Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys

2. Sam 7:1-11,16 Rom 16: 25-27 Lukas 1: 26-38, 47-55

Det tredie lys skal sige, en helt almindelig pige i Nazareth fik englebud: At alt er muligt for vor Gud.

Og så bli’r der julefest. (Nr. 87 i Metodistkirkens sange og salmer)

Gospelroots fortolkning af Marias lovsang

3. søndag i advent, synger vi julen ind i kirken med Luciaoptog og flere andre gode ting på programmet, som kirkens forskellige kor og musikere har foreberedt. Det gir' gåsehud og julestemning i hele kroppen, når børn og unge bærer lys ind, som bryder mørket og med lyse stemmer forkynder, at det folk der vandrer i mørket, skal se et stort lys. Et barn er født os. En søn er givet os og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfulde rådgiver, Vældige Gud, Evighedsfader, Fredsfyrste. (Esajas Bog 9:1,5)

Jeg bliver endnu engang slået over, hvor meget adventteksterne handler om håb. Ikke ønsketænkning om en forandring i en fjern fremtid, men lige midt i stuen, midt i livet, her og nu, i en engels skikkelse med det gode budskab om, at intet er umuligt for Gud. Det håb, der tændes, når Gud kalder og mennesker svarer, når Gud taler, mennesker lytter og handler på hans ord. Når Gud handler og mennesker bryder ud i takke- og lovsang. 

Min sjæl ophøjer Herren, sådan begynder Maria lovsang - MAGNIFICAT, som den hedder på latin.

Sådan lyder Marias svar til Gud efter, at verdenshistoriens største mirakel er sket midt i hendes stue, lige midt i hendes liv… en engel har besøgt hende med budskabet om, at hun skal være mor til Guds søn. Overvældet af tanken, højst sandsynligt skræmt fra vid og sans, har Maria besluttet sig for at rejse for at besøge Elisabeth i et stykke tid. Maria er ikke mere end 13 år gammel. Piger blev dengang normalt forlovet med en mand, når de fik deres første menstruation og et år senere blev de gift, så hun er en ganske ung kvinde – en teenager, som bliver gravid uden for ægteskabet er i risiko for at blive udstødt af sin familie, forkastet af sin forlovede og dermed uden økonomisk sikkerhedsnet overhovedet. Hun risikerer endda at blive stenet til døde på torvet, hvis nogen anmelder hende – straffen for utugt er døden, så Maria gør nok klogt i at komme væk. Hun rejser til den eneste trygge havn hun kan forestille sig, sin slægtning Elisabeth, som også ganske mirakuløst venter et barn, selvom hun er langt over den fødedygtige alder. Elisabeth ved instinktivt hvad der er sket med Maria, da hun dukker op på hendes dørtærskel og hun udbryder glædestrålende: Du er velsignet, du venter et ganske særligt barn. Og alt falder på plads for Maria, pludselig er hun ikke længere fyldt af frygt, men kan ånde lettet op og lade glæden nå hendes hjerte… og hvad gør hun.. som alle Disneyprinsesser med respekt for sig selv… hun bryder ud i sang! Det er sound of music, Storslåede musicals hører julen til.

Store navne som Monteverdi, Bach, Mozart, Purcell og mange andre har komponeret melodier til Maria lovsang gennem tiden og den er lige så smuk, som når Lise Hjørne for os. Sangen udtrykker Marias undren, ydmyghed, taknemmelighed, hengivelse, glæde og håb. Rent og klart og skarpt som et sværd – en stemme, der kan fylde hele rummet og trænge dybt ind og røre ved vores sjæl.

Det er det musik kan. Musik kan noget særligt. Melodier appellerer til vores følelser og tekstens poesi bringer os budskaber, der får os til at reflektere og acceptere. Når lovsangen er rigtig god, så er der noget, der griber ind og rører ved vores hjerter, giver os håb og glæde og tillid til Gud igen. Lige så smuk den er, lige så sprængfuld af dynamit, nytårskrudt er den for den har nemlig et stærkt socialt perspektiv. Der er intet nuttet eller sentimentalt over den sang. Den er trodsig og profetisk omvæltende revolutionær. Maria drømmer ikke om at strikke blå babysokker, men om en verden, hvor Gud vil gribe ind og vende alting på hovedet.

