tirsdag, juni 30, 2009

sommerferie

Der er faldet feriestemning over Græsted. Fuglene synger, haverne summer - ellers er alt stille. Gaderne ligger øde hen, mailboksen er tom. Ungerne har sat tempoet ned og Luskemor nyder at slippe for at smøre madpakken og alle de andre praktiske hverdagsting. De næste uger står på spejderlejr og sommerkirke og familieferie.







Jeg sidder dog stadig med næsen i bøgerne så snart jeg kan se mit snit til det. Og imens udvikler Luskefiserne deres kreative talenter.




Hvem ser mest skyldig ud?



I denne uge er de to store rejst på højskole med Mormor og den mindste som endnu ikke er eftermiddagslur- og blefri nyder et enebarns priviligier.


Her til aften pakkede jeg aftensmaden i en kurv, greb en spand med legetøj, fandt badetøjet og en ekstra ble og kamera og så var vi ved vandet og bade og få is.






























fredag, juni 26, 2009

ild og vand

I aften har hornene gjaldet til stort gilde omkring det store bål i børnehaven. Vi har fejret børnehavens storegruppe og den sidste børnehavedag, inden de skal starte i skole.




"Jeg er en glad lille viking. At fægte med sværd og pinde er det jeg aller bedst kan. ILD OG VAAAAAAAND. ILD OG VAAAAAAAAND. Er det jeg allerbedst kan."



Der var vikinger og skjoldmøer og andet godtfolk, krigere og ungmøer i deres flotteste udrustning. Der var markedsplads med leg og plads til at dyste. Der var grill og fællesspisning, god stemning og glade børn.







Lillesøster fik bænket sig hos en familie, der havde koldskål og hotdogs med - ingen sleske lokkemidler kunne få hende overbevist om at komme hen og sidde hos hendes blodsslægtninge. Hun var ikke til at lokke en tøddel.

torsdag, juni 25, 2009

Nattens perle


I dag døde en lille 1-årig pige, spændt fast i sin autostol i sin fars bil på hans arbejdsplads, som også er min mands arbejdsplads.


Vi er helt ødelagte herhjemme over den sindsygt sørgelige tragedie... at glemme sit barn i bilen og at lide i mange mange timer i ensomhed og uvished, længsel og ulykkelighed efter far og mor

Historien er så ubegribelig, hvordan kan det gå til? Køre forbi dagplejen? Gå fra bilen? Ikke komme i tanke om at noget er galt i løbet af en HEL arbejdsdag? Dagplejen ringer ikke? Ingen lægger mærke til noget på parkeringspladsen? Stakkels familie - stakkels pige, stakkels mor og ikke mindst stakkels far. Hvordan skal de blive mennesker igen? Det er et mareridtscenarie, det er dybt godnat.

Det, som man ikke selv kan bære, må man give til Gud i bøn. Så her kommer der en bøn, for jeg må bare af med det.

Kære himmelske Far

I dine hænder betror jeg nu min ånd. Du bærer mig Herre, du trofaste Gud.

Mit hjerte bløder for den stakkels familie. Gode Gud, vær hos dem i deres sorg og smerte.

Amen



Tillid skaber glæde

Dagens smil: Læs et par fede artikler på Kristeligt Dagblad.dk : Læsernes råd til større livsglæde og Tillid er afgørende for glæden



En ny undersøgelse af nordisk livskvalitet peger på at evnen til at finde og fastholde glæde hænger tæt sammen med følelsen af tillid og respekt.
Med tillid kommer nemlig en oplevelse af, at du bliver hørt og set uden fordømmelse og krav, at du har indflydelse på dit eget liv og dermed kan rykke det i en positiv retning.
Glæden kan trænes frem vha tillid i de nære relationer og i tillid til omverdenen: Fx er forventningen om, at du ikke bliver snydt, når du henvender dig til myndighederne eller bare til andre mennesker, helt afgørende for din livskvalitet.

Øvelser i livsglæde:
Ånd ind og ud og bed til Gud"Når du mærker, at tristheden er ved at kvæle glæden, så kan meditation måske hjælpe: Læg dig behageligt på gulvet et lunt sted, hvor der er fredfyldt. Placer håndfladerne på hjertet og ret opmærksomheden på vejrtrækningen. Fald til ro og giv efter overalt i kroppen. Brug derefter ord til åndedrættet i tankerne, for eksempel ånde glæden ind og ånde uroen og mørket ud. Eller ånde taknemmeligheden ved livet ind og ånde sårbarhed og sorg ud. Eller ånde Guds nærvær og fred ind og ånde kærligheden ud til verden. Læg bare helt stille og fornem virkningen i krop og sind. Afslut med at sætte dig op og tak Gud for at være hans barn i hans livgivende lys. Hvis ovennævnte ikke er tilstrækkeligt, så kan gode traveture i skoven eller ved vandet anbefales. Også her kan bøn bruges: Bed Gud om at åbne dit sind og lade hans lys strømme med nådens glæde og kærlighed."

