Frimodig tro

Lukas 2: 41-52

Joh Åb 21: 3-5

Strandby Kirke - Evangelisk alliances bedeuge

Vi er alle sammen Guds elskede børn. Sådan lyder budskabet til os i dåben.

Er du i tvivl om hvem du er og hvad du vil med dit liv?

 (... og det kan man nemt blive i dag, hvor der er så mange muligheder og så hårdt et pres for, at man SKAL blive til noget, at man hurtigt bliver usikker på om man træffer rigtige valg i forhold til sine drømme, ønsker og mål...)

Så kan du altid vende tilbage til din dybeste identitet hos Gud. 

Den første sandhed om, hvem du er, er, at du er elsket og villet af Gud, helt uden, at du selv har gjort dig fortjent til det.

Han har formet og dannet dit inden i din mors mave, skabt krummelurerne i dit øre, givet dig hoved, hænder og hjerte og omsluttet dig med sin nåde helt fra din undfangelse 

Hvert enkelt menneske er fra Guds hånd en originaludgave, skrev Søren Kierkegaard, en helt unik personlighed med en ukrænkelig værdi.

At være et Guds barn giver mig et holdepunkt i livet. 

Når jeg grundlæggende har værdi bare ved at være mig, så bliver det ikke længere så farligt at skulle imødekomme krav og forventninger, for jeg er blevet befriet fra udelukkende at blive defineret af mine præstationer – om jeg gør det rigtige, siger det rigtige, ser rigtig ud osv. Hvis jeg begår en fejl, er jeg ikke en fejl. Hvis jeg siger noget dumt, er jeg ikke dum. Det giver i virkeligheden plads til at være ufuldkommen og alligevel god nok. 

Jeg behøver ikke at skamme mig over at være mig og det behøver du heller ikke.

Vi er alle sammen Guds børn – men Gud har ingen børnebørn.

Hvad mener jeg nu med det? 

Med det mener jeg, at troen på, at du er noget værd og sat fri til at være dig selv uden sammenligning, er ganske afgørende. 

Hvis du ikke tror på, at du er elsket og villet, så får det ingen betydning for måden, du lever dit liv. 

Du kan ikke arve troen fra dine forældre, du må opdage den selv og tage den til dig som et kompas i dit liv. Troen giver dig et ståsted, en retning og et formål, uanset hvad du tror på, er din tro definerende for dit liv.

Hvor kommer troen fra – ja se det har Evangelisk Alliances bedeuge et bud på.

Troen kommer af det, der høres og det der erfares, står der her i vores andagtshæfte Bedefolder-2025.pdf

Derfor er det vigtigt, at der er nogen der fortæller i ord og handling hvem Gud er og hvad det betyder for os, at Han ser på os med et kærligt blik. 

Hvis ingen fortæller det får det ingen indvirkning på nogen.

Den nyligt afdøde skuespiller og teater direktør Jytte Abildstrøm blev en gang spurgt i et interview til Alt for damerne, Hvem der var den vigtigste vejleder i hendes liv? Hun svarede:

– Jeg tror på Gud, og hvorfor skulle jeg ikke sige det højt? Min yndlingssalme er "Op al den ting, som Gud har gjort". Jeg har også siddet mange gange i et beskyttelsesrum under krigen og bedt Fader Vor.  Jeg hører også gudstjeneste hver morgen klokken otte, men jeg har svært ved at komme op, så det er ikke så ofte, jeg er i kirke

Troen behøver man ligesom med så meget andet ikke at skamme sig over – det er godt vi har gode forbilleder i kendte mennesker, der tør tage bladet for munden

Vi oplever i kirken, at bedsteforældre er guld værd. Det er dem, der har tid til at tage børnebørnene på skødet og læse en bog. Det er dem, der tager børnebørnene ved hånden og viser dem verden, tager med i børnekirke, til stranden og smider en sten i vandet, på lejr og på højskole, mens forældrene har travlt og løber stærkt for ikke at komme for sent til livets ende.

Kender I bogen Intet af Jane Teller? Den er pensum i folkeskolen. Den handler om en dreng, der har mistet troen på, at livet har en mening. Han er kravlet op i et træ og nægter at komme ned før nogen kan overbevise ham om at noget har en betydning. Det er en provokation for hans klassekammerater, der beslutter sig for at ofre en ting, som har aller mest betydning for dem, og smide dem i en fælles bunke, som et bevis på at livet alligevel har en værdi. Det starter med et par yndlingssko og udvikler sig til det mest absurde og makabre som en mødom og en død lillebror i en kiste, netop for at modbevise nihilismens grumme budskab at ingenting betyder noget.

Hvordan vil du modbevise at ingenting betyder noget? 

For jeg kan love dig for, at der er nogen, der kigger på dig og leder efter mening og håb. Dine venner, dine klassekammerater, dine søskende, dine børn og børnebørn og oldebørn, dine kolleger, dine elever, dem du står ved siden af i bussen om morgenen, hvor et simpelt smil eller venlig gestus kan gøre en verden til forskel.

I evangelieteksten møder vi to forvildede forældre, der farer rundt og leder efter deres dreng, som er blevet væk i den heftige trafik og tumult ud af Jerusalem efter den store påskefestival. De er ude af sig selv, bange og forvirrede og ved ikke hvad de skal tro.

Men drengen, ved ikke selv, at han er blevet væk. Han befinder sig der, hvor det er allermest oplagt for ham at være, i templet, hvor han er fordybet i en teologisk samtale med de skriftkloge om alt mellem himmel og jord.

Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Far i himlen, spørger drengen sine forældre og giver dem derved et praj om hvad der er vigtigt her i livet.

Selvom der sker ulykker..

(hvem har ikke mistet overblikket en gang imellem? Eller mistet fokus på den lille, som så nemt bliver væk i supermarkedet og bonbon land)

Selvom der sker katestrofer og tragedier, som vi ikke har en kinamands chance for at få kontrol over, så er det stadig den en nære personlige relation til Gud, som betyder noget og som giver dig perspektiv på tilværelsen. 

Den Gud som har elsket dig og villet dig lige fra begyndelsen, som har indskrevet dit navn i livets bog og har tal på alle dine dage indtil enden, har styr på tingene på den lange bane 

(og hjælper os med at få styr på den korte bane.)

Det er Gud, der sætter det sidste store punktum, skriver Thomas Frodin i Bedeugehæftet – og så er det alligevel ikke et punktum, men kun et komma eller et semikolon.

For der er ingenting, der kan skille os fra Guds kærlighed. Hverken død eller liv, noget nuværende eller noget kommende, Fællesskabet med Gud er evigt sammenhængende, en ubrydelig enhed.

Gud selv, i skikkelse af Jesus Kristus, er trådt ind i vores verden, har taget bolig hos menneskene, han vil selv være hos os, juble med os når vi er glade og tørre tårerne af vores øjne, når vi sørger og minde os om hvem vi er, skabt i Hans billede, til at ligne ham.

”Skriv” siger englen til Johannes i en drøm.. Skriv ned hvad Gud har vist dig i din drøm, så andre kan læse det og blive opmuntret af det. I Johannes Åbenbaringens vision om endetiden gør Gud alting nyt. 

