tirsdag, december 25, 2007

Engle daler ned i skjul


Der har været så meget op og ned, ud og ind og frem og tilbage med ungerne i disse dage, så det bliver en kort julehilsen i år. Men jeg glæder mig nu over, at det er jul hver dag, så længe budskabet om Jesus bliver fortalt og lovsunget og så længe, der er mennesker, der følger ham.

Vi fejrede en rigtig god juleaften hjemme med fuldt program: and og flæskesteg, Disneyshow og kirkegang, dans om juletræ og gaveudveksling. Vi havde 4 gæster og masser af rigtig god tid til at nyde vores englebørn. Vi fik sådan nogle gode gaver, der gjorde mig varm indeni. Bl.a. 200 stk poliovaccine til børn i verden, 700 kr til brug for et bedre liv for Børnenes kontor og SOS-børnebyerne, 500 kr.s bidrag til gadebørnsarbejde bl.a. i Peru og årets Pin-up kalender med Hus Forbis hotteste hjemløse. Og sidst men ikke mindst fingremalerier af Olivia og Julie og et perlearmbånd fra Freja og 1000 kr af Oldemor og Oldefar, som vi vil bruge på en god aften i byen med spisning og bif.

Vores eget julegaveprojekt blev på 1900 kr., som vi bestemte os for at give til metodistkirkens missionsindsamling 2008, der tiltaler mig specielt med støtten til Hope Center i Letland, der arbejder for at give unge enlige gravide et hjem og hjælp til at forbedre deres liv som mødre. Dette center gør et livs forskel for disse piger, der som oftest ville vælge abort, hvis de ikke havde denne mulighed. [Bidrag på giro: 3103 505 4370 mærket "MISSION"]

Rigtig glædelig jul. Tak for året, der gik. Jeg glæder mig til at se en masse til dig i det nye år.

tirsdag, december 11, 2007

Julegave dekret

Igen i år har vi prøvet at tænke lidt anderledes i forhold til jul og gaver. Her kan du læse lidt med i vores kvaler:

Vi har brugt lang tid på at diskutere hvordan vi gerne vil gøre det, og hvorfor. Der er rigtig mange følelser indblandet, så det har været en svær men også lærerig proces. Det er dejligt at give gaver, og det er dejligt at få gaver. Det er helt fantastisk at give en gave, som man har brugt lang tid på at tænke sig frem til, og som man kan se, at modtageren bliver virkelig glad for. Og det er lige så fantastisk at være modtageren af sådan en gave.

Desværre ender det, for vores eget vedkommende med, at vi dagen før står i et eller andet storcenter med panik i øjnene og tre skrigende unger i armene, og desperat prøver at finde bare et eller andet, der kan gå for at være en acceptabel gave. Og så bliver det, der egentligt burde være en god og positiv ting, pludselig til en belastning, der dræner energien... Vi har snakket om det her de sidste mange år. Vi har prøvet at systematisere det... Vi har aftalt at købe julegaver hen over året... Vi har kradset ønskesedler ind og lavet checklister og krydset af. Men hver gang ender det med, at vi ikke synes, at vi får lagt de følelser og den sjæl i det, som det egentligt fortjener. Og så ender det igen i 500 frustrationer.

Et helt andet aspekt af sagen er, hvor man bruger sine penge. Når man sætter værdien af en ny saltkværn eller en smart trøje op overfor måske at kunne give et menneske muligheden for at forsørge sin familie en måned eller få den nødvendige medicin, er det svært at se det rimelige i vores juleforbrug herhjemme. Meningen er ikke at være frelste og fordømmende, men det føles mere rigtigt at benytte juletiden til at give af vores rigdom til folk, der virkelig har brug for det. Med tre børn, hus, bil og studie er vores økonomiske overskud til at overse – men så meget desto vigtigere er det for os, at de penge, vi bruger gør en forskel...

Derfor har vi besluttet os for, at vi fremover:

  • giver jule- og fødselsdagsgaver til fætre og kusiner, indtil de er blevet konfirmeret
  • sender en kærlig hilsen til vores familie, venner og bekendte
  • tæller sammen hvad vi bruger på at holde jul - alt inklusive - og så giver vi det halve beløb til et godt humanitært formål d. 24/12
  • forbeholder os derudover ret til at give umotiverede gaver, når man nu finder noget, som man ved vil gøre modtageren glad.

Vi håber, at I vil forstå og påskønne vores motivation for at lave rod i tingene – eller, at I i det mindste vil bære over med vores excentricitet ;-)

Glædelig jul til alle!
Louise og Rasmus

onsdag, december 05, 2007

Jul på den rigtige måde?

Er det en rigtig juleaften, hvis der bliver ringet på døren og der står en mand, der er kommet for at aflæse gasmåleren? Eller hvis man kun skal dække bord til sig selv? Eller hvis der er reklamer i TV om at blive sommerslank til jul?

Jeg vil benytte lidt plads til at prale af min niece Camilla, som pludselig er blevet meget voksen og er taget af sted på egen hånd ud på en jordomrejse. Du kan se nogle af hendes fantastiske billeder på hendes blog. Hun har været af sted i 3 måneder og kommer hjem til maj. Hold op hvor jeg savner hende.

Så var det jeg kom til at tænke på hvor hun vil være Juleaften? Sandsynligvis i Peru i selsskab med en munter flok backpackers med en tallerken kylling og et glas cola foran sig. Vil det mon føles som en rigtig juleaften uden hverken rødkål eller risalamande?

Selvfølgelig vil det det. Forandring fryder - lidt katolsk folkereligiøsitet må være en fantastisk oplevelse. Måske vil alt det, der er anderledes være det, der sætter hovedet på sømmet i år. Julestemning er ikke afhængig af gran og stearinlys og en tenor, der synger "DAAAAAAJLIIIIIG ÆR JOOOOOOREN". Julen behøver ikke være højtidelig og højtravende. Den handler om indstilling og fokus. Der findes en sand juleglæde uafhængig af traditioner. Der er født et barn. Han er noget særligt. Han vil vokse op og blive til noget stort. Lad os juble og fryde os. Lad os beundre ham og tilbede ham af hele hjertet. For Gud er i blandt os. Han sendte sit lys til jorden. Dette lys er Jesus. Han vandt over død og mørke i kærlighed til dig og mig og dermed er det blevet muligt at verden kan blive et godt sted at leve. En stjerne skinner på himmelen i nat og det betyder for mig, at verden aldrig var helt forladt.

Ind imellem kvæles juleglæden i travlhed, stress og jag, glimmer og gaveræs eller værre endnu i tilfælde af ensomhed og modløshed over ikke at slå til. Båndet mellem mennesker er på en gang både skrøbeligt og stærkt. Det er her vi er mest sårbare og mest stærke. Vi tager hånd om hinanden, vi kan føle medlidenhed og sætte os ind i andres situation, vi trøster og opmuntrer. Hvis vi derimod ikke tager hinanden alvorligt, forvrænges og ødelægges båndet, skades til ukendelighed, og vi mister modet til at se hinanden i øjnene.

Men mennesket er skabt i Guds billede. Det betyder, at vi alle bærer på noget, som ligner Gud. Noget stort, noget kærligt, noget godt. Det er noget, som bor i blikket, i evnen til kommunikation og samspil og tilknytning. Du har et ansvar for at skabe de ting, der gør dig glad. Det er kun dig selv, der ved, hvad der virker og skal til. Du har en evne og et ansvar for at gøre verden stor for dig selv og de mennesker, der er omkring dig. Når glæden mangler, skal der ske noget nyt. Tingene skal drejes i en ny retning.

Jeg beundrer min niece Camilla for at turde række ud efter det, hun gerne vil. Smide sikkerhedsnettet og gøre forandring og bevægelse til en del af sit liv. Bestemme selv, hvordan hun vil leve og mærke livet boble i sig - big time på den der rejse-jorden-rundt-måde Det er en rigtig jul, hvis man prioriterer at være til stede for andre og gøre plads i sin hverdag til ting, der gør en glad.

onsdag, november 21, 2007

Om alt bør der tvivles

Her følger som lovet et kapitel mere i følgetonen om min tvivl og tomhed.

Min præst Ole har lagt øre til noget af min skepticisme og hjulpet mig med at begynde at sætte ord på, hvad der er galt. Et udfald af den samtale blev for mig erkendelsen af at tvivl er et psykologisk grundstof. En typisk eksistentiel tilstand, som ingen patentløsninger eller entydige svar kan afhjælpe. Ole sagde ganske kort; Hvis du er i tvivl, så er det det, du er. Du må finde en måde at være i det på, en måde at arbejde med det på, og holde op med at kæmpe imod og modarbejde det, du oplever og føler [Læs: Ole-evangeliet fortolket] Sjovt nok er det præcis det samme som en fødselshjælper siger om veerne til en kvinde i fødsel. (laughing like a cracy lady over that one)


Descartes, en kristen filosof fra 1500-tallet sagde også som Ole: den, som søger sandheden, bør en gang i sit liv tvivle om så vidt muligt alting. For Descartes var tvivlen et beredskab til at opnå sikker erkendelse om Gud og mennesket. Gamle tankekonstruktioner skulle rives ned og nye byggesten skulle findes til at bygge et sikkert fundament op.

Så det må jeg vel gøre? Spørgsmålene hober sig op: Er du der Gud? Hvorfor er du usynlig og skjult? Hvem er du Gud? Hvem er jeg? Hvad er meningen med mit liv? Har Gud overhovedet en plan med verden og med menneskelivet?

Tvivlen er et erkendelsesberedskab for Descartes og endda en lidenskab i følge Kierkegaard. Jeg bryder mig nu ikke om den religiøse selvoptagethed, jeg har gang i her, hvor alting skal psykologiseres og følelser krænges ud for Gud og hver mand. Men jeg har samtidig svært ved at leve med den disharmoni mellem tro og fornuft, som fylder mine tanker. Jeg savner den tid, da jeg var 15 og kristendommen var så simpel og soleklar. Jeg skulle redde hele verden, om ikke så i hvert fald min mor. Nu er Gud fjern og uvirkelig for mig. Jeg føler mig som en hykler, når jeg kalder mig kristen. Jeg er langt væk hjemmefra.

Det er svært eller så godt som umuligt at opnå sikker viden, men hvad skal der mon til for, at jeg kan tro?

tirsdag, november 20, 2007

smil, unge mand og kvinde, slide, søvn

Vi har haft syge børn siden torsdag. I går havde vi hele dynen hjemme. Nætterne og dagene har det netop derfor med at ligne hinanden og glide sammen til en grå masse af vågne øjeblikke og sove perioder, en masse tørren op og skiften tøj og betræk . Men selvom vi er trætte af bræk - big time, så vil jeg nu alligevel udnævne vores sygdom til dagens smil.


Der er noget fantastisk ved at trække dagen ud af kalenderen og være noget for sit barn. Det var Freja der mindede mig om, at det er vigtigt at gøre sine dage gode og særlige, selv sygedagene. Efter at have kastet op ud over sin dyne, alle bamserne og madrassen, sagde hun i går morges: "så er det vist min tur til at være syg. Så skal jeg se 5 tegnefilm, og spise yoghurt og kiks og cola og have et Anders And blad" Fedt Freja! Det er kun dig selv, der ved, hvad der virker og skal til for at få det bedre.
Det skal være sådan, at når vækkeuret ringer, så glæder jeg mig til at tage hul på en ny dag. Det handler om at være tilstede og gøre plads i sin hverdag til ting, der gør en glad.
Der er børnemusik på anlægget og Alberte synger: Hurra nu skinner solen, jeg bliver så glad, godavs du lille sommerfugl, de store hvide blomster og solen der er gul, jeg har en leg'tøjslastbil med bløde gummihjul

torsdag, november 15, 2007

Stort og småt

Glødende og energiske har vi herhjemme kastet os ud i projekt renlighed for 2. gang. Farmor har foræret Julie et fancy sæt undertøj ligesom Frejas og siden da har Julie ikke haft ble på. Tiden er derfor kommet til at underholde dig med et par indslag fra min pottedagbog.


