It’s beginning to look a lot like Christmas

Prædiken 1. december 2019 i Strandby Metodistkirke Matt. 24: 32-42 – Lignelsen om figentræet

Det begynder jo at ligne jul:
- julebelysning på lygtepæle – lyser i det grå, blåsorte mørke
- juletræskæder kommer frem fra lofter og kældre og vikles rundt om novembers nøgne træer og buske
- Kristtjørnen får røde bær, der sidder på planten vinteren over
- pebernødder og brunkager dukker frem i butikkerne (nå ja! allerede i oktober)
- kalenderen bliver hurtigt overbooket med juleafslutninger og arrangementer i firmaet, i klubben, på skolen, i familien
- hygge med varm gløgg i sofaen foran julebagedysten i fjerneren bliver svaret på livets store spørgsmål

Der er en ny tid på vej… juletiden, den travle og traditionsrige december måned som for mange ER julen og som mange holder rigtig meget af… hvor alt vi gør på en måde er ritualiseret, vi pynter op, klippe-klistrer, bager kager, hører julemusik, ser julekalender, vi laver forskellige ting, hvor vi mødes og er meget sammen. Det ER meget meget hyggeligt.

Det er som om, at der er en anden type bevidsthed på færde i december... Vi er mere opmærksomme på, hvad vi foretager os. Vi skriver julehilsner til mennesker, vi holder af. Vi sætter børnene i centrum. Vi køber gaver. Vi giver penge til nødhjælp. Vi er meget vågne i den mørke tid… det er på mange måder rigtig dejligt, synes jeg.

En stemning af stille nærvær… En forventning om, at noget godt er på vej… Små gnister af varme i hjertet, der minder os om hvad der er vigtigt, betydningsfuldt, måske endda helligt for os (midt i al den hektiske travlhed og jule-hurlumhej, som unægtelig også er del af forberedelsestiden).

Det er 1. søndag i advent – det er hermed officielt tilladt at gå amok med juleriet, dog vil jeg påberåbe mig retten til at være den sure præst, der siger: Husk nu lige hvad advent handler om!!!

Advent er en forberedelse til julen, men det er ikke flæskesteg og and vi venter på… (og dog?) vi venter på at møde Jesus ansigt til ansigt.

Julen står for døren, når Kristus kommer igen og fuldender det, som han satte i gang, da han kom første gang. Etablerer det gudsrige, han forkyndte, skulle komme.

Advent betyder ”komme” – 3 aspekter i adventstiden:

1.       Kristus ER kommet (for længst engang i Betlehem)

2.       Kristus VIL komme igen på et tidspunkt som konge på himlens skyer

3.       Kristus kommer ALTID til os i vores hjerter, fx når vi fejrer gudstjeneste på en dag som i dag med dåb, nadver og medlemsoptagelse (hele pakken)

Advent handler om nærforventning til det Gud vil gøre i os og i verden – NU og ALTD

Det er nærliggende at tro, at julen alene handler om at mindes noget, som skete i en stald for 2000 år siden og som vi fejrer med gamle traditioner: At højtiden alene ser tilbage, og at kristne dermed ikke befinder sig i nutiden for slet ikke at tale om at beskæftige sig med fremtiden. Men det er langt fra hele historien…

Hos Matthæus får vi en opfordring til at være vågen – til at gøre sig parat – lægge mærke til tidens tegn

Jesus fortæller lignelsen om figentræet. Lige inden har han talt om 2 store begivenheder, som hans disciple gerne vil vide lidt mere om, måske i et organisatorisk forsøg på at planlægge det pludselige og uventede. (Kan man det? dømt til at mislykkes?)

1.       Jerusalems ødelæggelse, som Jesus siger vil ske i deres levetid (indtraf i år 70, kejser Titus, kulminationen på den jødiske krig)

2.       Dommedag eller endetiden, som ingen ved hvornår vil indtræde, undtagen den alvidende Gud.

Til Ny testamentes tanker om dommedag knytter sig et hav af forestillinger. Inden Jesus kommer igen, så skal en række tegn vise, at enden er nær. Ifølge Matthæusevangeliet er tegnene for eksempel falsk lære, krige, naturkatastrofer, hungersnød, forfølgelser og lovløshed. Uhyggeligt at fortabe sig i at sammenligne med det, man hører i nyhederne… klimakrise, skovbrand i Australien, funktionelt uddød koalabjørn, sultende isbjørne i aktis, flygtninge, splittet politisk verden.

Bag bibelens apokalyptiske forestillinger om, at verden skal gå under, ligger frygten for, at Gud skulle have fortrudt at skabe jorden. Præcis som i beretningen om Noa og syndfloden, hvor Gud beslutter sig for at lade menneskeheden og dens ondskab udslette fra jordens overflade. Som Noa, repræsentant for godhed og gudsfrygt, der gik ombord i arken på katastrofens dag med et par eksemplarer af alle verdens dyrearter, sådan vil Jesus samle sine særligt udvalgte og lade andre blive tilbage. Som det var i begyndelsen, sådan skal det også blive i endetiden. Hvis Gud opgiver os og holder op med at engagere sig i sit skaberværk, så vil verden forsvinde i kaos og intethed.

Nu blev det pludselig meget dystert, hvor blev julehyggen af? Måske hjælper det at tænke på, at Bibelens apokalyptiske forestillinger bygger på billedsprog og måske ikke skal forstås alt for bogstaveligt. Der tegnes et billede - sådan, at vi bliver klar over hvad det vil sige at leve et liv i nærforventning om Kristi genkomst.

En motivation til at gøre os umage...  Martin Luther er kendt for at sige: Hvis Jesus kom i morgen, ville jeg alligevel plante et æbletræ i dag.

Tegnene må ikke gøre os passive og paralyserede. Vi må ikke blive for tilbagelænede og lade hverdagen lulle os i søvn, men forventningen skal hjælpe os til at være på tæerne, vågne, aktive… Give os en levende tro. Forventningen skal præge vores liv. Livet skal leves i dag, ikke i morgen. Hver dag skal leves som om det var den sidste…

Hvis dagen i dag virkelig var den sidste, tror jeg nok, der var et par punkter på min to-do-liste, som jeg ville slette, fordi de i det lys er ligegyldige, i stedet ville jeg indsætte sådan noget som nærvær, opmærksomhed, leg, latter, venlighed, tid til bare at være… måske flette et julehjerte eller to. Dagen i dag kan selvfølgelig ikke leves uden at tage hensyn til hverdagens pligter og hamsterhjul, men behøver det at betyde, at de mere vigtige ting og alt det sjove, der giver livet værdi, skal i bagerste række? Nej vel?

Lær denne lignelse af figentræet, siger Jesus. Når træets grønne blade bryder frem, så ved I, at sommeren er nær. På samme måde skal I være opmærksomme på tidens tegn, og leve i forventning om, at jeg snart kommer igen.

Læg mærke til, at Jesus giver os et forårstegn, et signal om, at der er håb forude, ikke et tomt hvidt lys som i slutningen af en dommedagsfilm, men en ende med en ny begyndelse. Ikke en undergang, men en overgang, en fremtid, der har betydning for nutiden, og for hvordan vi prioriterer vores tid og lever vores liv fuldt ud.

Lad advent være en tid, med opmærksomhed mod det nære og hyggelige, det betydningsfulde og måske endda det hellige, sådan at du lægger mærke til tegnene, når Kristus kommer – nu og altid.

Det begynder at ligne jul.

Amen