Tekst: Matthæus 25: 31-46 - Verdensdommen
Vejle Metodistkirke

Hvad har kirke og klima med hinanden at gøre?

Og hvad kommer det egentlig mig ved?

Tak for 2 gode spørgsmål, jeg vil forsøge at komme med et svar. Faktisk er det ikke kun mig, der er heldig at få lov at prædike ved gudstjenesten i dag. Der er flere konfirmander, som har været med til at forberede prædikenen – for det kan man nemlig godt – vi kan alle sammen læse en bibeltekst, lytte og høre ordene med ørerne, tænke over dem og blive berørt af dem i hjerterne, så vi får lyst til at handle, måske endda forandre noget i vores liv, så verden bliver et bedre sted.

På en måde er vi alle sammen præster, selvom det ikke er alle, der har en teologisk uddannelse, så er vi i kirken sammen om at forberede en gudstjeneste og vi bidrager alle sammen med det vi er gode til, så gudstjeneste bliver noget vi gør sammen. Husk det konfirmander, når I kommer hjem til jeres byer, I kan sagtens være med til at lave sjove og meningsfulde gudstjenester, som unge gider komme til.

Tak fordi konfirmandlejren måtte besøge jer her i Vejle Metodistkirke. Det er et rigtig dejligt sted at være, vi har haft en rigtig god weekend.

På konfirmandlejren har vi lært noget om grøn teologi. Teologi betyder at lære noget om Gud. Theos betyder Gud og logos betyder lære. At teologien er grøn handler om hvordan vi ser på naturen og hvordan vi som mennesker forstår vores egen rolle i den verden, som Gud har skabt – den grønne og blå klode, som vi har fået lov at bo på.

Er vi sat i verden for at passe på skaberværket – eller er vi kommet til at slide det op?

Er klimaforandringerne i vores tid menneskeskabte, drevet af vores udledninger af drivhusgasser fra afbrænding af kul, olie og gas

eller er der naturlige årsager til, at kloden bliver varmere og varmere, er det et udtryk for de naturlige variationer, der har formet Jordens klima over millioner af år. 

I dag diskuterer klimaforskere ikke længere, om klimaforandringerne er menneskeskabte. De diskuterer, hvordan vi lever med konsekvenserne, og hvordan vi kan begrænse skaderne fremover. Vi står med en ubetalt regning. Og et stort problem

Selv hvis vi stoppede alle udledninger i dag, ville klimaændringerne fortsætte i mange år endnu.

Hvad skal vi gøre ved det. Det er et brændende spørgsmål i dag, som det er vigtigt at finde gode svar på.

I går gik vi rundt i Vejle og så, hvordan man her forbereder sig på mere ekstremt vejr. Det er godt at bo i et land, hvor der er ressourcer til at tilpasse sig. Men mange steder i verden er virkeligheden en anden. Her betyder oversvømmelser, tørke og storme, at mennesker mister deres hjem, deres livsgrundlag – og må flygte.

Vi har lært på konfirmandlejren, at verdens klimaudfordringer allerede er et kæmpe socialt problem rundt omkring i verden.

2,5 millioner fordrivelser i Filippinerne
4,7 millioner fordrivelser i Kina
1,7 millioner i Bangladesh
2 millioner fordrivelser i Somalia
732.000 fordrivelser i Pakistan
618.000 fordrivelser i Etiopien

Tal fra 2023 - I alt 12.250.000 mennesker, der ikke har et sted at bo, ikke har tøj at tage på, ikke har mad at spise, vand at drikke, som måske er syge eller forfulgt og fordrevet og ikke har et sted at tage hen, fordi ingen af de rige lande i vesten vil tage imod dem. Det lyder mega uretfærdigt og ulykkeligt i mine ører.  

Klimakrisen er allerede en social krise. Millioner af mennesker er fordrevet. Det er ikke bare tal – det er mennesker, som mangler mad, vand, tøj og et sikkert sted at være. Og ofte er det dem, der har bidraget mindst til problemet, som betaler den højeste pris.

Så når Jesus siger i verdensdommen, at det vi har gjort eller har forsømt at gøre mod dem, der har mindre end os, det har vi i virkeligheden gjort mod ham – så er det et vink med en vognstang, at måden, vi behandler hinanden på, har betydning.

Der er en direkte forbindelse mellem retfærdighed og næstekærlighed og troen på Jesus og efterfølgelsen af Jesus. Vi bliver dømt efter om vi har behandlet hinanden retfærdigt og Jesus selv behandler os retfærdigt – vi får en retfærdig dom baseret på vores handlinger.

Da vi forberedte prædiken, var konfirmanderne og jeg er enige om, at retfærdighed er en god ting, at det er godt, at al uretfærdighed en dag skal holde op, og at Jesus selv vil komme og skille fårene fra bukkene og rette op på alt det der er galt med verdensordenen.

Men jeg synes også at det er en mega uhyggelig tekst. Jeg vil nødig være på det forkerte hold, når Jesus kommer igen, jeg bliver bange, når jeg hører en historie om at der skal gøres forskel på folk, at nogle skal velsignes og andre forbandes, at nogle skal belønnes og nogle skal straffes.

Hvis du har det som jeg, så husk at Verdensdommen kan læses som en lignelse og som altid skal vi huske hvem der fortæller historien. Det er Jesus, der taler til sine disciple, til sine følgere på instagram, til sine venner på facebook ku´man sige og han sammenligner ideen og idealet om Gudsrige med virkeligheden og vores verden

Når Jesus i lignelsen om verdensdommen siger, at det, vi har gjort – eller undladt at gøre – mod de mindste, det har vi gjort mod ham, så er det ikke sagt for at skræmme os. Det er sagt for at vække os.

Der er en dyb sammenhæng mellem tro, næstekærlighed og retfærdighed. Tro er ikke kun noget, vi bekender med munden – det er noget, vi lever med hænderne.

Verdensdommen kan virke uhyggelig. Tanken om at blive dømt kan gøre os bange. Men vi må huske, hvem dommeren er. Det er Jesus. Ham, der helbredte, tilgav og spiste sammen med dem, ingen andre ville være sammen med. Hans dom har kærlighedens ansigt.

I Guds verden er det kærligheden, der tæller. At se den anden. At lægge mærke til behovet. At hjælpe, hvor vi kan. For en dag kunne det være os selv, der havde brug for hjælp.

Derfor kan vi ikke være ligeglade – hverken med hinanden eller med klimaet. Hvis Gud har skabt himmel og jord, og hvis mennesket er sat til at tage vare på skaberværket, så er det noget, vi må tage alvorligt.

Vi har misforstået ordet “hersk”. Det handler ikke om at udnytte, men om at tage ansvar. I dag ved vi, at det, vi gør ét sted, får konsekvenser andre steder. Jorden hænger sammen. Vi hænger sammen, så er det jo vigtigt, at vi også gør det bedste, vi overhovedet kan.

Det er et giga problem, at vi har misforstået det lille ord ”hersk” i Skabelsesberetningen. VI har gennem historien troet, at vi er hævet over naturen, at vi kan bestemme over den og gøre hvad vi vil med den på dyrenes og træernes bekostning. Da jeg blev født i 1970’erne hældte man stadig skrald i verdenshavene fordi man troede, at havet var så stort at det ikke gjorde nogen forskel. I dag ved vi hvor farligt det er for den økologiske balance, når vi forurener. Det skaber iltsvind og livet i havet dør.

