Han har sagt det tydeligt, Jesus – så tydeligt, at forældre til børn, der er med i kirke, ikke behøver at hæve stemmen og ikke behøver at løfte hverken bryn eller pegefingre. Vi ved det alt for godt… dem må ingen hindre.
Det er påskesmerte at diskutere det. Ingen vil lytte. Allermindst præsterne, selvom mangen en velforberedt og strålende prædiken er blevet terroriseret af flyvende legetøj, raslende slikposer og øredøvende vræl. Børn er velkomne i kirken – også når de er urolige!
Nu er jeg blevet mor og har altid været af den holdning, at børn gerne må være med til gudstjenesten så længe, de ikke generer nogen. Det gør de bare ofte, for en time er lang tid. Så det var med bævende sind, at jeg troppede op i kirken med mit yngel: Min førstefødte blev døbt og velsignet i kirken. Vi takkede for Freja, for at fødslen var vel overstået og især takkede vi for underet: Et barn er en velsignelse. To uger gammel lå hun i mine arme på anden række tv og hørte prædiken og salmesang. Gyste af fryd, når orglet spillede, nød glæden ved at være og høre til. Hun var stille søndag efter søndag. Gik der en trækning over ansigtet, blev hun ammet og slumrede kort efter sødt ind på anden række tv. Et halvt år gammel sad hun tilfreds på gulv med sut i mund og legede med sine gode polstrede legesager. Et år gammel spankulerede min lille engel rundt langs kirkebænkene og hviskede
”hej” og sendte sarte smil og små vink til enhver kirkegænger. Ja ja hvor yndigt var det ikke med dette glade lille Guds barn. Aftenbøn i den lille seng var livets omdrejningspunkt, og den trygge afslutning på en lang dag altid fuld af nye indtryk.
Så fyldte hun to år og lærte selvstændige skridt. Mange skridt i løb kunne hun magte. Kun et ord, kendte hun betydningen og brugen af: NEJ.
” Så! nu skal du have tøj på, min skat, vi skal skynde os, vi skal være i kirken om fem minutter. …” ”NEJ”
Solen gik ned, fuglene i træerne sang deres sidste sang: ”
Skal vi bede aftenbøn…” ”NEJ”
Nejet gentog sig gennem den lange bøn, der var et spejl af dagen, alt det der var at takke for og bede for, nejet flængede gennem søndagsgudstjenesternes ”Hil dig frelser og forsoner” og ”I din nærhed er der glæde og fred”. Ak hvor kan et nej slå meget i stykker.
Hvem drømmer ikke tilbage til den tid, hvor det var muligt at få fred til at lytte og lære og glide ind i en anden verden sammen med Gud. Blive holdt fast i en time, som ingen andre kan holde os og gå efter gudstjenesten fulde af kærlighed til Gud og livet. Og med fornyet håb og renselse efter, at man har lagt alt frem og er blevet velsignet trods alt. Hvis der ikke er fred til at mærke og studere, at der er en kærlighed som holder på trods af alt, er man heller ikke i stand til at samle sit barn op når NEJ eller andre former for afmagt sætter ind hos ens børn.