Det ny Jerusalem har ikke noget tempel, man kan tilbede i, skjule sig i eller blive væk i, eller strides  og slås om som mennesker har gjort gennem århundreder i Israel/Palæstina – i centrum af byen, står livets træ, frit tilgængeligt, gaderne i byen er lavet af guld som symbol på, at der hvor vi færdes, dér er Gud med os, det aller helligste som vi deler med hinanden, troen og livet, hører hverdagen til og er ikke kun reserveret til om søndagen, når der er gudstjeneste.

Hav en frimodig tro! Så andre kan se og høre på dig, at det med Gud betyder noget. Find en måde, der er naturlig for dig, så du kan vidne om Guds kærlighed ved den måde du lever på. Det nytter ikke noget at kopiere andre - vær en original, det er du bedst til. Vær ægte og ærlig, når du deler tro og liv med andre over en kop kaffe eller et måltid mad, når du ordner have eller bygger redskabsskur med sønnike, eller er på en gåtur med en god ven, eller når I dekorerer keramik på en tøsetur til Alborg.. Stil spørgsmål og tilbyd svar, der åbner fremfor at lukke, der giver vished og håb, fremfor tvivl og usikkerhed.

Det er opmuntringen til dig i dag, som afslutning på Bedeugen, hvor kirkerne har en god anledning til at være sammen på kryds og tværs.

Få dig en frimodig tro.

Vi er alle Guds børn, elsket og villet af ham fra begyndelsen og til helt enden, men Gud har ingen børnebørn, du må selv overveje og erfare betydningen af Guds kærlighed for dit liv og give det videre til mennesker, du møder på din vej.

Amen

 

 

Hjem til jul

Johannes 1: 1-18

Strandby Metodistkirke

Er du træt af julesange endnu..? Lad mig give dig en på hjernen...

Driving home for christmas eller hvad med I’ll be home for Christmas…

Ren julestemning med Bing Crosby eller Dean Martin eller Elvis Presley,
tyk sentimental sukker glasur smurt ud forventningerne om hvordan en rigtig jul skal være

Sne, mistelten, gaver under træet, lys og varme, og så har sangen det lille plot tvist, at det er en soldat, der synger og længes efter at komme hjem og måske bliver det kun i drømmene og sangene, at det kan lade sig gøre.

Driving home for christmas med Chris Rea handler også om længsel efter at se sine kære, om at sidde fast i trafikken på et koldt og kedeligt sted, mens man går glip af julefesten derhjemme. Om at være på vej og reflektere over hvor man er på vej hen og hvor man gerne vil være, hvis man selv kunne bestemme – om at blive klar over hvad der er virkelig vigtigt i livet og få det bedste ud af det, mens man kan. Om at søge nærheden og kærligheden og meningen.

Julen handler rigtigt meget om at komme hjem. Om forbindelse mellem mennesker og rigtig meget om forbindelse mellem menneske og Gud.

Ofte taler vi i kirken om livet som en pilgrimsrejse, hvor den enkelte bevæger sig fra vugge til grav, søger meningen, finder sin plads i fællesskabet og finder fred med sin Gud

Der findes en bog, skrevet i 1678, som hedder ”the pilgrims progress” Pilgrimmens bevægelse eller fremskridt, som har dannet grobund for store episke fortællinger som Tolkiens: Ringens Herre, CS Lewis´ Narnia, og andre forfattere som Mark Twain, Charles Dickens, Charlotte Bronte for bare at nævne et par stykker

The pilgrims progress er en allegorisk fortælling om Christian, hovedpersonen, der bevæger sig fra sin hjemby ”city of destruction” (Hørmested) til en himmelsk by på et højt bjerg (Himmelbjerget) Han har en guidebog i hånden (bibelen) på vejen sker der alt muligt, livet slår nogle sving, han møder forskellige personer som Ignorance, Hope, Despair, Knowledge, mr Worldly Wiseman og Evangelist, sidstnævnte råder ham til at følge et skarpt skinnende lys, som Christian mener han kan skimte i det fjerne, han har blot et problem, han bærer noget på ryggen, så tungt at han hele tiden bliver træt af at gå, bliver distraheret og mister fokus og retning. Den tynge byrde, han har i bagagen kommer fra noget han har læst i guidebogen, bevidstheden om alle sine fejltrin, og der sker ikke rigtig noget fremskridt i historien, før han møder Grace og får kraft til at bestige bjerget og gå ind gennem de himmelske porte.

En pilgrimsrejse er typisk en vandring mod et helligt sted, et sted tillagt en særlig betydning. Det er en bevægelse som medfører en personlig forandring, ofte af moralsk eller åndelig karakter. Ordet pilgrim kommer fra et latinsk ord, der betyder ”fremmed” og tanken er i overført betydning, at vi bevæger os som fremmede gennem verden, indtil vi kommer frem til det, sted hvor vi hører hjemme, det sted, vi kan genkende fordi vi har været der før, det er her vi kommer fra og hvor vi bliver genkendt og budt velkommen hjem.

Som i eventyrerne, bygges overgangene op efter kontraktmodellen – hjem-ud-Hjem

• Hjem (1): Hovedpersonen er hjemme. Dette er personens hverdag (det er ikke sikkert at hovedpersonens hverdag er god – hovedperson drives villigt eller modvilligt afsted
• Ude: Hovedpersonen skal løse en konflikt / en udfordring skal klares. Der er uro.
• Hjem (2): Konflikten er løst. Der er ro. Hovedpersonen er forandret, klogere, bedre.

Hjem er der hvor hjertet er – hjem er der hvor wifi forbinder automatisk

Familien og hjemmet er oftest det der har den stærkeste følelsesmæssige tiltrækningskraft for et menneske – der hvor man mærker kærligheden og har gode minder, men det er jo langt fra altid sådan at hjem er er rart sted at være, det kan jo være ødelagt af krig, brudte relationer og ubærlige livsvilkår.

Hvad forbinder du med ordet – hjem?

Hvor er det henne?
Er det, der du bor nu, eller der hvor du kommer fra?
Er det mennesker, du har en særlig tilknytning til
Eller er det forbundet med det, du gerne vil opnå i livet, der du gerne vil hen?

I Johannesevangeliet hører vi om Jesus fødsel på en mere filosofisk måde end juleevangeliet, som vi fik at høre juleaften. Her handler det ikke om at være fremmed i verden eller at slippe ud af denne verdens jammerdal, men helt omvendt om, at Gud elsker verden så højt, at han ønsker at træde ind i den og blive en del af den. Han ønsker at tage bolig på jorden og være hjemme, der hvor vi er – for at vi kan finde hjem hos ham lige dér, hvor vi er.

Der står, at dengang verden fik sin form, der var Guds ord allerede tilstede, verden blev til ved, at Gud nævnte det, han tænkte på – lys, vand, land, himmel, stjerne, sol og måne, planter, træer og dyr, og kronen på værket mennesket, skabt i hans billede. Intet blev til uden, at Gud elskede det frem og bemærkede, at det han havde skabt, var godt i sin grundessens.

