Prima Donna

Din lille datter går i baglås, kaster sig bagover i raseri, tårene sprøjter ud af øjenene og hun skriger "NEEEEEEEEJ mor! IKKE vanter, NEEEEEEEEJ." Det er kun 4. gang her til morgen, at hun får et fit - for et øjeblik siden var det flyverdragten [at stoppe 2 trommestikker og en krop så stiv som et vaskebræt ned i en vatteret spændetrøje...that's a bitch] og før det sloges vi om hagesmækken og sutten. Og selvfølgelig skriger hun hele vejen bag på cyklen gennem det fredelige villakvarter hen til dagplejen, det er da klart?

Din knap så lille datter skal behandles med fløjlshandsker om morgenen? Brokke, pive, hakke på de andre..det er hverdagskost? Tøjet er det forkerte og det strammer alle vegne. Pålægschokoladen knækker på maden og kan ikke længere spises. Din datter har sine egne idéer om, hvilke retter han kan spise – og hele familien kender til punkt og prikke hendes menukort? Maden på tallerken skal være adskilt og må ikke røre hinanden: "ej.. det går i kødsovsen, så er det helt ødelagt.. ej, hvem har taget en bid af æblet/ brødet/ agurken, så er det giftigt.... ej skal vi absolut spise det der uappetitlige noget, som de voksne har brugt en time på at tilberede?"

Din store datter raser og smækker med døren? Hun synes, at alle er irriterende og hun regner med at hele huset står på pinde for at få hende god igen?

Livet er en vigtig opgave. Man skal give sine børn en ordentlig kontakt og i småbørnsfamilien testes graden af næstekærligheden, når Mor-til-4 er ved at springe i luften for 7. gang og spørger sig selv: Hvad ville Jesus have gjort? Vi har identitetskrise i det lille hjem. Igen og i flere former. Den skal ikke forbigås i stilhed, der er ikke noget vanedannende over det, selvom vi har prøvet det før. Identitetskrisen skal på forsiden af bloggen og ikke henvises til en notits på side 18.
Vi har problemer med affektreguleringen? Ja! På en måde er det jo et positivt tegn, at de reagerer bedre ude end hjemme, for så har de jo trods alt lært noget hjemmefra, som de kan praktisere ude. Men fordi der er så stærke følelser på spil overfor familien, er det dér, de lærer det sidst, at styre det forbistrede temperament.

Kan man sige, at vi selv er ude om det? Ja! Den der skriger højst, får mest opmærksomhed, det er klart, hvad kan man gøre for at stoppe den afsindige larm hurtigst muligt? Børnene finder hurtigt ud af, at taktikken med at bruge deres energi og styrke i reaktionen giver pote. Og derfor bliver de ved og kommer til at styre familien, mere end godt er. Hurtigt orker familien ikke at blive konfronteret med den voldsomme reaktion, så de forsøger for alt i verden at undgå at fremprovokere den. Forældre, og også søskende, bliver bange for at gøre primadonna-barnet sur eller ked af det. Det er også den risiko, at de andre børn går ind og lærer primadonnaens reaktionsmønster, så de også bliver dominerende, og så står man pludselig med flere primadonna-børn. Hurra for det!

Kan man sige, at serviceniveauet er for højt og forældrene fristet til at bøje af for børnenes krav, fordi man ved hvor meget et nej vil medføre af ballade. Nej! Ikke i vores tilfælde. Vi har den fordel, at hvis der er et barn, der giver sig til at stå og hyle og smække med dørene, så er der heldigvis noget andet man kan lave, indtil de er færdige med det. Mu-hahahaha! Det giver nogle utroligt selvhjulpne børn. Men man skal hjælpe børnene med at lære de fælles spilleregler i familien og man skal kunne rumme deres følelser og reaktioner og være parat til at møde dem med empati og forståelse, når de er klar til kontakt igen.

Mor-til-4s identitetskrise består i at være indadvendt i en udadvendt verden. Det er en udfordring for mig at være på i den ydre verden, jeg henter energi i min indre verden. Så når jeg har været på arbejde, hvor jeg er meget på og i kontakt med mennesker, og kommer hjem er det ikke lige uro, fjollesnak og støj, jeg har længtes efter. Jeg er flad og har en tendens til at lukke mig inde i mig selv og tulre med fx vasketøjet og hvordan kan man det, når man skal tage stilling til hvor dimsen til dutten kan være henne og lige skal se tårnet, der bliver bygget i badekaret og samtidig skal gøre rede for hvordan man staver til l-a-s-t-b-i-l, det er ikke lige her man kan reagere med eftertanke og tavshed, vel? Så bliver det som regel far-til-4, der får møgfaldet, når han kommer hjem. Er det mig, der har prima-donner-nykker?
























-