søndag, september 24, 2006

Hvor luset


Vrissendatter og jeg selv har været under luseangreb i snart en måned. Jeg er f..¤%&# bare så træt af det og har lyst til at kapitulere med det hvide flag fra skyttegraven. Jeg har kæmmet og kæmmet, vasket og vasket sengetøjet, tøjet og utøjet, myrdet alle krammedyrene ved -18 grader i fryseren, hvorefter de en efter en har lidt kvæledøden i plasticposer langt fra børneværelset. Jeg har gået aggressivt til værks flere gange med pesticidebaseret luseshampoo (i øvrigt forbudt for gravide og børn under 2 år), og vores stakkels hovedbunde er ømme og ødelagte, men de ækle kryb er der stadigvæk. Dog har jeg ikke panikket, som et andet forældrepar i legestuen der en morgen sendte deres lille pige i dagpleje kronraget. Meget kan man mene om det, men effektivt forsvar, det var det.

Vrissendatter er totalt upåvirket af situationen: Hun finder sig i behandlingen og synes egentligt, at de usle kryb er vældig interessante på linje med Søren snegl og Peter Edderkop. Hun er ikke indfødt københavner som Vrissenmor. Måske skulle jeg foreslå hende at blive mikro-biolog, når hun bliver stor.

Der har dog været våbenhvile herhjemme i en god uges tid, hvor jeg har behandlet os begge med balsam og tættekam uden at støde på fjenden, og der var efterhånden ved at forplante sig lidt sjælefred i familien, indtil i aften: uuuh adr – Et bagholdsangreb igen-igen! Hvor luset!

lørdag, september 16, 2006

Julies 1-års fødselsdag
















Det var en festlig dag. Julie blev målt og der blev sat et hak ude ved køleskabet 1 cm lavere end Frejas 1- års hak.

Vi havde en masse gæster til kaffe og kage-fest. Til aften fik vi bryster med gode nødder og store blommer.















Julie fik sin egen kage med lys i.
Vi sang fødselsdagssang















Og sikke mange gaver: En dukke. Bedstemors broderede julekalender. Bodil Kjær-elefant på trækvogn. Et køkken. En safaribil. En hafferlaf. Små bøjler med Peter Plys. Fint tøj. En xylofon og marakkas.















Freja fik også gaver. Som søstre vi dele: "Jeg ta'r det hele!"

Julie havde det allersjovest med at lege med gavepapiret oppe i de tomme kasser.






tirsdag, september 12, 2006

11 September 2001


I går oprandt 5 års-dagen for terrorangrebene i New York. I TV blev danskerne spurgt, om de kunne huske, hvad de foretog sig på denne skrækkelige dag. Alle mennesker på denne klode må da bestemt have denne begivenhed indprintet i hjernebarken - det var jo "dage, der ændrede verden". Vi ved, at mennesket langt bedre husker de situationer, hvor vi oplever stærke følelser, enten glæde, sorg eller rædsel end de neutrale oplevelser, og selve øjeblikket kan affotografere sig i hjernen i en blitz-hukommelse.

Jeg husker nu også, hvad jeg lavede den 11. september 2001. Jeg var til keramik, dybt optaget af at modellere en krukke, som jeg havde arbejdet på i flere måneder. En pige i værkstedet spredte nyheden, som hun havde hørt på vej derhen. "Et kapret fly er styrtet ind i World Trade center". Vi small-talkede om emnet resten af eftermiddagen og holdt øje med den amerikanske Ambassade, som ligger på den anden side af gaden. Så vidt jeg husker foregik der intet usædvanligt derovre. Det var først da jeg kom hjem og tændte for fjernsynet, hvor alle kanaler var på kogepunktet og sveden drev af Michael Kamper på TV2, at det begyndte at gå op for mig, at den var helt gal i New York. Det var nogle urealistiske billeder af Manhattan Skyline indhyllet i røg. Det føltes som at se en film. Det føltes afskyeligt at være tilskuer på første række, da jeg opdagede, at mennesker sprang ud af vinduerne og 400 m ned i døden og omfanget af katastrofen gik op for mig. Der var så mange mennesker, der døde i det øjeblik.

Jeg tror, at grunden til jeg kan huske, hvad jeg lavde denne dag skyldes mediernes ophidselse, snarere end fænomenet blitzhukommelse. Jeg har svært ved at føle nogen personlig sorg over det der skete. Jeg ved ikke om verden blev forandret herefter. Der fulgte en masse skrækkelige ting i kølvandet på denne begivenhed: krig i Afganistan og Irak, flystyrt, bombeangreb, trusler om miltbrand og andre biologiske våben. Men der foregik også skrækkelige ting før 11. september med døden til følge for tusindvis af mennesker.

Det jeg føler mest er afmagt. Man bliver tosset, når tankerne i for lang tid kredser om disse volsomme temaer. Det er mere end jeg kan rumme - både for meget virkelighed og for lidt. Gennem medierne bliver vi alt vidende om verdens rædsler- på en måde er det os tilskuere, der hænger ud af vinduerne og råber på hjælp, for hvad kan man gøre? Ens medfølelse og ansvarlighed bliver amputeret. Jeg er ikke almægtig. Jeg er stadig det samme begrænsede menneske som 10. september.

Men Gud er almægtig! Det er Gud, der frelser verden. Det er Gud, der gav sin søn, fordi verden er nøjagtig ligeså rædselsfuld som vi fik indtryk af 11. september. Det er gud, der elsker hele verden. Det bliver mennesket aldrig bedt om. han bliver bedt om at elske sin næste - dvs. det menneske, der falder på hans vej. På den måde kan du være en brik i Guds større puslespil og der kommer ikke rod i rollefordelingen mellem Gud og menneske. Det udgangspunkt giver mig mulighed for at glæde mig over et barns smil og en meningsfuld hverdag og stadig se i øjnene, at der sker grufulde ting.

Verden bliver aldrig den samme, når den ene nød er større end den næste. Men din vigtigste opgave ligger stadig ved siden af dig. Giv din mand et kys. Gå på arbejde. Begræns de ulykker du kan. Vis den godhed, der står i din magt. Hold dig til evangeliet og vis andre hen til det.

Mika 6.8
Menneske! Du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig. Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.