fredag, juli 27, 2007

Gud tegner prikker på mennesker med tush

Forleden hoppede Freja ned til mig i karbadet. Jeg tegnede figurer på hendes ryg og hun flyttede skum fra badet op i mit hår. Så spurgte min videbegærlige datter mig (i en regn af andre ellers intelligente spørgsmål): "Hvorfor har du så mange prikker mor?" "Det er skønhedspletter, fordi jeg er så skøn", svarede jeg. "Men hvorfor" insisterede hun. "Det er Gud, der har tegnet prikker på mig, derfor" erklærede jeg. "Ku' det ikke være sjovt at tegne streger mellem prikkerne" indskød Rasmus, der var gang med en større operation af Julie på puslebordet. "Gud tegner prikker på mor med Tush" sagde Freja tilfreds til sig selv, og senere tegnede hun denne tegning. Øverst i højre hjørne ses Gud (ligner mest et overvågningskamera) og nederst i venstre hjørne er der et tegnet prikker på et menneske.


onsdag, juli 25, 2007

Hva' laver du? / Hvorfor dit og dat?

Så er vi hjemvendt fra ferie.... eller fra hårdt arbejde 24 timer døgnet rundt. Det er ikke afslappende at holde ferie med 30-40 kg børn. Lamme arme og møre kroppe og ømme trommehinder. Freja har været fræk og døv og stædig (terrible combination), Julie er forfærdeligt mor-syg og har hængt som et tørklæde omkring min hals eller som en klods om mit ben og Olivia har sovet dårligt både nat og dag. Freja er kommet i Spørge-Jørgen-alderen og Far og Mor er så trætte af det. Det er da dejligt med en nysgerrig og videbegærlig pige, men vores samtaler drives ud i det absurde, hvor der utilfredsstillende nok til sidst ikke er mere at sige. Julie starter alle forsøg på menneskelig kontakt med: "Hva' laver du?" og hun er heller ikke tilfreds med et overfladiske svar, men stiller sit dybdeborende spørgsmål igen og igen og igen, til man til sidst kaster bolden tilbage til hende og spørger; "Hvad laver du?" Så lægger hun hovedet på skrå og siger sukkersødt "mæ u og gønge?" Hun vil helst gynge 24 timer døgnet rundt. Olivia er jævnt utilfreds med tilværelsen med mindre, der er én, der holder hende i siddende positur og vifter en rangle foran hendes savlevåde fjæs. Hvem der bare havde vinger eller et par stylter og kunne løbe efter sine to storesøstre ud i sommeren.

Her i vores hus er der altid fuld af fart
musik, snak og larm, man skal ikke være sart

torsdag, juli 05, 2007

Jerusalemskirken

I mit armbånd har jeg et led, der forestiller en kirke og er et symbol på Jerusalemskirken - som er min kirke.

Når jeg samtaler med mennesker om, at jeg er kristen, bliver jeg ofte spurgt: "Går du så i kirke hver søndag?" Det er et spørgsmål, der har som formål at måle, hvor kristen jeg er - eller rettere hvor fanatisk jeg er med min religion, så spørgeren kan bedømme i hvilken grad jeg er til at tale med eller afskåret fra al fornuft.

Det er faktisk et godt spørgsmål: Hvor kristen er du? Hvor meget betyder din tro for dit liv? Praktiserer du selv det, du prædiker om?

Ja! Min tro på Gud betyder, at jeg går i kirke. Søndagsgudstjenesten er det omdrejningspunkt, hvor jeg orienterer mig ud i verden fra. (Læs: det omdrejningspunkt jeg ønsker skal være centrum i mit liv. Jeg bliver noget bleg og slap i koderne af at have 3 børn med i kirke og jeg synes det er svært og meget frustrerende at komme i kirke og derfor bliver jeg væk i øjeblikket.) Men det er vigtigt for mig at medbringe mine børn, så de kan komme til at mærke, at kirken er et sted, hvor de hører til.

Men nu er kirkeforhold så meget mere, end det der foregår om søndagen. Jeg forsøger at vedligeholde min åndelige sundhed på mange andre måder: Jeg starter og slutter hver dag med at takke Gud for livet og modtager og afleverer dagen i bøn: den gave og de muligheder og de mellemmenneskelige relationer, som hver dag rummer. Jeg læser i Bibelen hver dag, både historisk-kritisk og personligt. Jeg læser eller synger en salme (afhængigt af om jeg er alene og om jeg kender melodien). Jeg be'r og læser sammen med mine børn. Jeg er plantet midt i Guds skaberværk med 6 sanser og en masse mennesker omkring mig, der hele tiden bidrager til et større billede og en større mening af verden og livet. Spejderbevægelse, mission/nødhjælp, gudstjenestefornyelse, sjælesorg, smågruppe/netværk, ligger mig meget på sinde.

Ja! Jeg er troende og fantast. Jeg tror, at der er en dybere mening med tilværelsen og at menneskers retning og mål er at være tæt på Gud. Jeg tror, at kristendommen rummer en dybere sandhed om Guds hensigt med menneskets gøren og laden. Jeg tror, det er vigtigt for mennesker, at have et fast fundament. Jeg er naiv, dvs godtroende i mange henseender. Jeg har som de fleste en tendens til at være bedrevidende og dømmende, men jeg tror ikke længere som i mine teenage-års iver, at jeg altid har ret, men snarere, at jeg ind imellem har ret og ofte tager fejl. Der var på et tidspunkt hvor en teologi-test cirkulerede blandt meto-bloggerne og jeg har naturligvis også testet mig selv og mit teologiske standpunkt: testen viser til min lettelse, at jeg kun er 14 % fundamentalist og åbenlyst heavly influenced by John Wesley and the Methodists.

Emergent/Postmodern
82%
Evangelical Holiness/Wesleyan
82%
Classical Liberal
61%
Charismatic/Pentecostal
61%
Neo orthodox
50%
Modern Liberal
50%
Roman Catholic
36%
Reformed Evangelical
32%
Fundamentalist
14%

Jerusalemskirken er en Metodistkirke. Den menighed, som jeg er en del af, ønsker at være levende og vokse. Den vil gerne danne rammen om et sted, hvor alle kan føle sig trygge og fri til at være sig selv. Min kirke lever kun i kraft af Jesus Kristus, og ønsker, at alle medlemmer er engagerede gennem bøn, deres nærvær, deres gaver og deres tjeneste. Den vil gerne være åndeligt sund og kulturelt relevant. Det er det værdisæt, som min menighed bygger sin kirke på.