Jeg har forberedt mig ganske godt og undersøgt terrænet omkring pottetræningens ABC, før vi gik i gang. Sandelig siger jeg dig, der findes selvhjælpsbøger om pottetræningens kriser og forløb, inddelt i 7 nemme trin, og der findes utallige websites - for all your toilet training needs... Click Here to view the contents of your shopping cart ... Tips on parenting: PottyTraining, Baby Gear, Gift Ideas - FindGift.com. I tiden op til count zero har Julie således øvet sig i at blive blefri med den specielt designede bukseble, hun selv kan trække op og ned i en uendelighed - og hun har længe solet sig i den overvældende begejstrede opmærksomhed, hun har fået, når hun har afleveret noget i toilettet. Alt vores snak om prutter og tis, engagement og bestikkelse har set ud til at give pote og barnet virker klar og oprigtigt motiveret.


Indrømmet. Vi er en smule resultatorienterede på vores børns vegne og har skubbet en anelse stædigt til dem med at toilettræne. Det skal blive en gammel løgn: hvis andre børn kan blive renlige som 2-årige, så kan vores også. Bare vent og se. Julie - hun er helt fænomenal.


De første dage var der kun få uheld. På 3. dagen kom Julie kun hjem med 1 par våde og ulækre bukser og både mor og dagplejemor var tilfredse og fortrøstningsfulde. Andre dage har der været mange poser skiftetøj og søer på gulvet, en vaskemaskine på overarbejde og hovedrysten fra tvivlende voksne.

Far råber skingert inde fra stuen: "Nej Julie, hvad laver du?" "Jeg prut" "Hvorfor siger du ikke til far, at du skal tisse?" "Jeg prut" De haster forbi mig ud til toilettet, hvor der foregår en længere monolog om, at toilettet er det fede sted at tisse. Julie kommer hen til mig og siger"Jeg prutter i stuen". "Ja det kan jeg forstå, men du skal sige til far og mor, når du skal tisse, og så går vi på toilettet sammen. "Ja, sig far tis"

Der er dage, hvor man skal lukke øjnene hårdt i - og messe for sig selv "Det bliver bedre - det bliver BEDRE!" Hun har tisset i bilen, på sin far, i sin seng, i klapvognen, i sofaen - you name it.

"Åh nej, jeg prutter" Vi er på legepladsen uden ble og toilet i sigte. "Okay Julie, så skynder vi os hen til busken og skovtisser" siger jeg til hende. Vi skynder os at trække ned i overtræksbukser, bukser, strømpebukser og underbukser. Det går op for mig, at det ikke må være særlig let at skulle strække sig over 4 lag tøj, når man er så lille, uden at tisse på det. Det er nok lidt for ambitiøst, så jeg løfter hende op, så hun nærmest hænger vandret i luften" Så nu kan du tisse" "Nej ikke tis nu" Jeg kan godt forstå hende. Jeg skulle heller ikke nyde noget, hvis det var mig, der hang sådan udstrakt i luften som et andet lammeskind til tørre. På med alt tøjet igen. Og der går da heller ikke 5 min, så tisser hun i bukserne og siger overrasket "hov"

Udviklingen og fremskridtet kan undertiden være en hæmsko. Jeg tænker på blereklamen: Det er dig, der beslutter, hvad der er det bedste for dit barn. Libero. den perfekte pasform. Det naturlige alternativ. uden lotion. bleer, der lader luft slippe igennem til huden. overfladen opsluger hurtigt og du finder ikke noget i bleen, som ikke skal være der. Øh! Bleerne er blevet så behagelige, at selv børnehavebørn ikke vil af med dem. Det er da et tilbageskridt - et unaturligt alternativ, hva'ba?



Om sommeren har vores børn tit løbet rundt med numsen bar. For som alle siger: "...så går bleafvendingen hurtigt, for de gider ikke have det der ulækre ned af benene." Der var Freja så anderledes. Hun synes for eksempel, at det var helt okay at afgive efterladenskaber på flisegulvet, i avisbunken etc. Hvor længe de havde ligget dér, er et godt spørgsmål... Freja selv løb glad rundt i haven, kørte på tre-hjuler og sprang ind og ud af det lille badebassin. Dog ser fidusen ud til at virke på Julie; hun får en bestemt bekymret mine og den sødste hjulbenede gang, når det er gået galt og hun kommer stavrende for at få hjælp.


Men for katten, hvor har Julies røde vinterstøvler stået i tis mange gange. Godt - at de er med goretex.

Here's the thing: Når du både er større og vejer mere end dit barn, er der mange ting, du kan tvinge det til at gøre.... ind i bilen, , så nu børster vi bisser. Men du KAN IKKE tvinge et barn til at gå på toilettet. Du kan anmode og appellere og lokke eller true eller narre eller bestikke, men når alt kommer til alt: hvis ungen ikke vil, så gør hun det ikke. Det er et af de triste facts of life som dødsfald og skatter og afgifter (only more messy). Man får ikke noget godt ud af at presse sit barn til noget som helst. Er der for mange fiaskoer mister barnet måske interessen for projektet eller selvtilliden i værste fald. Freja tissede engang i bukserne så mange gang i løbet af en eftermiddag, hvor vi var på besøg i Carstens kolonihave, at vi opbrugte både vores eget skiftetøj og også Eriks. Efter et kæmpe "guilt-trip", hvorefter hun pure nægtede at gå på toilettet udstyrede vi hende til sidst med regnbukser og kørte hjem.

Not one of my proudest moments. Som forældre er den vigtigste opgave at hjælpe dit barn til at få succesoplevelser og hjælpe det til at holde af sig selv. Det gør du ved at skovle kærlighed over på dem, men også ved at sætte dig i deres sted og forsøge at forstå dem, også når de er allermest på tværs og du mest af alt har lyst til at råbe og skrige. Det kræver både stor tålmodighed og at du har styr på dit eget selvværd at lykkes med det.

Det nytter ikke at blive vred eller skuffet! Bare anerkende dit barns forsøg på at leve op til dine forventninger- Påbegynde forsøgsdag nummer # 32 og tørre op, når det går galt. Let's hope this time's the charm.

onsdag, november 14, 2007

Søvnig

Det var ikke nemt at komme ud af sengen imorges og trække i arbejdstøjet til en ny dag.
Det blev jo sent i går og jeg fik for meget rødvin, da vi sad og gyste over valget herhjemme.

Hverken skarpt lys, milde og forstående ord og kærlige klap eller er brusebad hjalp. Rasmus måtte indsætte sin personlige killer-squat for at få mig ud af sengen: MOOOOOAR ER DU VÅGNET? KIIIIIILDE KIIIIILDE DIIIKKE DIIIKKE [læs: kradse kradse] STÅ OP KOM. MORGENMAD NU!


Valget blev et bragende nederlag for mig, der er mest enig med de radikale, SF og kristendemokraterne og mest uenig med venstre og socialdemokraterne og Dansk folkeparti. Om det blev Helle thorning eller Anders Fogh på taburetten i statsministeriet synes jeg egentlig ikke var så vigtigt - jeg mener, det er ikke nemt at få øje på hvad forskellen imellem dem består i. Men mit håb om, at der måtte ske noget nyt i dansk politik blev skudt ned med en seriøs skumslukker. Det lød så lovende med nye partier, nytænkning og nye løsninger, med mulighed for en regering hen over midten.

Men det ser ikke ud til at valgdagen bliver starten på noget helt nyt. Den danske politiske scene var slet ikke parat til at snakke om andet end blokpolitik og Anders Fogh fik mandat til at fortsætte sin VK-regering med et endda styrket DF i ryggen. Og der blev kun snakket om skattelettelser i betydningen at forgylde de rige, i stedet for det mere relevante; at snakke om en skattereform, der kunne løse nogle af de begrænsninger, der er i skattesystemet i dag.

Jeg stemte på Margrethe Vestager fordi jeg synes, hun er ambitiøs, modig, skarp og dygtig. Et rigtig godt bud på Danmarks første kvindelige statsminister. - en ny ledelsesform, ny anstændighed i flygtninge-og indvandrepolitikken, nyt engageret fokus på klima, ny tillid til de offentlige ansatte og plads til faglighed og kvalitet og omsorg i det offentlige system og højere
ligeværd mellem mennesker uanset seksualitet, køn eller etnicitet.

Der er meget at arbejde for. Det var godt jeg stod op.

onsdag, november 07, 2007

Skriveblokering

Indlæggene kommer ikke i en lind strøm på min blog. Det er nemlig blevet forbudt herhjemme at blogge og surfe i arbejdstiden. Jeg skal jo have bestilt noget og se at blive færdig med noget.

Jeg ville have skrevet noget her til aften, men jeg faldt i staver foran den forkerte skærm - nemlig dummer-kassen og det åndssvage tv2program byg bedre/bo bedre med nogle chocolate chip cookies. Spise/skrive, nærmest det samme. Nu er jeg tilbage ved skriveriet. Lige så snart jeg har sat Olivia fra mig. Det er en fjollet udfordring at bruge tastaturet mens man forsøger at beholde en baby på sit skød. [læs: arm-wrestling] Ikke så snart man slipper med den ene hånd, drejer hun rundt på numsen, sætter af med benene og planter klør fem i dit ansigt og en fod i din næse. Hvordan kan det lade sig gøre? Tro mig, hun kan lave en perfekt imitation af Houdini og maneurere sin lille krop ud af hvilket som helst sæde [læs: trip trap stol] i forsøget på at stå op.

tirsdag, november 06, 2007

Fight for kisses

Mor er den bedste i verden! Det er jeg aldrig i tvivl om med et barn på armen, en hængende i frakken, en cirklende rundt om mig og en mand, der lister sig ind på mig fra tid til anden. Det er dejligt, men overvældende.

Tænk en gang, at en reklame for barberskum kan tjene som dagens smil http://www.ffk-wilkinson.com/ men check den ud, den er ret sjov. Tak for den Rasmus!

onsdag, oktober 24, 2007

Lad ugen starte med et smil


Ja jeg ved godt, at det er tisdag i dag, men prøv at gøre noget i dag for at glæde en anden, selvom du måske også gjorde det i går.

Da jeg kom op i stuen i morges for at lave morgenmad havde Rasmus tændt op i brændeovnen og sat stearinlys på bordet - det er bare den bedste start på dagen og gør mig rigtig glad og varm resten af dagen.

mandag, oktober 08, 2007

When in doubt....scream from the top of your lungs: Whats going on?

Jeg må hellere se at springe ud af skabet med hvordan jeg har det med troen på Gud. Det er meget sundt at lave en trosbekendelse en gang imellem og jeg har før skældt ud på andre kristne om at være ærlige omkring hvordan de oplever Gud og hvordan de lever deres kristne liv. Så nu må jeg leve op til det, jeg selv prædiker.

Jeg er ramlet ind i en troskrise - eller nærmere: jeg har cirklet rundt om en i det meste af et år. Tvivlen overskygger troen totalt - og troen er reduceret til et håb om en kærlig Gud og et helligt samfund. En længere følgeton kan forventes på fremtidige blogposter.

