mandag, september 29, 2008

Hjemrejsedag

I dag er jeg kommet hjem til fodbad, kærester og en god nats søvn, før hverdagen begynder igen. Ude godt, men hjemme bedst. Uhh hvor er det godt.

Formiddagen skulle jeg egentlig have brugt på Capitolmuseet, for bl.a. at se
en stor fod og et stort hoved fra kejser Konstantins kultstatue, men du kan jo se det på billedet Luskemor.






Jeg fandt en god kop kaffe på Termini og luskede ned og fik styr på de sidste indkøb til dem derhjemme. Jeg overvejede, at købe en Snekugle med paven til min mand, men endte med nogle lækkerier i form af oliven, pølse, lidt vin og biscotti til en hyggeaften uden børn.





Vi landede i Kastrup sidst på eftermiddagen med 1 times forsinkelse. Luskefar var der med Luskefiserne for at hente mig. Det var et glædeligt gensyn.

søndag, september 28, 2008

Gelato Orso

Vatikan museerne
ara pacis & augustus mausolæum
Via appia anticia
Catacomberne
Santa Maria

Den sidste aften var jeg på ristorante med et flok festlige piger, husets vino rosso, bruscetta porcini e pomodoro og spaghetti med tomat og basilikumsovs, afsluttet sammen med resten af holdet på pub med gelato og listige drinks i flotte farver. Udtrykket gelato Orso, som er blevet turens brand, ringer stadig for mine ører. Det er for dumt, men sjovt, til at forklare.


Det har været en rigtig god tur med en fantastisk flok historikere og andre humanistiske fortidslevn. Der har været en perfekt blance mellem skovtur og studier - hyggesnak og fagsnak. Alle har været topmotiverede og gode til at komme afsted og ud over stepperne.

lørdag, september 27, 2008

These vagabond shoes are longing to stray

I dag har jeg vaeret paa bustur i albanerbjergene og vindistriktet Velletri - lige syd for Rom.

En helt igennem fornoejelig tur med guide om romersk landbrug og rundvisning paa et olivenolie presseri og vinfremstilling, og rigelig proevesmagning af omraadets produkter. (griner... fordi det er min foraeldres generation, der hoerer opera og tager paa vinferie til Sydeuropa.)

Maaske ser jeg ikke helt saa fornoejet ud - men det er misvisende - jeg var ikke helt klar over at billedet blev taget.


Her faar vi en prima bestaaende af vin, oliven, bruscetta med oliven og hvidloeg, vindruer og biscotti. Senere fik vi kaempe landfrokost med 3 retter mad og mere vin. Paa vejen hjem var der faellessang i bussen - et udvalg af historisk institut fra vort hjemland saa yndige sange - og knap saa yndige....

Dejligt vejr i landsbyerne Guilianello, Cori, Rocca og Massima, så der blev høstet vin.


Dette billede opfylder naesten mine droemme. Jeg var helt pjattet efter, at vi skulle goere et stop ved Nemi - en vulkansk bjerg soe som denne. Ved Nemi - som ogsaa kaldes Dianas spejl, ligger der nemmerlig en helligdom for gudinden Diana Nemorensis paa et klippefremspring. Jeg skrev Bachelorprojekt i sin tid om hvordan Diana er blevet tilbedt her som gammel foedsel og maanegudinde og som jagtgudinde - og om det bemaekelsesvaerdige og berygtede praesteskab, der hoerte til kulten og som Sir James George Frazer har behandlet i sit skelsaettende religionshistoriske vaerk The Golden Bough. Desvaerre kunne det ikke lade sig goere at koere omkring Nemi, selvom vi var i omraadet, fordi det var en bestilt tur. Guiden sagde; der er ganske vist et punkt hvor man kan se baade Nemisoen og den lidt stoerre Albanersoe.... men der kommer vi heller ikke forbi... aaaarh, den maatte jeg aede og tage til takke med Gandolfosoen, hvor paven har sit sommerresidens.

Tilbage i storbyen tog vi til aften endnu et noerde-rade hen omkring Ara Pacis og Kejser Augustus Mausolaeum. (Right through the very heart of the city that doesent sleep.)