Da Jesus blev født julenat, blev verden skabt igen på ny, Guds ord fik form, denne gang menneskeform, så det blev til at tage at føle på og følge efter.  Gud taler nu til hjertet og motiverer til en bevægelse i kærlighedens retning. Gud ønsker at flytte helt ind, ikke bare ind i verden, men ind hos dig og blive dit tryggeste sted, dit sandeste jeg, din dybeste identitet.  

Jesus er født, hvad så nu? Julen er en ny begyndelse, der føles lidt som at være nybagt forældre og bringe sit barn med hjem fra hospitalet. Al den forberedelse og forventning er nu forløst, barnet er her og en ny normal indfinder sig, familielivet begynder, nu med en ekstra spiller på holdet, en dyrebar skat, som skal behandles med omhu og omtanke.

Hvad end begrebet hjem, betyder for dig, om du elsker det eller om Strandby føles lidt for lille eller om du på denne første juledag allerede er lidt træt af julesange, småkager og hygge i familiens skød og glæder dig til hverdagen med den fornyede energi, som nytåret giver til at udrette noget nyt,

så er der noget, som er forandret for altid, Guds kærlighed er blevet tilgængelig, fordi Jesus er blevet født ind i verden. Han banker på dit hjertes dør, du bestemmer selv om du vil lukke ham ind og lade ham få taleret i dit liv. Wifi forbindelsen til himlen er etableret og du kan connecte automatisk.  

Måske vækker ideen om hjem blandede følelser – varme /kulde, trygt/utrygt hyggeligt/kedeligt, men forestil dig et sted med fred og glæde, frihed og retfærdighed – det er der Jesus inviterer dig til at bo, sammen med sig. Det er muligt at finde derhen, der er der du kommer fra og vender tilbage til, aldrig længere væk end dit pulsslag, der bevæger sig i i dit hjerte.

Amen

 

Re-gifting

 Juleprædiken 2023

Lukasevangeliet 2: 1-20

"I har fået det for intet, giv det for intet" Matthæus 10:8

Jeg er et håbløst tilfælde, når det kommer til julegaver. Jeg ønsker mig aldrig noget, fordi jeg har sådan set alt, hvad jeg kunne ønske mig, undtagen fred på jorden – det ønsker jeg mig stadig btw.

Jeg er pinefuldt klar over, at jeg skaber store frustrationer omkring mig, når jeg ikke kan fremvise en ønskeliste, og jeg i stedet siger køb en ged eller en katastrofe-nødhjælps-kasse, så går pengene i det mindste til et godt formål.

Jeg forstår faktisk godt, at det ikke er godt nok, fordi en giver af en gave ønsker at gøre modtageren glad, hele konceptet gave-givning går ud på at skabe relationer mellem mennesker. Så det er jo faktisk selve relationen med andre mennesker jeg svigter, når jeg ikke interesserer mig for, at nogen ønsker at gøre mig glad med en gave og det er jo ikke godt!

Jeg har bare altid haft modstand på at gå ud og købe gaver efter ønskelister som om det var indkøbssedler, at modtage en brødrister og kvittere med et sæt sengetøj for hvad søren skal man ellers lige finde på og jeg bliver faktisk oprigtig glad for penge til gode formål, en oplevelsesgave eller en børnetegning eller et par hjemmestrikkede sokker. Vin og chokolade er heller ikke at foragte. Og som noget nyt er jeg begejstret for den nye trend indenfor re-gifting.

Det har ellers i mange år være ugleset at genbruge gaver, men nu er det totalt in at give genbrug i gave. Det er godt for miljøet, det er personligt og betænksomt, kreativt og sjovt og overraskende og modtages med et kæmpe smil, hvis forventningerne ellers er afstemt på forhånd. Er du ikke helt obs på reglerne, så har jeg forberedt en lille guide til dig – en gave til dig og velbekomme:

1. Det er selvfølgelig no-go at re-gifte hjemmelavede gaver. Hvis nogen har strikket til dig, så er vanterne eller huen DIN selvom det måske ikke er din stil. Man må respektere den tanke der er bag en gave. Nogen har gjort sig umage. Husk det!

2. Det nytter ikke at give noget i den oprindelige indpakning, det er dårlig stil, hvis man kan se, at pakken har været åbnet og brugt. Så må du pakke om og gør noget ud af indpakningen, så indpakningen bliver en gave i sig selv, det er altid populært, at den mest spektakulære gave under træet netop er til dig. Husk det!

3. Du må ikke re-gifte den grimme porcelænsfigur, som du ikke selv gad at have. Du må i stedet begræde dit tab og donere den skrækkelige ting til loppeladen i stedet for at re-gifte den. Man må kun genbruge gaver til nogen, som man tror bliver glad for lige præcis denne gave – og ikke bare det du selv trængte til at få ryddet op i bagest i skabet. Man må ikke lade sit eget skrald blive andres problem. Husk det!

Re-gifting handler om bæredygtighed og betænksomhed og det er to værdier, som jeg gerne vil fremhæve denne juleaften

Regifting handler ikke om at slippe nemt omkring gaveræset, eller slippe af med det brugte duftlys, der har mistet sit strejf af granskov eller de nuttede pyntepuder du fik sidste år, som ikke længere matcher farven i din sofa

Regifting handler måske netop om at gøre op med gaveræset og finde ind til hvorfor i alverden vi putter gaver under juletræet i det hele taget.

Det er jo ikke din eller min fødselsdag, vi fejrer til jul, så det burde ikke være dig og mig, der skal have gaver, men kunne man glæde fødselsdagsbarnet Jesus ved at demonstrere bæredygtighed og betænksomhed, så er der måske en ide med hele forestillingen omkring juletræet.

Kan man re-gifte ting som næstekærlighed, gavmildhed, omtanke, så er vi måske inde på noget og rører ved julens dybe mening.

Julens mening, handler om den kæmpe gave til verden, som Jesus repræsenterer.

Barnet i krybben, Guds søn, sendt fra himlen uden glimmerpapir, byttemærke og sidste salgsdato, for at være vores vejleder, læremester og frelser.

At være frelst betyder ikke at være overdrevet from eller med på moden eller WOKE, at være frelst betyder at være sat fri fra noget som holder os som slaver. Frelse kommer af ordet frihals, man må forestille sig en lænke rundt om halsen som man bliver befriet fra. Fri mig fra gaveræset og julens kommercielle side, fri mig fra brug og smid væk kultur, fri mig fra traditioner, som har mistet deres betydning, fri mig fra kapitalismens jerngreb, fri mig fra grov udnyttelse af fattige, fri mig fra magtstrukturer, der får et folkeslag til at undertrykke deres naboer, fri mig fra krigens vold, død og ødelæggelse. Fri mig fra krænkelse af menneskerettigheder.

Jesus er en gave, som bliver ved med at give. Den minder os om vores kald til at give til de fattige, trøste de triste, danne fællesskab med de ensomme, elske vores naboer og fjender som os selv, sprede lidt kærlighed, hvor vi kan, selv midt i juletravlheden.

