Julen, mit eget lille selvrealiseringsprojekt... eller historien om den brændte Maria, Josef der forsvandt og barnet, som hunden har skambidt.

Juletale, Odd Fellow Logen, 4. december 2016

Tak for invitationen til at holde juletale. Jeg har glædet mig til at komme og opleve julestemningen i jeres fællesskab og dele juleglæden med jer.

Derfor kommer juletalen i aften til at handle om mit forhold til jul, 
samt en refleksion over hvad jul egentlig er for noget 
og en undren over hvad det egentlig er vi søger og stræber efter at realisere, præstere eller manifestere med vores julefejring

– jeg er jo qua min unge alder repræsentant for børnefamilierne i dagens Danmark,
(jeg kan lige snige mig under 40)

Min familie består af mig selv og min mand og vores 4 børn og vores schæferhund VAKS – og så har vi legehuset udenfor fuld af kaniner, som ryger i gryden en af dagene)

julen er jo hjerternes/smerternes fest... især min generation af unge kvinder er kendt for at være kontroltårne i deres familier. Vi vil gerne have hånd i hanke med hvordan tingene foregår i hjemmet, (og alle andre steder) alting må gerne præsentere sig smukt og nydeligt og perfekt – julen i familiens skød kan hurtigt blive et selvrealiseringsprojekt – en øvelse eller en prøvelse i at opnå den helt rette julestemning i hjemmet – Gud bedre det!!! Det er dømt på forhånd til at mislykkes.

Mit forhold til jul kan illustreres som på billedet af julekrybben 
Hjemme hos os i præsteboligen har vi en julekrybbe på kaminhylden…. Dog har vi ikke en kaminhylde, men julekrybben står placeret et lige så centralt sted i stuen som kaminen ville være, hvis vi havde en – nemlig på tv bordet lige under tv skærmen, der hænger på væggen. TV’et er jo moderne menneskers husalter. Ja, der står julekrybben pænt opstillet, når det bliver jul.

Men den ophøjede julestemning når sjældent at sænke sig over stuen og julepynten får sjældent lov at stå i fred, for der er liv og glade dage i huset. Børnene leger med julekrybben og pludselig er Maria og Josef rejst en tur op i potteplanten i vindueskarmen eller hunden har ryddet lysestage, dug og nisselandskab fra sofabordet med sin store buskede hale – halen kører jo uden stop som vinduesviskeren i bilen på en regnvejrsdag.

Der var så et særlig skæbnesvangert år, hvor hunden skambed krybben og åd Jesus, Josef forsvandt sporløst og Maria kom for tæt på et stearinlys og blev helt sveden og sort i hovedet. Julen var klart i fare ligesom den er hvert år i december, når julekalenderen kører henover skærmen og man ikke ved med sikkerhed om de når at redde den inden 24. december, for jeg var rigtig glad for den julekrybbe, men situationen stod ikke rigtigt til at redde. Jeg stod med stumperne og tænkte - det er okay med Jesusbarnet, han har været udsat for det der er værre, når man tager påskens beretninger i betragtning, men jeg håbede da sandelig, at Josef ville dukke op igen, for ethvert barn har brug for både en jordisk og en himmelsk far… men Maria!.. Hun så faktisk smukkere og mere autentisk ud end før… Jeg indså noget vigtigt dér… som jeg kommer tilbage til… Vi havde en dejlig jul i familiens skød med overskud og rummelighed til brændte svær, skænderier og skuffelse over gavernes indhold.

Julens budskab
Jeg elsker jul. Jeg hader jul. Jeg kan godt li tanken om jul. Det er hyggeligt. Det’ for børn. Der er god mad og gaver. Det handler om Jesus. Der er traditioner og jeg vil gerne have, at tingene er i orden.  Faktisk må juleaften gerne være perfekt og rosenrød, bare den ene gang om året. Men virkeligheden er sjældent særlig hyggelig eller romantisk. Jeg vil gerne realisere den perfekte jul, det er en smuk drøm år efter år, men jeg er kommet til den erkendelse, at den ikke findes. Der er ingen jul, der er præcis den samme som sidste år og der er ikke noget jeg kan gøre for at trumfe tingene på plads i deres rette orden.

Vi moderne kvinder er nødt til at slippe kontrollen og se igennem fingre med, at pynten på træet ikke bliver farvekoordineret eller temainspireret.