Når man sender astronauter op på rumstationer, kan det ske at de kommer til at lide af et syndrom, der kaldes Space Adaptation Syndrome eller rum-tilpasningssyndrom eller helhedssyndrom, det påvirker hele menneskekroppen, bl.a synet. Jo længere tid astronauterne befinder sig i rummet, jo mere kommer de til at se jordkloden som et hele og ikke som forskellige kontinenter og lande, uafhængige af hinanden. Hele jorden hænger sammen, derfor har det en konsekvens for mennesker andre steder, hvad vi gør, der hvor vi bor. 

Vi er ikke isolerede fra hinanden eller alene her i verden.

I historien om Noas ark får vi en ny chance til at begynde på en frisk, når vi fejler. Gud lader det regne og jorden bliver oversvømmet for at udrydde ondskaben. Noa bygger en ark og får besked på at redde to eksemplarer af hver art og Gud sætter en regnbue på himlen som et tegn på at Guds løfte om at han er med os alle dage indtil verdens ende.

I prologen til johannesevangeliet får vi en ny begyndelse sammen med Jesus. Jesus er Guds ord som er blevet kød, som er født ind i verden, som er til at tage at føle på, som har vist os en vej at gå

Og på Bibelens aller sidste sider, den sidste bog i Bibelen, i Johannesåbenbaringen hører vi guds vision for en ny himmel og ny jord. Gud vil fuldende skabelsen, genoprette verden, sende Gudsriget ned på jord, Jesus skal være konge og regere overalt, livstæet skal stå i midten af en by med gader af guld og bymure af juveler og kanaler.

Bibelen fortæller om nye begyndelser: Noas ark. Regnbuen. Jesus, Guds ord, der blev menneske. Og visionen om en ny himmel og en ny jord, hvor Gud vil genoprette alt.

Det er i det lys, vi skal forstå både verdensdommen og kirkens opgave.

Hvad har kirke og klima med hinanden at gøre? Alt jo!

Kirken er kaldet til at være Jesu krop i verden. Hans hænder, der hjælper. Hans fødder, der går derhen, hvor der er brug for det. Hans hjerte, der slår for både mennesker og skaberværk.

At være kirke i dag er også at være en grøn kirke. Ikke perfekt. Ikke færdig. Men villig til at tage små skridt i den rigtige retning.

Som konfirmanderne har sagt:

• at sortere affald
• at vælge cyklen
• at spise mere grønt
• at genbruge
• at passe bedre på ressourcerne

Det er kærlighed i praksis. Det er kirke.

I går aftes så vi Disney Pixars wall-e, som på sin egen måde fortæller samme historie.

WALL·E handler om en lille affaldsrobot, WALL·E, der lever alene på Jorden langt ude i fremtiden. Menneskene har forladt planeten, fordi den er blevet dækket af affald og forurening, og WALL·Es opgave er at samle skrald og rydde op.

En dag møder WALL·E robotten EVE, som er sendt til Jorden for at lede efter tegn på liv. WALL·E finder en lille plante og giver den til EVE, og det viser sig at være et meget vigtigt fund. Historien udvikler sig til et eventyr i rummet, hvor robotterne hjælper menneskene med at vende tilbage til Jorden og tage ansvar for deres planet igen.

Filmen handler især om:

• miljø og ansvar for Jorden 
• ensomhed og venskab
• kærlighed og håb

Der er håb i grøn teologi og grøn kirke. Mennesker som ikke flygter fra ansvaret, men trofast gør det de er skabt til og sat i verden for. At passe på jorden og beskytte livet, som vi har fået fra Gud.

Vi redder ikke verden alene. Men vi er med. Og det er nok.
For håbet begynder ofte i det små – ligesom en lille plante i hænderne på en affaldsrobot.

Amen.

 Tekst: Matthæus 25: 31-46
Jerusalemskirken

Verdensdommen – en dyster beretning at begynde et nyt år på – hvis man tolker teksten sådan helt bogstaveligt, at nogle er bestemt til forbandelse, andre til velsignelse alt efter hvordan man opfører sig, hvilken etik man abonnerer på, så siger jeg tak for kirkekaffe, jeg behøver ikke en refill eller en religion, der kontrollerer min moral efter et strengt straf- og belønningssystem.
 Jeg kører åbenbart den hårde stil her i Jerusalemskirken – det er ikke med vilje
 I november, da jeg var på besøg og fik lov at prædike her, talte jeg om Jerusalems ødelæggelse, der hvor Jesus siger at templet skal jævnes med jorden, ikke en sten skal være tilbage, men at Gud selv vil bygge noget nyt – enhver menneskekrop skal være som et tempel, alle mennesker skal ære Gud med deres livstil – det handler om bl.a. om folkesundhed, livsglæde, vores sans for retfærdighed og barmhjertighed – tro og liv kan ikke skilles ad
 Gud selv vil forny sin aftale med enhver, så vi lykkes med at leve et godt liv, tæt på Ham, for han vil selv knytte forbindelse med os og lægge sin kraft til, så vi ikke skal gå kun i vores egen kraft, men i forberedte gerninger
 Verdensdommen kan læses som en lignelse og som altid skal vi huske hvem der fortæller historien. Det er Jesus, der taler til sine disciple, til sine følgere på instagram, til sine venner på facebook
 Når bibelens forfattere skriver om de sidste tider gør de det ofte i dramatiske billeder og et voldsomt billedsprog, sådan at ingen skal være i tvivl om alvoren i det de mener. Det er nemt at blive forvirret og forskrækket, men man kan spørge sig selv at hvis historierne om de sidste tider, handler om at Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde, hvad er der så at være bange for? Da Jesus gik omkring på jorden, gjorde han jo alt andet end at skræmme. Jo han talte med store bogstaver en gang imellem, men hans ansigt kender vi, det er fyldt af nåde og sandhed. Hans dom er tilgivelsen. Det er kærlighed, der tæller i Guds verden – den standard som Jesus kalder os til, handler om at lægge mærke til andre mennesker, at se deres behov, at have medlidenhed med hinanden og hjælpe der hvor vi kan. De sultne, de tørstige, de forfrosne, de fremmede, de fængslede, de syge. Det kunne jo være dig selv, der havde brug for en ekstra hånd.
Husker du biskop Demond Tutu - Do a little bit of good where you are – it is those little bits of good put together that overwhelm the world.
 Vær generøs med dine komplimenter og opmuntringer. Det er verbal solskin. Det koster ingenting, men varmer og beriger hjertet.
 I dette lys, taler teksten om verdensdommen et klart sprog og fortæller os noget meget væsentligt om at være kirke. Hvad har kirken at fortælle i dag. Hvad er kirkens opgave?
 Jo kirkens opgave er at være Jesu krop, hans hænder og fødder og hjerte og tilstedeværelse i verden i kraft af Helligånden. Vores opgave er at skabe mødesteder og rum for nåden – hvor Guds Ånd får lejlighed og mulighed for at røre ved os, tale til os og vi får mulighed for at svare og lade os blive berørt og forandret.
 Kirkens opgave er at forme disciple af Jesus, at skabe rum for at mennesker kan lære Jesus at kende –
 Jeg har verdens bedste job – en af mine vigtigste opgaver er at jeg får lov at læse Bibelen i min arbejdstid.
 
I evangelierne møder jeg Jesus, lærer ham at kende, opdager hvem han virkelig er –
Ikke som en idé. En figur, man kun taler om i kirken.
Ikke for at finde regler. Ikke for at finde måder at imponere Gud.
Men for at se: Hvem er Jesus egentlig?
 