Jeg har haft og har stadig meget svært ved at komme i kirke pga den gigantiske arbejdsbyrde, der er i at være på udflugt med 3 børn. Når vi endelig har været afsted har formålet været at pleje ungernes tilhørsforhold til Jerusalemskirken, for jeg får ikke selv noget godt ud af at være der. Så skete der det, at børnekirken blev aldersbestemt og aktiviteterne blev rettet mod børn over 4 år. I sig selv meget godt - det er nemmere at lave aktiviter for en bestemt aldersgruppe, end at forsøge at klaske 7 fluer med 1 smæk. Men ærgeligt for de familier med børn under 4 år. Så familien Aaen var tilbage i glasburet på pulpituret, hvor ungerne kan muntre sig med diverse legetøj, kravle op og ned ad de lysisolerede knirkende bænke og trykke næsen flad mod ruden ned mod præsten ved alterringen. Det er der ikke meget gudstjeneste over, så kan vi ligeså godt blive hjemme, hvor man kan få en ordentlig middagslur og hente et podcast af dagens prædiken. Så i stedet for at deltage i gudstjeneste og menighedsliv og smågrupper har jeg netkirket-den på internettet og ellers været overladt til udvalget af den ellers glimrende kristne litteratur på min bogreol, personlig andagt, bøn og bibellæsning. På studiet har jeg været spændt op på en snor og hængt og dinglet mellem et religionskritisk kursus på den ene side og samtaler med Jehovas Vidner på den anden side. Jeg har jo før læst om mange forskellige kristendomsforståelser og andre verdensopfattelser. Det har nogle gange fået mig til at tvivle, og jeg har da sørme også fået revurderet mit syn på mange ting inkl. min opfattelse af Gud, men jeg har dog aldrig mistet troen helt! Nu er jeg blevet så rundt på gulvet, at det føles som om Gud for alvor har forladt mit sind.

Det føles ensomt, koldt og trist. Jeg er tilbage i en ny form for glasbur, hvor væggene kun reflekterer mig selv. Jeg vræler, når jeg hører Steffen Brandt og Tina Dickows version af Leonard Cohens: "Halleluja.". Der er dage, hvor jeg har lyst til at afhoppe, men ikke ved hvor jeg skal hoppe hen - Føler jeg mig ikke kristen, føler jeg mig i hvert fald som metodist! Føler jeg mig ikke som metodist, føler jeg mig i hvert fald kristen! Jeg kan ikke forstille mig tilværelsen uden en religiøs livsanskuelse. Det er for meningsløst og for barskt, hvis der ikke er en dybere mening med mere mellem himmel og jord. Så kan man ligeså godt aflyse og hælde et ekstra skvæt skyllemiddel i vaskemaskinen (for whats the piont caring).

søndag, oktober 07, 2007

The Moms song



Dagens smil og som en ekstra service til dig kan du læse teksten herunder, mens du ser videoen.

"What I have done is I have figured out what a mom would say in a 24 hour period, and I have condensed it to 2 minutes, 55 seconds. So strap on your seat belt, here we go.

Get up now, get up now, get up out of bed. Wash your face, brush your teeth, comb your sleepy head. Here's your clothes and your shoes, hear the words I said: Get up now! Get up and make your bed. Are you hot? Are you cold? Are you wearing that? Where's your books and your lunch and your homework at? Grab your coat and your gloves and your scarf and hat. Don't forget! You got to feed the cat. Eat your breakfast! The experts tell us it's the most important meal of all. Take your vitamins so you will grow up one day to be big and tall. Please remember the orthodontist will be seeing you at three today. Don't forget your piano lesson is this afternoon, so you must play. Don't shovel, chew slowly, but hurry, the bus is here. Be careful, come back here, did you wash behind your ears? Play outside, don't play rough, would you just play fair? Be polite, make a friend, don't forget to share. Work it out, wait your turn, never take a dare. Get along, don't make me come down there. Clean your room, fold your clothes, put your stuff away. Make your bed, do it now, do we have all day? Were you born in a barn?, would you like some hay. Can you even hear a word I say?Answer the phone! Get Off the phone! Don't sit so close! Turn it down! No texting at the table! No more computer time tonight! Your iPod's my iPod if you don't listen up! Where you going and with whom and what time do you think you're coming home? Saying thank you, please, excuse me, makes you welcome everywhere you roam. You'll appreciate my wisdom someday when you're older and you're grown. Can't wait 'til you have a couple little children of your own. You'll thank me for the counsel I gave you so willingly. But right now I thank you NOT to roll your eyes at me. Close your mouth when you chew, would appreciate. Take a bite, maybe two of the stuff you hate. Use your fork, do not you burp, or I'll set you straight. Eat the food I put upon your plate. Get an egg, Get the door, don't get smart with me. Get a Grip, get in here I'll count to 3. Get a job, get a life, get a PhD. Get a dose of reality. I don't care who started it! You're grounded until your 36! Get your story straight, and tell the truth for once for heaven's sake! And if all your friends jumped off a cliff would you jump too?If I've said it once, I've said at least a thousand times before that:You're too old to act this way! It must be your father's DNA! Look at me when I am talking. Stand up straight when you walk. A place for everything, and everything must be in place. Stop crying or I'll give you something real to cry about! Oh!Brush your teeth, wash your face, get your PJs on. Get in bed, get a hug, say a prayer with Mom. Don't forget I love you**KISS**And tomorrow we will do this all again because a mom's work never ends! You don't need the reason why! Because! Because! Because! Because! I said so! I said so! I said so! I said so! I'm the Mom! The mom! The mom! The mom! The mom! Ta-da!"

torsdag, oktober 04, 2007

Ingen forældre burde være nødt til at begrave deres børn

Så oprandt dagen for Abbys begravelse. Det var fantastisk godt for mig at være med, at se Rasmus og Signe stå oprejst, at se dem i øjnene og græde sammen med dem. Det har afsluttet eller afrundet mange af de tanker og følelser, jeg har været fyldt op af, siden jeg fik besked.

Selve bisættelsen og det efterfølgende gravøl i Skt Stefans Kirke var en god oplevelse med en utrolig opløftet kærlig og taknemmelig stemning, fuld af håb for fremtiden. Det betød rigtig meget for mig at få stukket en folder i hånden med et billede af den lille pige, som jeg var kommet for at tage afsked med. Præsten kommunikerede et stærkt budskab fra Signe og Rasmus om det, de har været igennem og deres oplevelse af at være blevet forældre. Vi sang Abbys vuggeviser: "Nu er jord og himmel stille", Grundtvigs: "Sov sødt barnlille" og kæmpede os igennem denne Beatles-sang, som Rasmus og Signe har sunget for Abby i den tid, de har haft med hende:

Here comes the sun
Here comes the sun
And I say it's all right

Little darlin'
it's been a long cold lonely winter
Little darlin'
it feels like years since its been here

Here comes the sun
Here comes the sun
And I say it's all right

Little darlin'
the smiles returning to their faces
Little darlin'
it seem like years since its been here

Here comes the sun
Here comes the sun
And I say it's alright

Sun sun sun
here it comes

sun sun sun
here it comes

sun sun sun
here it comes

Little darlin'
I feel the ice is slowly meltin'
Little darlin'
it seems like years since it's been clear

Here comes the sun
Here comes the sun
And I say it's all right, it's all right

Med et bittert drag om munden, tænker jeg på den tid, som de nybagte forældre går i møde. Det er ikke til at bære. Hvem kan mane solen frem? Ingen forældre burde være nødt til at begrave deres børn.

mandag, oktober 01, 2007

Math problem

Når mennesker rammes af pludselig ulykke, er det sikkert som amen i kirken, at religiøse spørgsmål dukker op i kølvandet af katastrofen. Præster kan ofte citeres for, at den bedste evangelisationsevent er en begravelse. Mange søger kirken og bønnen for at finde trøst og sjælero - og fred være med det.

Men ækelt er det, når samtalen om alt det grumme, der er sket, tager en detour omkring alverdens uretfærdigheder for at ende i et mad-mans reagensglasforsøg med formålet; at komme frem til årsagen til, at vi som mennesker må leve med sygom, lidelser og dødsfald. Hvordan kan der være en kærlig Gud, når verden er så ond? Hvorfor griber Gud ikke ind, hvis han er almægtig og fjerner krig, had og elendighed? Jeg krummer tæer, når kristne vover sig ud i en totalforklaring og løsning på de nævnte problemer og menneskelige vilkår.

Jeg har ingen svar. Der er ikke noget at sige, når det allermest forfærdelige man kan forestille sig sker. Det er det forbandede ved det. Der er ikke noget at sige, der kan tage smerten væk, men man må forsøge at blive ved med at trække vejret og finde sig selv i sorgen og sin nye virkelighed. Jeg kan mærke klumpen i halsen, hårene som rejser sig og maven der vender rundt ved tanken. Men jeg håber, at der findes en Gud, der hader at se mennesker lide og som ønsker at være os nær midt i mørket, trøste os og gøre det tunge lettere.

onsdag, september 26, 2007

Abby

Det er en modbydelig og urimelig trist dag i dag. Min gamle veninde og spejderven mistede sin lille nyfødte pige i dag. Uventet efter en ellers normal graviditet gik fødslen helt galt og Abby var uden ilt og hjertebanken i alt for lang tid. Hun blev (9 mdr og) 2 dage gammel, så var det forbi -min veninde er blevet mor, men kan ikke beholde sit barn og må tage tomhændet hjem.

Min veninde og hendes mand er forståeligt nok udmattede og overvældede og kan ikke klare alt for meget opmærksomhed og besøg. Men det er rædselsfuldt at stå magtesløs ved siden af. Jeg længes efter at kunne holde dem i hånden, og vise dem min støtte og deltagelse i deres sorg. Floskler! Men ordenes indhold beskriver meget rammende, hvordan jeg har det. Det gør mig så ondt. Tanker og tårer fylder og flyder.

Der er brug for forbøn. Jeg beder alle, der tror, at bønner bliver modtaget et sted og gør en forskel, om at bede for Signe og Rasmus.

tirsdag, september 18, 2007

Æblerov - Æbleskrog

Denne gamle vittighed kan tjene som dagens smil. Jeg skæver til æbleskålen derhenne i hjørnet, hvor der er små tandmærker i størsteparten af æblerne og trækker på smilebåndet:

Hvis du vedholdende og kærligt har forsøgt at opdrage dine børn og indgyde dem visdom, og de ikke har taget ved lære af det, skal du ikke være for hård ved dig selv. Når dine børn er ude af kontrol, kan du trøste dig med tanken om, at selv Guds evner ikke rakte til hans egne børn, og hvis Gud havde problemer med at opdrage sine børn, hvad får dig så til at tro, at det skulle være let for dig?

Efter at have skabt himlen og jorden skabte Gud Adam og Eva, og hans første ord til dem var:

"Lad være med det!".

"Lad være med hvad?" spurgte Adam.

"Lad være med at spise den forbudne frugt" svarede Gud.

"Forbuden frugt? Har vi forbuden frugt? Hej Eva, vi har forbuden frugt!!!!"

"Det passer ikke!"

"Jo, det gør!"

"Lad VÆRE med at spise frugten!" sagde Gud.

"Hvorfor?"

"Fordi jeg er jeres far, og fordi jeg siger det!" svarede Gud, imens han undrede sig over, hvorfor han ikke havde stoppet skabelsen efter at have lavet elefanterne. Kort tid senere så Gud sine børn holde æblepause, og han blev rasende:

"Sagde jeg ikke til jer, at I ikke måtte spise frugten?" spurgte han.

"Uh huh," svarede Adam.

"Hvorfor gjorde I det så?" spurgte Gud.

"HUN begyndte!" sagde Adam.

"Nej, jeg gjorde ikke!"

"Jo, du gjorde!"

"NEJ JEG GJORDE IKKE!"

