onsdag, februar 29, 2012

on tour Frederikshavn-Fredericia

Det har været en RIG dag på oplevelser og møder med nye og gamle bekendte i et netværk for fri- og folkekirkelige børne-og ungdomsorganisationer og ikke mindst hende her....

Lucy Moore, Messy Church i England, den anglikanske kirke.
Rosinpakker, malebøger og snotklude. Små urolige kroppe og sludrehoveder. Et vræl, et ordentlig brag af salmebøger, der ryger på gulvet og en dunken af støvlefødder, der banker ind i bænken foran og forstyrrer sjælefreden. Det kan være en udfordring at have de mindste med i kirke. Men hvad nu, hvis man gør rodet og larmen til en fordel. Hvis man laver en kirke, der bygger på et rodet, lettere kaotisk, men varmt og indbydende fundament, hvor folk kan komme præcis, som de er? Og på et tidspunkt, der passer bedre end klokken 10 søndag formiddag.

Lucy Moores vision for kirken [som også er min og mange andres, som giver sig i kast med spaghettigudstjenester, familiegudstjenester og generationsgudstjenester] er menigheder bestående af mennesker i alle aldre og med forskellige baggrunde, som lever i et levende og kreativt fællesskab med Jesus og som samler sig  regelmæssigt for at prise den vidunderlige Gud, de tror på. Det er en chance for at møde Jesus og det skal være sjovt og cool og nemt og overskueligt at komme til. Der er en fast og genkendelig tidsramme og et måltid mad hver gang. Lucy Moore har et venligt og nøgternt syn på den moderne familie og er ydmyg og opmærksom på hvordan GUd bruger Messy Church som et værktøj til at bringe mennesker sammen og som bringer mennesker til Gud.

Jeg har lovet at aflægge referat, for jeg kender mange som gerne ville have været med til inspirationsdagen. Det var spændende at høre Lucys erfaringer og sparre med hende og stille spørgsmål frem og tilbage. Det springende punkt for mig er hvordan man kan arbejde med discipelskab og trosopbygning i rammen af Messy Church. Her er der masser af åbne spørgsmål med åbne ender og nyt land at udforske. "Danmarks folkekirkelige søndagsskoler" gør et kæmpe arbejde for at udbrede kendskabet til Messy Church i Danmark og de oversætter og udgiver inspriationsmateriale i stor stil, se her! LM Kids i Haderslev (Luthersk missions børnearbejde) bruger Messy church konceptet som kulturmøde for gammeldanske familier og nydanske familier. I min kirke bruger vi konceptet til at binde menigedens arbejdsgrene sammen i et fællesskab på tværs - babyer, teenagere, børn, unge, voksne, forældre, bedster og older er allesammen en del af familien i kirken. Og børnene har plads lige i midten af det hele, for det er fra dem, vi kan lære noget om den ægte, uspolerede og sårbare kærlighed, som Gud har til alle mennesker.


Ellers var det en sand nydelse af tage imod inspiration fra andre ledere af kirkeligt børne- og ungdomsarbejde og få indblik i hvilke materialer, der findes på markedet. Se fx evangelisk børnemissions tv-udsendelser GPS, hvor der fortælles bibelhistorie med seje dukker og musikvideoer. De er i øjeblikket ved at udarbejde mapper med aktiviteter og replikker til dukketeater, som passer til tv-udsendelserne. Der er nye materialer under udarbejdelse bl.a et norsk koncept, der hedder "Helt Konge" og så er der de gamle gode "zone" og "hjerte-til-hjerte".

Ellers blev der drøftet, hvordan kirkerne kan støtte forældre i at bringe troen på hjemmebane og hvordan U-landsengagement, hvor børn hjælper børn, spreder engagegement og en følelse af at arbejde for retfærdighed i verden og ikke mindst hvordan organisationerne kan opmuntre og støtte lokalt arbejde til at have øje på kirkefremmede familier. Vi snakkede om den store opgave, der er i at brande og kommunikere kirkeligt børne-og ungdomsarbejde og hvordan facebook kan være et effektivt værktøj til at samle mennesker med fælles præferencer og få informationerne ud til de rette målgrupper. Gode nyheder skal spredes.

[så var jeg i øvrigt rejst fra mit dankort, så ud over en stor termokande med 2 liter kaffe og en dejlig frokost til mødet, så blev det endnu en fastedag, yrk!]

torsdag, februar 23, 2012

tænder lidt på uniformer


Så sød ser Far-til-fire ud, når han er til spejder

lørdag, februar 11, 2012

Im on fire

Mine døtre sidder på en lang række ved computerskærmen. Min 6-årige har kontrol over musen, min 8-årige og 4-årige kommer med gode forslag fra sidelinjen, den 2-årige er med på en kigger. Alle har en rolle og en funktion i det der foregår - de spiller girls Y8! Med sikker og kompetent hånd agerer de dagpleje, hvor der skal passes, plejes, mades, pusles, underholdes babyer, der bliver bragt til døren og hentet igen. De bestyrer brudekjolebutik med personlig shopper og wellnescenter, hvor kunder skal have en ordentlig behandling og ikke må vente for længe før de går tilfredse ud af døren. Jeg undrer mig et kort øjeblik over hvor de dog fra det talent fra? Kun kort... Jeg selv står med en en malerpensel i hånden og går til hånde hos Rasmus, der sætter entre og trappe i stand, alt mens jeg har kringler til eftermiddag i ovnen og et fastelavnskostumeprojekt kørende, samtidig med jeg scanner avisoverskrifterne, drikker kaffe, hjælper med lektier, laver madplan til næste uge og giver børnene opmærksomhed, når de... har brug for et taktisk råd angående girls Y8

søndag, februar 05, 2012

et must: skøjtetur på Budolfi Plads

Metodistkirkens Unge i STrandby (MUST) er på tur til Aalborg. Vi har stået på skøjter og nu sidder vi på Jensens bøfhus og får varmen. Nogle spiser bøffer, andre får desserter og varm kakao.




Published with Blogger-droid v2.0.4

Published with Blogger-droid v2.0.4
Published with Blogger-droid v2.0.4