De undertrykte, de fattige, de nødlidende skal ophøjes og de overlegne, de rige og ressourcestærke skal nedgøres, hvor foruroligende det lyder for os, der udgør de 20 % der sidder på 80 % af verdens rigdom. At Gud har udvalgt en kvinde - en teenager - en fattig - et helt almindeligt ukendt menneske til at bringe Guds søn til verden, betyder for Maria, at en ny verdensorden er på vej, at der er håb om bedre tider for alle som kæmper, at der er hjælp på vej.

Maria er en furie, stærk og fyldt med retfærdighedens harme. Det er noget af et teenageoprør, hun har gang i. Hun erklærer, at Gud har valgt side. Man kan diskutere politik og finanslov i en uendelighed, også selvom det bliver den 24. og 25. december, vi kan være uenige om hvilke mål og midler vi mener er det rigtige for vores land og for verdenssamfundet og det kan være svært at når til enighed, men det er aldrig til debat, at Gud altid holder med den svage, at han altid bekymrer sig om dem, der ikke har noget at spise eller tag over deres hoved. Det er ikke til debat, at vi har et ansvar over for dem der har mindre end os selv.

I går var vi inviteret til Mark og Nina til Julefrokost og de bød på mexicansk – en masse mad i små skåle, som man kunne vælge og vrage imellem. I en af skålene var der bønnemos, nok en af de ting, som jeg kunne finde på at vrage til fordel for oksekød eller kylling, men jeg sad med skålen i hånden og kom i tanke om at lidt bønnemos og et varmt tæppe betyder forskellen på liv og død i Syrien, hvor det er vinter og endeløs krig. Så jeg spiste bønnemos med taknemmelighed og det smagte dejligt – bagefter gik jeg hjem og donerede julehjælp gennem unicef, der redder liv ved at dele netop bønnemos og tæpper ud i Syrien.

Maria, som har hørt efter i biologiundervisningen, spørger englen hvordan skal det gå til, at hun skal blive med barn, når hun ikke har nogen mand? Englen svarer, at Helligånden skal komme over hende og hans kraft skal gøre et under i hende. Helligånden er en kraft, der bevæger sig usynligt i os og iblandt os, og som gør det virkeligt, at ingenting er umuligt for Gud. Jeg hørte engang vores biskop sige i en prædiken, at vi ikke behøver at bekymre os om at blive gravide, hver gang Helligånden kommer over os, det kan godt gå mindre radikalt til værks.

Hvordan skal det gå til i dag – at et nyt kongerrige skal bryde frem, der vil stå i stærk kontrast til ethvert andet kongerige i fortiden, nutiden eller fremtiden På samme måde som det altid foregår – vi er Kristi krop i verden, vi er Guds hænder og fødder. Guds kraft virker sådan, at den påvirker uden at pådutte nogen til at høre Guds stemme og handle på hans ord.

Forestil jer 3 unge mænd på forretningsrejse i Indien. Det er en sand historie, fortalt i en prædiken af Adam Hamilton. De løber igennem lufthavnen for at nå deres fly inden gaten lukker. De har fart på og stopper ikke for nogen eller noget. Pludselig løber de ind i et lille minimarked, hvor nogle handlende har sat boder med souvinirs og frugt og grønt og snacks, der fylder hele korridoren. En af mændene banker lige ind i en vogn med æbler og frugten flyver til alle sider, de undgår at skride i det meste af det, der triller rundt på gulvet, råber hurtigt undskyld og haster videre. De er så tæt på at nå deres fly. Men dårlig samvittighed rammer den mand, der stødte ind i vognen og mens han løber videre vender han sig om og ser en ung kvinde kravle rundt på gulvet, mens hun famlende forsøger at redde sine æbler. Han stopper, råber til sine venner at de skal løbe videre og at de ses derhjemme. Han løber tilbage fuld af undskyldninger bøjer han sig ned for at hjælpe kvinden med at samle op. Da han ser ind i hendes ansigt, opdager han, at hun er blind og han bliver endnu mere ked af det, mens de får styr på æblerne. Men manden kan se, at æblerne er blevet stødt og han tilbyder at købe dem alle sammen, for han kan nemt få øje på, at hun ikke bare er blind men også fattig. Æblerne er forskellen på liv og død den dag. Hun takker, men stiller ham et spørgsmål: Er du Jesus? Han bliver helt forvirret og svarer selvfølgelig nej, han er bare en mand på gennemrejse, klodset og med alt for meget fart på og han spørger hende, hvorfor hun spørger. Fordi, svarer hun, da jeg lå på mine knæ for at samle æbler op, bad jeg til Gud om, at Jesus måtte komme og hjælpe mig og så sendte han dig!