Gud havde fået nok, og hans straf var, at Adam og Eva skulle have deres egne børn. Sådan blev mønsteret, og det er aldrig siden blevet ændret.

fredag, september 14, 2007

Weekend with Barney



Jeg lovede Rasmus at fortælle om weekendens begivenheder her på bloggen - eller rettere sagt blære mig af de 30 l æblemost, 5 l hyldebærsaft, 1 grydefuld æblegrød og 2 spande æblecider, der nu står i kælderen og bobler af gær. (Han skal da også have credit for sine ømme overarme og skuldre, som han fik af at styre håndsvinget på æblepresseren). Men "Hjemmelavet" er et skælsord i de cirkler, jeg bevæger mig i og "overskudsmor" er et øgenavn, man bliver mobbet med - specielt i mødregrupper, hvis man drister sig til at bage en kage. I cant help it - I am a Wondermum, så nu skal du høre, hvad vi lavede i weekenden:

Vi plyndrede naboens æbletræer og kørte ud til en bondegård med 10 kasser æbler for at låne deres mosteri. Her pressede vi så 30 l æblemost (incl. pulb and worms). Ungerne drak det næsten så hurtigt, som Rasmus kunne presse det, men vi fik da lidt med hjem.






Det var i øvrigt en rigtig hyggelig eftermiddag på Fuglebjerggård, (med Olivia sprællende i bæreselen), hvor man kan få lov til at gå en tur og kigge på dyrerne eller tage en madkurv med og sidde i blomsterhaven - Ren Femina romantik. Der bliver også brygget øl på stedet, så vi inspicerede entusiastisk humlemarkerne. (Rasmus elsker bare ting, der kan gære)




Derhjemme nød vi årets sidste rest af sommer og færdiggjorde de sidste udendørsprojekter.



Et billede af vores vinrøde solsikker. Vores er blevet 1,94 m høje, hvordan går det med jeres Marianne og Villy?






Sådan en fin terrasse kan man nå at lave på en forældreorlov. Det er bare blevet så dejligt.





For at det ikke skal være løgn, så har vi også fået kaniner (det er et kaninbur, dernede forenden!) Morfar har fået kaniner igen og har sat sig som mission at være leverandør af kaninunger til alle børnebørnene.



Lidt indendørs hygge med back office's nye pausemusik. (Det er et guitar-computerspil, som vi havde hjemme på prøve)




Og til sidst - Olivia, der kan sidde selv.


tirsdag, september 11, 2007

menneskesønnen i skyerne


Jeg har vist fået et ordentligt slag i tindingen, der aktiverer alle de religiøse syner i min hjernebark. Se hvad Freja nu har tegnet: og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen Herlighed Matt 24.30

mandag, september 10, 2007

Golgata



Den anden dag lå jeg på sofaen (not bloody likely) mens Freja tegnede. Ud af øjenkrogen ku jeg se... først et kryds, så et mere og så et tredje og så en lang grøn streg. Det gippede i mig og mit hjerte ræssede afsted... indtil hun 2 minutter senere, havde malet hele sin tegning sort og mørkeblå og motivet var forsvundet.

søndag, september 09, 2007

sommerminder

Frejas børnehave er for fed. High five Ramsager


I øjeblikket har børnehavebørnene travlt med at klistre diverse sommerferie-samples på papir til en fælles sommerminde-bog. Ungerne har stor fornøjelse af at fortælle om deres oplevelser og bogen bliver taget frem gang på gang og historierne fortalt igen og igen. Så nogle af børnene kan faktisk hinandens sommeroplevelser udenad. På Frejas side er et billede af kirsebærtræet på terassen derhjemme, en ballon fra Legoland og et billede af Freja med gummistøvler og spejdertørklæde fra årets mudderlejr, hvor hun i øvrigt husker, at hun fik frikadeller og slikpind.
Rigtig fed ide! På den måde får børnene et indblik i hinandens liv og andre måder at leve på. De oplever at andre er interesserede i dem som person og deres liv. Desuden gør det dem bedre til at koncentrere sig, lytte og fortælle.


I næste uge kommer Skovskolen og laver nye ting til legepladsen.

mandag, september 03, 2007

Grocery Shopping

Tilbage på min pind efter endt sommerferie og forældreorlov sammen med Rasmus skal I lige have dagens smil fra mig.

Læs begrundelsen for, at en mor sælger 10 Pokemon kort på Ebay og græd af grin.
Rasmus sente mig dette link og spurgte; "Kender du det?"

lørdag, august 25, 2007

Look back before you leave my life

Jeg har været til 10 års jubilæumsfest for min folkeskoleklasse (selvom det vist er lidt længere tid siden, vi gik ud af 9.u)

Det var så sjovt og dejligt at se og sludre med gamle klassekammerater igen. Alle ku en sjov historie om hinanden - mange af dem forlængst skrinlagt, men som aftenen gik fik historierne nyt liv og alt det glemte begyndte at dæmre. Kan du huske, da jeg sagde BØH til dig i skolegården? Hvem har kysset med hvem? Hvad blev der af de brændte bukser...?

Vi kom til at tale om Tina, der havde det rigtig skidt i vores klasse - hun var der ikke, men vi hørte, at hun havde det godt og var glad for invitationen. Da vi i vores skoletid blev anklaget for at være skyld i, at hun havde det dårligt, kan jeg huske, at jeg synes det var uretfærdigt fordi man ikke kan tvinge børn til at lege med nogen de ikke vil lege med. I dag synes jeg, at vi havde en del af skylden fordi hun var så udenfor og vi ikke var socialt ansvarlige for hende. Til min store glæde var der så nogle andre piger, der fortalte, at de gerne legede med Tina dengang og tog sig af hende og ikke ufrivilligt.

Vores gamle orienteringslærer [det var dengang man slog geografi, biologi og historie sammen og som resultat ikke lærte en skid om nogen af delene] var der også og gav et forunderligt indblik af hvad der foregik bag kulisserne på lærerværelset dengang. Og Christine havde fået en lille bitte datter, som hedder Ellen Sophia og så blændende smuk og smart ud. Og Signe skal være mor lige om lidt. Og rygtet går om Dannys hemlige bryllup og Maria Hansen i et babyblad...? Helt skægt var det nu, at se Frank igen - forklædt som voksen. Den lille hvalp, klassens drillepind og brilleabe, som jeg kunne tæve ind til 4. klasse, var så rar og indlevende, betænksom og morsom og flot. En rigtig rigtig skøn gut.




Mulle - min gamle slyngveninde - holdt festen. Tak for det - Du er en stjerne. Det var skønt at se dig igen - lige så lige til og nem at snakke med som om der ikke var gået ti år. Stadig lige så festlig, romantisk, kreativ og humoristisk som altid. 13 med pil op ad til Celine Dion


fredag, august 03, 2007

Værdien af dit smil


Et smil koster ingenting, men det gir så meget!
Det beriger den som modtar det uden at svække den som gir det.
Det er en velsignelse for de bekymrede.
En glæde for de modløse.
Solskin for de triste.
Det kan ikke købes, lånes eller stjæles.
Hvis du i livets travelhed møder nogen som er for bekymrede til at gi dig et smil - gi et af dine.
For ingen trænger mere til dagens smil end den
som ikke har nogen smil at gi!

fredag, juli 27, 2007

Gud tegner prikker på mennesker med tush

Forleden hoppede Freja ned til mig i karbadet. Jeg tegnede figurer på hendes ryg og hun flyttede skum fra badet op i mit hår. Så spurgte min videbegærlige datter mig (i en regn af andre ellers intelligente spørgsmål): "Hvorfor har du så mange prikker mor?" "Det er skønhedspletter, fordi jeg er så skøn", svarede jeg. "Men hvorfor" insisterede hun. "Det er Gud, der har tegnet prikker på mig, derfor" erklærede jeg. "Ku' det ikke være sjovt at tegne streger mellem prikkerne" indskød Rasmus, der var gang med en større operation af Julie på puslebordet. "Gud tegner prikker på mor med Tush" sagde Freja tilfreds til sig selv, og senere tegnede hun denne tegning. Øverst i højre hjørne ses Gud (ligner mest et overvågningskamera) og nederst i venstre hjørne er der et tegnet prikker på et menneske.


onsdag, juli 25, 2007

Hva' laver du? / Hvorfor dit og dat?

Så er vi hjemvendt fra ferie.... eller fra hårdt arbejde 24 timer døgnet rundt. Det er ikke afslappende at holde ferie med 30-40 kg børn. Lamme arme og møre kroppe og ømme trommehinder. Freja har været fræk og døv og stædig (terrible combination), Julie er forfærdeligt mor-syg og har hængt som et tørklæde omkring min hals eller som en klods om mit ben og Olivia har sovet dårligt både nat og dag. Freja er kommet i Spørge-Jørgen-alderen og Far og Mor er så trætte af det. Det er da dejligt med en nysgerrig og videbegærlig pige, men vores samtaler drives ud i det absurde, hvor der utilfredsstillende nok til sidst ikke er mere at sige. Julie starter alle forsøg på menneskelig kontakt med: "Hva' laver du?" og hun er heller ikke tilfreds med et overfladiske svar, men stiller sit dybdeborende spørgsmål igen og igen og igen, til man til sidst kaster bolden tilbage til hende og spørger; "Hvad laver du?" Så lægger hun hovedet på skrå og siger sukkersødt "mæ u og gønge?" Hun vil helst gynge 24 timer døgnet rundt. Olivia er jævnt utilfreds med tilværelsen med mindre, der er én, der holder hende i siddende positur og vifter en rangle foran hendes savlevåde fjæs. Hvem der bare havde vinger eller et par stylter og kunne løbe efter sine to storesøstre ud i sommeren.

Her i vores hus er der altid fuld af fart
musik, snak og larm, man skal ikke være sart

torsdag, juli 05, 2007

Jerusalemskirken

I mit armbånd har jeg et led, der forestiller en kirke og er et symbol på Jerusalemskirken - som er min kirke.

Når jeg samtaler med mennesker om, at jeg er kristen, bliver jeg ofte spurgt: "Går du så i kirke hver søndag?" Det er et spørgsmål, der har som formål at måle, hvor kristen jeg er - eller rettere hvor fanatisk jeg er med min religion, så spørgeren kan bedømme i hvilken grad jeg er til at tale med eller afskåret fra al fornuft.

Det er faktisk et godt spørgsmål: Hvor kristen er du? Hvor meget betyder din tro for dit liv? Praktiserer du selv det, du prædiker om?

Ja! Min tro på Gud betyder, at jeg går i kirke. Søndagsgudstjenesten er det omdrejningspunkt, hvor jeg orienterer mig ud i verden fra. (Læs: det omdrejningspunkt jeg ønsker skal være centrum i mit liv. Jeg bliver noget bleg og slap i koderne af at have 3 børn med i kirke og jeg synes det er svært og meget frustrerende at komme i kirke og derfor bliver jeg væk i øjeblikket.) Men det er vigtigt for mig at medbringe mine børn, så de kan komme til at mærke, at kirken er et sted, hvor de hører til.

Men nu er kirkeforhold så meget mere, end det der foregår om søndagen. Jeg forsøger at vedligeholde min åndelige sundhed på mange andre måder: Jeg starter og slutter hver dag med at takke Gud for livet og modtager og afleverer dagen i bøn: den gave og de muligheder og de mellemmenneskelige relationer, som hver dag rummer. Jeg læser i Bibelen hver dag, både historisk-kritisk og personligt. Jeg læser eller synger en salme (afhængigt af om jeg er alene og om jeg kender melodien). Jeg be'r og læser sammen med mine børn. Jeg er plantet midt i Guds skaberværk med 6 sanser og en masse mennesker omkring mig, der hele tiden bidrager til et større billede og en større mening af verden og livet. Spejderbevægelse, mission/nødhjælp, gudstjenestefornyelse, sjælesorg, smågruppe/netværk, ligger mig meget på sinde.

