onsdag, maj 31, 2006

Småbørnsfamilie

Nu er jeg mor til 2 små piger. Jeg er snotforelsket i mine unger. Jeg kan blive helt høj, når jeg sidder og putter med dem - én under hver arm... Jeg snuser til dem.. Nyder deres dufte... Kan ikke lade være med at rode lidt i Frejas hår. At lade en finger glide over Julies lille næse. Jeg elsker mine unger for det, de hver især indeholder... Freja er elsket pga. hendes charme. Hun er så ufattelig rørende...Smelter hjerter med hendes smil, kram og skøre indfald. Jeg elsker hende for hendes humor og klovnerier...Hendes hjælpsomhed og krav om at blive inddraget i det er foregår omkring hende... Jeg elsker hende for hendes evne og lyst til at lære. Hendes evne til at vise følelser... Hun er så kærlig i ord og handling. Hendes dybde i tanker. Måden hun betragter verden på og indtager livet på. Min kærlighed til Julie vokser op omkring hendes afhængighed af os, hendes forældre. Hendes krav om at blive elsket og passet. Hendes tillid til at nogle vil varetage hendes interesser. Hendes hengivenhed og tryghed overfor os. Hendes fredfyldthed, når hun sover. Hendes tålmodighed overfor Freja. Hendes nysgerrighed overfor verden med store vågne øjne. Hendes styrke. Hun vil frem i verden, det er tydeligt: Hun hopper, sparker, laver flitsbue, går i bro og snor sig som en orm. Jeg elsker hende for hendes evne til at gøre opmærksom på sig selv. Hendes høje bestemte skrig, når hun vil tages op og være med eller have mad eller redes fra storesøster.

Det er noget af et cirkus at have små børn. Det er en komisk udfordring at komme ud af døren. Når jeg har fået 2 børn i tøjet om morgenen, står jeg selv i tilbage i undertøj. Det er hårdt at have små børn. Jeg drøner rundt fra morgen til aften og står overfor en 2-årig, der ikke hører efter og er fræk og vil noget hele tiden. Gør det modsatte, vælter koppen med vilje, tegner i sofaen, tømmer skuffer og skabe.

Ind imellem har jeg sådanne dage, hvor jeg render mellem børnene, børnene, børnene, indkøb, vasketøj, opvask, madlavning og rengøring, min mand og så måske til sidst mig selv, hvis ikke jeg kunne starte forfra igen med børnene... Nogle dage er jeg på sammenbruddets rand, især hvis jeg har været alene med begge børn i et par dage. En 2-årig, der er grænsesøgende. En baby, som skal have tryghed og vaner. En mand, der river huset ned om ørerne på os og bygger det op igen - non stop. Jeg gør alt jeg kan. Nogle gange ønsker jeg dem hen hvor peberet gror og bliver overvældet af følelsen af, at det er min skyld den ene græder og den anden er fræk… Vupti, så må jeg ned og bide i græsset.

Heldigvis er der flere gode dage end dårlige. Overskudsmødre findes vist ikke. Det er en myte eller måske bare den måde, nogle kvinder – også jeg – vælger at præsentere sig selv på. Jeg elsker min familie, mit ægteskab, men nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke skulle præstere hele tiden og at jeg ikke var så bundet – at jeg bare kunne koble af uden dårlig samvittighed eller angst for, at børnene vil græde fordi de er sultne eller fordi, jeg ikke er der. Gu' er det hårdt at være mor, lige meget om det så er til 1,2,3 eller 4 børn. Man går 9 måneder med den lille i maven, klarer selve fødslen og hormonerne i galoperende kaos, samtidig med, at der er en lille ny at lære at kende og tage sig af. Det er et fuldtidsjob 24 timer i døgnet, hvor man både skal pleje ægteskabet, forældreskabet og familieskabet.