Lav en plus-dagbog"Sæt fokus på dagens små og store glæder, såsom en sætning man læste, et barneansigt, en replik, et uventet knus, en telefonopringning, fuglefløjt og så videre. Alt hvad der kunne give den enkelte dag farve og tone. Skriv det ned og gennemlæs det ofte. Store og små ting mellem hinanden kan give en perlerække af glæder og undere, som du måske ellers ville have glemt eller overset. Det tunge bliver ikke mindre tungt af dette, men det får selskab af det lette, og balancen bliver i det mindste lidt mere lige"

Praktiser venlighed og udvis taknemmelighed
"Måske vil det opmuntre dig at handle. Fx ved at reparere børnebørnenes tøj eller at få skrevet et brev, så vil du føle at du udretter noget og gør en forskel i andres liv. Der er nok af dage, hvor man kunne tænke, "hvis bare...." Paulus sagde" sig tak under alle livets forhold" Prøv at find noget at sige tak for. Takken får os til at tænke positivt, og lidt efter lidt vil den hjælpe os til at glædes over det, vi har og kan – på trods af det svære"

vinterbad
"Det giver et kick og et livsmod"

Læs og udvid din horisont
"Der findes alverdens litteratur med opbyggelige tanker til at berige sig med"

Accepter Molstemninger
Det kan ikke undgås, at din sindsstemning i perioder går i "mol". Sindet og kroppen husker gamle smerter. Det sværeste ved at være dér, er, at man føler, at man burde have sit stemningsleje i "dur". Selvom de triste stunder ikke er behagelige, så hjælper det at sige til dig selv "ja, sådan er det lige nu, du har været der før, og det er kun en tid" og så give dig lov til at hvile i det. "

Hold kritikken i strakt arm og tilgiv
"Tilbyd dig selv at tænke over det, hvis du bliver kritiseret i stedet for at gå i forsvarsposition. Hhvis du finder kritikken berettiget, så er der noget at lave om hvis ikke så glem den igen, så det ikke fastlåser noget for dig. At tilgive kan lette enorme byrder. Alle mennesker gør deres bedste - det kan godt være, at det ikke er særlig godt, men de gør deres bedste i situationen, og derfor er tilgivelsen så nem. "

mandag, juni 22, 2009

Syv-milesko til mor og datter

Her til aften var der forældremøde i FO'en med praktisk info om alt fra åbningstider og lukkedage, morgenmodul og eftermiddagsmodul, fremmødekontrol og rundvisning for os førstegangsforældre til vores skolebarn.

Tidligt i morges morgen sendte jeg hende af sted på en 2 dages lejrtur med børnehavegruppen på en slags farveltur inden skolestart. Hun hoppede glad og spændt af sted, trækkende sin mariehønekuffert efter sig og med sovepose og liggeunderlag bumpende op og ned fra hendes lille rygsæk med madkasse, drikkedunk og et Anders And blad inden i. Hun havde dårligt tid til at vinke til sin mor, som jeg stod der med pakkelisten kørende gennem hovedet i forhold til om jeg skulle have glemt at pakke noget.



Senere på dagen kom jeg til at prale med, at lejrture nok var sværere for forældrene end for børnene på nær selvfølgelig mig. Men her til aften er jeg villig til at hoppe i puttekassen for hønemødre, for jeg synes pludselig, det er blevet så tomt herhjemme, når hun ikke er her.

Det går så stærkt. 1. skoledag er lige om hjørnet. Ændringen er markant lige så snart børnene starter i skolen. Udviklingen er begyndt fra, at mor er den person i verden, som betyder allermest, til man langsomt, men sikkert bliver faded ud til kun at være en bifigur. Disney- prinsesserne har fået et spark med hendes raketstøvler til fordel for Bratz dukkerne. Pigeværelset bliver vel snart tapeteseret med mode-udklip og idolplakater? Måske vil barnet fra nu af takke nej til familiesammenkomster og fælleshygge med et nedladende smil og en udstrakt langemand - eller bare ved at sigte på os med sin hanekam?

Okay måske er det mig, der har taget syvmile-skoene på. Det er jo ikke helt dér min 5-årige datter er endnu. Men hun får den ene rokketand efter den anden. Hun skyder i vejret hurtigere end ukrudtet i haven. Sandaler og løbesko, anskaffet til denne sæson skal skiftes ud igen. Hun er så sandelig parat til at tage det store skridt fra børnehaven til FO og 0. klasse - og helst hvis det kunne foregå på egen hånd til cykels. Så må vi se om Luskemor når at blive lige så klar til den anden side af sommerferien og det nye liv med mit første skolebarn.

søndag, juni 21, 2009

Det mindste Han har skabt er stort

Dejlig søndag i kirken med børnegudstjeneste og besøg i Noas ark.