Ara pacis - fredsalteret blev opsat paa Marsmarken aar 9 for at aere Augustus paa hans triumftog hjem til Rom efter sejr over Spanien og Gallien og mere symbolsk for at fejre den fred, der fulgte med Augustus sejre, der endte mange aars blodige krige. Det er et fremragende stykke propagandakunst, der oensker at fremstille fred og fordragelighed personificeret af den romerske Gudinde Tellus i al hendes overflod og godhed og en visuel reminder om den militaere overmagt, der har tilvejebragt freden - det juliske-claudiske dynasti.


Laeg maerke til hvor herligt det er, at ogsaa boern er med i processeionen. Traekker far i togaen, holder mor i haaenden, haenger fast i benene. Ellers et sjaeldent syn. Det var ikke tilladt for kvinder og boern at deltage i den offentlige kult i det antikke Rom. De var henvist til at ofre til familieoverhovedets genius derhjemme ved arneilden i huset. Men naar man i kejserkulten ofrer til kejserens genius, saa menes der hans avlekraft, hans natur og hans vaesen og der er hele familien inkluderet og tilbedes faelles som et dynasti til samfundets gode.


Og nu sidder jeg saa her paa netcafe med New york New york paa hjernen - og skal ud og opleve lidt mere af storbyen loerdagaften.

These little town blues, are melting away
Im gonna make a brand new start of it - in old (Roma)
And if I can make it here, Im gonna make it anywhere

I find Im a number one
top of the list,
king of the hill

It's up to you....

fredag, september 26, 2008

Planning Pompeii is one thing. Doing it is something else



I dag gik turen til Pompeii med bus sydpaa ned gennem Lazioregionen til Campagnien.

Pompeii er det allervigtigste arkaeologiske hotspot, der fortaeller os om, hvordan dagligdagen saa ud for romerne i antikken. Pompeii var en romersk koloni, da den i 79 e.Kr. blev oedelagt og begravet af vulkanisk materiale, da Vesuvs top sprængte i luften i verdens mest berømte vulkanudbrud og naturkatastrofe, der dræbte 2000 af byens 20.000 indbyggere, flest slaver, som var efterladt for at passe paa husene. Stedet blev glemt og foerst fundet i 1500-tallet da en arkitekt tilfaeldigvis var igang med at grave en kanal og snublede over ruinerne. I 1700-tallet begyndte udforskningen af stedet og det fortsatte systematisk indtil vor tid. Der er 5 regioner i byen, der endnu ikke er udgravet.

Jeg har aldrig vaeret i Pompeii foer og mine forventninger til stedet var skruet op af 12 aars opsamlet viden om stedet. Jeg vil beskrive turen som et japansk inspireret haiku rade igennem ruinerne: En bunke sten. En afspaering. En gade. Endnu en gade. En bunke sten. En afspaering. I rivende fart. Vi fik overstaaet det hele paa reeelt 2 timer. Ikke det fedest.



me - wiping sweat away

Oplevelsen blev reddet for mig ved vetiiernes hus og mystikernes hus, hvor der endelig var lidt udsigt til dekoration paa vaeggene og mosikker paa gulvene og jeg for alvor kunne faa en fornemmelse af hvordan det romerske hus saa ud i antikken. I oevrigt en fantastisk fornemmelse at gaa rundt i de gamle gader. De er crowded af turister - saadan som de ogsaa maa have vaeret i antikken - en god rumoplevelse af en by - saadan som den var engang.




Fodgaengerovergang. Stenbelagte gader med hjulspor.




Grafitti på vaeggene - beskyttet af en tyk plexiplade. Stilladser, der holder de gamle murbrokker paa plads.

Vetiiernes hus.

Et typisk atriumhus for en romersk familie med vestibulum, atrium, impluvium, peristylum, tablinium, triclinium, cubicula og taberna. Et atriumhus er som ordet beskriver centreret om et atrium, en gaard med aabent tag og et basin til regnvand. Bagerst er der en gaardhave med en skyggefuld soejlegang. Huset har et herrevaerelse, hvor familieoverhovedet kunne modtage gaester. Herudover er der sovevaerelser og spisestuer. Ud til gaden laa der typisk små tabernaer, hvor der blev solgt alverdens ting. Disse huse er indrettet saadan at forretning og protokol kom først og fylder mest og derefter nydelse og afslapning bagerst i huset. Husene blev dekoreret med malerier paa vaeggene, mosaikker paa gulvene og nogle gange med statuer.

Et larium. Et husalter for de romerske guddomme larerne, der beskyttede marker, veje og vejfarende. Også skytsguder for den grund hvor en familia havde sin ejendom.


