Ord med historie og evighedsværdi

Juleprædiken 25. december

Strandby Metodistkirke

Johannesevangeliet 1:1-15

Ord der skal dø i 2020 – udvalgte punkter fra liste i avisen Information

Vino · »Skal vi lige ha’ et glas vino?« Ja, selvfølgelig skal vi det. Men dit hverdagsdrikkeri bliver ikke mere uskyldigt af, at du siger vin på italiensk.

Skilsmisseaftale · Skal stoppes, men kun i forbindelse med Brexit. Hvis man rent faktisk skal skilles og har lavet en nedskreven aftale om vilkårene, kan man fortsat bruge ordet. Nederst på formularen

Billige priser · Det er ikke forkert, men det lyder stadig dumt.

Brunch · Brunchen er død. Morgenmad er en bred betegnelse, som sagtens kan rumme lidt tør skinke og en cocktailpølse.

Bobler · Den billige cava, som følger med din brunch, bliver ikke bedre af den grund.

(J) unik · Der er opstået en tendens til at sætte et ’j’ foran ordet unik, så det udtales mere amerikansk. Det er en af dem, der skal tages i opløbet.

120 procent · Hvis noget er mere end 100 procent sikkert, må man nødvendigvis forholde sig kritisk til afsenderen. Dermed lander vi omkring de 80 procent.

Nej, bare nej · Til den er der kun én ting at sige: Nej, bare nej.

Arhemenaltså · Det var meget fint i starten, men det er også mange år siden.

»Ding ding« · Hvis du kan bruge 10.000 kroner på en racercykel, så må der også være råd til en lillebitte ringeklokke, så du ikke skal råbe efter normale cyklister med normale ringeklokker.

Preach · En anelse bedre end ’godt brølt’, men vi er ude i marginalerne.

Jeg er ikke sikker på at alle disse udtryk er kommet til Nordjylland endnu eller om de kommer. Det kan også være det samme, for nu er de altså stendøde.

Ord, som ikke er døde… Ord, som har evighedsværdi – som bringer liv og lys… er ordene fra Johannesevangeliet

Her får vi skabelsesberetning og juleevangelium i en og samme tekst
Her fødes Jesus ikke som en lille baby i Betlehem
nej, han springer fuldvoksen ind i verden, som når nogen trykker på en lyskontakt
han kommer til verden for at oplyse verden, for at drive mørket på flugt, så vi kan se Guds herlighed

Han kommer som Guds ord, der var dynamolygten i skabelsen, dengang da himmel og jord og alt midt imellem blev til, da Gud skabte verden bare ved at sige noget højt og kalde ting ved navn

Lys – mørke
Dag – nat

Himmel – hav
Vand – land

Oase – Ørken

Dyr – mennesker

Fugle – Fisk

Begyndelse, skabelse, liv og lys er ord, som Johannes kæder sammen med Jesus i en uløselig enhed

Evangeliet, de gode nyheder om Guds kærlighed, nåde, barmhjertighed, fred og glæde er for evigt bundet sammen med en person – en mand, der både var Gud og menneske

Gud blev menneske. Så klart og enkelt kan det siges! Med tre små ord kan det største mysterium i verdenshistorien udtrykkes!

Ordet blev kød. Så filosofisk og indviklet kan det samme siges.

Men hvad skal man mene om store ord som lys? Liv? sandhed? nåde? Ordet - med stort O?

Forstår vi de ord vi hører? Har man ingen referenceramme at putte de store ord ind i, så er det bare tomme og uforståelige ord.

For at gribe eller begribe et Ord, så må man kende dets modsætning. Hvordan skulle vi vide hvad godhed er, hvis vi ikke kender ondskab?

Selv om vi godt kender forskel på lys og mørke, så er det ikke sikkert, at vi ved hvordan det er at leve i mørke og længes efter lyset og bedre dage. Selvom vi kender forskel på sandhed og løgn, så er det ikke sikkert, at vi har mærket konsekvenserne på egen krop, hvad det gør ved os og vore relationer, når vi blander to ting sammen som sandhed og løgn.

De store ord forbliver kun begreber eller floskler, indtil de pludselig vækker genklang i et eller andet i os og i vort eget liv.

