fredag, november 25, 2011

I want to make Much of You

Menighedsrådsmøder kender jeg som nogle meget lange aftner, hvor rådsmedlemmerne bruger tid på at dele drømme, mål og visioner for eget kristenliv og for menighedens liv, blandet med praktisk organiseret husholdning og afsluttet med den lækre lune æblekage eller den fede rejemad.

Min gode, men skrappe kollega, sendte os i går aftes ud på en øvelse, der gik ud på at frasortere krav og pres fra omverden og os selv og få skilt ud hvad det mon kan være at Gud vil at vi skal bekæftige os med. Hun stillede svære spørgsmål, min gode men skrappe kollega:

Hvad er mine ønsker for mig selv og min menighed: "josåmæn' Må Kristus blive forkyndt gennem mit liv og gennem fællesskabet i kirken"

Jeg kom [meget upassende midt i sådan en alvorlig øvelse] i tanke om en Chris McDonald Tvudsendelse, hvor han tager til Kilemanjaro med et slanke-hold. "Afrikas højeste bjerg på næsten 6000 meter, Kan du komme derop på toppen, kan du også det andet. Og vejen til målet er i øvrigt den samme: Tag ét skridt af gangen" lyder mantraet til superskrumpekonceptet.

Jeg kan huske at jeg jeg blev dybt rørt over at se slankecoachens hold presse sig selv til det yderste gennem regnskyld, udmattelse, angst og højdesyge på Kilemanjaro.  Kæmpe drama midt i Afrikas sindssyge skønhed og mange forskellige klima på vandringen. Jeg kan huske at jeg tænkte: "Det vil jeg også!" og det irriterer mig, at jeg ikke ved hvorfor.

Det er ikke pga de 5 ekstra graviditetskilo, der er ved at snige sig op på 10 kg for meget. Jeg tror ikke, at jeg jeg får et kick ud af pine mig selv... næ nej... det handler heller ikke om magtsyge eller kontrol... "nu har jeg nået toppen mor, uuh hvor er her skide koldt" Men selvfølgelig handler det lidt om at blive sat på de store prøver og ved foden af en stejl klippevæg hjælpes til at finde styrken i mig selv.

Og så handler det om fra bjergtoppe at forkynde Kristus

Steve Curtis Chapman: I want yo make Much of You

http://www.youtube.com/watch?v=unlF2jrLzhQ


torsdag, november 24, 2011

Rusten

Jeg planlægger gudstjeneste til sportsweekenden på Lægården og prøver at være hip med de unge.

Hjæææææææææææææææælp, evangeliet er altid relevant, men hvad vil de unge have nu-til-dags, når det gælder musik? Ved de det overhovedet selv?



Søg og du skal finde: Jeg har så opdaget, at der er noget, der hedder spotify og via www.glow.dk håber jeg, at jeg kan være lidt med på beatet og få skruet noget godt sammen.

Smid lige et link til noget aktuelt kristen musik, som du lytter til lige nu og hjælp en gammel præst



fredag, november 18, 2011

Prima Donna

Din lille datter går i baglås, kaster sig bagover i raseri, tårene sprøjter ud af øjenene og hun skriger "NEEEEEEEEJ mor! IKKE vanter, NEEEEEEEEJ." Det er kun 4. gang her til morgen, at hun får et fit - for et øjeblik siden var det flyverdragten [at stoppe 2 trommestikker og en krop så stiv som et vaskebræt ned i en vatteret spændetrøje...that's a bitch] og før det sloges vi om hagesmækken og sutten. Og selvfølgelig skriger hun hele vejen bag på cyklen gennem det fredelige villakvarter hen til dagplejen, det er da klart?

Din knap så lille datter skal behandles med fløjlshandsker om morgenen? Brokke, pive, hakke på de andre..det er hverdagskost? Tøjet er det forkerte og det strammer alle vegne. Pålægschokoladen knækker på maden og kan ikke længere spises. Din datter har sine egne idéer om, hvilke retter han kan spise – og hele familien kender til punkt og prikke hendes menukort? Maden på tallerken skal være adskilt og må ikke røre hinanden: "ej.. det går i kødsovsen, så er det helt ødelagt.. ej, hvem har taget en bid af æblet/ brødet/ agurken, så er det giftigt.... ej skal vi absolut spise det der uappetitlige noget, som de voksne har brugt en time på at tilberede?"