Scener fra indvielse til Bacchuskult.


Et depot med opbevaring af sager. Mumierne blev lavet, da Pompeiis genopdagere fandt ud af, at de lavaformede kroppe var hule indvendigt, sådan at det var muligt at lave en afstøbning af ofrene.














torsdag, september 25, 2008

O sole mio

I dag var der mere af Det gamle Rom paa programmet.

Vi lagde ud med Peterskirken, simpelthen den stoerste, rigeste og mest spetaculaere kirke i hele Italien. Et monument udfoert af aarhundredes mest geniale arkitekter og kunstnere. Denne gang glemte jeg ikke at klaede mig yderst aerbart, saa jeg kunne komme i betragtning til at blive lukket ind - og det var jo en helt fantastisk oplevelse; som at vaere paa museum i hele kirkehistorien.




Basilica Sct. Pietro
Alle hjoerne, flader og spraekker er pompoest udsmykket, og bygningen er altsaa 200 m lang og daekker 1500 m2. Den indeholder det ene spektakulaere mestervaerk efter et andet af Bramante, Raphael, Antonio da Sangello, Giacomo della Porta, Carlo Maderno og min egen yndlings; Michelangelo. Den foerste Peters kirke blev bygget i 300-tallet af kejser Konstantin paa Neros stadium Ager Vaticanus, hvor St. Peter siges at vaere blevet henrettet. I 1500-tallet paabegyndtes den nuvaerende basilica med form som et graesk kors, hvor alle siderne er lige lange og med den gigantiske kuppel i midten - placeret ovenpaa den gamle kirke -inkluderende den unoedvendige oedelaeggelse af mange skoenne byzantiske mosaikker og freskoer. Luthers hadeobjekt: afladsbrevene brugtes til at financere projektet, der tog over 150 aar at faerdiggoere. Senere blev kirken folaenget til et latinsk korsform og den massive ellipseformede plads foran Peterskirken blev lagt til.



Jeg havde glaedet mig til at se Michelangelos Pieta med mine egne oejne. Jeg havde forventet at blive slaaet af benene af et storslaaet syn, men maatte traekke paa smilebaandet. Pieta er ikke meget stoerre end den lille havfrue og staar skroebeligt paa sin plads bag skudsikkert glas. Men fantastisk, det er den!






Dette alterbillede var til gengaeld lige sagen. Jeg har altid elsket billedet af helligaanden, som en due paa vingerne med lyset stroemmende lige imod mig. Jeg vidste ikke, at det hoerte til paa hovedalteret i Peterskirken.




En lille basunengel og en varm tanke til den lille Olola derhjemme med de gode bloede kinder.

Eftermiddagen blev brugt paa Forum Romanum og Palatinerhoejen.













Jeg kender ikke nogen af dem, som jeg er paa studietur med, saa naar programmet er slut er jeg gerne paa egen haand, naar vi defilerer ud i sidegaderne i mindre grupper. Jeg fik en lang travetur alene i middagspausen. Til frokost fik jeg Spaghetti Americiana og en coca cola og en cappocino og en dejlig hyggestund i solen. Til aften trissede jeg en tur paa Piazza Navona og fik min gode gelato paa en baenk ved fontaenen, da moerket faldt paa og alle hyggelysene blev taendt. Det er godt for mig at vaere lidt ensom. Nyde og vove, maerke mig selv, laenges og savne. Og sikke mange umotiverede sjove samtaler, der opstaar af sig selv, naar man rejser alene. Da jeg sad med min is, var der fx en suspekt fyr, der trillede en metalkasse hen ved siden af mig. Han aabnede den og begyndte at tilslutte diverse ledninger. Jeg spurgte ham, om det var en vejsidebombe? Han grinede, og vi fik en lang snak, mens han riggede sit musikinstrument til og begyndte at lire de soedeste og fineste toner ud af en mandolin. O sole mio - var en sang til mig..... special for you.

onsdag, september 24, 2008

Bourna Sera

I morges steg jeg ret op af sengen, pakkede de sidste sager, kyssede Luskefar farvel og steg paa et tog til lufthavnen, foer der blev alt for meget liv i huset.


