At gå i kirke? why bother? hvorfor ikke "kirke" derhjemme? Vi tænker traditionelt, at det kræver så mange ressourcer at starte eller opretholde eller udvikle et kristent fællesskab, at være Jesu Kristi kirke.... penge... bygning... præst... Programmer.... småkager og kaffe... listen er lang... Men hvad startede Jesus med...? Hvorfor skulle det være anderledes i dag?
Kirke er egentlig ikke et substantiv, men et verbum. Kirke er ikke en bygning, det er ikke religiøse aktiviteter og det er ikke noget en præst kan gøre alene. En menighed er et fælleskab af mennesker, der er blevet rørt af evangeliet.
Der sker ikke noget ved at skrue ned for forventningerne og udvalget af småkager og tage små skridt i retningen af nye trosfælleskaber, der kaldes sammen på anderledes måder end den traditionelle, og hvorfor ikke "kirke" derhjemme?
I dag har jeg været til gudstjeneste i et privat hjem sammen med et stærkt lille netværk af metodister i Ålborg og omegn. Det handlede om at komme hviledagen i hu: at huske på de pusterum, der er nødvendige for at kunne eksistere i en hektisk hverdag og om at huske at lade Gud være centrum i livet. Her til aften har jeg haft kirke i mit eget hjem sammen med en flok skønne tøser fra kirkens ungdomsarbejde. Begge gange var der bøn. Bøn er hjulet, der får motoren til at snurre rundt i et trosfælleskab. Vi mødes regelmæssigt, har det sjovt og deler liv og tanker om hvad det betyder at have inviteret Gud ind i sit eget liv.
Et must (Metodistkirkens Unge i STrandby)
Et must (Metodistkirkens Unge i STrandby)
Kommentarer