Din store datter raser og smækker med døren? Hun synes, at alle er irriterende og hun regner med at hele huset står på pinde for at få hende god igen?

Livet er en vigtig opgave. Man skal give sine børn en ordentlig kontakt og i småbørnsfamilien testes graden af næstekærligheden, når Mor-til-4 er ved at springe i luften for 7. gang og spørger sig selv: Hvad ville Jesus have gjort? Vi har identitetskrise i det lille hjem. Igen og i flere former. Den skal ikke forbigås i stilhed, der er ikke noget vanedannende over det, selvom vi har prøvet det før. Identitetskrisen skal på forsiden af bloggen og ikke henvises til en notits på side 18.
Vi har problemer med affektreguleringen? Ja! På en måde er det jo et positivt tegn, at de reagerer bedre ude end hjemme, for så har de jo trods alt lært noget hjemmefra, som de kan praktisere ude. Men fordi der er så stærke følelser på spil overfor familien, er det dér, de lærer det sidst, at styre det forbistrede temperament.

Kan man sige, at vi selv er ude om det? Ja! Den der skriger højst, får mest opmærksomhed, det er klart, hvad kan man gøre for at stoppe den afsindige larm hurtigst muligt? Børnene finder hurtigt ud af, at taktikken med at bruge deres energi og styrke i reaktionen giver pote. Og derfor bliver de ved og kommer til at styre familien, mere end godt er. Hurtigt orker familien ikke at blive konfronteret med den voldsomme reaktion, så de forsøger for alt i verden at undgå at fremprovokere den. Forældre, og også søskende, bliver bange for at gøre primadonna-barnet sur eller ked af det. Det er også den risiko, at de andre børn går ind og lærer primadonnaens reaktionsmønster, så de også bliver dominerende, og så står man pludselig med flere primadonna-børn. Hurra for det!

Kan man sige, at serviceniveauet er for højt og forældrene fristet til at bøje af for børnenes krav, fordi man ved hvor meget et nej vil medføre af ballade. Nej! Ikke i vores tilfælde. Vi har den fordel, at hvis der er et barn, der giver sig til at stå og hyle og smække med dørene, så er der heldigvis noget andet man kan lave, indtil de er færdige med det. Mu-hahahaha! Det giver nogle utroligt selvhjulpne børn. Men man skal hjælpe børnene med at lære de fælles spilleregler i familien og man skal kunne rumme deres følelser og reaktioner og være parat til at møde dem med empati og forståelse, når de er klar til kontakt igen.

Mor-til-4s identitetskrise består i at være indadvendt i en udadvendt verden. Det er en udfordring for mig at være på i den ydre verden, jeg henter energi i min indre verden. Så når jeg har været på arbejde, hvor jeg er meget på og i kontakt med mennesker, og kommer hjem er det ikke lige uro, fjollesnak og støj, jeg har længtes efter. Jeg er flad og har en tendens til at lukke mig inde i mig selv og tulre med fx vasketøjet og hvordan kan man det, når man skal tage stilling til hvor dimsen til dutten kan være henne og lige skal se tårnet, der bliver bygget i badekaret og samtidig skal gøre rede for hvordan man staver til l-a-s-t-b-i-l, det er ikke lige her man kan reagere med eftertanke og tavshed, vel? Så bliver det som regel far-til-4, der får møgfaldet, når han kommer hjem. Er det mig, der har prima-donner-nykker?
























-

torsdag, november 17, 2011

P.S I love you

Jeg hader den film, den er absolut rædselsfuld. Alligevel satte jeg den på i aftes og fortrød det bitterligt, da jeg 20 sekunder inde i filmen lå med hovedet under dynen våd af tårer og snot.

Den er forfærdelig. Se den ikke! Den handler om dit værste mareridt, der bliver til virkelighed. Det er bestemt ikke en feel-good-film. Se den ikke! Læs i øvrigt ikke denne post, hvis du har tænkt dig at trodse mig og ikke vil kende handlingen, før du ser filmen.