"Kom og syng med, vi skal takke og prise Gud. Herren, der skabte vor jord.

Tak Gud, stjerne og himmelrum! Tak Gud, havenes fiskestrøm! Tak Gud,
lande og folkeslag! Herre, du skabte vor jord. "


40 dage og 40 nætter i arken med regnvejr, storm og torden - og alt hvad Noa og hans familie kunne gøre var at vente... og vente... og vente... Jeg tror, at de var rigtig bange og meget kede af, at alle og alt, hvad de holdt af, var væk.


Men ved du hvad? Jeg tror ikke, at historien om Noas ark handler om alt det, som man kan blive bange for. Jeg tror ikke at nogen af historierne i Bibelen er skrevet for at vi skal blive bange. Nogen gange sker der ting, som er rigtig strenge og uretfærdige og man bliver ked af det og bange – men historien om Noa, den handler om alt det, der er værd at bevare. Alt det som er vidunderligt og som vi har fået ansvaret for at passe på og kæmpe for. Og Gud glemte ikke Noa. Gud velsignede dem og de vidste, at de havde fået muligheden for en helt ny begyndelse sammen med Gud.
Lige meget hvor streng og uretfærdigt du end synes verden er - eller hvis du føler, at alt hvad du holder af forsvinder, så glemmer Gud heller ikke dig.


Lille ko, hvordan ka du sige til Gud, at han er god?

tirsdag, juni 09, 2009

Ambitioner i en storfamilie

"MOOAAR, jeg skal tisse"
"MOOAAR Jeg har tisset.... i bukserne"
"Min taske skal bæres"
"Den er gået i stykker"
"Mine strømper gør ondt"
"Må jeg spille Oline?"
Jeg kan ikke finde mine sko"
"Hun driller og slår"
"Jeg er sulten"
"Jeg er træt"
"Arrrrg, tandpastaen er for stærk"
"Min trøje kvæler mig"
"Jeg vil gerne se fjernsyn"
"Hvorfor skal vi i seng nu?"
"Hvorfor må hun så når jeg ikke må"
"Hvorfor laver elefanter ikke prut på toilettet?"
"Hvordan siger man jordbær på engelsk?"
"Hvorfor bliver voksne skilt?"

Bliver du ikke tummelumsk af disse helt gennemsnitlige eksempler på krav om opmærksomhed fra et liv med børn? Og så er jeg ikke engang nået i nærheden af mere engagement-krævende luksusbedrifter som som hårfletning, bollebagning og indlevelse i MGP.

Jeg gør! Man bliver da helt forpustet af at have børn. De kommer til verden iført en rygsæk med indbyggede opgaver, befalinger og spørgsmål, som pakkes ud og præsenteres i lind strøm hver eneste dag og far og mor forvandles til levende superhelte med blæksprutte-sprinter-nanny-tendenser.

Det kan nemt ske for selv den mest tjekkede og velkoordinerede mor, at hun bliver ramt af akut trang til at gå i stilheds-refugium eller tage på spa-ophold eller flambere visakortet i en storby. Eller måske bare stikke hovedet i en spand et par timer. Det er skam helt naturligt. I naturen æder nogle mødre deres afkom, hvis de er stressede.

Men jeg kan skam også blive forpustet af at være mig selv. Jeg tilhører en generation af forældre, som er vant til at kunne og måtte ALT. Vi smasker konstant hovedet ind i stress-muren, fordi vi kræver vores ret. Ikke til at stemme, ikke til at få en abort eller en uddannelse. Næ i dag kræver vi retten til at gå med rød neglelak, lange sorte øjenvipper og nyfarvet hår. Vi vil have skønhed fri for hormonforstyrende tilsætningsstoffer. Vi kræver retten til baller af stål, til evig flammende passion i ægteskabet, til byture med vennerne, til fester og frokoster og nye solbriller og retten til at vise verden undersiderne af stilletterne på vores gang op ad karrierestigen. Og samtidig retten til barselsorlov og til selv at køre vores velfriserede kompetente afkom til 3-4 fritidsaktiviteter om ugen. Og vi forstår ikke, hvorfor det hele ikke går op i en højere enhed.

