søndag, juni 25, 2006

Børn i kirken - en velsignelse?

Han har sagt det tydeligt, Jesus – så tydeligt, at forældre til børn, der er med i kirke, ikke behøver at hæve stemmen og ikke behøver at løfte hverken bryn eller pegefingre. Vi ved det alt for godt… dem må ingen hindre.

Det er påskesmerte at diskutere det. Ingen vil lytte. Allermindst præsterne, selvom mangen en velforberedt og strålende prædiken er blevet terroriseret af flyvende legetøj, raslende slikposer og øredøvende vræl. Børn er velkomne i kirken – også når de er urolige!

Nu er jeg blevet mor og har altid været af den holdning, at børn gerne må være med til gudstjenesten så længe, de ikke generer nogen. Det gør de bare ofte, for en time er lang tid. Så det var med bævende sind, at jeg troppede op i kirken med mit yngel: Min førstefødte blev døbt og velsignet i kirken. Vi takkede for Freja, for at fødslen var vel overstået og især takkede vi for underet: Et barn er en velsignelse. To uger gammel lå hun i mine arme på anden række tv og hørte prædiken og salmesang. Gyste af fryd, når orglet spillede, nød glæden ved at være og høre til. Hun var stille søndag efter søndag. Gik der en trækning over ansigtet, blev hun ammet og slumrede kort efter sødt ind på anden række tv. Et halvt år gammel sad hun tilfreds på gulv med sut i mund og legede med sine gode polstrede legesager. Et år gammel spankulerede min lille engel rundt langs kirkebænkene og hviskede ”hej” og sendte sarte smil og små vink til enhver kirkegænger. Ja ja hvor yndigt var det ikke med dette glade lille Guds barn. Aftenbøn i den lille seng var livets omdrejningspunkt, og den trygge afslutning på en lang dag altid fuld af nye indtryk.

Så fyldte hun to år og lærte selvstændige skridt. Mange skridt i løb kunne hun magte. Kun et ord, kendte hun betydningen og brugen af: NEJ.
” Så! nu skal du have tøj på, min skat, vi skal skynde os, vi skal være i kirken om fem minutter. …” ”NEJ”
Solen gik ned, fuglene i træerne sang deres sidste sang: ”Skal vi bede aftenbøn…” ”NEJ”
Nejet gentog sig gennem den lange bøn, der var et spejl af dagen, alt det der var at takke for og bede for, nejet flængede gennem søndagsgudstjenesternes ”Hil dig frelser og forsoner” og ”I din nærhed er der glæde og fred”. Ak hvor kan et nej slå meget i stykker.

Hvem drømmer ikke tilbage til den tid, hvor det var muligt at få fred til at lytte og lære og glide ind i en anden verden sammen med Gud. Blive holdt fast i en time, som ingen andre kan holde os og gå efter gudstjenesten fulde af kærlighed til Gud og livet. Og med fornyet håb og renselse efter, at man har lagt alt frem og er blevet velsignet trods alt. Hvis der ikke er fred til at mærke og studere, at der er en kærlighed som holder på trods af alt, er man heller ikke i stand til at samle sit barn op når NEJ eller andre former for afmagt sætter ind hos ens børn.

Freja blev storesøster og lillesøster blev døbt og velsignet og lå fredeligt i sin sovepose på anden række tv. Men kirkefreden blev kortvarig. Måske skulle vi have døbt hende Elvis? Eller på indiansk: stærk-vilje-og-umådelig-kraft-i-krop-og-stemme. Hendes stemme har gjaldet gennem adskillelige gudstjenester. Jeg sukker: En time om ugen må man da kunne forlange RO og total fordybelse og forklarelse. Ro til at glæde sig og takke over, at man er elsket af Gud og tid til rigtig at kunne mærke det. I fred. Men nej: Vi prøvede glasburet på 1. pulpitur, hvor de små kan synge uden at forstyrre andre. Det var deprimerende. Der er ingen lyd, foruden selvfølgelig lyden af børn, der leger og forældre, der sludrer. Der er ingen her, der holder gudstjeneste. Det er ren børnepasning. Vi prøver børnekirken, der er henvist til kryptlokalerne. Her er der gudstjeneste og forkyndelse. Men børnearbejdet er i krise og mangler ledere til at drive arbejdet.. Det er vældig ustabilt, hvornår der er noget. Er der ingen børnekirke, så står vi der igen. Med kiks, ponyheste, bøger, 2000 sutter og en ekstra ble. Ansigt til ansigt med en time, der for alle vil føles som fem. Børnene er blevet skældt ud og båret ud med vrede skridt midt i prædiken og sang. Efterfulgt af hidsige forbandelser i bilen på vej hjem; aldrig mere! Aldrig mere! Næste søndag står vi der igen. Hvad man dog ikke byder sin næste.