Når Jesus kaldes for Ordet så tænker vi på hans skaberkraft og hans frelsermagt. Vi tænker på Guds ord som er mægtigt til at skabe verden og til at skabe historie. Vi tænker på de ord Gud lod tale ved profeterne om løfter der gav håb om en bedre fremtid. Vi tænker på fortællingerne om Jesu liv, lidelse, død og opstandelse. Vi tænker på endetiden, hvor skabelsen fuldendes og sejrer over kaosmagterne og frelser os fra død og mørke, sygdom og sorg.

Begyndelsen og enden – tiden, der kører i cirkler og lader det blive jul år efter år, gør Ordet lyslevende for os, evangeliet er ikke som ord og vendinger, vi bliver trætte af og stryger fra en liste ved årsskiftet.

Det er Juledag – evangeliet og Ordet er kommet igen - og vi fejrer, at Gud selv er kommet til verden for at tage del i vores liv og give liv til vores hverdage og vores festdage og nærvær i vores glæder og sorger

Lad os smage på ordene – lad dem blive levende i vores hoveder og hjerter. Lys. Liv. Nåde. Sandhed. 

Lad os gøre Ordene til kød og blod i det liv, vi lever med hinanden.

Glædelig jul. Amen

It’s beginning to look a lot like Christmas

Prædiken 1. december 2019 i Strandby Metodistkirke Matt. 24: 32-42 – Lignelsen om figentræet

Det begynder jo at ligne jul:
- julebelysning på lygtepæle – lyser i det grå, blåsorte mørke
- juletræskæder kommer frem fra lofter og kældre og vikles rundt om novembers nøgne træer og buske
- Kristtjørnen får røde bær, der sidder på planten vinteren over
- pebernødder og brunkager dukker frem i butikkerne (nå ja! allerede i oktober)
- kalenderen bliver hurtigt overbooket med juleafslutninger og arrangementer i firmaet, i klubben, på skolen, i familien
- hygge med varm gløgg i sofaen foran julebagedysten i fjerneren bliver svaret på livets store spørgsmål

Der er en ny tid på vej… juletiden, den travle og traditionsrige december måned som for mange ER julen og som mange holder rigtig meget af… hvor alt vi gør på en måde er ritualiseret, vi pynter op, klippe-klistrer, bager kager, hører julemusik, ser julekalender, vi laver forskellige ting, hvor vi mødes og er meget sammen. Det ER meget meget hyggeligt.

Det er som om, at der er en anden type bevidsthed på færde i december... Vi er mere opmærksomme på, hvad vi foretager os. Vi skriver julehilsner til mennesker, vi holder af. Vi sætter børnene i centrum. Vi køber gaver. Vi giver penge til nødhjælp. Vi er meget vågne i den mørke tid… det er på mange måder rigtig dejligt, synes jeg.

En stemning af stille nærvær… En forventning om, at noget godt er på vej… Små gnister af varme i hjertet, der minder os om hvad der er vigtigt, betydningsfuldt, måske endda helligt for os (midt i al den hektiske travlhed og jule-hurlumhej, som unægtelig også er del af forberedelsestiden).

Det er 1. søndag i advent – det er hermed officielt tilladt at gå amok med juleriet, dog vil jeg påberåbe mig retten til at være den sure præst, der siger: Husk nu lige hvad advent handler om!!!

Advent er en forberedelse til julen, men det er ikke flæskesteg og and vi venter på… (og dog?) vi venter på at møde Jesus ansigt til ansigt.

Julen står for døren, når Kristus kommer igen og fuldender det, som han satte i gang, da han kom første gang. Etablerer det gudsrige, han forkyndte, skulle komme.

Advent betyder ”komme” – 3 aspekter i adventstiden:

1.       Kristus ER kommet (for længst engang i Betlehem)

2.       Kristus VIL komme igen på et tidspunkt som konge på himlens skyer

3.       Kristus kommer ALTID til os i vores hjerter, fx når vi fejrer gudstjeneste på en dag som i dag med dåb, nadver og medlemsoptagelse (hele pakken)

Advent handler om nærforventning til det Gud vil gøre i os og i verden – NU og ALTD

Det er nærliggende at tro, at julen alene handler om at mindes noget, som skete i en stald for 2000 år siden og som vi fejrer med gamle traditioner: At højtiden alene ser tilbage, og at kristne dermed ikke befinder sig i nutiden for slet ikke at tale om at beskæftige sig med fremtiden. Men det er langt fra hele historien…

Hos Matthæus får vi en opfordring til at være vågen – til at gøre sig parat – lægge mærke til tidens tegn

Jesus fortæller lignelsen om figentræet. Lige inden har han talt om 2 store begivenheder, som hans disciple gerne vil vide lidt mere om, måske i et organisatorisk forsøg på at planlægge det pludselige og uventede. (Kan man det? dømt til at mislykkes?)

