fredag, december 18, 2009

Hopenhagen eller Nopenhagen?


Mine forventninger er skyhøje. Mine forhåbninger er grønne. Jeg tror på en global aftale, hvem ønsker at rejse hjem uden resultater.

mandag, december 07, 2009

Mors dag



Dagens smil fra Gitte. A song dedicated to the hardest work on the planet. Tak for den!

fredag, december 04, 2009

K for Klima-klokker

I næste uge begynder KLIMATOPMØDET i KØBENHAVN. Danske kirkers råds KLIMAGRUPPE "Grøn kirke" har i lang tid været oppe at at ringe ved at arrangere events og KAMPAGNER for at sætte fokus på den udfordring, som KLODEN står over for. Fotoudstillinger, aviser, taler, inspirationsmateriale til gudstjenestebrug, underskriftindsamlingen Countdown to Copenhagen, klimastafetten, som er 3 KONKRETE symboler på KLIMAFORANDRINGER i Grønland, i Stillehavet og i Malawi i form af en sten, der har ligget begravet under indlandsisen, et stykke koral fra et døende rev og en vissen majskolbe fra en tørkeramt mark. De har også arrangeret, at 13. december kl 15 skal KIRKEN over hele verden ringe alarm med 350 KLOKKESLAG for det antal co2-molekyler pr million molekyler i atmosfæren, der er maksimum for at kunne holde en temperaturstigning på under 2 grader - grænsen for at undgå at KONSEKVENSERNE bliver alt for KATASTROFALE.

KLOKKERINGNINGEN skal sende et signal til politikerne om at se situationen i øjnene og få en aftale på plads, der kan reducere co2 udslippet. Samtidig skal den samle til gudstjeneste og bøn og håb for verden, der er skabt og elsket af Gud. Der er ikke noget som en gudstjeneste, der giver plads for vores bekymringer og hvor vi kan få mod til handling. Det vigtigste som KRISTENDOMMEN kan bidrage med til KLIMADEBATTEN er billedligt talt at tage os ved hånden og låne os en KIKKERT, så vi kan få øje på hvor fantastisk livet på vores lille grønne og blå planet egentlig er og slå budskabet fast at vi er ansvarlige for den og livet på den.

Man kan KLØ sig i håret over, at debatten i Danmark handler om hvorvidt det er en god eller dårlig ide, at kirkerne vil forstyrre og larme og blande sig i politik på denne måde, i stedet for mere KONSTRUKTIVT at sætte fokus på den nød, der skal KNÆKKES ved topmødet, sådan at der kan komme en ambitiøs og retfærdig aftale på plads. Uanset om KLIMAFORANDRINGERNE er menneskeskabte eller ej, så er det tydeligt at der sker en global opvarmning derude og KRISEN vil ramme de fattigeste og svageste lande i første omgang.

For nylig var der en række programmer i fjernsynet med livsstilseksperten Christine Feldthaus [min nye guru] og blærerøven Mads Christensen, hvor de besøger Nepal, KENYA og KINA og med egne øjne kan hvordan klimaet truer eksistensvilkårene og livsgrundlaget forsvinder og skaber ufattelig mange KLIMAFLYGTNINGE og mennesker i nød. Christine Feldthaus har ændret sit liv markant fra luksusdyr til KLIMADUKS og skruet ned for forbruget til inspiration for os andre. [Børnefamilier er de værste miljøsvin.] Hun har erfaret på egen KROP, hvordan et liv med større respekt for miljøet er fyldt med afsavn og dilemmaer, men er også mere tilfredsstillende og meningsfuldt. Det er stærkt, at hun går foran og viser os, at det kan lade sig gøre - for vi ved jo godt, hvad der skal til:  1.Undlad at fyre for KRAGERNE. 2.Spar på vandet. 3.Spar på strømmen. 4.Lad bilen stå. 5.Forbrug mindre. For mit vedkommende er det slut med de lange varme bade, lys i alle rum, de tørretumblede håndklæder og de daglige ture til skole, børnehave og dagpleje foregår nu på cykel - så ryger der tilmed et par KILO.

se flere K-poster på ABC-leg

mandag, november 30, 2009

B for Blæst

Efteråret viser sig fra sin BARSKE side i disse dage med regn og rusk. Det sner med BLADE, der rasler ned fra træerne. Der går ikke længe, så står der kun de nøgne grene tilbage. Vi kravler indenfor i tørvejr og tryghed, og jeg tror, at jeg fremover kommer til at huske denne tid som en rummelig hyggelig hule, BÆNKET i sofaen med stearinlys og amning.

Hvad får man egentlig tiden til at gå med på BARSEL? Jeg får lyst til at sige ingenting. Måske er det eneste jeg skal i løbet af en hel dag at nå ned og købe en liter mælk, men så kan det ikke lade sig gøre alligevel, fordi mit BARN er vågen på et tidspunkt, hvor jeg troede, at hun ville sove. Men pyt, alle nybagte mødre har ret til for en tid at være demonteret i BADEKÅBE og ikke komme ud af døren. Jeg tilbringer meget tid i BØN. Lytter til meditative lovsange. [sipping fragrant tea]. Nyder stilheden og den ordløse kommunikation med min BABY, mens de andre unger er ude af huset. Det lyder meget helligt, [det er det også] men det føles som BALSAM på sjælen. Efter en hektisk tid som højgravid og specialskrivende og fuldt hus har jeg brug for BACKSLASH og temposkifte. Jeg fører en indre samtale med Gud om mine længsler og mine drømme. Jeg øver mig i at lytte, at fornemme Gud, at finde mig selv og at kunne se verden.

Vinden bruges ofte som et BILLEDE på Guds ånd. Vinden BLÆSER hvorhen den vil, spørgsmålet er hvor den skal hen? Om jeg tør lade mig føre med og tro på at jeg ikke bliver blæst omkuld?












Blæsten kan man ikke få at se.
Det' der ikke noget at gøre ve'.
Men når store visne blade
hvivler over vej og gade,
så' det let at gætte, at det blæser.

Når det er blæsende eller overskyet, be'r jeg om at kunne mærke varme ud af kulde. Urkraft, du der er større end mig - hold mig varm hele dagen. Blæs din ånd i min retning og tag mig med. Når du vender dit ansigt mod mig, føler jeg mig på forunderlig vis i live. Amen

se flere B-poster på ABC-leg

søndag, november 29, 2009

A for Amning

Jeg er et omvandrende spisekammer med konstant tempereret mad i hygiejnisk indpakning.


Det er jo vældig smart indrettet fra naturens hånd, at en mor udstyres med to mælkesnitter og et moderinstinkt for at lægge sit barn til, når det kommer til verden - og den lille igle udstyres med en sutteimpuls stærkere end suget fra en støvsugerslange og desuden en kravle/kryberefleks, så den selv kan finde brystet. Skulle du glæde dig til at få din krop for dig selv, når graviditeten er overstået, så kan du godt tro om igen. En Mor hænger uløseligt sammen med sit barn - hun er selve livet, garantien for overlevelse, så det gælder bare om at sætte sig godt til rette og knappe op, når der er lyd fra den lille. Måske kan det times med noget godt i tv, et glas vand og en slikskål, zapperen, telefonen og selvfølgelig den bærbare indenfor rækkevidde. Og Far-til-4 er håndlanger og står i køkkenet og tilbereder måltider til sin bedre halvdel, der æder for to.

Jeg AMMER efterhånden 5 gange i løbet af dagen og 1eller 2 gange i løbet af natten [difficult to say exactly 'cause I'm ASLEEP] I starten var det jo konstant og i hvert fald en time af gangen - devisen er, at den lille skal lægges til hvorsomhelst og nårsomhelst, så produktion og efterspørgsel kan tilpasse sig hinanden. Det er hårdt ARBEJDE, en tålmodighedsprøve uden lige, at sidde bænket med en ongoing to do liste i hovedet, en toårig klatrende overalt på dig i forsøget på at tilbagekapre sin mor. Det er utroligt som du kan sidde ganske musestille ogalligevel producere vasketøj. En stofble.... to stofbleer... En bøvs og alt tøjet skal skiftes. Der springer et læk og alt tøjet skal skiftes.

Amningens første regel er at droppe alle faste tider. Det er ganske umuligt at overholde en AFTALE og være på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Bliver den lille ked af det på vejen, så stopper verden med at dreje. Frem med madpakken og få jorden til at rotere rundt om solen igen. En bedstemor, en søster, en moster må vente, man skal jo spise.

Ind imellem ophøjes amning, som man kunne tro var en af de mest naturlige ting i verden, til en vanskellig kunstart. Lige fra allerførste jordemoderkonsultation bliver du bombarderet med saglig information og problemløsning efter tidens forskrifter, nok til at opnå en svær grad af præstationsangst. Vil du amme? Hvor længe vil du amme? Er du selv blevet ammet? Vil din mand gerne have at du skal amme? AMMESTILLINGER og AMMETEKNIK, det er ikke nemt: 1 bryst eller 2 bryster pr. måltid? Malkeud eller ej? Skemalagt eller ej? Hvor længe må de spise ad gangen? Kan de få for meget eller ej? Det bliver hurtigt tydeliggjort af bulletiner fra dommedagsprofeter, at det er pinedød nødvendigt at få etableret og opretholdt den amning af hensyn til barnets sundhed og trivsel. Samtidig bedyrer andre sundhedsapostle, at amning kan være farligt. De kan sluge luft. De kan få ondt i maven. De kan få for meget. De kan blive for fede.