Klokkerne ringer, menigheden samler sig i forventning på bænkene. Så sætter orglet ind med en orkan af indtonering, nu er det nu. Julie hopper vildt. Halløj, nu skal der festes. Musik, hvor skønt. Freja er parat til at stikke af under indgangsbønnen. Det vil mor ikke høre tale om, barnet skal sidde pænt og får en pandekage, som mor har været tidligt oppe og bage, da det nu er barnets yndlingsspise og plejer at installere ro i ungen. Freja sidder på bænken nøjagtigt 1½ minut, så er hun klar til at forlade syvende række yderst i højre side med pandekage i hånd. Af sted spæner min lille pige viftende med pandekagen. Hun piler op til alteret og står og danser til orglet og kegler rundt med pandekagen. Mens mor samler forkastede dukker, biler og pixibøger med manglende sider op langs kirkebænkene er barnet mere målrettet på vej hen mod bandets musikinstrumenter. Nu må mor gribe ind, hvad hun også gør i fuldt firspring. Jeg får vristet ungen fri af mikrofonernes ledningshelvede. Desværre sætter barnet i et brøl, der overdøver, hold jer fast, Jerusalemskirkens fine orgel og kompetente organist. Da jeg går ned igennem kirken ser folk skiftevis lettede og medlidende på mig. Barnet brøler stadig og slår mig i ansigtet med den iturevne pandekage. Langt fra alle bænke er besat hvilket for en aktiv lille pige er en gave. Hun samler nu alle de flotte røde puder på kirkebænkene i en uordentlig stak på kirkegulvet. Nej, hvor er de gode at hoppe i. Mor vinker fortvivlet med en pose vingummi – ingen interesse. Vi når igennem prædikenen i et tempo der føles som otte måneder og femten indlæggelser på Sct. Hans. Julie hygger sig højlydt og spytter sutten ud hver gang den stoppes ind. Langt om længe er det tid til nadver. Børnene er med og levende interesseret. Freja får brødet og gnasker betuttet på mel og vand, Helligånd og gamle ord. Så kommer vinen, der er saftevand og det var lige hvad lillepigen trængte til: "MER" brøler hun og løfter glasset i en voldsom vikingeskål. Under salmerne kan jeg slappe af. Jeg tumler med ungerne og tvivler på om det her skulle være godt for nogen.

Jeg kan berette om mange flere fortrædeligheder. Jeg kender alt til at sidde med billedbøger, sutteflasker og rosiner i ørerne for at få mine børn til at være stille.

”Børn er velkomne i kirken. Også når de er urolige.” Ja tak, men fred og fordybelse er ikke de små børns sag, så børnefamilierne bliver hjemme. Tilbage er der sådan en som mig, der vil det hele. Have børn og høre prædiken. Jeg tror, vi er mange.

Når nu mor gerne vil søge en stille stund ved søndagsgudstjenesten som andre voksne mennesker, støder hun på vital modstand fra hendes små døtre. Hvad skal jeg gøre? Blive hjemme?

torsdag, juni 22, 2006

Fedtmule er mit andet jeg!

Tine du er bare skøn!
På Tines blog fandt jeg dette link.
Her kan du teste dig selv og finde ud af hvaffor en Disney-figur, du er...
Her er mit resultat:

You scored as Goofy. Your alter ego is Goofy! You are fun and great to be around, and you are always willing to help others. You arn't worried about embarrassing yourself, so you are one who is more willing to try new things.

