Ord med historie og evighedsværdi

Juleprædiken 25. december

Strandby Metodistkirke

Johannesevangeliet 1:1-15

Ord der skal dø i 2020 – udvalgte punkter fra liste i avisen Information

Vino · »Skal vi lige ha’ et glas vino?« Ja, selvfølgelig skal vi det. Men dit hverdagsdrikkeri bliver ikke mere uskyldigt af, at du siger vin på italiensk.

Skilsmisseaftale · Skal stoppes, men kun i forbindelse med Brexit. Hvis man rent faktisk skal skilles og har lavet en nedskreven aftale om vilkårene, kan man fortsat bruge ordet. Nederst på formularen

Billige priser · Det er ikke forkert, men det lyder stadig dumt.

Brunch · Brunchen er død. Morgenmad er en bred betegnelse, som sagtens kan rumme lidt tør skinke og en cocktailpølse.

Bobler · Den billige cava, som følger med din brunch, bliver ikke bedre af den grund.

(J) unik · Der er opstået en tendens til at sætte et ’j’ foran ordet unik, så det udtales mere amerikansk. Det er en af dem, der skal tages i opløbet.

120 procent · Hvis noget er mere end 100 procent sikkert, må man nødvendigvis forholde sig kritisk til afsenderen. Dermed lander vi omkring de 80 procent.

Nej, bare nej · Til den er der kun én ting at sige: Nej, bare nej.

Arhemenaltså · Det var meget fint i starten, men det er også mange år siden.

»Ding ding« · Hvis du kan bruge 10.000 kroner på en racercykel, så må der også være råd til en lillebitte ringeklokke, så du ikke skal råbe efter normale cyklister med normale ringeklokker.

Preach · En anelse bedre end ’godt brølt’, men vi er ude i marginalerne.

Jeg er ikke sikker på at alle disse udtryk er kommet til Nordjylland endnu eller om de kommer. Det kan også være det samme, for nu er de altså stendøde.

Ord, som ikke er døde… Ord, som har evighedsværdi – som bringer liv og lys… er ordene fra Johannesevangeliet

Her får vi skabelsesberetning og juleevangelium i en og samme tekst
Her fødes Jesus ikke som en lille baby i Betlehem
nej, han springer fuldvoksen ind i verden, som når nogen trykker på en lyskontakt
han kommer til verden for at oplyse verden, for at drive mørket på flugt, så vi kan se Guds herlighed

Han kommer som Guds ord, der var dynamolygten i skabelsen, dengang da himmel og jord og alt midt imellem blev til, da Gud skabte verden bare ved at sige noget højt og kalde ting ved navn

Lys – mørke
Dag – nat

Himmel – hav
Vand – land

Oase – Ørken

Dyr – mennesker

Fugle – Fisk

Begyndelse, skabelse, liv og lys er ord, som Johannes kæder sammen med Jesus i en uløselig enhed

Evangeliet, de gode nyheder om Guds kærlighed, nåde, barmhjertighed, fred og glæde er for evigt bundet sammen med en person – en mand, der både var Gud og menneske

Gud blev menneske. Så klart og enkelt kan det siges! Med tre små ord kan det største mysterium i verdenshistorien udtrykkes!

Ordet blev kød. Så filosofisk og indviklet kan det samme siges.

Men hvad skal man mene om store ord som lys? Liv? sandhed? nåde? Ordet - med stort O?

Forstår vi de ord vi hører? Har man ingen referenceramme at putte de store ord ind i, så er det bare tomme og uforståelige ord.

For at gribe eller begribe et Ord, så må man kende dets modsætning. Hvordan skulle vi vide hvad godhed er, hvis vi ikke kender ondskab?

Selv om vi godt kender forskel på lys og mørke, så er det ikke sikkert, at vi ved hvordan det er at leve i mørke og længes efter lyset og bedre dage. Selvom vi kender forskel på sandhed og løgn, så er det ikke sikkert, at vi har mærket konsekvenserne på egen krop, hvad det gør ved os og vore relationer, når vi blander to ting sammen som sandhed og løgn.

De store ord forbliver kun begreber eller floskler, indtil de pludselig vækker genklang i et eller andet i os og i vort eget liv.

