mandag, oktober 23, 2006

Status quo

Nu med en lille ny i udsigt, synes jeg (mit overjeg) at jeg bør gøre en lille smule status over mit forældreskab. Så her kommer mine tanker, i ingen særlig orden, om de ting, jeg skammer mig over, at jeg har gjort, stadig gør og formodentligt vil fortsætte med:

En gang gik der to uger mellem børnene kom i bad. Det er kun sket en gang, vil jeg lige nævne. Det var efter Vrissendatter for første gang fik vasket hår med sæbe, og min stakkels lille pige fik sæbe i øjnene. De næste par gange, vi prøvede at bade hende, udløste det en reaktion, der bedst beskrives som dødsangst. Ingen lokkemidler, legetøj eller forsikringer hjalp. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at tvinge hende. Og hos Vrissenfar var der ingen hjælp at hente. Han var selv lige ved at tude. (Vi er kommet over det siden).

Vi begyndte først at børste tænder på Vrissenbaby, da hun havde fået 4 tænder. Vrissenbaby er nemlig imod tandbørstning. Hun skriger som om vi rev en arm af hende. Vi har prøvet at børste under leg... under sang akompaneret med dans... stående... siddende... liggende... Vi har prøvet med babytandpasta... almindelig tandpasta.. ingen tandpasta...babytandbørste....el-tandbørste... ingen tandbørste... nårh nej. Før i tiden indebar vores godnat-ritual en flaske mælk. Og det var tit efter tandbørstningen. Jeg behøver nok ikke at nævne, at en tandlæge ikke engang ville forsøge at skjule sin fordømmelse... Hvis hun skal i fuld narkose og have ryddet munden som tre-årig, er det min skyld. Og Vrissenfars. Jeg er ikke sikker på, om der i nogen trosretning kan findes tilgivelse for det.

Vi kan ikke finde ud af at holde bordskik hjemme hos os. Alle undtagen Vrissenbaby, der er fikseret i Tripp-Trapp’en, forlader måltidet flere gange, for at hente noget, eller slukke for noget, eller tænde for noget eller noget-andet-noget. Det er jo intet under, at Vrissenbaby kravler op og ned af sin stol 27 gange, når vi spiser.

Jeg synes ikke, at en to-årig skal se tv. Jeg synes, at den to-åriges forældre, dvs. Vrissenfar og jeg, burde sætte os og læse en bog med den to-årige. Også selvom hun kun vil høre ”Prinsessen vasker hænder” om og om og om og om og om igen. Ikke desto mindre placeres Vrissendatter foran Pingu eller Jungledyret eller Den lille Havfrue, (Traktor Tom og Teletubbies er taget ud af rotation, fordi de gør mig sindsyg), når hun kommer hjem om eftermiddagen. Der sidder hun så og stener i en halv times tid. Og æder bananer. Desværre stopper det jo ikke her. Jeg kan købe mig omkring et kvarter om morgenen, hvis jeg er heldig at ramme noget, der hedder noget i retning af Olie-kugle-Ole. (Det kan ikke være den rigtige titel, men noget i den stil...) Jeg har ikke selv kastet mange blikke på skærmen, så jeg ved ikke engang, hvad jeg udsætter hende for. Men når hun hører kendingsmelodien, smider hun hvad hun har i hænderne, og er klistret til skærmen i, ja, på en god dag, helt op til et kvarter. (Fy. Fy).

tirsdag, oktober 10, 2006

Stakkels Vrissenfar

Det er faktisk meget, meget, meget uretfærdigt, at jeg kalder min mand for Vrissenfar. For hvis der er noget han ikke er, så er det vrissen. Udover at være manden i mit liv, far til mine børn, mit livs kærlighed, min bedste ven osv. er han stort set altid i godt humør.

Og han bærer over med mig, og mine forrykte ideer, mine humørsvingninger, og mine urimeligheder i en grad, så han burde tildeles en medalje. (Tro nu ikke, at han ikke driver mig til vanvid in a million little ways.) Jeg prøver at huske at fortælle ham, hvor meget jeg elsker ham hver dag, også selvom jeg har teet mig. (Det gør jeg en del for tiden. Et biprodukt af en barsel, der har varet en evighed, og for lidt voksen-kontakt, og en on-going hormonel rutchebanetur).

Manden sidder stort set aldrig ned. Men når han kommer hjem i stuen (til sin vrisne kone) efter en 60 timers arbejdsuge, lægger han sig alligevel på gulvet og leger og læser og snakker med sine børn, der som tak hælder en kubikmeter duplo ud over ham, og lykkeligt savler og kradser ham i ansigtet, hvorefter han laver mad til os. Han tager gerne på storkøb med familien og har ikke noget imod at bruge en halv time på at finde informationen, hvor man kan få fat i de der dimser, man skal bruge til de der plastik-indkøbsvogns-ting, så Vrissendatter kan blive kørt rundt i den. Heller ikke selv om vi erfaringsmæssigt ved, at ungen kun vil sidde i den i 2 minutter, og at vi så skal manøvrere rundt med den, (og de kører altså ikke særlig godt). Vrissenbaby i en alm. indkøbsvogn og Vrissendatter i fri dressur. Det havde min egen far ALDRIG gjort.

fredag, oktober 06, 2006

Fjederen

Mine unger sover godt om natten, men åh... Jeg kender de perioder, hvor de vækker os på skift natten igennem - Når de sover uroligt, snakker, piver og roterer i deres senge, og også vågner engang imellem. Det er træls, når de er kede af det og skal have sut eller trøstes, men hvis de er i strålende humør og parat til at starte dagen kl. 4.30, så er det faktisk værre..!

Hertil aften muntrede jeg mig med at putte Vrissenbaby: Godnat lille skat... jeg elsker dig... sov godt... vi ses i morgen... hov der var bamse... godnat med dig bamse... og sutten... ja sådan ned i seng... Der lå hun så i et nanosekund, hvorefter SPROING! Hun sad oppe igen. Hun fik lov at mase rundt en rum tid, før jeg lagde hende ned igen, og så startede det forfra. Vrissenbaby er i stand til at vride sig rundt og sætte sig op på så lidt plads, at det trodser fysikkens love. Det ville også være ok, hvis det ikke endte med, at hun bliver totalt overtræt og skriger i vilden sky. Jeg har prøvet at lægge puder omkring hende for at hæmme hendes bevægelsesfrihed, og holde hende nede fysisk, men hun er glat som en ål! Sengelægningen var en trættende kamp (for mig, ikke for hende øjensynligt)

Senere på natten startede projekt Vrissendatter-i-egen-seng. Det er med tungt hjerte, at jeg må flytte hende ud af dobbeltsengen, for det er nu så hyggeligt, når hun kommer trippende og kravler ned under min dyne. Lige indtil man får en fod i ribbenet. Og det er nu også dejligt ikke at skulle sove på sengekanten.