mandag, august 28, 2006

Bigfoot

Inspireret af et debatindlæg i min babyklub, kom jeg til at tænke på indkøb af børnesko.

Jeg bekender mig blindt og ukritisk til den overbevisning, at sko (til børn) skal indkøbes i specielle børneskosbutikker, hvor personalet er uddannet til bedømme barnets helt unikke sko-behov, og kunne anvise den optimale sko, støvle eller sandal for netop dette barn. (Det er formodentlig sådan noget barnelærdom, jeg ikke har fået sorteret ud af min mentale bagage endnu, lidt ligesom ”Du må først gå i vandet efter en time, når du har spist”. En Hallgreen-rest!)

Sidste gang jeg fornemmede, at Vrissendatters sko ikke passede rigtigt mere, det var vist i det tidlige forår, så besluttede jeg mig for at medbringe hende i netop sådan en børneskobutik, med det specialtrænede personale, og et udvalg af børnesko, der spænder fra spiffy træningssko-agtige sager til supernuttede bittesmå tullesko.

Der var mange mennesker i SKOFUS, så det tog lidt tid at blive ekspederet. Eller vejledt ud i det perfekte skovalg. Vrissenpigen udnyttede ventetiden til at flytte rundt på så mange sko som muligt. Jeg har efterhånden så meget hård hud på min mor-og-barn-indkøb-i-fællesskab-personlighed, at jeg er blevet en af de slags kunder, der bare siger ”det er sørme fint, skat, kan du sætte dem på plads igen?”, hvergang hun kommer med en ny babydrengesko eller gummistøvle i camouflagefarver, velvidende at det gør hun nok ikke.

Da der blev en ekspedient ledig, havde jeg besluttet mig for et par røde gummisko med et bredt velcrobånd over vristen, der så ud som om de var nemme at få af og på. (Det skulle senere vise sig, at det var de også. Alt for nemme). Men ekspedienten bifaldt mit valg, og hentede den der dims, man måler børnenes fødder med for at finde ud af størrelsen. Vrissenpigen var bemærkelsesværdigt samarbejdsvillig, og lod ekspedienten måle begge fødder flere gange uden at gøre ophævelser. Ekspedienten spurgte så til hendes alder og forlod os så med et ildevarslende ”Et øjeblik”. Hun afbrød en kollegas ekspedition, og trak hende til siden og pegede over på Vrissenpigen, mens de lavmælt talte sammen, og jeg fornemmede at den der zen-ness, der havde tilladt mig, at lade mit barn manisk flytte om på det meste af butikkens sortiment, fordampede, og blev erstattet af en voksende uro. Endelig kom ekspedienten tilbage, og med en beklagende stemme, og i en tone som skulle hun overbringe mig nyheden om en kær vens nylige død, sagde hun:”Jeg tror altså, at vi skal op i en størrelse 26...” Jeg var nu bragt så meget ud af fatning, at jeg med et lignende bedrøvet udtryk, samtykkede, ”at hvis det var det bedste... ja, så måtte det jo være sådan.”

Det skokøb hører til top-10 over latterlige indkøb, jeg har gjort. Dvs. skoene passede perfekt bortset fra, at ungen tog dem af i tide og utide og løb rundt på strømpesokker i sandkassen, og at vi ugen efter måtte købe et nyt par sko, der ikke lod sig afmontere sådan uden videre. Det var den forventning, ekspedienten tilsyneladende havde om, at jeg ville blive deprimeret over min datters usædvanligt store fødder...

onsdag, august 23, 2006

Den tomme grav - missionens udgangspunkt

I min bibelgruppe har vi læst Markusevangeliet kap. 16 sammen.
Det er et tekststykke, der handler om opstandelsen.

Det er en nøgen og ærlig fortælling. Bidende skarp. Den handler om facts og virkeligheden er ikke sminket med fromme historier og Hollywood-forklaringer.

Det var påskemorgen. 3 af de kvinder, der havde været tæt på Jesus havde købt dyre parfumer og salver for at vise den døde en sidste ære. De var bekymrede over hvordan, de skulle komme ind i graven. Men de kunne have sparet sig deres bekymringer - for stenen var væltet bort fra graven, og de kunne gå ind uden videre. Derinde ventede en fremmed hvidklædt skikkelse på dem og de opdagede, at den døde var forsvundet. De blev bange. De var så skræmte, at den fremmedes ord prellede af på dem. Han sagde: "Vær ikke bange. Den korsfæstede, Jesus fra Nazaret, er opstået fra de døde. Gå ud og fortæl, hvad der er sket. " De flygtede fra graven og sagde ikke noget til nogen. De turde ikke tro på det, de havde hørt og set. Først da Jesus viste sig for dem: Maria Magdalene og de 11 disciple - en efter en - begyndte det at gå op for dem hvad, der var sket. Hele Jesu liv var fuldbragt i hans død og opstandelse og det projekt, som de havde været en del af var ikke en fiasko.

