Gå videre til hovedindholdet

På tærsklen til et nyt år


Guds store kærlighed aldrig forandres. Hans nåde aldrig ophøre kan! Den er ny hver en morgen! Stor er din trofasthed O Gud! (Klagesangene 3:21) Lad dette vers være overskrift på 2019 og samtidig din forventning til 2020. 

Nytårstale 31. december 2019
Strandby Metodistkirke
Tekst: 2. Mosebog 3: 1-8

Jeg ved ikke med dig, men jeg kan godt lide at stå foran et sprit nyt år..!! 365 (66) dejlige ubrugte dage med masser af muligheder for glæde, fornøjelse og ny læring..

Nytår er betegnelsen for..

..nye begyndelser,
..nye handlinger,
..nye vaner,
..nye drømme,
..nye oplevelser..

Det er som at få en helt ny chance
- for at fortsætte det, som virkede sidste år,
- og at give slip på det, som ikke gjorde - og starte op på ny..

D. 31. December er en god dag, at reflektere over, hvad der er hvad..
Det er en dag i taknemmelighed og en dag hvor nyt mod vokser frem inden i.. Modet til at forfølge mine drømme - igen..

Det er jo egentlig underligt at have det sådan - for selv om det er april eller september kan man jo altid starte på ny og ændre noget som ikke virker … Men det er den indvirkning nytåret har på mig.. Jeg tror, at det er bevidstheden omkring årsskiftet, som gør det mærkbart for mig.. Vi taler om nytår og ønsker godt for hinanden, vi handler ind til fest, vi hygger med venner & familie, vi skåler og skyder det nye år ind. Og om man springer ned af stolen kl. 24:00 eller sidder lige så stille i kirken, når raketterne begynder at eksplodere i luften udenfor, så indtræder der en fornemmelse af lethed og glæde..

En følelse af, at de udfordringer, som har været i året, som er gået - fylder lidt mindre..
En følelse af at være mindre bekymret..
En følelse af lyst til at lægge energi i nye vaner..
En følelse af alle muligheder står åbne..

De følelser gør det bare nemmere at skabe de forandringer, som jeg ønsker.. De følelser giver mig energi og tillid til, at det bliver fantastisk..

Og det gør det fordi... vores følelser bliver til vores tanker, som bliver til vores handlinger..

Det er tankerne og følelserne, som driver os til at få ændret, nået, mestret & lært noget i det kommende år.. 

Derfor skal vi ikke undervurdere de tanker og følelser, som vi har - de er brændstoffet til at få ting til at ske..!!

Der kan også jo også ske det modsatte... Uforløste følelser og tanker, der kører i ring kan være stopklodser for at få noget som helst gjort.

Skuffelser er en del af livet. Vi oplever alle tilbageslag og tidspunkter hvor vi ikke lykkes med det, vi sætter os for. Vi kan gøre ting eller andre kan gøre noget imod os, som gør ondt... Ting som vi ikke havde set komme eller havde mulighed for at kontrollere. Det kaldes synd, når vi rammer ved siden af målet og begår fejl.
Når vi forbereder os på at sige farvel til det gamle år og tage imod det nye er det en oplagt mulighed for at spørge sig selv om man er parate til at rejse sig og bevæge sig videre eller om du vil blive liggende på det sted, hvor du faldt. Om jeg vil give slip på fortiden og lade Gud forny min tro på fremtiden.

Moses og den brændende tornebusk er en fantastisk påmindelse om at
-Guds nåde ikke virker gennem styrke,
men gennem svaghed
ikke gennem det perfekte,
men gennem det uperfekte

Moses er ikke perfekt. Moses er ikke den stærke ledertype, som man skulle tro. Hvad laver Moses egentlig i ørkenen? Han er på flugt fra sin fortid. Læser man hele historien om Moses, så ved man, at han har været indblandet i slåskamp og slået en egypter ihjel og er stukket af fra sin straf og har slået sig ned langt fra sit hjem, har stiftet familie og er blevet fårehyrde. Men Gud har andre planer med Moses, så Gud møder ham i ørkenen, inviterer ham ind i sin nærhed og tænder ild i hans hjerte. Gud lægger sin drøm og sit håb om befrielse for sit folk på Moses skuldre og siger: gå til Farao og bed ham om at løse hebræerne fra slaveriet i Egypten. Jeg vil føre dem til bedre steder og vise dem bedre tider. Moses er nødt til at frigøre sig fra sin fortid, før han kan bevæge sig fremad mod Guds kald. 




Fortiden eller bare dagen i går kan føles tung som en sten i lommen eller som mudder, man glider rundt i og sidder fast i. Uanset hvad der er sket eller ikke sket i 2019, så kan dagen i morgen, det nye år eller det nye årti blive anderledes, hvis vi giver slip på det tunge og trælse bag os og rækker ud efter Guds nåde foran os. 


Hvis du er som mig, så er du den bedste kandidat til at opleve Guds kraft og nåde gennem dine fejl og mangler. 

Jeg kan ikke fortælle dig hvor mange gange jeg har holdt fast ved budskabet om Guds nåde og rakt ud med begge hænder efter den for at blive trukket tilbage på fødderne og tilbage på sporet igen. 

Jeg er sikker på, at hos Gud er der en ny begyndelse og en storslået opgave til dig... ikke en gang om året, eller hvert 40. tyvende år ude i ørkenen, men hver eneste dag, når han kalder dig ind i sin nærhed og minder dig om hvad der er helligt, betydningsfuldt og vigtigt i dit liv og i den verden, du er en del af. .

En nye begyndelse med tilgivelse for alt i fortiden og kræfter og kærlighed til at leve et nyt liv, må vi tage til os hver dag i det nye år.
Godt nytår!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Totte sætter vand over til kaffe

Dagens smil via facebook