torsdag, februar 22, 2007

På spejderære

Jeg har en bekendelse: Jeg er spejder! Ikke sådan en sort en - som Anders og Anders, der kaster med ord og prutter i radioen. Nej, jeg er rigtig spejder. Sådan en grøn en - med dolk og knobreb og det hele. Og ved du hvad? Det er fedt! Det er en tid med kanoture, flødeskumskamp, gode grin om bålet, girlpower og andre værdifulde oplevelser sammen med gode venner. Den 22 februar er det spejdernes 100 års jubilæum, og det vil jeg gerne være med til at markere. Det er fordi spejderbævgelsen er en vigtig social organisation, som gennem aktiviteter skaber sammenhold mellem børn og unge, giver dem nogle gode oplevelser og selvtillid og erfaringer, der også kan bruges senere i livet. De fleste kender de sorte spejdere på P3, men jeg ville ønske at flere kendte de grønne spejdere, for de er seje! Og det er sagt på spejderære

torsdag, februar 08, 2007

Historien om mandens tilblivelse

Min svigerfar er fest-original. Han har sendt mig et godt grin, som jeg nu sender ud i blogosfæren. Så er der lidt til frokostpausen Tine...!

Gud skabte æslet og sagde til det: "Du skal kaldes et æsel. Du skal knokle dagen lang og blive kaldt dum som tak. Du skal blive 20 år gammel." Æslet svarede: "Det lyder ikke som et godt liv. Kan vi ikke sige, at jeg skal blive 5 år?". Gud accepterede.

Så skabte Gud hunden. Gud sagde: "Du skal kaldes en hund, leve som et underkastet dyr, leve af rester ved middagsbordet og passe på huset. Du bliver 35 år gammel." Hunden svarede: "Kan vi ikke sige, at jeg skal blive 15 år?". Gud accepterede.

Så skabte Gud papegøjen. Gud sagde: "Du skal kaldes papegøje. Du skal sidde i et hjørne af stuen og gentage alt, hvad folk siger til stor irritation for alle. Du skal blive 75 år." Papegøjen: "Kan vi ikke nøjes med, at jeg bliver 50 år?" Gud accepterede.

Så skabte Gud manden. Gud sagde: Du skal være et menneske og kaldes manden. Du skal leve det gode liv. Du skal være klog og intelligent og du skal bestemme over denne verden. Du skal leve i 20 år." Manden: "Det lyder som et rigtig godt liv, men kan jeg ikke få de 15 år æslet ikke ville have, de 20 som hunden afslog og de 25, som papegøjen ikke havde lyst til?" Gud accepterede.

Derfor lever manden et dejligt liv, indtil han bliver 20. Så bliver han gift. De næste 15 år knokler han dagen lang og bliver kaldt dum som tak. Så får han børn, lever af rester fra bordet og passer på huset de næste 20 år. De sidste 25 år sidder han i hjørnet af stuen og gentager alt hvad folk siger, til stor irritation for alle...

tirsdag, februar 06, 2007

Farvel Vrissenmor! Goddag Wondermum!

Lørdagmorgen. Formiddags-hygge herhjemme. I nattøj. Freja bagte pandekager sammen med sin far, mens Julie og jeg puttede sammen lidt længere. Selv med en buttet barnearm omkring min hals, kan jeg stadig tage mig selv i at undre mig over, at jeg virkelig er mor. At Rasmus og jeg virkelig har 2 børn sammen og en mere på vej. Ja, helt ærligt - jeg synes egentlig ikke, at jeg helt har vænnet mig til det. Er det mon mærkeligt ? Eller er det mon bare helt almindeligt ? Ligegyldigt! Jeg vænner mig nok aldrig helt til, at jeg virkelig har sådan en dejlig familie!