Goofy

94%

Peter Pan

88%

Donald Duck

75%

Cinderella

69%

The Beast

63%

Sleeping Beauty

56%

Snow White

50%

Ariel

50%

Pinocchio

38%

Cruella De Ville

19%


Which Disney Character is your Alter Ego?
created with QuizFarm.com

onsdag, juni 21, 2006

Forbrydelser


Den anden aften gjorde jeg noget, jeg ikke har gjort længe. Jeg smed mig på sofaen og gloede fjernsyn, mens Rasmus ordnede køkkenet og ryddede legetøj og vasketøj op fra gulvet. (Jeg så en film, som han ikke gad se…)

Det var dogmefilmen ”Forbrydelser”, fra 2004, instrueret af Annette K. Olesen, som er en skildring af livet bag tremmerne i et kvindefængsel. Hvis du vil se filmen og ikke kende handling og slutning på forhånd, så stop med at læse nu, for jeg afslører det hele og fortæller dig om min oplevelse af filmen.

Det er en god film, med et seriøst emne og en stærk handling. Men åååh – Endnu en af disse lige-på-og-hårdt-film, som jeg bagefter så brændende ønsker, at jeg ikke havde set, fordi den er så dræbende følelsesmæssigt at se på. Sådan har jeg det med alle dogmefilmene: De skitserer et vaskeægte drama mellem nogle personer, der fremstår hudløst ærligt. Handlingen foregår her og nu, nøgent og ubeskyttet - uden kosmetik, effekter og filtre. Der tegnes et scenarium op af, hvor godt det kunne blive… så kommer klimaks… og det ender altid fatalt for filmens karakterer. Jeg sidder tilbage fuld af skuffelse og ærgrelse - med følelsen af at være blevet snydt for glæden ved, at livet er stort og kærligheden stærkest. Men sådan er livet jo også - Sel a vie?

Filmen handler om de synder, der er blevet begået og som begås mellem de indsatte og ansatte i fængslet. Den handler om et møde mellem to kvinder: Den ene er fængselspræst, den anden afsoner straffen for den forbrydelse, hun har begået.

Den nyuddannede teolog, Anna (Ann Eleonora Jørgensen) søger stillingen som fængselspræst og går ind i jobbet med noble forhåbninger om at kunne udøve sjælesorg på kvindeafdelingen. Dvs. afhjælpe de indsatte med den skyld, hun forestiller sig, at de bærer rundt på og tilbyde dem en form for tilgivelse. Det viser sig, at hendes forventninger er naive og hun må pludselig til at gøre op med sig selv, hvad hun tror på.

I fængslet fascineres hun af Kate (Trine Dyrholm), som er en sammenbidt, stiv og tillukket kvinde. Der går rygter om, at hun har overnaturlige evner og kan helbrede folk ved at røre ved dem. De indsatte siger om hende, at hun stoppede med at være stofmisbruger fra den ene dag til den anden uden abstinenser. Marion (Sonja Richter) beslutter sig at kvitte stofferne og går til Kate efter hjælp med at blive clean. Det lykkedes og herefter er det Marion, der spreder de gode nyheder om Kates evner: ”Gud og Kate har noget sammen.” Da Anna forsøger at komme i snak med Kate første gang i hendes celle, bliver hun afvist og overrumplet med bemærkningen: ”Bare se at få din gravide mave ud herfra.” Anna har forgæves forsøgt at få et barn med sin kæreste og har opgivet drømmen for længst. Men hun tager en graviditetstest og opdager, at hun er gravid. Anna undrer sig og bliver nysgerrig efter at få mere at vide om Kate:

”Har du haft en stor oplevelse af en art?”
”Hvorfor? Har du hørt rygter?”
”Hvis du har, så vil jeg bare gerne høre om det?”
”Har du?”
”Nej, ikke på den måde. Det er mere kommet hen af vejen.”
”Jeg er ikke skør, hvis det er det, du tror?”
”Dét tror, jeg ikke… Jeg var gravid, viste det sig!”
”Det var jo det, jeg sagde!”
”Ku’ du se det?”
”Eller også er jeg bare go’ til at gætte?”