1.       Jerusalems ødelæggelse, som Jesus siger vil ske i deres levetid (indtraf i år 70, kejser Titus, kulminationen på den jødiske krig)

2.       Dommedag eller endetiden, som ingen ved hvornår vil indtræde, undtagen den alvidende Gud.

Til Ny testamentes tanker om dommedag knytter sig et hav af forestillinger. Inden Jesus kommer igen, så skal en række tegn vise, at enden er nær. Ifølge Matthæusevangeliet er tegnene for eksempel falsk lære, krige, naturkatastrofer, hungersnød, forfølgelser og lovløshed. Uhyggeligt at fortabe sig i at sammenligne med det, man hører i nyhederne… klimakrise, skovbrand i Australien, funktionelt uddød koalabjørn, sultende isbjørne i aktis, flygtninge, splittet politisk verden.

Bag bibelens apokalyptiske forestillinger om, at verden skal gå under, ligger frygten for, at Gud skulle have fortrudt at skabe jorden. Præcis som i beretningen om Noa og syndfloden, hvor Gud beslutter sig for at lade menneskeheden og dens ondskab udslette fra jordens overflade. Som Noa, repræsentant for godhed og gudsfrygt, der gik ombord i arken på katastrofens dag med et par eksemplarer af alle verdens dyrearter, sådan vil Jesus samle sine særligt udvalgte og lade andre blive tilbage. Som det var i begyndelsen, sådan skal det også blive i endetiden. Hvis Gud opgiver os og holder op med at engagere sig i sit skaberværk, så vil verden forsvinde i kaos og intethed.

Nu blev det pludselig meget dystert, hvor blev julehyggen af? Måske hjælper det at tænke på, at Bibelens apokalyptiske forestillinger bygger på billedsprog og måske ikke skal forstås alt for bogstaveligt. Der tegnes et billede - sådan, at vi bliver klar over hvad det vil sige at leve et liv i nærforventning om Kristi genkomst.

En motivation til at gøre os umage...  Martin Luther er kendt for at sige: Hvis Jesus kom i morgen, ville jeg alligevel plante et æbletræ i dag.

Tegnene må ikke gøre os passive og paralyserede. Vi må ikke blive for tilbagelænede og lade hverdagen lulle os i søvn, men forventningen skal hjælpe os til at være på tæerne, vågne, aktive… Give os en levende tro. Forventningen skal præge vores liv. Livet skal leves i dag, ikke i morgen. Hver dag skal leves som om det var den sidste…

Hvis dagen i dag virkelig var den sidste, tror jeg nok, der var et par punkter på min to-do-liste, som jeg ville slette, fordi de i det lys er ligegyldige, i stedet ville jeg indsætte sådan noget som nærvær, opmærksomhed, leg, latter, venlighed, tid til bare at være… måske flette et julehjerte eller to. Dagen i dag kan selvfølgelig ikke leves uden at tage hensyn til hverdagens pligter og hamsterhjul, men behøver det at betyde, at de mere vigtige ting og alt det sjove, der giver livet værdi, skal i bagerste række? Nej vel?

Lær denne lignelse af figentræet, siger Jesus. Når træets grønne blade bryder frem, så ved I, at sommeren er nær. På samme måde skal I være opmærksomme på tidens tegn, og leve i forventning om, at jeg snart kommer igen.

Læg mærke til, at Jesus giver os et forårstegn, et signal om, at der er håb forude, ikke et tomt hvidt lys som i slutningen af en dommedagsfilm, men en ende med en ny begyndelse. Ikke en undergang, men en overgang, en fremtid, der har betydning for nutiden, og for hvordan vi prioriterer vores tid og lever vores liv fuldt ud.

Lad advent være en tid, med opmærksomhed mod det nære og hyggelige, det betydningsfulde og måske endda det hellige, sådan at du lægger mærke til tegnene, når Kristus kommer – nu og altid.

Det begynder at ligne jul.

