Tekst: Matthæus 25: 31-46 - Verdensdommen
Vejle Metodistkirke

Hvad har kirke og klima med hinanden at gøre?

Og hvad kommer det egentlig mig ved?

Tak for 2 gode spørgsmål, jeg vil forsøge at komme med et svar. Faktisk er det ikke kun mig, der er heldig at få lov at prædike ved gudstjenesten i dag. Der er flere konfirmander, som har været med til at forberede prædikenen – for det kan man nemlig godt – vi kan alle sammen læse en bibeltekst, lytte og høre ordene med ørerne, tænke over dem og blive berørt af dem i hjerterne, så vi får lyst til at handle, måske endda forandre noget i vores liv, så verden bliver et bedre sted.

På en måde er vi alle sammen præster, selvom det ikke er alle, der har en teologisk uddannelse, så er vi i kirken sammen om at forberede en gudstjeneste og vi bidrager alle sammen med det vi er gode til, så gudstjeneste bliver noget vi gør sammen. Husk det konfirmander, når I kommer hjem til jeres byer, I kan sagtens være med til at lave sjove og meningsfulde gudstjenester, som unge gider komme til.

Tak fordi konfirmandlejren måtte besøge jer her i Vejle Metodistkirke. Det er et rigtig dejligt sted at være, vi har haft en rigtig god weekend.

På konfirmandlejren har vi lært noget om grøn teologi. Teologi betyder at lære noget om Gud. Theos betyder Gud og logos betyder lære. At teologien er grøn handler om hvordan vi ser på naturen og hvordan vi som mennesker forstår vores egen rolle i den verden, som Gud har skabt – den grønne og blå klode, som vi har fået lov at bo på.

Er vi sat i verden for at passe på skaberværket – eller er vi kommet til at slide det op?

Er klimaforandringerne i vores tid menneskeskabte, drevet af vores udledninger af drivhusgasser fra afbrænding af kul, olie og gas

eller er der naturlige årsager til, at kloden bliver varmere og varmere, er det et udtryk for de naturlige variationer, der har formet Jordens klima over millioner af år. 

I dag diskuterer klimaforskere ikke længere, om klimaforandringerne er menneskeskabte. De diskuterer, hvordan vi lever med konsekvenserne, og hvordan vi kan begrænse skaderne fremover. Vi står med en ubetalt regning. Og et stort problem

Selv hvis vi stoppede alle udledninger i dag, ville klimaændringerne fortsætte i mange år endnu.

Hvad skal vi gøre ved det. Det er et brændende spørgsmål i dag, som det er vigtigt at finde gode svar på.

I går gik vi rundt i Vejle og så, hvordan man her forbereder sig på mere ekstremt vejr. Det er godt at bo i et land, hvor der er ressourcer til at tilpasse sig. Men mange steder i verden er virkeligheden en anden. Her betyder oversvømmelser, tørke og storme, at mennesker mister deres hjem, deres livsgrundlag – og må flygte.

Vi har lært på konfirmandlejren, at verdens klimaudfordringer allerede er et kæmpe socialt problem rundt omkring i verden.

2,5 millioner fordrivelser i Filippinerne
4,7 millioner fordrivelser i Kina
1,7 millioner i Bangladesh
2 millioner fordrivelser i Somalia
732.000 fordrivelser i Pakistan
618.000 fordrivelser i Etiopien

Tal fra 2023 - I alt 12.250.000 mennesker, der ikke har et sted at bo, ikke har tøj at tage på, ikke har mad at spise, vand at drikke, som måske er syge eller forfulgt og fordrevet og ikke har et sted at tage hen, fordi ingen af de rige lande i vesten vil tage imod dem. Det lyder mega uretfærdigt og ulykkeligt i mine ører.  

Klimakrisen er allerede en social krise. Millioner af mennesker er fordrevet. Det er ikke bare tal – det er mennesker, som mangler mad, vand, tøj og et sikkert sted at være. Og ofte er det dem, der har bidraget mindst til problemet, som betaler den højeste pris.

Så når Jesus siger i verdensdommen, at det vi har gjort eller har forsømt at gøre mod dem, der har mindre end os, det har vi i virkeligheden gjort mod ham – så er det et vink med en vognstang, at måden, vi behandler hinanden på, har betydning.