Er Kate blot en stor tryllekunstner eller kan det være sandt, at Kate og hun selv er i samme branche? Anna finder ind på fængselsbetjenten Henriks kontor og læser Kates journal og hun læser Kates afskyelige historie: Kate efterlod sin nyfødte datter alene i lejligheden i 4 dage og barnet døde af tørst. Derefter smed hun babyen i containeren. Henrik (Nikolaj Kopernikus) forsvarer hende:

”Hun var narkoman. Du og jeg ville også blive utilregnelige, hvis vi var på stoffer. Hun troede sikkert, at hun kom tilbage et øjeblik efter, men så har hun glemt, hvad hun skulle. Anna… Det er meget vigtigt, at de andre ikke får noget at vide om det her. Folk, der har slået børn ihjel får en hård medfart herinde og sidder som regel i frivillig isolation i deres celle.”

Anna er rystet. En kvinde, der er i stand til den slags kan ikke være Guds talerør. Hun stiller sig tilfreds med den forklaring, hun får fra Carsten (Jens Albinus), der også er ansat i fængslet:

”Vi kalder det speed-psykoser. Når de kommer langt nok ud på dope, så begynder de at ku’ se engle og den slags ting. ”

Derhjemme i dobbeltsengen snakker hun med sin kæreste Frank (Lars Ranthe) om det:

”I afdelingen går snakken om mirakler. De tror, der er én, der kan noget med håndspålæggelse derovre. Det er trist, synes jeg.”
”Hvorfor?”
”De har det så hårdt og så går de rundt og tror, en eller anden kan komme med en tryllestav og så har de pludselig ingen problemer.”
”Det lyder da meget dejligt!”
”Ja! Det nok bare mig… det lyder faktisk ret dejligt.”

Anna og Franks barnløshed er naturligvis en stor sorg og skuffelse for dem. En sorg, som de fortrænger ved ikke at snakke om det og har slået sig til tåls med, at sådan er livet bare. Deres forsvarsværker er så stærke, at de ikke engang tør tro på det, da Anna står med den positive graviditetstest i hånden. Men da de lykkelige omstændigheder for alvor går op for dem, forandrer det alt og bringer nyt liv til deres forhold. De fniser og fjoller og elsker som to nyforelskede. Et inderligt ønske er blevet opfyldt for Anna, og hun retter sin tak mod Gud.

Det er imidlertid hverken Gud eller Frank hun vender sig mod, da parret får besked om, at deres ufødte barn har en kromosomfejl, hvilket kan være et tegn på, at noget er galt med fosteret. De kastes ud i en alvorlig krise hvor de skal afgøre, om graviditeten skal afbrydes eller fuldføres. De falder tilbage til deres gamle verdensbillede og selvforståelse, hvor de ikke tør tro på, at der er lykke og held afmålt til dem og de vælger at fokusere på det værst tænkelige, hvilket er, at der er 10% chance, for at deres barn er åndssvagt og har et påfaldende udseende. De kryber ind i sig selv og kæmper alene med deres sorg. Især følelsen af vrede og misundelse fylder Anna: ”Hvor er retfærdigheden eller logikken i, at mordere og narkomaner i fængslet føder sunde og friske børn, som de svigter på det groveste.”

Mens Anna kæmper med meningsløsheden, vender Kate langsomt tilbage til livet. Hun finder trøst og støtte i fængselsbetjenten Henrik, som giver hende et fri-rum fra sin skyld og skam, da han skal ledsage hende til et familiearrangement. Her viser hun for første gang et ærligt følelsesudbrud, da hun bryder sammen ved tanken om, at skulle stå ansigt til ansigt med de mennesker – hendes kære, der ved, hvad hun har gjort. De ender på en cafe, hvor Kate får lejlighed til at tale om almindelige ting og drikke kaffe et sted som et almindeligt menneske. Hun begynder at kunne holde synet ud, når hun ser sig selv i et spejl. Hun begynder at deltage i det sociale fællesskab med de andre piger i fængslet. Marion har erklæret hende sit venskab efter episoden, hvor Marion blev clean. Hun kommer nu til Kate for at få hjælp til at gemme noget narko, som fængslets pusher Jossi (Sarah Boberg) har tvunget hende til at holde. De gemmer det sammen på toilettet. Kate bliver flere gange truet af Jossi, der leder efter noget, der kan fælde Kate:

”Jeg har en buisness kørende her. Hold op med at gå rundt og lege Jesus og bilde mine kunder ind, at de er clean. Jeg har 2 skønne unger, der ikke skal lide under, at jeg sidder her. Og de skal have, hvad de skal have, derfor skal min buisness køre. Jeg er ikke rar at blive uvenner med. Er du med?”

