torsdag, marts 27, 2008

The gang-leader

Dagen i dag, hvor vi har holdt generalforsamling i MS W, er the end of an era for mig.

Jeg har omsider besluttet mig for, at jeg ikke skal være gruppeleder for metodistspejderne i København længere. For jeg trives ikke med det, - det har jeg ikke gjort længe. Det er ikke fordi jeg opfatter spejderarbejdet som surt slid. Næ næ. Hjulene har kørt stærkt i mange år, men det har jeg kunnet li. Det har givet mig et kick og en masse fællesskab, glæde og tilfredstillelse. Situationen er bare for mig nu, at det går for stærkt. Jeg kan ikke finde ud af at sætte tempoet ned, selvom jeg godt ved, at jeg har brug for det. Jeg er begyndt at føle mig brugt og konstant utilfreds over ikke at få gjort tingene ordentligt. Jeg sidder fast i de roller, jeg har skabt mig og får stress af det ansvar og omsorg jeg føler for arbejdsopgaverne og spejderne derinde.

Det gør forfærdeligt ondt at skulle give slip. Jeg har været en del af fællesskabet derinde siden jeg var 8 år. Spejder har fyldt det meste af mit liv og en stor del af min identitet er bundet op omkring det. Jeg har ikke lyst til at stoppe og jeg kan ikke komme overens med tanken om at spejderuniformen skal hænge nede i klædeskabet og samle støv. Jeg har på en eller anden måde forestillet mig at spejderarbejdet i Jerusalemskirken var en livsopgave for mig, så derfor trøster jeg mig selv ved at sige, at jeg bare går på familie-og-studieorlov. Lad det være uvist om det skal vare 3 uger eller 3 år.

Men det føles også befriende at bestemme mig. Som at slutte fred med en lang kamp op ad midtbanen med langt til målstregen og alt for mange selvmål. Ikke mindre end 2 præster og utallige andre spejdervenner har jeg - frustrerede kone - holdt beskæftiget med min utålmodighed og skuffelse over min tjeneste i kirken og forskellige midtvejsresultater, troskrise, misforståelser og mistillid til Guds kald. Hvorfor føler jeg fx at det er meningen, at jeg skal stå i spidsen for noget kirkeligt børne- og ungdomsarbejde samtidig med at jeg bliver velsignet med mine egne 1, 2, 3 børn, som jeg har sat i verden og som jeg også skal tage mig af? Det hænger ikke sammen. En go gruppeleder er en synlig leder. Det er en, der er bevidst om sin funktion som et forbillede, lader de andre på holdet være medbestemmende, men viser vejen, har fantasi, højt humør og ikke mindst er præcis i sine budskaber, krav og holdninger. Det kan jeg bare ikke leve op til. - Jeg skal være sammen med min familie. Vi er skabt med behovet for at trække stikket ud og få tanket op og Gud befaler os til at holde hviledagen i hu. Der er bare ikke flere timer i døgnet til at være spejder i - MS W har brug for en bedre leder.

Mit store skrækscenarie er et program, jeg engang så i fjernsynet med et par, der dyrkede square-dance og derfor gik glip af deres børns barndom. Jeg kan lige se Freja, Oliva og Julie for mig i den sofa udtale det samme: Far og mor? De var der aldrig for os. De havde travlt med at realisere sig selv i korte bukser, skrårem und so weiter.

Jeg er nødt til at finde en måde at være spejder på, der passer til min livssituation og har en rigtig prioritering i forhold til mit familieliv og arbejdsliv. Jeg kan mærke at Gud kalder mig til at stoppe en livvstil, hvor jeg kører i for højt tempo. Jeg skal have skabt de livsvigtige pusterum i min tilværelse. Jeg forestiller mig en familiespejderlejr med pandekager over bål, skovture, små gummistøvlefødder i mudder, tid til middagslur i skyggen .

onsdag, marts 12, 2008

Kom ud af dit vinterhi snarest

Nu er det ved at være forår. Solen begynder at varme, det grønne spirer frem og vi har en masse spejderoplevelser ude i vejret foran os. De ligger bare og venter på os.




I weekenden var jeg på trop flok tur med MS W. Fantastisk at være med på sidelinjen og opleve børn og voksne være sammen, ledere der hjælper hinanden og gør sig umage for at planlægge og afholde en lejr for at børn og unge kan få en sjov oplevelse.


Hvem stjal kagen fra skabet i går. Hvem mig? Ja dig. Ikke sandt. Hvem så?


Jeg var singlemom og havde hele kylleret med. Da Freja var helt lille blev hun kaldt Mowgli, fordi hun er vokset op blandt grønne (jungle)uniformer. Her har jeg Mowgli d. 3. på armen.



Freja hyggede sig kollossalt med aktiviteterne, blev spændt op i en gynge i træet som prøveklud, drønede rundt i de visne blade og samlede sten og blade.



Julie var sur, men se.... her smiler hun jo.


En stund i solen. Imellem madmødre falder tiden aldrig lang.

tirsdag, marts 11, 2008

På vægten



Dagens smil. Nu har jeg endelig fundet den rigtige måde til at veje mig!! Det bliver en herlig sommer med masser af grillmad, god rødvin, kold hvidvin, chokolade og flødeis ..... Tak for den Lis!