Forklædt som voksen

Juleprædiken i Strandby Metodistkirke - Lukasevangeliet 2:1-20

I år har vi sagt farvel til Kim Larsen, Danmarks national skjald, der har givet os så mange mindeværdige sange, alt inden for genren af hverdagspoesi og samfundskritik. Sangen forklædt som voksen er en længsel efter ungdommens uskyld og ubekymrethed, ligesom i øvrigt Benny Andersens vuggevise: Barndommens land, hvor der alligevel sniger sig en kritisk strofe ind, der siger: barndommens land, nu er jeg en mand. Tit har jeg lyst til at love solskin og dejlige skove. Men der er lang vej igen. Sov, min ven.

Mange kan måske genkende eller vil måske endda indrømme, at de har det barnlige i sig, men blot er blevet forklædt som voksne. Engang imellem kan man føle sig som en 5årig og måske opføre sig som en 5 årig og det er ikke altid lige godt. Selvom man ligner en 100 årig mand udvendigt, kan der godt gemme sig en 25 årig dreng indvendigt. Jeg er selv gift med et dejligt legebarn, der tror, at han er fuldstændig udødelig. 

Det kan altså være et alvorligt chok at komme op i min alder og vende sig til tanken, at forældregenerationen begynder at falde fra og at man selv står i yderste række. Jeg har gået i klasse med børn, der er er vokset op til at blive museumsinspektører, journalister, psykologer, arkitekter, sygeplejersker, skuespillere, en reality stjerne og endda en generalsekretær i Red barnet og jeg undrer mig over hvornår er de nogensinde blevet så veltalende, kloge og dygtige. Sådan var det ikke dengang i skolegården.

Det korte af det lange er, at barnet gerne forbindes med det uspolerede, dengang hvor der ikke var noget som var uigenkaldeligt forbi. Barnet og erindringen om barndommen eller ungdommen har også en tendens til at gøre os sentimentale. Vi mindes på godt og ondt, hvad der hørte den særlige tid til, inden vi blev dem, vi er i dag.

Vejret. Lyset. Lugtene. Lydene. Sanserne påvirker følelserne. Kan I huske sangen: ”der er noget i luften, jeg ved ikke hvad” En duft kan på et øjeblik tage dig tilbage til barndommen, til småkagerne som din mor bagte til jul. En sang kan minde dig om en bestemt person eller dit første kys. Én sang vækker måske glade minder, og en anden gør ikke. Det er sådan, sanser påvirker følelser. Dit humør om morgenen, farverne du tager på, minderne du har, den måde du opfører dig på… Alt er relateret til det der foregår inden i.

Og jeg tror, at det bl.a. er nogle af disse stemninger, der vækkes til live, når vi fejrer jul og det lille barn fra Betlehem. Vi bliver mindet om, at vi selv har en historie, der begyndte med, at vi blev født og modtaget et sted og at vi siden bevægede os langt langt væk derfra, som Kim Larsen synger. Englenes sang forstummede, også Jesus voksede ud af sin krybbe i stalden og måtte forlade barndommens land i Nazaret. Og hans tilhængere faldt fra, da det virkelig gjaldt, fordi de ikke kunne se noget guddommeligt over den mand, der var søn af en tømrer og døde som en forbryder på et kors. En Gud forklædt som menneske - hvad skulle det til for?

Det skulle blandt andet til for at tydeliggøre, at evangeliet har et ægte menneske i centrum. Ikke en sirlig prins eller en smart levemand, men et menneske, der som vi, selv var barn engang, fyldt med glæde og håb og med forventninger til hver eneste dag.

Det er også påmindelsen om, at mennesker ikke blot må reduceres til et flokdyr, der er fremmedgjort, umyndiggjort, total anonym og forvokset. Hvert enkelt menneske har en ukrænkelig værdi, livet er stort og smukt og hver dag er en gave fra Gud som skal gribes med al den alvor og al den passionerede livsglæde, som vi kan mønstre. Hver gang en lille nyfødt ser dagens lys bliver verden er mere vidunderligt sted og når vi beundrer det lille væsen er det tydeligt at få øje på, at Gud er stor.

Selvom vi er skabt unikke, er vi som mennesker godt nok forbundet med hinanden og forankret i fællesskaber, ingen sejler rundt i sin egen sø med livet som sit eget lille soloprojekt. Som kristne er vi godt nok flokdyr, men dog betragtet som et fællesskab, hvor bestræbelserne går ud på at værne om menneskelivet og den medmenneskelige kærlighed, som det fineste vi har.

Og selvfølgelig kan vi alle risikere at bevæge os langt langt væk fra flokken. Det glædelige i den forbindelse er, at Julen og det lille Jesusbarn hvert eneste år i december ansporer os til at finde tilbage. Måske med et glimt af dem vi var, før vi blev forklædt som voksne. Når vi genfinder evnen i os selv til at vise tillid, til at undres, til at håbe, til at elske, så vækker Gud barnet til live inden i os.

Vi må ikke lade individet blive udvisket i massen af flokdyr, men vi må heller ikke lade individualismen kamme over og blive en overdreven insisteren på at blive hørt og set på bekostning af flertallet, som den umulige 5 årige, der vil have sin vilje, men ikke altid kan få det.

Selvom vi udtrykker os anderledes end man gjorde i 1924, så kan den danske sang godt være som en ung blond pige. Når vi åbner højskolesangbogen eller salmebogen for den sags skyld, så åbner vi muligheden for billedsprog, der gør verden større,

Den krænkelseskultur, vi er ved at opbygge gør jo verden mindre, snart er det jo umuligt at sige noget som helst. Det er mærkeligt at leve i en verden hvor sangen ”Jeg så julemanden” måske er den næste sang, der bliver strøget af censuren som den mest diskriminerende sang nogensinde. Hvorfor julemand og ikke juleperson? Hvorfor jule- og ikke hanuka eller eid? Hvorfor skal det være ham der kysser hende og ikke omvendt, vil feministerne og me too korstoget måske spørge? Hvor stopper det? Hvornår stopper det?

Det er klart, at der skal være plads til forskellighed.  Vi skal beskytte de svageste rettigheder og sætte ind overfor alle former for undertrykkelse, det er derfor vi har staten

Jeg elsker Kim Larsen for at sige:  ”Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage.

Det samme kan man sige om kirken – den er til for at hjælpe de svage

men måske trænger vi også til (både som samfund og som individer) at komme på plads med hvem vi selv er – der bor et barn dybt inde i hvert menneskehjerte, som er grundlæggende elsket som den han, hun, hen eller høn er, helt uafhængigt af alle de ydre ting, som vi ikke må hænge vores identitet op på. Det bliver for skrøbeligt og for besværligt, hvis vi glemmer hvem vi er og hvor vi hører til. 

Julen minder os om vores egen historie og om at vi engang selv var børn og stadig bærer barnet indeni os. Som Maria bar Jesus, er også vi båret af Gud og kan hvile i Gud og hans kærlighed

Vi skal blive ved med at synge gamle og nye sange om hvem vi er og hvem vi var, hvor vi har været og hvor vi er på vej hen. Både Rasmus Sebach med hans åh di åh og Grundsvig med hans halleluja kan løfte stemningen og fortælle os hvad der er særligt ved december og juletiden, hvor vi fejrer at Kristus er kommet til verden som et lille barn, der gør verden ny og vidunderlig igen.

Amen.