Tænkedag

 

Jerusalemskirken

Johannes 3: 1-17

Se det her er en rigtig tænketekst. Vi dumper lige ind i en kryptisk samtale mellem Jesus og Nikodemus, hvor det bliver tydeligt, at det er tilladt at stille spørgsmål til ting, man ikke forstår.

Man bliver ikke klogere af at holde inde med sine spørgsmål. Man bliver klogere af at komme ud med de ting, man nu engang går og spekulerer på og tale med nogen om det. Du får udvidet dit perspektiv / ændret din algoritme

Men det kræver en tryg atmosfære at stille spørgsmål. Det er vigtigt, at det bliver taget godt i mod, med et åbent sind og hjerte, når man gør sig selv sårbar og afslører. at der er noget, man ikke helt har styr på. Det kræver en ydmyghed at stille spørgsmål, en sokratisk indstilling til livet – at det eneste jeg ved er alt det jeg ikke ved. At lære noget nyt kræver nysgerrighed.

Nikodemus ser noget særligt i Jesus. Han ser en stor læremester, der ved meget om Gud, universet, meningen med livet og alting. Han længes efter at komme til at tale mere indgående med ham. Men han er en del af det jødiske råd, som ser skævt til Jesus, som er bange for hans indflydelse på folk og bange for at miste magt og myndighed, så han opsøger Jesus i ly af natten for ikke at blive opdaget, og søger en venskabelig samtale på trods af deres forskelligheder.

Hvad taler de om?

At blive “født på ny”

Jesus siger, at ingen kan se Guds rige uden at blive født født ovenfra. Nikodemus forstår det bogstaveligt og spørger, hvordan en voksen kan fødes igen. Jesus forklarer, at man må fødes af vand og Ånd. Det handler ikke om en fysisk fødsel, men om en åndelig forvandling – et nyt liv gennem Guds Ånd.

Kort sagt, handler deres samtale om troens betydning for det liv, vi lever.

Ligesom når vi markerer spejderbevægelsens tænkedag - en tradition, hvor du får mulighed for at overveje din færden i verden og får lejlighed til at vurdere venskabets betydning i dit liv.

Har du nogen at tale med om livets store spørgsmål? Har du nogen at vende tingene med, når livet er svært eller når du næsten ikke kan være i dig selv af begejstring.

Venskabets betydning kan vist ikke undervurderes. Venskab er en af de vigtigste relationer i et menneskes liv. Det handler ikke kun om at have nogen at være sammen med – men om at erfare tillid, loyalitet, fællesskab og gensidig omsorg.

Venskab giver tryghed. En god ven er én, man kan være sig selv sammen med. Man behøver ikke spille en rolle – man bliver accepteret, som man er.

Venskab styrker trivsel, mindsker ensomhed og øger livsglæden. Vi er ikke skabt til at være alene. Venskaber udvikler os som mennesker. Gode venner: udfordrer os kærligt, giver ærlig feedback, støtter os i svære valg, deler både sorger og glæder. 

Venskab kræver noget. Det kommer ikke af sig selv. Det kræver: tid, ærlighed, tilgivelse, vilje til at lytte

Venskab betyder, at man ikke står alene i livet.

En af de stærkeste historier om venskab jeg har hørt, var en aften i kirken i Strandby, hvor vi havde besøg af en ung kristen arabisk kvinde og en ung jødekristen mand fra organisationen Musalaha.

Musalaha betyder forsoning og organisationen arbejder med at skabe venskaber på tværs af den frygtelige konflikt mellem Israel og Palæstina. Visionen er at man ikke kan opretholde et fjendebillede af dem, man har spillet fodbold med som barn eller været på lejrtur med eller klatret i træer med. Forsoning, forståelse, frihed og fred begynder når fjendebillederne rives ned og venskaber knyttes på trods af forskelligheder.

Måske sidder du med lignende fortællinger fra dit liv fra din spejdertid, hvor du fik venner for livet og pludselig så verden forandret ud, et bedre og mere håbefuldt sted.

