søndag, juni 01, 2025

Løft blikket og kig op


 

Tekst: Apostlenes gerninger 1: 3-14
Strandby Metodistkirke - Kristi Himmelfart

Sigurd Barrets smukke sang rummer et vigtigt budskab, som indkapsler rigtig fint hvad Kristi himmelfart handler om. Løft blikket og kig op.  

Hvad sker der, når vi løfter blikket fra skærmen og lægger mærke til det der foregår rundt omkring os?  Ja i første omgang lægger vi sikkert mærke til alle de andre, der sidder med næsen i mobilen. Det kan være utrolig svært at få øjenkontakt med en teenager eller en boomer, når man sidder i toget eller til et møde eller til et middagsselskab. I en gymnasieklasse er der helt stille i frikvartererne, fordi alle sidder i deres private space med deres telefon. Ingen snakker med sidemanden. 

De fleste af os kender det, at opmærksomheden forsvinder ind i sociale medier, spil og underholdning på mobilen, så snart der er et ledigt øjeblik. Dine apps er designet til at udløse dopamin, som giver et boost lykkefølelse til hjernen og det bliver vi afhængige af. Der forskes på liv og løs i hvilke negative konsekvenser det har for os, at vi ikke kan lade mobilen være. Det er sandsynligt at der en sammenhæng mellem overdrevet brug af skærme og alvorlige problemer som søvnforstyrrelser, depression og isolation. Vi bliver dårligere til at indgå i fællesskaber, som ikke er digitale og især unge mister tillid til at de kan mestre almindelige udfordringer IRL. Vi bliver socialt handicappede, når vi glemmer at løfte blikket og kigge op.  

Hvad sker der, når vi løfter blikket fra skærmen og lægger mærke til det, der foregår omkring os? Ja i anden omgang begynder vi måske at kede os, bruge fantasien, dagdrømme, måske kommer vi kontakt med naturlig kreativitet og intelligens som ikke er AI. Der bliver måske plads til eftertanke og refleksion, som ikke var der før. Det skulle være så sundt. I denne skønne sommertid lægger vi måske pludselig mærke til alt det grønne omkring os, får lyst til at gå en tur eller se nogle mennesker, vi holder af. Aktiviteter som giver nærvær og mentalt velvære. Lider man lidt af tankemylder, er der en naturmedicin i at træde udenfor døren og bevæge sig ud i den smukke verden og bare se hvad der sker. 

Løfter vi blikket og kigger op, opdager vi måske som Sigurd synger, at der er EN som godt vil passe på dig, at der er EN der godt vil vise dig vej. Bliver vi  åndeligt handicappede, når vi glemmer at løfte blikket og kigge op? 

Kristi Himmelfart giver lejlighed og plads til at reflektere over hvad det betyder, at Jesus er herre overalt.  

Kristi himmelfart markerer afslutningen på Jesus jordiske liv og samtidig begyndelsen på hans guddommelige liv – som vi synger i trosbekendelsen, nu er han opfaret til himmels og sidder ved Gud den almægtiges højre hånd -, hvor han skal regere som en konge i Guds rige.  

Der er en sjov bemærkning i Kristi himmelfart beretningen i Apostlenes gerninger. Disciplene står og stirrer op i himlen. De har set deres mester blive løftet op af en sky og forsvinde. To englelignende hvidklædte skikkelser, kommer forbi og spørger: Hvorfor står I og stirrer op i luften? Hvad glor I på? Gå dog hjem! Disciplenes opmærksomhed bliver rettet fra himlen og spekulationer om hvornår og hvordan og hvorledes det er med Guds rige, tilbage til hverdagen, tilbage til deres opgaver og hvordan livet nu ser ud i lyset af, at de har kendt Jesus.  

Bemærkningen er sjov, synes jeg, fordi den handler om hvor vi retter vores opmærksomhed hen. Det er et spørgsmål, der er værd at overveje fordi der er sådan en hård kamp om opmærksomheden i dag. Vores opmærksomhed er penge værd og der er skjulte reklamer alle steder. Vi kan ofte føle, at det er svært at være nærværende fordi der er så meget forskelligt og modsatrettet der kræver vores opmærksomhed konstant.  

Peter Bastian, musikeren og forfatter bag bogen ”Altid allerede elsket” kommer med en god pointe om nærvær. Han siger, at nærvær altid forudsætter et fravær.  

