Gå videre til hovedindholdet

Re-gifting

 Juleprædiken 2023

Lukasevangeliet 2: 1-20



"I har fået det for intet, giv det for intet" Matthæus 10:8

Jeg er et håbløst tilfælde, når det kommer til julegaver. Jeg ønsker mig aldrig noget, fordi jeg har sådan set alt, hvad jeg kunne ønske mig, undtagen fred på jorden – det ønsker jeg mig stadig btw.

Jeg er pinefuldt klar over, at jeg skaber store frustrationer omkring mig, når jeg ikke kan fremvise en ønskeliste, og jeg i stedet siger køb en ged eller en katastrofe-nødhjælps-kasse, så går pengene i det mindste til et godt formål.

Jeg forstår faktisk godt, at det ikke er godt nok, fordi en giver af en gave ønsker at gøre modtageren glad, hele konceptet gave-givning går ud på at skabe relationer mellem mennesker. Så det er jo faktisk selve relationen med andre mennesker jeg svigter, når jeg ikke interesserer mig for, at nogen ønsker at gøre mig glad med en gave og det er jo ikke godt!

Jeg har bare altid haft modstand på at gå ud og købe gaver efter ønskelister som om det var indkøbssedler, at modtage en brødrister og kvittere med et sæt sengetøj for hvad søren skal man ellers lige finde på og jeg bliver faktisk oprigtig glad for penge til gode formål, en oplevelsesgave eller en børnetegning eller et par hjemmestrikkede sokker. Vin og chokolade er heller ikke at foragte. Og som noget nyt er jeg begejstret for den nye trend indenfor re-gifting.

Det har ellers i mange år være ugleset at genbruge gaver, men nu er det totalt in at give genbrug i gave. Det er godt for miljøet, det er personligt og betænksomt, kreativt og sjovt og overraskende og modtages med et kæmpe smil, hvis forventningerne ellers er afstemt på forhånd. Er du ikke helt obs på reglerne, så har jeg forberedt en lille guide til dig – en gave til dig og velbekomme:

1. Det er selvfølgelig no-go at re-gifte hjemmelavede gaver. Hvis nogen har strikket til dig, så er vanterne eller huen DIN selvom det måske ikke er din stil. Man må respektere den tanke der er bag en gave. Nogen har gjort sig umage. Husk det!

2. Det nytter ikke at give noget i den oprindelige indpakning, det er dårlig stil, hvis man kan se, at pakken har været åbnet og brugt. Så må du pakke om og gør noget ud af indpakningen, så indpakningen bliver en gave i sig selv, det er altid populært, at den mest spektakulære gave under træet netop er til dig. Husk det!

3. Du må ikke re-gifte den grimme porcelænsfigur, som du ikke selv gad at have. Du må i stedet begræde dit tab og donere den skrækkelige ting til loppeladen i stedet for at re-gifte den. Man må kun genbruge gaver til nogen, som man tror bliver glad for lige præcis denne gave – og ikke bare det du selv trængte til at få ryddet op i bagest i skabet. Man må ikke lade sit eget skrald blive andres problem. Husk det!

Re-gifting handler om bæredygtighed og betænksomhed og det er to værdier, som jeg gerne vil fremhæve denne juleaften

Regifting handler ikke om at slippe nemt omkring gaveræset, eller slippe af med det brugte duftlys, der har mistet sit strejf af granskov eller de nuttede pyntepuder du fik sidste år, som ikke længere matcher farven i din sofa

Regifting handler måske netop om at gøre op med gaveræset og finde ind til hvorfor i alverden vi putter gaver under juletræet i det hele taget.

Det er jo ikke din eller min fødselsdag, vi fejrer til jul, så det burde ikke være dig og mig, der skal have gaver, men kunne man glæde fødselsdagsbarnet Jesus ved at demonstrere bæredygtighed og betænksomhed, så er der måske en ide med hele forestillingen omkring juletræet.