Ja! Jeg er troende og fantast. Jeg tror, at der er en dybere mening med tilværelsen og at menneskers retning og mål er at være tæt på Gud. Jeg tror, at kristendommen rummer en dybere sandhed om Guds hensigt med menneskets gøren og laden. Jeg tror, det er vigtigt for mennesker, at have et fast fundament. Jeg er naiv, dvs godtroende i mange henseender. Jeg har som de fleste en tendens til at være bedrevidende og dømmende, men jeg tror ikke længere som i mine teenage-års iver, at jeg altid har ret, men snarere, at jeg ind imellem har ret og ofte tager fejl. Der var på et tidspunkt hvor en teologi-test cirkulerede blandt meto-bloggerne og jeg har naturligvis også testet mig selv og mit teologiske standpunkt: testen viser til min lettelse, at jeg kun er 14 % fundamentalist og åbenlyst heavly influenced by John Wesley and the Methodists.

Emergent/Postmodern
82%
Evangelical Holiness/Wesleyan
82%
Classical Liberal
61%
Charismatic/Pentecostal
61%
Neo orthodox
50%
Modern Liberal
50%
Roman Catholic
36%
Reformed Evangelical
32%
Fundamentalist
14%

Jerusalemskirken er en Metodistkirke. Den menighed, som jeg er en del af, ønsker at være levende og vokse. Den vil gerne danne rammen om et sted, hvor alle kan føle sig trygge og fri til at være sig selv. Min kirke lever kun i kraft af Jesus Kristus, og ønsker, at alle medlemmer er engagerede gennem bøn, deres nærvær, deres gaver og deres tjeneste. Den vil gerne være åndeligt sund og kulturelt relevant. Det er det værdisæt, som min menighed bygger sin kirke på.

fredag, juni 22, 2007

Smil - Det er sommerferie

Dagens smil! Jeg har lige afleveret eksamensopgave og har nu sommerferie.
Det er gået over alt forventning med at skrive og jeg har skrevet om et rasende spændende emne: At tolke Gud i dag. Den teologiske linje fra Bultmann til Grosbøll (Kan I huske præsten, der ikke tror på Gud?) Jeg linker opgaven her, når jeg får den oploaded. Jeg har længe fedtet rundt i gråzonen om Bibelen skal tolkes bogstaveligt, historisk-kritisk eller symbolsk som et stykke litteraturhistorie. Men ikke mere, nej nu er det slut. Det er sommer.

søndag, juni 17, 2007

Wille skratter.

Dagens smil! Han er bare for lækker. Husk lyd!



lørdag, juni 16, 2007

Alle trænger til et smil


Min blogger-veninde på Sismofytten http://www.dansesmoelf.blogspot.com/ har indført Dagens Smil, hvilket jeg synes er en fantastisk ide, jf titlen på min Blog: Smil - Gud elsker dig. Så jeg vil kopiere ideen og forhåbentligt være med til at sprede lidt glæde.

Blessed are they who can laugh at themselves, for they shall never cease to be amused.

torsdag, juni 07, 2007

strømpesokdreven vaskemaskine

Der er den forvaskede blå størrelse 19 med Peter Plys print på. Så er der den fornuftige børnemodel i uld, der engang har ligget i en pakke fra farmor. Og så er der Frejas med Bratz og den med den venlige pony. Der er den lilla med hjerter, der lige havde fået sin vaskemaskinedebut. Jeg taler naturligvis om sidste måneds fangst af ensomme sokker. Makkerløse strømper, der efter at vasketøjet er lagt sammen, ligger forladte tilbage i bunden af kurven. Hvor blir de strømper af? Jeg er sikker på, at mine børn hver dag kommer hjem fra daginstitutionen med begge strømper på. Ofte har de faktisk mere med hjem, end da de tog af sted. Et stykke afgnavet agurk på dage, hvor jeg ikke har lagt agurk i madpakken. Et sørøverkort. En bunke sten i jakkelommen. Visne blade. Diverse plastic dimser. Og beskidte strømper. Derfor må den mystiske forsvinden foregå her i huset. Det er en hån mod mig som husmor, når strømpesokkerne uge efter uge stadig ligger der på bunden af vasketøjskurven uden deres mage. Det må være vaskemaskinen, der spiser strømpesokker...

tirsdag, juni 05, 2007

The Klister Sisters

Mine børn går op i det høje C og F#, når deres mor forsøger at tørre, smøre, vaske, rede, pille, glatte, kratte, desinficere deres fjæs og lapper. Det forstår jeg også godt, og det er et slemt indgreb på deres personlige frihed og grundlovssikrede rettigheder, når jeg kommer med en klud. Men det er ufatteligt, så klistrede, fedtede, snottede, våde, beskidte og indsmurte, de kan nå at blive på ingen tid. Jeg fejrede grundlovsdag alene med mine piger i zoologiske have. Rasmus har forladt skuden og er taget på en fantastisk Microsoft-konference i Orlando, Florida. (Læs: Disneyland, Kennedy spacecenter med shuttle launch, Universal studios, Seaworld og hotel med suite og pool) Ideen om at køre i zoo på en national fridag må have været et udslag af momentarisk sindssyge: Vi stod i 20 m lange køer overalt. Også for at købe 2 pindeis og 2 stykker lyserødt slik, som de små kanaljer havde fundet på slikhylderne. Slikket, det såkaldte groovy compact candy, var i pulverform, opdagede vi, da vi fik flået det ud af plasticembalagen. Både Freja og Julie lagde ud med at hælde det udover Olivia og klapvognen, for derefter at slikke dåsens rester i sig (læs: smøre sig ind i det) Jeg respekterede mine børns intimsfære denne dag, for vi var kommet af sted uden vådservietter.

mandag, juni 04, 2007

Min datter, det store udendørsmenneske


Efterhånden er det ved at være en lille smule pinligt at have Julie med hen i børnehaven, når Freja skal hentes. Hun sætter omgående kurs mod legepladsen, hiver og flår i lågen og ignorerer alle opfordringer til at komme med hjem, når Freja er klar til at gå. Det ender temmelig forudsigeligt i et raserianfald, når jeg med magt må slæbe hende væk derfra, (mens jeg balancerer med lillesøster, rygsække og diverse løsdele og prøver at kommunikere med Freja om at følge frivilligt med) efter en rum tid med slesk lokken om de lyksaligheder, der findes derhjemme, for Julie kæmper imod med alt hun har lært. Situationen bider ikke på hende. Det er udelukkende legepladsen, der kan gøre hende tilfreds. Det er ikke fordi, hun ikke kommer ud. Det gør hun hver eneste dag med mindre vejret er usædvanligt ondartet. Julie har bare ikke tålmodighed til at vente på, at alle går ud. Hvor den trang til the great outdoor kommer fra er en gåde?

torsdag, maj 31, 2007

Baby baby you're irresistible



Naboen spiller Alphabeat!! for fulde gardiner. Jeg tuller rundt i haven omkring barnevognen og rocker med:

I was not looking for arty farty love
I wanted someone to love completely
I was looking for a decent boy
For a tender glance

You came like a thief in the night and stole my heart
Like a solitude erasure Like an elevator
I know we'd do anything for love
And it is you and me For all eternity

In the wuthering heights. And the stormy nights

You give me 10.000 nights of thunder
But I will give them all back to you
'Cause you're so uhh, so ahh, so cool,
Baby you're so super-supremely-ba-ba-di-oh

Rasmus fik en go' 30 års fødselsdag. Jeg ville gerne give ham en surprise på hans fødselsdag - en fridag væk fra bleskift, snotnæser og svingture, krav og forventninger. Så jeg havde fået en aftale i hus med fætter Hans, der kom og kidnappede ham og tog ham med på en dykkertur i Kattegat og Skagerak. Han blev rigtig glad, nød at komme i vandet igen og påstod endda, at han savnede mig dernede under overfladen. Det var vist også et fint dyk trods ondsindede bølger og dårlig sigt.



Om eftermiddagen fik han fødselsdagskage og gaver: Gear til grillen (Man er vel barn af Webergenerationen), en slipsenål, glaskunst, en far-bog "Far på færde" og en campingstol til næste spejderlejr. Om aftenen var vi på fiskerestaurant med Rasmus' forældre og hans søstre og company. Alt i alt rundede han det skarpe hjørne i god stil og er i øvrigt godt tilfreds med sin 30 års-jubilæums-øl, der blev stærk og bitter som planlagt.


torsdag, maj 24, 2007

Hvad er en bedstemor?

En 9-årig pige har forklaringen:

En Bedstemor er en dame, som ikke selv har børn og derfor elsker andre menneskers piger og drenge. Bedstemødre har ikke noget at lave. De findes bare. Hvis man går tur med dem, går de langsomt, så der er god tid til at se på pæne træer og dyr. De siger aldrig: "kom nu her" eller "skynd dig nu". Ofte er de tykke, men ikke for tykke til at binde ens snørebånd. De har briller, og nogle af dem kan tage tænderne ud. De svarer på spørgsmål som "hvorfor hader hunde og katte hinanden" ? eller "hvorfor er Gud ikke gift" ? De har ikke noget imod at læse det samme eventyr om igen og om igen. Alle burde forsøge at skaffe sig en Bedstemor, særlig de som ikke har fjernsyn.

Det lyder som en rigtig dejlig bedstemor! (Tak for den historie mor!) Mine børn er så heldige at have 3 af samme slags, der er mindst lige så skønne.





De er der 200 % for os, hvis der er problemer, men de trænger sig ikke på. De blander sig ikke uopfordret, men bidrager gerne, hvis vi spørger om råd eller hjælp. De er bare så søde og forstående, står ved de ting, de siger og gør, er ærlige og ligefremme og udsletter ikke sig selv, men er "Herre i eget hus." De ved, at det er vores børn og os, der tager beslutninger og ansvar omkring dem, til gengæld blander vi os også uden om, når børnene er på besøg hos dem uden os. De bakker os op, støtter og roser os. De er helt pjattede med vores børn, forkæler dem med gaver, ømhed og omsorg (og slik i lange baner...) og er gode til at være sammen med børnene på børnenes præmisser.

Pu ha! Der findes så mange familier, hvor kvinderne går i kampuniform og bekriger hinanden, og der findes så mange ægteskaber, der opløses, hvor et dårligt svigermor/svigerdatter-forhold spiller en rolle. Hvem har ikke hørt de endeløse skrækhistorier om overfusende, dominerende egoistiske og diktatoriske svigermødre med nærtagende, hormonforstyrrede, trætte og ligeså egoistiske svigerdøtre, der raser over, at bedstemor giver barnet sodavand, (sodavand, det er noget Fanden har skabt og givet i hånden på bedstemødre), dypper sutten i rødvin, (for det tager barnet da ikke skade af), klæder barnet om som fastelavnsris efter, at mor har været der, bliver pludseligt stokdøv, når mor har afvist bedstemors forslag. Piger husk at sige: "NEJ, det skal han ikke have!" - istedet for "Jeg synes ikke, at det er en god ide, at han får nutella med i seng" For det er der, at bedstemødre lukker af og hører kun ...god ide med nutella i sengen... :)

Jeg ved, at vi er heldige med vores børns 3 bedstemødre- eller jeg ved, at det gode forhold til ens mor, svigermor og ens børns bedstemødre handler om at have gensidig respekt og forståelse for hinanden som voksne mennesker.




søndag, maj 06, 2007

Olivias barnedåb

- En skåltale skrevet til Olivias barnedåb 6. maj 2007 -
En hyldest til det gode vejr. Til sommeren der er på vej. Til blomster, buske og træer, der springer ud og gør verden ny igen. Det blir en go sommer Rasmus! Vi skal begge være hjemme på forældreorlov og nyde vores børn og vores hjem sammen.