"Hvorfor er børn så besværlige?" Det er de heller ikke – men det føles indimellem sådan fordi deres forældre er forkælede. Vi vælger hele tiden til: Så skal vi have hus, ny bil, karriere og også børn. Men vi vælger ikke noget fra, når vi vælger at få børn. Så derfor har vi ikke så meget tid til dem, som vi måske burde have. Vi er vant til at få det hele, uden at give afkald på noget andet, og sådan én forældre er jeg. Derfor skal jeg begynde at tænke anderledes. Jeg er stolt af at være mor, kone og karrierekvinde. Jeg har selv valgt det, og jeg gør det så godt, som jeg kan. Og det er godt nok! Børnene vokser og trives i bedste velgående. Hjemmet står stadig, omend det er møg beskidt og vasketøj i store bunker. Min mand siger, han elsker mig. Jeg har masser af drømme og ambitioner. Jeg tager mine tudeture og ønsker ofte at løbe skrigende hjemmefra - væk fra ansvaret og pligterne, men jeg er her stadig, og her bliver jeg.

Jeg tænker lidt, at det er så kort en periode af mit liv, at jeg har små børn, så derfor er det bare med at nyde det og sætte mig selv lidt i baggrunden. Jeg sørger for at sove, når jeg har muligheden for det, for en lur hist og her giver overskud. Min mand er suveræn – vi deles om at have børnene. Og når Freja slår sine buttede arme om min hals og siger ”pyyyyyys moar”, så er det bare det hele værd!

tirsdag, maj 30, 2006

Julie

Min yngste datter er ved at runde de 9 mdr. Jeg går hjemme på barsel med hende og vi har opbygget en fantastisk hverdag sammen med faste rutiner: med lige dele arbejde og snak, kæl og leg. Livet bliver trygt og godt, når man kan forudsige sin hverdag og vi har fået et godt tillidsforhold, efterhånden som vi har lært hinanden at kende og Julie har fået en plads i familien: Som baby og lillesøster og charmetrold.

Hun har et højt humør og jubler og pludrer dagen lang. Hun elsker sig selv og hele verden og hviner af fryd, når hun opdager det lille smukke barn inde i spejlet. Denne overordentlige pragtfulde indtagende lille person, som er hende selv. Hun smiler til verden og verden smiler tilbage. Hun er strålende i selskabslivet. Det dejligste ved at elske er ”at mødes”. Og hun bliver ude af sig selv af lykke, når man gemmer sig og titter frem, gemmer sig og titter frem, flirter og laver skøre ansigter.

Det er den store udforsknings tid. Folk og fæ, skal undersøges, ting og steder, mad og bopæl. Hun er besat af ting og ville sikkert kunne sælge sin kærlige mor for en skuffe med bestik. En sand forsker, nægter at lade sig styre. Hun går sine egne veje. Hun er nyskabende. Hun undersøger og kortlægger. Hun er opslugt af sin forskning. Hun drives af en længsel efter at forstå, at vide, at opdage noget ukendt. Man forsøger som bekendt ikke at styre en lille forsker: så er det jo ikke forskning, der bliver bedrevet, men et bestillingsarbejde – og så sælger man sin videnskab og sin sjæl. (Jeg er glad for at hun endnu ikke kravler. Til den tid bliver der travlt.) Heldigvis beskæftiger hun sig også med andet end forskningsarbejdet. Der er jo arbejde, der skal gøres her i huset. Vi støvsuger, vasker op, laver mad og vasker tøj i fællesskab.

Hun sover godt (12 timer om natten og 3 timer om dagen). Hun er nem at putte. Hun ved, at man skal sove, når man bliver lagt og, at man skal sove, inden man bliver over-træt. Hun sætter pris på sit eget selskab og er god til at lege for sig selv. Hun er fortrolig, med det liv, der gælder for de voksne - fordi hun får lov at være med og bliver taget i brug. Hun keder sig aldrig og skriger ikke af kedsomhed. Hun ved, at jeg altid kommer tilbage og græder ikke, når jeg går. Hun ved, at man får mad uden at skrige på den. Og rigeligt mad. Hun spiser os ud af huset i øjeblikket. Hun har en fantastisk stemme. Der er kolossalt tryk på den. Når hun græder eller griner, så måber folk, fordi der kommer så meget lyd ud af hende. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun skal være gospel-sanger.