Til middag ankom jeg til Rom sammen med en stoerre uorganiseret maengde mennesker (omkring 35), som jeg skal vaere sammen med de naeste 5 dage - paa studie- og noerdetur. Vi er blevet degraderet eller opgraderet (vaelg selv) til arkaeologistuderende, fordi det saa er muligt at komme gratis ind paa mange sites. Vi laeser alle paa et institut, hvor man kan laese arkaologi og historie og det er taet nok paa sandheden for en italiener. Her er toert og solrigt vejr - 25 grader og jeg har bare taer i sandalerne.


Nu er moerket faldet paa - det sker meget brat omkring kl 19 - jeg sidder foran computeren og proever at samle dagens indtryk.

Det er et meget glaedeligt gensyn. Roms monumentalitet tager pusten fra mig. Mit hoved snurrer om kamp med mine traette foedder af at have trasket gaderne tynde i den historiske bydel i dag. Byen har bombarderet mig med billeder paa nethinden, og jeg har knipset loes som en gal turist for at indfange dem alle. De gamle arkitektoniske arvestykker og antikke ruiner - den ene mere mageloes end den anden - omringet af summende biler og Vespaer . Valentino, Bulgari, Dolce & Gabanna, smaekre unge skoenheder, gamle damer med efteraarsfarvet haar og bitte smaa kvinder indpakket i nonnedragt med kaempe kors om halsen - gaaende i klynger hen ad gaden. Trafikpropper under romerske akvaedukter. Skinnende cafeer og charmerende ristorantes. Hoeje moerkegroenne pinjer ved siden af gyldne rustfarvede bygninger og en dybblaa himmel med stjerner paa over mig.

Vi har besoegt Colloseeum og vandret henover Roms 7 hoeje, rundet Piazza Colonna og Pantheon, Trevi fotaenen og Den Spanske trappe og besoegt det gelateria, der kan bryste sig af at være pavelig hofleverandør.



Ruinen af Collosseum eller Amfiteatrum Flavium, som den egentlig hedder er jo imponerende. Raa og naadesloes magtfuld. Opfoert og faerdiggjort omkring 80 e.Kr. ovenpaa resterne af kejser Neros Gyldne hus og forgyldt og udsmykket med skatte fra andre bygningsvaerker omkring i imperiet - bl.a. fra Jerusalems oedelaeggelse og joedernes hellige tempel. (Stjaalet eller retmaessigt taget - hvad man ikke selv kan holde fast paa er vel ikke ens eget?) 50 m hoojt monument, der kunne rumme 70.000 tilskuere. Kejser Titus paabegyndte de makabre shows for folket med gladiatorkampe og doedsdoemte krigsfanger, der kaempede mod vilde dyr. Der blev opfoert soeslag og henrettelser af forbrydere for det blodtoerstige publikum. Amfiteatret blev brugt indtil 523, hvorefter jordskaelv har vaeret haarde ved bygningen. Den forfaldt i middelalderen, har vaeret brugt som faestningsanlaeg, spinderi og tilsidst som stenbrud. i 1700-tallet blev collosseaum fredet som mindesmaerke for de kristne martyrer, der doede derinde i detimponerende raedseslkabinet.


Pantheon er en anden af Roms store ikoner. Et storslaaet 2000-aar gammelt tempel dedikeret til de antikke guder - dem alle sammen. Bygningen har en fantastisk kuppel - den er lige saa hoej som dens diameter paa 45 m og i toppen er der et hul, der slipper lyset ind. I 600-tallet blev Pantheon til en kirke, hvilket nok er grunden til, at bygningen er saa godt bevaret for os i eftertiden.


De andre spoerger mig paa skift om det ikke er svaert for mig at tage vaek fra mine smaa piger. Det er det overhoevedet ikke. Selvfoellig kan jeg maerke fravaeret naesten fysisk og mine tanker kredser omkring dem derhjemme hele tiden - men det er fantastsik rart at traede ud af mor-rollen og bare vaere mig selv. Til gengaeld savner min mand helt afsindigt. Byen her er fuld af kaerestepar og romantik - og han mangler bare her hos mig. Vi kunne udemaerket Luske rundt her sammen i det evige Rom, der fortaeller historier om svundne emperier.

tirsdag, september 16, 2008

Kongebarnet


Min skønne Julie er blevet 3 år i dag. Her er hun med krone og kappe, det lille kongebarn.