Kate rækker også ud mod Anna i sin fornyede livslyst og begynder at komme i kirken. Men Anna tager ikke imod hende. Hun kan ikke sætte sig ud over sine egne følelser og formidle Guds nåde og tilgivelse, når det gælder Kate. Det kommer stærkest til udtryk i scenen, hvor Kate opsøger Anna for at lære at bede. Da de kommer til ”Forlad os vor skyld…”, afbryder Anna, hun bryder i gråd og beder Kate om at gå.

Filmens store dynamo er temaerne synd, skyld og tilgivelse. Filmen belyser tro og etik på en tankevækkende måde. Hvem er en forbryder? Hvad er synd? Kan man gradbøje synd? Er det muligt at tilgive sig selv, hvis man har begået så grusom en forbrydelse? Kan man som menneske undgå at dømme andre? Kan man komme i en situation, hvor man ikke selv kan tilgive et andet menneske? Er man skyldfri, når man har afsonet en dom i fængsel? Filmen byder på gribende og hjerteskærende scener, som får mere styrke via de pragtfulde gode skuespillere, der medvirker. I fængslet bliver der begået forbrydelser, store som små, ulovlige, som forkerte beslutninger:

Der er Carsten, som modtager anonyme breve med dødstrusler mod hans kone og to små børn. Han er bange og reagerer ved at være aggressiv og kritisk på sine omgivelser: ”Det’ et fremragende job. Når man komme hjem om aftenen, har man ikke lavet andet hele dagen, end at tørre op efter ludere og junkier. De er alle sammen nogle svin”

Der er Jossi, der får besøg af sine to børn og sin mor. En lille dreng er begravet i et bib-bib- spil. En lille pige sidder apatisk, tavs og sammenknyttet i en stol og stirrer på sin mor. ”Hvorfor er du sur? Du skal ikke være sur, når du kommer og besøger mig. Det s’gu da ikke sjovt.” Man opdager, at det er moderen, der smugler Jossis stoffer ind i fængslet med børnene som vidne og medskyldige.

Der er Henrik, - god som dagen er lang - men konfliktsky, der skal gøre op med sig selv om han skal beholde sit job eller følge de voksende følelser han har for Kate og sige op. Han går også rundt med skyld og dårlig samvittighed over at bryde fængslets reglement og skrive usande rapporter om sin og Kates udgang fra fængslet.

Jalousien viser sit grimme ansigt hos Åse, Henriks kollega, som er varm på ham, men som ikke kan få ham: ” Har du set hendes journal? Hun er en rigtig charmetrold!”

Der er lægen, repræsentant for behandlingssystemets vanvittige racehygiejne, der i folkesundhedens navn stiller kommende forældre overfor den urimelige overvejelse at vælge at slå deres foster ihjel, der måske… måske ikke har nogen medfødte skavanker. Annas reaktion er voldsom:

”Hvordan slår I vores barn ihjel?”
”Jeg vil gerne vide det. Det er vores barn og det er min krop.”
”Vi fører en stikpille op i skeden, der får livmoderen til at trække sig sammen. Og så kommer fosteret ud.”
”Lever det så?”
”Nej.”
”Hvorfor ikke?”
”Sammentrækningerne er så kraftige, at fosteret bliver kvalt.”


Anna og Frank begår en forbrydelse. De kan ikke træffe valget. De kan ikke overskue konsekvenserne for hverken det ene eller det andet, så de vælger det, ”folk plejer at gøre”. De vælger at afbryde graviditeten og få det overstået hurtigt. Anna lyver for sig selv: ”Jeg vil have, at vi siger til alle, at det var en uprovokeret abort. At barnet døde og så kom det ud. Det vil jeg have, at du siger, det´ i orden.”