Amningens 2. regel er selvfølgelig at stole på sig selv og gøre det der føles mest rigtigt. Bryst eller flaske kan være ligegyldigt, så længe den lille er tilfreds. En amning, der ikke fungerer, kan give dig sådan et knæk i moderfølelsen. Jeg har en gang for meget prøvet at kæmpe for at opretholde en amning med elendige endeløse ture op og ned af gulvet med min unge, der skreg som en besat. Hun sov i den periode med en mine, som en der havde opgivet alt håb og vågnede med nye skrig, mens vi skiftedes til at vakle ind til nye pinsler for at få hende til at spise. Til sidst gav vi op og stak en flaske i halsen af hende, hver gang hun var ved at skrue sig op. Hun fik lov til at spise til hun var ved at kløjes i det. Fred sænkede sig hurtigt over huset. Hun spiste. sov. Spiste. Sov. Spiste. Og sagde ikke en lyd. Mad. Mere mad. Meget mad. Det er en fornærmelse mod naturen at tro, at man kan give dem for meget. Det der ikke kan være derinde kommer ud igen - i den ene eller den anden ende.


Jeg er igang med mit 4. AMMEFORLØB og der er ikke meget, der kan overraske mig. Hver gang har det varet 4 måneder og er sluttet nærmest fra den ene dag til den anden, for at blive afløst af mælkeblandinger, grød og mos. Jeg ved at moderskabet ikke sidder i brysterne, men mærker dog alligevel et lille stik, når jeg tænker på at det snart er slut med den her helt tætte kontakt. Amning er også roen og idyllen og forelskelsen og benovelsen over det lille vidunder, der er dumpet ned i vores ARME og i vores ANSVAR.

sut synk sut synk. Den lille næse, der helt bliver begravet i Marilyn Monroes most proudest. De store kinder, der arbejder for sagen. Den lille arm, der svæver i luften som om den styrer takten og den lille hånd med de buttede fingre der åbnes og lukkes. Det er så hyggeligt, at man falder i søvn midt i maden. Så er du nødt til at ae den lille kind og trykke hende blidt i hånden for at vække hende igen. Jeg har kronisk kyssesyge. Trykker kys overalt på det lille ansigt, så hun vågner og måltidet kan fortsætte lidt endnu til hun er stopmæt.


se flere A-poster på ABC-leg

fredag, november 27, 2009

J for Julie


Jente. Junior. Juvel. Joie de vivre. Jagged. Jaloux. Jublende. Jamrende. Jolly. Jet-setter. Jovial. Jumbo.Joy. Jukebox: jabbing, joking, jingling, jiving, jumping, juggling.
Læs flere J-poster på ABC-leg

torsdag, november 26, 2009

Fuldkorn og fri fantasi

Jeg havde min 4-årige feberramte og hostende datter hjemme fra børnehaven i går. Det var nu ikke så slemt med hende og hun var ellevild over det privilegie, der var blevet tildelt hende i form af en sygedag.

Mens jeg stod i køkkenet og forvandlede en omgang havregrød fra morgenmaden til en bolledej, [fyldt af vitaminer, mineraler og fibre til gavn for min patient] udspillede der sig den vilde fantasileg inde i stuen. Jeg spidsede ører og gnækkede i skægget over ordene, der blev udvekslet mellem en bamseløveunge, en blyant og 3 dukker, hvor af en af dukkerne jo var hende selv, de andre var veninderne i børnehaven og pædagokken. At være med på en lytter er en fantastisk invitation ind i hendes verden, når hun genoplever scener fra hendes actionprægede hverdagsliv.

Der blev pakket madpakker af avispapir, puslespilsbrikker og legemad. Så begav de sig ud på en lang tur og det blev nat. Som sagt, så gjort, og hun slukkede lyset og de skulle sove. Så fik den ene dukke efter den anden lov at bestemme hvad der skulle synges. De ville alle bare gerne synge Lille Peter Edderkop, men det gad pædagokken ikke. Så ville en af veninderne bestemme og en anden kun pjatte og så var der ingen der ville lege. Men så skulle de ud at flyve!!? øhm nå... hvor går rejsen da hen? til....Afrika... det er da det vi skal... Og der var aber i træerne, der drillede den store krokodille, og alle børnene blev ædt en efter en til sidst.

Så var grovbollerne klar [vi forsager hveden og dens kulhydratvæsen i takt med at rundstykkerne er på vej ud af alle kostråd på knæ og albuer] og vi sad en stund ved spisebordet, så vi lige kunne tegne lidt tegninger og lave kuverter og breve.

På vejen rundt for at hente søstrene fra skole og dagpleje købte vi klistermærker og frimærker. Det er en hemmelighed, hvem vi sendte brevene til.

onsdag, november 25, 2009

Barbecued husband


Far-til-4 stod for menuen til barnedåben i søndags. Han er grill-entusiast. Det nyeste stolte skud på Webergenerationens stamme.Rasmus er seriøs og griller med låg, inddirekte varme og drypbakke på en ægte Weber med gastænding [the missing link mellem lejrbålet og finere gastronomi] Derfor havde han naturligvis fundet en opskrift på det danske grill-landsholds hjemmeside: Pulled Pork.

1 familie
1 kg nakkefilet uden svær og fedt

tørmarinade:
1 ss paprika
½ ss chiliflager
½ ss løgpulver
½ ss hvidløgspulver
1 ss peber
2 ss barbeque-krydderi
½ ss salt
3 ss brun farin
½ ss cayennepeber
½ ss salvie
½ ss spidskommen

Gnid kødet med marinade. Put kødet i en plasticpose i køleskabet i 24 timer. grill kødet i 12-20 timer ved 100 grader. Lav en dobbelt række grillbriketter hele vejen rundt i grillen. Læg røgtræ ovenpå. tænd 10 briketter og hæld dem ud i den ene side af grillen, så resten af kullene tændes langsomt. Reguler temperaturen med luftspjældet. Sæt en bakke med vand i midten. Læg kødet på og luk grillen. træk kødet i trevler. Drys med lidt af tørmarinaden. Dryp med lidt æblejuice. Server med coleslaw og barbecuesovs i en burgerbolle.

Hvis "trukket gris" lyder som dyreplageri, så læg mærke til stegetiden i opskriften: 20 timer ved 100 grader i en kuglegrill. Så skulle det dyr da vist være helt dødt. Det skulle eftersigende være en fin kunst at få en grill til at brænde så længe ved en så lav konstant temperatur. Helt umuligt på en no-name kuglegrill, som er utæt, og man kan ikke regulere luftspjældene ordentligt. Far-til-4 er nu ikke helt klar til landsholdsligaen endnu, for grillen gik ud for ham [midt om natten]. Det var åbenbart ikke de rette briketter, han havde fået anskaffet sig. Kl 4 om morgenen var han ude og se til mesterværket. Stødte skinnebenet i mørket. Trådte på et grillkul. Jeg hørte kliklydene fra parasolen, da han rullede den ud for at skærme for regnen. Kl 9 om morgenen mødte Far-til-4 op i Jem & Fix, da de slog dørene op med panik i blikket og som en gal hev han de rigtige grillkul, et autoriseret stegetermometer og grillstarter ned af hylderne. Kødet fik et ekstra puuh og nåede at blive klart til gæsterne - mørt og lækkert, rich'n'sassy. Tak for mad Rasmus.


tirsdag, november 24, 2009

Count your blessings


I søndags fik vi Mille barnedøbt. Det var en dejlig dag - så stort, at jeg bliver helt overrumplet, at kunne bære sit barn hen i kirken for at sige tak til Gud for hende.

Storesøstrene har i lang tid spurgt hver gang det blev søndag; "Er det i dag, at Mille skal støbes?" Med en noget bekymret mine [glohed metal hældt over mit lille barns bare hud] har jeg nok forklaret dem, at det hedder "døbes" og ikke "støbes". Hrm Hrm, Man har vel lovet engang ved deres egen barnedåb, at oplære dem i hvad dåben betyder. Hrm Hrm, Here it goes:

Jeg tænker, at "støbes" måske ikke er så dum en forklaring. Når vi som forældre vælger at få vores børn døbt er det i hvert fald for at vise dem, at kirken er et sted, hvor de hører til. Jeg ønsker at give dem en kristen opdragelse. Forme dem efter hvad jeg selv tror på og hvem jeg er. Sådan at de bliver en støbning af mig selv. På den måde er enhver opdragelse jo en indoktrinering. Det er mit forsøg på at give dem det bedste med på vejen. Jeg mener, at jeg ved at introducere dem for et trosliv gør dem i stand til at vælge for sig selv, når de er klar til det. Man kan ikke tage stilling til noget, som man ikke ved, hvad er. Ved at fortælle mine børn om, hvad jeg tror på, lærer jeg dem, at de aldrig kommer til at stå alene, at Guds kærlighed er rundt omkring dem. Det håber jeg, at de vil føle er sandt og at de vil leve med den vished. Min mand er ateist og deltager derfor ikke i det projekt, men han modsætter sig det ikke. Vi har grundlæggende de samme værdier og menneskesyn, selvom vi har forskellige verdensbilleder og vi er begge store tilhængere af religionsfrihed – frihed til at tro og mene på hvad som helst eller på intet som helst. I dåbsritualet bliver vi spurgt med menigheden som faddere, om vi vil lede vores barn ind i menighedens fællesskab? Vi svarede begge to ja - det er en mulighed for lukke op for en anden verden, dér hvor alt kan ske - og en mor føjer et "tak" til sit "ja" af overstrømmende glæde.