I torsdags gav en flok frivillige fra Metodistkirken deres tid til at dele julehjælp ud - uden at få løn for det, før uddelingen havde flere hundrede mennesker valgt at give en lille ting til uddelingen, en pose slik, en pakke rosiner osv. og flere virksomheder, foreninger og enkeltpersoner fra byen har givet flotte sponsorater til projektet for at økonomisk trængte børnefamilier kunne få en opmuntring ved juletid.  Det giver julen mening for mig at tilhøre en kirke, der gør sådan.

I dag samler vi ind til verdens fattige. Pengene går til landsbyer i Congo, hvor Metodistkirken har etableret vandforsyning og støtter skolegang og sundhedsklinik.

Det giver julen mening for mig at tilhøre en kirke, der gør sådan.

Jeg hørte engang en amerikansk metodistpræst sige, du skal ikke skamme dig over at bruge penge til jul, bare brug alle dem, du vil uden dårlig samvittighed

Men husk at give lige så mange penge væk til godgørende formål, som du bruger på dig selv. Woaw – er det ikke en tanke, som er med til at skabe betænksomhed og bæredygtighed og som giver julen en dybere mening.

Evangeliet er jo at Gud ikke havde nok i sig selv. Han valgte at blive menneske fordi han elsker os. Tænk nu hvis Gud ikke blev menneske - at han i stedet valgte at blive i sin himmel, fordi det ville være noget bøvl at involvere sig med os. Det ville være katastrofalt og en direkte dødsdom for os.  Det er gode nyheder, at Gud er kommet os helt nær, så tæt på som et lille barn i en krybbe. 

Husk at give lige så meget væk, som du bruger på dig selv. Hvad end der er genbrugsfund under juletræet eller det sidste nye dollargrin står i garagen, så håber jeg at du også vil re-gifte ting som omtanke, gavmildhed og næstekærlighed, der hvor du kan.

Noget af det vi mennesker bliver allergladest for er når vi bliver set og anerkendt. At blive fortalt at man gør en forskel og har en særlig plads i nogens hjerte er så livsbekræftende, især hvis man ikke hører det så tit.

Måske er der nogen på din gaveliste, som trænger til at høre, at de er helt fantastiske og gør en forskel for netop dig.

Vi ved måske ikke hvad den som sidder ved siden af går igennem for tiden, vi ved ikke hvad de egentlig ønsker sig, om de mangler noget og vi ved ikke om en simpel gestus som et smil et kram eller en anerkendelse kan gøre en forskel i dag i morgen eller for evigt, med mindre vi vover at regifte julens ånd.

Amen

Om at se sin næste - dem som er tæt på

Tekst: Esajas 43: 1-14 & Markus 1: 1-4
Strandby Metodistkirke

For nogle er faste en slankekur eller detox. En effektiv måde at rense ud i systemet og smide nogle overflødige kilo ved fx

- at droppe fastelavnsbollen til kaffen
- afstå fra at spise kød eller drikke alkohol til aftensmaden
- slukke for de sociale medier og andre stimulanser i en periode.

I kirken er fasten en invitation til at kigge indad og lægge mærke til hvad der foregår i det indre liv med Gud. Fasten er den 40 dage lange forberedelsestid til påske, hvor vi skal gøre os klar til den store dramatiske fortælling om Jesu lidelse og død og opleve Guds kærlighed på ny i opstandelsens klare lys.

I fastetiden i år er vi inviteret til at pudse brillerne fri fra leverpostej og se på os selv, på hinanden, på fremtiden og på Gud med friske øjne og uden filter. 

Inspirationen til fastetiden kommer fra dette hæfte, der hedder: Havde du mig for øje? Det handler om at se Gud og blive set af Gud og om hvor stor en forskel, det gør, at lade Guds kærlige blik på os få indflydelse på vores liv.

Denne uge har det handlet om at få øje på sin næste, altså dem, der er tættest på.

Buddet om næstekærligheden er måske det mest gennemgående træk ved kristendommen 

- vi skal stå op for hinanden

- bære andres byrder 

- lukke hinanden ind i fællesskabet. 

Ud over Jesus’ dobbelte kærlighedsbud: ”du skal elske din næste som dig selv”, har den danske filosof og fænomenolog KE Løgstrup sagt det bedst:

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv og lykke i sin hånd"

Hvis man tror, at Løgstrups etiske fordring er et pladderhumanistisk feel good budskab om at være søde ved hinanden, så tager man fejl, det er drabeligt alvorligt ment.

Den etiske fordring består i dette, at vi mennesker – om vi vil det eller ej – er udleveret til hinanden. Vi er hinandens skæbne og lever principielt i et ubetinget ansvar for hinanden.

Det kan være svært at have andre mennesker tæt på.

Nogle gange er dem der er tæt på de sværeste relationer at håndtere

Bibelen er fuld af beretninger om hvor svært forholdet kan være mellem dem der egentlig burde være de nærmeste, men som nogle gange synes at være dem, der er sværest at nå.

Et gennemgående bibelsk tema er brødre.

Kan du huske historien om Kain og Abel, der handler om misundelse i Skabelsens allerførste dage. Adam og Evas sønner vokser op og bliver hhv. Fårehyrde og bondemand…

… når Abel ofrer et af sine lam på alteret til Gud, går røgen fra bålet velvilligt opad mod Gud men når Kain ofrer sit korn, siver røgen hen ad jorden, som om Gud ikke vil tage imod det, som om det ikke er godt nok, det som han kommer med - og Kain bliver vred.

Gud taler til ham som en anden master Yoda fra Starwars og byder ham at få bugt med sin vrede: Hate leads to anger, anger leads to suffering, men hadet til broderen vokser og vokser og en dag overfalder han sin bror og slår ham ihjel. Guds stemme taler igen til Kain og spørger ham åbent: Hvor er din bror? Og Kain svarer; Det ved jeg ikke, er jeg min brors vogter?

Svaret på det spørgsmål er et rungende JA. 
Vi er ansvarlige for hinanden, på godt og ondt. 
Intet menneske er en øde ø

Vi er sociale væsener, forbundet med hinanden i hellige samfund – vi bærer hinandens liv og lykke i vore hænder.

Grundbetydning af ordet relation er faktisk, dem vi bærer med os.
(lat. Relatum, ord udledt af referre 'henføre', af re- og ferre 'bringe, bære'.)