Og det, der altid overrasker mig mest, når jeg læser historierne om Jesus, er ikke hans mirakler og mægtige gerninger. Det er hans blik for mennesker.
Jesus blev ikke frastødt af dem, der var rodede, trætte eller forkerte. Tværtimod. Det var dem, han gik hen imod.
Dem, der ikke havde styr på livet.
Dem, der ikke kunne præstere deres tro.
Jeg opdagede, at Jesus aldrig siger:
“Få styr på dit liv – så kan du komme.”
Han siger: “Kom – så tager vi livet sammen.”
Det har ændret noget i mig.
Jesus ikke er den, man skal være bange for.
Han er den, man kan komme til, når man er bange.
Han er ikke overrasket over min skrøbelighed.
Han løber ikke væk fra min tvivl og rådvildhed,
Og dér – midt i erkendelsen af, at jeg ikke altid har styr på det hele – begyndte jeg faktisk at lære Jesus at kende.
Ikke som en fjern dommer.
Men som en nærværende frelser.
Ikke som en, der kræver perfektion.
Men som en, der giver nåde.
Og måske er det netop dér, vi alle begynder at lære Jesus at kende:
Ikke når vi tror, vi har forstået ham.
Men når vi opdager, at han har forstået os hele tiden.
 
Der findes friheden til pludselig at begynde at drømme om fremtiden og stoppe med at hænge sig i fortiden
 
Målestok for 2026 – at have blik for andre mennesker
 
Det er helt på sin plads at have store forventninger til det nye år, til gode ting, der kan ske i og omkring Jerusalemskirken – fordi Jesus er med, når vi er kirke sammen.
 
Se dig tilbage og tak Gud
Se fremad og hav tillid til Gud
Se dig omkring og tjen Gud
Se indad og inviter Gud til at være med dig, indtil verdens ende.
 
Amen

Løft blikket og kig op

 

Tekst: Apostlenes gerninger 1: 3-14
Strandby Metodistkirke - Kristi Himmelfart

Sigurd Barrets smukke sang rummer et vigtigt budskab, som indkapsler rigtig fint hvad Kristi himmelfart handler om. Løft blikket og kig op.  

Hvad sker der, når vi løfter blikket fra skærmen og lægger mærke til det der foregår rundt omkring os?  Ja i første omgang lægger vi sikkert mærke til alle de andre, der sidder med næsen i mobilen. Det kan være utrolig svært at få øjenkontakt med en teenager eller en boomer, når man sidder i toget eller til et møde eller til et middagsselskab. I en gymnasieklasse er der helt stille i frikvartererne, fordi alle sidder i deres private space med deres telefon. Ingen snakker med sidemanden. 

De fleste af os kender det, at opmærksomheden forsvinder ind i sociale medier, spil og underholdning på mobilen, så snart der er et ledigt øjeblik. Dine apps er designet til at udløse dopamin, som giver et boost lykkefølelse til hjernen og det bliver vi afhængige af. Der forskes på liv og løs i hvilke negative konsekvenser det har for os, at vi ikke kan lade mobilen være. Det er sandsynligt at der en sammenhæng mellem overdrevet brug af skærme og alvorlige problemer som søvnforstyrrelser, depression og isolation. Vi bliver dårligere til at indgå i fællesskaber, som ikke er digitale og især unge mister tillid til at de kan mestre almindelige udfordringer IRL. Vi bliver socialt handicappede, når vi glemmer at løfte blikket og kigge op.  

Hvad sker der, når vi løfter blikket fra skærmen og lægger mærke til det, der foregår omkring os? Ja i anden omgang begynder vi måske at kede os, bruge fantasien, dagdrømme, måske kommer vi kontakt med naturlig kreativitet og intelligens som ikke er AI. Der bliver måske plads til eftertanke og refleksion, som ikke var der før. Det skulle være så sundt. I denne skønne sommertid lægger vi måske pludselig mærke til alt det grønne omkring os, får lyst til at gå en tur eller se nogle mennesker, vi holder af. Aktiviteter som giver nærvær og mentalt velvære. Lider man lidt af tankemylder, er der en naturmedicin i at træde udenfor døren og bevæge sig ud i den smukke verden og bare se hvad der sker. 

Løfter vi blikket og kigger op, opdager vi måske som Sigurd synger, at der er EN som godt vil passe på dig, at der er EN der godt vil vise dig vej. Bliver vi  åndeligt handicappede, når vi glemmer at løfte blikket og kigge op? 

Kristi Himmelfart giver lejlighed og plads til at reflektere over hvad det betyder, at Jesus er herre overalt.  

Kristi himmelfart markerer afslutningen på Jesus jordiske liv og samtidig begyndelsen på hans guddommelige liv – som vi synger i trosbekendelsen, nu er han opfaret til himmels og sidder ved Gud den almægtiges højre hånd -, hvor han skal regere som en konge i Guds rige.  

Der er en sjov bemærkning i Kristi himmelfart beretningen i Apostlenes gerninger. Disciplene står og stirrer op i himlen. De har set deres mester blive løftet op af en sky og forsvinde. To englelignende hvidklædte skikkelser, kommer forbi og spørger: Hvorfor står I og stirrer op i luften? Hvad glor I på? Gå dog hjem! Disciplenes opmærksomhed bliver rettet fra himlen og spekulationer om hvornår og hvordan og hvorledes det er med Guds rige, tilbage til hverdagen, tilbage til deres opgaver og hvordan livet nu ser ud i lyset af, at de har kendt Jesus.  

Bemærkningen er sjov, synes jeg, fordi den handler om hvor vi retter vores opmærksomhed hen. Det er et spørgsmål, der er værd at overveje fordi der er sådan en hård kamp om opmærksomheden i dag. Vores opmærksomhed er penge værd og der er skjulte reklamer alle steder. Vi kan ofte føle, at det er svært at være nærværende fordi der er så meget forskelligt og modsatrettet der kræver vores opmærksomhed konstant.  

Peter Bastian, musikeren og forfatter bag bogen ”Altid allerede elsket” kommer med en god pointe om nærvær. Han siger, at nærvær altid forudsætter et fravær.  

"Hvis du sidder og nyder et stykke chokolade, så er du fuldstændig nærværende med sanser og intellekt og al den glæde der ligger i det. Det er meget nemt at være i det øjeblik fordi det smager af chokolade. Så går der Gud forbyde det, ild i dit hus og så går du fra et nærvær til et fuldstændig andet nærvær. Nu handler det om at redde ungerne ud af flammerne. Det er ikke et rart nærvær, det er den værst tænkelige situation at stå i, men det er et enestående nærvær. Det er et afgørende nærvær. "
 
Pointen er, vi er altid nærværende, selvom vi måske føler os splittede i kampen om opmærksomheden. Spørgsmålet er hvad vi er nærværende i, spilder vi tiden med ligegyldigheder, er vi virkelig til stede og opmærksomme i den virkelighed, vi befinder os i. 

På himmelske dages website fandt jeg en inspirerende fin lille treledet trosbekendelse 

Løft blikket mod skaberværket. Se vi kan rejse os og gå ud hvor himlen er højere, græsset er grønnere fordi vi er som skabt til at ånde frit 

Løft blikket mod medmennesket. Se hvem du er sammen med, hvor du er på vej hen, hvor der er brug for dig.  

Løft blikket mod Gud. Se, vi kan tro på den samme Gud på mange forskellige måder. 

Fokus mod Gud, mod medmennesket og skaberværket hænger uløseligt sammen. 

Det er helt på sin plads at tage sin himmellængsel alvorligt og stå sammen med disciplene og glane op i himlen for en stund og fundere over hvor Jesus blev af. Disciplene gik ikke nedtrykte og knuste derfra med en forladthedsfølelse. De vendte tilbage med opmærksomheden vendt mod hverdagen og livet med fornyet glæde og initiativ. 