Og så når vi til afslutningen: den sidste skæbnesvangre nat, inden aborten. Det er nogle rædselsfulde scener med mange paralleller til beretningen om Jesu henrettelse. Blot uden bøn og uden ”happy ending.”

Anna er alene i dobbeltsengen med sine tanker og sine følelser af tvivl. Frank har forladt hende for at gå på arbejde. Alt i hende er kaos. Hun kan ikke holde ud at være i sin krop og dulmer nerverne med druk. Henrik har nattevagt på afdelingen og skal træffe et valg mellem jobbet eller Kate. Alle er vågne og venter på morgenen. Tiden snegler sig af sted. I de sene nattetimer eller tidlige morgentimer, tager Anna en taxa ind til fængslet for at opsøge Kate:

”Hvad er det du kan med dine hænder?” hvæser hun
”Jeg ved det ikke?”
”Det ved jeg heller ikke. Jeg ved ingenting. Mit barn er sygt. Jeg tænkte, om du kunne hjælpe mig… Vil du ikke godt hjælpe mig?”
Ordene forsvinder i en hulken.

Kate lægger hænderne på den gravide mave, men modet svigter Anna og hun føler lede ved situationen og skubber Kate væk. På trods af, at hun selv har bedt Kate om hjælp, stoler hun ikke på, at barnet er helbredt.

”Hvad er det du tror du kan?” skriger hun.
”Tror du, Gud er skide ligeglad med, hvad du har gjort. Jeg ved godt, hvad du har gjort. Du skred fra din datter, så hun døde af tørst.”

Anna flygter. Henrik, der er ved at låse cellerne op efter natten, står nu i Kates celle:

”Hvad skete der? Hvad var det, hun råbte?”
Kate står helt perpleks og femstammer: ”Der var noget med hendes barn. Det var en lille pige….”
”Men hvad råbte hun?”

Kate svarer ikke.
”Nå, men så er der noget andet… Jeg har bedt ledelsen om at finde en ny kontaktperson til dig. Vi to vi kommer ikke på udgang sammen mere”

Kate finder ned i køkkenet, hvor alle pigerne er samlet. Alle har hørt, hvad Anna råbte og Jossi har endelig noget, hun kan knalde Kate på og kvæle den indflydelse, hun har haft:

”Godmorgen Kate! Barnemordere kommer ikke i køkkenet. Det er et alt for farligt sted for barnemordere. Man kommer alt for let til skade.”

Kate ser rundt i lokalet. Der er ingen, der kommer hende til hjælp. Hun bakker ud af køkkenet. Fattet og bleg. Alt er stille. Alt venter på en afgørelse. Der vælter en kop på gulvet i betjentstuen. En indsat henter Henrik og beder ham om at låse døren op på toilettet, som er blokeret. Der finder de Kate, som har taget en overdosis. Henrik overfalder rasende Anna, der er dejset om i sin brandert ved alteret i kirken med armene rundt om sin mave. Da Anna erfarer, at Kate er død, tager hun af sted til hospitalet – helt modløs - for at få overstået aborten.

Det er en væmmelig film. Alle svigter hinanden og deres håb og drømme til sidst. Alle svigter troen og kærligheden. Filmen slutter uforløst. Ingen snakker sammen for alvor. Alle trækker sig, når ting bliver for ubehagelige. Sel a vie? Er livet virkelig sådan?

Anna misrøgter sin tjeneste som præst. Hun henter ikke sin styrke og kurs fra Gud. Hendes forestillinger om de indsatte er naive. De har ingen skyldfølelse, for de er selv ofre for grufulde forbrydelser. Deres ansvarsfølelse for konsekvenserne af deres handlinger er meget lille. Nok prædiker Anna tilgivelse og Guds nåde, men hun tror ikke på det, når alt kommer til alt. Nok prædiker Anna, at alt er muligt for Gud, men hun tror ikke selv på, at Jesus gik på vandet. Hun tror ikke, at Gud vil velsigne hende med et sundt barn. Hun tror ikke, at Gud har udrustet Kate –en gemen barnemorder - med evner til at helbrede hendes barn. Det er ikke menneskets opgave at dømme andre, men Anna stiller Kate til regnskab for hendes forbrydelse på den grusomste måde. Nok prædiker hun, at alt liv er en gave fra Gud. Alligevel går hun med til at slå sit barn ihjel. Hun mister alt, hvad hun tror på. Hun mister lysten til at sætte et barn i verden.