Det er ikke fordi, at jeg regner med at den forklaring er helt alderssvarende, men storesøstrene har under alle omstændigheder skiftet "støbes" ud med "dyppes", når snakken falder på Milles dåb. Og det er jo rigtigt, at Lillesøster fik vand i håret i kirken. Og vi kan synge så smukt om det:

"Og de dråber bærer løfter om en fremtid nær ved Gud, båret frem til tro og glæde indtil livets lys går ud."

"Tag imod hende. Du som rører dåbens vande. Tag hende i favn og hvisk du selv dit navn ind i hendes sind og hjerte og lad ej lyst ej smerte hende nogen tid forglemme, at hun hos dig har hjemme"

"Lad din ånd med Mille være. Skriv dit navn i hendes hjerte og hendes i din højre hånd, så hun med dig har fryd og smerte tilfælles i den Helligånd."


Og efter dåben løfter præsten barnet højt op så menigheden kan se den lille Mille og alle klapper. Vi har prøvet det 4 gange. Sikke en rigdom.

mandag, november 23, 2009

Blomsterleverence

Dagens smil: Jeg har fået tilsendt en virtuel buket blomster og lidt livsvisdom af Lis. Jeg blev glad og sender den nu videre til mine læsere i håber om at du også bliver glad.
Jeg vil hellere have en blomst og et hyggeligt ord, mens jeg lever end et bjerg af blomster, når jeg dør.
Lykken gør dig sød. Udfordringer gør dig stærk. Sorger gør dig human. At mislykkes gør dig ydmyg. Fremgang gør at du stråler. Glæde ved livet får dig til at holde ud.

fredag, november 20, 2009

kickstart

Man skulle tro, at jeg ikke bestiller andet end at stirre forgabt og forelsket på min nyfødte datter - den lille Mille Bi, den lille Mille Vaps.

Det gør jeg egentlig heller ikke, men det er jo ikke fordi, at jeg ikke oplever noget eller tænker dybe tanker eller drømmer store drømme, så det er på tide at få kickstartet bloggen igen.

Hvad bedre end at springe på Petunias bogstavleg, som mange af mine blogger-venner har gjort: nyt bogstav, ny historie hver fredag. Bedre sent end aldrig, jeg vil også være med...

I for Insomnia

Jeg må med slet IRRITATION INDSE, at jeg ikke får skrevet noget INSPIRERENDE INDLÆG IDAG.

Min nyfødte datter har max sovet 10 minutter ad gangen den hele lange dag her til aften er hun ved at oparbejde et ægte raseri. Hun er nogenlunde tilfreds her på min arm og jeg må æde mit princip om ikke at gide vade op og ned ad gulvet med mine børn for at få dem til at sove. Hun er vred og varm og spænder hver en muskel i sin lille krop. Jeg accepterer tingene tilstand: I aften er jeg en omvandrende seng. Jeg stryger hende blidt over den bløde kind. Pakker hende ind i dynen og nynner en ellers ukendt melodi for mit overstimulerede overanstrengte vrøvlehoved. Hun bliver stille og stirrer stift ud i stuen, mens spisebordet, gyngestolen, sofaen, fjernsynet igen og igen sejler ind og ud af hendes synsvidde. Efterhånden lukkes et lille øje. Eller to. Og åbnes igen. Længe sker der INGENTING. Så begynder en lille hånd at kradse mod dynen med neglene. Derefter bliver der stille IGEN. Hovedet virrer fra den ene side og tilbage igen. Nu begynder et mimespil. Den lille mund trutter og gaber højt. Gabet ender i et grynt, der ganske forskrækker det lille menneske og hun bryder ud i endnu et vræl. Så sker der ikke noget en tid. Benene trækkes op som en lille frø for derefter at blive strakt ud. Øjnene glider i og hun INDLEDER endelig en drømmefyldt søvn, der kan hjælpe hende til at bearbejde INDTRYK fra den lange dag i den nye verden, hun er født ind i. Jeg hælder hende forsigtigt over i liften og håber på det bedste.

Jeg har hentet bøtten med IS i fryseren [It's been a two flavour kind of day] og sender min seng en kærlig tanke. Jeg ryster på hovedet og trækker på smilebåndet, ha ha, jeg kommer i tanke om natteroderiet kl. 4 i nat, da jeg vågnede med et smæld og var pludselig lysvågen fordi jeg havde glemt at hænge ungernes overtøj til tørre til næste dag. Vasketøjet vil ikke holde mig vågen i nat.

Herre Gud, hjælp mig at møde dagen
med alle de tanker, der har holdt mig vågen og som nu
når morgenen bryder frem virker knap så vigtige
Hjælp mig at sætte tingene i perspektiv og ikke hænge mig fast i
de små ting der kan vokse sig store som bjerge i mit hoved.
Giv mig tålmodighed og styrke til at begynde en ny dag sammen med dig
Amen

[Methodist prayer handbook]

Læs flere I-poster på ABC-leg

torsdag, september 24, 2009

Milles fødselsdag

Torsdag eftermiddag blev det Milles fødselsdag 10 dage over termin - tænk engang, at det blev i dag, at der kom et menneskebarn og en lillesøster til familien.




Vi har det rigtig godt og nyder livet.






Pysser og krammer

fredag, september 18, 2009

Pink Ant

Life is not the way it's supposed to be. It's the way it is.
The way you cope with it is what makes the difference.'




Ind imellem er de der kædemails, som man kan blive ramt af i sin mailbox, meget gode.

Denne her, som gjorde mig glad, har jeg fået af Stine:

"Hello pretty Lady. You have been hit! You are considered one of the 10 prettiest ladies with a kind, warm and loving heart."
Så - nu er du også blevet ramt!

tirsdag, september 15, 2009

Hvad har du gjort for dit ufødte barn?

Jeg nåede endelig at komme lidt i redebyggerhumør her på falderebet

Jeg har indkøbt en pakke bleer i al hast, så vi ikke står helt uforbedredte og med bar r.., når den lille melder sin ankomst.

Pusletasken med babys første sæt tøj til hospitalet er blevet pakket. Det var rigtig hyggeligt!

Autostol og sovepose med bærestropper står klar.

Barnefaderen har konstrueret en babyhoppevugge og jeg har syet efter hans anvisninger.



Ellers har jeg sørget for at vænne den lille til en masse moslen og larm fra dens storesøskende. Det gik helt af sig selv

Jeg har drukket og spist og spist og spist [glubende sult] normalt. Dvs. sund og varieret kost, en masse vand og et glas vin, når jeg har haft lyst.

Jeg har ædt vitaminpiller efter tidens aktuelle anbefalinger.

Jeg har passet mine jordmoderkonsultationer og check-ups hos lægen

I øvrigt, så har jeg læst, at børn af mødre med et dagligt indtag af chokolade har mindre risiko for kolik - og ofte er roligere og mere tilfredse babyer, så det har jeg naturligvis også praktiseret - og jeg har i øvrigt altid fået rolige og chokoladeglade babyer uden kolik

Der er et navn parat med indbygget kærlighed og forventningens glæde
- Det bliver en Bjørn eller en Mille -

mandag, september 14, 2009

Opstandelsens perle

















Åben mit hjerte for dig Gud.
Jeg ønsker at være i din nærhed.
Kald mig til live.
Vælt stenene af vejen
Kast lys og livsmod ind i mit liv i dag

Tilgiv mig, at havregryn, skiftetøj og madpakker, fodnoter og fine formuleringer opstod i mine tanker, før jeg kom i tanke om dig.

Sandheden er, at jeg har brug for dig, før der er nogen, der har brug for mig.


Hos dig vil jeg være.
Her vil jeg blive
I dit ansigts lys har jeg fred.

Amen

søndag, september 13, 2009

En lille protestant

Så flyttede der en lille nej-siger ind her på matriklen. "Jeg er en lille mokke" siger hun med armene i siden og er sin dagplejemors udtrykte billede.



Det er så sjovt, når man kan høre de voksnes udtryk i børnene. Jeg skal ikke gengive, hvad den lille har fra mig, kun udlevere min dagplejemor - der kommer mange gode derfra - dog er Luskefar trods alt glad for, at vores datter er holdt op med at kalde ham for "en gammel gris"

"Jeg er en lille mokke" siger hun og vræler, så tårerne sprøjter. Hun tåler ikke, at man siger, at nu skal hun i seng eller rydde op eller ned af gyngen, eller holde op med at slå - eller andet i den dur.