Der er en direkte forbindelse mellem retfærdighed og næstekærlighed og troen på Jesus og efterfølgelsen af Jesus. Vi bliver dømt efter om vi har behandlet hinanden retfærdigt og Jesus selv behandler os retfærdigt – vi får en retfærdig dom baseret på vores handlinger.

Da vi forberedte prædiken, var konfirmanderne og jeg er enige om, at retfærdighed er en god ting, at det er godt, at al uretfærdighed en dag skal holde op, og at Jesus selv vil komme og skille fårene fra bukkene og rette op på alt det der er galt med verdensordenen.

Men jeg synes også at det er en mega uhyggelig tekst. Jeg vil nødig være på det forkerte hold, når Jesus kommer igen, jeg bliver bange, når jeg hører en historie om at der skal gøres forskel på folk, at nogle skal velsignes og andre forbandes, at nogle skal belønnes og nogle skal straffes.

Hvis du har det som jeg, så husk at Verdensdommen kan læses som en lignelse og som altid skal vi huske hvem der fortæller historien. Det er Jesus, der taler til sine disciple, til sine følgere på instagram, til sine venner på facebook ku´man sige og han sammenligner ideen og idealet om Gudsrige med virkeligheden og vores verden

Når Jesus i lignelsen om verdensdommen siger, at det, vi har gjort – eller undladt at gøre – mod de mindste, det har vi gjort mod ham, så er det ikke sagt for at skræmme os. Det er sagt for at vække os.

Der er en dyb sammenhæng mellem tro, næstekærlighed og retfærdighed. Tro er ikke kun noget, vi bekender med munden – det er noget, vi lever med hænderne.

Verdensdommen kan virke uhyggelig. Tanken om at blive dømt kan gøre os bange. Men vi må huske, hvem dommeren er. Det er Jesus. Ham, der helbredte, tilgav og spiste sammen med dem, ingen andre ville være sammen med. Hans dom har kærlighedens ansigt.

I Guds verden er det kærligheden, der tæller. At se den anden. At lægge mærke til behovet. At hjælpe, hvor vi kan. For en dag kunne det være os selv, der havde brug for hjælp.

Derfor kan vi ikke være ligeglade – hverken med hinanden eller med klimaet. Hvis Gud har skabt himmel og jord, og hvis mennesket er sat til at tage vare på skaberværket, så er det noget, vi må tage alvorligt.

Vi har misforstået ordet “hersk”. Det handler ikke om at udnytte, men om at tage ansvar. I dag ved vi, at det, vi gør ét sted, får konsekvenser andre steder. Jorden hænger sammen. Vi hænger sammen, så er det jo vigtigt, at vi også gør det bedste, vi overhovedet kan.

Det er et giga problem, at vi har misforstået det lille ord ”hersk” i Skabelsesberetningen. VI har gennem historien troet, at vi er hævet over naturen, at vi kan bestemme over den og gøre hvad vi vil med den på dyrenes og træernes bekostning. Da jeg blev født i 1970’erne hældte man stadig skrald i verdenshavene fordi man troede, at havet var så stort at det ikke gjorde nogen forskel. I dag ved vi hvor farligt det er for den økologiske balance, når vi forurener. Det skaber iltsvind og livet i havet dør.

Når man sender astronauter op på rumstationer, kan det ske at de kommer til at lide af et syndrom, der kaldes Space Adaptation Syndrome eller rum-tilpasningssyndrom eller helhedssyndrom, det påvirker hele menneskekroppen, bl.a synet. Jo længere tid astronauterne befinder sig i rummet, jo mere kommer de til at se jordkloden som et hele og ikke som forskellige kontinenter og lande, uafhængige af hinanden. Hele jorden hænger sammen, derfor har det en konsekvens for mennesker andre steder, hvad vi gør, der hvor vi bor. 

Vi er ikke isolerede fra hinanden eller alene her i verden.

I historien om Noas ark får vi en ny chance til at begynde på en frisk, når vi fejler. Gud lader det regne og jorden bliver oversvømmet for at udrydde ondskaben. Noa bygger en ark og får besked på at redde to eksemplarer af hver art og Gud sætter en regnbue på himlen som et tegn på at Guds løfte om at han er med os alle dage indtil verdens ende.

