tirsdag, oktober 21, 2008

With wonder, Lord, we see your works.

Jeg er stødt på methodist.org.uk - metodistkirken i England, når jeg har surfet rundt og "netkirket" den. Det er et fantastisk website med et daily Bible study, der hedder; A word in time. Der er først et bibelsted, dernæst en grundig kommentar og mulighed for, at du selv kan poste en kommentar og dele dine tanker med andre. Samtidig linkes der til Methodist Prayer Handbook. Til sidst er der 3 spørgsmål til eftertanke, der slår pusten ud af mig hver gang:

Do you remember to look for God in new places and give thanks for God's grace in bringing you there?

Where have these new places been for you? What did you find there?

What kind of reminders do you need to reassure yourself that God is always with you?


Når jeg ind imellem klapper bibelen hårdt sammen og lægger den væk i vrede [forældet mytologisk verdensbillede] eller når jeg i lang tid har undersøgt bibelen videnskabeligt og glemt og ignoreret, at Gud kan tale til mig gennem det, der står, så oplever jeg ofte meget stærkt, at Gud taler til mig på andre måder. Fx på køreturen hjem fra København gennem det fantastiske scenariske landskab op igennem Gribskov [bare rolig, jeg har begge hænder på rattet] eller gennem musik eller uforudset gennem et andet menneske, der kommer mig til hjælp.

At se Gud gennem det, der sker, giver mig et kæmpe forandringsperspektiv: fornyelse og mod. At se Gud gennem andre mennesker, gør verden til et bedre sted at være for mig. Alle mennesker rummer noget værdifuldt og det er fantastisk, når du får øje på det.

Verden kan også være fuld af idioter, men møder jeg mere end 2 på en dag, så er det en reminder til mig selv, om at se indad og finde ud af: "hvad er det i dig, der gør, at det her føles så tungt? " Er jeg ved at flyve op under loftet i raseri over mine børns opførsel [og loftet går nu helt op til kip], så husker jeg mig selv på, at når jeg peger fingre ad dem; "Den er da helt gal med dig du", så peger der altid 3 fingre ind mod mig selv. Jeg har et hovedansvar for den gode stemning.

Det er uyre vigtigt for mig at have en daglig ramme omkring mit trosliv. For jeg vil ikke miste det igen. Den åndelige forbindelse skal holdes ved lige. En af mine præster har introduceret mig for tidebønner, og selvom den faste form ikke tiltaler mig, så kan jeg godt lige princippet. Jeg starter og slutter hver dag med at modtage dagen fra Gud og give den tilbage med tak. Jeg har et ønske om at stå op kl. 6, tænde lys og bruge tid på meditation uden ord sammen med Gud. Det virker fantastisk, når det lykkes, men oftest er jeg ikke rigtig vågen, før Rasmus sparker mig ud af sengen kl. 6.30 eller ungerne hopper på mig kl. 7, når de vil se morgenhår i fjernsynet. Om formiddagen, når jeg har afleveret børn i børnehaven, har jeg et fast gymnastikprogram og et øjeblik foran computeren med A word in time. Ellers forsøger jeg at få tid til bøn, hver gang jeg spiser et måltid. Og løbe indtil, jeg kan høre, at fuglene synger. Det daglige brød og det sunde liv skal forstås både fysisk og åndeligt.

fredag, oktober 17, 2008

I en kælder sort som kul

Nede i fru Aaens kælder, går min fantastiske far og maler vinduer. Det lysner. Yeah! Han er uden sammenligning den mest hensynsfulde håndværker, jeg nogensinde har haft gående. Han dækker tingene af, før han sliber og tørrer op efter sig og rydder op. Det har været kanon hyggeligt at have ham listende rundt omkring mig, mens jeg sidder og arbejder og så fornøjeligt at lave frokost til ham og få en god sludder, mens vi spiser.



Vi har boet i kælderen siden sommerferien, hvor vi gav os til at rive loftet ned i dagligstuen for at få loft til kip.

Her er et billede af min udflytterreol, hvor alt som, jeg har skullet bruge de sidste 2 måneder, ligger. Fantastisk at blive mindet om, at jeg faktisk ikke har manglet alt det junk, der i øjeblikket er opmagasineret i mit kontor oven på.


Vi spiser middag sammen med vaskemaskinen og tørretøjet. Her nyder vi Luskfars chili con carne:


Freja og Julie er nemlig på efterårsferie i denne uge, så alt vi har spist har til en afveksling været spicy og sammenkogt. Børn bryder sig taditionelt ikke om mad, der er blandet sammen til ukendelighed - heller ikke vores [og heller ikke mig]. Olivia er dog stadig altædende og spiser meget med stort velbehag.

Rasmus' chili con carne
(family size + noget til fryseren på dage, hvor fru Aaen ikke er hjemme) Tid: 2 timer + 1 nat (arb: 30 min)

Svits 1500 g hakket oksekød. Tilsæt 4 hakkede løg og 4 fed hakkede hvidløg og 6 peberfrugter i tern og 2 ss chilipulver, 2 ss spidskommen, 4 laurbærblade, 1 ss oregano og 1 ss paprika. 4 oksebouillonterninger smuldres i. 3 ds hakkede tomater, ½ l mørkt øl, 1,5 dl mørk balsamicoeddike hældes i. Lad det simre i 30 min. Tilsæt 1 kg udblødte røde kidneybønner. Lad det simre videre i 30 min. Tilsæt 6 friske hakkede røde chilier. Lad det simre videre i 30 min. Smag til med salt, peber og bræk 50 g go mørk chokolade ned i gryden. Lad det koge 10 min tilsidst ved lav varme. Serveres i dybe tallerkener med en klat cremefraiche og friskbagt majsbrød. Velbekomme

onsdag, oktober 15, 2008

Hvad er din holdning til abortgrænsen?

