tirsdag, april 21, 2009

God rejse Morfar

"Smil - Gud elsker dig" har mistet en ivrig læser. Min morfar er lige død.

Han var modstander af internettet, men var alligevel glad for at læse mine blogindlæg, som min mor printede ud og sendte til ham med posten. Han var aldrig sen til at levere sin uforbeholdte mening, når jeg havde skrevet noget godt eller noget vås eller noget uforståeligt. Specielt mit skraldespandsprog med engelsk slang blev kommenteret og jeg blev afkrævet en forklaring.

Min Morfar levede et langt og godt liv. Han fik set det han ville og undrede sig fra han blev 70 år over hver gang han måtte fejre en ny fødselsdag: "Nu skal I ikke regne med at jeg bliver meget ældre", sagde han hver gang. Han kom sig heller aldrig over, at han fik lov til at opleve at blive Oldefar. Det havde han ikke regnet med. Det var et chok alle 4 gange.



Men suk, han var så forkalket i alle blodårer, fik en pacemaker efter en række blodpropper, havde svært ved at flytte stængerne og komme omkring og var så uendelig træt. I februar da han fyldte 80 år, røg han på hospitalet. De beholdt ham 3 uger og han fik i samme omgang konstateret lungekræft. Nu 2 måneder senere er han væk. Det er ikke til at sige om det var kemobehandlingen, forkalkningerne eller lungekræften, der tog pusten fra ham. Hold op hvor blev han syg. Hold op hvor gik det stærkt. Men han var på det rene med sin situation og tog det i stiv arm gennem det grimme og barske forløb, som et dødsleje er. Han fik lov til at dø hjemme i en højteknologisk hospitalsseng med fantastisk sygepleje døgnet rundt og sin kone hos sig.

Min Mor var hos ham de sidste dage og vi fik alle en fin lejlighed for hver især at sige farvel til ham. Jeg besøgte ham 2 dage før han døde. Jeg fik et kys på hånden og blev beordret ud for at finde en spade. Han ville have, at jeg skulle grave en rose op i hans have, inden jeg gik derfra, i øvrigt med armene fulde af glas med jordbærsyltetøj, som han havde lavet, men ikke mere kunne spise.

Min Morfar var en meget bestemt herre. Han havde markante meninger om ALT og var ikke bange for at udbrede sine budskaber. Han stemte SF, skønt mange af hans holdninger til forandring i samfundet og indvandring til landet lå lige i skabet til DF. Han stillede høje krav til folk omkring sig og kunne nemt blive skuffet over uindfriede forventninger. Men selvom han af og til kunne virke stejl og fjendsk, så var han også så god og varm og lattermild. Han ville give sit sidste skjorte for et sart kram og et stryg over hånden. Det han satte allermest pris på var folk, som han kunne dele et godt grin med og fortælle nogle gode historier.





Han blev født i Otterup på Fyn og talte klingende fynsk hele livet.


Her er huset, hvor han blev født - ind i en søskendeflok på 5 - i 1929

Han mødte min Mormor, da hun kun var 15 år, men var så forelsket, at han ventede til han kunne få hende.







Morfar var gartner som ung - og mand og kone havde ikke en klink de første år af deres liv sammen. Jeg har fået fortalt, at det var noget med regnfrakker i pudebetrækket og ingen kød på middagsbordet.




Men det blev bedre, som det kan ses på næste familiebillede i bedste 70'er-stil


Morfar fik arbejde som altmuligmand i Rambøll & Hanneman. Som lille blev jeg passet hos Mormor og jeg kan tydeligt huske hendes daglige rutiner med at passe deres hjem og gøre aftensmaden klar til kl. 16.30, når Morfar kom hjem. Det var trygt og godt og der var altid blommegrød til dessert, når jeg var på besøg. De fik et lille sommerhus i Småland "lilla lilla stugan" med vandpunpe og udendørs lokum med en pragtfuld udsigt til den svenske skov.



Min Mormor døde allerede som 57-årig - også af lungekræft - og Morfar blev alene. Det var usigeligt svært for ham og en bitter kamp for ham at få en hverdag op at stå igen.

Morfar var naturelsker. De store skove og brusende fosse, de brede vidder og fauna og flora på svenske og danske småøer og lavland. Her er hans yndlingsmotiver:














Til sidst mødte han heldigvis Birthe, som matchede ham på alle mulige måder. De flyttede til Sakskøbing på Lolland for at være i et naturskønt område, når evnen til at køre bil forsvandt. De fik små 10 år sammen og jeg arvede en Oldemor til mine børn.



Der blev ingen begravelse. Morfar gav sin krop til Anatomisk institut. Minderne vældede op i mig, da vi kørte den lange vej til Lolland efter at han var død for at hjælpe til dernede. Han tyggede skrå og havde altid nullermænd i navlen. Hans skæg var blødt og gråt. Han havde bolscher i bilen, selvom han havde sukkersyge og pralede af sin karakterfasthed. Han kunne finde på at stikke en torn i næsen for at vise, at han var rå. Vi havde noget sammen, han og jeg. På en rute i skoven i Sverige byggede vi et slot ud af småsten og lagde en ny på, hver gang vi gik forbi. Hvem ved, måske ligger det der endnu?







Du blev klædt på en sidste gang. Bukserne, som var mest behagelige til pænt brug og kasketten på hovedet. En buket fra haven og et kys på de lukkede øjne. God rejse Morfar.



torsdag, april 02, 2009

Ost og kærlighed

Vi har været på kærlighedsferie i Rom i 5 dage.


Fantastisk endelig at få lov at dele min kærlighed til Rom med min mand, men aller bedst uforstyrret at holde i hånd med ham...

Vi bookede et værelse i mit yndlingskvarter, det vil sige anywhere med en seng og et bad, så primitivt og lavpris så muligt.

Der var ikke noget på programmet ud over, hvad vi havde lyst til. Det blev til noget med at gå rundt og glo, sludre, nyde en kop kaffe, sove længe, læse tykke bøger, spise på ritorante og smage på byens chianti og berømte oste - brigante, pecorino, mozerella, ricotta, parmesan, mascarpone, gorgonzola, talegio.


Foråret er på vej - I promise - sydpå er der grønne blade og blomster på træer og dejlig solskinsvejr.