I prologen til johannesevangeliet får vi en ny begyndelse sammen med Jesus. Jesus er Guds ord som er blevet kød, som er født ind i verden, som er til at tage at føle på, som har vist os en vej at gå

Og på Bibelens aller sidste sider, den sidste bog i Bibelen, i Johannesåbenbaringen hører vi guds vision for en ny himmel og ny jord. Gud vil fuldende skabelsen, genoprette verden, sende Gudsriget ned på jord, Jesus skal være konge og regere overalt, livstæet skal stå i midten af en by med gader af guld og bymure af juveler og kanaler.

Bibelen fortæller om nye begyndelser: Noas ark. Regnbuen. Jesus, Guds ord, der blev menneske. Og visionen om en ny himmel og en ny jord, hvor Gud vil genoprette alt.

Det er i det lys, vi skal forstå både verdensdommen og kirkens opgave.

Hvad har kirke og klima med hinanden at gøre? Alt jo!

Kirken er kaldet til at være Jesu krop i verden. Hans hænder, der hjælper. Hans fødder, der går derhen, hvor der er brug for det. Hans hjerte, der slår for både mennesker og skaberværk.

At være kirke i dag er også at være en grøn kirke. Ikke perfekt. Ikke færdig. Men villig til at tage små skridt i den rigtige retning.

Som konfirmanderne har sagt:

• at sortere affald
• at vælge cyklen
• at spise mere grønt
• at genbruge
• at passe bedre på ressourcerne

Det er kærlighed i praksis. Det er kirke.

I går aftes så vi Disney Pixars wall-e, som på sin egen måde fortæller samme historie.

WALL·E handler om en lille affaldsrobot, WALL·E, der lever alene på Jorden langt ude i fremtiden. Menneskene har forladt planeten, fordi den er blevet dækket af affald og forurening, og WALL·Es opgave er at samle skrald og rydde op.

En dag møder WALL·E robotten EVE, som er sendt til Jorden for at lede efter tegn på liv. WALL·E finder en lille plante og giver den til EVE, og det viser sig at være et meget vigtigt fund. Historien udvikler sig til et eventyr i rummet, hvor robotterne hjælper menneskene med at vende tilbage til Jorden og tage ansvar for deres planet igen.

Filmen handler især om:

• miljø og ansvar for Jorden 
• ensomhed og venskab
• kærlighed og håb

Der er håb i grøn teologi og grøn kirke. Mennesker som ikke flygter fra ansvaret, men trofast gør det de er skabt til og sat i verden for. At passe på jorden og beskytte livet, som vi har fået fra Gud.

Vi redder ikke verden alene. Men vi er med. Og det er nok.
For håbet begynder ofte i det små – ligesom en lille plante i hænderne på en affaldsrobot.

Amen.