Så let og morsomt bliver livet aldrig, som det er nu.
Så vidunderlig er verden aldrig, som den er nu.
Så lys og god er kærligheden aldrig, som den er nu.
Hverdagen med Julie er skøn.

torsdag, maj 25, 2006

Freja

I mit armbånd har jeg 2 bamser, der symboliserer mine børn. Ja! Det er bamser! De ligner til forveksling små grise, men det passer egentlig nok også meget godt på mine børn. De er både putte-gøjer og grisebasser. Lad mig starte med at fortælle dig om Freja:

Min lille pige på 3 år er som alle børn et lille mirakel. Hun er uendelig værdifuld - så meget, at hun fortjener at blive set på, hørt på og krammet hele dagen lang. Når jeg ser på hende, bliver jeg fyldt af stolthed og ømhed. Hun har langt gyldent hår og de flotteste blå øjne. Gode tykke kinder og lår og en mave, hvor tøjet skiller på midten.

Freja er meget åben overfor verden: Er med på det meste og følger gerne med, hvis det lyder rart og hyggeligt. Hun uddeler knus og kram til de fleste. Hun kan hjælpe til og gøre nytte. Hun er altid god for en lille sang eller en historie fra de varme lande. Hun elsker mad og er kendt for sine nyde-lyde og mad-motor, der starter til ethvert måltid. Hun har et godt sovehjerte og vågner frisk og udhvilet om morgenen.

Hun gør god brug af hele følelsesregistret fra den største fryd til absolut eksplosionsfare. I lange perioder her omkring 2-årsalderen har det især været den letantændelige del af følelserne, der har været i brug hos Freja. Hun gennemgår som alle andre børn, den plagsomme periode: Trodsalderen! Man kan se og mærke på hende, at hun har det svært. Der foregår en masse indeni hende og hun reagerer med utilfredshed og fortvivlelse. Hun angriber sine omgivelser og udsteder ordrer og krav. Ind imellem bliver hun tyrannisk, urimelig, voldsom og utålelig. ”Du må ikke sige NEEEEEEJ” skriger hun op i mit ansigt. Det er hårdt! Ordet ”jeg” dukker op sammen med ”jeg vil selv!” og ”jeg vil ikke!” Hun kan bedst markere overfor sig selv og os andre, at hun selv KAN og VIL, når hun sætter sig op mod krav fra hendes forældre. For det meste betragter hun ethvert forslag fra os som en trussel mod hendes egen vilje, og hun råber ”NEEEJ” også, når hun faktisk mener ja. På denne måde beskytter hun sin selv-hævdelse. Men hvor er det belastende at være sammen med en lille tøs, der altid er imod. Hvorfor gør hun det, når vi nu kunne have det så hyggeligt? Hun vil ikke have tøj på. Hun vil ikke med hjem, når legen er slut. Hun vil ikke børste tænder. Hun vil ikke komme, når vi kalder. Hun bliver rasende, når hun møder modstand. Hun skriger og spræller og bliver helt lilla i ansigtet. Under et raserianfald hjælper det ikke at ville trøste og tage hende op. Det gør raseriet større. Det hjælper ikke at prøve at behage hende, bøje sig og udslette sig selv. Det gør hendes krav endnu mere absurde. Hendes indre er et kaos – og det er den voksnes opgave at bringe orden i kaos. Der skal modstand, vejledning og en ende på det ulidelige til. En vej ud af afmagten. Hun skal have hjælp til at komme til rette med sig selv.
”vær nu rolig.”
”Så er det nok.”
”Nu stopper du.”
”Sådan skal det være”
”Gør sådan”
”Nej – jeg vil ikke flytte mig. Jeg sidder her. Du kan sidde der, hvis du har lyst”
”Godnat. Læg dig i din seng. Du skal sove nu. Det er nat. Og om natten sover vi her i huset”
”Lad være med at slå. Det gør ondt. Sådan gør man ikke. Man aer. Er du med”
Kammer det hele over og gør ungen noget forbudt med fuldt overlæg, siger jeg vredt: ”Det gør du ikke en anden gang” Jeg tager hende forsigtigt op, sætter hende i børneværelset, går ud og lukker døren. Stort hyl. Så venter jeg lidt: ”Er du færdig?” Nyt vræl. Jeg lukker døren og venter lidt igen. ”Vil du ud? Er du færdig?” ”Godt, så går vi ind og gør skaden god igen. Når man slår noget i stykker, samler man op efter sig. Når man slår, siger man undskyld og giver en krammer.” Hvorpå man vender tilbage til det, man lavede, da balladen begyndte. Rolig, almindelig, venlig. Som om ingenting var sket. Det hjælper: Hun kan ikke fordrage at blive udelukket fra fællesskabet. Jeg håber, at hun finder ud af, at hendes far og mor, står for det, de siger. At hun kan stole på os og behøver ikke betvivle alt. Vi ved hvordan tingene skal være. Og vi kan li’ hende. Derimod synes vi ikke om visse ting, hun gør.