Amen

Livets mysterium

Kornet gemmer på et mysterium. Hvis et frø bliver liggende på jorden, sker der ingenting. Men hvis kornet plantes i jorden, vil det begynde at spire med en livskraft, der er uforklarlig og uden lige. Selv det mindste frø, kan vokse op og blive til en kæmpe plante, hvor himlens fugle kommer for at bygge rede og finde skygge. Selve frøet går til grunde i jorden, men nyt liv opstår fra det til glæde for andre. Hvad der kommer ud af vores liv er i sidste ende ikke op til os selv, men afgøres af vores efterkommere og vores eftermæle. Livets hemmelighed er, at vi skal miste os selv, til fordel for det der giver livet værdi, i tillid til, at Livets Gud vil gøre, hvad han vil med os og gennem os.

Foto: Linda Suhr til Kornets Hus

 

Hvem skal sidde på tronen?

Temaprædiken i Strandby Metodistkirke: Game of thrones - Hvem skal sidde på tronen? Salmernes Bog 40

Mange af salmerne fra Salmernes bog er tillagt kong David, Salme 40 er en af dem. Dem, der har redigeret salmernes bog i sin tid, synes, at teksterne afspejler scener fra kong Davids liv og har derfor anført ham som forfatteren. Her får vi en lovsang, der meget tydeligt svarer på det konkrete spørgsmål: Hvem skal sidde på tronen?

Davids svar er: Det skal Gud Herren!
Det er Ham, der har skabt himmel og jord!
Det er ham, der redder os fra undergang!
Det er ham, der trækker os op af slam og dynd og sætter vores fødder på klippegrund,
så vi kan stå fast ved troen på ham!
Det er ham, der frelser os fra vores fjender og sikrer os lykken, når vi holder os til Ham!

Kong David er det store ideal i hele Bibelen på hvad en god konge er. En god konge sværger troskab til Ham, der fortjener æren og magten, nemlig Gud. En god konge er ydmyg i sin inderste kerne, deltager ikke i et spil om magtbegær, hvor der handler om at sætte sig selv først og dyrke sin egne interesser på andres bekostning. En god konge ved, at han er indsat af Gud, salvet af Gud (Messias), og sat på tronen for at varetage Guds interesser: retfærdighed, barmhjertighed og fred.

At David er det store ideal på hvad en god konge er, betyder ikke, at han var fejlfri – Davids livshistorie er historien om Guds store nåde mod ham og tro på ham, PÅ TRODS af alt det rod og ballade og drama, som han fik skabt omkring sig.

Vi skal dykke ned i en af scenerne fra kong Davids liv, hvor vi møder et spil om kongemagten, der får alvor får hårene til at rejse sig og spændingen nå uanede højder. Det er ikke nogen pæn historie. Der er ikke noget blankpoleret budskab eller nogen from morale at hente her. Det er gru og rædsel og inkarneret ondskab, vold og incest, stor sorg, i det hele taget rå og voldsomme handlinger og følelser, der er på spil her i bedste game of thrones stil, nemlig historien om hvordan Absalom, Davids egen søn, forsøgte at komme sin far til livs og sætte sig på tronen.

Kong David fik mange sønner, det virker som om at hver gang han vandt et slag og føjede et nyt folkeslag ind under kongeriget Israel, så giftede han sig med endnu en kvinde fra det folk, han havde besejret for at forsejle en fredsaftale med det folk, han havde trynet og tromlet, og skaffe sig allierede.

Absalom var nr. 2 i arverækkefølgen til tronen, og det virker som om, at tingene kørte rigtig godt for ham og at alle kunne lide ham.. Der står i Bibelen, at han var gudesmuk, ingen mand i kongeriget var smukkere end ham. Ingen skønhedspletter. Fra isse til fod var der ingen fejl ved ham. Han havde langt hår, som blev klippet en gang om året, men kun fordi det ellers blev for tungt (?) Underlig oplysning, men bare vent, det lange tunge hår får en afgørende betydning for historien.

Absalom havde en ligeså smuk søster, der hed Tamar. Hende blev Davids søn Amnon (nr. 1 i tronfølgen) forelsket i. Kan I allerede fornemme at dramaet bygges op? Amnon var syg af begær efter Tamar, som jo af natur var hans halvsøster, selvom de havde forskellige mødre, havde de begge David som far. Fordi de var i familie, så Amnon ingen mulighed for at få sin vilje med Tamar og han blev mere og mere elendig som tiden gik, indtil han til sidst lagde en plan (et rænkespil) som gik ud på at lade som om han var syg og gik i seng. Han kaldte Tamar til sit kammer, så hun kunne passe ham og sørge for ham, og hun kom med alverdens lækre sager og serverede det for ham. Men da hun satte det hele fra sig ved kanten af hans sygeseng, greb han fat i hende, overmandede hende og voldtog hende, selvom hun tiggede og bad sin bror om at lade være. Bagefter væmmede Amnon sig over hende (og sikkert også over sig selv og det han havde gjort…) Han afviste hende koldt og sendte hende bort, velvidende hvilken skam og smerte han havde bragt over hende og hele hendes fremtid, for hvem ville gifte sig med en pige dengang, som ikke længere var jomfru.. ingen. Den stakkels pige søgte tilflugt hos sin bror Absalom i al sin vanære… tøjet revet i stykker og blod ned ad benene.. I kan sikkert se det for jer...