Min mor holdt af at rejse i det gamle DDR da jeg var barn og jeg husker nogle lange kedelige grå dage, hvor min mor gik til møder med voksensnak, indtil jeg pludselig mødte et andet barn, en tysk pige, vi kunne sagtens lege sammen selvom vi ikke kunne forstå hinanden og pludselig skinnede solen og tiden gik tiden hurtigt og det blev den bedste ferie nogensinde

Nu går vi ind i fastetiden – 40 dages forberedelse til påske – en indre forårsrengøring, med tid til at lufte ud, støve af, rydde op, sortere og prioritere i forhold til Gud og i forhold til relationer til mennesker. Måske har dine venskaber brug for et brush-up.

Måske er det det livsvigtige nådeforhold til Jesus som trænger til opmærksomhed.

Som regel taler vi om fastetiden som en periode hvor vi giver afkald på noget. Kød eller kaffe, Tv eller sociale medier eller noget andet som er kommet til at fyld alt for meget. 

Det kan være anstrengende at faste – det kræver viljestyrke at holde sig fra alle fastelavnsbollerne.

Men fasten var aldrig ment som en byrde, men som en åndelig pause. Ikke endnu en ting som vi skal mestre og klare, blot en mulighed for at se ind ad og være ærlig. Ikke for at imponere nogen, men fordi vi har brug for tid til at huske hvem vi er og hvem vi hører sammen med.

Faste handler mindre om at give afkald på noget og mere om at skabe plads til noget andet. Plads til Gud, plads til spørgsmål, plads til ærlighed.

Jesus brugte 40 dage I ørkenen for at se indad og komme i tanke om hvem han var og hvem hans liv afhang af. Kirkens fasteperiode afspejler Jesus 40 dage alene I vildmarken. Det handler ikke om at være hård ved sig selv eller at straffe sig selv, men det handler om klarhed. Ørkenen er det sted hvor distraktioner forsvinder, hvor larmen forsvinder og der bliver stille inden i og vi får ro til at finde ud af hvad der bærer os i livet.

Fasten behøver ikke være dramatisk, som åndelige samtaler i ly af nattens mørke af frygt for at blive afsløret. Måske er det 2 minutters bøn om morgenen, inden du griber telefonen og lader den vække din hjerne. Måske er det Bibelen, der skal støves af og åbnes, så Gud kan tale til dig om sin uendelige kærlighed. Måske vil du praktisere taknemmelighed i stedet for at brokke, som er så meget nemmere. Måske vil du faste fra kulde og kynisme, måske vil du tilgive nogen, måske endda dig selv. Måske vil du pleje dine venskaber eller opsøge nye eller gamle venskaber.

Jeg vil ønske dig en god faste og en god tænkedag i dag. Må Guds ånd skabe en ny fødsel i dit hjerte. Må du får lejlighed til at vokse i kærlighed og passe på alt det, som er vigtigt for dig. Må du stille livsvigtige spørgsmål til ham, som har svarene, Ham som du ikke behøver at opsøge i skjul fordi du ikke vil ses offentligt eller er usikker – for der findes et trygt sted inde i dig, hvor han er altid tilgængelig, aldrig længere væk end dit eget åndedræt og pulsslag. Han tager altid godt imod, den der har tålmodighed og tid til at bare være sammen.

Amen

Hvad har kirke og klima med hinanden at gøre (og hvad kommer det egentlig mig ved?)

 

Tekst: Matthæus 25: 31-46 - Verdensdommen
Vejle Metodistkirke

Hvad har kirke og klima med hinanden at gøre?

Og hvad kommer det egentlig mig ved?

Tak for 2 gode spørgsmål, jeg vil forsøge at komme med et svar. 

Faktisk er det ikke kun mig, der er heldig at få lov at prædike ved gudstjenesten i dag. Der er flere konfirmander, som har været med til at forberede prædikenen – for det kan man nemlig godt – vi kan alle sammen læse en bibeltekst, lytte og høre ordene med ørerne, tænke over dem og blive berørt af dem i hjerterne, så vi får lyst til at handle, måske endda forandre noget i vores liv, så verden bliver et bedre sted.