Overgangen fra kernefamilie med 2 børn til storfamilie med snart 4 børn har revet mig ud af min vildfarelse om, hvad man bør have tid til. Kaos har for alvor meldt sin ankomst på 1.salen hos mig og der er kun 1 ting at gøre: skræve hen over legetøjet på gulvet, luske hen og trække stikket ud og lade stå til. Inden længe har jeg et skolebarn og en baby i armene igen og kommer til at stå overfor den komiske udfordring at få alle ud af fjerene og i tøjet og ud af døren inden kl. 8 hver morgen. Det bliver sjovt. Jeg ved, at der er intet som en intetanende prutte-æde-maskine, der kan tvinge ambitionerne helt i gulvet.

Men det skal nok gå. Imellem bjergene af vasketøj og på de tidspunkter, når 3 børn råber på mig på samme tid, så hjælper det at tænke på at børn jo ønsker at være uafhængige og selvhjulpne. Mine egne er da allerede på vej ud over stepperne (motorisk udfordrede, men på vej) Det ligger i deres natur. Så dybest set skal alt det børnerelaterede - de barnlige krav om opmærksomhed - jo bare fungere på den rarest mulige måde, mens det står på. Vi skal være mætte, i godt humør, nogenlunde rene, når vi går i seng. Så gør det ikke så meget, om man missede det møde, om vi kom håbløst for sent, om min 5-årige ikke kom til Stjernedrys en enkelt gang, om min 3-årige fik en legekammerat med hjem i dag eller om min 2-årige fik sokker på, der matchede. Lad det ligge til i morgen. Alt det andet kommer, når det kommer.

onsdag, juni 03, 2009

Tandløs


Dagens smil: Min førstefødte har tabt en tand - jeg er ved at revne af stolthed

tirsdag, juni 02, 2009

Kan lys gå om hjørner?

Jeg har haft en fuldkommen fantastisk pinse med sommervarme og sollys. Vi var inviteret til to dejlige fester med familie og venner fra nær og fjern, hvilket kom til at betyde, at jeg de sidste par dage har fortalt og genfortalt historien om mine nærtfortstående fremtidsudsigter utallige gange.

Kan jeg nå at blive færdig med mit speciale inden jeg skal føde? Hvad skal jeg lave, når jeg er færdiguddannet? Hvor skal jeg arbejde henne? Kan vi være i bilen, når nr. 4 kommer? Hvor skal vi bo henne?

Naturlige spørgsmål at stille, når man står over for en gravid mave, som min. De hurtige svar er nemme at lire af: Jeg er gået efter gymnasiemodellen som religion- og latinlærer. Vi skal naturligvis flytte, for der kan umuligt være flere børn på børneværelset og vi er også nødt til at anskaffe os en bus. Folk kan jo ikke vide, hvad de stikker til inde i mig med deres spørgsmål. Hvordan min store forkromede plan pludselig ikke er så stålsikker mere - nu hvor jeg står og skal ud i virkeligheden.

Det føles som om at kæmpe sig igennem knæhøjt vand på et vadested med en modsatrettet underliggende strøm ved fødderne, når jeg skal svare bare en anelse ærligt på alle de spørgsmål. Jeg har 5½ års uddannelse bag mig, men føler mig alligevel som en nybegynder. Jeg bæver ved tanken om det ansvar, der venter og gyser ved den tillid, som jeg betros.

Min specialeskrivning er på ubehøvlet vis blevet forstyrret af virkeligheden. Jeg kan ikke tænke på meget andet end vejen ud af trygheden og bekvemmeligheden og begyndelsen på en ny gudsinspireret rejse. Der er en forandring, som skal til at ske. Et bulder fra et tordenvejr føles egentlig mere end det høres og det ses i hvertfald aldrig. Det kommer til mig gennem mine fodsåler og forplanter sig til mit hjerte.

Men som en god ven sagde i en tale: Ingen ved, hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne.

Alligevel må vi vove at se fremad efter mening og mål. Der er et eventyr, der venter og en mulighed for at blive forsker i min egen uvise fremtid. Mulighederne er klare og rejsen bliver bestemt af noget så simpelt som et valg. Jeg er overbevist om, at der bag glæde og sorg og svaghed og styrke gemmer sig klarhed, lethed, skønhed og friskhed. Jeg har himlen rundt om hjørnet.

mandag, juni 01, 2009

Hvo intet vover, intet vinder!

Resultatet af en facebook-quiz

"Jeg er en modig person, der lever i nuet. Jeg har en indre drivkraft, der giver mig styrke til at kaste mig ud i det ukendte. Trods de nederlag, jeg oplever på min vej, fokuserer jeg på det positive som jeg opnår ved min satsning. Jeg er meget impulsiv og spontan og gør noget ud af at bruge min tid fuldt ud. Jeg er typisk typen, der taler lang tid før jeg tænker."

Jeg er ingen dare-devil, men nogle af oplysningerne passer meget godt

Hvilket ordsprog er du?