torsdag, august 13, 2009

Godt brølt løver

Jeg blev revet brutalt ud af min specialesump på bibliotektet i dag, da jeg søvnigt hen af eftermiddagen loggede ind på Facebook og flovt måtte indrømme for mig selv, at jeg ikke havde opdaget, at Danmark stod for fald i dag.

Der var stormvejr på facebook - alle mine venner var ude og markere sig - noget som jeg ellers kun har oplevet, da Michael Jackson døde.

"En trist dag for Danmark. Hvor blev humanismen og medmenneskeligheden af ???"

"Danmark burde optræde mere næstekærligt!"


"Jeg skammer mig umådeligt over at være dansker i disse timer...! Syntes vi skal sende den nværende regering hjem til den planet den kommer fra, for her kan den ikke være, det er imod min medmenneskelighed, min værdighed og min sunde fornuft! FOLKETINGSVALG NU!"


Jeg kom hurtigt op og sidde i kontorstolen og fik checket nyhederne og set billederne af den nat, hvor kirken blev en kampplads. Politiet ryddede Brorsons kirke for afviste asylansøgere og fjernede demonstranter på Rantzausgade med grov magtanvendelse i nattens mulm og mørke, mens magthaverne dagen efter vaskede deres hænder og ingen ville tage ansvar for begivenhederne udover Gucci-Helle på suciadal-demokraternes vegne. Hvor er det væmmeligt.

Situationen er sørgelig og grotesk og et symptom på den hårde udlændinge-og flygtningepolitik, der er blevet ført gennem mange mange år i Danmark. Hvorfor spærrer vi asylansøgere inde i lejre i årevis, før de får behandlet deres sag? Hvorfor tillader vi, at børn af traumatiserede og kriseramte krigsflygtninge bliver født og vokser op under disse vilkår for til sidst at smide dem ud af landet til steder, der er så hærgede og usikre pga krig, at udenrigsministeriet fraråder, at man rejser derned. Hvorfor kan ikke hvem som helst, der måtte ønske det, komme og arbejde og skabe sig et liv her? Vi har pladsen, Lolland er f.eks helt affolket, og vi har brug for hænderne. Desuden har vi et ansvar overfor især de irakiske flygtninge, da Danmark gik med i krigen, der smadrede deres tilværelse. Se Margrethe Vestagers blogindlæg: En særlig nat. Der har vi en politiker med hjerte og hjerne og vilje til at skabe forandring.

Se også Thomas Risagers blogindlæg: Bør politiet gå ind i en kirke? Han skriver, at "Jesus taler stærkt om at elske og beskytte sin næste. Så når en gruppe mennesker, der frygter for sine liv, søger asyl i en kirke, så er kirken og de kristne, forpligtet af Jesu bud om at elske vor næste, og vi kan kun gøre én ting, nemlig åbne vore døre på vid gab, byde velkommen og være så gæstfrie som vi overhovedet kan – også selvom gæstebuddet måtte vare i månedsvis."

Juridisk set er det i orden, at politiet ryddede kirken for lovbrydere i nat. Politisk asyl i en kirke kan ikke være andet end en midlertidig løsning. Juridisk set er kirken ikke andet end et klubhus for kristne og naturligvis kan man for at opretholde lov og orden anholde forbrydere i hvilket som helst klubhus i landet. Tænk at vi behandler asylansøgere som kriminelle! Dog vil jeg til enhver tid være enig med Thomas Risager om, at dem der kommer til kirken med andre og ufredelige hensigter end at bede eller gå til gudstjeneste, skal smides ud igen. Kirken er et hellested, for en tid, og så skal der handles for at forandre forholdene.

"Kan dog godt følge dig i at vi lidt for ofte er en omgang regel ryttere og ikke har en moralsk eftertanke i vores politiske liv!"


"så Jacob Holt i går i kassen , som forsøgte at skabe forsoning mellem sorte og klu kluxklan. Han har om nogen bidraget til at sætte fokus på ulighed og nuancere folks syn på hinanden. Det er stærke sager - hvorfor er kirken ikke lidt mere som ham. "


"Danmark går mod mindre tolerance og tålmodighed, større frygt og passen på sig selv og melen sin egen kage. Folk TØR ikke risikere at miste noget for andre (s skyld), og det er )"¤/Y% SÅ pinligt at se på!"