Vi tror på Jesu Kristi opstandelse. Men opstandelse er ikke logisk. Det er absurd. Kæden til virkeligheden springer af. Selv opstandelsens vidner tvivlede på det, de så og hørte. Vi står overfor Gud som dem, vi er - tvivlere og syndere, der ikke kan rumme historiens største under. Men Gud bruger tvivlere som vidner. Vi bliver ikke først sendt i skole, hvor vi skal lære en masse om teologi og forbedre os moralsk. Jesus bebrejder os vores vantro, men sender os alligevel ud. Jesus lever - trods vores tvivl. I tvivlen opstår en spinkel tillid til det, man ikke kan vide med sikkerhed og det bliver forvandlet til tro og håb p.g.a Guds kraft.

Døden er ikke afslutningen, men begyndelsen til noget nyt. Gråd og klage og bekymring bliver forvandlet til glæde. Det er denne glæde, som kvinderne blev sendt ind til Jerusalem for at dele med disciplene. Det er denne glæde, der bærer kristendommen.

Mission er at dele glæden med andre. Mission er at gå over grænser. Påskemorgen gik Jesus over dødens grænse. Herfra sender han mennesker ud over grænser. Både i forhold til sig selv og til andre mennesker. Mission er en vandring mellem 2 poler: Fordybelsen - vandringen mod den tomme grav. Og nærværet - vandringen med et andet menneske for at dele glæden med dette menneske.

Jeg forstår ikke opstandelsen. Men i glimt erfarer jeg den fra tid til anden som første påskemorgen. Og opstandelsen sprænger min forstand, så jeg med hjertet kan tro på det evige liv og få mod til at gå ud og bringe bud om Jesus Kristus.

tirsdag, august 22, 2006

Husmoderligt dødvande

Selvom jeg har en fornemmelse af, at det ikke er noget at stræbe efter, misunder jeg alligevel Bree van de Kamp en lille smule en gang imellem. Uden at overdrive ville sundhedsmyndighederne, hvis de lagde vejen forbi og så på tingenes tilstand, brænde hytten af og strø salt udover brandtomten. Vi har verdens mest snavsede gulve. Og køkkenet vil jeg slet ikke nævne. Det ”sjove” er, at da Vrissenbaby kom til verden, udforskede jeg nye og helt ukendte sider af mig selv. Jeg havde enorme mængder energi, så jeg ryddede op, tørrede af, vaskede tøj, støvsugede og gjorde rent i en uendelighed. Og jeg havde lyst til det! Det føltes meget... tilfredsstillende?! Vrissenbaby var en meget, meget nem baby. Hvis hun ikke sov eller spiste, var hun ganske tilfreds med at iagttage rengøringsvanviddet fra skråstolen. Nu, 11 måneder gammel, bidrager hun selv til roderiet. F. eks. har hun lige nu travlt med at flå alle DVD’erne ud af de nederste hylder. Når hun er færdig med det, vil hun formodentligt fortsætte med at prøve at hive selve pladerne ud af kassetterne. Men min lyst til at opretholde om end ikke ro, så dog renlighed og orden er pist forsvundet. Faktisk sidder jeg her og udskyder at gøre noget ved de 4 kubikmeter vasketøj, der skal vaskes, betragtelige mængder halvstørknet havregrød, der skal fjernes fra spisebordet og gulvet, og jeg burde nok også gøre badeværelset rent. Og det burde være en overkommelig opgave, da det kun er 1 m2. Men jeg giiiiiiiiiider ikke. Måske er det et graviditetssyndrom?

tirsdag, august 15, 2006

Hus og hjem

I dag vil jeg gerne fortælle dig om det næste led, der sidder i mit armbånd. Det er et symbol på mit hus og hjem. Vi flyttede på landet fra Nørrebronx for 2½ år siden. Det føles godt at få sit eget hus med have. De fleste af vores flyttekasser er dog ikke pakket ud endnu... Vi startede med at rive alt ned og er siden begyndt at bygge op igen. Tingene fungerer herhjemme, men det meste er stadig midlertidigt og fyldt af støv og der er ingen faste pladser. Jeg flytter rundt på vores happengut i tide og utide og min stakkels mand kan aldrig finde noget. Det får vi meget sjov ud af. Min jordemoder kommenterede engang, at det er ufatteligt så mange børnefamilier, der står med de rå ydervægge, når der kommer småfolk...


Vi har moderniseret hele hytten. Ny el, nyt vand, nye kloakker, nye badeværelser, køkken, gulve, lofter og vægge. Ny skorsten, ny indkørsel, hegn og espalier rundt om haven. Vi har fugtisoleret kælderen, flyttet vægge og fået gulvvarme overalt. Her følger en billedserie af huset før... undervejs... og nu.





















Huset udgør hjemmet for min familie, der består af Vrissenfar, Vrissenmor, Vrissendatter og Vrissenbaby. "Familien Vrissen" er et udtryk, jeg har lånt fra en dagbogsforfatter i min babyklub. Hun skriver virkelig morsomt og rammende om sit familieliv, der til forveksling ligner mit. "Familien vrissen" er rigtig beskrivende for vores familieliv netop nu - grundet søvnmangel og travlhed og trodsalder og nye tænder og graviditetssyndromer. Det udtryk vil jeg adoptere for en tid. Vi elsker frikadeller og sodavand med brus og vi er glade for at bo i vores lille gule hus.

søndag, august 13, 2006

Midt i byen. Midt i livet

I søndags havde jeg den fornøjelse at være på besøg i Odense Metodistkirke. (Undskyld Søs! At jeg ikke var forbi jer.)