Jeg har Danmarks sejeste konfirmander og jeg er knagme-sparkme så stolt af dem. Sidste weekend var vi på tur til København for at besøge Metodistkirkens sociale arbejde MSA og være med til sportslørdag som er bespisning af hjemløse. 2 unge drenge satte sig ned og spillede skak med 2 gamle mænd, der så ud og lugtede som om de aldrig havde været i bad, som om det var den mest naturlige ting i verden. Under middagen var der 3 piger, som sad overfor en fulderik, der måske blev lidt provokeret eller på en misforstået måde gerne ville i kontakt med dem, så han gav sig til at råbe op om, at alt hvad der er galt med verden er kvinder i ledelse og at en hudfarve er bedre end en anden!!! Og de her 3 piger kiggede på hinanden og sagde; ej, det her bliver lidt for dark, så de tog stille og roligt deres tallerken, rejste sig og fandt et andet sted at sidde. - Med sådan en ro og sådan en respekt for egne grænser og rummelighed for andres plads i fællesskabet, Så inspirerende for mig at opleve. Jeg er mest den utålmodige type, mest lyst til at smide manden ud på (r)øv og albuer

- Turen var for mig en oplevelse af hvordan et helligt samfund fungerer, hvor fællesskabet på en mild og kærlig måde både rummer og irettesætter. Det er for mig glimt af guds rige – lige dér. En sæbeboble, hvor hele universet, himlens dybe blå kan skimtes, hvor fællesskabet giver rum til at det besværlige, det brudte, det dumme, det ødelagte kan genoprettes og blive helt igen

Der er andre eksempler på svære relationer og den svære søskendekærlighed i Bibelen, som også er gengivet i utallige film og  TVserier. FX Brødrene Skjern og Varnæs fra Matador fx eller Susanne Biers brødre, der genspiller Kain og Abels historie om den gode og onde, der godt ved, at han forvolder den anden skade, men frasiger sig ansvaret og fortsætter som om intet var hændt, mens tilliden og trygheden og intimiteten i relationen går til grunde.

Måske husker du også Isak og Ismael, Jakob og Esau, eller Josef og hans brødre, som rent faktisk sælger deres lillebror Josef som slave til Ægypten for at slippe af med ham. (Mon der sidder nogle storebrødre her, der har haft samme ide?)

Eller søstrene Maria og Marta, der har en chick-fight om hvem der skal tage opvasken, en dag hvor Jesus er på besøg. (Den fejde har vi tit hjemme hos os) Martha synes hun har lavet det hele, mens Maria har siddet og fedet den af sammen med gæsterne. Martha har et problem med Maria og det bliver så Marias problem. I stedet for at tale med Maria om det, så gør hun som vi mennesker så ofte gør, når vi er stressede i vores relationer. Hun taler med Jesus OM Maria. Jesus gør sig ikke til dommer om rigtigt og forkert, men han lærer Marta værdien i at glæde sig over andres glæde i stedet for at blive forblændet af Emma Gad regler og tanker om hvordan tingene burde være. Det er en kunst at kunne glæde sig over andres glæde, det sætter os fri fra de kulturelle roller vi ellers er fanget i.

Paulus siger noget lignende i 2. kor 1:24  – vi er ikke herre over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde. 

Det tolker jeg som ”Jeg kan ikke bestemme hvad du skal tro og tænke, men jeg kan bidrage til dit liv og din lykke ved at sætte mig i sit sted”

Alle relationer er både en gave og en opgave.

Forældre/barn relationen er den, der kommer tættest på den ubetingede kærlighed som kommer fra Gud.

Den samme stemme, der hørtes over Jesus hoved, da han blev døbt i Jordanfloden, lyder over hvert eneste barn, når de bliver døbt ind i kirkens fællesskab:

Du er mit elskede barn. I dig har jeg fundet velbehag. Det er vores identitet som mennesker, at vi er elsket og omsluttet af Guds kærlighed helt fra begyndelsen. Det er livets udgangspunkt. Det er derfra vores verden går.

Du er højt agtet og jeg elsker dig. Sådan siger Gud til sit folk Israel som er i eksil som krigsfanger i Babylon - gennem Esajas. Uanset hvad du kommer ud for, så vil jeg være hos dig gennem ild og vand og beskytte og bevare dig. Jeg vil betale dyrt for at løskøbe dig fra alt det, som du føler dig fanget i og sætte dig fri til at leve et liv i ubetinget kærlighed sammen med mig.

Uanset hvordan vi har det med vores forældre eller vores børn eller vores søskende - de allernærmeste – om relationen er let eller tung, ligegyldigt om det går godt eller skidt, så kan vi aldrig flygte fra den, vi kan ikke smide den i kloakken eller kappe båndene fuldstændigt.

Relationen til dem vil præge os hele livet og fortælle os noget om hvem vi er, både når vi lykkes med at tage vare på hinanden og når vi kommer til kort og har brug for tilgivelse, når vi har ramt ved siden af, når det kommer til kærlighed

Kan du genkende det, at vi næsten er fremmede overfor dem som er tættest på?

… At vi kan blive så vant til dem, der er tæt på os, at vi slet ikke ser dem længere

… at vi bare har vore egne forestillinger om hvem de er og hvordan vores relation burde være.

Når konen ved hvad manden mener, når han grynter og han ved hvad hun mener, når hun grynter.

Hvad nu hvis vi lærte at se hinanden igen? Hvad nu hvis vi blev bedre til at lytte og spørge ind, for det kan godt være at vi er tætte på hinanden, men vi må aldrig tro, at vi kender hinanden helt og ikke længere behøver være nysgerrige eller forundres over hinanden – der er altid mere at opdage.

Når du kommer hjem fra kirke, så prøv at lav en liste over dem, der er dine nærmeste, dem du bærer et særligt ansvar overfor og dem, der bærer dig.

Er der nogen, der som du har mistet forbindelsen til – som du kan ringe til bare for at høre hvordan det går?

Eller nogen, som ikke er her mere, men som du kan mindes og sige tak for dit ophav til?

Er der nogen på listen som du har noget imod? Eller er lidt misundelig på og som du trænger til at finde dig til rette med på ny?

En fætter Højben type, som altid finder en parkeringsplads i første hug eller en 100 kr. seddel i lommen, typen som altid synes at være heldig, men ikke ved hvor nemt de har det?

Nogen der lykkes med noget, som du ikke lykkes med?

En arbejdskollega, som fik forfremmelsen du drømte om - eller gruppearbejdet fra helvede i skolen, hvor det altid ender med at én laver arbejdet for alle de andre.

Arbejdsfællesskaber kan også vær én kampplads, hvor jungleloven råder og enhver er sig selv nærmest.

Hvilke arbejdsrelationer indgår du i?

Det kan være du er færdig med arbejdsmarkedet, men måske er frivillig i kirken, i en genbrugsbutik eller sportsforening.

Hvordan kan du være en velsignelse i dine arbejdsfællesskaber?

Hvornår har du sidst oplevet at glæde dig i en andens glæde?

I dåben sker der noget afgørende. I fastehæftet står der:

 

Vi bekræftes i vores identitet som Guds børn. Beretningen om Jesu dåb er gennemsyret af skabelsesbilleder. En ånd, der svæver over vandene som en fugl. En stemme der lyder med ord, der skaber en ny identitet: mit elskede barn. Sådan er Gud altid at finde i verdens kaos for at bekræfte hvad der er godt, det der er sandt, det der er elsket. Når dåben på den måde knyttes sammen med skabelsen, betyder det også, at alle andre mennesker end bare dig selv er skabt i Guds billede og til Guds lighed. Guds billedligheden er vores umistelige identitet, der aldrig kan tages fra os eller fra noget andet menneske, heller ikke den irriterende lillebror eller storesøster. Derfor kan vi heller ikke tage fra andre, hvad vi ikke bryder os om eller ikke forstår.

Derfor er dåbens perspektiv større end os selv og vores egne snavsede briller.

 

Dåben giver os udblik mod den verden som Gud elsker – Jesus kalder os til at ligne ham og det er noget vi skal lære og øve os på gennem hele livet. Billedet har vi, men ligheden er noget vi vokser ind i. Guds kærlige blik på os kan forandre hvordan vi ser på andre for evigt. 