"Hvis du sidder og nyder et stykke chokolade, så er du fuldstændig nærværende med sanser og intellekt og al den glæde der ligger i det. Det er meget nemt at være i det øjeblik fordi det smager af chokolade. Så går der Gud forbyde det, ild i dit hus og så går du fra et nærvær til et fuldstændig andet nærvær. Nu handler det om at redde ungerne ud af flammerne. Det er ikke et rart nærvær, det er den værst tænkelige situation at stå i, men det er et enestående nærvær. Det er et afgørende nærvær. "
 
Pointen er, vi er altid nærværende, selvom vi måske føler os splittede i kampen om opmærksomheden. Spørgsmålet er hvad vi er nærværende i, spilder vi tiden med ligegyldigheder, er vi virkelig til stede og opmærksomme i den virkelighed, vi befinder os i. 

På himmelske dages website fandt jeg en inspirerende fin lille treledet trosbekendelse 

Løft blikket mod skaberværket. Se vi kan rejse os og gå ud hvor himlen er højere, græsset er grønnere fordi vi er som skabt til at ånde frit 

Løft blikket mod medmennesket. Se hvem du er sammen med, hvor du er på vej hen, hvor der er brug for dig.  

Løft blikket mod Gud. Se, vi kan tro på den samme Gud på mange forskellige måder. 

Fokus mod Gud, mod medmennesket og skaberværket hænger uløseligt sammen. 

Det er helt på sin plads at tage sin himmellængsel alvorligt og stå sammen med disciplene og glane op i himlen for en stund og fundere over hvor Jesus blev af. Disciplene gik ikke nedtrykte og knuste derfra med en forladthedsfølelse. De vendte tilbage med opmærksomheden vendt mod hverdagen og livet med fornyet glæde og initiativ. 

Disciplene erfarede ved at løfte blikket og kigge op at Jesus ikke længere var bundet af tid og sted eller af krop og ånd, men er blevet allestedsnærværende og herre over alt. Tilgængelig for alle til tider. Jesus synlige fravær er erstattet af åndens usynlige mærkbare nærvær. Disciplene var del af en historie, som lang fra var slut, men kun lige begyndt.  

Hvad betyder det, at Jesus er Herre overalt? Jeg kan kun tale for mig selv. At Jesus er herre i mit liv betyder, at det er ham, der bestemmer. I tillid til Guds godhed, forsøger jeg frivilligt at give magten og æren fra mig og overgive mig til noget der er større end mig selv. Det er en daglig øvelse og en bevidst intention. Jeg beder før jeg tager en beslutning. Søger Åndens vejledning og bliver mindet om, at Jesus er med, hvert skridt på vejen, uanset hvad der sker er mit liv i gode hænder. Han lader mig ikke i stikken, Intet kan skille mig fra hans kærlighed.  

Jeg ved, at Jesus har 2 naturer. Han er på samme tid helt menneske og helt Gud. Det er svært at forstå, det må blot accepteres som et dogme eller et mysterium. Men det glade budskab bag himmelfarten er, at Jesus Kristus tager sin menneskelighed med sig ind i sin guddommelighed. Det menneskelige bliver en del af det guddommelige. Gud ved på egen krop hvad det vil sige at være menneske. På den måde bliver det muligt at vi kan vi vende os til Gud i bøn og sige "Du som ved hvordan det er at være mig, hjælp mig. Du som ved hvordan jeg har det, befri mig" Du ved hvad jeg gennemgår, hel mig.  

Sigurd Barrets smukke sang rummer et vigtigt budskab, som indkapsler rigtig fint hvad Kristi himmelfart handler om. Løft blikket og kig op.  

Der er flere ting, man kan gøre for at træne sin opmærksomhed og opøve en evne til at møde virkeligheden som den er uden at flygte, undvige eller lade sig distrahere.

  • Søg øjenkontakt, når du møder mennesker. 
  • Sænk tempoet 
  • Gør en ting af gangen
  • Bed 
  • Skriv i din dagbog, når dagen er omme: 3 smukke ting, som du har lagt mærke til, fordi du har løftet dit blik fra skærmen 

Glædelig Kristi himmelfart og amen

 


Løft blikket og kig op

  Tekst: Apostlenes gerninger 1: 3-14 Strandby Metodistkirke - Kristi Himmelfart Sigurd Barrets smukke sang rummer et vigtigt budskab, som i...