Disciplene erfarede ved at løfte blikket og kigge op at Jesus ikke længere var bundet af tid og sted eller af krop og ånd, men er blevet allestedsnærværende og herre over alt. Tilgængelig for alle til tider. Jesus synlige fravær er erstattet af åndens usynlige mærkbare nærvær. Disciplene var del af en historie, som lang fra var slut, men kun lige begyndt.  

Hvad betyder det, at Jesus er Herre overalt? Jeg kan kun tale for mig selv. At Jesus er herre i mit liv betyder, at det er ham, der bestemmer. I tillid til Guds godhed, forsøger jeg frivilligt at give magten og æren fra mig og overgive mig til noget der er større end mig selv. Det er en daglig øvelse og en bevidst intention. Jeg beder før jeg tager en beslutning. Søger Åndens vejledning og bliver mindet om, at Jesus er med, hvert skridt på vejen, uanset hvad der sker er mit liv i gode hænder. Han lader mig ikke i stikken, Intet kan skille mig fra hans kærlighed.  

Jeg ved, at Jesus har 2 naturer. Han er på samme tid helt menneske og helt Gud. Det er svært at forstå, det må blot accepteres som et dogme eller et mysterium. Men det glade budskab bag himmelfarten er, at Jesus Kristus tager sin menneskelighed med sig ind i sin guddommelighed. Det menneskelige bliver en del af det guddommelige. Gud ved på egen krop hvad det vil sige at være menneske. På den måde bliver det muligt at vi kan vi vende os til Gud i bøn og sige "Du som ved hvordan det er at være mig, hjælp mig. Du som ved hvordan jeg har det, befri mig" Du ved hvad jeg gennemgår, hel mig.  

Sigurd Barrets smukke sang rummer et vigtigt budskab, som indkapsler rigtig fint hvad Kristi himmelfart handler om. Løft blikket og kig op.  

Der er flere ting, man kan gøre for at træne sin opmærksomhed og opøve en evne til at møde virkeligheden som den er uden at flygte, undvige eller lade sig distrahere.

• Søg øjenkontakt, når du møder mennesker. 
• Sænk tempoet 
• Gør en ting af gangen
• Bed 
• Skriv i din dagbog, når dagen er omme: 3 smukke ting, som du har lagt mærke til, fordi du har løftet dit blik fra skærmen 

Glædelig Kristi himmelfart og amen

 

Frimodig tro

Lukas 2: 41-52

Joh Åb 21: 3-5

Strandby Kirke - Evangelisk alliances bedeuge

Vi er alle sammen Guds elskede børn. Sådan lyder budskabet til os i dåben.

Er du i tvivl om hvem du er og hvad du vil med dit liv?

 (... og det kan man nemt blive i dag, hvor der er så mange muligheder og så hårdt et pres for, at man SKAL blive til noget, at man hurtigt bliver usikker på om man træffer rigtige valg i forhold til sine drømme, ønsker og mål...)

Så kan du altid vende tilbage til din dybeste identitet hos Gud. 

Den første sandhed om, hvem du er, er, at du er elsket og villet af Gud, helt uden, at du selv har gjort dig fortjent til det.

Han har formet og dannet dit inden i din mors mave, skabt krummelurerne i dit øre, givet dig hoved, hænder og hjerte og omsluttet dig med sin nåde helt fra din undfangelse 

Hvert enkelt menneske er fra Guds hånd en originaludgave, skrev Søren Kierkegaard, en helt unik personlighed med en ukrænkelig værdi.

At være et Guds barn giver mig et holdepunkt i livet. 

Når jeg grundlæggende har værdi bare ved at være mig, så bliver det ikke længere så farligt at skulle imødekomme krav og forventninger, for jeg er blevet befriet fra udelukkende at blive defineret af mine præstationer – om jeg gør det rigtige, siger det rigtige, ser rigtig ud osv. Hvis jeg begår en fejl, er jeg ikke en fejl. Hvis jeg siger noget dumt, er jeg ikke dum. Det giver i virkeligheden plads til at være ufuldkommen og alligevel god nok. 

Jeg behøver ikke at skamme mig over at være mig og det behøver du heller ikke.

Vi er alle sammen Guds børn – men Gud har ingen børnebørn.

Hvad mener jeg nu med det? 

Med det mener jeg, at troen på, at du er noget værd og sat fri til at være dig selv uden sammenligning, er ganske afgørende. 

Hvis du ikke tror på, at du er elsket og villet, så får det ingen betydning for måden, du lever dit liv. 

Du kan ikke arve troen fra dine forældre, du må opdage den selv og tage den til dig som et kompas i dit liv. Troen giver dig et ståsted, en retning og et formål, uanset hvad du tror på, er din tro definerende for dit liv.

Hvor kommer troen fra – ja se det har Evangelisk Alliances bedeuge et bud på.

Troen kommer af det, der høres og det der erfares, står der her i vores andagtshæfte Bedefolder-2025.pdf

Derfor er det vigtigt, at der er nogen der fortæller i ord og handling hvem Gud er og hvad det betyder for os, at Han ser på os med et kærligt blik. 

Hvis ingen fortæller det får det ingen indvirkning på nogen.

Den nyligt afdøde skuespiller og teater direktør Jytte Abildstrøm blev en gang spurgt i et interview til Alt for damerne, Hvem der var den vigtigste vejleder i hendes liv? Hun svarede:

– Jeg tror på Gud, og hvorfor skulle jeg ikke sige det højt? Min yndlingssalme er "Op al den ting, som Gud har gjort". Jeg har også siddet mange gange i et beskyttelsesrum under krigen og bedt Fader Vor.  Jeg hører også gudstjeneste hver morgen klokken otte, men jeg har svært ved at komme op, så det er ikke så ofte, jeg er i kirke

Troen behøver man ligesom med så meget andet ikke at skamme sig over – det er godt vi har gode forbilleder i kendte mennesker, der tør tage bladet for munden

Vi oplever i kirken, at bedsteforældre er guld værd. Det er dem, der har tid til at tage børnebørnene på skødet og læse en bog. Det er dem, der tager børnebørnene ved hånden og viser dem verden, tager med i børnekirke, til stranden og smider en sten i vandet, på lejr og på højskole, mens forældrene har travlt og løber stærkt for ikke at komme for sent til livets ende.

Kender I bogen Intet af Jane Teller? Den er pensum i folkeskolen. Den handler om en dreng, der har mistet troen på, at livet har en mening. Han er kravlet op i et træ og nægter at komme ned før nogen kan overbevise ham om at noget har en betydning. Det er en provokation for hans klassekammerater, der beslutter sig for at ofre en ting, som har aller mest betydning for dem, og smide dem i en fælles bunke, som et bevis på at livet alligevel har en værdi. Det starter med et par yndlingssko og udvikler sig til det mest absurde og makabre som en mødom og en død lillebror i en kiste, netop for at modbevise nihilismens grumme budskab at ingenting betyder noget.

Hvordan vil du modbevise at ingenting betyder noget? 

For jeg kan love dig for, at der er nogen, der kigger på dig og leder efter mening og håb. Dine venner, dine klassekammerater, dine søskende, dine børn og børnebørn og oldebørn, dine kolleger, dine elever, dem du står ved siden af i bussen om morgenen, hvor et simpelt smil eller venlig gestus kan gøre en verden til forskel.

I evangelieteksten møder vi to forvildede forældre, der farer rundt og leder efter deres dreng, som er blevet væk i den heftige trafik og tumult ud af Jerusalem efter den store påskefestival. De er ude af sig selv, bange og forvirrede og ved ikke hvad de skal tro.