Og hun er skøn. En stor humorist. Kærlig og til tider hjerteskærende sentimental. ”Ihhh hvor er du sød…” Klap klap. ”Det smager vel nok DAJLI”… uhhm. Hun er en stor skuespiller: spiller pjanket og pjattet eller farlig tiger eller klynkende lille baby. Så havner hun i centrum og nyder det. Hun er god til at trøste og er meget opmærksom og omsorgsfuld. ”nåå lillesøster. Har du det godt?” ”Ti stille Julie!” ”Spis nu den mad”. Hun kan sidde længe og pusle med sine egne gode små ting. Hun kan gå rundt derhjemme med helt ubeskrivelige kærlige øjne og se ud som om hun er virkelig taknemmelig for at have et sted at bo. Hvis man går på en skør måde eller laver en sjov grimasse eller børster sig med den forkerte ende af børsten eller griber ved siden af dørhåndtaget 8 gange, så falder der en sten fra Frejas hjerte og hun ler, så hun næsten taber vejret. Slipper man derefter tilfældigt en lille vind og siger ”Hov! en PRUT” så er hun ude af sig selv af fryd. Verden kan være så besværlig og indviklet den vil, man kan stadig grine af den!

mandag, maj 22, 2006

En hyldest til min mand

Han er den mest fantastiske mand i verden og jeg elsker ham højt. Han er min bedste ven og min kæreste. Verdens bedste far for vores 2 piger. Manden har ikke siddet stille i flere måneder, men lever nærmest i sit tømrertøj, som han desuden ser ret godt ud i. På en sådan sexet handy-man måde! Hvor er det dejligt, at have ham, så kan jeg bruge tiden på at bygge rede og kysse med ham, når jeg kan fange ham!

Jeg mødte ham, da jeg var 14 år. Den historie handler om en stormende forelskelse. Men den handler også lejrminder. Om glæden ved spejderarbejdet og om dybe følelser af fællesskab, som man kan opleve på en lejr og som præger hele ens identitet. Spejder er ikke bare noget man går til – det er noget man er – sammen med andre. Og det er et fantastisk sted at finde en kæreste!

Han var 16 år. Så ud som om han lige var blevet taget ud af en tandpastareklame. Smilede over hele hovedet. Pæne lige tænder. Lyst hår – et såkaldt godt hug! Vores øjne strejfede hinanden. ”Nej han var ikke noget. Så for godt ud. Var for perfekt. Ham får du aldrig fat på Louise” Men han fik fat på mig. Tiden fløj af sted. Lejrbål. Nede i krattet. Hvalen Hvalborg og en tør kiks. Stjerneklar aften og et glødende bål. En arm om livet. Den dejligste arm. Værd at huske. Det sidste kys inden toget kørte – ikke værd at huske. Der var lang tid til sommerlejr...

Han knuste mit hjerte 2 gange. Vi boede i hver sin ende af landet. Han er nordjyde og jeg er københavner. Det var svært. Han holdt op med at være spejder. Da jeg var 18 flyttede han til København for at læse og bankede på min dør på kollegiet. Jeg lukkede ham ind og vi boede sammen på 10 m2. Vi var ude at rejse sammen. Vi tapeteserede sammen. Han var langsom til at fri. Vores bryllup var en fantastisk romantisk fest. Vi hører sammen. Jeg håber sådan, at vi kan blive gamle sammen.

