Juleprædiken i Strandby Metodistkirke - Lukasevangeliet 2:1-20
I år har vi
sagt farvel til Kim Larsen, Danmarks national skjald, der har givet os så mange
mindeværdige sange, alt inden for genren af hverdagspoesi og samfundskritik.
Sangen forklædt som voksen er en længsel efter ungdommens uskyld og
ubekymrethed, ligesom i øvrigt Benny Andersens vuggevise: Barndommens land,
hvor der alligevel sniger sig en kritisk strofe ind, der siger: barndommens land, nu er jeg en mand. Tit har
jeg lyst til at love solskin og dejlige skove. Men der er lang vej igen. Sov,
min ven.
Mange kan måske
genkende eller vil måske endda indrømme, at de har det barnlige i sig, men blot
er blevet forklædt som voksne. Engang imellem kan man føle sig som en 5årig og
måske opføre sig som en 5 årig og det er ikke altid lige godt. Selvom man
ligner en 100 årig mand udvendigt, kan der godt gemme sig en 25 årig dreng indvendigt.
Jeg er selv gift med et dejligt legebarn, der tror, at han er fuldstændig udødelig.
Det kan altså være et alvorligt chok at komme op i min alder og vende sig til
tanken, at forældregenerationen begynder at falde fra og at man selv står i
yderste række. Jeg har gået i klasse med børn, der er er vokset op til at blive
museumsinspektører, journalister, psykologer, arkitekter, sygeplejersker, skuespillere,
en reality stjerne og endda en generalsekretær i Red barnet og jeg undrer mig
over hvornår er de nogensinde blevet så veltalende, kloge og dygtige. Sådan var
det ikke dengang i skolegården.
Det korte af
det lange er, at barnet gerne forbindes med det uspolerede, dengang hvor der
ikke var noget som var uigenkaldeligt forbi. Barnet og erindringen om barndommen
eller ungdommen har også en tendens til at gøre os sentimentale. Vi mindes på
godt og ondt, hvad der hørte den særlige tid til, inden vi blev dem, vi er i
dag.
Vejret.
Lyset. Lugtene. Lydene. Sanserne påvirker følelserne. Kan I huske sangen: ”der
er noget i luften, jeg ved ikke hvad” En duft kan på et øjeblik tage dig
tilbage til barndommen, til småkagerne som din mor bagte til jul. En sang kan
minde dig om en bestemt person eller dit første kys. Én sang vækker måske glade
minder, og en anden gør ikke. Det er sådan, sanser påvirker følelser. Dit humør
om morgenen, farverne du tager på, minderne du har, den måde du opfører dig på…
Alt er relateret til det der foregår inden i.
Og jeg tror,
at det bl.a. er nogle af disse stemninger, der vækkes til live, når vi fejrer
jul og det lille barn fra Betlehem. Vi bliver mindet om, at vi selv har en
historie, der begyndte med, at vi blev født og modtaget et sted og at vi siden
bevægede os langt langt væk derfra, som Kim Larsen synger. Englenes sang
forstummede, også Jesus voksede ud af sin krybbe i stalden og måtte forlade
barndommens land i Nazaret. Og hans tilhængere faldt fra, da det virkelig
gjaldt, fordi de ikke kunne se noget guddommeligt over den mand, der var søn af
en tømrer og døde som en forbryder på et kors. En Gud forklædt som menneske -
hvad skulle det til for?
Det skulle
blandt andet til for at tydeliggøre, at evangeliet har et ægte menneske i
centrum. Ikke en sirlig prins eller en smart levemand, men et menneske, der som
vi, selv var barn engang, fyldt med glæde og håb og med forventninger til hver
eneste dag.
Det er også
påmindelsen om, at mennesker ikke blot må reduceres til et flokdyr, der er
fremmedgjort, umyndiggjort, total anonym og forvokset. Hvert enkelt menneske
har en ukrænkelig værdi, livet er stort og smukt og hver dag er en gave fra Gud
som skal gribes med al den alvor og al den passionerede livsglæde, som vi kan
mønstre. Hver gang en lille nyfødt ser dagens lys bliver verden er mere
vidunderligt sted og når vi beundrer det lille væsen er det tydeligt at få øje
på, at Gud er stor.
Selvom vi er
skabt unikke, er vi som mennesker godt nok forbundet med hinanden og forankret
i fællesskaber, ingen sejler rundt i sin egen sø med livet som sit eget lille soloprojekt.
Som kristne er vi godt nok flokdyr, men dog betragtet som et fællesskab, hvor
bestræbelserne går ud på at værne om menneskelivet og den medmenneskelige
kærlighed, som det fineste vi har.
Og
selvfølgelig kan vi alle risikere at bevæge os langt langt væk fra flokken. Det
glædelige i den forbindelse er, at Julen og det lille Jesusbarn hvert eneste år
i december ansporer os til at finde tilbage. Måske med et glimt af dem vi var,
før vi blev forklædt som voksne. Når vi genfinder evnen i os selv til at vise
tillid, til at undres, til at håbe, til at elske, så vækker Gud barnet til live
inden i os.
Vi må ikke
lade individet blive udvisket i massen af flokdyr, men vi må heller ikke lade individualismen
kamme over og blive en overdreven insisteren på at blive hørt og set på
bekostning af flertallet, som den umulige 5 årige, der vil have sin vilje, men
ikke altid kan få det.
Selvom vi
udtrykker os anderledes end man gjorde i 1924, så kan den danske sang godt være
som en ung blond pige. Når vi åbner højskolesangbogen eller salmebogen for den
sags skyld, så åbner vi muligheden for billedsprog, der gør verden større,
Den
krænkelseskultur, vi er ved at opbygge gør jo verden mindre, snart er det jo
umuligt at sige noget som helst. Det er mærkeligt at leve i en verden hvor
sangen ”Jeg så julemanden” måske er den næste sang, der bliver strøget af
censuren som den mest diskriminerende sang nogensinde. Hvorfor julemand og ikke
juleperson? Hvorfor jule- og ikke hanuka eller eid? Hvorfor skal det være ham
der kysser hende og ikke omvendt, vil feministerne og me too korstoget måske
spørge? Hvor stopper det? Hvornår stopper det?
Det er
klart, at der skal være plads til forskellighed. Vi skal beskytte de svageste rettigheder og
sætte ind overfor alle former for undertrykkelse, det er derfor vi har staten
Jeg elsker
Kim Larsen for at sige: ”Jeg kan
ikke forstå, hvad en regering skal gøre
godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage.
Det samme
kan man sige om kirken – den er til for at hjælpe de svage
men måske
trænger vi også til (både som samfund og som individer) at komme på plads med
hvem vi selv er – der bor et barn dybt inde i hvert menneskehjerte, som er
grundlæggende elsket som den han, hun, hen eller høn er, helt uafhængigt af
alle de ydre ting, som vi ikke må hænge vores identitet op på. Det bliver for
skrøbeligt og for besværligt, hvis vi glemmer hvem vi er og hvor vi hører til.
Julen
minder os om vores egen historie og om at vi engang selv var børn og stadig
bærer barnet indeni os. Som Maria bar Jesus, er også vi båret af Gud og kan
hvile i Gud og hans kærlighed
Vi skal
blive ved med at synge gamle og nye sange om hvem vi er og hvem vi var, hvor vi
har været og hvor vi er på vej hen. Både Rasmus Sebach med hans åh di åh og
Grundsvig med hans halleluja kan løfte stemningen og fortælle os hvad der er
særligt ved december og juletiden, hvor vi fejrer at Kristus er kommet til
verden som et lille barn, der gør verden ny og vidunderlig igen.
Amen.