Men drengen, ved ikke selv, at han er blevet væk. Han befinder sig der, hvor det er allermest oplagt for ham at være, i templet, hvor han er fordybet i en teologisk samtale med de skriftkloge om alt mellem himmel og jord.

Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Far i himlen, spørger drengen sine forældre og giver dem derved et praj om hvad der er vigtigt her i livet.

Selvom der sker ulykker..

(hvem har ikke mistet overblikket en gang imellem? Eller mistet fokus på den lille, som så nemt bliver væk i supermarkedet og bonbon land)

Selvom der sker katestrofer og tragedier, som vi ikke har en kinamands chance for at få kontrol over, så er det stadig den en nære personlige relation til Gud, som betyder noget og som giver dig perspektiv på tilværelsen. 

Den Gud som har elsket dig og villet dig lige fra begyndelsen, som har indskrevet dit navn i livets bog og har tal på alle dine dage indtil enden, har styr på tingene på den lange bane 

(og hjælper os med at få styr på den korte bane.)

Det er Gud, der sætter det sidste store punktum, skriver Thomas Frodin i Bedeugehæftet – og så er det alligevel ikke et punktum, men kun et komma eller et semikolon.

For der er ingenting, der kan skille os fra Guds kærlighed. Hverken død eller liv, noget nuværende eller noget kommende, Fællesskabet med Gud er evigt sammenhængende, en ubrydelig enhed.

Gud selv, i skikkelse af Jesus Kristus, er trådt ind i vores verden, har taget bolig hos menneskene, han vil selv være hos os, juble med os når vi er glade og tørre tårerne af vores øjne, når vi sørger og minde os om hvem vi er, skabt i Hans billede, til at ligne ham.

”Skriv” siger englen til Johannes i en drøm.. Skriv ned hvad Gud har vist dig i din drøm, så andre kan læse det og blive opmuntret af det. I Johannes Åbenbaringens vision om endetiden gør Gud alting nyt. 

Det ny Jerusalem har ikke noget tempel, man kan tilbede i, skjule sig i eller blive væk i, eller strides  og slås om som mennesker har gjort gennem århundreder i Israel/Palæstina – i centrum af byen, står livets træ, frit tilgængeligt, gaderne i byen er lavet af guld som symbol på, at der hvor vi færdes, dér er Gud med os, det aller helligste som vi deler med hinanden, troen og livet, hører hverdagen til og er ikke kun reserveret til om søndagen, når der er gudstjeneste.

Hav en frimodig tro! Så andre kan se og høre på dig, at det med Gud betyder noget. Find en måde, der er naturlig for dig, så du kan vidne om Guds kærlighed ved den måde du lever på. Det nytter ikke noget at kopiere andre - vær en original, det er du bedst til. Vær ægte og ærlig, når du deler tro og liv med andre over en kop kaffe eller et måltid mad, når du ordner have eller bygger redskabsskur med sønnike, eller er på en gåtur med en god ven, eller når I dekorerer keramik på en tøsetur til Alborg.. Stil spørgsmål og tilbyd svar, der åbner fremfor at lukke, der giver vished og håb, fremfor tvivl og usikkerhed.

Det er opmuntringen til dig i dag, som afslutning på Bedeugen, hvor kirkerne har en god anledning til at være sammen på kryds og tværs.

Få dig en frimodig tro.

Vi er alle Guds børn, elsket og villet af ham fra begyndelsen og til helt enden, men Gud har ingen børnebørn, du må selv overveje og erfare betydningen af Guds kærlighed for dit liv og give det videre til mennesker, du møder på din vej.

Amen

 

 

Hjem til jul

Johannes 1: 1-18

Strandby Metodistkirke

Er du træt af julesange endnu..? Lad mig give dig en på hjernen...

Driving home for christmas eller hvad med I’ll be home for Christmas…

Ren julestemning med Bing Crosby eller Dean Martin eller Elvis Presley,
tyk sentimental sukker glasur smurt ud forventningerne om hvordan en rigtig jul skal være

Sne, mistelten, gaver under træet, lys og varme, og så har sangen det lille plot tvist, at det er en soldat, der synger og længes efter at komme hjem og måske bliver det kun i drømmene og sangene, at det kan lade sig gøre.

Driving home for christmas med Chris Rea handler også om længsel efter at se sine kære, om at sidde fast i trafikken på et koldt og kedeligt sted, mens man går glip af julefesten derhjemme. Om at være på vej og reflektere over hvor man er på vej hen og hvor man gerne vil være, hvis man selv kunne bestemme – om at blive klar over hvad der er virkelig vigtigt i livet og få det bedste ud af det, mens man kan. Om at søge nærheden og kærligheden og meningen.

Julen handler rigtigt meget om at komme hjem. Om forbindelse mellem mennesker og rigtig meget om forbindelse mellem menneske og Gud.

Ofte taler vi i kirken om livet som en pilgrimsrejse, hvor den enkelte bevæger sig fra vugge til grav, søger meningen, finder sin plads i fællesskabet og finder fred med sin Gud

Der findes en bog, skrevet i 1678, som hedder ”the pilgrims progress” Pilgrimmens bevægelse eller fremskridt, som har dannet grobund for store episke fortællinger som Tolkiens: Ringens Herre, CS Lewis´ Narnia, og andre forfattere som Mark Twain, Charles Dickens, Charlotte Bronte for bare at nævne et par stykker

The pilgrims progress er en allegorisk fortælling om Christian, hovedpersonen, der bevæger sig fra sin hjemby ”city of destruction” (Hørmested) til en himmelsk by på et højt bjerg (Himmelbjerget) Han har en guidebog i hånden (bibelen) på vejen sker der alt muligt, livet slår nogle sving, han møder forskellige personer som Ignorance, Hope, Despair, Knowledge, mr Worldly Wiseman og Evangelist, sidstnævnte råder ham til at følge et skarpt skinnende lys, som Christian mener han kan skimte i det fjerne, han har blot et problem, han bærer noget på ryggen, så tungt at han hele tiden bliver træt af at gå, bliver distraheret og mister fokus og retning. Den tynge byrde, han har i bagagen kommer fra noget han har læst i guidebogen, bevidstheden om alle sine fejltrin, og der sker ikke rigtig noget fremskridt i historien, før han møder Grace og får kraft til at bestige bjerget og gå ind gennem de himmelske porte.

En pilgrimsrejse er typisk en vandring mod et helligt sted, et sted tillagt en særlig betydning. Det er en bevægelse som medfører en personlig forandring, ofte af moralsk eller åndelig karakter. Ordet pilgrim kommer fra et latinsk ord, der betyder ”fremmed” og tanken er i overført betydning, at vi bevæger os som fremmede gennem verden, indtil vi kommer frem til det, sted hvor vi hører hjemme, det sted, vi kan genkende fordi vi har været der før, det er her vi kommer fra og hvor vi bliver genkendt og budt velkommen hjem.

Som i eventyrerne, bygges overgangene op efter kontraktmodellen – hjem-ud-Hjem

• Hjem (1): Hovedpersonen er hjemme. Dette er personens hverdag (det er ikke sikkert at hovedpersonens hverdag er god – hovedperson drives villigt eller modvilligt afsted
• Ude: Hovedpersonen skal løse en konflikt / en udfordring skal klares. Der er uro.
• Hjem (2): Konflikten er løst. Der er ro. Hovedpersonen er forandret, klogere, bedre.

Hjem er der hvor hjertet er – hjem er der hvor wifi forbinder automatisk

Familien og hjemmet er oftest det der har den stærkeste følelsesmæssige tiltrækningskraft for et menneske – der hvor man mærker kærligheden og har gode minder, men det er jo langt fra altid sådan at hjem er er rart sted at være, det kan jo være ødelagt af krig, brudte relationer og ubærlige livsvilkår.