Det er sådan Helligånden virker i os og iblandt os og det er sådan at Gudsriget kommer med kraft her og nu, og ikke i en fjern fremtid. Mother Teresa sagde, at små handlinger gjort med stor kærlighed kan forandre verden. Maria synger om sådan en verdens forvandling, hvor hensynsløshed, undertrykkelse og udnyttelse er et overstået kapitel. Når vi lytter til den i en kirke pyntet op til advent med lys og julesange som baggrundsstemning, så kan Marias lovsang opfattes som smukke symbolske ord, men de indeholder kraft til en verdensomvæltning, når vi erfarer at intet er umuligt for Gud.

Der hvor troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden

Esajas 40:1-11; Salme 85:1-2,8-13; 2 Petersbrev 3:8-15; Markus 1:1-8

"Det andet lys, som tændes, er præstens søn Johannes. Snart solopgang og morgenskær vil vise os, at Gud er nær. Og så bliver der julefest" (Nr. 87 i Metodistkirkens Salmer og Sange)

Isabella Hønnicke: Begyndelsen er nær
Mads Langer: I en stjerneregn af sne

På 2. søndag i advent skal vi en tur i ørkenen. Et landskab, hvor det er svært at orientere sig og finde vej. Hver retning man kigger i består af endeløse sanddynger, ufremkommeligt krat eller klippemure, der tårner sig op. Hvad skal vi her, når vi kan sidde hjemme i vores julepyntede stuer og drikke gløgg og spise jødekager og se kvindelandsholdet spille håndbold på TV2 i bedste sendetid? Det virker som meningsløst tidsspilde at begive sig helt herud!

Vi skal stifte bekendtskab med Johannes Døberen, der holder til ude i vildmarken og ødelægger julestemningen. Vi skal besøge en særling, en enspænder i mærkeligt tøj, der råber skøre beskeder fra Gud: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne, vrøvler han med henvisning til profeten Esajas fra gammel tid. Sådan begynder evangeliet om Jesus Kristus ifølge Markus. Johannes Døberen er forgænger for Jesus og med til at forberede hans komme og virke. Folk strømmer til for at omvende sig og modtage deres synders forladelse. De tager på ørkenvandring for at forholde sig til deres indre menneske og bede Gud om tilgivelse for det, de måtte have gjort forkert. Hvad er mest mærkeligt? Budskabet eller det, at ørkenen pludselig er blevet et fluepapir som stranden om sommeren?

Johannes Døberen mener, at vi skal forberede os i adventstiden, dengang som nu, og det handler ikke om at dele småkageopskrifter og købe julegaver. Johannes døberen pakker ikke sit budskab ind i gitterpapir med bånd og sløjfe. Han prøver ikke at sweet talke os til noget som helst. Han siger det som det er: Øgle-yngel! Omvend jer! I bund og grund siger han noget, som vi ikke bryder os om at høre, nemlig, at der er noget galt med os og at vi bør rette op på vores fejl og mangler. Det lyder ikke som gode nyheder i mine ører og ikke et emne, der umiddelbart egner sig til at blive råbt fra hustage, taget op på en prædikestol eller postet på en blog. Hvem vil lytte til den slags?

Hvordan kan man tale om omvendelse fra synd i dag - uden at være moraliserende og fordømmende? Hvorfor er det gode nyheder, at Jesus kommer? Hvordan skal vi forberede os på Herrens komme? Hvad er det for en vej, der skal banes i vores livs terræn sådan, at Gudsriget kan komme os nær?