Freja blev storesøster og lillesøster blev døbt og velsignet og lå fredeligt i sin sovepose på anden række tv. Men kirkefreden blev kortvarig. Måske skulle vi have døbt hende Elvis? Eller på indiansk: stærk-vilje-og-umådelig-kraft-i-krop-og-stemme. Hendes stemme har gjaldet gennem adskillelige gudstjenester. Jeg sukker: En time om ugen må man da kunne forlange RO og total fordybelse og forklarelse. Ro til at glæde sig og takke over, at man er elsket af Gud og tid til rigtig at kunne mærke det. I fred. Men nej: Vi prøvede glasburet på 1. pulpitur, hvor de små kan synge uden at forstyrre andre. Det var deprimerende. Der er ingen lyd, foruden selvfølgelig lyden af børn, der leger og forældre, der sludrer. Der er ingen her, der holder gudstjeneste. Det er ren børnepasning. Vi prøver børnekirken, der er henvist til kryptlokalerne. Her er der gudstjeneste og forkyndelse. Men børnearbejdet er i krise og mangler ledere til at drive arbejdet.. Det er vældig ustabilt, hvornår der er noget. Er der ingen børnekirke, så står vi der igen. Med kiks, ponyheste, bøger, 2000 sutter og en ekstra ble. Ansigt til ansigt med en time, der for alle vil føles som fem. Børnene er blevet skældt ud og båret ud med vrede skridt midt i prædiken og sang. Efterfulgt af hidsige forbandelser i bilen på vej hjem; aldrig mere! Aldrig mere! Næste søndag står vi der igen. Hvad man dog ikke byder sin næste.
Klokkerne ringer, menigheden samler sig i forventning på bænkene. Så sætter orglet ind med en orkan af indtonering, nu er det nu. Julie hopper vildt. Halløj, nu skal der festes. Musik, hvor skønt. Freja er parat til at stikke af under indgangsbønnen. Det vil mor ikke høre tale om, barnet skal sidde pænt og får en pandekage, som mor har været tidligt oppe og bage, da det nu er barnets yndlingsspise og plejer at installere ro i ungen. Freja sidder på bænken nøjagtigt 1½ minut, så er hun klar til at forlade syvende række yderst i højre side med pandekage i hånd. Af sted spæner min lille pige viftende med pandekagen. Hun piler op til alteret og står og danser til orglet og kegler rundt med pandekagen. Mens mor samler forkastede dukker, biler og pixibøger med manglende sider op langs kirkebænkene er barnet mere målrettet på vej hen mod bandets musikinstrumenter. Nu må mor gribe ind, hvad hun også gør i fuldt firspring. Jeg får vristet ungen fri af mikrofonernes ledningshelvede. Desværre sætter barnet i et brøl, der overdøver, hold jer fast, Jerusalemskirkens fine orgel og kompetente organist. Da jeg går ned igennem kirken ser folk skiftevis lettede og medlidende på mig. Barnet brøler stadig og slår mig i ansigtet med den iturevne pandekage. Langt fra alle bænke er besat hvilket for en aktiv lille pige er en gave. Hun samler nu alle de flotte røde puder på kirkebænkene i en uordentlig stak på kirkegulvet. Nej, hvor er de gode at hoppe i. Mor vinker fortvivlet med en pose vingummi – ingen interesse. Vi når igennem prædikenen i et tempo der føles som otte måneder og femten indlæggelser på Sct. Hans. Julie hygger sig højlydt og spytter sutten ud hver gang den stoppes ind. Langt om længe er det tid til nadver. Børnene er med og levende interesseret. Freja får brødet og gnasker betuttet på mel og vand, Helligånd og gamle ord.
Så kommer vinen, der er saftevand og det var lige hvad lillepigen trængte til: "MER" brøler hun og løfter glasset i en voldsom vikingeskål. Under salmerne kan jeg slappe af. Jeg tumler med ungerne og tvivler på om det her skulle være godt for nogen.
Jeg kan berette om mange flere fortrædeligheder. Jeg kender alt til at sidde med billedbøger, sutteflasker og rosiner i ørerne for at få mine børn til at være stille.
”Børn er velkomne i kirken. Også når de er urolige.” Ja tak, men fred og fordybelse er ikke de små børns sag, så børnefamilierne bliver hjemme. Tilbage er der sådan en som mig, der vil det hele. Have børn og høre prædiken. Jeg tror, vi er mange.
Når nu mor gerne vil søge en stille stund ved søndagsgudstjenesten som andre voksne mennesker, støder hun på vital modstand fra hendes små døtre. Hvad skal jeg gøre? Blive hjemme?
