onsdag, januar 31, 2007

Alle ved, at elefanter bringer lykke

I mit armbånd sidder en elefant, som et symbol på mit livs rejse Jorden rundt.
- Kronikkonkurrence Kr. Dagblad august 2000 -

Jeg er en globetrold. Med kasket og kamera startede jeg det nye årtusinde med at tage på en rygsæksrejse jorden rundt sammen med min kæreste. Turen er blevet et kært minde og har beriget vores liv. Den indebar spænding, glæde, dybde og samhørighed, men skam også forvirring, udmattelse, besvær, skænderier og hjemve. Hvor meget de fugtige og hede temperaturer påvirker én tager man f.eks. sjældent højde for. Jeg kan huske i Thailand, når jeg fik spændt den store klodsede rygsæk på. Sveden silede ned ad mit ansigt, og det var svært at trække vejret. Mine humørsvingninger blev så høje som huse. De små ting voksede til Strindberg’ske dramaer. Derhjemme preller det fuldstændigt af på Rasmus, når jeg folder mig ud. Men der i varmen, hvor vi begge to var pirrelige, skændtes vi tit, så det bragede. Nerverne hang udenpå tøjet. Giv mig et kys! Det er så svært at sige undskyld.

Natten inden afrejse var præget af uro. Forventninger og forestillinger kørte rundt. ”I morgen rejser vi hjemmefra. Det er ikke til at forstå. 7 måneder føles som en uendelighed. Vi skal på eventyr! Der er elefanter, der skal rides på. Bjerge, der skal bestiges og mad, der skal smages. Der er templer, kirker og ruiner, der skal fotograferes. Venlige folkeslag skal opleves. Der er talløse små øer, der skal besøges. Med lange strande og krystalklart vand og svajende palmer. Varmen, farverne, varieteterne, kulturerne – jeg kan ikke vente.”

3-2-1-nu! Vi tog en tårevædet afsked, og det kriblede ekstra meget i maven, da vi gik igennem sikkerhedskontrollen og familien var ude af syne. Fra luften så vi både solnedgang og solopgang, mens vi fløj gennem tidszonerne. Spænd sikkerhedsbæltet, ret stoleryggen og forbliv i sædet, indtil flyet holder HELT stille på landjorden. Hjælp! Jeg er i Indien på den anden side af kloden. Synk den klump du har i halsen Louise! “Don’t worry you will get plenty rice and curry.”

Vi fik med det samme Indien under huden. Kridhvide og blåøjede som vi var, indtraf ilddåben hurtigt. Vi stank langt væk af dollars. Allerede i taxaen på vej til vores forudbetalte hotelværelse, blev vi snydt for en formue. Godt udkørte gik vi i gang med vores første begynderfejl. Vi havde ingen anelse om, hvordan vi skulle begå os. Som rejsende er man gæst, og gæsterne må lade værterne vise vejen. Slå varmt vand i blodet og smil dig frem. Vi besluttede os for at gå en tur i byen og samle lidt atmosfære. Man vil som turist bestemt ikke vove sig ud på gaderne i Delhi, så vi besluttede at prøve lykken med en rickshaw. Med dødsforagt snoede vores lille trehjulede køretøj sig igennem trafikken, hvor hornet bruges mere end bremsen. Vi kørte rundt i en evighed, og havde været flere steder, som vi absolut ikke havde bedt om, da vi til sidst bad chaufføren om at sætte os af, så vi kunne tage en ny vogn. Den samme situation gentog sig. Chaufførerne ville ikke køre os hen, hvor vi kunne undersøge sagerne på egen hånd. Togstationen, Kilroy kontoret, hotellet. Men de ville mægtigt gerne køre os et lignende sted hen, hvor deres brødre, onkler eller fætre arbejdede. Alle havde en fætter et sted. De gjorde os totalt afhængige af dem. For at lysten til at give op ikke skulle overmande os, tog vi tilbage til hotellet for at sove. Sommerfuglene i maven var blevet erstattet af total forvirring. Vi var grædefærdige. Der var iskoldt på værelset. Vi kravlede ned i de møgbeskidte lagener med alt tøjet på og lukkede øjnene.

Rynkerne i min pande glattes hurtigt ud, når jeg tænker på vores startvanskeligheder. Oplevelserne kom helt af sig selv – i deres egen usminkede form i Indien. Vi blev klogere. Det var ikke en badeferie, vi var på. Og der var andre uforglemmelige oplevelser. Både voldsomme og smukke.

