P.S I love you

Jeg hader den film, den er absolut rædselsfuld. Alligevel satte jeg den på i aftes og fortrød det bitterligt, da jeg 20 sekunder inde i filmen lå med hovedet under dynen våd af tårer og snot.

Den er forfærdelig. Se den ikke! Den handler om dit værste mareridt, der bliver til virkelighed. Det er bestemt ikke en feel-good-film. Se den ikke! Læs i øvrigt ikke denne post, hvis du har tænkt dig at trodse mig og ikke vil kende handlingen, før du ser filmen.

Holly, en meget ung enke, opdager, at hendes elskede Gerry, som er død af en hjernesvulst, har efterladt 10 breve med det formål at hjælpe hende igennem sorgen og starte et nyt liv. Alle brevene ender med P.S I love you og viser sig at have dybe meningsfulde budskaber. Hollys mor mener, at brevene holder datteren fanget i fortiden, men i virkeligheden skubber de hende langsomt ind i fremtiden. Gerry får brevene bragt på opfindsomme måder efter sin død og alt imens Holly bevæger sig igennem det første år alene, fylder hvert brev hende med opmuntring og sender hende på en genopdagelse af sin tabte kærlighed til ham, til livet og til glæden og meningen med tilværelsen.

Gerry inviterer postmortem Holly og hendes veninder på en rejse til hjemlandet Irland. Mens de er der, møder de William, en sanger, som minder stærkt om Gerry og som tilfældigvis er hans barndomsven. Veninderne afslører store nyheder om graviditet og forlovelse på turen, som får Holly til at synke deprimeret ind i sig selv. Hun finder en soulmate i Daniel, som er sarkastisk skuffet over livet og står i et vadested ligesom hun og de hjælper hinanden til at se virkeligheden og deres tomme lejligheder og ensomhed i øjnene.

Filmens vendepunkt er, da Holly opdager, at hun har flair for at designe sko og bliver opsluget af sketches og kreakurser. Det bringer en ny form for selvtillid og hun er endelig i stand til at møde verden og vennerne og finde en glæde over det der foregår i deres liv. Hun får et breaktthrue i en samtale med sin mor, hvor hun finder ud af, at det der moderen, som Gerry har bedt om at bringe brevene og sammen gør de op med bitterheden og angsten for at være alene, som har præget moderen og deres fælles liv, siden barndommen, hvor moderen blev forladt af faderen. I filmens slutning, rejser de tilbage til det vejrbidte men charmerende og grønne Irland og publikum forlades med en åben slutning, der leder til... resten af livet og hvad det må bringe.

Filmen rører mig dybt på det melodramatiske plan, hvorfor udsætter man sig selv for det? Jeg skulle da  også lige bruge en ekstra dag på at ryste den af mig, før jeg var nogenlunde ovenpå igen og havde lyst til at fortsætte tilværelsen. Filmen er skuespilmæssigt og på billedsiden fremragende, er der alligevel så meget tristesse, at den ikke er til at holde ud. Hovedpersonerne spiller formidabelt, Hilary Swank som Holly Kennedy og Gerard Butler som Gerry Kennedy, for ikke at snakke om Lisa Kudrow som Denise Hennessey, Gina Gershon som Sharon McCarthy, Kathy Bates som Patricia Reilly, Harry Connick Jr. som Daniel Connelly og Jeffrey Dean Morgan som William Gallagher. De er allesammen smukke, scenerne har humor og lune, kulissen har en lækker kreativ ramme. Filmen er underligt morbid med sin nøgne emotionalisme. Det er ikke den slags film, der vinder priser, men det irske tema og lydsiden med Gerry på sin guitar er så skøn, at det efterlader indtryk af at verden er blevet et fattigere sted fordi han skulle dø. Det er sådan en film, der gør at man kan mærke at man er i live.

"hvor sentimentalt! jeg har ikke haft så stor en klump i halsen, siden et stykke MOUSSAKA nær kvalte mig i går" [citat Hades i Disneys Herkules]