Han er rasende intelligent. Han kan regne alting ud. Han kan finde ud af alting. Han er nysgerrig og videbegærlig. Det er dybt inspirerende og givende at samtale med ham. Han ved alt om mig, også de tanker, jeg gør mig, som jeg tror ingen ved - det har han da vidst i lang tid! Han har hjerte for andre mennesker. Han er hjælpsom, høflig og rar.

Og udover, at han kan lave børn, så magter han også at leve sammen med mig, mens jeg har været gravid [og er ikke bange for at gøre det igen]. Han har hørt på mig mig hver gang, jeg har klaget min nød: "åhh hvor har jeg det dårligt" Et utal af gange. Senere magtede han at høre på, "neeeej hvor er jeg sulten, træt, neejjj hvor skal jeg tisse," og "skat gider du ikke lige..." Han badede vores førstefødte. Klædte hende på som et trafiklys. Gav hende alle de snurre-rundt-ture jeg ikke kunne. Handlede ind, bar tunge sager op og ned. River huset ned om ørerne på os og bygger det op igen. Hjalp mig ud af sengen. Samtidig går han på arbejde fra 7 til 17. Og bedst af alt... udover det så tog han stadig fat i mig, de steder, han ved, der kilder og sagde: åhhh hvor er du altså bare lækker, du skulle bare ha'...osv", så min store krop næsten ikke kunne klare de grinture, der altid kommer i kølvandet på det. Jeg glæder mig til at opleve at få flere børn sammen med ham. En fødsel én gang til med ham, hvor han altså også er helt suveræn....fik jeg nævnt at han lige er blevet færdig med vores kælder, slår græs hver uge og reparerer den gamle Golf?? Jeg er godt nok heldig!

Jeg håber du også har en der ligner ham!

Gud er kærlighed

I mit armbånd har jeg et kors. Det minder mig om, at jeg er Guds barn og, at Jesus Kristus er min frelser.

Jeg vil så gerne fortælle dig om min tro på Gud og om hvordan det er at leve med den her anderledes, åndelige, usynlige dimension i min hverdag. Jeg vil så gerne sætte mange fine og gode ord på det, for Gud er den højeste autoritet i mit liv. Mit livsgrundlag! Den allervigtigste for mig – og derfor er der også en god chance for at komme til at snakke det hele til døde. Det bliver hurtigt for langt og for indviklet. Gud er større og anderledes, end nogen af os er i stand til at fatte. Han sprænger alle de forestillinger og tanker, jeg kan have om Ham. Jeg kan trække på billeder fra min erfaringsverden, når jeg skal forsøge at beskrive Ham, men det bliver kun stykkevist og ufuldkomment. Men selv om Gud er ufattelig, er det alligevel muligt at opleve Ham som virkelig og nærværende i mit liv. Og det vil jeg gerne forsøge at fortælle dig om:

Jeg tror på Gud Fader den Almægtige. Min skaber. Han har bragt mig til verden og givet mig livet. Han elsker mig betingelsesløst. Guds uendelige kærlighed til mennesker gør livet værd at leve. – Det betyder for mig et alternativ til tomhed, meningsløshed, rodløshed, fremmedgørelse, angst. Hvis man tør at give sig hen! Det er en af de største udfordringer, Gud stiller mig hver dag. ”Giv slip.” ”Riv dig løs.” ”Stol på mig.” ”Jeg skal nok bære dig.” ”Jeg giver ikke slip.” ”Jeg elsker dig.” Jeg længes efter at lære Ham at kende og være i Hans nærhed.