Trek i Himalaya! Det er kun lidt man opfatter af naturen på de første dages vandringer. På de stejle stier og i den hårde sol er det gruset og stenene foran støvlesnuder, man koncentrerer sig om. Bjergene med de hvide toppe rykker tættere på. Nu går det opad. Men vi går langsomt for at vænne os til højden og for at puste ud. De røde og hvide blodlegemer skal finde deres rette indbyrdes forhold. Ingen af os har mærket noget til højdesyge. Stien fører os igennem fyrreskove, der dufter dejligt hjemligt. Over sletter, gennem landsbyer med huse, der bare er sten lagt på andre sten. Op gennem en gade, hvor magre køer som den naturligste ting i verden går ind og ud af husene apatisk gumlende på hvad som helst, de finder på deres vej. Beboerne er venlige og fulde af undrende nysgerrighed over vores følge af fremmede, der kommer op imod dem – store, klodsede og hvide. Vores øjne er som møllehjul. Vi suger alle indtryk til os. På husene er der anbragt høje stænger med bedeflag, der blafrer bønner og gode ønsker ud i vinden, over bjergene, ind i evigheden. Her er ganske stille. Den lette susen fra flagene forstærker blot stilheden. Og på stierne er der bygget mure af flade sten med indhuggede bønner. Store og små sten samlet gennem århundreder af et folk, der kender til et hårdt og ubarmhjertigt liv. Troen findes i den indre styrke, ikke i den ydre pragt. Et indhugget gudebillede i kæmpeformat højt på en stejl bjergside. Eller et lille sitrende lys i en mørk gompa. Det virker lige stærkt. I 4000 meters højde møder vi sneen. Jeg kan ikke få varmen. En kærlig omfavnelse af Rasmus ved bålet. Suppe, popkorn og varm kakao. Lige hvad jeg trænger til. Natten falder på, og vi kryber ind i teltet. Trætheden overmander os. ”Escuse me. Tea is ready.” Teltet lynes op igen, kulden vælter ind og starter omgående med at tilrime indersiden af teltdugen. Fra mørket derude kommer en hånd med et blikkrus. ”Good Morning” lyder en stemme påståeligt. Og nu lå man lige så godt begravet i soveposen og havde fået varmen sådan nogenlunde. Den største prøvelse er nu at rejse sig op uden at soveposen glider ned. Finde lommelygten. Få fat i teen, ikke ryste på hånden, så den skvulper over og brænder fingrene. Det er godt at stå oprejst, nu hvor maden omsider har besluttet sig for at blive, hvor den blev anbragt i går aftes. Lige nu gælder det om at få støvlerne på, komme ud af teltet, skrue det brede grin på og yde sit bidrag til holdmoralen; Sige ”go’morgen.”

Kan du forestille dig et land, der består af hav med krystalklart vand – plettet med 7000 øer. Med risterrasser, ærefrygtværdige vulkaner, brusende vandfald og uberørte strande. Sådan er Filippinerne! Ad støvede og bombede veje blev vi fragtet rundt i ø-riget med diverse busser. Man blev helt paralyseret af at kigge ud ad vinduet. På livet der susede forbi. På risterrasserne, der kravlede op ad bjergene helt ind i Himlen. Udsigten tog pusten fra os. Sydpå besøgte vi små øer med eksotiske navne. Langs strandene vrimlede det med gæstehuse og dykkerbutikker. Vi slog os ned for en tid og nød den dovne atmosfære. Fiskere padlede væk i solopgangen. Dykkere dukkede op til overfladen fra det blå dyb. Trængte til en kop kaffe og plantede sig i en liggestol og så ud over havet. En gruppe lokale hunde slappede af i skyggen. Koralrevet under vandet havde de flotteste farver og formationer. Et møde med havets ældste beboer. Havskildpadden. Nærkontakt med farvestrålende fisk. Blæse bobler. At være vægtløs. Strømmen legede med en. At padle af sted i lyset, der oplyste havet i alle mulige blå nuancer. At vende sig om på ryggen og se det hele lidt fra oven. Verden er god, når man kommer op fra et dyk.