En hyldest til fester! Fester sætter krydderi på hverdagen. Fester giver nærvær og dybde med mange af de mennesker, man holder allermest af. Tak fordi I ville komme i dag alle sammen.

Og så selvfølgelig også en hyldest til den lille unge, som Rasmus og jeg har fået: Olivia. Hvilken gave! Hun er så kær og så ufattelig lækker. En lille Bufas med de blødeste kinder og det sødste skæve smil. Hendes sut og hendes mor er hendes allerbedste ven. Der løber vand i øjnene, når jeg sidder med hende i armene og bliver fyldt med ømhed, stolthed og ansvarsfølelese overfor det lille væsen. Den direkte kontakt med min lille baby, et helstøbt møde, en absolut opmærksomhed, den totale tilstedeværelse her og nu, som hun kræver af mig, giver mit liv en dybtfølt mening og værdi.

Kære Olivia: velkommen til verden. velkommen til eksistensen. Alle har øjnene rettet mod dig nu. Hvad kommer der til at ske med dig? Jeg udfordrer dig til at løfte dig selv fra gulvet og stå ansigt til ansigt med tilværelsen. Livet er en gave fra Gud. Dåben udtrykker Guds løfte til dig: Han vil velsigne og bevare dig. Lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Han vil løfte sit ansigt mod dig og give dig fred. Jeg ønsker dig et langt, lyst og lykkeligt liv og livsmod og livslyst.

Kære Freja: Du er min lille prinsesse. Du elsker at plukke blomster og finde sten og klæde dig ud som sørøvere og riddere og drager og krokediller med dine bedste venner i børnehaven. Du er smuk og skøn og sjov og fantasifuld.

Kære Julie. Du er min lille cirkusklovn. Du elsker at optræde med gakkede gangarter og klatre og tumle og rutsche og sidde og putte. Du har en kæmpe portion snilde og charme og du er smuk og skøn og sjov og fantasifuld.
I er Guds børn. Gud har lavet hele denne her vidunderlige verden. Og han har givet jer til mor og far, så vi kan få lov at passe på jer og knuselske jer. og I er uendeligt værdifulde.

Kære Rasmus: Du er en fantastisk ven og kæreste og far. Jeg elsker at se på og lytte, når du er sammen med dine børn. Bare rolig, jeg skal nok lade være at blande mig. Det I har sammen er helt unikt. Du glæder dig til, at jeg kommer i form efter fødslen. Du savner mig - jeg savner også dig! Der er hele tiden et barn i favnen på os, der vil have vores fulde opmærksomhed. Klappe os, stikke fingrene i munden på os, trække os i næsen, vil ha' os for sig selv. Vil holdes, kysses, krammes og tumles med. Det er bare den ultimative kærlighedserklæring. Men det vi to har sammen er også unikt. Når du holder mig tæt ind til dig og jeg kan se kærligheden i din øjnene, så er du det eneste, jeg ved.

Skål for det gode vejr og for kærligheden til livet.
(Talen blev ikke holdt, for jeg fik lampefeber)

fredag, marts 16, 2007

Babyblues

Så indtraf tudedagen – 3 dage efter Olivias fødsel – vi har da stadig marts måned ikke? (Monday -one day, Tuesday - two day, Wednesday – what day, Thursday – third day, Friday – forth day...)

Tårerne triller ned af mine kinder: Jeg har lige set TV2 Programmet "Far, mor og Guds hånd" om såkaldt “bibelsk opdragelse”. Det handlede om, hvordan to kristne forældrepar i USA og England disciplinerer deres børn med med rem, grene og spanskrør. Moderen i den ene familie fortalte med et uhyggeligt smil om munden, hvordan hun nøjsommeligt plukkede æblegrene (de giver de bedste svirp) i haven og lagde dem rundt omkring i huset, så der altid var én i nærheden, når hendes børn brød husets regler. Da hun halede et af sine børn ind i et rum og lukkede døren og man hørte et smæld og et barn, der græd, så måtte jeg slukke for skærmen. En anden medvirkende drev en forretning, der specialfremstillede bræt med bibelcitater til at slå børn. F.x fra ordsprogenes bog. 13.24 "Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den, der elsker sin søn, tugter ham i tide." Manden gav en hjerteskærende beskrivelse af fremgangsmåden hvorpå man skal afklæde barnet og slå det i enden med brættet, og han erklærede, at Gud selv har fortalt ham, at han skal lave disse pryle pinde. Der blev vist klip, hvor en families yngste medlem skulle lære ikke at komme for tæt på den varme brændeovn. Der blev lagt et tæppe foran ilden, hvor babyen blev placeret. Hver gang barnet gjorde tegn til at kravle væk og stak en arm uden for tæppet... slam.. én over nallerne. En far (og i øvrigt også præst) gjorde sig megen umage med at fortælle og forklare, at en afstraffelse af et ulydigt barn altid skal foregå med kærlighed og aldrig som udslag af vrede. (twistet kind of love)

Jeg er dybt rystet. Det er sygt at afstraffe et barn med vold, også hvis det ikke sker i vrede. Forældre, der koldt og kynisk er i stand til at bruge vold mod deres børn, uden det sker i vrede og afmagt, bør have børnene tvangsfjernet! Jeg synes, det er ubehageligt, at sådan en systematisk vold mod børn udføres med tydelig glæde og i Jesu navn eller ihvertfald med begrundelse i biblen.

Programmet er nu ekstremt generaliserende og ensidigt. Vi efterlades med det indtryk at kristne familier tæver deres børn fra de er 6 måneder gamle til de er 10 år. Hele afstraffelsen gøres rituel og dele af afstraffelsen trækkes gerne i langdrag, så der opnås maksimal psykisk effekt på barnet. Der avles et utal af børn, så far og mor aldrig kommer ud af træning med spanskrøret og mødrene beskæftiges med børnepasning og husligt arbejde - for det er nu en gang kvindens plads. Den eneste tilladte kvindebevægelse er den, der foregår, når husets hunkønsvæsener gør rent. Børnene undervises hjemme med såkaldt bibelsk undervisning, enhver snak om Darwin forbydes, så børnene aldrig får noget realistisk indtryk af, hvordan verden hænger sammen.


Jeg ved godt, at udsendelsen er et udtryk for fanatikeres forståelse af, hvad biblen siger om børneopdragelse. Ved hjælp af god fantasi og ved at overse store dele af biblen, kan de stykke enkelte bibelvers fra det gamle testamente sammen som understøtter deres livsstil.

Men vi kommer ikke uden om, at det nye testamente jo hænger sammen med det gamle testamente med alt hvad der står af opfordringer til børnemishandling (og i øvrigt også mord, voldtægt, undertrykkelse af kvinder og homoseksuelle, tortur, slavehold, kannibalisme og alverdens andre uhyrligheder. ) Det står alle kristne frit for at vælge og vrage bibelens ord alt efter hvad man bedst kan li' og ikke li'. Der findes så mange udgaver af kristendommen, at det faktisk er umuligt at bruge betegnelsen kristendom. Men er det denne slags kristne forældre, der ikke har forstået Guds kærlighed, eller er det kristendommen, som ikke har med Guds kærlighed at gøre? Hvordan kan man som kristen leve med en bog som auoritet og rettesnor, hvor gode smukke ting står side om side med makabre uhyrligheder. Står der virkelig i bibelen, at børn skal opdrages med vold, brutalitet tvangsindoktrinering og torurlignende adfærd? Er det en god og venlig Gud, der beskrives i Bibelen? Kan man tolke den som man vil? Tæsker kristne deres børn?

Jeg synes det er dybt problematisk at forholde mig til Bibelens tvetydigheder og leve med den som menneske og kristen. Og jeg synes, det er uhygeligt hvilke livvsyn man kan trække ud af den og bruge som autoritet til skade for uskyldige børn. Men i min sorg over de stakkels børn, der bliver mishandlet af den ene eller den anden grund, klamrer jeg mig til min version af bibelsk opdragelse: opfør dig overfor andre, som du gerne vil have, at de skal opføre sig overfor dig. Jesu gyldne regel - Matthæus 7,12. Mennesket er skabt af Gud og elsket af Gud og derfor ukrænkeligt og værdifuldt. Børn er også mennesker!

Jeg tører tårerne væk. Prøver at glemme det jeg så, og "pusher" lidt Amy. Hver eftermiddag sender de Judging Amy på TV2, hvor børn reddes og behandles retfærdigt af socialforvaltningen og børne-og ungdomsdomstolen - og verden bliver lidt rarere at være en del af i små 45 minutter.

tirsdag, marts 13, 2007

Olivias fødselsdag




Louise og jeg har fået en dejlig lille pige i nat kl. 04.25. Hun er 54 cm.lang og vejer 4300 g. - og er helt perfekt. Se bare billederne :-)Hjemmefødslen forløb uden større problemer, og Julie og Freja lå på deresværelse og sov fra det hele. Så da de stod op i morges, kunne de spisemorgenmad med deres nye lillesøster. Vi er glade - og lidt trætte - og vil rigtig gerne vise vores lille nyevidunder frem, så alle er velkomne til at stikke hovedet forbi. Vi er hjemme de næste par uger.




Kærlige hilsner fra Rasmus

torsdag, februar 22, 2007

På spejderære

Jeg har en bekendelse: Jeg er spejder! Ikke sådan en sort en - som Anders og Anders, der kaster med ord og prutter i radioen. Nej, jeg er rigtig spejder. Sådan en grøn en - med dolk og knobreb og det hele. Og ved du hvad? Det er fedt! Det er en tid med kanoture, flødeskumskamp, gode grin om bålet, girlpower og andre værdifulde oplevelser sammen med gode venner. Den 22 februar er det spejdernes 100 års jubilæum, og det vil jeg gerne være med til at markere. Det er fordi spejderbævgelsen er en vigtig social organisation, som gennem aktiviteter skaber sammenhold mellem børn og unge, giver dem nogle gode oplevelser og selvtillid og erfaringer, der også kan bruges senere i livet. De fleste kender de sorte spejdere på P3, men jeg ville ønske at flere kendte de grønne spejdere, for de er seje! Og det er sagt på spejderære

torsdag, februar 08, 2007

Historien om mandens tilblivelse

Min svigerfar er fest-original. Han har sendt mig et godt grin, som jeg nu sender ud i blogosfæren. Så er der lidt til frokostpausen Tine...!

Gud skabte æslet og sagde til det: "Du skal kaldes et æsel. Du skal knokle dagen lang og blive kaldt dum som tak. Du skal blive 20 år gammel." Æslet svarede: "Det lyder ikke som et godt liv. Kan vi ikke sige, at jeg skal blive 5 år?". Gud accepterede.

Så skabte Gud hunden. Gud sagde: "Du skal kaldes en hund, leve som et underkastet dyr, leve af rester ved middagsbordet og passe på huset. Du bliver 35 år gammel." Hunden svarede: "Kan vi ikke sige, at jeg skal blive 15 år?". Gud accepterede.

Så skabte Gud papegøjen. Gud sagde: "Du skal kaldes papegøje. Du skal sidde i et hjørne af stuen og gentage alt, hvad folk siger til stor irritation for alle. Du skal blive 75 år." Papegøjen: "Kan vi ikke nøjes med, at jeg bliver 50 år?" Gud accepterede.

Så skabte Gud manden. Gud sagde: Du skal være et menneske og kaldes manden. Du skal leve det gode liv. Du skal være klog og intelligent og du skal bestemme over denne verden. Du skal leve i 20 år." Manden: "Det lyder som et rigtig godt liv, men kan jeg ikke få de 15 år æslet ikke ville have, de 20 som hunden afslog og de 25, som papegøjen ikke havde lyst til?" Gud accepterede.