Et nøgleord her er den tidsløse længsel efter retfærdighed og fred, som jeg tror er nedlagt i alle mennesker uanset alder eller kulturforskelle. Salme 85 består af vers med det skønneste ordguf: fx troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden. Det er dér vi skal hen! Det er dét vi forbereder os på! - en tid hvor verden igen bliver Guds og hvor al nød, ufred og uretfærdighed vil få en ende, sådan som han har lovet det.

Det kan virke som om, der er lang vej der hen. Som om vejen hele tiden sander til, så det synes umuligt at komme frem. Onsdag i denne uge blev erklæret som Vredens Dag af Mahmoud Abbas, Palæstinas politiske leder, efter at præsident Trump erklærede, at USA nu vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og flytte den amerikanske ambassade dertil som en "storslået hyldest til fred."

En udmelding, som vakte stor opsigt og fik flere ledere i hele verden til at gå i alarmberedskab. Beslutningen er et brud på årtiers amerikansk politik på området. Det er en anerkendelse af Israels "ret" til at gøre krav på Jerusalem og dermed en underkendelse af Palæstinenserne ret til at gøre det samme, hvilket nok skyder fredsprocessen helt i sænk, hvis den ikke var det i forvejen.

Jerusalem er vigtig, fordi både israelske jøder og palæstinensiske muslimer anser byen som hellig. De har begge gjort krav på byen og det har ført til blodige konflikter gennem årene. Trump mener, at det vil være tåbeligt at tro, at vi kan komme tættere på en holdbar fredsaftale mellem Israel og Palæstina, hvis vi bliver ved med at gentage det vi har gjort i årtier uden et bedre resultat. Det kan han jo godt have ret i, men det internationale samfund fastholder, at byens status skal fastlægges gennem forhandlinger, hvor der bliver taget hensyn til begge parter. Alle lande har derfor deres ambassader i storbyen Tel Aviv.

Tusinder af vrede mennesker har været på gaden i Israel-Palæstina for at protestere mod USA's beslutning med voldelige sammenstød og ødelæggelser som følge. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den oplevelse, vi havde for et par år siden her i Strandby, da vi sammen med Folkekirken fik besøg af organisationen Musalaha, der betyder forsoning på arabisk. To unge, en jødisk mand og en palæstinensisk kvinde fortalte om hvordan de tror og håber på fred ved at arbejde for at børn og unge kan vokse op og lege sammen, spille fodbold, tegne og male og tage på lejr og udvikle venskaber. Dét er en storslået vision og hyldest til fred! Kvinden Noora, som besøgte os dengang, skrev på facebook i løbet af ugen, at Trumps udmelding er lige så fjollet, som hvis Hamas udråbte Texas som hovedstad i Mexico. Ja, man kan undre sig over hvorfor Trump har taget dette skridt ud i ukendt territorium, men mon ikke det har noget at gøre med hans bagland, der består af mange evangelikale kristne, der venter på Dommedag og i deres optik, kommer Jesus ikke igen før Jerusalem er hovedstad i Staten Israel.

Undskyld for denne lille detour til Konfliktland, blot et eksempel på hvorfor det føles som ørkenvandring at tale om retfærdighed og fred og hvorfor vi længes efter, at Herren må komme og bane en vej, hvor vi selv kommer til kort, går vild og begår fejlslutninger.

Johannes råber: ban Herrens vej - og med det mener han, at vi skal omvende os. Den bedste forklaring, jeg nogensinde har hørt på hvad det vil sige at omvende sig er, at hvis vi ikke kan se nogen løsninger, hvis alt er mørkt og håbløst, så kan det være nødvendigt at flytte sig - sådan helt fysisk at vende sig om for at se lyset, for at se en sag fra flere sider og få den belyst fra flere perspektiver. Efter en mørk nat kommer altid en solopgang, nye muligheder kommer med den nye dag. At vende vores ansigt mod Guds, så hans lys kan ramme vores hjerter i stedet for vores rygge, så vi kan se at en ny begyndelse er på vej. En ny begyndelse kommer med omvendelsen.