Hele miseren kom naturligvis hele kongehuset for øre og kong David og Tamars bror Absalom blev ramt af en voldsom vrede, men til Absaloms store fortrydelse ville David ikke straffe voldtægtsmanden, fordi det var hans førstefødte søn, som han selvfølgelig elskede højt. Lidt opdragelse havde måske ikke været for meget og det bliver meget værre endnu. For selvom David ikke tog Tamars skæbne så tungt, så gjorde hendes rigtige fuldblods bror Absalom det. Absalom går rundt i lang tid og opbygger et indædt had og hævngerrighed, mens han venter på at hans far skal gøre noget. Til sidst bliver han så forblændet af raseri, at han beslutter sig for selv at tage affære. Han får sin chance til en fåreklipningsfest, (hver sin fornøjelse) et slags gæstebud, hvor alle kongesønnerne bliver inviteret, får noget godt at spise og klipper får (?) Da Amnon har taget godt for sig af mad og vin og er blevet så beruset, at han ikke kan se for sig, sanse eller samle eller forsvare sig, slår Absalom til og han og hans folk hugger Amnon ned med koldt blod. Slut med ham!

Absalom tog straks flugten inden rygtet nåede hans far. Klogt nok fortrak han ud fra Davids rækkevidde, og kongen har derved mistet ikke bare én men to sønner. Det er næsten mere, end David kan tage, sorgen overmander ham og da følelserne er ved at tage overhånd, sender han bud efter sin søn for at hente ham hjem til Jerusalem og forsones med ham. Absalom vender tilbage til byen, men nægter at opsøge sin far. Der går flere år, før det onde blod mellem dem, er faldet så meget til ro, at de kan være i samme stue.

Imellemtiden begynder Absalom i al hemmelighed at skaffe sig krigsmateriel, vogn og heste, våben og livvagter. Han bagtaler sin far til mennesker der kommer til byen for at få råd og hjælp i stridsspørgsmål og forsøger at vinde menneskers gunst ved at foreslå sig selv som dommer i deres retssager og på den måde vinder han sig mange tilhængere. Absalom gjorde i det hele taget alt hvad han kunne for at underminere sin fars autoritet og vinde kongeværdigheden. Han optrådte i kongelig pragt, leflede for folket, søgte at vække had til sin fader, og da alt var forberedt, rejste han en opstand.

David må hovedkulds forlade sin hovedstad med sit hof og fulgt af trofaste venner, og Absalom tager Jerusalem i besiddelse. Dog undlader David at tage sine 10 hustruer med, som han noget overraskende lader blive tilbage for at ’tage vare på paladset’. Det skal fedt hjælpe for noget af det første, Absalom gør, da han indtager byen, er at have sex med de 10 koner for at ydmyge sin far.

Men gengældelsen rammer ham snart. 

Absalom søgte råd blandt sine mænd om hvordan han bedst kunne besejre sin fars hær, men følger selvfølgelig desværre det forkerte krigsråd og så bliver der krig mellem far og søn. De to hære ramler sammen ved Efraim, en stor skov med store egetræer og her lider Absalom nederlag. 20 tusind mand faldt i krigen den dag. Før slaget havde David givet sine folk ordre på ikke at krumme et hår på hans søns hoved, men Absalom bliver dræbt på stedet af Davids hærfører.

Det er nok et af bibelhistoriens mest uværdige dødsfald. Der står om Absaloms død, at han kommer ridende ind under grenene på et stort terebinte egetræ. Han formår på utrolig klodset vis at få sit lange hår viklet fast i træet, hans hoved hænger fast i grenene og han bliver hængende og dingler og spjætter ynkeligt og hjælpeløst med arme og ben, mens dyret han red på fortsætter og forsvinder. Straks blev han omringet af sine fjender som jog tre spyd i brystet på ham lige gennem hjertet og kastede ham i en sort grav i en grube (en slags fordybning) i skoven. 