Derfor lever manden et dejligt liv, indtil han bliver 20. Så bliver han gift. De næste 15 år knokler han dagen lang og bliver kaldt dum som tak. Så får han børn, lever af rester fra bordet og passer på huset de næste 20 år. De sidste 25 år sidder han i hjørnet af stuen og gentager alt hvad folk siger, til stor irritation for alle...

tirsdag, februar 06, 2007

Farvel Vrissenmor! Goddag Wondermum!

Lørdagmorgen. Formiddags-hygge herhjemme. I nattøj. Freja bagte pandekager sammen med sin far, mens Julie og jeg puttede sammen lidt længere. Selv med en buttet barnearm omkring min hals, kan jeg stadig tage mig selv i at undre mig over, at jeg virkelig er mor. At Rasmus og jeg virkelig har 2 børn sammen og en mere på vej. Ja, helt ærligt - jeg synes egentlig ikke, at jeg helt har vænnet mig til det. Er det mon mærkeligt ? Eller er det mon bare helt almindeligt ? Ligegyldigt! Jeg vænner mig nok aldrig helt til, at jeg virkelig har sådan en dejlig familie!

Moderfølelse: Hvad er det for noget? Titlen og positionen "Mor" er svær at forholde sig til. Siger mig intet. Det er de to små mennesker, der er kommet ind i mit liv, der siger mig alt. Men jeg tror, at det modsatte scenearie: hvis en af dem pludselig ikke var her mere, betegner moderfølelsen meget godt. At få familie jager én en skræk i livet og angsten for at miste bliver virkelig. Fx. bryder min underbevidsthed sig ikke rigtigt om, at Rasmus bruger så lang tid i bil på landevejene. Det troede jeg aldrig skulle overgå mig. Jeg har altid taget tingene ovenfra og ned. Der er ingen grund til at bekymre sig om mørket, hjorte og isglatte veje på forskud.

Livet med småbørn er hårdt arbejde, der i tilspidsede situationer giver sved på panden og forvandler selv Rasmus til en grumpy old man. På bagkant er det nemt at grine af sit familieliv og forholde sig til det med ironi og komik. I situationen er der et enormt pres og stress, hvis der ikke er styr på tingene. Men det er vigtigt at grine af det og ikke tage det så tungt. Hvad end der for tiden synes svært... It will pass. Ingen tilstand varer for evigt. Og hvor er mine piger kære, når de sidder i badekarret og Freja synger om "krokedillen i badekarret, der bare skal have en kop kaffe og en god cigar....så er den bare smadder-rar."

Hvordan tager man sig af et lille barn? Det kan være angstprovokerende at blive kastet ud i moderrollen, når man aldrig i sit liv har prøvet at skifte ble. Men der findes jo bøger om emnet og jeg har læst meget på lektien. Men jeg har også gjort den opdagelse, at jo mere man læser, jo mere forfærdet bliver man over hvor forkert man bærer sig ad. Komplikationerne hober sig op. I virkeligheden er man nok ikke bare en uduelig mor, men direkte skadelig for barnet. Du drikker for meget! Har du nok mælk til den lille? Har den ikke for lidt tøj på? Kører du uden cykelhjelm? Har du ikke anskaffet dig en tudekop?

Det er svært at være mor. Men barnet kommer en til hjælp... det bliver et parløb. Hjemmet skal være en tryg, forudsigelig, gentagende lille base, der styrker urtilliden. Kærligheden, opmærksomheden, omsorgen skal bekræftes gang på gang, hver dag. Først skal den lille have mad, indtil den ikke kan mere, så personlig kontakt og samvær, der bekræfter tilhørsforholdet mellem far, mor og børn. Så beskyttelse og pleje og så skal den lille have det morsomt. Mennesket fødes i lyst og lever i lyst. Smil uanset hvilket humør du er i. Tal til dit barn i et roligt og kærligt stemmeleje og i en ordentlig respektfuld tone, selvom du er ved at ryge op under loftet af raseri og afmagt over manglende samarbejdsvilje. Sørg for at barnet kan se, føle, høre, røre og smage verden. Svar på barnets spørgsmål.

Jeg tænker på Rasmus og mig selv som et anker, en støtteposition for vores børn. Børn er ikke små hvalpe, man kan dressere. Man kan gå foran som et godt eksempel, skovle kærlighed over på dem og så ellers slippe dem fri til at udvikle sig, som det er meningen. De skal danne deres egne stisystemer. Der skal være rum til deres følelser og meninger, også hvis det går imod hjemmets poltiske og religiøse holdninger. Ellers ender man med et barn, som ikke selv tør tage stilling.

Jeg bliver bedre og bedre til at udfylde moderrollen. Jeg er helt klar til blodhævn og æresdrab, når de store drenge i børnehaven (uuuh ja - de er vel 5 år) råber "Heeeej, Patte-Freja" efter min lille pige og jeg kan mærke, at hun bliver ked af det. Og det føles bare helt rigtigt, når mine piger kommer løbende til mig for at få pustet på en usynlig bule eller en mikroskopisk rift. I alt fald er jeg den bedste mor, de har. Farvel Vrissenmor. Goddag Wondermum.

onsdag, januar 31, 2007

Alle ved, at elefanter bringer lykke

I mit armbånd sidder en elefant, som et symbol på mit livs rejse Jorden rundt.
- Kronikkonkurrence Kr. Dagblad august 2000 -

Jeg er en globetrold. Med kasket og kamera startede jeg det nye årtusinde med at tage på en rygsæksrejse jorden rundt sammen med min kæreste. Turen er blevet et kært minde og har beriget vores liv. Den indebar spænding, glæde, dybde og samhørighed, men skam også forvirring, udmattelse, besvær, skænderier og hjemve. Hvor meget de fugtige og hede temperaturer påvirker én tager man f.eks. sjældent højde for. Jeg kan huske i Thailand, når jeg fik spændt den store klodsede rygsæk på. Sveden silede ned ad mit ansigt, og det var svært at trække vejret. Mine humørsvingninger blev så høje som huse. De små ting voksede til Strindberg’ske dramaer. Derhjemme preller det fuldstændigt af på Rasmus, når jeg folder mig ud. Men der i varmen, hvor vi begge to var pirrelige, skændtes vi tit, så det bragede. Nerverne hang udenpå tøjet. Giv mig et kys! Det er så svært at sige undskyld.

Natten inden afrejse var præget af uro. Forventninger og forestillinger kørte rundt. ”I morgen rejser vi hjemmefra. Det er ikke til at forstå. 7 måneder føles som en uendelighed. Vi skal på eventyr! Der er elefanter, der skal rides på. Bjerge, der skal bestiges og mad, der skal smages. Der er templer, kirker og ruiner, der skal fotograferes. Venlige folkeslag skal opleves. Der er talløse små øer, der skal besøges. Med lange strande og krystalklart vand og svajende palmer. Varmen, farverne, varieteterne, kulturerne – jeg kan ikke vente.”

3-2-1-nu! Vi tog en tårevædet afsked, og det kriblede ekstra meget i maven, da vi gik igennem sikkerhedskontrollen og familien var ude af syne. Fra luften så vi både solnedgang og solopgang, mens vi fløj gennem tidszonerne. Spænd sikkerhedsbæltet, ret stoleryggen og forbliv i sædet, indtil flyet holder HELT stille på landjorden. Hjælp! Jeg er i Indien på den anden side af kloden. Synk den klump du har i halsen Louise! “Don’t worry you will get plenty rice and curry.”

Vi fik med det samme Indien under huden. Kridhvide og blåøjede som vi var, indtraf ilddåben hurtigt. Vi stank langt væk af dollars. Allerede i taxaen på vej til vores forudbetalte hotelværelse, blev vi snydt for en formue. Godt udkørte gik vi i gang med vores første begynderfejl. Vi havde ingen anelse om, hvordan vi skulle begå os. Som rejsende er man gæst, og gæsterne må lade værterne vise vejen. Slå varmt vand i blodet og smil dig frem. Vi besluttede os for at gå en tur i byen og samle lidt atmosfære. Man vil som turist bestemt ikke vove sig ud på gaderne i Delhi, så vi besluttede at prøve lykken med en rickshaw. Med dødsforagt snoede vores lille trehjulede køretøj sig igennem trafikken, hvor hornet bruges mere end bremsen. Vi kørte rundt i en evighed, og havde været flere steder, som vi absolut ikke havde bedt om, da vi til sidst bad chaufføren om at sætte os af, så vi kunne tage en ny vogn. Den samme situation gentog sig. Chaufførerne ville ikke køre os hen, hvor vi kunne undersøge sagerne på egen hånd. Togstationen, Kilroy kontoret, hotellet. Men de ville mægtigt gerne køre os et lignende sted hen, hvor deres brødre, onkler eller fætre arbejdede. Alle havde en fætter et sted. De gjorde os totalt afhængige af dem. For at lysten til at give op ikke skulle overmande os, tog vi tilbage til hotellet for at sove. Sommerfuglene i maven var blevet erstattet af total forvirring. Vi var grædefærdige. Der var iskoldt på værelset. Vi kravlede ned i de møgbeskidte lagener med alt tøjet på og lukkede øjnene.

Rynkerne i min pande glattes hurtigt ud, når jeg tænker på vores startvanskeligheder. Oplevelserne kom helt af sig selv – i deres egen usminkede form i Indien. Vi blev klogere. Det var ikke en badeferie, vi var på. Og der var andre uforglemmelige oplevelser. Både voldsomme og smukke.

Trek i Himalaya! Det er kun lidt man opfatter af naturen på de første dages vandringer. På de stejle stier og i den hårde sol er det gruset og stenene foran støvlesnuder, man koncentrerer sig om. Bjergene med de hvide toppe rykker tættere på. Nu går det opad. Men vi går langsomt for at vænne os til højden og for at puste ud. De røde og hvide blodlegemer skal finde deres rette indbyrdes forhold. Ingen af os har mærket noget til højdesyge. Stien fører os igennem fyrreskove, der dufter dejligt hjemligt. Over sletter, gennem landsbyer med huse, der bare er sten lagt på andre sten. Op gennem en gade, hvor magre køer som den naturligste ting i verden går ind og ud af husene apatisk gumlende på hvad som helst, de finder på deres vej. Beboerne er venlige og fulde af undrende nysgerrighed over vores følge af fremmede, der kommer op imod dem – store, klodsede og hvide. Vores øjne er som møllehjul. Vi suger alle indtryk til os. På husene er der anbragt høje stænger med bedeflag, der blafrer bønner og gode ønsker ud i vinden, over bjergene, ind i evigheden. Her er ganske stille. Den lette susen fra flagene forstærker blot stilheden. Og på stierne er der bygget mure af flade sten med indhuggede bønner. Store og små sten samlet gennem århundreder af et folk, der kender til et hårdt og ubarmhjertigt liv. Troen findes i den indre styrke, ikke i den ydre pragt. Et indhugget gudebillede i kæmpeformat højt på en stejl bjergside. Eller et lille sitrende lys i en mørk gompa. Det virker lige stærkt. I 4000 meters højde møder vi sneen. Jeg kan ikke få varmen. En kærlig omfavnelse af Rasmus ved bålet. Suppe, popkorn og varm kakao. Lige hvad jeg trænger til. Natten falder på, og vi kryber ind i teltet. Trætheden overmander os. ”Escuse me. Tea is ready.” Teltet lynes op igen, kulden vælter ind og starter omgående med at tilrime indersiden af teltdugen. Fra mørket derude kommer en hånd med et blikkrus. ”Good Morning” lyder en stemme påståeligt. Og nu lå man lige så godt begravet i soveposen og havde fået varmen sådan nogenlunde. Den største prøvelse er nu at rejse sig op uden at soveposen glider ned. Finde lommelygten. Få fat i teen, ikke ryste på hånden, så den skvulper over og brænder fingrene. Det er godt at stå oprejst, nu hvor maden omsider har besluttet sig for at blive, hvor den blev anbragt i går aftes. Lige nu gælder det om at få støvlerne på, komme ud af teltet, skrue det brede grin på og yde sit bidrag til holdmoralen; Sige ”go’morgen.”