Jeg tror på Jesus Kristus. Min frelser.
Frelse er et nedslidt religiøst begreb og et misbrugt ord i vores dagligsprog. Men for mig er frelse ikke ”verdensflugt” eller ”overdreven inderlighed”. At være frelst betyder for mig en erkendelse af, at Gud elsker mig og accepterer mig som jeg er. Bag begrebet ligger der den opfattelse, at der er forskel på den måde mennesket lever sit liv på og den måde Gud fra starten havde bestemt livet for mennesket. Mennesket har en fri vilje og vælger at råde over sit liv væk fra Gud. At modtage Jesus som sin personlige frelser betyder, at jeg vælger at leve mit liv i samarbejde med ham. Han vil hjælpe og guide mig til at handle og leve mit liv ansvarligt og kærligt. Hele mit liv beror på fællesskab med Gud. Frelse er at tro på det, vi beror på.

Jeg tror, at mennesket Jesus levede på jorden for at gøre det klart for os alle sammen, hvad Guds kærlighed er og hvad, den kræver af os. Det var Guds måde at vise os, hvor meget han elsker mennesker. Jesus forkyndelse var en fortolkning af Moseloven. Et idealistisk og etisk krav om næstekærlighed og retfærdig handling. Han kom for at bane vej til Gudsriget. Gudsriget betyder Guds herredømme. Der hvor Guds vilje råder totalt. Ikke et territorium, der kan lokaliseres, men en tilstand. - Både fremtidig og nutidig. Jeg tror, at Jesus er Messias. En opfyldelse af Bibelens løfter. En skikkelse, der udfrier mennesker fra deres lidelser. Lidelser, der er i livet fordi Gud ikke er med i det. Jeg tror, at Jesus levede og døde og opstod for at træde i vores sted og tage menneskenes synder på sig. Det betyder, at vi er blevet gjort fri for den magt, synden og døden har over os. Synd er selvoptagethed og modbydelighed over for andre. Det ér når vi rammer ved siden af, når det gælder kærlighed. Det er et brud mod Guds vilje med dit liv. Han vil, at du skal ære og elske ham ved at elske dine medmennesker, som du elsker dig selv.

Man kan ikke selv skabe kærlighed eller tilgivelse eller retfærdighed. Det kommer til dig udefra som en gave. Retfærdiggørelsen skænkes af Gud – ved tro. Det er Guds nåde, som han rækker ud til dig. – Tag imod! Guds nåde sætter livet i et nyt perspektiv, så livsmodet bliver større end modløsheden. Det betyder ikke, at alt fremover vil være strygende legende let. Jeg rammes stadig af modgang. Jeg synder stadig hver dag mod mig selv og mine medmennesker i tanke, ord og handling. Der er stadig lidelse og ondskab i verden. Men Gud velsigner mig. Jeg vil aldrig miste Guds velsignelse. Han vender aldrig sit ansigt bort fra mig. Han er min Far. Han elsker mig, uanset om jeg elsker Ham. Han er et sikkerhedsnet, der aldrig bliver slidt op. Jeg behøver ikke back-up.

onsdag, maj 17, 2006

Velkommen til min Blog - min dagbog på nettet.

Life has its moments!
Make them unforgettable

[pandora-jewellery]

Jeg tror det er skønt, at skrive sine tanker og oplevelser ned, så de ikke hænger og flagrer og bliver glemt mellem tøjvasken og madlavningen. Jeg skriver alligevel alt muligt ned på små lapper, der ligger rundt omkring i huset og stoppet ind i bøger, som jeg er i gang med at læse. Så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne dele det med dig. Hvis ikke du synes det er for smart og selvoptaget altså.

Bloggen her kan også tjene som en service til familie og venner, som jeg ser alt for sjældent. Ideen har jeg fået fra Tine - en ven og kollega i min kirkes børne- og ungdomsarbejde. Hun har lavet en kanon flot blog og er flittig til at skrive en masse spændende ting, der får det til at knage i knolden på mig.

Jeg vil starte med at fortælle dig om mit armbånd. Det er et Pandora-armbånd og på dét hænger der små charms, man kan købe i dyre domme. Jeg har fået det af min mand efter at have ønsket mig det brændende [og vredet armen om på ham til jul og fødselsdage] Kan du mærke materialismens klamme hånd komme krybende?

Men de små symboler betyder meget for mig og dette armbånd fortæller efterhånden en del af min livshistorie.