Som oftest er tøsen glad, talende, syngende, hoppende og underskøn. Men vi oplever vel en nedsmeltning dagligt. For fuld udblæsning: Kan selv - vil selv - ikke den der - ikke op/ned/ind/ud - neeejjj, nej, nej!!!! - kun mor, kun far - ikke sut, gerne sut.

I min Babyklub var der én mor, der kalder det for "Den anden hue-alderen". Fordi man kan være stensikker på, at det aldrig er den rigtige hue, man vil give ungen på. Intet kan blive rigtigt. Ikke bodyen af! Ikke bodyen på! Ikke den røde/gule/grønne...

Ja Ja - jeg ku også beskrive tilstanden herhjemme med en masse fagtermer. Jeg ved hvad det drejer sig om: min 3-årige [snart 4-årige] har været i trodsalderen siden hun var 1½. Men suk, behøver vores lille blide lam nu også så rigelige mængder af den der selvstændighed?

torsdag, september 03, 2009

De sidste tider

Så er mit liv i specialesumpen ved at lakke mod enden og jeg kan skimte lyset for enden af tunnelen.

Det har virkelig været virkelig et virkeligt sejt projekt at skulle arbejde sig igennem. Jeg har været uendelig humørsyg på grund af graviditeten og så træt af min opgave, at jeg kunne brække mig. Selvom jeg selv har valgt emne, litteratur, arbejdsgang og metode, har det været svært at holde motivationen oppe. Jeg har ikke haft lyst til at se nogen mennesker [ud over dem på samme matrikel selvfølgelig] og jeg har tit ligget søvnløs om natten [men det er vist mest pga graviditetshormoner]. Hele august har føltes som en lang liminal fase - en overgang fra noget gammelt til noget nyt. Jeg er ved at være færdig med min uddannelse og skal ud i virkeligheden.

Jeg skriver om Jehovas Vidner og deres eskatologiske mytologi.

Eskatologi er den lære om de sidste ting og begivenheder i endetiden, som en religion kan forestille sig - både for verden som helhed og for det enkelte menneske. Hvad sker der når vi dør? Gør sjælen sig fri af sit jordiske hylster? Venter himmel? Helvede? Elysium? Hades? Hel? Sheol? Valhal? Hvad sker der med verden? Går den sin sikre undergang i møde eller hvordan vil fremtiden forme sig?

Forestillinger om kollektiv død eller udslettelse er almindelig i religionerne. Syndflodstanken, gudernes straf eller opgør med synden og det onde som har ødelagt mennesket. Tanken om den bestående verdens undergang og afløsning af en ny og lykkelig tidsalder findes hos mange folkeslag. I adskillelige tilfælde knyttes til denne tanke forestillingen om dom og gengældelse. En moralsk udrensning, der vil hindre de onde og ugudelige i at få del i den nye verden. Forud for verdens ødelæggelse, som religionerne kan forstille sig som oversvømmelse eller jordskælv eller verdensbrand eller som en sammenstyrtning af himlen med solen, månen og stjernerne, mener religionerne i reglen at visse eksraordinære fænomener vil indtræffe som forvarsler. I bibelsk mytologi kan man genfinde flere af leddene i det religionshistoriske mønster, som de eskatologiske forestillinger samlet danner.

Og sådan gik det altså til, at ideen om den bibelske eskatologi og hvad alt det går ud på bragte mig til Jehovas Vidner og en undersøgelse af de herlige blade Vagttårnet og Vågn op for at finde ud af hvordan Jehovas vidner forestiller sig tingene ud fra Bibelen og hvad de forestillinger betyder for deres trosliv og gøren og laden. Eller rettere Jehovas Vidner kom til mig og bankede på min dør. Vi har nemlig rigtig mange Jehovas Vidner i Græsted og de har været så søde til at hjælpe mig og til at forsyne mig med stakke af blade gennem de 5 år, jeg har boet her i byen.

Min absolut yndlingsillustration fra Vagttårnsselskabets publikationer er dette billede.


Dér står Jesus Kristus, Jehovas regent i himlen, i al sin majestæt med krone og scepter og stråleglans og betragter glad det jordiske paradis. Og på jorden i Gudsriget sidder der en lykkelig familie og drikker kaffe.

Jesus Kristus vendte i følge Jehovas Vidner usynligt tilbage til verden i 1914 og indtog sin plads som konge i det Gudsrige, som i en meget nær fremtid skal forvandle jorden til et paradis. Selvom der følger onde tider med naturkatastrofer, død og ulykke i kølvandet på de sidste tider, som vi lever i nu, og tilsidst en gigantisk verdenskrig ved slaget ved Harmagedon, hvor de onde nationer og institutioner skal rejse sig mod Menneskesønnen og en himmelsk hærskare og udslettes, så er det er glædesbudskab og et håbsperspektiv, som Jehovas Vidner forkynder. Det skal være slemt, før det bliver rigtig godt.

Appropos de sidste tider, så har mit projekt været noget katastroferamt. Det lyder som en kliche og den ondeste dårlige undskyldning, men jeg tror det var en fredag kl. 3 om natten, hvor jeg skulle sende min netop færdiggjorte analyse til min vejleder på mail for at få kommentarer, gode råd og vink med en en vognstang, da jeg brændte mit USB-stik af i computeren og mistede ALLE data. Lad være med at spørge hvorfor jeg ikke tog back-up. Det USB-stik var min back-up, troede jeg. Så snakker vi ikke mere om det. Det er 14 dage siden og det er lykkedes at genskabe det meste ud fra gamle udskrifter, som kunne scannes ind igen og blive til rigtig tekst med noter og alt muligt. Ved hjælp af et trylletrick og et computerprogram, som min geniale husbond kendte, og et data-recovery-firma, har han reddet det meste af mit arbjede. Og så fik jeg samtidig lov af hverdagens helt, min mand, at tage i eksil hos svigermor og svigerfar og give den en skalle med at komme op i sidetal igen. Det ser ud til at lykkes til sidst....

- enhver undergang er i virkeligheden en overgang til noget nyt

torsdag, august 13, 2009

Godt brølt løver

Jeg blev revet brutalt ud af min specialesump på bibliotektet i dag, da jeg søvnigt hen af eftermiddagen loggede ind på Facebook og flovt måtte indrømme for mig selv, at jeg ikke havde opdaget, at Danmark stod for fald i dag.

Der var stormvejr på facebook - alle mine venner var ude og markere sig - noget som jeg ellers kun har oplevet, da Michael Jackson døde.

"En trist dag for Danmark. Hvor blev humanismen og medmenneskeligheden af ???"

"Danmark burde optræde mere næstekærligt!"


"Jeg skammer mig umådeligt over at være dansker i disse timer...! Syntes vi skal sende den nværende regering hjem til den planet den kommer fra, for her kan den ikke være, det er imod min medmenneskelighed, min værdighed og min sunde fornuft! FOLKETINGSVALG NU!"


Jeg kom hurtigt op og sidde i kontorstolen og fik checket nyhederne og set billederne af den nat, hvor kirken blev en kampplads. Politiet ryddede Brorsons kirke for afviste asylansøgere og fjernede demonstranter på Rantzausgade med grov magtanvendelse i nattens mulm og mørke, mens magthaverne dagen efter vaskede deres hænder og ingen ville tage ansvar for begivenhederne udover Gucci-Helle på suciadal-demokraternes vegne. Hvor er det væmmeligt.

Situationen er sørgelig og grotesk og et symptom på den hårde udlændinge-og flygtningepolitik, der er blevet ført gennem mange mange år i Danmark. Hvorfor spærrer vi asylansøgere inde i lejre i årevis, før de får behandlet deres sag? Hvorfor tillader vi, at børn af traumatiserede og kriseramte krigsflygtninge bliver født og vokser op under disse vilkår for til sidst at smide dem ud af landet til steder, der er så hærgede og usikre pga krig, at udenrigsministeriet fraråder, at man rejser derned. Hvorfor kan ikke hvem som helst, der måtte ønske det, komme og arbejde og skabe sig et liv her? Vi har pladsen, Lolland er f.eks helt affolket, og vi har brug for hænderne. Desuden har vi et ansvar overfor især de irakiske flygtninge, da Danmark gik med i krigen, der smadrede deres tilværelse. Se Margrethe Vestagers blogindlæg: En særlig nat. Der har vi en politiker med hjerte og hjerne og vilje til at skabe forandring.

Se også Thomas Risagers blogindlæg: Bør politiet gå ind i en kirke? Han skriver, at "Jesus taler stærkt om at elske og beskytte sin næste. Så når en gruppe mennesker, der frygter for sine liv, søger asyl i en kirke, så er kirken og de kristne, forpligtet af Jesu bud om at elske vor næste, og vi kan kun gøre én ting, nemlig åbne vore døre på vid gab, byde velkommen og være så gæstfrie som vi overhovedet kan – også selvom gæstebuddet måtte vare i månedsvis."