Hvad forbinder du med ordet – hjem?

Hvor er det henne?
Er det, der du bor nu, eller der hvor du kommer fra?
Er det mennesker, du har en særlig tilknytning til
Eller er det forbundet med det, du gerne vil opnå i livet, der du gerne vil hen?

I Johannesevangeliet hører vi om Jesus fødsel på en mere filosofisk måde end juleevangeliet, som vi fik at høre juleaften. Her handler det ikke om at være fremmed i verden eller at slippe ud af denne verdens jammerdal, men helt omvendt om, at Gud elsker verden så højt, at han ønsker at træde ind i den og blive en del af den. Han ønsker at tage bolig på jorden og være hjemme, der hvor vi er – for at vi kan finde hjem hos ham lige dér, hvor vi er.

Der står, at dengang verden fik sin form, der var Guds ord allerede tilstede, verden blev til ved, at Gud nævnte det, han tænkte på – lys, vand, land, himmel, stjerne, sol og måne, planter, træer og dyr, og kronen på værket mennesket, skabt i hans billede. Intet blev til uden, at Gud elskede det frem og bemærkede, at det han havde skabt, var godt i sin grundessens.

Da Jesus blev født julenat, blev verden skabt igen på ny, Guds ord fik form, denne gang menneskeform, så det blev til at tage at føle på og følge efter.  Gud taler nu til hjertet og motiverer til en bevægelse i kærlighedens retning. Gud ønsker at flytte helt ind, ikke bare ind i verden, men ind hos dig og blive dit tryggeste sted, dit sandeste jeg, din dybeste identitet.  

Jesus er født, hvad så nu? Julen er en ny begyndelse, der føles lidt som at være nybagt forældre og bringe sit barn med hjem fra hospitalet. Al den forberedelse og forventning er nu forløst, barnet er her og en ny normal indfinder sig, familielivet begynder, nu med en ekstra spiller på holdet, en dyrebar skat, som skal behandles med omhu og omtanke.

Hvad end begrebet hjem, betyder for dig, om du elsker det eller om Strandby føles lidt for lille eller om du på denne første juledag allerede er lidt træt af julesange, småkager og hygge i familiens skød og glæder dig til hverdagen med den fornyede energi, som nytåret giver til at udrette noget nyt,

så er der noget, som er forandret for altid, Guds kærlighed er blevet tilgængelig, fordi Jesus er blevet født ind i verden. Han banker på dit hjertes dør, du bestemmer selv om du vil lukke ham ind og lade ham få taleret i dit liv. Wifi forbindelsen til himlen er etableret og du kan connecte automatisk.  

Måske vækker ideen om hjem blandede følelser – varme /kulde, trygt/utrygt hyggeligt/kedeligt, men forestil dig et sted med fred og glæde, frihed og retfærdighed – det er der Jesus inviterer dig til at bo, sammen med sig. Det er muligt at finde derhen, der er der du kommer fra og vender tilbage til, aldrig længere væk end dit pulsslag, der bevæger sig i i dit hjerte.

Amen

 

Re-gifting

 Juleprædiken 2023

Lukasevangeliet 2: 1-20

"I har fået det for intet, giv det for intet" Matthæus 10:8

Jeg er et håbløst tilfælde, når det kommer til julegaver. Jeg ønsker mig aldrig noget, fordi jeg har sådan set alt, hvad jeg kunne ønske mig, undtagen fred på jorden – det ønsker jeg mig stadig btw.

Jeg er pinefuldt klar over, at jeg skaber store frustrationer omkring mig, når jeg ikke kan fremvise en ønskeliste, og jeg i stedet siger køb en ged eller en katastrofe-nødhjælps-kasse, så går pengene i det mindste til et godt formål.

Jeg forstår faktisk godt, at det ikke er godt nok, fordi en giver af en gave ønsker at gøre modtageren glad, hele konceptet gave-givning går ud på at skabe relationer mellem mennesker. Så det er jo faktisk selve relationen med andre mennesker jeg svigter, når jeg ikke interesserer mig for, at nogen ønsker at gøre mig glad med en gave og det er jo ikke godt!

Jeg har bare altid haft modstand på at gå ud og købe gaver efter ønskelister som om det var indkøbssedler, at modtage en brødrister og kvittere med et sæt sengetøj for hvad søren skal man ellers lige finde på og jeg bliver faktisk oprigtig glad for penge til gode formål, en oplevelsesgave eller en børnetegning eller et par hjemmestrikkede sokker. Vin og chokolade er heller ikke at foragte. Og som noget nyt er jeg begejstret for den nye trend indenfor re-gifting.

Det har ellers i mange år være ugleset at genbruge gaver, men nu er det totalt in at give genbrug i gave. Det er godt for miljøet, det er personligt og betænksomt, kreativt og sjovt og overraskende og modtages med et kæmpe smil, hvis forventningerne ellers er afstemt på forhånd. Er du ikke helt obs på reglerne, så har jeg forberedt en lille guide til dig – en gave til dig og velbekomme:

1. Det er selvfølgelig no-go at re-gifte hjemmelavede gaver. Hvis nogen har strikket til dig, så er vanterne eller huen DIN selvom det måske ikke er din stil. Man må respektere den tanke der er bag en gave. Nogen har gjort sig umage. Husk det!

2. Det nytter ikke at give noget i den oprindelige indpakning, det er dårlig stil, hvis man kan se, at pakken har været åbnet og brugt. Så må du pakke om og gør noget ud af indpakningen, så indpakningen bliver en gave i sig selv, det er altid populært, at den mest spektakulære gave under træet netop er til dig. Husk det!

3. Du må ikke re-gifte den grimme porcelænsfigur, som du ikke selv gad at have. Du må i stedet begræde dit tab og donere den skrækkelige ting til loppeladen i stedet for at re-gifte den. Man må kun genbruge gaver til nogen, som man tror bliver glad for lige præcis denne gave – og ikke bare det du selv trængte til at få ryddet op i bagest i skabet. Man må ikke lade sit eget skrald blive andres problem. Husk det!

Re-gifting handler om bæredygtighed og betænksomhed og det er to værdier, som jeg gerne vil fremhæve denne juleaften

Regifting handler ikke om at slippe nemt omkring gaveræset, eller slippe af med det brugte duftlys, der har mistet sit strejf af granskov eller de nuttede pyntepuder du fik sidste år, som ikke længere matcher farven i din sofa

Regifting handler måske netop om at gøre op med gaveræset og finde ind til hvorfor i alverden vi putter gaver under juletræet i det hele taget.

Det er jo ikke din eller min fødselsdag, vi fejrer til jul, så det burde ikke være dig og mig, der skal have gaver, men kunne man glæde fødselsdagsbarnet Jesus ved at demonstrere bæredygtighed og betænksomhed, så er der måske en ide med hele forestillingen omkring juletræet.

Kan man re-gifte ting som næstekærlighed, gavmildhed, omtanke, så er vi måske inde på noget og rører ved julens dybe mening.

Julens mening, handler om den kæmpe gave til verden, som Jesus repræsenterer.

Barnet i krybben, Guds søn, sendt fra himlen uden glimmerpapir, byttemærke og sidste salgsdato, for at være vores vejleder, læremester og frelser.