På en måde er vi alle sammen præster, selvom det ikke er alle, der har en teologisk uddannelse, så er vi i kirken sammen om at forberede en gudstjeneste og vi bidrager alle sammen med det vi er gode til, så gudstjeneste bliver noget vi gør sammen. Husk det konfirmander, når I kommer hjem til jeres byer, I kan sagtens være med til at lave sjove og meningsfulde gudstjenester, som unge gider komme til.

Tak fordi konfirmandlejren måtte besøge jer her i Vejle Metodistkirke. Det er et rigtig dejligt sted at være, vi har haft en rigtig god weekend.

På konfirmandlejren har vi lært noget om grøn teologi. Teologi betyder at lære noget om Gud. Theos betyder Gud og logos betyder lære. At teologien er grøn handler om hvordan vi ser på naturen og hvordan vi som mennesker forstår vores egen rolle i den verden, som Gud har skabt – den grønne og blå klode, som vi har fået lov at bo på.

Er vi sat i verden for at passe på skaberværket – eller er vi kommet til at slide det op?

Er klimaforandringerne i vores tid menneskeskabte, drevet af vores udledninger af drivhusgasser fra afbrænding af kul, olie og gas

eller er der naturlige årsager til, at kloden bliver varmere og varmere, er det et udtryk for de naturlige variationer, der har formet Jordens klima over millioner af år. 

I dag diskuterer klimaforskere ikke længere, om klimaforandringerne er menneskeskabte. De diskuterer, hvordan vi lever med konsekvenserne, og hvordan vi kan begrænse skaderne fremover. Vi står med en ubetalt regning. Og et stort problem

Selv hvis vi stoppede alle udledninger i dag, ville klimaændringerne fortsætte i mange år endnu.

Hvad skal vi gøre ved det. Det er et brændende spørgsmål i dag, som det er vigtigt at finde gode svar på.

I går gik vi rundt i Vejle og så, hvordan man her forbereder sig på mere ekstremt vejr. Det er godt at bo i et land, hvor der er ressourcer til at tilpasse sig. Men mange steder i verden er virkeligheden en anden. Her betyder oversvømmelser, tørke og storme, at mennesker mister deres hjem, deres livsgrundlag – og må flygte.

Vi har lært på konfirmandlejren, at verdens klimaudfordringer allerede er et kæmpe socialt problem rundt omkring i verden.

2,5 millioner fordrivelser i Filippinerne
4,7 millioner fordrivelser i Kina
1,7 millioner i Bangladesh
2 millioner fordrivelser i Somalia
732.000 fordrivelser i Pakistan
618.000 fordrivelser i Etiopien

Tal fra 2023 - I alt 12.250.000 mennesker, der ikke har et sted at bo, ikke har tøj at tage på, ikke har mad at spise, vand at drikke, som måske er syge eller forfulgt og fordrevet og ikke har et sted at tage hen, fordi ingen af de rige lande i vesten vil tage imod dem. Det lyder mega uretfærdigt og ulykkeligt i mine ører.  

Klimakrisen er allerede en social krise. Millioner af mennesker er fordrevet. Det er ikke bare tal – det er mennesker, som mangler mad, vand, tøj og et sikkert sted at være. Og ofte er det dem, der har bidraget mindst til problemet, som betaler den højeste pris.

Så når Jesus siger i verdensdommen, at det vi har gjort eller har forsømt at gøre mod dem, der har mindre end os, det har vi i virkeligheden gjort mod ham – så er det et vink med en vognstang, at måden, vi behandler hinanden på, har betydning.

Der er en direkte forbindelse mellem retfærdighed og næstekærlighed og troen på Jesus og efterfølgelsen af Jesus. Vi bliver dømt efter om vi har behandlet hinanden retfærdigt og Jesus selv behandler os retfærdigt – vi får en retfærdig dom baseret på vores handlinger.

Da vi forberedte prædiken, var konfirmanderne og jeg er enige om, at retfærdighed er en god ting, at det er godt, at al uretfærdighed en dag skal holde op, og at Jesus selv vil komme og skille fårene fra bukkene og rette op på alt det der er galt med verdensordenen.