"...så glæd dig ved livet, glæd dig ved dine børn.... Vi er dronninger i vores eget liv, og vi kan rumme det hele, såvel solen, månen, lyset, skyggen, dagen og natten! " [citat fra Inges dejlige kommentar til et tidligere indlæg"

mandag, september 15, 2008

Fra skovhuset til skovhusvej


Denne weekend har jeg prøvet noget revolutionerende. Jeg har været på retræte! Yikes - det'nemlig rigtigt, det er sådan noget med at trække sig tilbage, ud i en skov og meditere. Vildt!

Vi var 6 kvinder samlet og gik fredag aften ind i stilheden sammen. Jeg har aldrig prøvet det før, men jeg vidste med det samme, at jeg befandt mig rigtig godt med det. Kun at åbne munden for at be' en bøn eller lovprise Gud. For alvor smage på maden, lytte til musik eller vinden i træerne eller husets lyde. For alvor mærke efter og se noget større. Sanserne bliver forstærket en milliard gange, når hovedet ikke bliver bombarderet med stimuli og indtryk og larm. Sikke en mulighed, at miste fornemmelsen for klokkeslet og bare følge dagens rytme med dagslys, måltider og samlinger med bøn og meditation. Søge dybere ned og ind i sig selv med stilheden som værktøj. Finde nye måder at kommunikere på end talen. Grine, hvis noget synes komisk. Græde, hvis noget synes trist. Sove, hvis kroppen har brug for det.

Temaet vi var fælles om var: "Herren, min styrke, mit skjold, på ham stoler mit hjerte” og vi mediterede over bibeltekster, der på alle mulige måder handler om vores hjerte.


"Når Bibelen taler om ”hjertet” mener den vort indre liv. Hjertet er det skjulte bedekammer i vort inderste dyb. - Menneskehjertet er skabt til bøn – til kærlighedens møde med den anden – og forbliver rastløst inden i os indtil vi lukker op for Ham, der banker på dets dør.” Peter Halldorf

Kærligheden er livets store gave. En dobbeltbevægelse - modtage og give - ind og ud - ligesom vores vejrtrækning. Det møde hvor man ser og lader sig se, hvor intet længere er skjult for den anden, hvor der ikke længere er noget at skjule.

Det var en virkelig stærk oplevelse at unde mig selv tid sammen med Gud. At falde på knæ og overgive mig til kærligheden. Trække vejret dybt, mærke kærlighedens nærvær. Lade mig omslutte af varme og mærke kærlighedens lægende kraft. Tænde lys og sende taknemmelige tanker afsted for alt det, jeg får lov at være en del af.

Matt. 6.21
For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

Ordspr. 4.23
Frem for alt: vogt dit hjerte, for derfra udgår livet.

Salme 131
Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt
mine øjne er ikke stolte
Jeg omgås ikke med store planer,
der er for underfulde for mig.
Nej, jeg bringer min sjæl til hvile og ro;
som barnet hos sin mor
som barnet er min sjæl i mig.

Fil. 1. 20
Giv mit hjerte ro i Kristus

torsdag, september 11, 2008

Another day! Another gray hair for mom!

Dagens smil. Tak for den Rasmus!


"Eww! Whats This? Something scrapped off the bottom of boots. Im not eating it!"

"Calvin! I made this last week and you said it was your favorite meal of all timeand you wished we could have it every day for the rest of your life!"

"Well now I hate it"

"Another day! Another gray hair for mom!"

onsdag, september 10, 2008

Jeg gemmer mig fra mit garderobeskab

Jeg har brug for en overspringshandling for at komme væk fra min egentlige overspringshandling: at rydde op i skabet.


Hele formiddagen har jeg [fortrængt latinske gloser] sorteret tøj og lavet sirlige stakke: "i brug", smid ud" og "måske en dag". I et øjebliks sindssyg fandt jeg det også nødvendigt at give mig til at flytte rundt på hylderne. Hvad end motivet var, så er det et skrækkeligt rod, som jeg kan rette op på resten af aftenen, hvis jeg skal gøre mig noget håb om at komme i seng. Hele sengen er nemlig fyldt med spejdertøj, malertøj, børnetøj og gymnastiktøj.

Hvad kan jeg forresten putte i skabet for at blive fri for den hengemte lugt? Jeg bryder mig ikke om noget rigtig stærkt og syntestisk [som fx vaskepulver], men der er brug for et eller andet i retningen af "summer in a bowl" jf Joey Tribbiani.