At være frelst betyder ikke at være overdrevet from eller med på moden eller WOKE, at være frelst betyder at være sat fri fra noget som holder os som slaver. Frelse kommer af ordet frihals, man må forestille sig en lænke rundt om halsen som man bliver befriet fra. Fri mig fra gaveræset og julens kommercielle side, fri mig fra brug og smid væk kultur, fri mig fra traditioner, som har mistet deres betydning, fri mig fra kapitalismens jerngreb, fri mig fra grov udnyttelse af fattige, fri mig fra magtstrukturer, der får et folkeslag til at undertrykke deres naboer, fri mig fra krigens vold, død og ødelæggelse. Fri mig fra krænkelse af menneskerettigheder.

Jesus er en gave, som bliver ved med at give. Den minder os om vores kald til at give til de fattige, trøste de triste, danne fællesskab med de ensomme, elske vores naboer og fjender som os selv, sprede lidt kærlighed, hvor vi kan, selv midt i juletravlheden.

I torsdags gav en flok frivillige fra Metodistkirken deres tid til at dele julehjælp ud - uden at få løn for det, før uddelingen havde flere hundrede mennesker valgt at give en lille ting til uddelingen, en pose slik, en pakke rosiner osv. og flere virksomheder, foreninger og enkeltpersoner fra byen har givet flotte sponsorater til projektet for at økonomisk trængte børnefamilier kunne få en opmuntring ved juletid.  Det giver julen mening for mig at tilhøre en kirke, der gør sådan.

I dag samler vi ind til verdens fattige. Pengene går til landsbyer i Congo, hvor Metodistkirken har etableret vandforsyning og støtter skolegang og sundhedsklinik.

Det giver julen mening for mig at tilhøre en kirke, der gør sådan.

Jeg hørte engang en amerikansk metodistpræst sige, du skal ikke skamme dig over at bruge penge til jul, bare brug alle dem, du vil uden dårlig samvittighed

Men husk at give lige så mange penge væk til godgørende formål, som du bruger på dig selv. Woaw – er det ikke en tanke, som er med til at skabe betænksomhed og bæredygtighed og som giver julen en dybere mening.

Evangeliet er jo at Gud ikke havde nok i sig selv. Han valgte at blive menneske fordi han elsker os. Tænk nu hvis Gud ikke blev menneske - at han i stedet valgte at blive i sin himmel, fordi det ville være noget bøvl at involvere sig med os. Det ville være katastrofalt og en direkte dødsdom for os.  Det er gode nyheder, at Gud er kommet os helt nær, så tæt på som et lille barn i en krybbe. 

Husk at give lige så meget væk, som du bruger på dig selv. Hvad end der er genbrugsfund under juletræet eller det sidste nye dollargrin står i garagen, så håber jeg at du også vil re-gifte ting som omtanke, gavmildhed og næstekærlighed, der hvor du kan.

Noget af det vi mennesker bliver allergladest for er når vi bliver set og anerkendt. At blive fortalt at man gør en forskel og har en særlig plads i nogens hjerte er så livsbekræftende, især hvis man ikke hører det så tit.

Måske er der nogen på din gaveliste, som trænger til at høre, at de er helt fantastiske og gør en forskel for netop dig.

Vi ved måske ikke hvad den som sidder ved siden af går igennem for tiden, vi ved ikke hvad de egentlig ønsker sig, om de mangler noget og vi ved ikke om en simpel gestus som et smil et kram eller en anerkendelse kan gøre en forskel i dag i morgen eller for evigt, med mindre vi vover at regifte julens ånd.

Amen

Om at se sin næste - dem som er tæt på

Tekst: Esajas 43: 1-14 & Markus 1: 1-4
Strandby Metodistkirke

For nogle er faste en slankekur eller detox. En effektiv måde at rense ud i systemet og smide nogle overflødige kilo ved fx

- at droppe fastelavnsbollen til kaffen
- afstå fra at spise kød eller drikke alkohol til aftensmaden
- slukke for de sociale medier og andre stimulanser i en periode.

I kirken er fasten en invitation til at kigge indad og lægge mærke til hvad der foregår i det indre liv med Gud. Fasten er den 40 dage lange forberedelsestid til påske, hvor vi skal gøre os klar til den store dramatiske fortælling om Jesu lidelse og død og opleve Guds kærlighed på ny i opstandelsens klare lys.

I fastetiden i år er vi inviteret til at pudse brillerne fri fra leverpostej og se på os selv, på hinanden, på fremtiden og på Gud med friske øjne og uden filter. 

Inspirationen til fastetiden kommer fra dette hæfte, der hedder: Havde du mig for øje? Det handler om at se Gud og blive set af Gud og om hvor stor en forskel, det gør, at lade Guds kærlige blik på os få indflydelse på vores liv.

Denne uge har det handlet om at få øje på sin næste, altså dem, der er tættest på.

Buddet om næstekærligheden er måske det mest gennemgående træk ved kristendommen 

- vi skal stå op for hinanden

- bære andres byrder 

- lukke hinanden ind i fællesskabet. 

Ud over Jesus’ dobbelte kærlighedsbud: ”du skal elske din næste som dig selv”, har den danske filosof og fænomenolog KE Løgstrup sagt det bedst:

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv og lykke i sin hånd"

Hvis man tror, at Løgstrups etiske fordring er et pladderhumanistisk feel good budskab om at være søde ved hinanden, så tager man fejl, det er drabeligt alvorligt ment.

Den etiske fordring består i dette, at vi mennesker – om vi vil det eller ej – er udleveret til hinanden. Vi er hinandens skæbne og lever principielt i et ubetinget ansvar for hinanden.

Det kan være svært at have andre mennesker tæt på.

Nogle gange er dem der er tæt på de sværeste relationer at håndtere

Bibelen er fuld af beretninger om hvor svært forholdet kan være mellem dem der egentlig burde være de nærmeste, men som nogle gange synes at være dem, der er sværest at nå.

Et gennemgående bibelsk tema er brødre.

Kan du huske historien om Kain og Abel, der handler om misundelse i Skabelsens allerførste dage. Adam og Evas sønner vokser op og bliver hhv. Fårehyrde og bondemand…

… når Abel ofrer et af sine lam på alteret til Gud, går røgen fra bålet velvilligt opad mod Gud men når Kain ofrer sit korn, siver røgen hen ad jorden, som om Gud ikke vil tage imod det, som om det ikke er godt nok, det som han kommer med - og Kain bliver vred.

Gud taler til ham som en anden master Yoda fra Starwars og byder ham at få bugt med sin vrede: Hate leads to anger, anger leads to suffering, men hadet til broderen vokser og vokser og en dag overfalder han sin bror og slår ham ihjel. Guds stemme taler igen til Kain og spørger ham åbent: Hvor er din bror? Og Kain svarer; Det ved jeg ikke, er jeg min brors vogter?

Svaret på det spørgsmål er et rungende JA. 
Vi er ansvarlige for hinanden, på godt og ondt. 
Intet menneske er en øde ø

Vi er sociale væsener, forbundet med hinanden i hellige samfund – vi bærer hinandens liv og lykke i vore hænder.

Grundbetydning af ordet relation er faktisk, dem vi bærer med os.
(lat. Relatum, ord udledt af referre 'henføre', af re- og ferre 'bringe, bære'.)