Men jeg synes også at det er en mega uhyggelig tekst. Jeg vil nødig være på det forkerte hold, når Jesus kommer igen, jeg bliver bange, når jeg hører en historie om at der skal gøres forskel på folk, at nogle skal velsignes og andre forbandes, at nogle skal belønnes og nogle skal straffes.

Hvis du har det som jeg, så husk at Verdensdommen kan læses som en lignelse og som altid skal vi huske hvem der fortæller historien. Det er Jesus, der taler til sine disciple, til sine følgere på instagram, til sine venner på facebook ku´man sige og han sammenligner ideen og idealet om Gudsrige med virkeligheden og vores verden

Når Jesus i lignelsen om verdensdommen siger, at det, vi har gjort – eller undladt at gøre – mod de mindste, det har vi gjort mod ham, så er det ikke sagt for at skræmme os. Det er sagt for at vække os.

Der er en dyb sammenhæng mellem tro, næstekærlighed og retfærdighed. Tro er ikke kun noget, vi bekender med munden – det er noget, vi lever med hænderne.

Verdensdommen kan virke uhyggelig. Tanken om at blive dømt kan gøre os bange. Men vi må huske, hvem dommeren er. Det er Jesus. Ham, der helbredte, tilgav og spiste sammen med dem, ingen andre ville være sammen med. Hans dom har kærlighedens ansigt.

I Guds verden er det kærligheden, der tæller. At se den anden. At lægge mærke til behovet. At hjælpe, hvor vi kan. For en dag kunne det være os selv, der havde brug for hjælp.

Derfor kan vi ikke være ligeglade – hverken med hinanden eller med klimaet. Hvis Gud har skabt himmel og jord, og hvis mennesket er sat til at tage vare på skaberværket, så er det noget, vi må tage alvorligt.

Vi har misforstået ordet “hersk”. Det handler ikke om at udnytte, men om at tage ansvar. I dag ved vi, at det, vi gør ét sted, får konsekvenser andre steder. Jorden hænger sammen. Vi hænger sammen, så er det jo vigtigt, at vi også gør det bedste, vi overhovedet kan.

Det er et giga problem, at vi har misforstået det lille ord ”hersk” i Skabelsesberetningen. Vi har gennem historien troet, at vi er hævet over naturen, at vi kan bestemme over den og gøre hvad vi vil med den på dyrenes og træernes bekostning. Da jeg blev født i 1970’erne hældte man stadig skrald i verdenshavene fordi man troede, at havet var så stort at det ikke gjorde nogen forskel. I dag ved vi hvor farligt det er for den økologiske balance, når vi forurener. Det skaber iltsvind og livet i havet dør.

Når man sender astronauter op på rumstationer, kan det ske at de kommer til at lide af et syndrom, der kaldes Space Adaptation Syndrome eller rum-tilpasningssyndrom eller helhedssyndrom, det påvirker hele menneskekroppen, bl.a synet. Jo længere tid astronauterne befinder sig i rummet, jo mere kommer de til at se jordkloden som et hele og ikke som forskellige kontinenter og lande, uafhængige af hinanden. Hele jorden hænger sammen, derfor har det en konsekvens for mennesker andre steder, hvad vi gør, der hvor vi bor. 

Vi er ikke isolerede fra hinanden eller alene her i verden.

I historien om Noas ark får vi en ny chance til at begynde på en frisk, når vi fejler. Gud lader det regne og jorden bliver oversvømmet for at udrydde ondskaben. Noa bygger en ark og får besked på at redde to eksemplarer af hver art og Gud sætter en regnbue på himlen som et tegn på at Guds løfte om at han er med os alle dage indtil verdens ende.

I prologen til johannesevangeliet får vi en ny begyndelse sammen med Jesus. Jesus er Guds ord som er blevet kød, som er født ind i verden, som er til at tage at føle på, som har vist os en vej at gå

Og på Bibelens aller sidste sider, den sidste bog i Bibelen, i Johannesåbenbaringen hører vi guds vision for en ny himmel og ny jord. Gud vil fuldende skabelsen, genoprette verden, sende Gudsriget ned på jord, Jesus skal være konge og regere overalt, livstæet skal stå i midten af en by med gader af guld og bymure af juveler og kanaler.