Juridisk set er det i orden, at politiet ryddede kirken for lovbrydere i nat. Politisk asyl i en kirke kan ikke være andet end en midlertidig løsning. Juridisk set er kirken ikke andet end et klubhus for kristne og naturligvis kan man for at opretholde lov og orden anholde forbrydere i hvilket som helst klubhus i landet. Tænk at vi behandler asylansøgere som kriminelle! Dog vil jeg til enhver tid være enig med Thomas Risager om, at dem der kommer til kirken med andre og ufredelige hensigter end at bede eller gå til gudstjeneste, skal smides ud igen. Kirken er et hellested, for en tid, og så skal der handles for at forandre forholdene.

"Kan dog godt følge dig i at vi lidt for ofte er en omgang regel ryttere og ikke har en moralsk eftertanke i vores politiske liv!"


"så Jacob Holt i går i kassen , som forsøgte at skabe forsoning mellem sorte og klu kluxklan. Han har om nogen bidraget til at sætte fokus på ulighed og nuancere folks syn på hinanden. Det er stærke sager - hvorfor er kirken ikke lidt mere som ham. "


"Danmark går mod mindre tolerance og tålmodighed, større frygt og passen på sig selv og melen sin egen kage. Folk TØR ikke risikere at miste noget for andre (s skyld), og det er )"¤/Y% SÅ pinligt at se på!"


Jeg er stolt af mine venner på facebook. Jeg er stolt af min præst på Fyn og min folketingskvinde på Chrisitansborg og stolt af alle dem, der demonstrede i går aftes for et anderledes Danmark. Det er så vigtigt, at nogle står frem med deres holdninger og holder ved dem. Godt brølt løver!

tirsdag, august 11, 2009

Den overdimensionerede første skoledag

Så oprandt Frejas første skoledag efter måneders forberedelse og opbygget spænding. I går aftes var jeg fx til en times møde om hvad der skulle foregå på den i alt to timer lange skoledag i dag. Føltes som en smule over-kill, tør siges.

Således forberedt til tænderne og med dagens slagplan siddende bag pandelapperne indfandt vi os på Græsted kommuneskole med vores nye skolebarn.

Hun har været klar parat til skolestart længe. Da brobygningen mellem børnehave og skolestart gik igang i foråret meddelte mit ældste barn mig, at jeg bare kunne følge hende over i skolen med det samme. Børnehaven var allerede "so yesterday". Med en 5-årigs skråsikre lyt-bare-til-mig-for-jeg-ved-hvordan-landet-ligger agtige retorik, betroede hun kæphøjt sin lillesøster, at hun virkelig ikke kunne vide hvornår hun ville indfinde sig i deres fælles børnehave igen. Der var ingen ende på de fantastiske ting, hun skulle opleve med sine nye venner. - Nej hvor skulle de alle sammen have det helt ubeskriveligt morsomt, og mon ikke de andre ville revne af misundelse ved synet af hendes build-a-bear.

Som storesøster og leader of the pack er hun vant til dagligt at belære sine små søskende og andre undersåtter om alt hvad hun anser for værd at vide om livet i al almindelighed. Men ansigtet blev godt nok lidt blegt da vi nåede frem. Iført fuld pakket og splinterny skoletaske, blev hun pludselig opmærksom på ikke at fylde for meget i flokken af de andre nye og bævende skolebørn. Hun lignede en, der havde sat sig på en tegnestift. Pludselig var hun væk, mit store selvfede barn. Pludselig var vi langt væk fra udsagn som " ja jeg kan godt forstå, at du gerne vil kunne tegne lige så godt som mig, men det kan du jo bare ikke". Udsagn som i deres totale mangel på beskedenhed og situationsfornemmelse godt kan få et forældrepar til at frygte den trussel om et hak i tuden, der uværgeligt venter en dag.



Hun kom dog igennem første skoledag med topkarakterer, selvom hun måtte sluge de planer hun havde lagt om hvordan hun skulle vælte forsamlingen og i stedet måtte klamre sig til sin fars hånd. Også selvom hun hverken turde tale eller se på sidemanden. Hun tog det med oprejst pande, da forældrene blev værfet ud af klasselokalet. Moderen og faderen klarede det også med værdigheden i behold, da vi måtte luske over og indtage en kop kaffe og være vidne til skoleinspektørens tale, selv om det nok er de færreste der vil kunne give et referat. Tankerne kredsede uværgeligt om hvad der foregik for lukkede døre i 0A.


Vi fejrede oplevelsen bagefter med en kop varm kakao - og forsøgte at udfritte hende om, hvad hun havde oplevet. Hvorvidt det var omgivelserne eller sukkerchokket, der gjorde udslaget, så krakelerede morgenens stenmaske hurtigt. Rygsækken blev flået op med et "se lige det her opgavehæfte. Det var bare SÅ sjovt at være i skole. Jo jeg klarede det skam rigtig flot"



Luskemor måtte kæmpe med klumpen i halsen, da et brøl
af barnestemmer sang velkommen og skolens 1-3 klasser dannede
promenade med flag ned til "nullernes klasselokaler"

Trods det længe opbyggede forventningspres og overeksponering af begivenheden, så var det en STOR dag i dag. Det var rørende at se hvor meget den nye status som skolepige betyder for mit barn. Det slog mig, at dagen, som nu har markeret overgangen fra lille børnehavepige til stor skolepige er jo i virkeligheden det stik modsatte. - Nemlig dagen, som markerer overgangen fra stor og myndig børnehavepige til lillebitte og temmelig skræmt skolepige. Den sidst ankomne. Den som står allerbagerst i køen i kantinen. Hun er dog klar til at tage udfordringen op og Luskemor følger trop.

torsdag, juli 23, 2009

Den store mors ekko

Hvordan vågnede jeg?En flue landede på min næse og jeg hamrede mig selv en på lampen. Luskefar havde ligget og spjættet et stykke tid, så jeg kravlede ind under hans dyne sådan, at den lille i min mave kunne sparke ham i ryggen - det er vel kun retfærdigt?

Hvad spiste jeg til morgenmad?kaffe og vandmelon og en rosinbolle.

Hvem kyssede jeg?Luskefar og luskefiserne

Hvad har jeg udrettet i dag?Jeg har fået emneafgrænset mit speciale og færdiggjort 1. kapitel ud af 3 af min analyse om Jehovas vidners dommedagsforestillinger. Uiiiiiiii.

Hvad spiste jeg til frokost?En salat med kylling, spinat, tomat, grønne oliven, rødløg, persille, olie-eddike-dressing og ricotta-spinaci tortellini og et stort glas vand

Hvad lavede jeg i middagspausen?
bloggede

Hvad købte jeg?En gave til kusine Katinkas navngivningsfest - nej jeg siger ikke hvad det er!

Hvad ville jeg gerne have gjort anderledes?Jeg skulle have sagt noget til vedkommende der stod bag mig i køen i Netto og bankede sin indkøbsvogn ind i ryggen af mig og stønnede utålmodigt og kaldte mig "lille dame"

Hvad spiste jeg til aften?
frisk pasta med avokadomos og rejer og et glas kold hvidvin

Hvad gjorde jeg for at koble af?
Sunshine Reegae - dans med min 4-årige

Hvad var dagens smil?
Ovenstående så sikkert sjovt ud? hvor er det fedt, at man kan fyre alle sine bedste/værste moves af og ungen jubler alligevel af fryd og synes man er den sejste på et dansegulv og i verden i øvrigt. Gad vide hvor længe det varer?
Hvad var dagens største udfordring?
At klare sommervarmen - jeg endte med at krybe ned i kælderen - der er en konstant temperatur på 20 grader

tirsdag, juni 30, 2009

sommerferie

Der er faldet feriestemning over Græsted. Fuglene synger, haverne summer - ellers er alt stille. Gaderne ligger øde hen, mailboksen er tom. Ungerne har sat tempoet ned og Luskemor nyder at slippe for at smøre madpakken og alle de andre praktiske hverdagsting. De næste uger står på spejderlejr og sommerkirke og familieferie.







Jeg sidder dog stadig med næsen i bøgerne så snart jeg kan se mit snit til det. Og imens udvikler Luskefiserne deres kreative talenter.




Hvem ser mest skyldig ud?



I denne uge er de to store rejst på højskole med Mormor og den mindste som endnu ikke er eftermiddagslur- og blefri nyder et enebarns priviligier.


Her til aften pakkede jeg aftensmaden i en kurv, greb en spand med legetøj, fandt badetøjet og en ekstra ble og kamera og så var vi ved vandet og bade og få is.






























fredag, juni 26, 2009

ild og vand

I aften har hornene gjaldet til stort gilde omkring det store bål i børnehaven. Vi har fejret børnehavens storegruppe og den sidste børnehavedag, inden de skal starte i skole.




"Jeg er en glad lille viking. At fægte med sværd og pinde er det jeg aller bedst kan. ILD OG VAAAAAAAND. ILD OG VAAAAAAAAND. Er det jeg allerbedst kan."