Jeg har Danmarks sejeste konfirmander og jeg er knagme-sparkme så stolt af dem. Sidste weekend var vi på tur til København for at besøge Metodistkirkens sociale arbejde MSA og være med til sportslørdag som er bespisning af hjemløse. 2 unge drenge satte sig ned og spillede skak med 2 gamle mænd, der så ud og lugtede som om de aldrig havde været i bad, som om det var den mest naturlige ting i verden. Under middagen var der 3 piger, som sad overfor en fulderik, der måske blev lidt provokeret eller på en misforstået måde gerne ville i kontakt med dem, så han gav sig til at råbe op om, at alt hvad der er galt med verden er kvinder i ledelse og at en hudfarve er bedre end en anden!!! Og de her 3 piger kiggede på hinanden og sagde; ej, det her bliver lidt for dark, så de tog stille og roligt deres tallerken, rejste sig og fandt et andet sted at sidde. - Med sådan en ro og sådan en respekt for egne grænser og rummelighed for andres plads i fællesskabet, Så inspirerende for mig at opleve. Jeg er mest den utålmodige type, mest lyst til at smide manden ud på (r)øv og albuer

- Turen var for mig en oplevelse af hvordan et helligt samfund fungerer, hvor fællesskabet på en mild og kærlig måde både rummer og irettesætter. Det er for mig glimt af guds rige – lige dér. En sæbeboble, hvor hele universet, himlens dybe blå kan skimtes, hvor fællesskabet giver rum til at det besværlige, det brudte, det dumme, det ødelagte kan genoprettes og blive helt igen

Der er andre eksempler på svære relationer og den svære søskendekærlighed i Bibelen, som også er gengivet i utallige film og  TVserier. FX Brødrene Skjern og Varnæs fra Matador fx eller Susanne Biers brødre, der genspiller Kain og Abels historie om den gode og onde, der godt ved, at han forvolder den anden skade, men frasiger sig ansvaret og fortsætter som om intet var hændt, mens tilliden og trygheden og intimiteten i relationen går til grunde.

Måske husker du også Isak og Ismael, Jakob og Esau, eller Josef og hans brødre, som rent faktisk sælger deres lillebror Josef som slave til Ægypten for at slippe af med ham. (Mon der sidder nogle storebrødre her, der har haft samme ide?)

Eller søstrene Maria og Marta, der har en chick-fight om hvem der skal tage opvasken, en dag hvor Jesus er på besøg. (Den fejde har vi tit hjemme hos os) Martha synes hun har lavet det hele, mens Maria har siddet og fedet den af sammen med gæsterne. Martha har et problem med Maria og det bliver så Marias problem. I stedet for at tale med Maria om det, så gør hun som vi mennesker så ofte gør, når vi er stressede i vores relationer. Hun taler med Jesus OM Maria. Jesus gør sig ikke til dommer om rigtigt og forkert, men han lærer Marta værdien i at glæde sig over andres glæde i stedet for at blive forblændet af Emma Gad regler og tanker om hvordan tingene burde være. Det er en kunst at kunne glæde sig over andres glæde, det sætter os fri fra de kulturelle roller vi ellers er fanget i.

Paulus siger noget lignende i 2. kor 1:24  – vi er ikke herre over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde. 

Det tolker jeg som ”Jeg kan ikke bestemme hvad du skal tro og tænke, men jeg kan bidrage til dit liv og din lykke ved at sætte mig i sit sted”

Alle relationer er både en gave og en opgave.

Forældre/barn relationen er den, der kommer tættest på den ubetingede kærlighed som kommer fra Gud.

Den samme stemme, der hørtes over Jesus hoved, da han blev døbt i Jordanfloden, lyder over hvert eneste barn, når de bliver døbt ind i kirkens fællesskab:

Du er mit elskede barn. I dig har jeg fundet velbehag. Det er vores identitet som mennesker, at vi er elsket og omsluttet af Guds kærlighed helt fra begyndelsen. Det er livets udgangspunkt. Det er derfra vores verden går.

Du er højt agtet og jeg elsker dig. Sådan siger Gud til sit folk Israel som er i eksil som krigsfanger i Babylon - gennem Esajas. Uanset hvad du kommer ud for, så vil jeg være hos dig gennem ild og vand og beskytte og bevare dig. Jeg vil betale dyrt for at løskøbe dig fra alt det, som du føler dig fanget i og sætte dig fri til at leve et liv i ubetinget kærlighed sammen med mig.

Uanset hvordan vi har det med vores forældre eller vores børn eller vores søskende - de allernærmeste – om relationen er let eller tung, ligegyldigt om det går godt eller skidt, så kan vi aldrig flygte fra den, vi kan ikke smide den i kloakken eller kappe båndene fuldstændigt.

Relationen til dem vil præge os hele livet og fortælle os noget om hvem vi er, både når vi lykkes med at tage vare på hinanden og når vi kommer til kort og har brug for tilgivelse, når vi har ramt ved siden af, når det kommer til kærlighed

Kan du genkende det, at vi næsten er fremmede overfor dem som er tættest på?

… At vi kan blive så vant til dem, der er tæt på os, at vi slet ikke ser dem længere

… at vi bare har vore egne forestillinger om hvem de er og hvordan vores relation burde være.

Når konen ved hvad manden mener, når han grynter og han ved hvad hun mener, når hun grynter.

Hvad nu hvis vi lærte at se hinanden igen? Hvad nu hvis vi blev bedre til at lytte og spørge ind, for det kan godt være at vi er tætte på hinanden, men vi må aldrig tro, at vi kender hinanden helt og ikke længere behøver være nysgerrige eller forundres over hinanden – der er altid mere at opdage.

Når du kommer hjem fra kirke, så prøv at lav en liste over dem, der er dine nærmeste, dem du bærer et særligt ansvar overfor og dem, der bærer dig.

Er der nogen, der som du har mistet forbindelsen til – som du kan ringe til bare for at høre hvordan det går?

Eller nogen, som ikke er her mere, men som du kan mindes og sige tak for dit ophav til?

Er der nogen på listen som du har noget imod? Eller er lidt misundelig på og som du trænger til at finde dig til rette med på ny?

En fætter Højben type, som altid finder en parkeringsplads i første hug eller en 100 kr. seddel i lommen, typen som altid synes at være heldig, men ikke ved hvor nemt de har det?

Nogen der lykkes med noget, som du ikke lykkes med?

En arbejdskollega, som fik forfremmelsen du drømte om - eller gruppearbejdet fra helvede i skolen, hvor det altid ender med at én laver arbejdet for alle de andre.

Arbejdsfællesskaber kan også vær én kampplads, hvor jungleloven råder og enhver er sig selv nærmest.

Hvilke arbejdsrelationer indgår du i?

Det kan være du er færdig med arbejdsmarkedet, men måske er frivillig i kirken, i en genbrugsbutik eller sportsforening.

Hvordan kan du være en velsignelse i dine arbejdsfællesskaber?

Hvornår har du sidst oplevet at glæde dig i en andens glæde?

I dåben sker der noget afgørende. I fastehæftet står der:

 

Vi bekræftes i vores identitet som Guds børn. Beretningen om Jesu dåb er gennemsyret af skabelsesbilleder. En ånd, der svæver over vandene som en fugl. En stemme der lyder med ord, der skaber en ny identitet: mit elskede barn. Sådan er Gud altid at finde i verdens kaos for at bekræfte hvad der er godt, det der er sandt, det der er elsket. Når dåben på den måde knyttes sammen med skabelsen, betyder det også, at alle andre mennesker end bare dig selv er skabt i Guds billede og til Guds lighed. Guds billedligheden er vores umistelige identitet, der aldrig kan tages fra os eller fra noget andet menneske, heller ikke den irriterende lillebror eller storesøster. Derfor kan vi heller ikke tage fra andre, hvad vi ikke bryder os om eller ikke forstår.

Derfor er dåbens perspektiv større end os selv og vores egne snavsede briller.

 

Dåben giver os udblik mod den verden som Gud elsker – Jesus kalder os til at ligne ham og det er noget vi skal lære og øve os på gennem hele livet. Billedet har vi, men ligheden er noget vi vokser ind i. Guds kærlige blik på os kan forandre hvordan vi ser på andre for evigt. 

Amen