Kan du forestille dig et land, der består af hav med krystalklart vand – plettet med 7000 øer. Med risterrasser, ærefrygtværdige vulkaner, brusende vandfald og uberørte strande. Sådan er Filippinerne! Ad støvede og bombede veje blev vi fragtet rundt i ø-riget med diverse busser. Man blev helt paralyseret af at kigge ud ad vinduet. På livet der susede forbi. På risterrasserne, der kravlede op ad bjergene helt ind i Himlen. Udsigten tog pusten fra os. Sydpå besøgte vi små øer med eksotiske navne. Langs strandene vrimlede det med gæstehuse og dykkerbutikker. Vi slog os ned for en tid og nød den dovne atmosfære. Fiskere padlede væk i solopgangen. Dykkere dukkede op til overfladen fra det blå dyb. Trængte til en kop kaffe og plantede sig i en liggestol og så ud over havet. En gruppe lokale hunde slappede af i skyggen. Koralrevet under vandet havde de flotteste farver og formationer. Et møde med havets ældste beboer. Havskildpadden. Nærkontakt med farvestrålende fisk. Blæse bobler. At være vægtløs. Strømmen legede med en. At padle af sted i lyset, der oplyste havet i alle mulige blå nuancer. At vende sig om på ryggen og se det hele lidt fra oven. Verden er god, når man kommer op fra et dyk.

Templers tage løfter sig himmelhøjt over huse og skure af bølgeblik. Over virvaret af folk og trafik, myldrende basarer, køer, hunde, duer…rotter og kakerlakker i det larmende gadeliv. Byerne er trådt flade af millioner fødder, der hvirvler støvet og snavset op og lægger grunden til den helt uundgåelige tyndskid, der bliver en trofast følgesvend under opholdet i Asiens lande. Man må vende sig til de ivrige gadesælgere, de nysgerrige børn, og en horde af friende mænd, som vil gøre alt for at få kontakt, og man må være indstillet på at møde megen elendighed og mange menneskeskæbner. Asien er en effektiv læremester. Beskidt, voldsom og nådesløs fattig, men også fantastisk smuk og rig og frodig. Der findes ingen gylden middelvej. Til gengæld findes alle ekstremer hele tiden og alle vegne. ”Maaam, Siiir, Please,” siger nogle meget snavsede og ihærdige børn, mens de peger på deres mund for at vise, at de er sultne. De går hele tiden ind foran os. Vi lader som ingenting. Jeg væmmes ved den arrogante holdning, vi tvinges til at indtage. Jeg kan ikke tackle flere fremstrakte hænder. Jeg orker ikke at blive ved med at svømme rundt i tilstanden af dræbende magtesløshed og medlidenhed. Desperationen er trængt ind under huden, og jeg sporer til min forbløffelse en stigende aggression hos mig selv. Jeg har lyst til at slå den første og bedste, der tager fat i armen på os. Det er vel en fremprovokeret forsvarsmekanisme? Jeg er træt af at tænke på det. Jeg troede jeg var forberedt. Efter gode råd og informationer i bøger. Men det her kan man ikke forberede sig på. Når livet i den grad bliver sat på spidsen, bliver der trykket på alle knapper i følelsesregistret. Man må sætte fokus på det væsentlige og sortere resten fra. Men uanset hvor hård og voldsom oplevelsen var, ville man bagefter ikke have undværet den. Mit velnærede danske sind blev udfordret, og jeg er blevet mere åben over for andet end min egen navlebeskuende tilværelse. Man kommer forandret tilbage.

Enden på verdensrundrejsen blev brat. ”Kontakt dit bankinstitut,” stod der på skærmen, da vi stak kortet i en ATM-maskine i Las Vegas. Så vi måtte vende næsen hjemad med en følelse af fiasko i kølvandet. Vi havde ikke råd til at låne flere penge. Jeg var i et sort humør. Men da vi om aftenen højt til vejrs fra flyveren så frihedsgudinden for sidste gang, blev jeg alligevel venligere stemt. Måske endda sentimental. Heroppe i New Yorks tynde luftlag kunne jeg slutte ringen. Dér nede stod hun med sine irgrønne gevandter og brændende fakkel og huskede mig på, at jeg vovede det store skridt ud i verden. Jeg turde forfølge mine drømme. Rasmus og jeg havde bevist, at vi udover at bo sammen og tapetsere vægge, også kan rejse sammen. Nu kan vi alt. Vi så hinanden dybt og lykkeligt i øjnene og fandt, at vi elsker vores liv sammen, og vi var syge af hjemve efter de mennesker og begivenheder, der omkredser vort liv herhjemme.

Billeder og associationer dukker op, mens jeg stirrer ud i luften og tænker tilbage. Sydneys operahus med de solbeskinnede kroge og tagenes forskellige vinkler. Og mågerne, der kredser omkring. De første glimt af de sneklædte bjerge i Himalaya. Jeg vil huske det til min død. Det overvældende smukke Taj Mahal. Helt lyserødt ved daggry. Mælkehvidt i skumringen. Og gyldent, når månen skinner. Kamelridt i solopgangen til Ayers Rock i den australske ørken. Nepals børn, der er brune af sol og vind og sorte af røgen fra det åbne ildsted. De står tæt samlet i klynger og stirrer. En ustandselig snøften fra snottede næser. Jeg vil aldrig glemme de ansigter. Junglesafari på elefantryg alt imens solen går ned, og farver himlen rød, orange og violet. Vi var landsvejsrøvere med rygsæk som stjal oplevelser og billeder og tog dem med os hjem. Vi greb hændelserne i luften, og jeg vil dvæle over dem resten af mit liv. Fundere over deres betydning. Prøve at give det tilfældige, der skete, mening. Lade det komiske, væmmelige, bizarre, stressende, rørende - være det, der prægede mit liv og gav mig vidvinkel på tilværelsen. Rejselysten lokker med uimodståelig sirenesang. Jeg bliver rastløs. Vi må af sted igen Rasmus…

torsdag, januar 11, 2007

far, mor og børn: selvværd

et godt selvværd styrkes ved at skovle kærlighed på dit barn og ved at prøve at forstå det.





Det kræver tålmodighed og at du har styr på dit eget selvværd.

alene ordet selvværd oser af overskud. alt det du ikke kan købe eller betille: balance, at tro på sig selv, ro og sikkerhed, mod til at kaste sig ud i noget nyt.





Det handler i høj grad om hvordan du taclker dagligdags situationer. at du i hvert fald en gang imellem forsøger at sætte dig i dit barns sted. at du som voksen blvier go ti lat møde barnet, der hvor det er. altså lige at tænke over, hvad barnet kan, når du stiller krav til det og laver regler.





du møder din 3-årige, som næger at gå op til 5. sal ved at erkende, at der er lang vej op, men at I skal op - valget er om det skal gå hurtigt eller langsomt. For barnet kan det føles som at bestige et bjerg, og så hjælper det ikke at sige: "Pjat, der er ikke så langt"

tænk på at dit barn gerne vil elskes og anerkendes. barnet har altid en grund til at reagere som det gør, også når det kaster sig til jorden, smider med maden eller skriger i vilden sky. barnet vil gerne samarbejde, men forstår måske ikke beskeden. Når du beder dit barn om noget, så tnk over, hvad du vil opnå. Fx når du vil have din 2-årige til at holde op med at larme. Så nytter det ikke at sige "hold op med at larme" det eneste hun hører er "larme" og det er altså svært at holde op med noget som man har tankerne fyldt af. Hun har nemlig fæstnet sig ved ordet larm - og larmer. Prøv istedet at sige" shyyy vær stille" eller afled hendes opmærksomhed med en ny aktivitet. der er en større sandsynlighed for succes, hvis du siger det du vil opnå, fremfor det du ikke vil undgå.

vær ærlig. børn er omvandrende paraboler, der reagerer ligeså meget på dit kropsprog som på dine ord. børn blvier forvirrede og i tvivl når de fornemmer at hvad mor siger, ikke passer med hvad hun gør. giv et ærligt svar, der passer til barnets alder, så de kan lære at bedømme hvad der foregår i en situation og du bekræfter dit barn i sin fornemmelse af situationen, så hun tør tro på hvad hun selv fornemmer. hvis hun istedet gang på gang oplever, at det hun ser eller opfatter er forkert, så ved hun til sidst ikke hvad hun skal tro.



børn må godt græde. du skal anerkende, når dit barn er ked af at bedstevennen ikke gider lege i dag.det nytter ikke at overbevise hende om at det ikke er så slemt og at der er masser af andre børn at lege med. for dit barn er det slemt, fordi han oplever at blvie afvist. ofte kan børn slappe af, når de oplever at de følelser der er indeni også for lov at være der. du behøver ikke at klovne for at tage opmærksomheden væk fra de triste følelser.



0-1 år: kærlighed, omsorg, nærvær.
1-3 år opmuntring er vigtigt. barnet begynder at opleve sig selv som adskilt fra dig. prøv at have respekt i barnets søgen efter at finde ud af hvad der er dit og mit. banret er styret af lyst fremfor fornuft.
4-6 år. fortæl at hu ner elsket. i børnehave og skole er der meget fokus på hvad hun kan. det er vigtigt at signalere til barnet, at du er vild med det uanset om hun tegenr flot eller skriver bogstaver.

større børn: tag kun vigtige konflikter. sig fx det er skønt at du hører musik og vi skal lige aftale hvornår og hvor højt, så alle kan være her. støt dit barn i sin uafhængighed. hvis barnet blvier vist tillid, udvikler det selvværd. brug gode argumenter, som forklarer værdien og hensigten, når du sætter grænser. skift gerne mening, hvis du opfdager at du har truffet en forkert beslutning. det er godt at lære barnet at tænke sig om og også at ombestemme sig.



blvi en go rollemodel: find frem til det der er vigtigt for dig og sæt så ord på dine værdier. vær åben og nysgerrig overfor at lære nyt. vær god til at bede om hjælp. tro på din egen styrke. gå på selvopdagelse i alle livets lag gennem bøger, samtaler osv.

vær ærlig: børn er omvandrende paraboler og de reagerer ligeså meget på dit kropssprog som dine ord. børn blvier forvirrede og i tvivl, hvis de fornemmer at det mor siger ikke passer med hvad hun gør. Giv et ærligt svar, der passer til barnets alder.

mandag, januar 01, 2007

Godt nytår

Jeg er tilbage på bloggen efter en travl december, hvor jeg har afsluttet semesteret med en skriftlig eksamen. Min blog er blevet de uaktuelle emners blog. Men trods forsinket reaktionsevne skriver jeg om emner, der har betydning i mit liv. Jeg håber, at du du får glæde af at læse med og tak til dig, der skriver en kommentar i ny og næ. Jeg fifler lidt med datoerne nu og da for at få indlæggene til at passe ind i den større sammenhæng. Du kan se ude i højre side om der er kommet en ny overskrift.

Vi havde en dejlig nytårsaften sammen med gode venner. 8 voksne og 7 børn. Lækker mad og godt selskab. Isbombe, romerlys og knaldperler. Jeg er da helt stolt af mig selv... kl var 3 inden jeg ramte madrassen... Og kl 8 var ungerne klar på leg; Men vi fik dem til at hente noget legetøj og blundede lidt hen igen. Da vi endelig åbnede øjnene, delte vi seng og dyne med en politibil, en jumbobog og ti stabelkopper.... og farmor havde morgenmad parat...uhm

Jeg ønsker dig et godt og lykkebringende nyt år