På den måde blev den oprørske søn, der forsøgte at styrte sin far fra tronen, selv til sin faders store sorg og begrædt af sin ulykkelige fader.

Er der nogen, der har set game of thrones, så ved I, at sådan en historie som Absalom om hævn, mord, voldtægt og incest nærmst er drejebog for et helt almindeligt afsnit i TV-serien.

Måske husker I Tv-serien om Arn af Jan Guillo, der også handler om kampen mellem de adelige familier Eriksson og Sverkerson, som alle forsøger at sætte sig på tronen til den unge nation, som snart vil blive Kongeriget Sverige. En ting er sikkert, bliver man udnævnt til konge i den forbindelse, så må man af med hovedet før eller siden.

Forfatteren til Game of thrones: George RR Martin siger I et interview at: "the true horrors of human history derive not from magic, fantasy, dragons, orcs and Dark Lords, but from ourselves."

Game of thrones handler om det grimme spil om ego og magt, som bor i os alle sammen. Hvem har mest is i maven, størst kløgt og snedighed og kynisme til at indtage jerntronen.

Hvem skal sidde på tronen?

Meget kan man sige om Kong David i denne scene af hans liv, som jeg lige har genfortalt. Konflikten mellem far og søn kunne måske være undgået, hvis David havde handlet anderledes… hans personlige fejl og mangler bliver udstillet i denne historie som ganske enkelt er en frygtelig unødvendig tragedie og en hver fars mareridt, at ens eget barn vil stræbe en efter livet og stjæle tronen af den grund, at sønnen anser Faderen for at være en fiasko som leder, som mand, som far. (Ødipuskomplekset om igen)

Det vigtigste der måske er at sige om David og om hvorfor han er idealet på hvad det vil sige at være en god konge er, at han ikke ønskede at slå Absalom ihjel, selvom der var krig imellem dem. 

Ironisk nok betyder Navnet Absalom på hebraisk '(min) fader er fred'.

David stræbte efter fred, Guds fred, den fred, der opstår når mennesker søger forsoning og begraver stridsøksen, den fred, der opstår når vi går til Gud, når vi føler os uretfærdigt behandlet med al vores vrede, knuste hjerter, nye sår og gamle ar. Det eneste sted at finde fred og heling er hos Gud, som sætter fri.

Absalom er en tragisk figur, der forsøgte at tage, hvad der ikke var hans. Han havde nok karisma, der nemt kunne påvirke folk og vinde indflydelse, men han havde ikke den karakter, der skulle til for at blive konge i Israel.  Han tillod sit ego og hævngerrighed at bestemme over hans handlinger og det fik konsekvenser ikke bare for ham selv, men for hans familie og for hele nationen. Han tog sagen i sin egen hånd i stedet for at stole på Gud, som han burde have gjort.

Måske vækker det genklang i ens eget liv, når man hører sådan en historie. Hvor mange gange har man ikke følt sig uretfærdigt behandlet og været styret af vrede? Hvor mange gange har vi ikke set magthavere, i små og store sammenhænge, der mister fornemmelsen for at lede og i stedet pleje deres egne interesser og blive mere optaget af at blive siddende på taburetten fremfor at løse virkelige problemer.

Salme 40 er en bøn, som David har bedt, når han var under pres. Når han var bange for at miste fokus og fornemmelsen af sikker grund under fødderne. Det er en bøn om at give Gud æren og magten, i stedet for at søge hæder og ære for sig selv. En sammenligning af hvad Gud er i forhold til hvad et menneske er. Det er et råb om hjælp i svære tider. Et råb om at Gud må vise en bedre vej og lede os af hans vej. 

Salme 40 er et vidnesbyrd om, at Gud gør noget i os, når vi tålmodigt og vedholdende vender os til ham, han styrker os og langsomt former og forvandler vores karakter, så vi kommer til at ligne Jesus, Messias… Davids søn… Den retmæssige konge… mere og mere og giver os en dybere forståelse af Guds nåde over vores liv og alt det rod, der undertiden opstår og samler sig her.

Drama, på TV eller i det virkelige liv, fortæller os nogle gange sandheder om os selv. Vi kan spejle vores liv i bibelske personer eller fiktive personer fra bøger og film og blive klogere på os selv og vores menneskelige natur.

Måske kan vi tage ved lære af game of thrones eller Absaloms tragiske livshistorie og uværdige død og lade Jesus indtage tronen, i stedet for selv at sætte os på den?

Amen