Der er et ordsprog, der siger, at den der ønsker fred i verden kan begynde med sig selv. Vær den forandring, du ønsker at se i din verden. Ønsker du mere fred, ro, frihed og glæde, er der sikkert små eller store indsatser, du kan gøre i forhold til hvordan du bruger din tid og hvordan du har det i dine nærmeste relationer i familien, vennekredsen, på arbejdet eller i kirken.

I en bibelsk sprogbrug taler man om det samme, som at gøre op med sin synd. Og nej synd handler ikke så meget om vi kom til at spise et ekstra stykke chokolade, som lå der foran os og fristede os over evne. Min morfar havde sukkersyge og sagde altid med stolthed ved kagebordet: Jeg har karakter. Det er rigtigt, at han holdt sig fra kagerne, mest fordi han ikke kunne lide dem, men jeg har da ikke kendt et menneske, der spiste så mange Kongen af Danmark bolsjer, når han kørte bil. Det er altså ikke nemt at styre sådan noget blodsukker.

Nej at gøre op med sin synd, betyder først og fremmest, at erkende, at der er noget i ens liv, der ikke er som det skal være. Ordet synd betyder at ramme ved siden af målet og vi kan se målskiven for os og pilen der flyver lige forbi og misser den røde plet i midten. Nogle gange rammer den pil slet ikke skiven. Som altid når vi snakker om Gud, så handler det om kærlighed. Prøv at se tilbage på dine samtaler i løbet af ugen - de mennesker som du har haft noget med at gøre. Tænk på dine tanker og handlinger. Kunne de have været mere præget af kærlighed? Tænk på din prioritering af din tid. Hvad kom du til at bruge mest tid på? Familien, der altid har brug for dig. Dig selv og dit forhold til Gud, som giver dig styrke til at klare vejen og dagen? Var det dit arbejde, der fik al opmærksomheden, eller fjernsynet eller almindelig juletravlhed. Det er så let at blive revet med af traditioner, og andre hyggelige ting og glemme, at formålet med det alt sammen er at føre os nærmere Gud. Vi skal tage kloge og kærlige beslutninger mht. hvordan vi bruger vores tid – for tid er kærlighed.

Når vi først har erkendt, at ikke det hele var som det skulle være, så har vi muligheden for at gøre noget ved det. Første skridt er at bede Gud om tilgivelse, for vi står ikke kun til ansvar overfor os selv og vores nærmeste, men også overfor Gud, fordi alting, ja selve livet, er en gave fra Gud og betroet til os med ansvar for at få det bedste ud af det. Når vi lægger skyld og skam, fortrydelser og bekymringer over til Gud, hvor alt sådan noget hører til, så sætter han os fri, til at viske tavlen ren og begynde på en frisk. Der bliver banet en vej i vores hjerter, ligesom når sneploven kører ude på vejen for vores skyld eller når vi selv griber skovlen og rydder fortovet, for at vores naboer ikke skal falde og slå sig. Jeg vil gerne udfordre dig til at tage imod Guds tilgivelse og tro på den. På grund af Kristus så er alle dine synder fjernet for længe siden, Gud holder ikke regnskab og han bærer ikke nag og han vil så gerne løfte den byrde, du bærer af dine skuldre. Gå til ham med alt det der tynger og er træls. Det gør en forskel.

Johannes siger, at efter ham vil der komme en, der er stærkere end ham og Johannes er ikke engang værdig til at bøje sig ned og løse hans skorem. Efter Johannes kommer Jesus, som har beføjelse til ikke bare at døbe med vand, men med Helligånd. Guds ånd, som arbejder inden i os og skaber et nyt menneske i os, så du gradvist bliver mere og mere i stand til at finde tålmodighed, når du er blevet tilgivet for at være ultålmodig. I stand til at opdage mildhed i dig selv, når du er blevet tilgivet for at være hidsig og opfarende. I stand til at udvise gavmildhed, når du er blevet tilgivet for at være for grådig. Når du er blevet tilgivet for at være ulydig mod Gud eller at ramme ved siden af målet eller at gå dine egne veje, så vil du begynde at være mere lydig, ramme plet lidt oftere og søge Guds veje, ikke fordi du skal eller bør, men fordi du gerne vil og kan se formålet med det.