Bibelen fortæller om nye begyndelser: Noas ark. Regnbuen. Jesus, Guds ord, der blev menneske. Og visionen om en ny himmel og en ny jord, hvor Gud vil genoprette alt.

Det er i det lys, vi skal forstå både verdensdommen og kirkens opgave.

Hvad har kirke og klima med hinanden at gøre? Alt jo!

Kirken er kaldet til at være Jesu krop i verden. Hans hænder, der hjælper. Hans fødder, der går derhen, hvor der er brug for det. Hans hjerte, der slår for både mennesker og skaberværk.

At være kirke i dag er også at være en grøn kirke. Ikke perfekt. Ikke færdig. Men villig til at tage små skridt i den rigtige retning.

Som konfirmanderne har sagt:

• at sortere affald
• at vælge cyklen
• at spise mere grønt
• at genbruge
• at passe bedre på ressourcerne

Det er kærlighed i praksis. Det er kirke.

I går aftes så vi Disney Pixars wall-e, som på sin egen måde fortæller samme historie.

WALL·E handler om en lille affaldsrobot, WALL·E, der lever alene på Jorden langt ude i fremtiden. Menneskene har forladt planeten, fordi den er blevet dækket af affald og forurening, og WALL·Es opgave er at samle skrald og rydde op.

En dag møder WALL·E robotten EVE, som er sendt til Jorden for at lede efter tegn på liv. WALL·E finder en lille plante og giver den til EVE, og det viser sig at være et meget vigtigt fund. Historien udvikler sig til et eventyr i rummet, hvor robotterne hjælper menneskene med at vende tilbage til Jorden og tage ansvar for deres planet igen.

Filmen handler især om:

• miljø og ansvar for Jorden 
• ensomhed og venskab
• kærlighed og håb

Der er håb i grøn teologi og grøn kirke. Mennesker som ikke flygter fra ansvaret, men trofast gør det de er skabt til og sat i verden for. At passe på jorden og beskytte livet, som vi har fået fra Gud.

Vi redder ikke verden alene. Men vi er med. Og det er nok.
For håbet begynder ofte i det små – ligesom en lille plante i hænderne på en affaldsrobot.

Amen.