Der var vikinger og skjoldmøer og andet godtfolk, krigere og ungmøer i deres flotteste udrustning. Der var markedsplads med leg og plads til at dyste. Der var grill og fællesspisning, god stemning og glade børn.







Lillesøster fik bænket sig hos en familie, der havde koldskål og hotdogs med - ingen sleske lokkemidler kunne få hende overbevist om at komme hen og sidde hos hendes blodsslægtninge. Hun var ikke til at lokke en tøddel.

torsdag, juni 25, 2009

Nattens perle


I dag døde en lille 1-årig pige, spændt fast i sin autostol i sin fars bil på hans arbejdsplads, som også er min mands arbejdsplads.


Vi er helt ødelagte herhjemme over den sindsygt sørgelige tragedie... at glemme sit barn i bilen og at lide i mange mange timer i ensomhed og uvished, længsel og ulykkelighed efter far og mor

Historien er så ubegribelig, hvordan kan det gå til? Køre forbi dagplejen? Gå fra bilen? Ikke komme i tanke om at noget er galt i løbet af en HEL arbejdsdag? Dagplejen ringer ikke? Ingen lægger mærke til noget på parkeringspladsen? Stakkels familie - stakkels pige, stakkels mor og ikke mindst stakkels far. Hvordan skal de blive mennesker igen? Det er et mareridtscenarie, det er dybt godnat.

Det, som man ikke selv kan bære, må man give til Gud i bøn. Så her kommer der en bøn, for jeg må bare af med det.

Kære himmelske Far

I dine hænder betror jeg nu min ånd. Du bærer mig Herre, du trofaste Gud.

Mit hjerte bløder for den stakkels familie. Gode Gud, vær hos dem i deres sorg og smerte.

Amen



Tillid skaber glæde

Dagens smil: Læs et par fede artikler på Kristeligt Dagblad.dk : Læsernes råd til større livsglæde og Tillid er afgørende for glæden



En ny undersøgelse af nordisk livskvalitet peger på at evnen til at finde og fastholde glæde hænger tæt sammen med følelsen af tillid og respekt.
Med tillid kommer nemlig en oplevelse af, at du bliver hørt og set uden fordømmelse og krav, at du har indflydelse på dit eget liv og dermed kan rykke det i en positiv retning.
Glæden kan trænes frem vha tillid i de nære relationer og i tillid til omverdenen: Fx er forventningen om, at du ikke bliver snydt, når du henvender dig til myndighederne eller bare til andre mennesker, helt afgørende for din livskvalitet.

Øvelser i livsglæde:
Ånd ind og ud og bed til Gud"Når du mærker, at tristheden er ved at kvæle glæden, så kan meditation måske hjælpe: Læg dig behageligt på gulvet et lunt sted, hvor der er fredfyldt. Placer håndfladerne på hjertet og ret opmærksomheden på vejrtrækningen. Fald til ro og giv efter overalt i kroppen. Brug derefter ord til åndedrættet i tankerne, for eksempel ånde glæden ind og ånde uroen og mørket ud. Eller ånde taknemmeligheden ved livet ind og ånde sårbarhed og sorg ud. Eller ånde Guds nærvær og fred ind og ånde kærligheden ud til verden. Læg bare helt stille og fornem virkningen i krop og sind. Afslut med at sætte dig op og tak Gud for at være hans barn i hans livgivende lys. Hvis ovennævnte ikke er tilstrækkeligt, så kan gode traveture i skoven eller ved vandet anbefales. Også her kan bøn bruges: Bed Gud om at åbne dit sind og lade hans lys strømme med nådens glæde og kærlighed."

Lav en plus-dagbog"Sæt fokus på dagens små og store glæder, såsom en sætning man læste, et barneansigt, en replik, et uventet knus, en telefonopringning, fuglefløjt og så videre. Alt hvad der kunne give den enkelte dag farve og tone. Skriv det ned og gennemlæs det ofte. Store og små ting mellem hinanden kan give en perlerække af glæder og undere, som du måske ellers ville have glemt eller overset. Det tunge bliver ikke mindre tungt af dette, men det får selskab af det lette, og balancen bliver i det mindste lidt mere lige"

Praktiser venlighed og udvis taknemmelighed
"Måske vil det opmuntre dig at handle. Fx ved at reparere børnebørnenes tøj eller at få skrevet et brev, så vil du føle at du udretter noget og gør en forskel i andres liv. Der er nok af dage, hvor man kunne tænke, "hvis bare...." Paulus sagde" sig tak under alle livets forhold" Prøv at find noget at sige tak for. Takken får os til at tænke positivt, og lidt efter lidt vil den hjælpe os til at glædes over det, vi har og kan – på trods af det svære"

vinterbad
"Det giver et kick og et livsmod"

Læs og udvid din horisont
"Der findes alverdens litteratur med opbyggelige tanker til at berige sig med"

Accepter Molstemninger
Det kan ikke undgås, at din sindsstemning i perioder går i "mol". Sindet og kroppen husker gamle smerter. Det sværeste ved at være dér, er, at man føler, at man burde have sit stemningsleje i "dur". Selvom de triste stunder ikke er behagelige, så hjælper det at sige til dig selv "ja, sådan er det lige nu, du har været der før, og det er kun en tid" og så give dig lov til at hvile i det. "

Hold kritikken i strakt arm og tilgiv
"Tilbyd dig selv at tænke over det, hvis du bliver kritiseret i stedet for at gå i forsvarsposition. Hhvis du finder kritikken berettiget, så er der noget at lave om hvis ikke så glem den igen, så det ikke fastlåser noget for dig. At tilgive kan lette enorme byrder. Alle mennesker gør deres bedste - det kan godt være, at det ikke er særlig godt, men de gør deres bedste i situationen, og derfor er tilgivelsen så nem. "

mandag, juni 22, 2009

Syv-milesko til mor og datter

Her til aften var der forældremøde i FO'en med praktisk info om alt fra åbningstider og lukkedage, morgenmodul og eftermiddagsmodul, fremmødekontrol og rundvisning for os førstegangsforældre til vores skolebarn.

Tidligt i morges morgen sendte jeg hende af sted på en 2 dages lejrtur med børnehavegruppen på en slags farveltur inden skolestart. Hun hoppede glad og spændt af sted, trækkende sin mariehønekuffert efter sig og med sovepose og liggeunderlag bumpende op og ned fra hendes lille rygsæk med madkasse, drikkedunk og et Anders And blad inden i. Hun havde dårligt tid til at vinke til sin mor, som jeg stod der med pakkelisten kørende gennem hovedet i forhold til om jeg skulle have glemt at pakke noget.



Senere på dagen kom jeg til at prale med, at lejrture nok var sværere for forældrene end for børnene på nær selvfølgelig mig. Men her til aften er jeg villig til at hoppe i puttekassen for hønemødre, for jeg synes pludselig, det er blevet så tomt herhjemme, når hun ikke er her.

Det går så stærkt. 1. skoledag er lige om hjørnet. Ændringen er markant lige så snart børnene starter i skolen. Udviklingen er begyndt fra, at mor er den person i verden, som betyder allermest, til man langsomt, men sikkert bliver faded ud til kun at være en bifigur. Disney- prinsesserne har fået et spark med hendes raketstøvler til fordel for Bratz dukkerne. Pigeværelset bliver vel snart tapeteseret med mode-udklip og idolplakater? Måske vil barnet fra nu af takke nej til familiesammenkomster og fælleshygge med et nedladende smil og en udstrakt langemand - eller bare ved at sigte på os med sin hanekam?

Okay måske er det mig, der har taget syvmile-skoene på. Det er jo ikke helt dér min 5-årige datter er endnu. Men hun får den ene rokketand efter den anden. Hun skyder i vejret hurtigere end ukrudtet i haven. Sandaler og løbesko, anskaffet til denne sæson skal skiftes ud igen. Hun er så sandelig parat til at tage det store skridt fra børnehaven til FO og 0. klasse - og helst hvis det kunne foregå på egen hånd til cykels. Så må vi se om Luskemor når at blive lige så klar til den anden side af sommerferien og det nye liv med mit første skolebarn.

søndag, juni 21, 2009

Det mindste Han har skabt er stort

Dejlig søndag i kirken med børnegudstjeneste og besøg i Noas ark.

"Kom og syng med, vi skal takke og prise Gud. Herren, der skabte vor jord.

Tak Gud, stjerne og himmelrum! Tak Gud, havenes fiskestrøm! Tak Gud,
lande og folkeslag! Herre, du skabte vor jord. "


40 dage og 40 nætter i arken med regnvejr, storm og torden - og alt hvad Noa og hans familie kunne gøre var at vente... og vente... og vente... Jeg tror, at de var rigtig bange og meget kede af, at alle og alt, hvad de holdt af, var væk.