Vi forbereder os I adventstiden på at åbne os for den vej, som Kristus vil bane ikke bare for os, men i os og igennem os. Det med omvendelse og syndernes forladelse er hård kost, når vi hellere vil julehygge og dele bageopskrifter. Jeg tror ikke, at Johannes Døberen ligger inde med mange opskrifter, vi vil være interesseret i op til jul, med mindre vi har lyst til at prøve den med græshopper og honning? Men han har noget at byde på og noget at sige om at forberede sig til jul. Ingredienserne er omvendelsen og syndernes forladelse, som gør os klar til at tage imod en ny begyndelse.

Det har sneet i nat og skabt et smukt harmonisk landskab, der skjuler alle buler og kløfter nedenunder. Men det grimme og svære er der stadig, hvis vi ikke forholder os til det og gør op med det. Under overfladen, hvor der er hygge og julestemning og juleslagere på anlægget, er der noget dybere og vigtigere at forholde os til, noget som kræver vores opmærksomhed. Vi er skabt med en stærk retfærdighedssans fra barns ben, dén, krydret med samvittighed, hvis vi har fået en god opdragelse og ikke mindst Helligåndens trylledrys, vil bane Herrens vej.

Amen.

Se til os alle, vi er dit folk!

Esajas 64:1-9; Salme 80:1-7, 17-19; 1. Korintherbrev 1:3-9, Markus 13:24-37

Godt nytår! Et nyt kirkeår tager sin begyndelse og vi fejrer advent. Må den kommende tid blive et festfyrværkeri af glæde, hygge og spændt forventning fra start til slut. Lad os tænde lys, tålmodigt vente og forberede os på, at Jesus igen skal komme og indtage sin kongemagt og genoprette kosmos.

Det første lys skal sige: Nu kommer snart Guds Rige. Profeten siger, det er sandt, at lyset over mørket vandt. Og så bli’r der julefest. (Nr. 87 i Metodistkirkens sange og salmer)

Bibelteksterne til 1. søndag i advent bærer et budskab om de sidste tiders tegn og Jesu genkomst. De første kristne levede i nær forventning om verdens ende og tidens afslutning, hvorpå Gud selv vil tage magten og genskabe det paradis på jord, som han havde tænkt, at vi skulle bo og leve i fra begyndelsen. Det venter vi stadig på. Der er ingen (heller ikke Jehovas Vidner) som kender dagen eller timen. Jorden er ikke gået under endnu, der er fortsat krige, naturkatastrofer, fattigdom og nød i verden. Menneskets magt kan være så grum og grim i sin griskhed. Vi længes efter retfærdighed og fred, frihed og tryghed for hele verdens befolkning.

Alting har en ende, om ikke verden, så i hvert fald med sikkerhed vores egne liv, og vi gør klogt i at leve som om hver dag var den sidste, for der er ingen, der har lovet os i morgen. Et lidt tacky Rasmus Seebach citat, men det er jo rigtigt! Livet skal leves, indtages, udforskes, bruges, nydes med fuld skrue, før det er for sent. Som spejderne må vi altid være beredt på at stå overfor Gud på den yderste dag og kunne sige; "Jeg har gjort mit bedste".

Undertiden kan livet dog være sådan, at det føles som om stjerner, sol og måne kommer væltende ned og et kaos spreder sig og alt bliver mørkt og koldt. Det er en lammende fornemmelse, der fjerner enhver form for fremtidshåb og efterlader en glædesløs modløshed. Enhver, der har det sådan er forhåbentlig ikke alene, men har kære venner eller familie omkring sig og måske en tro på, at Gud ser til os - selv i de sværeste stunder, er vi aldrig i evighed helt alene. Gud er med os og har engang tændt et lys, som mørket ikke kan gribe, som fordriver mørket og som vil, når tiden er inde, oplyse alting.

Almægtige Gud, Se til os, vi er dit folk! Tak for dine løfter til os, at vi aldrig skal gå alene. Kom og vær os nær! Lær os at lade dit lys skinne i vore egne liv og i andres omkring os. Form og dan os som du vil - lad os som ler i dine hænder blive de mennesker, du ønsker vi skal være. Amen