Et utroligt dejligt sted med familiær atmosfære, og med en livsbekræftende åbenhed og imødekommenhed. Læs mere på kirkens hjemmeside: http://www.metodistkirken-odense.dk

Det var en lille forsamling, der var mødt op til gudstjeneste, men der var en intim stemning og masser af ånd til stede. God musik. Plads til bøn og eftertanke. Plads til at røre sig og være sig selv.

Præsten gav os ord med på vejen om, hvem Jesus er, når han selv skal sige det!

Der findes ingen standard præsentation af Jesus, men i Johannesevangeliet findes forskellige udtryk, hvor Jesus indleder med at sige: Jeg er…. Parallelt med den form Gud bruger om sig selv i gammelt testamente.

Hverken Gud eller Jesus (2 sider af samme sag) kan holdes fast med en bestemt karakteristik. Guds kærlighed kan ikke beskrives i en smart punchline. Han er ikke entydig og forudsigelig. Jesus siger ikke; "Goddag jeg er Kristus, Guds søn." Han er uhåndgribelig. Umulig at danne sig billeder af, hverken i ord, træ eller metal.

Men Guds navn (hvordan det så end udtales) er knyttet til verbet "at være". Han giver sig til kende for os. Han åbenbarer sig for os og siger "Jeg er", og så er det bare om at slå ørerne ud og lytte.

Jeg er livets brød (Joh 6,35)
Gud er så tæt på dig og sånærværende, som brødet i din dagligdag. Han stiller din sult.

Jeg er verdens lys. (Joh 8, 12)
Alle har brug for lys og Gud tilbyder en vej ud af mørket og giver dig håb, tryghed og fred.

Jeg er den gode hyrde. (Joh 10, 11)
Gud beskytter dig og bevarer dig. Han sætter sit liv til for dig, så du ikke lider nød

Jeg er opstandelsen og livet. (Joh 11, 25-26)
Gud vil, at du skal leve. Livet er stærkere end døden.

Jeg er vejen, sandheden og livet. (Joh 14, 6)
Jesus gik vejen. Han satte sit liv til for dig. Han besejrede døden og beviste, at Guds løfter er sande og skabte derved håb for alle mennesker om at komme tæt på Gud

Jeg er den sande vintræ. (Joh 15, 1)
Det er gennem frugten på vintræet, at vinen kan presses og dukan drikke vinen. Det sande vintræ er et billede på det helt nære forhold mellemmennesker og Jesus. Vi er grenene på vintræet. Gud er vingårdmanden, der driver frugten frem. Skilt fra ham kan vi slet intet gøre. Han giver os, hvad vi behøver.

Hvem er så Jesus, hvis han selv skal sige det: Den som var og som er og som kommer.
Alfa og Omega (Johs åb. 22,13)

onsdag, august 02, 2006

Embarazada?

Jeg er tilbage på min blog efter familieferien. Vi har haft 3 uger sammen. Det har været hæsblæsende, men også dejligt at være så tæt på hinanden.

Mens computeren har været slukket, lagde jeg vejen forbi Matas for at købe nogle småting, og af en eller anden grund, mest for sjov og fordi jeg ikke kunne knappe mine bukser, kunne jeg ikke lade være med at købe en graviditetstest.

Da jeg kom til at kigge på folieindpakningen stod der ”GRAVIDITET-? / PREGNANT-? / EMBARAZADA-?” med store sorte bogstaver. Og det, jeg så i min spansk-uvidenhed, syntes var lidt sjovt var, at hvis jeg havde læst ordet ”embarazada”, (det er da spansk, ikke?), ude af den forhåndenværende kontekst, ville jeg oppe i mit træge hoved, have oversat til det engelske ”embarrased”. (Ja, man skal nok have været på barsel på 3. år for at synes, at det er sjovt...) Og testen var – surprise!! – positiv.

På trods af spiral og hel ude af trit med al planlægning, venter vi nu vores 3. barn til marts. Det synes jeg selv er meget embarazada, og man må gerne drille, selvom vi ikke kan gøre for det. En spiral er 98-99% sikker, ikke destomindre ville det da have være rart at få et vink, inden man blev flyttet over i 1-2%-gruppen. Der har vi aldrig været før. Vi er så småt ved at vende os til tanken om familieforøgelse. Spiralen er fjernet, så barnet kommer ikke til verden med krøller og et T aftegnet i panden.

Graviditetssyndromerne har så småt meldt deres ankomst. Sult. Kvalme. Træthed. Energiforladthed. Hormoninduceret sindssyge. Det er næsten umenneskeligt hårdt at holde sig vågen, når ungerne er blevet lagt i seng, så voksen-tid er der intet af for tiden. Oven i al den jammer, har jeg mest af alt lyst til at krølle mig sammen under sofabordet og vente på foråret.