P1 kører i baggrunden, mens jeg forgæves forsøger at koncentrere mig om mine latinske gloser. Povl Friis sender direkte debat om de juridiske abortregler og bringer endnu engang sindene i kog.

Hvis rettigheder skal vægtes højest; kvindens ret over egen krop eller det ufødte barns ret til livet? Og hvad har faderen at skulle have sagt? Hvem skal have ret til at bedømme, hvornår en graviditet skal afbrydes; samfundet og lægevidenskaben eller familien? Hvor meget kan samfundet tillade sig at bestemme over en kvindes livsførsel sådan, at hun ikke skader sit ufødte barn?

Spørgsmålene kommer med jævne mellemrum op at vende, når dele af sundhessektoreren argumenterer for at udvide gravides rettighed til abort helt til uge 18 ligesom i Sverige. Begrundelsen er nakkefoldsskanningen, der ligger i uge 13, og som er en risikovurdering for at få et barn med downs syndrom. Argumentet er, at forældrepar ikke skal have en abortgrænse hængende over hovedet, når de skal træffe den vigtige beslutning om de vil beholde barnet eller ej, men træffe en afgørelse uden pres. Modargumenterne er, at en abort i 18. uge er alt for hård for kvindens krop fysisk og psykisk, da fostret skal fødes vaginalt, og at systemet i praksis foregår uproblematisk i den forstand, at familier, der venter et handikappet barn får disepnsation for abortgrænsen og får bevilliget aborten, hvis de ønsker det.

For tiden raser debatten også i min babyklub, hvor diskussionen altid bliver særligt følelsesladet og skinger, fordi den foregår i et forum, hvor alle har fokus på graviditet og ønskebørn og ofte har lidt under ufrivillig banrløshed og spontane aborter.

Jeg synes ikke, at det er et svært spørgsmål. For min skyld kunne de hardcore rykke abortgrænsen til 0 uger. Den enkelte kvindes ret og ansvar til at vælge for sig selv begynder allerede inden barnet undfanges og når man først er gravid, så er der det voksende livs rettigheder at tænke på også. Om man er parat til at blive far og mor er en risikovurdering og et valg, man har ansvar til at tage stilling til, før man hopper i kanen. Om det er et rask eller sygt barn, man venter er et livsvilkår, mennesker ikke kan kontrollere. Jeg er ikke imod abort. Jeg synes det er vigtigt, at der bliver taget hånd om unge piger, som er kommet i vanskelligheder, blevet voldtaget eller ikke er istand til socialt og psykisk at tage sig af et lille barn. Men retten til den fri abort må gerne aflyses i min optik, samtidig med, at muligheden for at få bevilliget en abort bevares. Det er for mig at se at samråd af eksperter, der skal afgøre sådanne sager og tungen på vægtskålen skal være barnets levedygtighed og moderens sikkerhed og sundhed fysisk, psykisk, socialt. sådan fungerer systemet rent faktisk også i dag, hvor man kan få bevilliget abort på genetiske, sociale og etiske indikationer. Forældre kan jo anke, hvis de får afslag på abort, og det kan de jo blive ved med at gøre, for til sidst at bortadoptere barnet. På den måde varetages det voksende livs rettigheder og fædre og mødre fritages for at bestemme over liv og død.

Herudover synes jeg, at det er ulækkert at abortere fostre på baggrund af en risikovurdering for downs syndrom. Hvis gravide ligger i risikogruppen skal der foretages udvidede undersøgelser for i det mindste at være sikre på ikke at afbryde en sund og rask graviditet. Ja mongolbørn koster mere for samfundet, men deres liv er ikke mindre værd. Alle børn har ret til livet og en værdig tilværelse.

Og et sidste opråb, som ikke er en indskudt bemærkning: hvorfor har fædre så ringe rettigheder i forhold til deres børn? I ligestillingens navn; Det er bare for meget!

En graviditet er [udover at være et fantastisk mirakel] også et fremmedlegeme i kvindens krop, som i egentlig teknisk forstand kun kan eksistere dér fordi der er en immunbarriere mellem moderen og barnet. Derfor er abortspørgsmål seriøst komplicerede etiske dilemmaer. Det er ikke kun et spørgsmål om kvinderrettigheder, men netop 2 individer, der skal beskyttes. Det er en retfædiggørende årsag til, efter min mening, at samfundet skal indover og bestemme og oplyse og rådgive den enkelte kvinde og familie, når de kommer i glædelige omstændigheder eller måske havner i en svær situation, som lægevidenskaben sætter dem i, om de skal afbryde eller bevare graviditeten.

Hvad synes du? Skal abortgrænsen være 0, 12 eller 18 uger?

tirsdag, oktober 14, 2008

Det bedste råd om Finanskrisen

Her er dagens smil og det bedste citat om finanskrisen:

"Never invest in any idea you cant illustrate with a crayon"
[Peter Lynch]