Når Jesus kaldes for Ordet så tænker vi på hans skaberkraft og hans frelsermagt. Vi tænker på Guds ord som er mægtigt til at skabe verden og til at skabe historie. Vi tænker på de ord Gud lod tale ved profeterne om løfter der gav håb om en bedre fremtid. Vi tænker på fortællingerne om Jesu liv, lidelse, død og opstandelse. Vi tænker på endetiden, hvor skabelsen fuldendes og sejrer over kaosmagterne og frelser os fra død og mørke, sygdom og sorg.

Begyndelsen og enden – tiden, der kører i cirkler og lader det blive jul år efter år, gør Ordet lyslevende for os, evangeliet er ikke som ord og vendinger, vi bliver trætte af og stryger fra en liste ved årsskiftet.

Det er Juledag – evangeliet og Ordet er kommet igen - og vi fejrer, at Gud selv er kommet til verden for at tage del i vores liv og give liv til vores hverdage og vores festdage og nærvær i vores glæder og sorger

Lad os smage på ordene – lad dem blive levende i vores hoveder og hjerter. Lys. Liv. Nåde. Sandhed. 

Lad os gøre Ordene til kød og blod i det liv, vi lever med hinanden.

Glædelig jul. Amen

It’s beginning to look a lot like Christmas

Prædiken 1. december 2019 i Strandby Metodistkirke Matt. 24: 32-42 – Lignelsen om figentræet

Det begynder jo at ligne jul:
- julebelysning på lygtepæle – lyser i det grå, blåsorte mørke
- juletræskæder kommer frem fra lofter og kældre og vikles rundt om novembers nøgne træer og buske
- Kristtjørnen får røde bær, der sidder på planten vinteren over
- pebernødder og brunkager dukker frem i butikkerne (nå ja! allerede i oktober)
- kalenderen bliver hurtigt overbooket med juleafslutninger og arrangementer i firmaet, i klubben, på skolen, i familien
- hygge med varm gløgg i sofaen foran julebagedysten i fjerneren bliver svaret på livets store spørgsmål

Der er en ny tid på vej… juletiden, den travle og traditionsrige december måned som for mange ER julen og som mange holder rigtig meget af… hvor alt vi gør på en måde er ritualiseret, vi pynter op, klippe-klistrer, bager kager, hører julemusik, ser julekalender, vi laver forskellige ting, hvor vi mødes og er meget sammen. Det ER meget meget hyggeligt.

Det er som om, at der er en anden type bevidsthed på færde i december... Vi er mere opmærksomme på, hvad vi foretager os. Vi skriver julehilsner til mennesker, vi holder af. Vi sætter børnene i centrum. Vi køber gaver. Vi giver penge til nødhjælp. Vi er meget vågne i den mørke tid… det er på mange måder rigtig dejligt, synes jeg.

En stemning af stille nærvær… En forventning om, at noget godt er på vej… Små gnister af varme i hjertet, der minder os om hvad der er vigtigt, betydningsfuldt, måske endda helligt for os (midt i al den hektiske travlhed og jule-hurlumhej, som unægtelig også er del af forberedelsestiden).

Det er 1. søndag i advent – det er hermed officielt tilladt at gå amok med juleriet, dog vil jeg påberåbe mig retten til at være den sure præst, der siger: Husk nu lige hvad advent handler om!!!

Advent er en forberedelse til julen, men det er ikke flæskesteg og and vi venter på… (og dog?) vi venter på at møde Jesus ansigt til ansigt.

Julen står for døren, når Kristus kommer igen og fuldender det, som han satte i gang, da han kom første gang. Etablerer det gudsrige, han forkyndte, skulle komme.

Advent betyder ”komme” – 3 aspekter i adventstiden:

1.       Kristus ER kommet (for længst engang i Betlehem)

2.       Kristus VIL komme igen på et tidspunkt som konge på himlens skyer

3.       Kristus kommer ALTID til os i vores hjerter, fx når vi fejrer gudstjeneste på en dag som i dag med dåb, nadver og medlemsoptagelse (hele pakken)

Advent handler om nærforventning til det Gud vil gøre i os og i verden – NU og ALTD

Det er nærliggende at tro, at julen alene handler om at mindes noget, som skete i en stald for 2000 år siden og som vi fejrer med gamle traditioner: At højtiden alene ser tilbage, og at kristne dermed ikke befinder sig i nutiden for slet ikke at tale om at beskæftige sig med fremtiden. Men det er langt fra hele historien…

Hos Matthæus får vi en opfordring til at være vågen – til at gøre sig parat – lægge mærke til tidens tegn

Jesus fortæller lignelsen om figentræet. Lige inden har han talt om 2 store begivenheder, som hans disciple gerne vil vide lidt mere om, måske i et organisatorisk forsøg på at planlægge det pludselige og uventede. (Kan man det? dømt til at mislykkes?)