Moderfølelse: Hvad er det for noget? Titlen og positionen "Mor" er svær at forholde sig til. Siger mig intet. Det er de to små mennesker, der er kommet ind i mit liv, der siger mig alt. Men jeg tror, at det modsatte scenearie: hvis en af dem pludselig ikke var her mere, betegner moderfølelsen meget godt. At få familie jager én en skræk i livet og angsten for at miste bliver virkelig. Fx. bryder min underbevidsthed sig ikke rigtigt om, at Rasmus bruger så lang tid i bil på landevejene. Det troede jeg aldrig skulle overgå mig. Jeg har altid taget tingene ovenfra og ned. Der er ingen grund til at bekymre sig om mørket, hjorte og isglatte veje på forskud.

Livet med småbørn er hårdt arbejde, der i tilspidsede situationer giver sved på panden og forvandler selv Rasmus til en grumpy old man. På bagkant er det nemt at grine af sit familieliv og forholde sig til det med ironi og komik. I situationen er der et enormt pres og stress, hvis der ikke er styr på tingene. Men det er vigtigt at grine af det og ikke tage det så tungt. Hvad end der for tiden synes svært... It will pass. Ingen tilstand varer for evigt. Og hvor er mine piger kære, når de sidder i badekarret og Freja synger om "krokedillen i badekarret, der bare skal have en kop kaffe og en god cigar....så er den bare smadder-rar."

Hvordan tager man sig af et lille barn? Det kan være angstprovokerende at blive kastet ud i moderrollen, når man aldrig i sit liv har prøvet at skifte ble. Men der findes jo bøger om emnet og jeg har læst meget på lektien. Men jeg har også gjort den opdagelse, at jo mere man læser, jo mere forfærdet bliver man over hvor forkert man bærer sig ad. Komplikationerne hober sig op. I virkeligheden er man nok ikke bare en uduelig mor, men direkte skadelig for barnet. Du drikker for meget! Har du nok mælk til den lille? Har den ikke for lidt tøj på? Kører du uden cykelhjelm? Har du ikke anskaffet dig en tudekop?

Det er svært at være mor. Men barnet kommer en til hjælp... det bliver et parløb. Hjemmet skal være en tryg, forudsigelig, gentagende lille base, der styrker urtilliden. Kærligheden, opmærksomheden, omsorgen skal bekræftes gang på gang, hver dag. Først skal den lille have mad, indtil den ikke kan mere, så personlig kontakt og samvær, der bekræfter tilhørsforholdet mellem far, mor og børn. Så beskyttelse og pleje og så skal den lille have det morsomt. Mennesket fødes i lyst og lever i lyst. Smil uanset hvilket humør du er i. Tal til dit barn i et roligt og kærligt stemmeleje og i en ordentlig respektfuld tone, selvom du er ved at ryge op under loftet af raseri og afmagt over manglende samarbejdsvilje. Sørg for at barnet kan se, føle, høre, røre og smage verden. Svar på barnets spørgsmål.

Jeg tænker på Rasmus og mig selv som et anker, en støtteposition for vores børn. Børn er ikke små hvalpe, man kan dressere. Man kan gå foran som et godt eksempel, skovle kærlighed over på dem og så ellers slippe dem fri til at udvikle sig, som det er meningen. De skal danne deres egne stisystemer. Der skal være rum til deres følelser og meninger, også hvis det går imod hjemmets poltiske og religiøse holdninger. Ellers ender man med et barn, som ikke selv tør tage stilling.

Jeg bliver bedre og bedre til at udfylde moderrollen. Jeg er helt klar til blodhævn og æresdrab, når de store drenge i børnehaven (uuuh ja - de er vel 5 år) råber "Heeeej, Patte-Freja" efter min lille pige og jeg kan mærke, at hun bliver ked af det. Og det føles bare helt rigtigt, når mine piger kommer løbende til mig for at få pustet på en usynlig bule eller en mikroskopisk rift. I alt fald er jeg den bedste mor, de har. Farvel Vrissenmor. Goddag Wondermum.