 Tekst: Matthæus 25: 31-46
Jerusalemskirken

Verdensdommen – en dyster beretning at begynde et nyt år på – hvis man tolker teksten sådan helt bogstaveligt, at nogle er bestemt til forbandelse, andre til velsignelse alt efter hvordan man opfører sig, hvilken etik man abonnerer på, så siger jeg tak for kirkekaffe, jeg behøver ikke en refill eller en religion, der kontrollerer min moral efter et strengt straf- og belønningssystem.
 Jeg kører åbenbart den hårde stil her i Jerusalemskirken – det er ikke med vilje
 I november, da jeg var på besøg og fik lov at prædike her, talte jeg om Jerusalems ødelæggelse, der hvor Jesus siger at templet skal jævnes med jorden, ikke en sten skal være tilbage, men at Gud selv vil bygge noget nyt – enhver menneskekrop skal være som et tempel, alle mennesker skal ære Gud med deres livstil – det handler om bl.a. om folkesundhed, livsglæde, vores sans for retfærdighed og barmhjertighed – tro og liv kan ikke skilles ad
 Gud selv vil forny sin aftale med enhver, så vi lykkes med at leve et godt liv, tæt på Ham, for han vil selv knytte forbindelse med os og lægge sin kraft til, så vi ikke skal gå kun i vores egen kraft, men i forberedte gerninger
 Verdensdommen kan læses som en lignelse og som altid skal vi huske hvem der fortæller historien. Det er Jesus, der taler til sine disciple, til sine følgere på instagram, til sine venner på facebook
 Når bibelens forfattere skriver om de sidste tider gør de det ofte i dramatiske billeder og et voldsomt billedsprog, sådan at ingen skal være i tvivl om alvoren i det de mener. Det er nemt at blive forvirret og forskrækket, men man kan spørge sig selv at hvis historierne om de sidste tider, handler om at Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde, hvad er der så at være bange for? Da Jesus gik omkring på jorden, gjorde han jo alt andet end at skræmme. Jo han talte med store bogstaver en gang imellem, men hans ansigt kender vi, det er fyldt af nåde og sandhed. Hans dom er tilgivelsen. Det er kærlighed, der tæller i Guds verden – den standard som Jesus kalder os til, handler om at lægge mærke til andre mennesker, at se deres behov, at have medlidenhed med hinanden og hjælpe der hvor vi kan. De sultne, de tørstige, de forfrosne, de fremmede, de fængslede, de syge. Det kunne jo være dig selv, der havde brug for en ekstra hånd.
Husker du biskop Demond Tutu - Do a little bit of good where you are – it is those little bits of good put together that overwhelm the world.
 Vær generøs med dine komplimenter og opmuntringer. Det er verbal solskin. Det koster ingenting, men varmer og beriger hjertet.
 I dette lys, taler teksten om verdensdommen et klart sprog og fortæller os noget meget væsentligt om at være kirke. Hvad har kirken at fortælle i dag. Hvad er kirkens opgave?
 Jo kirkens opgave er at være Jesu krop, hans hænder og fødder og hjerte og tilstedeværelse i verden i kraft af Helligånden. Vores opgave er at skabe mødesteder og rum for nåden – hvor Guds Ånd får lejlighed og mulighed for at røre ved os, tale til os og vi får mulighed for at svare og lade os blive berørt og forandret.
 Kirkens opgave er at forme disciple af Jesus, at skabe rum for at mennesker kan lære Jesus at kende –
 Jeg har verdens bedste job – en af mine vigtigste opgaver er at jeg får lov at læse Bibelen i min arbejdstid.
 
I evangelierne møder jeg Jesus, lærer ham at kende, opdager hvem han virkelig er –
Ikke som en idé. En figur, man kun taler om i kirken.
Ikke for at finde regler. Ikke for at finde måder at imponere Gud.
Men for at se: Hvem er Jesus egentlig?
 
Og det, der altid overrasker mig mest, når jeg læser historierne om Jesus, er ikke hans mirakler og mægtige gerninger. Det er hans blik for mennesker.
Jesus blev ikke frastødt af dem, der var rodede, trætte eller forkerte. Tværtimod. Det var dem, han gik hen imod.
Dem, der ikke havde styr på livet.
Dem, der ikke kunne præstere deres tro.
Jeg opdagede, at Jesus aldrig siger:
“Få styr på dit liv – så kan du komme.”
Han siger: “Kom – så tager vi livet sammen.”
Det har ændret noget i mig.
Jesus ikke er den, man skal være bange for.
Han er den, man kan komme til, når man er bange.
Han er ikke overrasket over min skrøbelighed.
Han løber ikke væk fra min tvivl og rådvildhed,
Og dér – midt i erkendelsen af, at jeg ikke altid har styr på det hele – begyndte jeg faktisk at lære Jesus at kende.
Ikke som en fjern dommer.
Men som en nærværende frelser.
Ikke som en, der kræver perfektion.
Men som en, der giver nåde.
Og måske er det netop dér, vi alle begynder at lære Jesus at kende:
Ikke når vi tror, vi har forstået ham.
Men når vi opdager, at han har forstået os hele tiden.
 
Der findes friheden til pludselig at begynde at drømme om fremtiden og stoppe med at hænge sig i fortiden
 
Målestok for 2026 – at have blik for andre mennesker
 
Det er helt på sin plads at have store forventninger til det nye år, til gode ting, der kan ske i og omkring Jerusalemskirken – fordi Jesus er med, når vi er kirke sammen.
 
Se dig tilbage og tak Gud
Se fremad og hav tillid til Gud
Se dig omkring og tjen Gud
Se indad og inviter Gud til at være med dig, indtil verdens ende.
 
Amen