foran os og fristede os over evne. Min morfar havde sukkersyge og sagde altid med stolthed ved kagebordet: Jeg har karakter. Det er rigtigt, at han holdt sig fra kagerne, mest fordi han ikke kunne lide dem, men jeg har da ikke kendt et menneske, der spiste så mange Kongen af Danmark bolsjer, når han kørte bil. Det er altså ikke nemt at styre sådan noget blodsukker.

Nej at gøre op med sin synd, betyder først og fremmest, at erkende, at der er noget i ens liv, der ikke er som det skal være. Ordet synd betyder at ramme ved siden af målet og vi kan se målskiven for os og pilen der flyver lige forbi og misser den røde plet i midten. Nogle gange rammer den pil slet ikke skiven. Som altid når vi snakker om Gud, så handler det om kærlighed. Prøv at se tilbage på dine samtaler i løbet af ugen - de mennesker som du har haft noget med at gøre. Tænk på dine tanker og handlinger. Kunne de have været mere præget af kærlighed? Tænk på din prioritering af din tid. Hvad kom du til at bruge mest tid på? Familien, der altid har brug for dig. Dig selv og dit forhold til Gud, som giver dig styrke til at klare vejen og dagen? Var det dit arbejde, der fik al opmærksomheden, eller fjernsynet eller almindelig juletravlhed. Det er så let at blive revet med af traditioner, og andre hyggelige ting og glemme, at formålet med det alt sammen er at føre os nærmere Gud. Vi skal tage kloge og kærlige beslutninger mht. hvordan vi bruger vores tid – for tid er kærlighed.

Når vi først har erkendt, at ikke det hele var som det skulle være, så har vi muligheden for at gøre noget ved det. Første skridt er at bede Gud om tilgivelse, for vi står ikke kun til ansvar overfor os selv og vores nærmeste, men også overfor Gud, fordi alting, ja selve livet, er en gave fra Gud og betroet til os med ansvar for at få det bedste ud af det. Når vi lægger skyld og skam, fortrydelser og bekymringer over til Gud, hvor alt sådan noget hører til, så sætter han os fri, til at viske tavlen ren og begynde på en frisk. Der bliver banet en vej i vores hjerter, ligesom når sneploven kører ude på vejen for vores skyld eller når vi selv griber skovlen og rydder fortovet, for at vores naboer ikke skal falde og slå sig. Jeg vil gerne udfordre dig til at tage imod Guds tilgivelse og tro på den. På grund af Kristus så er alle dine synder fjernet for længe siden, Gud holder ikke regnskab og han bærer ikke nag og han vil så gerne løfte den byrde, du bærer af dine skuldre. Gå til ham med alt det der tynger og er træls. Det gør en forskel.

Johannes siger, at efter ham vil der komme en, der er stærkere end ham og Johannes er ikke engang værdig til at bøje sig ned og løse hans skorem. Efter Johannes kommer Jesus, som har beføjelse til ikke bare at døbe med vand, men med Helligånd. Guds ånd, som arbejder inden i os og skaber et nyt menneske i os, så du gradvist bliver mere og mere i stand til at finde tålmodighed, når du er blevet tilgivet for at være ultålmodig. I stand til at opdage mildhed i dig selv, når du er blevet tilgivet for at være hidsig og opfarende. I stand til at udvise gavmildhed, når du er blevet tilgivet for at være for grådig. Når du er blevet tilgivet for at være ulydig mod Gud eller at ramme ved siden af målet eller at gå dine egne veje, så vil du begynde at være mere lydig, ramme plet lidt oftere og søge Guds veje, ikke fordi du skal eller bør, men fordi du gerne vil og kan se formålet med det.

Vi forbereder os I adventstiden på at åbne os for den vej, som Kristus vil bane ikke bare for os, men i os og igennem os. Det med omvendelse og syndernes forladelse er hård kost, når vi hellere vil julehygge og dele bageopskrifter. Jeg tror ikke, at Johannes Døberen ligger inde med mange opskrifter, vi vil være interesseret i op til jul, med mindre vi har lyst til at prøve den med græshopper og honning? Men han har noget at byde på og noget at sige om at forberede sig til jul. Ingredienserne er omvendelsen og syndernes forladelse, som gør os klar til at tage imod en ny begyndelse.

Det har sneet i nat og skabt et smukt harmonisk landskab, der skjuler alle buler og kløfter nedenunder. Men det grimme og svære er der stadig, hvis vi ikke forholder os til det og gør op med det. Under overfladen, hvor der er hygge og julestemning og juleslagere på anlægget, er der noget dybere og vigtigere at forholde os til, noget som kræver vores opmærksomhed. Vi er skabt med en stærk retfærdighedssans fra barns ben, dén, krydret med samvittighed, hvis vi har fået en god opdragelse og ikke mindst Helligåndens trylledrys, vil bane Herrens vej.

Amen.