Men ved du hvad? Jeg tror ikke, at historien om Noas ark handler om alt det, som man kan blive bange for. Jeg tror ikke at nogen af historierne i Bibelen er skrevet for at vi skal blive bange. Nogen gange sker der ting, som er rigtig strenge og uretfærdige og man bliver ked af det og bange – men historien om Noa, den handler om alt det, der er værd at bevare. Alt det som er vidunderligt og som vi har fået ansvaret for at passe på og kæmpe for. Og Gud glemte ikke Noa. Gud velsignede dem og de vidste, at de havde fået muligheden for en helt ny begyndelse sammen med Gud.
Lige meget hvor streng og uretfærdigt du end synes verden er - eller hvis du føler, at alt hvad du holder af forsvinder, så glemmer Gud heller ikke dig.


Lille ko, hvordan ka du sige til Gud, at han er god?

tirsdag, juni 09, 2009

Ambitioner i en storfamilie

"MOOAAR, jeg skal tisse"
"MOOAAR Jeg har tisset.... i bukserne"
"Min taske skal bæres"
"Den er gået i stykker"
"Mine strømper gør ondt"
"Må jeg spille Oline?"
Jeg kan ikke finde mine sko"
"Hun driller og slår"
"Jeg er sulten"
"Jeg er træt"
"Arrrrg, tandpastaen er for stærk"
"Min trøje kvæler mig"
"Jeg vil gerne se fjernsyn"
"Hvorfor skal vi i seng nu?"
"Hvorfor må hun så når jeg ikke må"
"Hvorfor laver elefanter ikke prut på toilettet?"
"Hvordan siger man jordbær på engelsk?"
"Hvorfor bliver voksne skilt?"

Bliver du ikke tummelumsk af disse helt gennemsnitlige eksempler på krav om opmærksomhed fra et liv med børn? Og så er jeg ikke engang nået i nærheden af mere engagement-krævende luksusbedrifter som som hårfletning, bollebagning og indlevelse i MGP.

Jeg gør! Man bliver da helt forpustet af at have børn. De kommer til verden iført en rygsæk med indbyggede opgaver, befalinger og spørgsmål, som pakkes ud og præsenteres i lind strøm hver eneste dag og far og mor forvandles til levende superhelte med blæksprutte-sprinter-nanny-tendenser.

Det kan nemt ske for selv den mest tjekkede og velkoordinerede mor, at hun bliver ramt af akut trang til at gå i stilheds-refugium eller tage på spa-ophold eller flambere visakortet i en storby. Eller måske bare stikke hovedet i en spand et par timer. Det er skam helt naturligt. I naturen æder nogle mødre deres afkom, hvis de er stressede.

Men jeg kan skam også blive forpustet af at være mig selv. Jeg tilhører en generation af forældre, som er vant til at kunne og måtte ALT. Vi smasker konstant hovedet ind i stress-muren, fordi vi kræver vores ret. Ikke til at stemme, ikke til at få en abort eller en uddannelse. Næ i dag kræver vi retten til at gå med rød neglelak, lange sorte øjenvipper og nyfarvet hår. Vi vil have skønhed fri for hormonforstyrende tilsætningsstoffer. Vi kræver retten til baller af stål, til evig flammende passion i ægteskabet, til byture med vennerne, til fester og frokoster og nye solbriller og retten til at vise verden undersiderne af stilletterne på vores gang op ad karrierestigen. Og samtidig retten til barselsorlov og til selv at køre vores velfriserede kompetente afkom til 3-4 fritidsaktiviteter om ugen. Og vi forstår ikke, hvorfor det hele ikke går op i en højere enhed.

Overgangen fra kernefamilie med 2 børn til storfamilie med snart 4 børn har revet mig ud af min vildfarelse om, hvad man bør have tid til. Kaos har for alvor meldt sin ankomst på 1.salen hos mig og der er kun 1 ting at gøre: skræve hen over legetøjet på gulvet, luske hen og trække stikket ud og lade stå til. Inden længe har jeg et skolebarn og en baby i armene igen og kommer til at stå overfor den komiske udfordring at få alle ud af fjerene og i tøjet og ud af døren inden kl. 8 hver morgen. Det bliver sjovt. Jeg ved, at der er intet som en intetanende prutte-æde-maskine, der kan tvinge ambitionerne helt i gulvet.

Men det skal nok gå. Imellem bjergene af vasketøj og på de tidspunkter, når 3 børn råber på mig på samme tid, så hjælper det at tænke på at børn jo ønsker at være uafhængige og selvhjulpne. Mine egne er da allerede på vej ud over stepperne (motorisk udfordrede, men på vej) Det ligger i deres natur. Så dybest set skal alt det børnerelaterede - de barnlige krav om opmærksomhed - jo bare fungere på den rarest mulige måde, mens det står på. Vi skal være mætte, i godt humør, nogenlunde rene, når vi går i seng. Så gør det ikke så meget, om man missede det møde, om vi kom håbløst for sent, om min 5-årige ikke kom til Stjernedrys en enkelt gang, om min 3-årige fik en legekammerat med hjem i dag eller om min 2-årige fik sokker på, der matchede. Lad det ligge til i morgen. Alt det andet kommer, når det kommer.

onsdag, juni 03, 2009

Tandløs


Dagens smil: Min førstefødte har tabt en tand - jeg er ved at revne af stolthed

tirsdag, juni 02, 2009

Kan lys gå om hjørner?

Jeg har haft en fuldkommen fantastisk pinse med sommervarme og sollys. Vi var inviteret til to dejlige fester med familie og venner fra nær og fjern, hvilket kom til at betyde, at jeg de sidste par dage har fortalt og genfortalt historien om mine nærtfortstående fremtidsudsigter utallige gange.

Kan jeg nå at blive færdig med mit speciale inden jeg skal føde? Hvad skal jeg lave, når jeg er færdiguddannet? Hvor skal jeg arbejde henne? Kan vi være i bilen, når nr. 4 kommer? Hvor skal vi bo henne?

Naturlige spørgsmål at stille, når man står over for en gravid mave, som min. De hurtige svar er nemme at lire af: Jeg er gået efter gymnasiemodellen som religion- og latinlærer. Vi skal naturligvis flytte, for der kan umuligt være flere børn på børneværelset og vi er også nødt til at anskaffe os en bus. Folk kan jo ikke vide, hvad de stikker til inde i mig med deres spørgsmål. Hvordan min store forkromede plan pludselig ikke er så stålsikker mere - nu hvor jeg står og skal ud i virkeligheden.

Det føles som om at kæmpe sig igennem knæhøjt vand på et vadested med en modsatrettet underliggende strøm ved fødderne, når jeg skal svare bare en anelse ærligt på alle de spørgsmål. Jeg har 5½ års uddannelse bag mig, men føler mig alligevel som en nybegynder. Jeg bæver ved tanken om det ansvar, der venter og gyser ved den tillid, som jeg betros.

Min specialeskrivning er på ubehøvlet vis blevet forstyrret af virkeligheden. Jeg kan ikke tænke på meget andet end vejen ud af trygheden og bekvemmeligheden og begyndelsen på en ny gudsinspireret rejse. Der er en forandring, som skal til at ske. Et bulder fra et tordenvejr føles egentlig mere end det høres og det ses i hvertfald aldrig. Det kommer til mig gennem mine fodsåler og forplanter sig til mit hjerte.

Men som en god ven sagde i en tale: Ingen ved, hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne.

Alligevel må vi vove at se fremad efter mening og mål. Der er et eventyr, der venter og en mulighed for at blive forsker i min egen uvise fremtid. Mulighederne er klare og rejsen bliver bestemt af noget så simpelt som et valg. Jeg er overbevist om, at der bag glæde og sorg og svaghed og styrke gemmer sig klarhed, lethed, skønhed og friskhed. Jeg har himlen rundt om hjørnet.

mandag, juni 01, 2009

Hvo intet vover, intet vinder!

Resultatet af en facebook-quiz

"Jeg er en modig person, der lever i nuet. Jeg har en indre drivkraft, der giver mig styrke til at kaste mig ud i det ukendte. Trods de nederlag, jeg oplever på min vej, fokuserer jeg på det positive som jeg opnår ved min satsning. Jeg er meget impulsiv og spontan og gør noget ud af at bruge min tid fuldt ud. Jeg er typisk typen, der taler lang tid før jeg tænker."

Jeg er ingen dare-devil, men nogle af oplysningerne passer meget godt

Hvilket ordsprog er du?

tirsdag, maj 12, 2009

Ta mig - jeg er din

Jeg sidder og nyder stilheden og mit eget selskab. Med et glas vin, stearinlys og stakke af blade og notater omkring mig. [der er en fantastisk solnedgang udenfor mit vindue] De små er lagt og der lyder høje hvin og fnis dernede fra.

Jeg er alene hjemme med børnene i denne uge. Luskefar er på konference hos de store big-shots hos Microsoft i USA. Jeg føler mig som en stor olm edderkop, der sidder i mit spind og hygger mig over ro til at væve. [der er nogle edderkoppe-arter, hvor hunnen æder sin mage efter parring - for er han egentlig ikke bare i vejen?] Det er skønt med noget pige-rå-hygge og at kunne ligge på tværs i sengen om natten.

Men alting ramler, når Manden i huset ikke er hjemme. Bilen siger underlige lyde. Vaskemaskinen lugter mærkeligt. Der er knas med netforbindelsen. Kaffemaskinen vil ikke brygge kaffe og forskellige elektroniske devices løber tør for batterier. [hvor er det nu vi har batterier henne?]