 Tekst: Matthæus 25: 31-46
Jerusalemskirken

Verdensdommen – en dyster beretning at begynde et nyt år på – hvis man tolker teksten sådan helt bogstaveligt, at nogle er bestemt til forbandelse, andre til velsignelse alt efter hvordan man opfører sig, hvilken etik man abonnerer på, så siger jeg tak for kirkekaffe, jeg behøver ikke en refill eller en religion, der kontrollerer min moral efter et strengt straf- og belønningssystem.
 Jeg kører åbenbart den hårde stil her i Jerusalemskirken – det er ikke med vilje
 I november, da jeg var på besøg og fik lov at prædike her, talte jeg om Jerusalems ødelæggelse, der hvor Jesus siger at templet skal jævnes med jorden, ikke en sten skal være tilbage, men at Gud selv vil bygge noget nyt – enhver menneskekrop skal være som et tempel, alle mennesker skal ære Gud med deres livstil – det handler om bl.a. om folkesundhed, livsglæde, vores sans for retfærdighed og barmhjertighed – tro og liv kan ikke skilles ad
 Gud selv vil forny sin aftale med enhver, så vi lykkes med at leve et godt liv, tæt på Ham, for han vil selv knytte forbindelse med os og lægge sin kraft til, så vi ikke skal gå kun i vores egen kraft, men i forberedte gerninger
 Verdensdommen kan læses som en lignelse og som altid skal vi huske hvem der fortæller historien. Det er Jesus, der taler til sine disciple, til sine følgere på instagram, til sine venner på facebook
 Når bibelens forfattere skriver om de sidste tider gør de det ofte i dramatiske billeder og et voldsomt billedsprog, sådan at ingen skal være i tvivl om alvoren i det de mener. Det er nemt at blive forvirret og forskrækket, men man kan spørge sig selv at hvis historierne om de sidste tider, handler om at Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde, hvad er der så at være bange for? Da Jesus gik omkring på jorden, gjorde han jo alt andet end at skræmme. Jo han talte med store bogstaver en gang imellem, men hans ansigt kender vi, det er fyldt af nåde og sandhed. Hans dom er tilgivelsen. Det er kærlighed, der tæller i Guds verden – den standard som Jesus kalder os til, handler om at lægge mærke til andre mennesker, at se deres behov, at have medlidenhed med hinanden og hjælpe der hvor vi kan. De sultne, de tørstige, de forfrosne, de fremmede, de fængslede, de syge. Det kunne jo være dig selv, der havde brug for en ekstra hånd.
Husker du biskop Demond Tutu - Do a little bit of good where you are – it is those little bits of good put together that overwhelm the world.
 Vær generøs med dine komplimenter og opmuntringer. Det er verbal solskin. Det koster ingenting, men varmer og beriger hjertet.
 I dette lys, taler teksten om verdensdommen et klart sprog og fortæller os noget meget væsentligt om at være kirke. Hvad har kirken at fortælle i dag. Hvad er kirkens opgave?
 Jo kirkens opgave er at være Jesu krop, hans hænder og fødder og hjerte og tilstedeværelse i verden i kraft af Helligånden. Vores opgave er at skabe mødesteder og rum for nåden – hvor Guds Ånd får lejlighed og mulighed for at røre ved os, tale til os og vi får mulighed for at svare og lade os blive berørt og forandret.
 Kirkens opgave er at forme disciple af Jesus, at skabe rum for at mennesker kan lære Jesus at kende –
 Jeg har verdens bedste job – en af mine vigtigste opgaver er at jeg får lov at læse Bibelen i min arbejdstid.
 
I evangelierne møder jeg Jesus, lærer ham at kende, opdager hvem han virkelig er –
Ikke som en idé. En figur, man kun taler om i kirken.
Ikke for at finde regler. Ikke for at finde måder at imponere Gud.
Men for at se: Hvem er Jesus egentlig?
 
Og det, der altid overrasker mig mest, når jeg læser historierne om Jesus, er ikke hans mirakler og mægtige gerninger. Det er hans blik for mennesker.
Jesus blev ikke frastødt af dem, der var rodede, trætte eller forkerte. Tværtimod. Det var dem, han gik hen imod.
Dem, der ikke havde styr på livet.
Dem, der ikke kunne præstere deres tro.
Jeg opdagede, at Jesus aldrig siger:
“Få styr på dit liv – så kan du komme.”
Han siger: “Kom – så tager vi livet sammen.”
Det har ændret noget i mig.
Jesus ikke er den, man skal være bange for.
Han er den, man kan komme til, når man er bange.
Han er ikke overrasket over min skrøbelighed.
Han løber ikke væk fra min tvivl og rådvildhed,
Og dér – midt i erkendelsen af, at jeg ikke altid har styr på det hele – begyndte jeg faktisk at lære Jesus at kende.
Ikke som en fjern dommer.
Men som en nærværende frelser.
Ikke som en, der kræver perfektion.
Men som en, der giver nåde.
Og måske er det netop dér, vi alle begynder at lære Jesus at kende:
Ikke når vi tror, vi har forstået ham.
Men når vi opdager, at han har forstået os hele tiden.
 
Der findes friheden til pludselig at begynde at drømme om fremtiden og stoppe med at hænge sig i fortiden
 
Målestok for 2026 – at have blik for andre mennesker
 
Det er helt på sin plads at have store forventninger til det nye år, til gode ting, der kan ske i og omkring Jerusalemskirken – fordi Jesus er med, når vi er kirke sammen.
 
Se dig tilbage og tak Gud
Se fremad og hav tillid til Gud
Se dig omkring og tjen Gud
Se indad og inviter Gud til at være med dig, indtil verdens ende.
 
Amen