Vi er nødt til at slutte fred med, at den chokoladejulekalender, som vi gerne ville glæde vores mænd med, men som han glemmer at pakke op og spise, simpelthen fordi han ikke har den samme hang til søde sager, som man selv har og så hænger den uspiste chokolade der og håner en, det kan ikke være anderledes.

Vi må acceptere at morfar fordi han er blevet gammel og har glemt hvad ettikette er går ud i køkken og henter ris’alamanden allerede inden stegen er spist.

Vi må leve med at børnene ikke ser velfriserede og pæne ud på årets julefoto foran træet, men i stedet sætter det sureste fjæs op og er ved at rive hovedet af hinanden i arrigskab over at skulle sidde til udstilling.

Børnene har deres forestillinger om hvad der skal til for at det kan blive rigtig jul… Forestillinger som man selv i øvrigt har været med til at fremelske.  På Facebook vrimler det med opdateringer om kvindfolk, der nu er nået til 1. -2.-3.- 4. slags småkagebagning og i øvrigt kan fremvise det smukkeste julepyntede og rengjorte hjem - det er umuligt at følge med.

Advent i kirken er lige så hysterisk, nu skal man sandelig nå at blive klar og åbne sit hjerte, inden Jesusbarnet melder sin ankomst. Når juleaften endelig oprinder… og man har pisket rundt som en sindsyg i flere dage for at flæskestegen kan få det rigtige sprøde knas og for at sovsen kan komme til at smage som sidste år…og der skal endelig ikke mangle noget… så er enhver husmor m/k klar til at ligge sig i vandkanten som en anden strandvasker og lade bølgerne skylle ind over og lade strømmen føre hende ind i den der særlige ophøjede julestemning af hellig fred, hvor blev den af…. Vi faldt i søvn på sofaen i stedet for at kigge hinanden dybt i øjnene og smile henført - Snork!

Noget om håb og selvrealisering 
Den vigtige erkendelse jeg nåede frem til – det skæbnesvangre år, hvor krybben blev sendt til tælling, var at den gode julestemning i familiens skød, starter med mig selv, min egen stræben efter at være til stede i nuet og nyde øjeblikket.. Det handler om at lade tiden stå stille bare et øjeblik og slippe julestemningen ind i stedet for at tro at det er mig selv som skal orkestrere den gode stemning for at den kan indtræffe.

Den rette julestemning kommer som den gave man har ønsket sig allermest som sendt fra himlen, når man har givet sig selv lov til at reflektere over HVORFOR VI egentlig ER HER,

Jeg tror, at julen er en tid til at række ud og tilgive sig selv og sine omgivelser, en tid til at mærke at du stadig er i live og fri med alle muligheder åbne til at skrotte traditionernes tyranni eller finde ind til den dybere mening i traditionerne som en ramme rundt omkring dit liv, hvor der er brug for at der skal være forskel på hverdag og fest.

Jeg tror, at julen er en tid til at fylde hjertet med kærlighed nok til at vare endnu et år, når man har opnået et realistisk billede af sig selv og sin formåen er det muligt at finde håb og fortrøstning.
Noget vil hver eneste jul forblive det samme, andet bliver helt anderledes – men håb er noget af det mest kraftfulde i livet – den glade og tillidsfulde forventning om at noget godt vil ske.

Hvor finder vi håb? 
Et sted inden i os eller udenpå, hvor latter kan høres – hvor man ikke behøver tage sig selv så højtideligt – men kan grine af sig selv. Et sted hvor folk griner sammen. Et sted hvor man ikke sidder alene, men hvor der er fællesskab og solidaritet.

Hvordan kan vi holde fast ved det håb, når vi er overvældet af tingenes tilstand. Intet kan blive gjort uden håb og tiltro til at vores drømme kan blive indfriet.

En varig følelse af håb er linket med en tro på Gud. Håbet er kun så stærkt som sin kilde. Håbet findes i Kristus alene – det er jul pga ham. Han blev født ind i verden, ikke for at vi skal flippe ud over skysovs og frikadeller og klippe julehjerter, der er flottere end naboens, men for at vi må finde ind til hvem vi virkelig er – mænd, kvinder og børn og hunde, der må varetage det vigtigste vi har her i verden – nemlig hinanden.