Holly, en meget ung enke, opdager, at hendes elskede Gerry, som er død af en hjernesvulst, har efterladt 10 breve med det formål at hjælpe hende igennem sorgen og starte et nyt liv. Alle brevene ender med P.S I love you og viser sig at have dybe meningsfulde budskaber. Hollys mor mener, at brevene holder datteren fanget i fortiden, men i virkeligheden skubber de hende langsomt ind i fremtiden. Gerry får brevene bragt på opfindsomme måder efter sin død og alt imens Holly bevæger sig igennem det første år alene, fylder hvert brev hende med opmuntring og sender hende på en genopdagelse af sin tabte kærlighed til ham, til livet og til glæden og meningen med tilværelsen.

Gerry inviterer postmortem Holly og hendes veninder på en rejse til hjemlandet Irland. Mens de er der, møder de William, en sanger, som minder stærkt om Gerry og som tilfældigvis er hans barndomsven. Veninderne afslører store nyheder om graviditet og forlovelse på turen, som får Holly til at synke deprimeret ind i sig selv. Hun finder en soulmate i Daniel, som er sarkastisk skuffet over livet og står i et vadested ligesom hun og de hjælper hinanden til at se virkeligheden og deres tomme lejligheder og ensomhed i øjnene.

Filmens vendepunkt er, da Holly opdager, at hun har flair for at designe sko og bliver opsluget af sketches og kreakurser. Det bringer en ny form for selvtillid og hun er endelig i stand til at møde verden og vennerne og finde en glæde over det der foregår i deres liv. Hun får et breaktthrue i en samtale med sin mor, hvor hun finder ud af, at det der moderen, som Gerry har bedt om at bringe brevene og sammen gør de op med bitterheden og angsten for at være alene, som har præget moderen og deres fælles liv, siden barndommen, hvor moderen blev forladt af faderen. I filmens slutning, rejser de tilbage til det vejrbidte men charmerende og grønne Irland og publikum forlades med en åben slutning, der leder til... resten af livet og hvad det må bringe.
Filmen rører mig dybt på det melodramatiske plan, hvorfor udsætter man sig selv for det? Jeg skulle da  også lige bruge en ekstra dag på at ryste den af mig, før jeg var nogenlunde ovenpå igen og havde lyst til at fortsætte tilværelsen. Filmen er skuespilmæssigt og på billedsiden fremragende, er der alligevel så meget tristesse, at den ikke er til at holde ud. Hovedpersonerne spiller formidabelt, Hilary Swank som Holly Kennedy og Gerard Butler som Gerry Kennedy, for ikke at snakke om Lisa Kudrow som Denise Hennessey, Gina Gershon som Sharon McCarthy, Kathy Bates som Patricia Reilly, Harry Connick Jr. som Daniel Connelly og Jeffrey Dean Morgan som William Gallagher. De er allesammen smukke, scenerne har humor og lune, kulissen har en lækker kreativ ramme. Filmen er underligt morbid med sin nøgne emotionalisme. Det er ikke den slags film, der vinder priser, men det irske tema og lydsiden med Gerry på sin guitar er så skøn, at det efterlader indtryk af at verden er blevet et fattigere sted fordi han skulle dø. Det er sådan en film, der gør at man kan mærke at man er i live.

"hvor sentimentalt! jeg har ikke haft så stor en klump i halsen, siden et stykke MOUSSAKA nær kvalte mig i går" [citat Hades i Disneys Herkules]




onsdag, november 09, 2011

julestemning


Published with Blogger-droid v1.6.8


For første gang nogensinde tager jeg med glæde hul på julen i november.

En bemærkelsesværdig gavmild og kærlig og fantastisk kreativ kvinde, har foræret mig et smukt sjal i en tidlig julegave. Tak er kun et fattigt ord Bente!

Det er ildfarvet, rødt med strejf af gul, orange og grøn, det er ubeskriveligt blødt og lækkert at gemme sig i. 

Guirlandebinding, Julebazar, advent, julekalender, godter, julemusical, ædegilder, sne, gran, hygge... bring it on