Templers tage løfter sig himmelhøjt over huse og skure af bølgeblik. Over virvaret af folk og trafik, myldrende basarer, køer, hunde, duer…rotter og kakerlakker i det larmende gadeliv. Byerne er trådt flade af millioner fødder, der hvirvler støvet og snavset op og lægger grunden til den helt uundgåelige tyndskid, der bliver en trofast følgesvend under opholdet i Asiens lande. Man må vende sig til de ivrige gadesælgere, de nysgerrige børn, og en horde af friende mænd, som vil gøre alt for at få kontakt, og man må være indstillet på at møde megen elendighed og mange menneskeskæbner. Asien er en effektiv læremester. Beskidt, voldsom og nådesløs fattig, men også fantastisk smuk og rig og frodig. Der findes ingen gylden middelvej. Til gengæld findes alle ekstremer hele tiden og alle vegne. ”Maaam, Siiir, Please,” siger nogle meget snavsede og ihærdige børn, mens de peger på deres mund for at vise, at de er sultne. De går hele tiden ind foran os. Vi lader som ingenting. Jeg væmmes ved den arrogante holdning, vi tvinges til at indtage. Jeg kan ikke tackle flere fremstrakte hænder. Jeg orker ikke at blive ved med at svømme rundt i tilstanden af dræbende magtesløshed og medlidenhed. Desperationen er trængt ind under huden, og jeg sporer til min forbløffelse en stigende aggression hos mig selv. Jeg har lyst til at slå den første og bedste, der tager fat i armen på os. Det er vel en fremprovokeret forsvarsmekanisme? Jeg er træt af at tænke på det. Jeg troede jeg var forberedt. Efter gode råd og informationer i bøger. Men det her kan man ikke forberede sig på. Når livet i den grad bliver sat på spidsen, bliver der trykket på alle knapper i følelsesregistret. Man må sætte fokus på det væsentlige og sortere resten fra. Men uanset hvor hård og voldsom oplevelsen var, ville man bagefter ikke have undværet den. Mit velnærede danske sind blev udfordret, og jeg er blevet mere åben over for andet end min egen navlebeskuende tilværelse. Man kommer forandret tilbage.

Enden på verdensrundrejsen blev brat. ”Kontakt dit bankinstitut,” stod der på skærmen, da vi stak kortet i en ATM-maskine i Las Vegas. Så vi måtte vende næsen hjemad med en følelse af fiasko i kølvandet. Vi havde ikke råd til at låne flere penge. Jeg var i et sort humør. Men da vi om aftenen højt til vejrs fra flyveren så frihedsgudinden for sidste gang, blev jeg alligevel venligere stemt. Måske endda sentimental. Heroppe i New Yorks tynde luftlag kunne jeg slutte ringen. Dér nede stod hun med sine irgrønne gevandter og brændende fakkel og huskede mig på, at jeg vovede det store skridt ud i verden. Jeg turde forfølge mine drømme. Rasmus og jeg havde bevist, at vi udover at bo sammen og tapetsere vægge, også kan rejse sammen. Nu kan vi alt. Vi så hinanden dybt og lykkeligt i øjnene og fandt, at vi elsker vores liv sammen, og vi var syge af hjemve efter de mennesker og begivenheder, der omkredser vort liv herhjemme.

Billeder og associationer dukker op, mens jeg stirrer ud i luften og tænker tilbage. Sydneys operahus med de solbeskinnede kroge og tagenes forskellige vinkler. Og mågerne, der kredser omkring. De første glimt af de sneklædte bjerge i Himalaya. Jeg vil huske det til min død. Det overvældende smukke Taj Mahal. Helt lyserødt ved daggry. Mælkehvidt i skumringen. Og gyldent, når månen skinner. Kamelridt i solopgangen til Ayers Rock i den australske ørken. Nepals børn, der er brune af sol og vind og sorte af røgen fra det åbne ildsted. De står tæt samlet i klynger og stirrer. En ustandselig snøften fra snottede næser. Jeg vil aldrig glemme de ansigter. Junglesafari på elefantryg alt imens solen går ned, og farver himlen rød, orange og violet. Vi var landsvejsrøvere med rygsæk som stjal oplevelser og billeder og tog dem med os hjem. Vi greb hændelserne i luften, og jeg vil dvæle over dem resten af mit liv. Fundere over deres betydning. Prøve at give det tilfældige, der skete, mening. Lade det komiske, væmmelige, bizarre, stressende, rørende - være det, der prægede mit liv og gav mig vidvinkel på tilværelsen. Rejselysten lokker med uimodståelig sirenesang. Jeg bliver rastløs. Vi må af sted igen Rasmus…

torsdag, januar 11, 2007

far, mor og børn: selvværd

et godt selvværd styrkes ved at skovle kærlighed på dit barn og ved at prøve at forstå det.





Det kræver tålmodighed og at du har styr på dit eget selvværd.

alene ordet selvværd oser af overskud. alt det du ikke kan købe eller betille: balance, at tro på sig selv, ro og sikkerhed, mod til at kaste sig ud i noget nyt.