Amen

Om at se sig selv - det nøgne menneske

Tekst: Salme 8 & Lukas 20: 20-26

Jerusalemskirken, Metodistkirken i København

Faste er sjælens forår! Prøv lige at smag på den sætning. Faste er sjælens forår! Er det ikke en dejlig måde at beskrive fastetiden på? – Det er både overraskende og frisættende, hvis man ellers ser på fasten som noget tungt og trist og alvorligt, en tid hvor man giver afkald på noget - fx kød eller kaffe eller mobilos eller andet som har tendens til at fylde for meget i hverdagen og stjæler opmærksomheden fra de vigtige ting.

Faste er sjælens forår – det er her begynder livet at åbne sig, som når februar skifter til marts, en tid til indre stilhed, der hjælper os til at få kontakt med den grundlæggende glæde ved livet og gode ting som energi og lyst, mod og vilje begynder at spire igen.

Faste er sjælens forår, det er Peter Halldorf, der skriver sådan.

”Med blikket rettet mod påske, vover vi at tro, at Gud vil gøre alting nyt” 

skriver Peter Halldorf, som er en svensk forfatter og teolog i en lille bog, der hedder sporene i det skjulte 

(inspiration fra de gamle.. ikke sine forældre eller oldeforældre, men kirkefædrene, der boede i ørkenen i periode og skrev nogle kloge ting om livet ned på et stykke papyrus)

En anden lille bog, der minder os om, at fasten er sjælens forår er Metodistkirken (og Baptistkirkens) fastemateriale, der hedder; Havde du mig for øje? 

Her får vi lov at læse om at se og blive set af Gud. Vi bliver klar over, jo mere vi læser i bogen, hvor stor en forskel, det gør at lade Guds kærlige blik på os få indflydelse på vores liv. 

Fasten er en tid til kigge ind ad og få øjnene op for alt det smukke og gode, som Gud har lagt i os hver især.

Mandag aften, var jeg ude og se Nordlys. Det var der måske også andre der var? Det er gået op for mig at det var en landsdækkende begivenhed.  Jeg kom hjem fra arbejde henad 10-tiden om aften og åbnede Facebook og billeder af det smukkeste nordlys lige udenfor vores vindue begyndte at pible frem. Helt fantastisk at bo et sted, hvor der er mulighed for sådan et særsyn… Så vi tog varmt tøj på, Rasmus og jeg, hunden i snor, hankede op i et par af teenagebørnene og gik ud for at opleve det. Der var helt mørkt på Nordstrand. En lille smule diset på himlen ned mod vandet, men stjerneklart øverst på himlen, men ingen nordlys! Vi tænkte ved os selv, at vi nok var gået glip af det, men folk på Facebook blev ved med at poste billeder.. lige nu.. på nordstrand..! Whaat? tænkte jeg.. Hvorfor kan vi ikke se det, som andre ser?

Mit kloge barn, Olivia, (jeg har flere kloge børn, Mille er også ret brainy) men det var Olivia, der regnede ud, at hvis man lader udløseren på kameraet være åben nogle sekunder længere, så bliver billedet overoplyst og så er det nemmere at se. Pludselig var der fine grønne streger på himlen på Olivias telefon. Vores nattesyn er åbenbart ikke det bedste til at se farver. Men det er kameraet til gengæld.

Det fik mig til at tænke på temaet til denne gudstjeneste - om at se sig på selv i Guds lys.

Nogle gange når man kigger indad kan man ikke få øje på alt det smukke og gode der er derinde. Selvværdet kan have skyklapper på, så man ikke kan få øje på hvad man selv er værd.

Hvis man kæmper med mindreværdskomplekser, og det gør vi måske alle sammen en gang imellem, så er det klogt at lytte til hvad andre ser i dig for at få et mere helt billede af hvem du er. Du skal samle på Gode snap shots til din indre Facebookvæg eller instaprofil eller tik tok stream.

Måske er der nogen der siger til dig: Du har det smukkeste smil i København. Eller Du er bare god til det der. Du er min bedste ven. Du er den sejeste jeg kender. Life is tough, but darling so are you. Er der nogen der siger sådan til dig, så gælder det bare om at slå lyttelapperne ud og tage det ind.

Der kan være mange gode grunde til at det er svært at få øje på alle de gode ting, som du består af. Måske har du en meget stærk indre kritiker, der får alt for meget taleret i dit liv og hele tiden påpeger alle dine fejl og mangler og får dig til at skamme dig. Måske har stemmen et ekko fra dem der mobbede dig i Folkeskolen eller lærere, der glemte at rose og kun skældte ud. Kæresten, der ghostede dig og glemte at svare på dine beskeder, som om du slet ikke eksisterede. Måske har du oplevet et svigt fra en af dine forældre, som måske har fået dig til at tvivle på om du er god nok eller overhovedet værd at elske.

Min mor var syg det meste af sit liv, både fysisk og psykisk og havde i perioder meget svært ved at tage sig af mig og i det hele taget tage sig af sig selv, og det har haft rigtig stor indflydelse på hvordan jeg ser på mig selv og hvordan jeg havde det med hende. Men da min mor døde for 5 år siden, og sygdommen ikke længere var linsen som jeg så igennem, så var det pludselig som om jeg kunne se hende meget bedre. Sygdommen stod ikke længere i vejen, så det var som om jeg fik et mere helt billede af hvem hun var som menneske og det hjalp mig med også at se lidt mere realistisk på mig selv.

Når vi nu er nede af memorylane kommer jeg til at tænke på en legendarisk sang fra min barndom af bjarne jes Hansen om en vinduespudser, der pudser skyen væk fra solen, så verden pludselig fremstår i farver i stedet for sort og hvid. Som når foråret kommer væltende og sollyset står direkte på ruderne og man pludselig opdager at vinduerne trænger sindsygt meget til at blive vasket.

Et lavt selvværd har store konsekvenser for vores livskvalitet. Heldigvis er det ikke noget statisk, men noget der svinger gennem livet. Det er aldrig for sent at udvikle et solidt og sundt selvværd.

Forældre er fulde af fejl, det meste af det kan vi tilgive dem for, især når vi selv bliver forældre og må se vores egne fejl i øjene – der er kun en forælder, som ikke er fuld af fejl, men som er helt perfekt! Det er Gud i himlen og det er godt at vide, at der findes i hver fald en, som er til at stole på, hvis vores jordiske forældre viser sig at være lidt utilregnelige.

Men du godeste! Hvordan skelner jeg mellem Guds stemme og alle de andre stemmer indre og ydre, der fortæller mig noget om hvem jeg er. Hvordan får jeg et klart billede af mig selv, når jeg kigger indad?

Tør du lade Guds blik på dig definere hvem du er, så kig nærmere på salme 8, der definerer hvad et menneske er. Vi er skabt, kun lidt ringere end Gud selv, står der. Det betyder, vi er ikke så ringe endda, som man siger i Nordjylland, hvor vi helst ikke overdriver.  Det er vidunderligt at tænke på, at Gud som har skabt himlen og jorden, hele det kosmiske univers og alt levende, tænker om mig og dig, at vi er kronen på hans værk. Simpelthen toppen af poppen. Han fryder sig over os, han udskammer ikke vores fejl, men han glæder sig vores gode sider og samtdig møder han de dårlige sider med nåde og tilgivelse og tilbyder os en ny begyndelse.