Kan man re-gifte ting som næstekærlighed, gavmildhed, omtanke, så er vi måske inde på noget og rører ved julens dybe mening.

Julens mening, handler om den kæmpe gave til verden, som Jesus repræsenterer.

Barnet i krybben, Guds søn, sendt fra himlen uden glimmerpapir, byttemærke og sidste salgsdato, for at være vores vejleder, læremester og frelser.

At være frelst betyder ikke at være overdrevet from eller med på moden eller WOKE, at være frelst betyder at være sat fri fra noget som holder os som slaver. Frelse kommer af ordet frihals, man må forestille sig en lænke rundt om halsen som man bliver befriet fra. Fri mig fra gaveræset og julens kommercielle side, fri mig fra brug og smid væk kultur, fri mig fra traditioner, som har mistet deres betydning, fri mig fra kapitalismens jerngreb, fri mig fra grov udnyttelse af fattige, fri mig fra magtstrukturer, der får et folkeslag til at undertrykke deres naboer, fri mig fra krigens vold, død og ødelæggelse. Fri mig fra krænkelse af menneskerettigheder.

Jesus er en gave, som bliver ved med at give. Den minder os om vores kald til at give til de fattige, trøste de triste, danne fællesskab med de ensomme, elske vores naboer og fjender som os selv, sprede lidt kærlighed, hvor vi kan, selv midt i juletravlheden.

I torsdags gav en flok frivillige fra Metodistkirken deres tid til at dele julehjælp ud - uden at få løn for det, før uddelingen havde flere hundrede mennesker valgt at give en lille ting til uddelingen, en pose slik, en pakke rosiner osv. og flere virksomheder, foreninger og enkeltpersoner fra byen har givet flotte sponsorater til projektet for at økonomisk trængte børnefamilier kunne få en opmuntring ved juletid.  Det giver julen mening for mig at tilhøre en kirke, der gør sådan.

I dag samler vi ind til verdens fattige. Pengene går til landsbyer i Congo, hvor Metodistkirken har etableret vandforsyning og støtter skolegang og sundhedsklinik.

Det giver julen mening for mig at tilhøre en kirke, der gør sådan.

Jeg hørte engang en amerikansk metodistpræst sige, du skal ikke skamme dig over at bruge penge til jul, bare brug alle dem, du vil uden dårlig samvittighed

Men husk at give lige så mange penge væk til godgørende formål, som du bruger på dig selv. Woaw – er det ikke en tanke, som er med til at skabe betænksomhed og bæredygtighed og som giver julen en dybere mening.

Evangeliet er jo at Gud ikke havde nok i sig selv. Han valgte at blive menneske fordi han elsker os. Tænk nu hvis Gud ikke blev menneske - at han i stedet valgte at blive i sin himmel, fordi det ville være noget bøvl at involvere sig med os. Det ville være katastrofalt og en direkte dødsdom for os.  Det er gode nyheder, at Gud er kommet os helt nær, så tæt på som et lille barn i en krybbe. 

Husk at give lige så meget væk, som du bruger på dig selv. Hvad end der er genbrugsfund under juletræet eller det sidste nye dollargrin står i garagen, så håber jeg at du også vil re-gifte ting som omtanke, gavmildhed og næstekærlighed, der hvor du kan.

Noget af det vi mennesker bliver allergladest for er når vi bliver set og anerkendt. At blive fortalt at man gør en forskel og har en særlig plads i nogens hjerte er så livsbekræftende, især hvis man ikke hører det så tit.

Måske er der nogen på din gaveliste, som trænger til at høre, at de er helt fantastiske og gør en forskel for netop dig.

Vi ved måske ikke hvad den som sidder ved siden af går igennem for tiden, vi ved ikke hvad de egentlig ønsker sig, om de mangler noget og vi ved ikke om en simpel gestus som et smil et kram eller en anerkendelse kan gøre en forskel i dag i morgen eller for evigt, med mindre vi vover at regifte julens ånd.

Amen

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Totte sætter vand over til kaffe

Dagens smil via facebook