Min gode, men skrappe kollega, sendte os i går aftes ud på en øvelse, der gik ud på at frasortere krav og pres fra omverden og os selv og få skilt ud hvad det mon kan være at Gud vil at vi skal bekæftige os med. Hun stillede svære spørgsmål, min gode men skrappe kollega:
Hvad er mine ønsker for mig selv og min menighed: "josåmæn' Må Kristus blive forkyndt gennem mit liv og gennem fællesskabet i kirken"
Jeg kom [meget upassende midt i sådan en alvorlig øvelse] i tanke om en Chris McDonald Tvudsendelse, hvor han tager til Kilemanjaro med et slanke-hold. "Afrikas højeste bjerg på næsten 6000 meter, Kan du komme derop på toppen, kan du også det andet. Og vejen til målet er i øvrigt den samme: Tag ét skridt af gangen" lyder mantraet til superskrumpekonceptet.
Jeg kan huske at jeg jeg blev dybt rørt over at se slankecoachens hold presse sig selv til det yderste gennem regnskyld, udmattelse, angst og højdesyge på Kilemanjaro. Kæmpe drama midt i Afrikas sindssyge skønhed og mange forskellige klima på vandringen. Jeg kan huske at jeg tænkte: "Det vil jeg også!" og det irriterer mig, at jeg ikke ved hvorfor.
Det er ikke pga de 5 ekstra graviditetskilo, der er ved at snige sig op på 10 kg for meget. Jeg tror ikke, at jeg jeg får et kick ud af pine mig selv... næ nej... det handler heller ikke om magtsyge eller kontrol... "nu har jeg nået toppen mor, uuh hvor er her skide koldt" Men selvfølgelig handler det lidt om at blive sat på de store prøver og ved foden af en stejl klippevæg hjælpes til at finde styrken i mig selv.
Og så handler det om fra bjergtoppe at forkynde Kristus
Steve Curtis Chapman: I want yo make Much of You
http://www.youtube.com/watch?v=DVcaEomOPUw&NR=1
0 kommentarer:
Send en kommentar