Jeg er stolt af mine venner på facebook. Jeg er stolt af min præst på Fyn og min folketingskvinde på Chrisitansborg og stolt af alle dem, der demonstrede i går aftes for et anderledes Danmark. Det er så vigtigt, at nogle står frem med deres holdninger og holder ved dem. Godt brølt løver!

tirsdag, august 11, 2009

Den overdimensionerede første skoledag

Så oprandt Frejas første skoledag efter måneders forberedelse og opbygget spænding. I går aftes var jeg fx til en times møde om hvad der skulle foregå på den i alt to timer lange skoledag i dag. Føltes som en smule over-kill, tør siges.

Således forberedt til tænderne og med dagens slagplan siddende bag pandelapperne indfandt vi os på Græsted kommuneskole med vores nye skolebarn.

Hun har været klar parat til skolestart længe. Da brobygningen mellem børnehave og skolestart gik igang i foråret meddelte mit ældste barn mig, at jeg bare kunne følge hende over i skolen med det samme. Børnehaven var allerede "so yesterday". Med en 5-årigs skråsikre lyt-bare-til-mig-for-jeg-ved-hvordan-landet-ligger agtige retorik, betroede hun kæphøjt sin lillesøster, at hun virkelig ikke kunne vide hvornår hun ville indfinde sig i deres fælles børnehave igen. Der var ingen ende på de fantastiske ting, hun skulle opleve med sine nye venner. - Nej hvor skulle de alle sammen have det helt ubeskriveligt morsomt, og mon ikke de andre ville revne af misundelse ved synet af hendes build-a-bear.

Som storesøster og leader of the pack er hun vant til dagligt at belære sine små søskende og andre undersåtter om alt hvad hun anser for værd at vide om livet i al almindelighed. Men ansigtet blev godt nok lidt blegt da vi nåede frem. Iført fuld pakket og splinterny skoletaske, blev hun pludselig opmærksom på ikke at fylde for meget i flokken af de andre nye og bævende skolebørn. Hun lignede en, der havde sat sig på en tegnestift. Pludselig var hun væk, mit store selvfede barn. Pludselig var vi langt væk fra udsagn som " ja jeg kan godt forstå, at du gerne vil kunne tegne lige så godt som mig, men det kan du jo bare ikke". Udsagn som i deres totale mangel på beskedenhed og situationsfornemmelse godt kan få et forældrepar til at frygte den trussel om et hak i tuden, der uværgeligt venter en dag.



Hun kom dog igennem første skoledag med topkarakterer, selvom hun måtte sluge de planer hun havde lagt om hvordan hun skulle vælte forsamlingen og i stedet måtte klamre sig til sin fars hånd. Også selvom hun hverken turde tale eller se på sidemanden. Hun tog det med oprejst pande, da forældrene blev værfet ud af klasselokalet. Moderen og faderen klarede det også med værdigheden i behold, da vi måtte luske over og indtage en kop kaffe og være vidne til skoleinspektørens tale, selv om det nok er de færreste der vil kunne give et referat. Tankerne kredsede uværgeligt om hvad der foregik for lukkede døre i 0A.


Vi fejrede oplevelsen bagefter med en kop varm kakao - og forsøgte at udfritte hende om, hvad hun havde oplevet. Hvorvidt det var omgivelserne eller sukkerchokket, der gjorde udslaget, så krakelerede morgenens stenmaske hurtigt. Rygsækken blev flået op med et "se lige det her opgavehæfte. Det var bare SÅ sjovt at være i skole. Jo jeg klarede det skam rigtig flot"



Luskemor måtte kæmpe med klumpen i halsen, da et brøl
af barnestemmer sang velkommen og skolens 1-3 klasser dannede
promenade med flag ned til "nullernes klasselokaler"

Trods det længe opbyggede forventningspres og overeksponering af begivenheden, så var det en STOR dag i dag. Det var rørende at se hvor meget den nye status som skolepige betyder for mit barn. Det slog mig, at dagen, som nu har markeret overgangen fra lille børnehavepige til stor skolepige er jo i virkeligheden det stik modsatte. - Nemlig dagen, som markerer overgangen fra stor og myndig børnehavepige til lillebitte og temmelig skræmt skolepige. Den sidst ankomne. Den som står allerbagerst i køen i kantinen. Hun er dog klar til at tage udfordringen op og Luskemor følger trop.