Det handler i høj grad om hvordan du taclker dagligdags situationer. at du i hvert fald en gang imellem forsøger at sætte dig i dit barns sted. at du som voksen blvier go ti lat møde barnet, der hvor det er. altså lige at tænke over, hvad barnet kan, når du stiller krav til det og laver regler.





du møder din 3-årige, som næger at gå op til 5. sal ved at erkende, at der er lang vej op, men at I skal op - valget er om det skal gå hurtigt eller langsomt. For barnet kan det føles som at bestige et bjerg, og så hjælper det ikke at sige: "Pjat, der er ikke så langt"

tænk på at dit barn gerne vil elskes og anerkendes. barnet har altid en grund til at reagere som det gør, også når det kaster sig til jorden, smider med maden eller skriger i vilden sky. barnet vil gerne samarbejde, men forstår måske ikke beskeden. Når du beder dit barn om noget, så tnk over, hvad du vil opnå. Fx når du vil have din 2-årige til at holde op med at larme. Så nytter det ikke at sige "hold op med at larme" det eneste hun hører er "larme" og det er altså svært at holde op med noget som man har tankerne fyldt af. Hun har nemlig fæstnet sig ved ordet larm - og larmer. Prøv istedet at sige" shyyy vær stille" eller afled hendes opmærksomhed med en ny aktivitet. der er en større sandsynlighed for succes, hvis du siger det du vil opnå, fremfor det du ikke vil undgå.

vær ærlig. børn er omvandrende paraboler, der reagerer ligeså meget på dit kropsprog som på dine ord. børn blvier forvirrede og i tvivl når de fornemmer at hvad mor siger, ikke passer med hvad hun gør. giv et ærligt svar, der passer til barnets alder, så de kan lære at bedømme hvad der foregår i en situation og du bekræfter dit barn i sin fornemmelse af situationen, så hun tør tro på hvad hun selv fornemmer. hvis hun istedet gang på gang oplever, at det hun ser eller opfatter er forkert, så ved hun til sidst ikke hvad hun skal tro.



børn må godt græde. du skal anerkende, når dit barn er ked af at bedstevennen ikke gider lege i dag.det nytter ikke at overbevise hende om at det ikke er så slemt og at der er masser af andre børn at lege med. for dit barn er det slemt, fordi han oplever at blvie afvist. ofte kan børn slappe af, når de oplever at de følelser der er indeni også for lov at være der. du behøver ikke at klovne for at tage opmærksomheden væk fra de triste følelser.



0-1 år: kærlighed, omsorg, nærvær.
1-3 år opmuntring er vigtigt. barnet begynder at opleve sig selv som adskilt fra dig. prøv at have respekt i barnets søgen efter at finde ud af hvad der er dit og mit. banret er styret af lyst fremfor fornuft.
4-6 år. fortæl at hu ner elsket. i børnehave og skole er der meget fokus på hvad hun kan. det er vigtigt at signalere til barnet, at du er vild med det uanset om hun tegenr flot eller skriver bogstaver.

større børn: tag kun vigtige konflikter. sig fx det er skønt at du hører musik og vi skal lige aftale hvornår og hvor højt, så alle kan være her. støt dit barn i sin uafhængighed. hvis barnet blvier vist tillid, udvikler det selvværd. brug gode argumenter, som forklarer værdien og hensigten, når du sætter grænser. skift gerne mening, hvis du opfdager at du har truffet en forkert beslutning. det er godt at lære barnet at tænke sig om og også at ombestemme sig.



blvi en go rollemodel: find frem til det der er vigtigt for dig og sæt så ord på dine værdier. vær åben og nysgerrig overfor at lære nyt. vær god til at bede om hjælp. tro på din egen styrke. gå på selvopdagelse i alle livets lag gennem bøger, samtaler osv.

vær ærlig: børn er omvandrende paraboler og de reagerer ligeså meget på dit kropssprog som dine ord. børn blvier forvirrede og i tvivl, hvis de fornemmer at det mor siger ikke passer med hvad hun gør. Giv et ærligt svar, der passer til barnets alder.

mandag, januar 01, 2007

Godt nytår

Jeg er tilbage på bloggen efter en travl december, hvor jeg har afsluttet semesteret med en skriftlig eksamen. Min blog er blevet de uaktuelle emners blog. Men trods forsinket reaktionsevne skriver jeg om emner, der har betydning i mit liv. Jeg håber, at du du får glæde af at læse med og tak til dig, der skriver en kommentar i ny og næ. Jeg fifler lidt med datoerne nu og da for at få indlæggene til at passe ind i den større sammenhæng. Du kan se ude i højre side om der er kommet en ny overskrift.

Vi havde en dejlig nytårsaften sammen med gode venner. 8 voksne og 7 børn. Lækker mad og godt selskab. Isbombe, romerlys og knaldperler. Jeg er da helt stolt af mig selv... kl var 3 inden jeg ramte madrassen... Og kl 8 var ungerne klar på leg; Men vi fik dem til at hente noget legetøj og blundede lidt hen igen. Da vi endelig åbnede øjnene, delte vi seng og dyne med en politibil, en jumbobog og ti stabelkopper.... og farmor havde morgenmad parat...uhm

Jeg ønsker dig et godt og lykkebringende nyt år