Diskussionen mellem Jesus og de skriftkloge om at betale skat til kejseren kan også hjælpe os med at holde fast i den indre gudsbilledlighed, som vi er skabt i og ikke lade os definere af ydre ting, som partifarve, popularitet, størrelsen på pengepungen, eksamenskarakter, tallet på badevægten osv.

Der er i grunden kun 1 ting der definerer os for alvor, siger Jesus, som ER Guds stemme, vi er indpræget med Guds billede, ligesom mønten er indpræget med kejserens billede.

det er givet os fra skabelsens morgen at reflektere guds lys som diamanten med de mange facetter

Som der står i vores fastemateriale – vores sande menneskelighed er at udtrykke Guds billede i vores liv og i vores verden, Vi bliver ikke mere menneskelige end når vi ligner Gud. Når verden bliver umenenneskelig, jo mere menneskelige er vi kaldet til at være.

Der er ingen der kan love de skønne konfirmander et liv uden klimakrise, krig og kærestesorger, men tro, håb og kærlighed er gode styrestænger eller pejlemærker at gå efter, når livet er svært.

Opmuntringen til dig i dag og her i fastetiden er at turde stille dig foran spejlet og se på dig selv i Guds lys. Du skal stå der lidt længere end du måske bryder dig om… du skal stå der indtil du ikke længere ser en bumset teenager eller en rynket olding derinde, eller en magtsyg skriftklog, der kun er ude på at fremhæve sig selv og få andre ned med nakken som en anden Snehvides stedmor med sammenligningssyge, som sygeligt spørger lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her.

Stå der foran spejlet indtil spejlbilledet ikke længer er forvrænget, men reflekterer dig i Guds lys og fortæller dig at ikke er bedre eller dårligere end andre, du er god præcis som du er.

Gud fryder sig over dig, helten der bringer frelse (Sefanias 3:17)

Må sjælens forår give dig en varme og en lethed i dit liv og dine relationer her i fastetiden. Må du se tusind farver i mørket netop i dag - livets festfyrværkeri. 

Amen.

 

Jesus er den største gave

Juleprædiken 24. december 2022
Frederikshavn Metodistkirke
Inspiration – Lukas 2 & 2. Kor 4,7

Det siges, at den bedste og største julegave vi kan få, er Jesus.
 
Det er ikke en playstation 5, eller Jordan 1 sneakers, et tefal vaffeljern eller en Phillips one blade trimmer, en carhartt jakke eller en I-phone. Heller ikke en LEGO starwars stjerne destroyer, som man ellers godt kunne tro. Det som ellers er det sikre julegavevalg til ham eller hende, de gamle eller de unge.
 
Nej det er Jesus, der er den største og bedste julegave vi kan få. 

Det bliver måske nødvendigt at pakke ud for os her i 2022 og forklare nærmere hvad i alverden jeg mener, når jeg siger at Jesus er den bedste julegave der findes.

Måske er der en masse glanspapir og glitterstads, forventninger og forpligtelser, som støjer og skygger for, at vi kan høre historien og se ideen med det hele. 

En hel masse lag som skal tages af, før vi kan komme ind til budskabet.

Når nogle pakker gaver op, tager de sig god tid, vender og drejer gaven i hænderne, mærker om den er blød eller hård, beundrer gavebåndet og gavekortet og befrier papiret fra pakken langsomt, et stykke tape ad gangen. 

Andre sidder utålmodigt ved siden af og hopper og danser for at få lov at hente den næste gave under træet og flår papiret af pakken for at få forløst spændingen og se hvad der er indeni.

Jeg selv hører til kategori nummer to – så når jeg skal forklare hvorfor Jesus er den bedste julegave vi kan få, vil jeg helst komme til pointen med det samme og ikke langsomt gå omkring alle de menneskeskabte traditioner, der er viklet omkring hele miseren. Julepynt, julefrokost, julekalender, juletræ, I ved hvad jeg snakker om, vi har været igennem hele møllen her i december.

Det er ingen overraskelse, at Gud er den bedste gavegiver, der findes. Altså han har skabt orden i kaos, han har fået kloderne og stjernerne og månerne til at cirkle rundt om hinanden i et perfekt solsystem, så alt holder sin bane og vi ikke bliver slået ud af kurs af en gigantisk komet, der kommer flyvende ind fra højre. Gud har skabt den smukke natur på vores grønne og blå planet, givet os rent drikkevand og træer der producerer ilt til alt levende i et perfekt økosystem. Ja og som kronen på værket har Gud skabt mennesket i sit billede og givet os livet. Det er et ærefrygtindgydende mirakel i sig selv at slå øjnene op til en ny dag hver morgen, trække frisk luft ind og erfare, at vi lever og har en hel dag med nye muligheder foran os.

Til jul fik vi dog alligevel en gave fra Gud, som ingen vist havde forventet. Den største gave han kunne give var sig selv og julens budskab er, at den Gud, som skabte himlen og jorden og tænkte på dig, før du blev født, trådte ind i verden og blev selv et menneske. Gud viste sig i et lille barn. På et bestemt sted og på et bestemt tidspunkt i verdenshistorien, blev han en af os.

Det lyder måske underligt, at Guds redningsplan for en verden i nød, var at sende en baby. Men Guds svar på verdens problemer har aldrig været materielle ting. I stedet for at give os flere ting, gav han os sig selv. 

Han dukkede op i dit nabolag, på din arbejdsplads, på skolebænken, rundt om julebordet og han havde nu et ansigt og en stemme, der kan gøre en forskel for den måde, vi er sammen på, den måde vi er til stede i verden på.

Han trådte ind i præcis den situation, han ønskede at forandre, så vi kan vide hvordan den evige og almægtige Gud virkelig er og det gør han stadig ved sin ÅND. Han fortsætter med at give af sig selv, give os sit nærvær og det er den største gave, der findes på denne jord.

Nu er det jul og hvad har du fået? Og hvad har du givet? Et år er snart forbi og et nyt begynder lige om lidt? Hvad skal indeholdet være?

En hel del pakker ligger sikkert under juletræet og foran os venter en forhåbentlig herlig juleaften i familiens skød eller gode venners lag. Vi har håb og drømme og ønsker for fremtiden - Det er bare om at se at komme i gang med at få pakket op!!!
 
Det siges at Julen er hjerternes fest - men gaverne er nu heller ikke at foragte. 

Men hvorfor er det lige, at vi overdynger hinanden med pakker og tingeltangel?

Jo, vi giver hinanden gaver, fordi vi fejrer Jesus’ fødselsdag, de vise mænd havde jo gaver med til jesusbarnet, og julemanden skal jo have noget at lave og overklassen skal bevise at de har råd, men når alt kommer til alt giver vi hinanden gaver, for at give lidt af os selv. 