Når han ikke er her, kan det for alvor mærkes, hvor meget han gør herhjemme, og at det ikke kun er Luskemor, der trækker læsset. Vi er et godt team. Vi hører sammen. Arbejder sammen, elsker hinanden og er venner, selvom det er svært at få plads-tid-lyst til kram, kys og nærhed i hverdagen. Man bliver så nemt suget ind i børneuniverset, med snotnæser og duploklodser under dynen og kan hurtigt puste sig op til en streng besidderisk mor-type og glemme at man også er kvinde, der har brug for at blive set, hørt og elsket af sin mand. [Kan jeg ikke bare få lov til at sove?]

Det er godt, at Luskefar rejser over Atlanten en gang imellem, så jeg kan få en chance for at mærke, at jeg savner ham og at der faktisk mangler noget. Der skal være plads til andet i 2 menneskers liv end at være familie, blive enige om børneodragelse og hverdagens gøremål. Man skal bevare respekten og opmærksomheden på hinanden - og score hinanden hver dag.

mandag, maj 11, 2009

Witness to my own resurrection

Jeg kan godt li at læse [det er de færreste jeg kan huske melodien til] en sang fra salmebogen til min morgenbøn.

I morges var jeg nået til nr. 147:

Du kommer, Jesus, til mig ind
og så er solen tændt
så flygter skyggen fra min kind
og hvert et savn er endt.

Du kommer som hin første nat
da jeg gav dig min tro
og alle storme tier brat
og tvivlen går til ro.

Du kommer og så svinder alt,
som ellers gør mig ræd
så jeg kan stå, hvor før jeg faldt
og smile, hvor jeg græd

Du kommer med din egen fred
i Ånden, som du gav
så hviler jeg, hvor før jeg stred
og takker, hvor jeg tav

Du kommer, så er alting glemt
og godt, hvad end, der sker
og trængslerne, som mig har skræmt
er ikke trængsler mer

Du kommer, Jesus - om ej før -
så når jeg går herfra
og kysser øjet, når jeg dør
i dig halleluja
[Niels Peter Madsen]

Ain't it crazy? Vi har fået 2 ører og kun 1 mund - alligevel er det nemmere at sludre løs, end det er at lytte. Det er gået op for mig, at jeg har været meget bange for at høre hvad Gud har at sige til mig, og på et tidspunkt undervejs er jeg holdt op med at lytte. Uha det kræver mod.

Men alle skal vide, at jeg befinder mig i en skør bekymringsløs tilstand. Uden mørke og frygt. Guds lys finder vej til mit indre. Løft mig, tag mig med til vandet og smid mig i og lad mig svømme.

søndag, maj 10, 2009

Forundring & Forandring

Der sker noget med mig. En forundring, der forandrer mig. En forandring, der fylder mig med forundring.


Netop hjemvendt fra 4 dages årskonference i kirken. Nogle rørende og rystende dage. Min identitet som kristen og metodist er blevet fornyet. Min kærlighed til Gud er blevet styrket.

Jeg burde være træt, men det er jeg ikke. Min nysgerrighed er vakt, mine sanser er skærpet, mit hoved er fyldt med tanker og mit hjerte fyldt med varme.

De sidste 2 morgener vågnede jeg før vækkeuret ringede og var frisk. Jeg har begge gange brugt et kvarter på bøn og er bagefter kravlet under dynen igen og har nydt tiden for mig selv, indtil vækkeuret ringede. Jeg oplevede et samvær med Kristus. Han spurgte mig; Hvad vil du mig? Jeg svarede; Jeg vil tjene dig!

Spooky - Hvad mon der sker i morgen tidlig?

tirsdag, april 21, 2009

God rejse Morfar

"Smil - Gud elsker dig" har mistet en ivrig læser. Min morfar er lige død.

Han var modstander af internettet, men var alligevel glad for at læse mine blogindlæg, som min mor printede ud og sendte til ham med posten. Han var aldrig sen til at levere sin uforbeholdte mening, når jeg havde skrevet noget godt eller noget vås eller noget uforståeligt. Specielt mit skraldespandsprog med engelsk slang blev kommenteret og jeg blev afkrævet en forklaring.

Min Morfar levede et langt og godt liv. Han fik set det han ville og undrede sig fra han blev 70 år over hver gang han måtte fejre en ny fødselsdag: "Nu skal I ikke regne med at jeg bliver meget ældre", sagde han hver gang. Han kom sig heller aldrig over, at han fik lov til at opleve at blive Oldefar. Det havde han ikke regnet med. Det var et chok alle 4 gange.



Men suk, han var så forkalket i alle blodårer, fik en pacemaker efter en række blodpropper, havde svært ved at flytte stængerne og komme omkring og var så uendelig træt. I februar da han fyldte 80 år, røg han på hospitalet. De beholdt ham 3 uger og han fik i samme omgang konstateret lungekræft. Nu 2 måneder senere er han væk. Det er ikke til at sige om det var kemobehandlingen, forkalkningerne eller lungekræften, der tog pusten fra ham. Hold op hvor blev han syg. Hold op hvor gik det stærkt. Men han var på det rene med sin situation og tog det i stiv arm gennem det grimme og barske forløb, som et dødsleje er. Han fik lov til at dø hjemme i en højteknologisk hospitalsseng med fantastisk sygepleje døgnet rundt og sin kone hos sig.

Min Mor var hos ham de sidste dage og vi fik alle en fin lejlighed for hver især at sige farvel til ham. Jeg besøgte ham 2 dage før han døde. Jeg fik et kys på hånden og blev beordret ud for at finde en spade. Han ville have, at jeg skulle grave en rose op i hans have, inden jeg gik derfra, i øvrigt med armene fulde af glas med jordbærsyltetøj, som han havde lavet, men ikke mere kunne spise.

Min Morfar var en meget bestemt herre. Han havde markante meninger om ALT og var ikke bange for at udbrede sine budskaber. Han stemte SF, skønt mange af hans holdninger til forandring i samfundet og indvandring til landet lå lige i skabet til DF. Han stillede høje krav til folk omkring sig og kunne nemt blive skuffet over uindfriede forventninger. Men selvom han af og til kunne virke stejl og fjendsk, så var han også så god og varm og lattermild. Han ville give sit sidste skjorte for et sart kram og et stryg over hånden. Det han satte allermest pris på var folk, som han kunne dele et godt grin med og fortælle nogle gode historier.





Han blev født i Otterup på Fyn og talte klingende fynsk hele livet.


Her er huset, hvor han blev født - ind i en søskendeflok på 5 - i 1929

Han mødte min Mormor, da hun kun var 15 år, men var så forelsket, at han ventede til han kunne få hende.







Morfar var gartner som ung - og mand og kone havde ikke en klink de første år af deres liv sammen. Jeg har fået fortalt, at det var noget med regnfrakker i pudebetrækket og ingen kød på middagsbordet.




Men det blev bedre, som det kan ses på næste familiebillede i bedste 70'er-stil


Morfar fik arbejde som altmuligmand i Rambøll & Hanneman. Som lille blev jeg passet hos Mormor og jeg kan tydeligt huske hendes daglige rutiner med at passe deres hjem og gøre aftensmaden klar til kl. 16.30, når Morfar kom hjem. Det var trygt og godt og der var altid blommegrød til dessert, når jeg var på besøg. De fik et lille sommerhus i Småland "lilla lilla stugan" med vandpunpe og udendørs lokum med en pragtfuld udsigt til den svenske skov.



Min Mormor døde allerede som 57-årig - også af lungekræft - og Morfar blev alene. Det var usigeligt svært for ham og en bitter kamp for ham at få en hverdag op at stå igen.

Morfar var naturelsker. De store skove og brusende fosse, de brede vidder og fauna og flora på svenske og danske småøer og lavland. Her er hans yndlingsmotiver:














Til sidst mødte han heldigvis Birthe, som matchede ham på alle mulige måder. De flyttede til Sakskøbing på Lolland for at være i et naturskønt område, når evnen til at køre bil forsvandt. De fik små 10 år sammen og jeg arvede en Oldemor til mine børn.



Der blev ingen begravelse. Morfar gav sin krop til Anatomisk institut. Minderne vældede op i mig, da vi kørte den lange vej til Lolland efter at han var død for at hjælpe til dernede. Han tyggede skrå og havde altid nullermænd i navlen. Hans skæg var blødt og gråt. Han havde bolscher i bilen, selvom han havde sukkersyge og pralede af sin karakterfasthed. Han kunne finde på at stikke en torn i næsen for at vise, at han var rå. Vi havde noget sammen, han og jeg. På en rute i skoven i Sverige byggede vi et slot ud af småsten og lagde en ny på, hver gang vi gik forbi. Hvem ved, måske ligger det der endnu?







Du blev klædt på en sidste gang. Bukserne, som var mest behagelige til pænt brug og kasketten på hovedet. En buket fra haven og et kys på de lukkede øjne. God rejse Morfar.