Hvad er forskellen på Kates og Annas forbrydelse? Er det det samme at slå et foster ihjel som at slå et barn ihjel? Anna er helt klar over, at hun slår sit barn ihjel; det var Kate ikke. Alligevel er det Kate, der bliver dømt for det og Anna, der går fri! Forskellen er, at Kate har begået en lovmæssig forbrydelse, som vækker gru i os alle, og Anna træffer et valg, som hun har lov til og som samfundet mener, er det rigtige. Men fælles for dem er, at skylden lever i dem begge. Hvorfor vil de ikke gå gennem ild og vand for deres børn og tilsidesætte alle deres egne behov for barnet? Det er påtrængende spørgsmål til både tanker, tro og følelser. Er livet virkelig sådan?

Nej! Det behøver det ikke at være. Livet kan være smukt. Gud har planer for vores liv om lykke, ikke ulykke. Alle mennesker er skyldige overfor Gud. Det bliver man, når man går imod Guds vilje og rammer ved siden af, når det gælder kærlighed, selvom det ikke var hensigten. En hver synd er en katastrofe. Du har ikke mulighed for at komme ud af din skyld, heller ikke selvom du har siddet 10 år i fængsel. Men Gud er barmhjertig. Han har han en gang for alle slået en streg over vores skyld ved at lade Jesus dø og opstå for menneskers skyld. Ingen synd er større, end at Gud ikke kan tilgive den. Guds kærlighed til mennesker er en realitet. Mirakler er mulige. Gud gør alting nyt: Sel a vie.

torsdag, juni 08, 2006

Fuglene på Himlen

På vej hjem fra dagplejen, så Freja en fugl i vejkanten uden hoved. "Hvad er det?" udbrød hun overrasket. "Det en fugl, der er død" sagde jeg og var glad for, at hun ikke føjede kræet til sin samling af sten og blomster og pinde, som hun havde hænder og lommer fulde af. "Er fuglen død moar?" gentog hun og stoppede op. "Nååååerh. Hvad sker der så?" spurgte hun bekymret. "Jaaeh" sagde jeg, mens jeg som en rasende grublede over, hvad jeg skulle sige til hende. "Joooh, så kan den ikke flyve mere eller hoppe rundt." "Nå!" sagde Freja betuttet. "Hvad ska' den så?" "Nu skal fuglen være sammen med Gud - hele tiden - i stedet for kun noget af tiden" sagde jeg og begyndte at gå videre hen af fortovet. "Så kan man grave et hul i jorden", sagde jeg; "og putte fuglen derned i og lægge en lille blomst ovenpå." Nu kørte det bare for mig. "Og så kan man be' en bøn til Gud og sige tak for dengang, at fuglen var levende og sige tak for, at han passer på den nu!" sagde jeg. "Nå" sagde min lille pige. Og så begyndte vi forfra: "Er fuglen død Moar?".... "Hvad sker der så?"..... "Er fuglen død Moar?".... "Hvad sker der så?".....

onsdag, juni 07, 2006

Må Gud velsigne dig!

I min mailbox lå der en dag et brev fra en ven. Brevet var en bøn til Gud for mig og min dag. Det var et kædebrev og senere samme dag lå der 5 andre breve til mig fra flere venner, der havde bedt for mig. Det blev jeg utrolig rørt over, så her vil jeg sende brevet videre med en bøn til Gud om, at du må have en god dag.

Father! God bless all my friends in whatever it is that You know they may be
needing this day! And may their life be full of your peace, prosperity and
power as they seek to have a closer relationship with you. Amen.

Det er pragtfuldt med venskaber.
God determines who walks into your life....it's up to you to decide who you let walk away, who you let stay, and who you refuse to let go.