Vi reserverer ikke bare bevidstløst en ting fra listen på ønskeskyen. Nej, vi håber at gøre den anden glad og overrasket. Vi håber, at vedkommende fornemmer, at jeg har tænkt på dig og netop denne gave udtrykker min kærlighed til dig.

Vi giver og modtager gaver i alle livssammenhænge. Ved fødsler giver vi barselsgaver. Ved fødselsdage markerer vi med gaven fødselarens fortsatte forbindelse til os og til verden. Vi anerkender og mærker hendes, hans (eller hens) betydning for os gennem gaven. 

Fødselsdagen er en mærke-dag på samme måde som jul er en mærkedag - vi anerkender og mærker Guds nærvær. Ved begravelsen tager vi afsked med den døde. Vi lægger en bårebuket og udtrykker hvad personen har betydet for os gennem livet.

Gavegivning knytter os sammen, skaber samfund og kultur, etablerer og fastholder de relationer, vi har med hinanden, i det små, som i det store.

Hvis gaver er så fin en gestus, hvorfor pakker vi dem så ind, så ingen kan se hvad man får?

Jeg spørger mig selv, fordi jeg netop har brugt 20 meter gavepapir til at pakke en kæmpe papkasse ind. Indpakningen er jo næsten en gave i sig selv. Gaven bliver unik. Den ser ud af noget - de bedste pakker i et pakkespil er dem, der er flottest pakket ind og derfor dem, der er størst rift om. Men vi ved alle sammen, at det ikke nødvendigvis er de STØRSTE OG FLOTTESTE pakker, der indeholder den bedste gave, man kan blive så slemt skuffet, når man er 9 år og fanger et lyserødt dukkehus i en fiskedam. De enkle pakker, viklet ind i avispapir kan rumme det, man allermest ønskede sig.

Går du tilbage i tiden pakkede man ikke nødvendigvis gaver ind. Måden man byggede by- og landsbyfællesskaber på, var at gæsterne bidrog med naturalier, når der skulle holdes fest for det var ikke sikkert at værten kunne producere mad nok til alle. Man lagde lister frem hos købmanden, så folk kunne skive sig på og indbetale et beløb til familier, hvis tag var rendt af laden eller hvor moderen til 7 sultne unger var blevet enke i en alt for tidlig alder. Gaverne styrkede fællesskabet og var en måde at hjælpe hinanden på.

(kilde: Dansk folkemindesamling)

Når jeg skal prædike juleaften er jeg i min forberedelse optaget af, hvilken indpakning jeg skal give juleevangeliet. Jeg vil så gerne fremstille evangeliet på en måde, så folk kan tage imod det, så det går rent ind og fremfor alt ikke støder eller provokerer nogen. 

Måske har de fleste prædikanter som jeg en tendens til at vikle budskabet ind i glanspapir og glitterstads, som om det ikke er fint nok i sig selv, som om det har brug for en forklaring og ikke kan stå alene.

Det er meget fjollet og helt overflødigt at bekymre sig om indpakning. Julen er meget mere end en overfladisk forbrugsfest, Juleevangeliet har meget mere at byde på en sentimental overtro og religiøst kitch. 

Julen er en medfødt længsel, der ligger dybt i os alle, en længsel efter fællesskab, sammenhæng, tilhørsforhold, samhørighed og mening og juleevangeliet er historien om, at Gud blev menneske og gav os den største gave der findes, nemlig sig selv.

Når man giver gaver til sine kære juleaften eller når man prædiker evangeliet i kirken, så giver man noget af sig selv – og det er jo det, der godt kan være lidt sårbart og skrøbeligt, så man føler, at der også er brug for lidt indpakning, så det ikke går i stykker eller kommer i klinch med nogen.

At give lidt af sig selv er som Tove Ditlevsen skrev i 1942: ”tag mit hjerte i dine hænder, men tag det varsomt og tag det blidt, det røde hjerte – nu er det dit”

Paulus skriver 2. Korinterbrev 4,7 at evangeliet er en skat, vi bærer i skrøbelige lerkar. Det kan nemt gå i stykker, vi skal bære det varsom og blidt, stille, sårbart og ærligt frem i verden.

Men vi skal ikke tage fejl, evangeliet skal ikke tilhylles, der er ikke brug for indpakning, det kommer med en overvældende kraft – som kommer fra Gud selv og ikke fra os selv.

Vi bærer på Guds historie på egen krop – hans fødsel, liv, død og opstandelse, hans kærlighed til verden og til hvert eneste menneskebarn – og kraften kommer når vi har brug for den.

Når vi møder mennesker, som ikke har salt til et æg og har brug for julehjælp. 

Når vi bliver venner med mennesker som er flygtet fra krig, men stadig har familie og venner i hjemlandet og er fortvivlede og bange. 

Når vi sidder hos mennesker, som sidder alene og med afsavn eller er tynget af julesorger og skuffelser og presset af anstrengelser og tårnhøje forventninger til sig selv og til hvordan julen skal se ud, når vi rigtigt skal hygge os. 

I sådanne sorte huller kommer kraften til at lade lyset skinne frem af mørket. Vi kan være lys, når Kristus skinner i os.

Der er sprækker i alting – især i skrøbelige lerkar – og det er sådan lyset kommer ud. Leonard Cohen.

Hella Joof minder os om behovet for tænke nådigt om os selv og om andre og tage imod livet som det ser ud med taknemmelighed. 

Hun har i en af sine bøger givet os glimmerreglen, som i sin enkelhed går ud på at drysse glimmer på livets glade øjeblikke. Hver gang der sker noget godt, skal der glimmer på oplevelsen og den skal op og stå på kaminhylden. 

De fleste moderne hjem har måske ikke en kaminhylde, men så må man bygge sig en eller skabe sig en indre kaminhylde, en mental kaminhylde, så at sige. Og hver gang der sker noget godt, så takker vi, tager oplevelsen og stiller den op på kaminhylden. Så står den der og fanger sollyset og kaster det ud i rummet igen. Som lys der der fortrænger mørket og de sorte huller.

Er der ikke noget som er for småt til at blive overhældt med glimmer, spørger du måske og synes det lidt er akavet at sidde og være taknemmelig over, at der er tilbud på kanelsnegle. Men nej, der er ikke noget, der er for småt. Alt, der gør dig glad, kan bruges. At du ikke kom for sent på arbejde den anden dag, fordi der var grøn bølge igennem Frederikshavn. At der var nogen, der gav dig en kompliment. En nissegave i frikvarteret. En vintergæk. En børnetegning. En håndsrækning, da du skulle parallelparkere.

(kilde: Papmachereglen og andre glimrende regler fra livets lovsamling, erfaret, navngivet og nedskrevet af Hella Joof)

Tak og glimmer på og op på kaminhylden. Det er at tænke nådigt og taknemmeligt om tingene er at tage imod juleevangeliet uden indpakning. 

Jeg håber, at julen bliver en tid, hvor du må opleve freden og glæden i julens budskab og hovedperson, Jesus, som siges at være den størte gave, man kan få. Han er ”Gud med os”, et lys for alle, der sidder i mørke. Sikke en gave, vi har fået! Og der er meget mere at få.

Glædelig jul. Amen