Tekst: Matthæus 25: 31-46
Jerusalemskirken

Verdensdommen – en dyster beretning at begynde et nyt år på – hvis man tolker teksten sådan helt bogstaveligt, at nogle er bestemt til forbandelse, andre til velsignelse alt efter hvordan man opfører sig, hvilken etik man abonnerer på, så siger jeg tak for kirkekaffe, jeg behøver ikke en refill eller en religion, der kontrollerer min moral efter et strengt straf- og belønningssystem.
 Jeg kører åbenbart den hårde stil her i Jerusalemskirken – det er ikke med vilje
 I november, da jeg var på besøg og fik lov at prædike her, talte jeg om Jerusalems ødelæggelse, der hvor Jesus siger at templet skal jævnes med jorden, ikke en sten skal være tilbage, men at Gud selv vil bygge noget nyt – enhver menneskekrop skal være som et tempel, alle mennesker skal ære Gud med deres livstil – det handler om bl.a. om folkesundhed, livsglæde, vores sans for retfærdighed og barmhjertighed – tro og liv kan ikke skilles ad
 Gud selv vil forny sin aftale med enhver, så vi lykkes med at leve et godt liv, tæt på Ham, for han vil selv knytte forbindelse med os og lægge sin kraft til, så vi ikke skal gå kun i vores egen kraft, men i forberedte gerninger
 Verdensdommen kan læses som en lignelse og som altid skal vi huske hvem der fortæller historien. Det er Jesus, der taler til sine disciple, til sine følgere på instagram, til sine venner på facebook
 Når bibelens forfattere skriver om de sidste tider gør de det ofte i dramatiske billeder og et voldsomt billedsprog, sådan at ingen skal være i tvivl om alvoren i det de mener. Det er nemt at blive forvirret og forskrækket, men man kan spørge sig selv at hvis historierne om de sidste tider, handler om at Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde, hvad er der så at være bange for? Da Jesus gik omkring på jorden, gjorde han jo alt andet end at skræmme. Jo han talte med store bogstaver en gang imellem, men hans ansigt kender vi, det er fyldt af nåde og sandhed. Hans dom er tilgivelsen. Det er kærlighed, der tæller i Guds verden – den standard som Jesus kalder os til, handler om at lægge mærke til andre mennesker, at se deres behov, at have medlidenhed med hinanden og hjælpe der hvor vi kan. De sultne, de tørstige, de forfrosne, de fremmede, de fængslede, de syge. Det kunne jo være dig selv, der havde brug for en ekstra hånd.
Husker du biskop Demond Tutu - Do a little bit of good where you are – it is those little bits of good put together that overwhelm the world.
 Vær generøs med dine komplimenter og opmuntringer. Det er verbal solskin. Det koster ingenting, men varmer og beriger hjertet.
 I dette lys, taler teksten om verdensdommen et klart sprog og fortæller os noget meget væsentligt om at være kirke. Hvad har kirken at fortælle i dag. Hvad er kirkens opgave?
 Jo kirkens opgave er at være Jesu krop, hans hænder og fødder og hjerte og tilstedeværelse i verden i kraft af Helligånden. Vores opgave er at skabe mødesteder og rum for nåden – hvor Guds Ånd får lejlighed og mulighed for at røre ved os, tale til os og vi får mulighed for at svare og lade os blive berørt og forandret.
 Kirkens opgave er at forme disciple af Jesus, at skabe rum for at mennesker kan lære Jesus at kende –
 Jeg har verdens bedste job – en af mine vigtigste opgaver er at jeg får lov at læse Bibelen i min arbejdstid.
 
I evangelierne møder jeg Jesus, lærer ham at kende, opdager hvem han virkelig er –
Ikke som en idé. En figur, man kun taler om i kirken.
Ikke for at finde regler. Ikke for at finde måder at imponere Gud.
Men for at se: Hvem er Jesus egentlig?
 
Og det, der altid overrasker mig mest, når jeg læser historierne om Jesus, er ikke hans mirakler og mægtige gerninger. Det er hans blik for mennesker.
Jesus blev ikke frastødt af dem, der var rodede, trætte eller forkerte. Tværtimod. Det var dem, han gik hen imod.
Dem, der ikke havde styr på livet.
Dem, der ikke kunne præstere deres tro.
Jeg opdagede, at Jesus aldrig siger:
“Få styr på dit liv – så kan du komme.”
Han siger: “Kom – så tager vi livet sammen.”
Det har ændret noget i mig.
Jesus ikke er den, man skal være bange for.
Han er den, man kan komme til, når man er bange.
Han er ikke overrasket over min skrøbelighed.
Han løber ikke væk fra min tvivl og rådvildhed,
Og dér – midt i erkendelsen af, at jeg ikke altid har styr på det hele – begyndte jeg faktisk at lære Jesus at kende.
Ikke som en fjern dommer.
Men som en nærværende frelser.
Ikke som en, der kræver perfektion.
Men som en, der giver nåde.
Og måske er det netop dér, vi alle begynder at lære Jesus at kende:
Ikke når vi tror, vi har forstået ham.
Men når vi opdager, at han har forstået os hele tiden.
 
Der findes friheden til pludselig at begynde at drømme om fremtiden og stoppe med at hænge sig i fortiden
 
Målestok for 2026 – at have blik for andre mennesker
 
Det er helt på sin plads at have store forventninger til det nye år, til gode ting, der kan ske i og omkring Jerusalemskirken – fordi Jesus er med, når vi er kirke sammen.
 
Se dig tilbage og tak Gud
Se fremad og hav tillid til Gud
Se dig omkring og tjen Gud
Se indad og inviter Gud til at være med dig, indtil verdens ende.
 
Amen