1.       Jerusalems ødelæggelse, som Jesus siger vil ske i deres levetid (indtraf i år 70, kejser Titus, kulminationen på den jødiske krig)

2.       Dommedag eller endetiden, som ingen ved hvornår vil indtræde, undtagen den alvidende Gud.

Til Ny testamentes tanker om dommedag knytter sig et hav af forestillinger. Inden Jesus kommer igen, så skal en række tegn vise, at enden er nær. Ifølge Matthæusevangeliet er tegnene for eksempel falsk lære, krige, naturkatastrofer, hungersnød, forfølgelser og lovløshed. Uhyggeligt at fortabe sig i at sammenligne med det, man hører i nyhederne… klimakrise, skovbrand i Australien, funktionelt uddød koalabjørn, sultende isbjørne i aktis, flygtninge, splittet politisk verden.

Bag bibelens apokalyptiske forestillinger om, at verden skal gå under, ligger frygten for, at Gud skulle have fortrudt at skabe jorden. Præcis som i beretningen om Noa og syndfloden, hvor Gud beslutter sig for at lade menneskeheden og dens ondskab udslette fra jordens overflade. Som Noa, repræsentant for godhed og gudsfrygt, der gik ombord i arken på katastrofens dag med et par eksemplarer af alle verdens dyrearter, sådan vil Jesus samle sine særligt udvalgte og lade andre blive tilbage. Som det var i begyndelsen, sådan skal det også blive i endetiden. Hvis Gud opgiver os og holder op med at engagere sig i sit skaberværk, så vil verden forsvinde i kaos og intethed.

Nu blev det pludselig meget dystert, hvor blev julehyggen af? Måske hjælper det at tænke på, at Bibelens apokalyptiske forestillinger bygger på billedsprog og måske ikke skal forstås alt for bogstaveligt. Der tegnes et billede - sådan, at vi bliver klar over hvad det vil sige at leve et liv i nærforventning om Kristi genkomst.

En motivation til at gøre os umage...  Martin Luther er kendt for at sige: Hvis Jesus kom i morgen, ville jeg alligevel plante et æbletræ i dag.

Tegnene må ikke gøre os passive og paralyserede. Vi må ikke blive for tilbagelænede og lade hverdagen lulle os i søvn, men forventningen skal hjælpe os til at være på tæerne, vågne, aktive… Give os en levende tro. Forventningen skal præge vores liv. Livet skal leves i dag, ikke i morgen. Hver dag skal leves som om det var den sidste…

Hvis dagen i dag virkelig var den sidste, tror jeg nok, der var et par punkter på min to-do-liste, som jeg ville slette, fordi de i det lys er ligegyldige, i stedet ville jeg indsætte sådan noget som nærvær, opmærksomhed, leg, latter, venlighed, tid til bare at være… måske flette et julehjerte eller to. Dagen i dag kan selvfølgelig ikke leves uden at tage hensyn til hverdagens pligter og hamsterhjul, men behøver det at betyde, at de mere vigtige ting og alt det sjove, der giver livet værdi, skal i bagerste række? Nej vel?

Lær denne lignelse af figentræet, siger Jesus. Når træets grønne blade bryder frem, så ved I, at sommeren er nær. På samme måde skal I være opmærksomme på tidens tegn, og leve i forventning om, at jeg snart kommer igen.

Læg mærke til, at Jesus giver os et forårstegn, et signal om, at der er håb forude, ikke et tomt hvidt lys som i slutningen af en dommedagsfilm, men en ende med en ny begyndelse. Ikke en undergang, men en overgang, en fremtid, der har betydning for nutiden, og for hvordan vi prioriterer vores tid og lever vores liv fuldt ud.

Lad advent være en tid, med opmærksomhed mod det nære og hyggelige, det betydningsfulde og måske endda det hellige, sådan at du lægger mærke til tegnene, når Kristus kommer – nu og altid.

Det begynder at ligne jul.

Amen